Ensprissystemet skal under ingen omstændigheder genindføres
”I stedet for at bruge energiforsyningen som et socialpolitisk redskab, vil det bedste være, at der sker en målrettet indsats for de svageste grupper.”
Ordene er Kim Kielsens, og hvor ville det dog være rart om han havde modet til at fastholde dem
Torsdag d. 30. oktober 2014
Randi Vestergaard Evaldsen
, formand for Demokraterne
Emnekreds:
Bosætning
,
Landstingsvalg november 2014
,
Socialt ansvar
.
Demokraterne mener, at vi skal se fremad. Vort land har brug for reformer på rigtig mange områder, men har på ingen måde brug for, at fornuftige reformer bliver rullet tilbage. Derfor skal ensprissystemet absolut ikke genindføres.
Borgerne i de store byer betaler i dag for, at borgerne de mindre steder kan få el, vand og varme til en rimelig pris. Det er et ubestrideligt faktum.
Siumut har allerede flere gang i denne valgkamp udtalt, at man vil genindføre ensprissystemet
. Dette vil af gode grunde medføre, at borgerne i de store byer skal betale endnu mere. Denne form for politik udlægger Siumut som solidarisk, men det er på ingen måde rigtigt. Ved at genindføre ensprissystemet, så bliver det sådan, at en enlig mor med to børn, der bor på Radiofjeldet i Nuuk, kommer til at betale endnu mere til fiskeren fra Upernavik med en god indkomst. Det har intet med solidaritet at gøre.
En genindførsel af ensprissystemet vil med andre ord ramme skævt og tilfældigt. Og sådan bør man ikke føre socialpolitik. Jeg kan faktisk ikke sige det bedre end daværende landsstyremedlem for Infrastruktur og Miljø gjorde det i 2008, da han fremlagde rapporten ”Redegørelse om evaluering af ensprisreformens konsekvenser”. I sit forord skrev han følgende:
”I stedet for at bruge energiforsyningen som et socialpolitisk redskab, vil det bedste være, at der sker en målrettet indsats for de svageste grupper.”
Ordene er Kim Kielsens, og hvor ville det dog være rart om han havde modet til at fastholde dem.
Borgerne her i landet har brug for stabilitet, tillid og tryghed. Der er ingen der har brug for, at der bliver skabt usikkerhed om deres fremtidige rådighedsbeløb, men det er lige præcis, hvad Siumut gør med sin ambition om at genindføre ensprissystemet.
Ensprissystemet hører fortiden til. Lad det venligst blive i fortiden. Og husk i den forbindelse på, at vores tarifsystem er indrettet sådan, at det stadig er borgerne i de store byer – især i Nuuk og Sisimiut – der betaler for, at der er rimelige priser på el, vand og varme i bygder og yderdistrikter.