Historisk udredning om de 22 grønlandske børn - 3. Forsøget tager form – Beslutningsprocessen

Landsrådet takker Red Barnet for planerne for grønlandske børns ophold i Danmark og giver sin tilslutning til, at statsministeriet søger disse planer virkeliggjort, men gør dog samtidig opmærksom på nødvendigheden af, at der sikres, at børnene ved hjemkomsten til Grønland kommer under passende kår, således at nedgangen fra de gode kår ikke bliver til skade for børnene.
Landsrådene vedtog forslaget med 19 stemmer for og 4 imod

Torsdag d. 14. januar 2021
Daniel Thorleifsen, Historiker. Grønlands Landsmuseum
Einar Lund Jensen, Cand. mag., projektkoordinator
Sniff Andersen Nexø, Projektleder og forsker
Emnekreds: Forskning, Grønlands historie, Socialt ansvar.

Indholdsfortegnelse:
3. Forsøget tager form – Beslutningsprocessen
3.1 De første ideer og forslag
3.2 Forhandlinger med Red Barnet og Dansk Røde Kors
3.3 Forhandlinger i landsrådene
3.4 Den endelige aftale mellem Grønlandsdepartementet og Red Barnet

Historisk udredning om de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951

3. Forsøget tager form – Beslutningsprocessen

I den stigende interesse for Grønland, der var i eftertidskrigens Danmark, opstod en række forslag og initiativer, hvis formål var at yde en social indsats for grønlandske børn. Det førte bl.a. i 1950 til en beslutning om at sende et hold grønlandske børn til Danmark på et års ophold. I processen omkring denne beslutning deltog danske myndigheder i både Danmark og Grønland, de grønlandske landsråd og private danske organisationer.

3.1 De første ideer og forslag

Den megen interesse for og omtale i Danmark af Grønland gav sig bl.a. udslag i private initiativer til hjælp til grønlandske børn. I november 1948 modtog Dansk Røde Kors en henvendelse fra Børge Poulsen, tidligere skolelærer i K´utdligssat, med et forslag om, at organisationen skulle arbejde for at få grønlandske børn til Danmark på rekreative ophold. Han oplyste i brevet, at han tidligere havde henvendt sig til Red Barnet, men at de havde afvist med henvisning til smittefaren.
(62) Svarbrevet til Poulsen findes ikke, men i et brev til præsidenten for Dansk Røde Kors, Kai Hammerich, oplyser Grønlandsudvalgets formand, Bugge, at man havde behandlet henvendelsen og vedtaget at svare,

”at man var enig i, at det ville være uheldigt af sundhedsmæssige grunde at få grønlandske børn fra bopladser og udsteder til Danmark, ligesom man var enig i, at det ville betyde en så kolossal forandring med hensyn til milieu, at det også af den grund ville være uheldigt at få de grønlandske børn til Danmark.”

Det var i øvrigt Grønlandsudvalgets holdning, at man hellere ville gøre en indsats for at hjælpe de grønlandske børn i Grønland.
(63)

Red Barnet modtog i denne periode flere forslag med samme tema. På et møde i Red Barnet 25. maj 1948 diskuterede man mulighederne for at sende grønlandske børn til Danmark på et vinterophold.
(64) Initiativet synes at komme fra Kalâtdlit, foreningen for grønlændere bosat i Danmark, der på et bestyrelsesmøde 4. juni behandlede svaret på en henvendelse, man havde foretaget til Red Barnet.
(65) Den korrespondance, der henvises til i foreningens protokol, findes ikke længere, men på foreningens generalforsamling i januar 1949 orienterede formand Carl Broberg medlemmerne om følgende:

”Bestyrelsen har foretaget en undersøgelse gennem ’Red Barnet’ angående grønlænderbørns ferieophold i Danmark. Vi mente sådan, at et ophold i Danmark for grønlandske Drenge og Piger på 10-16 års alderen, ville gavne dem selv og ikke mindst forholdet mellem Danmark og Grønland. ’Red Barnet’ havde den største sympati for dette forslag og vil gerne bekoste børnenes transport og ophold, og de satte straks en undersøgelse i gang og forhørte om, hvad Grønlands Styrelse mente om dette spørgsmål. Svaret fra styrelsen var negativt. Begrundelsen var de farlige børnesygdomme og transportvanskeligheder.”
(66)

Nu syntes Red Barnet altså at gå ind for ideen med at sende grønlandske børn til Danmark. På trods af det negative svar fra Grønlands Styrelse fortsatte man undersøgelsen af mulighederne og inddrog bl.a. distriktslæge Axel Laurent-Christensen, der i en årrække havde arbejdet i Grønland, og som nu opholdt sig midlertidigt i Danmark for at deltage i arbejdet som medlem af den nyligt nedsatte grønlandskommission. Han støttede forslaget fra Kalâtdlit og Red Barnet,
(67) og 24. maj 1949 diskuterede Red Barnets arbejdsudvalg igen forslaget. Nu var der imidlertid ikke længere tale om et kortere ferieophold i Danmark, men et skoleophold i et helt år:

