Klagedomstols afgørelse viser at Pituffik-sagen er politisk

Som vi frygtede har selskaberne ikke fået medhold, og klagedomstolen har dermed givet grønt lys for, at et amerikansk selskab kan vinde servicekontrakten.

Torsdag d. 19. februar 2015
Johan Lund Olsen
Sara Olsvig, medlem af landsstyret og formand for Inuit Ataqatigiit    
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

Som vi frygtede har selskaberne ikke fået medhold, og klagedomstolen har dermed givet grønt lys for, at et amerikansk selskab kan vinde servicekontrakten.

Fra Inuit Ataqatigiit havde vi forudset, at klagen juridisk set ikke ville holde. Denne sag er politisk og skal tages op politisk. Det skulle den have været fra starten af. Derfor er det vores helt klare holdning, at landsstyret og den danske regering skal tage sagen op politisk, direkte over for amerikanerne.

Samtidig er det fortsat vores klare krav, at landsstyrets rolle i hele sagsgangen skal afdækkes uvildigt. For der er ingen tvivl om, at når aftalerne ikke holder juridisk, så har de ikke været stærke nok.

Vi kræver også at det skal afdækkes, hvordan den danske regering har håndteret sagen. Vi mener, at den danske regering har et udvidet ansvar idet den danske regering fra starten godkendte formuleringen omkring registrering i aftalen med amerikanerne. Vi er dog glade for den folketingsvedtagelse vi fik igennem under hasteforespørgselsdebatten i Folketinget i januar måned.

Den amerikanske klagedomstol har ikke forholdt sig til forsvarsaftalen, og derfor mener vi, at det er op til den danske regering at sikre, at USA opfylder sine forpligtelser.

Både landsstyret og den danske regering tager tilsyneladende først nu direkte kontakt til amerikanerne om denne sag. Indtil videre er alt kørt over embedsmandsniveau, og det undrer os hvorfor det først er nu, at landsstyret og den danske regering tager sagen op i højeste politiske niveau med amerikanerne.

Sagen om Pituffik er en meget alvorlig sag, det berører vores samfund på mange måder, ikke kun økonomisk. Vi opfordrer derfor kraftigt til at vi i Grønland fremadrettet står fuldstændigt sammen, og vi håber at landsstyret vil være åbne og inddrage partierne i det videre arbejde. Det handler om politik, og nu skal der handles politisk.