I forhold til befolkningens størrelse er omfanget af flytninger i Grønland betydeligt og har stor indflydelse på befolkningens sammensætning. De fleste migranter er borgere i Rigsfællesskabet, der rejser fra Grønland til Danmark eller vice versa. Behovet for tilkaldt arbejdskraft indebærer, at udvandring fra den udenlandskfødte del af befolkningen løbende skal erstattes med indvandrede. Over en periode er nettoindvandringen i balance, hvilket ikke er tilfældet for den grønlandskfødte del af befolkningen. I gennemsnit er 370 nettoudvandret hvert år de sidste 10 år.
Det er hårdt. Alt det der med at prøve at få hjælp og prøve at få et sted at bo … det er meget hårdt, hvis man ikke kan dansk. Hvis man ikke kan ordentligt dansk, så kan man hurtigt komme helt derned og blive ligeglad. Og der er mange af dem, der bare har gjort sådan, kan jeg se. Ja, de mister deres drømme i systemet, fordi det er så hårdt for dem at flytte.
FaktaPush and Pull er det begreb, der bruges inden for migrationsforskning til at beskrive de mekanismer, der forårsager en migrationsbevægelse ved henholdsvis vilkår, der skubber væk fra et land, og muligheder, der trækker i retning af andet land.
„Da jeg kom til herberget, da skulle jeg flytte mange gange for at finde en plads, fordi i forhold til min ryg, den er dårlig, så jeg skal sove nederst. Der er det meget koldt i forhold til dem, der sover øverst. Jeg har prøvet at sove på de øverste senge, der har jeg ikke kunne komme ned klokken tre om natten, fordi jeg skal ud og tisse. Man kan ikke komme ned fra sengen, når ryggen den er frosset til. Fordi der er nogle, der sover med åbent vindue, og så kulden kommer jo ind i rummet der. Så uden at man aner det, så fryser ryggen. Der kan man så ikke rejse sig op, man skal anstrenge sig for at komme op. Og så ud at prøve at finde et arbejde.“
Case B, kvinde 58 årFra lederstilling til herbergI forbindelse med sygdom mister B sit job og sin bolig. B vurderes af kommunen til ikke at kunne bo alene pga af sygdom. På trods af hun hidtil at levet en almindelige tilværelse i middelklassen, med en god stilling og personaleansvar, er en plads på herberg den eneste indsats, kommunen tilbyder hende.„Jeg begyndte at blive svimmel. Jeg kom ned til Sana, på sygehus, og de kunne ikke finde ud af, hvad jeg fejlede. Fordi jeg gik og faldt og faldt, og kunne næsten ikke holde balancen. Så fandt de ud af, at det var en virus på balancen. Jeg fik en ret hård dom. De sagde: 'Du kan ikke arbejde. Du kan ikke komme i arbejde igen. Du kan ikke bo alene, det er uansvarligt, at du bor alene.'Jeg fik et hav af piller. Jeg spurgte: 'Hvor længe skal jeg have det her?' 'Lang tid. Sikkert resten af dit liv.' Det er en hård dom at få. Jamen, det var så, at jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne bo alene. Men det der med, jeg ikke kunne komme i arbejde igen, fordi mit arbejde, det har bestået meget af fysisk krævende arbejde, med at man skal lave bygningssyn. Det har jeg også erkendt, at det kan jeg ikke længere, det er uansvarligt. Det er svært at skulle erkende, at det kan jeg ikke mere. Jeg blev også rigtigt gal og ked af det, men jeg har accepteret, at sådan er min situation, og det må jeg lære at leve med. Men det der med, at jeg ikke