Lyset kommer altid tilbage
Sprog og identitet hænger sammen. Vores modersmål bidrager til vores selvforståelse og de sprog vi lærer udvider vores verden. Inuit Ataqatigiit anerkender, at der en sproglig ulighed i Grønland og vil derfor styrke indsatsen på sprogundervisningsområdet, både i grønlandsk, dansk og andre sprog.
Torsdag d. 2. januar 2014
Kuupik Kleist
, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds:
Politik
.
Indholdsfortegnelse:
Medbestemmelse- og indflydelse
Værdipolitik – identitet, kultur og sprog
Offentlig forsørgelse og velfærd
Nye arbejdspladser er nødvendige
De levende resurser skal også brødføde næste generation
Uddannelse
Tag over hovedet til alle og nødvendige investeringer i infrastrukturen
Sundhed
Sammenhold er nødvendigt
På årets korteste og mørkeste dag ser vi alle frem til at lyset kommer tilbage. Vi glæder os over at dagene igen bliver længere og vi tænker tilbage på det forgangne års begivenheder – på godt og ondt, og reflekterer over hvad vi har gjort godt og hvad vi gerne vil gøre meget bedre i det nye år som oprinder.
Sådan er det også i det politiske liv. Vi ved og har forhåbninger om bedre tider og nye positive resultater. I Inuit Ataqatigiit ser vi meget frem til året 2014, fordi vi i bund og grund tror på at tingene kan gøres meget bedre og at vi som et samlet folk, fremfor et splittet folk alle kan samarbejde til bedste for Grønlands fremtid.
Vi vil starte med at takke for et meget spændende år, der har budt på nogle politiske nederlag, blandt andet i forhold til uranspørgsmålet. Men som også har bekræftet os som parti i, at vi har nogle gode bud på politise løsninger der vil styrke landet i en kritisk fase af Selvstyret. Vi vil fortsætte dette arbejde ufortrødent i 2014. Vi er taknemmelige for den meget støtte og opbakning vi har mødt rundt omkring i landet.
Vort største og vigtigste nytårsønske for det kommende år er en anderledes og ny styreform, hvor ikke mindst medindflydelsen og borgerindragelsen tages mere alvorligt end hidtil. For 2014 er Inuit Ataqatigiit’s væsentligste målsætninger:
Medbestemmelse- og indflydelse
Som folk har vi brug for et stærkt fællesskab og sammenhold. Uden skelen til etnisk herkomst, sprogmæssig tilhørsforhold, bopæl og kulturel baggrund har vi allesammen brug for gensidig respekt og fordragelighed i det grønlandske samfund. Vi må arbejde for at søge de løsninger som kan samle borgerne. Det er absolut muligt at fremme samarbejdet, så folk kan lytte til hinanden og møde respekt for deres overbevisning og med deres værdisæt i behold. Det bør være muligt at bo i et Grønland, hvor alle de menneskelige kræfter- og ressourcer værdsættes.
Med andre ord handler det om at få folk til at arbejde sammen, i stedet for udelukkende at fokusere på hvad der skiller os ad. Politisk lederskab handler om at høre på alles meninger inden der træffes beslutninger, frem for kun at lytte til egne politiske meningsfællers ytringer. Hvis man ønsker bred opbakning til sin politik, så må man også arbejde for at samtlige borgere og organisationer sikres reel medinddragelse på ens vilkår og at man tager disse ytringer alvorligt.
Det er magtpåliggende for Inuit Ataqatigiit at man igen tager principperne om reel borgerinddragelse- og medbestemmelse alvorligt i det politiske arbejde. Samtlige borgere bør gives mulighed for medinddragelse og det bør undersøges hvordan og hvorledes man med deres deltagelse bedst kan understøtte deres egen udvikling. Dette er særligt vigtigt i en tid hvor vi i Grønland nu har overtaget det fulde ansvar for råstofpolitikken og i de kommende år også står for at overtage endnu flere ansvarsområder.