”Grønland: Red Barnet har modtaget en henvendelse fra en kreds af grønlandsinteresserede gående ud på at tage 25 grønlandske børn i alderen 14-16 år herned på et års ophold med skolegang. De skulle udvælges blandt sunde, velbegavede børn, som senere skal ind på efterskoler på Grønland. Disse børn kunne herigennem være med til at tilvejebringe en nærmere tilknytning mellem Grønland og Danmark. Hindsgaul (68) er ikke interesseret i sagen, hvorimod Røde Kors gerne ville overtage den. […….] Grønlands Styrelse er underrettet, men planen må først og fremmest godkendes af skolemyndighederne på Grønland”.
(69)

Som nævnt i referatet havde man allerede henvendt sig til Grønlands Styrelse. Dette synes at være sket mundtligt, da et notat fra 21. maj 1949 fra direktør Eske Brun i Styrelsen, som Grønlands Styrelse i daglig tale blev kaldt, er det første skriftlige materiale overhovedet i arkiverne efter Grønland Styrelse i denne sag. Bruns notat betegner forslagsstillerne som en privat kreds bestående af bl.a. foreningen Kalâtdlit, Red Barnet og Laurent-Christensen, og skriver, at forslaget går ud på at sende et antal grønlandske skolebørn, fx 25, i konfirmationsalderen til Danmark, hvor de skal bo i danske hjem og gå i dansk skole. Brun havde som udgangspunkt ”ikke nogen som helst mening” om forslaget, men bad forskellige faglige konsulenter i Grønlands Styrelse om udtalelser om forslaget.
(70)

Den grønlandske lektor, som svarede til skolekonsulent, Aage Bugge, var betænkelig ved projektet, fordi det efter hans mening ikke var ordentlig gennemtænkt i forhold til fx børnenes eventuelle fortsatte skolegang og uddannelse i Danmark, forældrenes rolle fx økonomisk samt ikke mindst det grønlandske ”hovedkrav om […] hjælp til selvhjælp”. Han foreslog derfor, at forslaget blev drøftet senere bl.a. i forbindelse med spørgsmålet ”om enkelte grønlandske skolebørns eventuelle fortsatte skolegang i Danmark”, hvorved der sandsynligvis tænkes på de igangværende forhandlinger i Grønlandskommissionen.
(71)

Grønlands Styrelses medicinalkonsulent frarådede også at støtte initiativet, men ud fra lægelige synspunkter, idet grønlandske børn på 14 år efter han opfattelse ikke var lige så åndeligt og legemligt udviklede som danske børn. Han påpegede endvidere risikoen for, at børnene ville kunne pådrage sig børnesygdomme under opholdet i Danmark, og at der var erfaring for, at tuberkulose kunne bryde ud i netop den alder. Og han var nervøs for, at Grønlands Styrelse i så fald havde pligt til at tage sig af børnene. Også Philip Rosendahl, tidligere landsfoged i Grønland, men nu placeret i Grønlands Styrelses kontor i København, var meget betænkelig ved forslaget, bl.a. fordi det ville pålægge Grønlands Styrelse et stort ansvar.
(72)

Sagsakterne blev derefter sendt til gennemgang hos Laurent-Christensen, der sendte dem tilbage med en beklagelse over, at forslaget ikke havde fundet fremme, men samtidig gav udtryk for, at han håbede, at sagen ville kunne genoptages senere.
(73)

62 DRK 209: Brev fra Børge Poulsen til Dansk Røde Kors 5. november 1948.

63 DRK 209: Brev fra Grønlandsudvalgets formand Bugge til præsident Hammerich 8. december 1948.

64 RB 10: Referat fra arbejdsudvalgsmøde 25. maj 1948.
65 AI A275 Lbnr. 20: Referat af bestyrelsesmøde 4. juni 1948.

66 AI A275 Lbnr. 20: Referat af generalforsamling 27. januar 1949.

67 RB 10: Referat af arbejdsudvalgsmøde 16. februar 1949.

68 Lisbeth Hindsgaul, medlem af Folketinget og formand for Foreningen til Hjælp for Grønlandske Børn.

69 RB 10: Referat af arbejdsudvalgsmøde 24. maj 1949.

70 GD 1499/51: Notat á 21. maj 1949 fra Eske Brun.

71 GD 1499/51: Notat á 9. juni 1949 fra Aage Bugge.

72 GD 1499/51: Notat á 17. juni 1949 fra medicinalkonsulenten. Notat á 17. juni 1949 fra Philip Rosendahl.

73 GD 1499/51: Brev á 25. juni 1949 fra Laurent-Christensen.



3.2 Forhandlinger med Red Barnet og Dansk Røde Kors

Kalâtdlit og Red Barnets første initiativer til at sende grønlandske børn til Danmark var stødt på modstand i Grønlands Styrelse. Og i Red Barnets arbejdsudvalg blev det i juli 1949 oplyst, at Laurent-Christensen havde meddelt, at planen om at sende grønlandske børn til Danmark også havde mødt modstand i Grønlandskommissionen. På et senere møde i arbejdsudvalget fremgik det, at Laurent-Christensen ville tage sagen op igen med Grønlands Styrelse i løbet af efteråret.
(74)

