Enzymerne i Ikkafjorden

I den forbindelse er det ikke uvæsentligt at nævne, at enzymerne også er fundet andre steder i verden. Jeg mener derfor, at det vil være hensigtsmæssigt, at en produktion her i landet kommer i gang hurtigst muligt

Fredag d. 8. maj 2015
Tillie Martinussen, medlem af Landstinget for Samarbejdspartiet
Emnekreds: Erhverv, Råstoffer.

Spørgsmål til landsstyret vedr. enzymerne i Ikkafjorden:
  1. Hvad er status på sagsbehandlingen af indkomne ansøgninger til kommerciel udnyttelse af enzymerne i Ikkafjorden?
  2. Hvor stort et skattemæssigt afkast (person- og selskabsskatter) forventer landsstyret, at en eventuel udnyttelse af enzymerne vil kunne give?

Begrundelse:
Vort samfund nærmest skriger på nye erhvervsmuligheder, der kan generere arbejdspladser og indtægter til landskassen.

Et af de mere oversete projekter er enzymerne i Ikkafjorden. Denne form for enzymer kan eksempelvis bruges i vaskepulver, og foreløbige undersøgelser peger på, at enzymerne i søjlerne i Ikkafjorden er både stærkere og bedre end andre former for enzymer på markedet.

Herudover kan enzymerne være til gavn for folk med mælkeallergi. To forskere har udviklet en metode, der betyder, at det specielle mineral kan lægges ind i mælkekartoner og dermed fjerne det mælkesukker, som mange ikke kan tåle.

Der er med andre ord gode muligheder for at kunne udnytte enzymerne i Ikkafjorden kommercielt, og det vil derfor være interessant at få en status over, hvor langt Selvstyret er kommet med sagsbehandlingen af indkomne ansøgninger.

I den forbindelse er det ikke uvæsentligt at nævne, at enzymerne også er fundet andre steder i verden. Jeg mener derfor, at det vil være hensigtsmæssigt, at en produktion her i landet kommer i gang hurtigst muligt.