Et uskønt bestillingsarbejde

Det glade budskab i rapporten er, at Danmark overholder menneskerettighederne. Lovgivningen er i orden, og klagemulighederne er i orden. Det fremgår også af rapporten, at der ikke kunne opdrives eksempler på grønlændere i Danmark, der har fået tilsidesat deres menneskerettigheder af Danmark.

Lørdag d. 24. oktober 2015
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Grønlændere i Danmark, Levevilkår, Nyhedsbreve, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
Du kan hente rapporten her
Danmark overholder menneskerettighederne
Pressen og politikerne i en fælles hængekøje
En forkrøblet spørgeskemaundersøgelse
En interviewundersøgelse med syv håndplukkede personer
Når grundlaget for kritikken fordamper
Pressen og politikerne har et medansvar
Når interessen for at være etnisk mindretal er skuffende lav
Nationalt mindretal kontra selvstyre og hjemmestyre
Grønland krænker menneskerettighederne for sine egne borgere
Man bider vel ikke den hånd, der fodrer en


:
(an)

Institut for menneskerettigheder har sendt en rapport på gaden om ”Ligebehandling af grønlændere i Danmark - Grønlænderes oplevelser af mødet med det danske samfund”.

Du kan hente rapporten her
Ligebehandling af grønlændere i Danmark

Rapporten – eller en pressemeddelelse? - blev sendt til den danske presse et par dage før offentliggørelsen. Og det trak overskrifter. I løbet af få timer kunne den findes på netsiderne hos de fleste danske aviser. Det er åbenlyst, at ingen havde brugt mange minutter på at læse rapporten.

I Berlingske blev det til overskriften:

Grønlandsk folketingsmedlem: Danmark krænker menneskerettigheder over for egne borgere.

Og den indledende tekst lød:

Der er en alvorlig krænkelse, når en undersøgelse viser, at knap halvdelen af grønlændere i Danmark føler sig stigmatiseret, siger grønlandsk folketingsmedlem Aleqa Hammond.

Der er intet belæg i rapporten for Aleqa Hammonds påstande.

Danmark overholder menneskerettighederne
Det glade budskab i rapporten er, at Danmark overholder menneskerettighederne. Lovgivningen er i orden, og klagemulighederne er i orden. Det fremgår også af rapporten, at der ikke kunne opdrives eksempler på grønlændere i Danmark, der har fået tilsidesat deres menneskerettigheder af Danmark.

Det har ikke engang været muligt at opdrive så meget som eneste klage over tilsidesættelser, der er blevet afvist.

Det eneste, der ligner en overtrådt menneskerettighed, nævnes kun i en bisætning på side 46 i rapporten, og ikke som en overtrædelse. Den er begået gennem mange år af rekvirenten: de grønlandske politikere.

Pressen og politikerne i en fælles hængekøje
Men det interesserer jo ingen, hverken pressen eller de grønlandske politikere.

Rapporten er på 176 sider. Det er det tætteste man kan komme på en garanti for, at kun resumeet bliver læst. Resumeet er på fire sider, og det har givet rige muligheder for manipulation med ”forskningsresultaterne”.

En forkrøblet spørgeskemaundersøgelse
Når der i resumeet står, at der er gennemført en spørgeskemaundersøgelse, så er det nødvendigt at have læst rapportens side 33 for at vide at:

spørgeskemaerne har været sendt ud til 5.540 personer, som var født i Grønland, mindst 16 år gamle og bosat i Danmark. Man har fået besvarelser fra 1.977 personer, svarende til næsten 36 procent.

Og det er nødvendigt at have læst rapportens side 33 for at vide, at:

Det fremgår af undersøgelsen, at de personer, der har besvaret spørgeskemaet befinder sig i den ældre gruppe af respondenter, i mindre grad er under uddannelse eller er på pension, og har i mindre grad en gymnasial uddannelse end de personer, som ikke har besvaret spørgeskemaet.

En spørgeskemaundersøgelse med så lav deltagelse og en erkendt skævhed i aldersfordeling og uddannelse kan ikke bruges til ret meget.
Der mangler besvarelser fra 64% af de adspurgte. Antageligt er det alle de velintegrerede i fast arbejde og en travl hverdag, der mangler i undersøgelsen.

Er det ud fra spørgeskemaundersøgelsen, at det i resumeet side 8 konkluderes, at

For personer med én grønlandskfødt forælder er beskæftigelsesgraden 53 procent, mens den for personer med to grønlandskfødte forældre er 36 procent. Det er bemærkelsesværdigt, at herboende grønlændere har en beskæftigelsesgrad, der er sammenlignelig med tallet for indvandrere fra Somalia, Libyen og Irak.

Ja, det er det. På rapportens side 33 står skrevet:

Når der i analysen refereres til tal eller procentsatser, er det med henvisning til de data, der er fremkommet i spørgeskemaundersøgelsen, og altså ikke til den samlede grønlandske population i Danmark.