Også fra anden privat side blev der gjort forsøg på at få grønlandske børn til Danmark. I slutningen af maj 1950 oplyste dagbladet BT i en artikel med overskriften ”Grønlænderbørnenes Ferieophold sikret”, at Red Barnet havde sat sig i forbindelse med Grønlands Styrelse med henblik på at organisere grønlandske børns ferierejser til Danmark. Det var sket på initiativ af en ung grønlandsk journalist ved Viborg Stifts Folkeblad, Uvdloriánguaq Kristiansen, der gennem flere artikler i BT havde promoveret forslaget om ferierejser og derigennem, efter hans opfattelse, manges drøm om at komme til Danmark. Det fremgår af artiklen, at Red Barnet i den nærmeste fremtid ville kontakte Grønlands Styrelse med henblik på de praktiske foranstaltninger. Artiklen slutter:

Efter mange og lange Forhandlinger i de foregaaende Aar om lignende Arrangementer, der alle er endt negativt, har det glædet ’Red Barnet’ i Anledning af Artiklerne i B.T. at kunne faa Tilsagn fra Styrelsen om, at Ferierejserne kommer i Gang. Den Glæde kan alle, der interesserer sig det mindste for vor eneste Koloni, dele i fuldt Maal.”
(75)

I sagens akter hos Red Barnet og Grønlands Styrelse ses ikke nogen forbindelse til eller materiale vedrørende Uvdloriánguaq Kristiansen og BT’s initiativ, bortset fra et udklip af den nævnte artikel i BT. Men et referatet fra et møde i Arbejdsudvalget i Red Barnet 12. juni 1950 viser, at der ikke alene havde været kontakt mellem organisationen og Grønlands Styrelse, men at initiativet var vendt:

”Grønland: Afdelingschef Finn Nielsen, Grønlandsdepartementet, har foretaget en henvendelse til R.B. og anmodet os om at tage sagen om de grønlandske børns vinterophold i Danmark op. Tanken er: 20 børn i alderen 6-7 år skal være her ca. et år, – i lejr om vinteren (evt. Fedgaarden) og om sommeren i private hjem. Det vedtages foreløbig at meddele Finn Nielsen mundtligt, at R.B. er interesseret og vil tage sagen op.”
(77)

Nu var det altså departementet, der opfordrede Red Barnet til at tage grønlandske børn til Danmark, og i et skriftligt svar nogle dage efter meddelte formanden, at organisationen var indforstået med at tage 20 grønlandske børn til Danmark i et år, hvor de en del af tiden skulle være samlet i en lejr og resten af tiden bo hos private.
(78) Dette vidner om, at man rent faktisk på et tidspunkt efter Grønlands Styrelses første afvisning tog sagen op igen – måske på foranledning af distriktslæge Laurent-Christensen – og at der mellem Red Barnet og Grønlands Styrelse, der nu havde skiftet navn til Grønlandsdepartementet, havde været samtaler eller forhandlinger, hvorfra der ikke foreligger skriftlig dokumentation hos nogen af parterne.
(79)

6. juli 1950 mødtes repræsentanter for Red Barnet og Grønlandsdepartementet om sagen, da departementet ønskede at fremlægge forslaget på de grønlandske landsråds forestående møde i slutningen af juli måned. Styrelsens repræsentanter udtrykte taknemmelighed for, at Red Barnet ville påtage sig opgaven med at tage børnene til Danmark, og hele initiativet blev kaldt et ”eksperiment, som man fra Grønlandsdepartementets side vil følge med den største interesse, og de erfaringer, vi på denne måde høster, kan blive af aller største betydning for arbejdet i Grønland.” Endvidere diskuterede man, hvor lang tid børnene skulle være i Danmark, og blev enige om, at det skulle være af højst et års varighed, ”idet man ikke ønskede, at børnene skal gå 'til spilde’, men at det derimod var hensigten, at de skulle blive i stand til at ’danne kerne’, når de igen kommer tilbage til Grønland.”

