Sermitsiaqs (manglende) sans for demokrati

IA og parti Naleraq ønskede ikke at deltage i en finanslovsaftale, hvilket er fair nok. Det er deres vurdering. Men derfor bør det jo ikke undre oppositionen og Sermitsiaq, at koalitionens partier sætter sig sammen og indgår en aftale.

Mandag d. 11. maj 2015
Andreas Uldum, landsstyremedlem for Finanser og Råstoffer, formand for Demokraterne
Emnekreds: Forårssamling 2015, Journalistik, Politik.

(an)

Lad os lige få sat en ting på plads. Finanslovsaftalen den 5. maj, der blev vedtaget af Siumut, Demokraterne og Atassut, er en aftale, hvormed de offentliggør deres fælles holdning til finanslovsforslaget. Det får Sermitsiaq til at konkludere på lederplads: ”Demokratiet sat ud af spillet”, fordi det sker inden 3. behandling. Man undrer sig over overskriftens bombastiske konklusion - sammenhængen er i hvert fald ikke til at få øje på. Det vender jeg tilbage til.

Men lad mig lige repetere forløbet, hvordan hele finanslovsprocessen har forløbet:

Inden partiernes finansordførere satte deres signatur på aftalen, har jeg holdt utrolig mange møder med de enkelte partier, ikke mindst de to oppositionspartier. De foregik i en god atmosfære, hvor der undervejs blev givet og taget – og flyttede en række millioner fra den ene hovedkonto til den anden. Derudover fik partierne besvaret alle de spørgsmål, de stillede undervejs. Og da landsstyret ønsker en så bred aftale som muligt, så strakte vi os langt for at få oppositionen med i forliget. Som det er bekendt, lykkedes det desværre ikke.

I en forhandling kommer man ofte ud for, at parterne ikke når til enighed. Det skete med forhandlingerne om finansloven 2015. IA og parti Naleraq ønskede ikke at deltage i en finanslovsaftale, hvilket er fair nok. Det er deres vurdering. Men derfor bør det jo ikke undre oppositionen og Sermitsiaq, at koalitionens partier sætter sig sammen og indgår en aftale.

Parallelt med forhandlingerne har Finansudvalget kørt den sædvanlige proces, som indbefatter udvalgsmøder, spørgsmål, samråd samt behandling af forslaget i landstingssalen. Her har jeg beredvilligt svarede på alle de spørgsmål, som de har stillet, og derudover har jeg deltaget i en række samråd, hvor jeg mundtligt har besvaret samrådsspørgsmålene.

I Sermitsiaqs leder skriver de, at aftalen er indgået ”uden debat eller mulighed for at komme med sine input”. Det er jo det rene vrøvl. Der har været de samme muligheder som før – bare med en ekstra platform, idet partierne har haft mulighed for at komme med deres input til møderne.

Med andre ord: Der er intet hokuspokus ved disse forhandlinger. De er gået efter bogen.

At forhandlingsformen er ny for Sermitsiaq, er ikke ensbetydende med, at den er udemokratisk. For hvis ugeavisens opfattelse var korrekt, ja, så er der ikke meget demokrati i de fleste europæiske lande, hvor det er kutyme, at de store forhandlinger (ikke mindst finansloven) bliver ført af regeringens fagministre.

Hvem har eksempelvis ikke set en dansk finansminister komme ud af forhandlingslokalet omgivet af partiernes ordførere, der tilslutter sig aftalen? Her bliver aftalen ofte indgået langt tid før 3. behandling.

Til sidst vil jeg tilføje, at ”Demokratiet (for alvor er) sat ud af spillet”, hvis det ikke er muligt for et koalitionsflertal at offentliggøre deres enighed om noget så vigtigt, som deres holdning til årets finanslov. Og i den sammenhæng kan jeg oplyse Sermitsiaq, at finanslovsforhandlingerne for 2016 ville komme til at foregå i den samme demokratiske ånd.