Selvransagelse

Hvis vi som politikere lyver eller tager af kassen – eller gør begge dele – mister befolkning al respekt for politik og os politikere.

Mandag d. 20. oktober 2014
Allan Petri Frandsen, medlem af Kommunalbestyrelsen, Kommuneqarfik Sermersooq
Emnekreds: Landstingsvalg november 2014, Politik, Samfundsforhold.

Jeg må indrømme, at de seneste måneders førte politik i vores land har gjort det til en blandet fornøjelse af være politiker. Der har været både negativt og positivt, dog langt mest negativt. Men lad mig starte med det positive: At folket gik på gaden i Nuuk og talstærkt protesterede over først placering af en ny landstingsbygning på Aqqaluks Plads, og siden protesterede så kraftigt imod landsstyret, at regeringen gik i indre opløsning og udskrev nyvalg, er tegn på, at vores demokrati – i yderste konsekvens – fungerer. På trods af alle knaster og endeløse skandaler i de seneste 18 måneder. For Benjamin, Sakæus og befolkningen ude på kysten må landsstyrets fald, og navnlig måden det foregik på, have forekommet som en fjern, men grotesk forestilling. Pinligt var det i hvert fald. Hvis vi som politikere lyver eller tager af kassen – eller gør begge dele – mister befolkning al respekt for politik og os politikere. Til slut er der ingen mennesker, som ved sine fulde fem vil søge ansættelse i det offentlige, hverken i Selvstyret eller vores kommuner. Vort lands dygtigste, oftest yngre, medarbejdere løber allerede nu skrigende bort og søger job og karriere uden for vores land. Denne udvikling amputerer især vores private erhvervsliv, som er den sektor, hvor nye idéer om vækst i vores samfund skal opstå. Og vi politikere bærer det største ansvar for denne negative udvikling. Der er brug for, at vi politikere vender blikket indad og spørger os selv, hvorfor vi har søgt magten og indflydelsen i vores samfund. Er det for at berige os selv og vores nærmeste? Som levebrødspolitikere? Eller er det for at gennemføre nogle hårde, men nødvendige forandringer og forbedringer af vores samfund til alles bedste? Min holdning – og holdningen i Inuit Ataqatigiit – er, at politisk magt kun er til låns. Der er en indbygget slutdato. En dag skal stafetten gives videre til andre, som så skal kæmpe videre for forbedringer af vores samfund. Når jeg kigger rundt i det politiske landskab i vores land har jeg dog meget svært ved at se, at denne holdning er specielt udbredt. Men sikkert og vist er det, at vi alle står til regnskab for vores gerninger. Løbende, og på den yderste dag. Og den dag er bestemt af vælgerne. Som politikere må vi vedkende os, at vi skal være bannerførere for en offentlig kultur, som er baseret på vores værdier om ligeværd, sammenhold og selvstændighed. Og svigter vi vores egne værdier, svigter vi ikke bare os selv, men vores land. Vi skal holde op med at spørge, hvad vores land kan gøre for os. Vi skal i stedet spørge, hvad vi kan gøre for vores land! Det gælder os alle.