kan komme i arbejde, altså, jeg tror godt, jeg kan komme i arbejde igen. Og vil gerne i arbejde igen. Men det er bare et spørgsmål om at finde et arbejde, jeg kan klare. Hvad kan jeg? Hvad kan nogen bruge mig til?Jeg havde jo de der penge fra min skilsmisse, og gik til banken. Jeg havde kigget på et hus, og havde råd til hele udbetalingen, og til mange års afdrag, selvom jeg ikke var i arbejde. Det hele var i orden med ejendomsmægler og det hele, men da jeg kom til banken, sagde de, 'du skal have fast arbejde i tre måneder.' Så sagde jeg, 'jeg har jo pengene til hele indskuddet. Og jeg har penge til mange år.' Det er lige meget. Jeg skal have arbejde, fast arbejde i tre måneder, for at de ville tage mig ind som kunde til lån til det hus. Jeg blev så ked af det. Og det var også hårdt, og jeg stod i den situation, hvor jeg ikke kunne komme i arbejde. Jeg kontaktede den anden bank, her i Nuuk, men de har de samme regler. Og så kom jeg heller ikke så langt med at komme videre. Der var så mange andre ting, som faldt ind. Både med mit helbred og med min situation og arbejdsforhold, der er så mange ting, jeg skulle forholde mig til.“„Når man står i sådan en situation, så tænker man: 'Så kan det også være lige meget det hele.'Altså … på en eller anden måde kaster håndklædet i ringen, og siger 'skråt op med det hele.' Så bruger man bare sine penge, men så nogle gange, 'nej, det kan ikke være rigtigt. Jeg kan klare det her.'Men der var jeg kommet så langt ud i min arbejdssituation og mine bosituationer, så de der penge de smuldrede væk, lynhurtigt.“Case B er et eksempel på, hvordan informanterne oplever mangel på niveauinddelt hjælp. Der findes i skrivende stund ikke en definition på hjemløs i Grønland, og det betyder i praksis, at alle, der ikke har et sted af bo, bliver kategoriserede som hjemløse. I stedet for at se B som boligløs og give en indsats svarende til hendes problematik, bliver hun placeret på herberget for en målgruppe med komplekse problemstillinger. Her skal hun nu efter et langt liv på arbejdsmarkedet, nu i stedet navigere i et miljø med misbrug og vold.„Det der med herberg, det var svært. Der er mange gange, ubehagelige situationer, hvor folk, der er i sådan en situation, hvor de er hjemløse, der skal meget lidt til. Lunterne er meget korte. Der skal meget lidt til, før der starter skænderier og slagsmål og sådan noget. Fordi de er selv i en meget, følsom situation, og det forstår jeg udmærket, det er jeg også selv. Jeg har tjent godt, og sådan noget. Har nogen lidt fint tøj i forhold til andre, ikke også? Så bliver man også sådan på den måde sat i bås, ik? Og det brød jeg mig heller ikke om. Så i starten, der er jeg meget opmærksom på at finde gamle jakker og gammelt tøj og sådan noget, for at passe ind, ik?“Herberget i Nuuk er et nødherberg, og det er derved ikke tænkt som et permanent botilbud. På trods af dette har B boet der en årrække, og det uden at der er blevet gjort forsøg på at afhjælpe hendes situation. Det har mere karakter af en social opbevaring, end en social indsats.I: Hvad med personalet på herberget? Har de til opgave også at hjælpe dig videre?R: Nej, de skal bare sørge for ro og orden. Ja. Og det siger de også. De har ikke muligheder og ressourcer til andet.
