Er du klar til at tage ansvar?

Nu nærmer dagen sig. Dagen hvor DU er med til at bestemme Grønlands fremtid. Der er 2 muligheder

Tirsdag d. 25. november 2014
René Caspersen, Kandidat til Landstinget for Demokraterne
Emnekreds: Landstingsvalg november 2014.


(jn)

Nu nærmer dagen sig. Dagen hvor DU er med til at bestemme Grønlands fremtid.

Der er 2 muligheder:
  1. Vi fortsætter med at leve over evne, de partier som vil gøre alt for at klynge sig til magten, fremfor at se realiteterne i øjnene, fortsætter som koalition og vi bevæger os støt og roligt mod bankerot. Er du klar til det?
  2. Eller, vi giver hinanden håndslag på at spænde livremmen ind og arbejde os ud af krisen. Vores dejlige land har alle mulighederne for SELV at komme ud af krisen. Men det kommer til at koste en periode med hårdt arbejde, besparelser og svære beslutninger.

Demokraterne er parate til at påtage sig ansvaret og stå i spidsen for Grønlands genrejsning, så vi i fremtiden med stolthed kan sige, at vi kommer fra en nation der kan selv. Vi har som det ENESTE parti fra starten af valgkampen sagt, at der ikke er råd til dyre løfter og ufinansierede luftkasteller. Det har været en fornøjelse at observere, hvordan de andre partier stille og roligt har indset, at Demokraterne har ret og de andre partier er et efter et begyndt at tale om krisen. Vores argumenter om nedsættelse af selskabsskatten som et af flere punkter er efterhånden, som valget kommer nærmere blevet accepteret af næsten alle partier. Desværre er vi de eneste der har en hel og gennemarbejdet plan, men vi vil meget gerne hjælpe partierne med dette også. For det kræver, at man har en grundlæggende forståelse for de udfordringer, vi står overfor.

Vi har stædigt holdt fast ved, at det IKKE er os politikere, som skal lege virksomhedsledere, men at vi derimod skal give rammerne til virksomhederne. Det holder vi fast ved, fordi ingen kender forretningen så godt som virksomhederne selv, og de ved bedst, hvor der er penge at tjene. Til gengæld vil vi gøre alt hvad der står i vores magt for at give erhvervslivet de rigtige rammer. Ved at (gen)skabe en iværksætterkultur vil der opstå muligheder og ideer, som vi som politikere slet ikke kan forestille os, derfor er det så vigtigt for Grønland med iværksættere. De skal sammen med det eksisterende erhvervsliv sørge for, at Grønland bliver rigere og kommer igennem krisen.

Vi skal også sikre at der kommer en balance i vores offentlige ydelser, og der vil være ting der skal skæres ned på. Den offentlige sektor skal slankes og der skal kigges meget nøje på, hvor der kan spares og slankes.

Grønland har også behov for at sikre, at flere kommer i arbejde, også dette har vi en løsning på. Vi ønsker blandt andet et beskæftigelsesfradrag, så det bedre kan betale sig at arbejde. Vi ønsker at kigge på de ydelser, som stavnsbinder familier i arbejdsløshed, så de kan komme ud og forsørge sig selv, ligesom vi i Grønland har gjort i generationer.

Der har været skrevet meget om uddannelse, og alle er enige om, at der skal gøres noget, men når det bliver konkret, så har forslagene manglet. Og det er et komplekst problem, som ikke kun har én løsning. Men det første skridt kan meget vel være, at vi i højere grad tager ansvar. Ansvar for os selv, for vores børn og vores samfund. Der ligger en forpligtelse i den frihed, vi har, deraf kommer vores valgslogan: frihed forpligter.

Som sagt nærmer én af Grønlands vigtigste dage sig, dagen hvor du kan tage ansvar og vælge de repræsentanter, som skal føre os ud af krisen.

Demokraterne er klar til at tage ansvaret, er du?