Inuit Ataqatigiit vil fortsat kæmpe for åbenhed og gennemsigtighed i de politiske beslutningsprocesser. Bekæmpelse af magtmisbrug, respekt for menneskerettigheder, virksomhedernes sociale ansvar og borgerinddragelse vil derfor stå højt på dagsordenen.
På disse omåder vil Inuit Ataqatigiit arbejde for at blive bedre.
Værdipolitik – identitet, kultur og sprog
Inuit Ataqatigiit anser kunst og kultur som en overordnet værdiskabende ressource, som er nødvendig for vores identitetsmæssige selvforståelse.
Inuit Ataqatigiit mener, at der ligger et stort og ikke fuldt udnyttet potentiale i vores rige kulturliv.
Sprog og identitet hænger sammen. Vores modersmål bidrager til vores selvforståelse og de sprog vi lærer udvider vores verden. Inuit Ataqatigiit anerkender, at der en sproglig ulighed i Grønland og vil derfor styrke indsatsen på sprogundervisningsområdet, både i grønlandsk, dansk og andre sprog.
Vi ønsker at styrke det grønlandske sprog i form af en mere tydelig og øget brug af grønlandsk i det offentlige rum.
Offentlig forsørgelse og velfærd
Offentlig forsørgelse skal målrettes individer og familier med behov, mens f.eks. tildeling af førtidspensioner skal ske samtidig med indgåelse af aftaler om opfølgning og revurdering med jævne mellemrum.
Ligestilling er en central del af Inuit Ataqatigiit’s politik. Meget positivt er sket, men vi vil arbejde for at køn eller seksualitet aldrig må være en begrænsning.
Forsørgerbyrden vokser i de kommende år og flere skal sikre fremtidens velfærd. Inuit Ataqatigiit anbefaler etablering af en barselsfond, der kan medvirke til at skabe tryggere økonomiske rammer om børnefamiliernes liv.
Hjemløshed er en personlig tragedie og skal afhjælpes. Vi må i et tæt samarbejde og med inddragelse af de boligløse sætte os den målsætning at de igen kan få hus over taget og der bør etableres herberg i alle byer.
Nye arbejdspladser er nødvendige
En forøgelse af antallet af arbejdspladser er kun mulig ved udvikling af andre erhverv end de traditionelle og den tilstedeværende kapital i Grønland er ikke tilstrækkelig til at dække behovet for nye investeringer i erhvervslivet. Dette gælder både fiskeriet, turismeerhvervet, mineralsektoren og landbruget. Vi er nødt til at skabe et mangfoldigt og flerstrenget erhvervsstruktur og samtidig sikre en højere selvforsyningsgrad på alle områder. Derfor må Grønland være et konkurrencedygtigt land at investere i.
Derudover er det meget relevant at huske på, at blot fordi der etableres nye arbejdspladser, er det ikke sikkert at disse besættes af lokal arbejdskraft. Det er derfor nødvendigt, at sikre landets arbejdsledige får reelle muligheder for at få andel i de nye jobs. Dette arbejde må prioriteres meget højt af os alle, både i koalition og i opposition.
De levende resurser skal også brødføde næste generation
En bæredygtig forvaltning af de levende resurser er en helt afgørende forudsætning for både økonomien og beskæftigelsen i Grønland. Vi skal hele tiden arbejde for at vore produkter kan afsættes til de rigtige priser på de internationale markeder.
En løbende tilpasning af de erhverv der lever af de levende resurser er nødvendig. Vi må hele tiden tilpasse os forandringer i naturen, klimaet og på de markeder der aftager vores produkter. Inuit Ataqatigiit vil medvirke til at der sker en højere grad af forarbejdning af vore eksportprodukter, med henblik på at opnå højere priser og større beskæftigelse.
En fortsat udkomme af fiskerierhvervet forudsætter at vi til stadighed tilpasser de lovgivningsmæssige rammevilkår til nutidens krav og sætter konkret handling bag. Rammevilkårene skal give mulighed for større udviklings- og innovationstiltag indenfor erhvervet med henblik på rentabelt fiskeri. Dette skal gøres ikke kun til fordel for den enkelte fisker, dennes familie men også til gavn for resten af samfundet.