Samme sted på resumeets side 8 står der, at

Det er dog kun ca. 5 procent af de adspurgte i denne undersøgelse, der mener, de er blevet afvist som ansøgere til et job specifikt på grund af deres grønlandske baggrund.

Når de 36%, der har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, hovedsageligt består pensionister og andre ældre og af dårligt uddannede, så kan det ikke forbavse, at beskæftigelsesgraden er lav. Sammenligningen med indvandrere fra Somalia, Libyen og Irak er useriøs.

Og en afvisning på et søgt job på 5% er vel ikke så ringe endda, når det tilmed kun er noget de adspurgte formoder.

En interviewundersøgelse med syv håndplukkede personer
Rapportens interviewundersøgelse er baseret på kun syv interviews:

De kvalitative interviews er foretaget med syv grønlændere i forskellige livssituationer, bosat i Danmark.
De grønlandske huse har været behjælpelige med at finde frem til interviewpersonerne, så vidt muligt udvalgt efter følgende kriterier: ligelig fordeling på køn, både hele grønlændere og halve grønlændere repræsenteret (dvs. med henholdsvis to og én grønlandskfødte forældre), aldersspredning (25-68 år), forskellig uddannelsesbaggrund: faglært/ faglært, uddannet/ikke uddannet/autodidakt, forskellig tilknytning til arbejdsmarkedet samt med geografisk spredning i Danmark. Interviewpersonerne udgør således et forholdsvist varieret udsnit af grønlændere i Danmark, bortset fra at de socialt udsatte ikke er repræsenteret.


Det er syv personer, der udvalgt - efter syv kriterier.
Mindst et sted i rapporten angives deres holdninger i procenter. Hver af de interviewede udgør 14,3% af den samlede population. En faguddannet statistikker ville skamme sig.

Og personerne er udvalgt med hjælp fra De grønlandske Huse, der kun har en beskeden berøringsflade til den store gruppe velintegrerede grønlændere uden for de fire byer med grønlandske huse.

Valget er da heller ikke mere tilfældigt, end at mindst to af personerne er umiddelbart genkendelige for mange med tilknytning til Grønland.

Den ene er en kvinde, som er kendt for sit livslange engagement i Grønlands politik og kulturliv. Hun er et begavet menneske, der uden besvær ville kunne integrere sig hvor som helst på kloden, naturligvis også i Danmark.

Den anden er en mand af en familie, hvor faderen er kendt for sine stærke meninger om Danmark som brutal kolonimagt. Alligevel har både faderen, der er nordmand, og sønnen, der er norsk-grønlandsk, valgt at flytte ud af Grønland og bosætte sig i Danmark.

Det har givet mange citater til rapporten fra den sidst nævnte, og knap så mange fra den først nævnte.

Når grundlaget for kritikken fordamper
Hvad gør man, når den grundige gennemgang af lovgivningen, klagemulighederne og manglen på indgivne klager ikke giver grundlag for kritik?
Det kan du læse på rapportens side 33:

Ved begrebet diskrimination forstås i denne rapport handlinger og handlingsmønstre, der sigter mod eller medvirker til usaglig forskelsbehandling af personer eller grupper på grund af deres etniske oprindelse.
Rapportens empiriske undersøgelser beskæftiger sig imidlertid først og fremmest med begrebet oplevet diskrimination.

Oplevet diskrimination kaldes også subjektiv diskrimination og refererer til, at en person mener sig diskrimineret. Her er der tale om en oplevelse af at have været udsat for usaglig forskelsbehandling, enten af andre borgere eller som følge af institutionelle eller samfundsmæssige forhold.


Så er der straks mere at komme efter. Man skal bare have haft en dårlig oplevelse, så opfattes det i Institut for Menneskerettigheder som et brud på menneskerettighederne.

Det giver plads i rapporten for mange brud på menneskerettighederne (Læs: mange dårlige oplevelser).

Og der har været dårlige oplevelser.Omfanget er straks mere usikkert.

Pressen og politikerne har et medansvar
På side 102 i rapporten kan læses følgende:

Der forskel på personer med en og to grønlandsk fødte forældre.
58 procent af personerne med én grønlandsk født forælder og 46 procent af gruppen med to grønlandsk fødte forældre mener, at grønlændere som gruppe er stigmatiseret i Danmark.

Endelig spørges det i undersøgelsen, om respondenterne personligt føler sig stigmatiseret i det danske samfund. I forhold til hvor mange der mener, at grønlændere som gruppe er stigmatiseret i Danmark, gælder det kun en mindre andel, nemlig 15 procent.


Det er interessant, at den personligt oplevede stigmatisering kun er på 15%, mens opfattelsen hos de samme mennesker er, at det i gruppen af grønlændere er mellem 46% og 58%, der føler sig stigmatiserede.