På mødet blev man desuden enige om, at den mest hensigtsmæssige alder ville være 5-7 år, altså en ændring i forhold til det oprindelige oplæg. Børnene skulle være under hyppigt lægetilsyn, og der skulle foretages ”en observation m.h.t. deres intelligensmæssige stadier, deres reaktioner overfor opholdet her og i øvrigt om hvordan de modtager ’moderne stof’.” Man var endvidere inde på økonomien, og Red Barnets repræsentanter kunne oplyse, at organisationen havde afsat 25.000 kr. til formålet. Hertil mente departementets repræsentant, at der nok kunne skaffes yderligere midler.
(80)

Samme dag udarbejdede Grønlandsdepartementet en indstilling, der skulle ligge til grund for landsrådenes diskussion af emnet. Af indstillingen fremgår det, at det var tanken i foråret 1951 at sende ”20 forældreløse grønlandske børn i alderen 6-7 år” til Danmark. Indstillingen afviger på flere punkter fra referatet fra det møde, der tidligere på dagen havde fundet sted mellem Grønlandsdepartementet og Red Barnet, og som var udarbejdet af en af mødedeltagerne fra Red Barnet. Af det fremgår det, at man var blevet enige om, at børnene skulle være i alderen 5-7 år. Endelig – og ikke mindst – er det første gang, at kilderne nævner, at børnene skulle være forældreløse; i referatet fra mødet samme dag med Red Barnet optræder dette ikke. Måske ville man med denne tilføjelse til udvælgelseskriterierne inkludere hensynet til den sociale nød i Grønland og dermed øge chancen for, at landsrådene ville imødekomme forslaget.

Det blev endvidere i indstillingen til landsrådene oplyst, at børnene efter planen først skulle opholde sig et halvt år på et af Red Barnets børnehjem og derefter et halvt år i private danske hjem, hvorefter de skulle vende tilbage til Grønland. Om intentionerne med det fremsendte forslag fremgår det af indstillingen, at det var ”statsministeriets opfattelse, at de omhandlede børn ved et sådant etårigt ophold her i landet vil kunne erhverve sig et sådant kendskab til det danske sprog, at de, såfremt deres evner i øvrigt strækker til, umiddelbart vil kunne optages på de kommende dobbeltsprogede skoler.”

Afslutningsvis understregede Grønlandsdepartementet i indstillingen, at initiativet ikke ville være forbundet med udgifter for det grønlandske samfund, og udbad sig landsrådenes tilslutning til, at Statsministeriet gennemførte planene.
(81)

Fremstillingen viser, at Grønlandsdepartementet siden afslaget i sommeren 1949 havde skiftet holdning til de private forslag om at sende grønlandske børn til Danmark, og nu et år senere tog initiativet til, at Red Barnet skulle hente 20 børn til Danmark. I referatet fra den indgåede aftale med Red Barnet fremgår det, at der er tale om et eksperiment”, og at Grønlandsdepartementet forventer, at børnene vil ”danne kerne”i i fremtidens Grønland. Hvordan dette konkret skulle ske, er imidlertid ikke tydeligt. Det fremgår således ikke, om der var tale om et skoleophold, blot at børnene efter et samlet ophold i en feriekoloni skulle ud i private hjem, og med en forventet aldersfordeling på mellem fem og syv år, ville nogle af børnene da forventeligt heller ikke være i den skolepligtige alder. Forventningen var, at børnene gennem et års ophold i Danmark ville opnå sådanne egenskaber, at de ville kunne danne fortrop for udviklingen i det grønlandske samfund. Man har altså tilsyneladende sat lid til, at de sproglige kundskaber og det kendskab til dansk kultur, som børnene ville kunne suge til sig i løbet af et års ophold i Danmark, ville gøre dem i stand til at udgøre den ønskede fortrop for udviklingen.

I den indstilling, der efterfølgende blev udfærdiget til landsrådene, blev både kriterier for udvælgelse af børnene og sigtet med forsøget skærpet. Børnene skulle nu være forældreløse og målet var, at de ved tilbagekomsten til Grønland skulle indgå i de kommende dansksprogede klasser i det nye skolesystem.

Samtidig med, at Red Barnet arbejdede på at grønlandske børn kunne komme på ophold i Danmark, diskuterede man i Dansk Røde Kors’ Grønlandsudvalg, hvordan også Dansk Røde Kors kunne deltage i socialt arbejde med relation til Grønland. Ved udvalgets møde 6. februar 1950 var første punkt på dagsordenen en sag om opførsel af børnehjem i Grønland. Udvalgets formand G.N. Bugge refererede fra en samtale, han havde haft med Grønlands Styrelses direktør, Eske Brun, at

”direktøren havde bekræftet, at der var stort behov for børnehjem og havde anbefalet det på det varmeste. I Rigsdagens Grønlandskommission havde man regnet med visse opgaver for det private initiativ, bl.a. oprettelsen af børnehjem, hvorfor han ikke mente, denne opgave ville blive taget op af det offentlige.”
(82)

