At have regeringsmagten er ikke en partipolitisk legeplads
Sundhedsområdet er ikke et område som skal kastes rundt mellem forskellige landsstyremedlemmer på må og få, blot fordi et parti ikke har kunnet sikre deres eget interne samarbejde og koordination
Onsdag d. 11. februar 2015
Juliane Henningsen
, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds:
Politik
.
Tirsdag aften meddelte formanden for landsstyret, at fordi partiet Siumuts arbejde i Folketinget skal styrkes, så skal landsstyremedlemmet for Sundhed tilbage til Folketinget. Inuit Ataqatigiit vil ikke blande sig i, hvordan Siumut forvalter sine folkevalgte mandater, men vi kan ikke undlade at blande os, når landsstyret så åbenlyst leger med befolkningens interesser og skatteydernes penge.
Sundhedsområdet er landets økonomisk tungeste område og et område som berører alle borgere i byer og bygder direkte. Det er ikke et område som skal kastes rundt mellem forskellige landsstyremedlemmer på må og få, blot fordi et parti ikke har kunnet sikre deres eget interne samarbejde og koordination.
Vi kunne forstå en nødløsning, hvis det pågældende landsstyremedlem havde søgt om orlov af personlige eller helt alvorlige grunde. Her meddeles det dog klart, at begrundelsen er, at man af rent partipolitiske interesser leger med sit regeringsansvar.
Mens landsstyremedlemmet for Sundhed af sit parti sendes på orlov overdrages det enorme sundhedsområde til et andet i forvejen travlt medlem af landsstyret. Det mener vi er en uacceptabel forsømmelse af sundhedsområdet og samtidig en nedprioritering af det helt væsentlige familie- og ligestillingsområde og sociale anliggender.