Case D, Mand 50 år.Fra fabrikschef til herbergD er førtidspensionist efter mange år på arbejdsmarkedet. Hans krop er nedslidt, og han bor på herberget.„Jeg vidste ikke, der var noget galt med min rygsøjle. Så det sidste job, det har været hårdt for min krop. De sidste tolv år, hvor jeg arbejdede, har jeg været fisk- og produktionschef og fabrikschef. Det gik ellers meget godt, men det har ødelagt min rygsøjle. Nu lever jeg med smerter hver eneste dag. De første to, tre måneder, der gik jeg ikke til lægen, selvom jeg havde smerter, men jeg blev mere dårlig. I løbet af de otte måneder, så siger ham lægen: Sig mig, 'du fejler ikke noget. Du kan ikke blive ved med at komme og gå til lægen'. 'Men hvorfor har jeg så mange smerter i min mave? Kan I ikke lige tage også et røntgenbillede af det?' Så opdagede de, at min rygsøjle i starten dernede, at den var skæv. Den øverste del af rygsøjlen og nederste del af rygsøjlen, det er så slidt op, de kan ikke gøre noget som helst. Jeg måtte ikke arbejde mere, jeg skulle blive førtidspensionist. Men jeg ventede, først efter tre, fire år, det er meget lang ventetid bare for at få lidt socialpenge, bare for at kunne overleve. Det var hårdt i de første tre, fire år.I de første år, der var det næsten otte tusind. Jeg ved ikke, hvorfor de er blevet nedgraderet, nu får jeg kun næsten 6.000 om måneden.“I: Har du prøvet at spørge nogen, hvorfor det har ændret sig fra 8.000 til 6.000?R: Nej. Altså, det har jeg ikke.I: Hvor lang tid er det siden, det er sket?R: To år siden.Som tidligere omtalt kan det som udsat være rigtig svært at mobilisere resurser til at tage langsigtede valg, som eksempelvis at indgå en dialog med kommunen om, hvorfor taksten er ændret. Især hvis det er et system, der i forvejen svært at gennemskue.Det grønlandske system for offentlige hjælp er bygget på en kombination af faste takster og skønsmæssige vurderinger. Ydelserne bliver eksempelvis vurderet ud fra faste regninger som husleje. Det er et system, som det kan være rigtig svært for hjemløse at imødekomme, da de ofte har mange regningsløse udgifter, så som betaling for at overnatte hos venner og bekendte, hvis der ikke er plads på herberget. Det er et utrygt og usikkert miljø, hvor det er svært at kende sine månedlige udgifter til kost og logi og dermed svært at budgettere dem. Det er en udbredt misforståelse, at det er billigt at være hjemløs. Som sofasover skal man ofte bidrage til flere forskellige husholdninger på samme tid, samtidig med at udgiften er usynlig for systemet, og derfor ikke regnes med, når taksten fastsættes.R: Jeg har nogle bekendte, som jeg kan altid overnatte hos, men ikke bare for tit, fordi de kræver også, at jeg skal betale dem.I: Hvad koster det?R: Det varierer fra dag til dag. Man skal altid betale først, hvis man vil sove hos nogle bekendte.
„ Jeg blev uddannet socialrådgiver, og så arbejdede jeg i rundt i kysten. Jeg var ude i de ydre distrikter nogle gange. Det kan være hårdt. Der er mange tunge sager. Ja, menneskeskæbner. Især indenfor børn og unge. Og så selvmordere. Der er meget skift i forvaltningerne. Og så er der mange uafsluttede sager. Når man kommer ud til kommunen, ligger der en hel masse uafsluttede sager, som man skal begynde med. Og så er der altid nogle klienter: 'Hvornår bliver sagen færdig? Hvornår alt det der?' På grund af der for mange udskiftninger i forvaltningen gør, at klienterne bliver klemt på en eller anden måde. Nogle har de ventet måske tre år eller fem år eller. Nogle gange kan tage meget lang tid pga. udskiftninger i forvaltningen. Det gik også udover dem … især også mig. Jeg fik næsten hver dag skældud fra klienterne, som gør, at man bliver mere sårbar mentalt.Så derfor gik jeg ned med stress tre gange. Og så det der med, man skal have mange kasketter. Så kan man også være psykolog, politibetjent, portør, man kan have en hel masse kasketter på. Og så især hvis man er ude i de der mindre bygder eller byer, der skal man tage beslutningen ud fra, hvis min chef eller chefen er bortrejst eller på ferie, der skal man tage beslutninger ud fra pludselig