Grønlandskommissionen havde behandlet spørgsmålet om forholdene for forældreløse børn og konkluderede i betænkningen, at børn kunne være meget dårligt stillede i Grønland, og at det kunne være vanskeligt at få dem anbragt på en passende måde. Man anså det derfor for ”særdeles ønskeligt”, at der inden for kort tidsrum blev oprettet børnehjem i hvert fald i de større byer. Om udførelsen af en sådan opgave konkluderede kommissionen:

”I og for sig ville man mene, at det må være en kommunal opgave at opføre og drive sådanne børnehjem, men da det måske vil vise sig tvivlsomt, om de grønlandske kommuner økonomisk kan magte denne opgave, må man fra statens side med den største opmærksomhed følge udviklingen på dette område. Hvis det skulle vise sig, at de grønlandske myndigheder ikke vil kunne magte opgaven, og denne heller ikke vil blive løst af det private danske initiativ, må staten i givet fald selv drage omsorg for opførelsen af sådanne børnehjem.”
(83)

I et efterfølgende møde i Grønlandsudvalget i Dansk Røde Kors oplyste udvalgets formand, at han havde talt med departementschef Koch i Socialministeriet, der var formand for Grønlandskommissionen, og at denne på det varmeste havde anbefalet Dansk Røde Kors at tage denne opgave op. Røde Kors arbejdede derefter videre på planerne, og 3. juli 1950 kunne organisationen endeligt oplyse Grønlandsdepartementet, at hovedbestyrelsen på et møde den 25. juni havde tiltrådt, at Dansk Røde Kors ville betale for opførelsen af to børnehjem i Grønland til en samlet pris af 700.000 kr.
(84)

I sommeren 1950 forelå således uafhængigt af hinanden dels en aftale med Red Barnet om at sende en gruppe børn til Danmark, dels et tilbud fra Dansk Røde Kors om at opføre to børnehjem i Grønland. Inden igangsættelsen af disse aktiviteter ønskede Grønlandsdepartementet dog at forelægge dem for de grønlandske landsråd.

74 RB 10: Referat af arbejdsudvalgsmøde 1. juli 1949; og august (uden dato) 1949.

75 BT 25. maj 1950.

77 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 12. juni 1950.

78 GD 1499/51: Brev fra Red Barnet til Grønlands Styrelse 16. juni 1950.

79 Fra 1. juni 1950 skiftede Grønlands Styrelse navn til Statsministeriets 2. departement, i daglig tale Grønlandsdepartementet.

80 GD 1499/51: Referat af møde mellem Red Barnet og Grønlandsdepartementet 6. juli 1950.

81 GD 1499/51: Koncept til indstilling til landsrådet dateret 6. juli. (j.nr. 6034 – 11932/49).

82 DRK 211: Referat af møde i Grønlandsudvalget 6. februar 1950.

83 G-50, bind 4, I: Sundhedsvæsenet, boligbyggeriet og sociale forhold, s. 88-89.

84 DRK 211: Brev fra Kai Hammerich til Grønlandsdepartementet 3. juli 1950. Referat af møde i Grønlandsudvalget 27. marts 1950


3.3 Forhandlinger i landsrådene

Forslagene fra Red Barnet og Dansk Røde Kors blev forelagt for landsrådene for Nordgrønland og Sydgrønland, der under betegnelsen De forenede Landsråd mødtes til forhandlinger i løbet af sommeren. Forslagene blev behandlet på landsrådenes møde den 28. juli 1950 som dagsordenens punkt 10 under overskriften ”Dansk Røde Kors’ og Red Barnets virksomhed for grønlandske børn”.
(85)

Under fremlæggelsen af første del af punktet pointerede Eske Brun, der denne sommer fungerede som formand under landsrådenes forhandlinger i Godthåb
(86), at Røde Kors’ henvendelse bestod i et tilbud om at oprette to børnehjem, men at Røde Kors ikke kunne påtage sig driften af dem. Man kunne derfor forvente, at de grønlandske kommunekasser ville skulle yde tilskud til børnehjemmene, såfremt de blev opført.

Under drøftelserne mindede et medlem om, at han allerede nogle år forinden havde fremsat forslag om at støtte børnesanatorierne (der ud over behandling af tuberkuløse børn også i en vis udstrækning fungerede som børnehjem). Et andet medlem nævnte, at man blandt befolkningen i Egedesminde allerede havde oprettet en forening, der skulle være behjælpelig med oprettelsen af et børnehjem, og at der i befolkningen var en vilje til at støtte sagen. Landsrådenes positive indstilling kom til udtryk i følgende udtalelse:

”Landsrådene takker Dansk Røde Kors for det smukke tilbud om oprettelse af børnehjem i Grønland og tilsiger sin støtte til indførelse af en ordning, hvorefter der fra de grønlandske kommunekasser ydes tilskud til driften deraf efter kassernes fremtidige evne.”

