Nu skal ansvaret formelt placeres

Jeg straks vil arbejde på at få rykket samrådet til et hastesamråd med udenrigsministeren og statsministeren. Hun er rigsfællesskabets minister, og jeg har en klar forventning om, at hun af hensyn til det fælles riges interesse, stiller op i så alvorlig en sag som denne

Onsdag d. 25. februar 2015
Johan Lund Olsen
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.


(an)

Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem, Johan Lund Olsen der i dag er i Pituffik med Grønlandsudvalget, har helt klare mål i forbindelse med at der er kommet nye afgørende oplysninger i sagen om den mistede servicekontrakt i Pitffuk. Han mener, at der skal placeres et ansvar nu, og at sagen skal drøftes snarest med både udenrigsministeren og statsministeren

”De nye oplysninger i Pituffik sagen viser, at udenrigsministeren og den grønlandske regering faktisk havde mulighed for i 2014 at redde den fatale fejl, de tilbage i 2013 begik, ved at ændre på det centrale i aftalen, nemlig certificeringen. Men i stedet for at reagere på en henvendelse fra USA i 2014 om netop den del, frasagde de sig faktisk ansvaret igen, ved at henvise til selskabsstyrelsen, og dermed mistede vi reelt kontrakten. Det er meget alvorligt for Grønland, og ikke mindst rigsfællesskabet”, siger IA’s Johan Lund Olsen.

IA og IA i Folketinget har arbejdet målrettet med sagen om servicekontrakten, siden det i efteråret kom frem, at kontrakten gik til et amerikansk skuffeselskab. Blandt andet har Lund Olsen stået bag indkaldelse til det første samråd med udenrigsministeren, og siden en hasteforespørgsel. Da begge og en række udvalgsspørgsmål til udenrigsministeren efterlod en række uafklarede spørgsmål, og ingen tilsyneladende påtog sig ansvaret for den alvorlige fadæse, indkaldte en række grønlandsordførere til endnu et samråd. Det ønskede statsministeren ikke at deltage i, med henvisning til, at det er udenrigsministerens ressortområde.

Lund Olsen: ”Med de her nye afgørende oplysninger, har sagen taget endnu en alvorlig drejning. Og nu står det endnu mere klart, hvem der bærer ansvaret for den mistede kontrakt. Det har tidligere været understøttet af jurister, at det er udenrigsministeren og den grønlandske regering der bærer det. Nu er det, om jeg så må sige, dobbeltunderstøttet, hvor fejlen er opstået. Oven i købet har der faktisk været en mulighed for at sikre at kontrakten forblev i grønlandsk/danske hænder så sent som i 2014. Det er så afgørende oplysninger – hvis de står til troende, at jeg straks vil arbejde på at få rykket samrådet til et hastesamråd med udenrigsministeren og statsministeren. Hun er rigsfællesskabets minister, og jeg har en klar forventning om, at hun af hensyn til det fælles riges interesse, stiller op i så alvorlig en sag som denne. Sammen skal vi afklare det videre forløb”, slutter IA’s Johan Lund Olsen.

I dag er Lund Olsen sammen med de borgerlige partier og Enhedslisten medafsender på et fælles brev, hvor rådet til regeringen er, at udenrigsministeren drøfter sagen med den amerikanske regering med henblik på at få sat processen vedrørende udbuddet for Thule Air Base i bero indtil det kan dokumenteres, at de indgåede aftaler mellem rigsfællesskabet og Danmark overholdes.