§ 37: Repræsentationen i Washington

Det indtryk som både vi – og formentlig også befolkninger indtil samrådet i fredags har fået – var, at den kommende repræsentation var en selvstændig enhed, hvilket åbenbart ikke er tilfældet. Langt fra faktisk.

Tirsdag d. 4. marts 2014
Andreas Uldum, landsstyremedlem for Finanser og Råstoffer, formand for Demokraterne
Emnekreds: Landstinget paragraf 37 spørgsmål, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

I medfør af § 37 i Forretningsorden for Landstinget fremsætter jeg hermed følgende spørgsmål:
Spørgsmål til landsstyret vedr. den kommende grønlandske repræsentation i Washington:
  1. Landsstyret bedes redegøre for hvilke aftaler der er indgået mellem Grønland og Danmark med hensyn til den kommende grønlandske repræsentation i Washington. Herunder bedes landsstyret redegøre for, hvor meget man forventer, at repræsentationen vil koste samt hvad disse penge konkret skal bruges til.
  2. Kan landsstyret bekræfte, at den grønlandske repræsentation i Washington i virkeligheden blot er et udtryk for, at Grønland får sin egen medarbejder placeret på den danske ambassade i Washington, og at denne medarbejder er helt og aldeles underlagt den danske ambassade?
  3. Hvad er årsagen til, at landsstyret har forsøgt at give indtryk af, at den kommende repræsentation i Washington er en selvstændig enhed med egne beføjelser?

Begrundelse:
Udenrigsminister Martin Lidegaard var særdeles klar i mælet, da han var indkaldt til samråd i Folketinget vedr. den kommende grønlandske repræsentation i Washington.

Han fastslog blandt andet, at der ikke bliver tale om, at Grønland får en ambassade eller en repræsentation med selvstændige beføjelser. Set med Demokraternes øjne bliver der tilsyneladende tale om, at vi i Grønland får placeret en medarbejder på den danske ambassade, der skal varetage vores handelsmæssige og økonomiske interesser, hvilket er en rigtig god idé.

Derimod er der intet som helst, der tyder på, at tidligere udmeldinger om en selvstændig repræsentation med udenrigspolitiske beføjelser har hold i virkeligheden.

Demokraterne finder det ærgerligt, at landsstyret ikke fra start har været mere åbne og ærlige omkring, hvad opgaverne for den kommende grønlandske medarbejder på den danske ambassade egentlig er. Det indtryk som både vi – og formentlig også befolkninger indtil samrådet i fredags har fået – var, at den kommende repræsentation var en selvstændig enhed, hvilket åbenbart ikke er tilfældet. Langt fra faktisk.