Formanden fremlagde derefter Red Barnets forslag om, at man i løbet af foråret 1951 ville sende indtil 20 forældreløse børn til Danmark”. Formanden gentog i sit oplæg til forhandlingerne de centrale dele af den skriftlige indstilling fra Statsministeriet, bl.a. at der var tale om børn i 6-7 års alderen, og at de efter et års ophold i Danmark skulle vende tilbage til Grønland efter forhåbentlig at have erhvervet sig danskkundskaber, der ville kvalificere dem til at blive optaget på de fremtidige dobbeltsprogede skoler. Formanden understregede i sin fremlæggelse, at forslaget ville være uden omkostninger for det grønlandske samfund, men at man alligevel havde ønsket at høre landsrådenes mening, før projektet blev sat i gang.

Der var blandt landsrådenes medlemmer generelt en positiv holdning til ”forsøget”, som det bl.a. blev kaldt, på grund af mulighederne for, at børnene derved fik mulighed for at lære dansk, og et medlem mente, at der fra skolevæsenets side var al mulig grund til at møde forslaget med glæde, og at det måske ville vise sig, ”at børnene i Danmark lærte så meget, at de kunne indgå i A-B-skolerne”. Heroverfor mente et andet medlem, at man kunne frygte, at børnene under opholdet i Danmark ville glemme så meget af det grønlandske sprog, at de ikke ville kunne følge undervisningen i de grønlandske A.-B.-skoler. Hertil udtalte formanden, at børnene nok ikke glemte deres sprog så hurtigt, men at de i så fald hurtigt ville kunne lære det igen.

Under diskussionen var der et enkelt medlem, der foreslog, at man skulle sende mere end 20 børn af sted, da der sikkert ville komme mange flere ansøgninger, og et andet medlem foreslog, at man skulle gentage det over flere år. Til det mente formanden, at Red Barnet nok lige skulle se resultatet af det første initiativ, og at de så kunne tænkes at fortsætte, forudsat at der var midler.

Et medlem spurgte, om der kun var tale om forældreløse børn, hvortil formanden svarede, at det var det, der var angivet i Red Barnets skrivelse, men at han ikke tvivlede på, at hvis der var andre børn, der trængte til opholdet, og forældrene var indforståede, ville de også kunne komme i betragtning. Og han uddybede senere dette spørgsmål ved at sige, at ”hvor der blev tale om børn med forældre, ville det i praksis kun blive, når forældrene selv anmodede om at få deres børn til Danmark.”
(87)

Et medlem mente, at det var værdifuldt, at børnene kom til Danmark, idet de var meget lærenemme i den alder og dermed ville kunne få et værdifuldt grundlag, mens et andet medlem foreslog at udvide aldersgruppen til 6-9 år i stedet for 6-7 år, som det var anført i forslaget.

Nogle få betænkeligheder blev dog også fremsat. Et medlem var imod, fordi han mente, at oprettelse af børnehaver, som Red Barnet rent faktisk også tilbød at oprette i Grønland, ville være til gavn for langt flere, og at Red Barnet derfor hellere skulle anvende pengene til dette formål. Endvidere var han bekymret for, at nogle af de forældreløse børn, der ofte blev opdraget tilfældigt, ville blive skuffede, når de efter et års ophold i gode kår kom tilbage til Grønland og skulle bo under dårlige forhold. Denne bekymring blev delt af flere, og et medlem foreslog en tilføjelse til planerne, således at børn, der kom tilbage til dårlige kår, i stedet blev optaget på et af de børnehjem, som Røde Kors ville opføre.

Landsrådenes samlede holdning til Red Barnets forslag, som den kom til udtryk under debatten, kan ret præcist sammenfattes i en udtalelse fra et af medlemmerne, nemlig at man ”var i Grønland mere og mere indstillet på, at børnene skulle lære dansk, og når der nu fremkom en mulighed for børnene til at komme ud og lære noget, burde landsrådet støtte det uden tøven”. De få betænkeligheder, der blev fremsat, kunne aflæses i det endelige beslutningsforslag, som i sin helhed lød:

”Landsrådet (88) takker Red Barnet for planerne for grønlandske børns ophold i Danmark og giver sin tilslutning til, at statsministeriet søger disse planer virkeliggjort, men gør dog samtidig opmærksom på nødvendigheden af, at der sikres, at børnene ved hjemkomsten til Grønland kommer under passende kår, således at nedgangen fra de gode kår ikke bliver til skade for børnene.”

Landsrådene vedtog forslaget med 19 stemmer for og 4 imod.