Hvis vi ønsker at bevare arbejdspladser, sikre fortsat fiskeri og hvis vi er optaget af at sikre småfiskerne større indkomster er forudsætningen, at vi er i stand til at reformere fiskerierhvervet helt fra bunden. Jeg vil gerne understrege at højere indkomster til de mindste fiskere ikke skal ske ved allokering af flere midler fra fiskerierhvervets bedste aktører. Der vil ikke ske forringelser for de mest driftige og dygtige indenfor erhvervet. Vi skal gøre dette muligt gennem nye tiltag for at fremme deres rentabilitet og for at sikre gode og rimelige muligheder for generationsskifter indenfor erhvervet.
Uddannelse
Der er et stort behov for igen at fokusere stærkere på Folkeskolen. Hvert eneste barn skal gennem sin folkeskoleuddannelse dygtiggøres fagligt og menneskeligt. Alle børn er nysgerrige på deres omverden og vi er forpligtet til at udfordre vores børns nysgerrighed. Som forældre er dette vores vigtigste opgave at sikre.
Inuit Ataqatigiit mener, at en debat om folkeskolen må tage udgangspunkt i vores fælles ønske om at sikre landets børn et læringsmiljø der er inspirerende og lever op til de krav barnet efterfølgende møder i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.
De bygningsmæssige rammer for folkeskolen skal forbedres.
Decentrale erhvervsuddannelsesinstitutioner skal fortsat være en mulighed, så længe det sker på et velovervejet grundlag og vi bør fortsat bestræbe os på at øge uddannelses- og opkvalificeringsmulighederne i Tasiilaq også.
Mulighederne for at tage kurser på udenlandske universiteter skal øges, herunder også gennem fjernundervisning.
Tag over hovedet til alle og nødvendige investeringer i infrastrukturen
Det er stadig Inuit Ataqatigiit’s udgangspunkt at det offentlige boligbyggeri geografisk prioriteres efter behov. Vi støtter målet om at flest muligt ejer egen bolig, men vi vil samtidig fastholde at rentefradraget reduceres.
Vi anbefaler at der udarbejdes en undersøgelse af vores boligmarked, der ser på samspillet mellem de offentlige tilskud, de offentlige boliger og det private ejendomsmarked.
Der skal afsættes tilstrækkelige midler til socialt boligbyggeri, som bl.a. også skal medvirke til arbejdsstyrkens mobilitet.
De store nødvendige investeringer i vores infrastruktur skal planlægges over en længere periode og prioriteres efter behov, lønsomhed og om investeringerne medvirker til en erhvervsmæssig udvikling.
Sundhed
Samfundet har behov for et sundhedsvæsen der opfylder vores behov for både kompetent og hurtig behandling. Vi kan alle fra vugge til grav få behov for den nødvendige sygdomsbehandling og sundhedsydelser. Denne behandling og velfærdsydelse skal være godt og kompetent, ligesom vi bør sikre så gode arbejdsbetingelser som overhovedet muligt for sundhedspersonalet eftersom disse ting naturligt hænger sammen.
Sammenhold er nødvendigt
Forudsætningen for et godt resultat er samarbejde og sammenhold. Sammenhold er nødvendigt og vi ved jo, at der i det grønlandske samfund findes masser af mennesker med evner og resurser og som har stor samarbejdsvilje. Hvis blot vi slår disse kræfter sammen er intet umuligt.
Netop i den forbindelse er vi stor tak skyldige i forhold til de mange organisationer og frivillige NGO’er i vort samfund som i løbet af året har givet værdifulde bidrag. Tak for Jeres voksende engagement. Det er vort håb at samarbejdet og jeres voksende indflydelse vil fortsætte i det nye år.
Med tak for det forgangne år ønskes alle i Grønland, venner og familier i udlandet samt vores andre verdensborgere et lykkebringende og fredfyldt nytår med et stort ønske om fortsat gode resultater i det kommende år.