Politiske partier bliver fredet af koalitionspartierne
Siumut har 15 mandater i Landstinget. Hvis du bruger tallene fra Qujaukitsioq, så skulle Siumut modtage 1,5 millioner kroner pr. år. I virkelighedens verden modtager Siumut 3,8 millioner kroner pr. år.
Tirsdag d. 29. oktober 2013
Andreas Uldum
, landsstyremedlem for Finanser og Råstoffer, formand for Demokraterne
Emnekreds:
Kammerateri
,
Siumut
.
Koalitionspartierne Siumut og Atassut har desværre afvist Demokraternes forslag om at gøre det muligt at tilbageholde en del af det årlige tilskud til politisk arbejde såfremt et parti har oparbejdet en gæld til det offentlige.
Hvis en borger har en ubetalt gæld til det offentlige, så sker der ofte det, at det offentlige modregner noget af denne gæld, hvis det er sådan, at borgeren skal have penge tilbage i skat. Inddrivelsesmyndigheden har ligeledes mulighed for at tilbageholde en del af borgerens lønudbetaling.
Demokraterne mener, at dette system er helt fair. Faktisk så fair, at vi mener, at de politiske partier burde være underlagt det samme system. Det er jo ingen hemmelighed, at hovedparten af partiernes indtægter kommer fra det store årlige tilskud fra Selvstyret. Derfor har vi foreslået, at det skal være muligt for Selvstyret at modregne eventuel gæld til det offentlige, inden tilskuddet kommer til udbetaling.
Desværre må vi konstatere, at koalitionspartierne har afvist vores forslag. Demokraterne finder det ærgerligt, at Siumut og Atassut ikke ønsker, at partiernes økonomi skal underlægges samme forhold som borgernes.
Stram op, Vittus
Herudover er Demokraterne skuffede over, at landsstyremedlem for Finanser Vittus Qujaukitsoq har behandlet forslaget med ligegyldighed. Vi må i hvert fald konstatere, at han kommer med en yderst fejlagtig oplysning i sit svarnotat til forslaget. Qujaukitsoq påstår, at det årlige tilskud til partierne udgør 100.000 kroner pr. mandat i Landstinget. Dette er meget forkert.
Tilskuddet udgør 650.000 kroner i grundbeløb til hvert parti, og herudover modtager hvert parti 210.000 kroner pr. mandat. For at eksemplificere hvor langt Qujaukitsoqs tal er fra virkeligheden vil jeg tage hans eget parti Siumut som eksempel. Siumut har 15 mandater i Landstinget. Hvis du bruger tallene fra Qujaukitsioq, så skulle Siumut modtage 1,5 millioner kroner pr. år. I virkelighedens verden modtager Siumut 3,8 millioner kroner pr. år.
Demokraterne vil på den baggrund opfordre Vittus Qujaukitsoq til at stramme op, og fremover bestræbe sig på at komme med korrekte oplysninger i sine svarnotater. Det er han faktisk forpligtet til i henhold til gældende lovgivning.