Landsrådenes funktion var i denne sag rådgivende, og i sidste ende lå den endelige beslutning hos Grønlandsdepartementet. Med landsrådenes støtte havde man fra de danske myndigheders side sikret sig opbakning fra grønlandsk politisk side. Tilbage var nu yderligere at konkretisere indholdet og iværksætte planerne.

3.4 Den endelige aftale mellem Grønlandsdepartementet og Red Barnet

Samme dag, som de grønlandske landsråd vedtog at bakke op om forslagene fra Dansk Røde Kors og Red Barnet, sendte Eske Brun et telegram til Grønlandsdepartementet, hvori han under overskriften ”Ang Red Barnets hjemtagen til Danmark af grl. Børn” ordret gentog landsrådenes udtalelse.
(89) Og i september 1950 fremsendte Grønlandsdepartementet en afskrift af referatet vedrørende dette punkt fra landsrådenes møde til Red Barnet og udbad sig samtidig en drøftelse med henblik på virkeliggørelse af de nærmere planer.
(90)

Efter meddelelsen fra Grønlandsdepartementet om landsrådenes opbakning til sagen blev sagen behandlet igen i Red Barnets arbejdsudvalg i slutningen af august, og i referatet fremgår, at

”Til foråret ankommer 20 grønlænderbørn til Danmark i alderen 6-7 år; – de anbringes først på Fedgaarden eller et af de andre hjem, derefter hos private. Opholdets varighed: – 10 måneder, – Til disse børn må der skaffes tøj – en opgave for lokalkomiteerne.”
(91)

Den endelige beslutning om igangsættelse af forsøget var nu taget, og det var tid til at beskrive og igangsætte de praktiske foranstaltninger. Red Barnet var utålmodig efter at komme i gang med forhandlingerne med Grønlandsdepartementet, og referaterne efter flere på hinanden følgende møder i arbejdsudvalget beretter: ”Der bør snarest arrangeres et møde med Finn Nielsen.
(92) Det trak imidlertid ud med at få arrangeret et møde. I en redegørelse for Grønlandsdepartementets samlede aktiviteter i juni 1950 berettes om den ”med nyordningens gennemførelse forårsagede voldsomme stigning i arbejdsmængden i det nyoprettede grønlandsdepartement”
(93), og sagens forløb tyder på, at de mange nye planer og tiltag, der skulle sættes i gang efter Rigsdagens vedtagelse af det store lovkompleks om Grønland i maj 1950 har betydet, at initiativet med at sende grønlandske børn til Danmark blev skubbet i baggrunden. I Grønlandsdepartementets arkiv er der intet fra denne periode omkring overvejelser eller beslutninger i sagen.

Endelig 1. december 1950 mødtes repræsentanter fra Red Barnet og Grønlandsdepartementet for at fastlægge rammerne for flere projekter, bl.a. nedsendelsen til Danmark af ”20 forældreløse, grønlandske børn”. Det blev indledningsvis fra Red Barnets side fremhævet, at det finansielle grundlag for hjemtagelsen til Danmark af 20 børn var i orden. Det blev besluttet, at børnene skulle forsøges sendt af sted i to hold, hvoraf det første hold skulle komme i begyndelsen af maj og det sidste i slutningen af maj 1951. Børnene skulle anbringes på Red Barnets midlertidige feriekoloni Fedgården ved Faxe i sommermånederne, for derefter i det sidste halve år antagelig at blive privat anbragt i danske hjem. Red Barnet ønskede i den forbindelse, at der blev stillet én, måske to grønlandske lærerinder eller kiffakker
(94) til rådighed, mens børnene opholdt sig i Fedgården, og fremhævede, at tanken først og fremmest var, at børnene skulle akklimatiseres, medens der ikke i så stærkt et omfang skulle lægges vægt på deres undervisning.

Man var enige om, at der skulle forhandles med de grønlandske skole- og sundhedsmyndigheder om udvælgelse af børnene, at børnene skulle være 6-7 år, at de skulle være raske og desuden calmette- og difterivaccinerede, og derudover skulle man ”så vidt muligt […] sørge for at få børn med så høj intelligenskvotient som muligt under hensyn til, at det jo er tanken, at børnene efter opholdet her i landet skulle anbringes på de kommende ’Røde-Kors’-børnehjem og optages i de kommende A-B-skoler”.
(95)

Det er første gang, at det i det eksisterende materiale fremgår, at det var tanken at anbringe børnene på børnehjem ved hjemkomsten til Grønland, selv om det lille ”jo” klart antyder, at man må have diskuteret og besluttet det tidligere i forløbet. Og selvom der ikke foreligger skriftlig dokumentation herfor, er det nærliggende at slutte sig til, at denne beslutning blev taget for at imødekomme landsrådenes bekymring for børnenes forhold efter tilbagekomsten til Grønland.