opståede situationer. Det er hårdt. Især hvis man ikke modtager supervision. Det havde vi ikke så meget dengang, på grund af vores overordnede, de havde så travlt, i hvert fald mig, jeg fik ikke supervision. Sådan at jeg er ret alene derude. Jeg vil gerne af med det til min chef, men der er ikke nogen muligheder for det. Så på den måde blev jeg mere slidt mentalt. På længere sigt. Så valgte jeg, at efter den sidste omgang stress. Det var, fordi jeg havde nogle klienter i kontoret, så spurgte kvinden 'hvorfor græder du?' Jeg vidste ikke, jeg græd. Så vidste jeg, det er det der med stress. Og så dengang jeg skulle rejse op, der faldt jeg. Det var min krop sagde stop, min hjerne ville gerne, men min krop sagde stop.Så valgte jeg, at ville gerne videreuddanne mig. Men jeg var utålmodig, så jeg rejste tidligere end planlagt. Så, det der med at tage af sted tidligere eller hvad hedder det … uorganiseret planlægning … gør, at man bliver hjemløs, når man kommer til Danmark. Det oplevede jeg selv. Jeg var selv hjemløs i cirka to år, før jeg fik egen lejlighed her i sidste år.“(Mand, 62 år)
„Jeg blev fyret et par gange og blev ansat igen … men på et tidspunkt troede jeg, at banken overførte betaling til husleje. Så fik jeg et brev om, at jeg skyldte lidt over 50.000 og var nede og snakke med banken. Men hende, jeg skulle have fat i, hun var på ferie, så der skete ikke noget i sagen. Lige pludseligt en morgen, tror det var i maj, at det bankede på, mine drenge, de var taget til skole. Der stod politiet og en fra INI. Vi var blevet sat ud.De ville fjerne min søn, og jeg ville blive sat ud, og jeg var så nødt til at ringe til min eks og sige, at jeg er på vej til at blive smidt ud af lejligheden, om han ikke kunne få vores søn hjem. Han boede i en anden by på det tidspunkt. Og jo, han sendte en billet, så vi sendte ham op til hans far. Jeg blev placeret hos min kærestes mor, hun var en dame på lidt over firs, og … det gik bare dernedad, med alkoholproblemer. Det fik jeg også. Jeg røg med på bølgen, men da sagde jeg på et tidspunkt 'jeg gider ikke det der.' Og der blev jeg så installeret i en lejlighed. Men der blev vi så også sat ud, det var sådan en indkvartering for dem, der var blevet hjemløse. Og så boede jeg der, indtil at lejligheden skulle nedrives og blev sat ud, så sagde jeg 'nej, jeg tager til Danmark.'Jeg var hjemløs her i de første måneder. Jeg sov inde i Hovedbanegården sammen med min mand, jeg græd bare, jeg turde ikke fortælle min mor, hvordan jeg havde det. Det var sådan noget, man lukkede munden … altså, man lukker bare munden for, hvordan man har det, men inderst inde, jeg har simpelthen haft så meget traume i mit liv, jeg troede ikke, jeg nogensinde skulle opleve det.“(Kvinde, 58 år)
„Det startede med, at vi var i Østgrønland, sammen min samlever dengang. Det var meningen, vi kun skulle holde ferie der. Ja, så blev mit familiemedlem syg, så skulle vi være der i længere tid. Og passe på ham. Det var ikke meningen, at jeg skulle sige min lejlighed op. Men jeg kunne ikke komme tilbage. Jeg havde ingen penge til rejsen. Jeg prøvede at låne nogle penge af venner og bekendte og sådan noget. Og kommunen har jeg også prøvet at spørge, om det de ville sponsorere, eller om de ville give mig en billet.Men siden, jeg ikke kunne komme tilbage, så skulle min lejlighed tømmes, og jeg har så ikke sørget for, at min lejlighed bliver tømt. Så har der været hærværk. Hele lejligheden var bare smadret. Der fik jeg en regning. Jeg har så ikke råd til at skulle betale det. Vi besluttede ikke at tage tilbage, fordi vi har mistet lejligheden. Der har vi bare bestemt os, vi flytter til Danmark.Der blev vi hjemløse. Der sov jeg udenfor Danske Banks trappe. Jeg havde bare en sommertrøje. Når jeg gik og sådan noget, og så møder nogle grønlændere, og så prøvede at forhøre mig og sådan noget, der fik jeg henvisning til Kofoed Skole i Aalborg. Og der kom jeg så tit til at være der, og få middagsmad og sådan noget. Så næsten efter en måned, der fik jeg en henvisning fra dem, at jeg skulle til Kirkens Korshærs herberg.“(Mand, 49 år)