Når procenten skønnes højere i gruppen med kun én grønlandsk født forælder, kan det hænge sammen med, at de er bedre dansksprogede og følger mere med, når for eksempel de to grønlandske medlemmer af Folketinget beretter om, hvor forfærdeligt det er med alle de udsatte grønlændere i Danmark.

Pressen og politikerne har et stort ansvar for den skæve opfattelse af tilflyttede grønlænderes dagligliv i Danmark.

Når interessen for at være etnisk mindretal er skuffende lav
Instituttet beskæftiger sig også med:

Repræsentation af grønlændere i Danmark.

Det beskrives således i resumeet på rapportens side 8:

Det fremgår af rapporten, at relativt få grønlændere – lidt under en femtedel af de adspurgte – er medlem af en grønlandsk forening. Personer med grønlandsk oprindelse er ikke repræsenteret i officielle fora, som fx de kommunale integrationsråd eller Rådet for Etniske Minoriteter, fordi grønlændere ikke formelt betragtes som en etnisk minoritet.

Den enkle forklaring er nok, at hovedparten af de tilflyttede grønlændere i Danmark ikke har noget behov for at leve som andet og mere end almindelige borgere i samfundet. De opfatter sig ikke som en etnisk minoritet.

Det synes instituttet, der skal laves om på.

Det er dog svært for udenforstående at forstå, hvordan det kan gøres til en sag for instituttet, at nogle danske statsborgere er flyttet fra Grønland til Danmark og er faldet godt til.

Nationalt mindretal kontra selvstyre og hjemmestyre
Har de ikke mere påtrængende opgaver at kaste sig over?

Åbenbart ikke, for de kaster sig også ud i sammenligninger mellem grønlændere, der har bosat sig i Danmark og det tyske mindretal, der som den eneste befolkningsgruppe er anerkendt som nationalt mindretal. Historieløsheden fejler ikke noget.

Grønland har selvstyre og Færøerne har hjemmestyre. Befolkningerne støttes økonomisk i de to geografiske områder, de bor i. De har oven i købet mulighed for at træde ud af Rigsfællesskabet. Det har det tyske mindretal ikke.

Det tyske mindretal har ikke noget, der minder om hverken selvstyre elle hjemmestyre. De har nogle beskedne ekstra muligheder i Sønderjylland, som betales over den danske finanslov. Vælger de at flytte ud af området Haderslev, Sønderborg, Tønder og
Aabenraa kommuner, behandles de som alle andre danske statsborgere.

Det samme gælder for færinger og grønlændere, hvis de vælger at flytte fra Færøerne og Grønland til Danmark.

Som nationale mindretal er færinger og grønlændere langt bedre stillet end det tyske mindretal i Sønderjylland.

Alligevel anbefaler Institut for Menneskerettigheder i resumeet på rapportens side 8:

at der etableres en dialog med repræsentanter for grønlændere i Danmark om, hvorvidt grønlændere som gruppe bosat i Danmark ønsker at blive anerkendt som nationalt mindretal.

Det nævnes ikke hverken i resumeet eller instituttets anbefalinger, at det spørgsmål allerede er afklaret.
Det skal man hen i rapporten på side 47 for at læse:

Regeringen fandt derimod ikke, at konventionen skulle finde anvendelse i forhold til Færøernes og Grønlands befolkninger, da de ”som følge af hjemmestyreordningerne ikke kan betegnes som mindretal i det danske rige”.
Hjemmestyrerne for Grønland og Færøerne fandt heller ikke, at konventionen skulle omfatte Færøerne eller Grønland. Danmark afgav derfor ved ratifikationen i 1997 en erklæring om, at rammekonventionen (kun) skulle gælde for det tyske mindretal i Sønderjylland.


Hvorfor anbefaler Institut for Menneskerettigheder en ordning, som både Danmark, Færøerne og Grønland har taget stilling til og sagt nej til?

Grønland krænker menneskerettighederne for sine egne borgere
Der er en interessant oplysning på side 46 i rapporten:

Det understreges desuden, at staten er forpligtet til at fremme lige muligheder for uddannelse på alle niveauer for personer fra det nationale mindretal.

Den opgave er overdraget til henholdsvis Færøernes Hjemmestyre og Grønlands Selvstyre. Men forpligtelsen hviler på Danmark i forhold de internationale aftaler om emnet.

Det betyder, at man fra dansk side bør skride ind overfor Selvstyret i Grønland, når de unge ikke lærer de sprog, der er nødvendige for at kunne gennemføre en uddannelse.

Man bider vel ikke den hånd, der fodrer en
Netop utilstrækkelige sprogkundskaber er et af de største problemer for tilflyttede grønlændere. Det er Selvstyret, der har svigtet sine egne borgere på dette område. Det er Danmarks pligt at skride ind.

Det står der ikke noget om i rapporten.