Beslutningen om at anbringe børnene på børnehjem synes ikke at være taget sammen med Dansk Røde Kors. Først i februar 1951 fremgår det af et referat fra Dansk Røde Kors’ Grønlandsudvalg, at

”kontorchef Otto Jensen [oplyste], at Grønlandsdepartementet efter aftale med landshøvdingen i Grønland allerede nu regnede med, at det første hold forældreløse grønlandske børn, der skulle ind paa børnehjemmene, skulle være de 20 børn, som Red Barnet havde lovet at skaffe ophold i Danmark i tiden fra sommeren 51 til 52. Man gik således ud fra, at børnehjemmet i Godthåb blev færdigt i 1952 og kunne modtage dette hold, medens det andet hold først kunne komme til Egedesminde i løbet af 1953,” Og videre: ” Da det alene er Grønlandsdepartementet, der afgør hvilke børn, der skal ind på hjemmene, kunne der ikke fra Dansk Røde Kors side være noget at indvende herimod.”
(96)

Sagens gang demonstrerer tydeligt de forskellige aktørers positioner og interesser, og det viser lige så tydeligt, at det var Grønlandsdepartementet, der tog de afgørende og definerende beslutninger, som fx at forsøget overhovedet blev sat i gang, de første kriterier for udvælgelse samt placeringen af børnene på det kommende børnehjem i Godthåb.

Sammenfatning

De første ideer om at sende grupper af grønlandske børn til Danmark voksede ud af efterkrigstidens diskussioner om forholdene i Grønland og ønsker fra privat side om at bidrage til udviklingen. Forskellige forslag blev imidlertid mødt med stor skepsis i Grønlands Styrelse.

I sommeren 1950 indgik Grønlandsdepartementet og Red Barnet alligevel en aftale om som et forsøg at sende 20 grønlandske børn i alderen 6-7 år på et års ophold i Danmark. Grønlandsdepartementet fremlagde forslaget for landsrådene i Grønland, bl.a. sammen med et forslag fra Dansk Røde Kors om opførelse af to børnehjem. Landsrådene tog positivt imod begge forslag, og i slutningen af 1950 blev de endelige rammer for forsøget, herunder kriterierne for udvælgelse af de 20 børn, aftalt mellem Grønlandsdepartementet og Red Barnet.

Under denne proces ændrede centrale elementer sig. I den første formulering skulle børnene danne kerne i Grønland. Dette blev i Grønlandsdepartementet indstilling til landsrådene gjort mere konkret, idet man forklarede, at hensigten var, at de skulle opnå så gode danskkundskaber, at de ville kunne følge undervisningen i de planlagte A.-B.-skoler. Til dette uddannelsesmæssige perspektiv tilføjede man et socialt element, idet det i indstillingen til landsrådene – for første gang – fremgik, at udvælgelsen skulle ske blandt forældreløse børn.

Landsrådene holdning var positiv, blot var der en bekymring for, at nogle af børnene ved tilbagekomsten til Grønland ville vende tilbage til dårlige livsvilkår, og landsrådene ønskede, at der ville blive taget hånd om dette. Grønlandsdepartementet tog derefter en beslutning om, at børnene ved hjemkomsten til Grønland alle skulle placeres på det planlagte børnehjem i Godthåb, og dette indgik i den endelige aftale mellem Grønlandsdepartementet og Red Barnet, der blev indgået i december 1950 og skulle danne grundlag for udvælgelsen af børn i Grønland.

85 De forenede grønlandske landsråds forhandlinger 1950, s. 34-40.

86 Kjær Sørensen, s. 261.

87 Det fremgår ikke, hvilken skrivelse Brun henviser til. Hverken da Red Barnet 16. juni 1950 bekræftede, at man ville tage en gruppe børn til Danmark, eller i referatet fra det møde 6. juli, hvor man indgik den endelige aftale, nævnes forældreløse børn. De optræder først i den indstilling til landsrådene, som blev udarbejdet i Grønlandsdepartementet.

88 I udtalelsen er fejlagtigt anvendt betegnelsen ”landsrådet” og ikke ”landsrådene”.

89 GD 1499/51: Telegram til Grønlandsdepartementet dateret 28. juni 1950 og underskrevet ’brun’.

90 GD 1499/51: Skrivelse dateret 8. september 1950 fra Grønlandsdepartementet til Red Barnet, underskrevet E.B.

91 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 22. august 1950.

92 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 10. oktober 1950,Referat af arbejdsudvalgsmøde 1. november 1950.

93 FBA Mødeprotokol: Referat af møde i Rigsdagens Grønlandsudvalg 29. juni 1950.

94 På dansk: medhjælpere.

95 LOG/563. GD 1499/51: Referat af Otto Jensen (sign.), dateret 4. december 1950.

96 DRK 217: Referat af møde i Grønlandsudvalget 15. februar 1951.