Landsstyret tilsidesætter parlamentarismen

Vi lever i et moderne demokrati, hvor det er parlamentet som er øverste myndighed. Landsstyret har nu bevæget sig ud på en glidebane, hvor enevælde og magtarrogance hindrer en åben og demokratisk proces.

Torsdag d. 10. oktober 2013
Sara Olsvig, medlem af landsstyret og formand for Inuit Ataqatigiit    
Emnekreds: Efterårssamling 2013, Uran.

Indholdsfortegnelse:
Landsstyret tilsidesætter parlamentarismen
Landstingets Udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalg ikke informeret om USA samarbejde
Uranrapport underprioriteret
Er den nye rapport spildt arbejde?
Parlamentet skal vide hvad der tages beslutning om


Landsstyret tilsidesætter parlamentarismen
De nye oplysninger om et kommende samarbejde med USA om uran og offentliggørelsen af den længe ventede uranrapport har endnu engang vist, at landsstyret ikke har forstået sammenhængen mellem regeringsrollen og parlamentet.

Landstingets Udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalg ikke informeret om USA samarbejde
I Landstingets Udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalg er vi på intet tidspunkt blevet informeret eller hørt om det kommende samarbejde med USA om uran. Som parlamentets fagudvalg på udenrigs- og sikkerhedspolitiske anliggender burde landsstyremedlem for udenrigsanliggender have informeret os om denne beslutning eller have hørt udvalget om vores holdning hertil.

Landsstyret har selv udtrykt ønske om, at Grønland i højere grad selv skal varetage de udenrigspolitiske aspekter af eventuel uran-udvinding og eksport. Det kræver, at landsstyret i det mindste åbner op for det ansvarlige fagudvalg i Landstinget og holder op med at tilsidesætte os parlamentarikere i denne proces. Alt andet er uansvarligt og en magtfordrejning.

Uranrapport underprioriteret
Offentliggørelsen af den nye uranrapport fra den dansk-grønlandske uranarbejdsgruppe er endnu et eksempel på, at landsstyret forsømmer parlamentarismen. I Folketinget præsenterede den danske regering rapporten for Udenrigspolitisk Nævn allerede i sidste uge og selv Folketingets Forsvarsudvalg får en teknisk gennemgang af den 185 sider lange rapport.

Alt landsstyret har kunnet strække sig til var at invitere Udenrigs- og sikkerheds-politisk udvalg og Råstofudvalget til præsentationen af rapporten for pressen mandag morgen. En præsentation som i øvrigt bar præg af, at landsstyremedlem for Råstoffer ikke selv havde sat sig ind i rapportens indhold og ikke kunne sige andet, end at rapporten efter hans mening ikke var vigtig i forhold til den forestående beslutning om nul-tolerancen.

Er den nye rapport spildt arbejde?
Uranrapporten har været længe undervejs, og er da også underskrevet af landsstyret sammen med den danske regering. Derfor er det højst besynderligt, at landsstyremedlem for Råstoffer i den grad undertoner vigtigheden af rapporten. Rapporten er et helt centralt dokument i denne beslutningsproces og landsstyrets henvisning til de foregående års såkaldte oplysningsmaterialer om uran er i det samlede billede kun halve op-lysninger. Hvorfor skulle der ellers nedsættes en stor arbejdsgruppe til at belyse alle de emner der gennemgås i rapporten? Er det så spildt arbejde?

Parlamentet skal vide hvad der tages beslutning om
Som parlament er det vores ansvar, at vide hvad Grønland går ind til. Det er vores ansvar at tage beslutninger på et oplyst grundlag. Det er os 31 medlemmer som den 24. oktober skal trykke på stemmeknapperne om et ja eller nej til ophævelse af nul-tolerancen.

Landsstyret tromler i forvejen en beslutning igennem uden inddragelse af befolkningen og det er absolut ikke klædeligt, at landsstyret oven i det tilsidesætter parlamentarismen. Vi lever i et moderne demokrati, hvor det er parlamentet som er øverste myndighed. Landsstyret har nu bevæget sig ud på en glidebane, hvor enevælde og magtarrogance hindrer en åben og demokratisk proces.

Landsstyret må rette op på denne magtfordrejning og forstå, at det er parlamentet og folket som er deres arbejdsgivere. Landsstyrets tilsidesættelse af parlamentet afslører en umodenhed i måden at føre regering på.

Læs rapporten her:
Rapport om udvinding og eksport af uran