Indsigt: Historisk udredning om de 22 grønlandske børn

Historisk udredning om de 22 grønlandske børn - 5. Børnenes ophold i Danmark

Indholdsfortegnelse:
5. Børnenes ophold i Danmark: 5.1 Ankomsten til Danmark; 5.2 Ophold på Fedgården og hos plejefamilier; 5.3 Børnene intelligenstestes; Sammenfatning

Historisk udredning om de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951

5. Børnenes ophold i Danmark

De 22 børns ankomst til Danmark i sommeren 1951 gav anledning til stor opmærksomhed i den danske presse og blev også nævnt i grønlandske medier. Efter et ophold på feriekolonien Fedgården blev børnene fordelt på plejefamilier, hvor de opholdt sig det følgende år, inden hovedparten vendte tilbage til Grønland. Der findes kun meget lidt relevant samtidigt materiale om børnenes ophold i Danmark, og det er ikke muligt at give en sammenhængende eller på nogen måde fyldestgørende beskrivelse heraf.

5.1 Ankomsten til Danmark

Den 7. juni 1951 ankom femten af børnene til København med M/S Disko, der traditionen tro blev modtaget af en større menneskeskare – ifølge Aalborg Amtstidende op mod et par hundrede mennesker.
(156) En del af disse var journalister, og børnenes ankomst til Danmark blev genstand for en del opmærksomhed i pressen, og med overskrifter som ”Grønlænderbørn til Danmark”, ”Forældreløse grønlænderbørn til Danmark”, ”20 smaa Grønlændere ude paa det store Eventyr”, ”20 grønlænderbørn på børnehjem i Danmark” og ”Forældreløse Grønlænderbørn får etaarigt Ophold i Danmark” blev læsere i hele landet gjort bekendt med Red Barnets initiativ.
(157)

Aviserne havde tydeligvis på forhånd modtaget materiale eller var på anden vis af Red Barnet blevet orienteret om formålet med børnenes ophold i Danmark, og nogle af de centrale udtryk fra møderne mellem Red Barnet og Grønlandsdepartementet går igen i artiklerne. Således skrev Nationaltidende:

”Det er første Gang, man foretager det eksperiment at overføre saa smaa Børn til Danmark, og Resultatet imødeses med stor interesse, idet det muligvis kan danne Baggrund for et udvidet samarbejde paa dette Omraade. Man regner med, at det første Hold Grønlænderbørn kan danne en Art Kerne i de nye tosprogede Skoler i Grønland.”
(158)

Også Carl Broberg, formanden for Peqatigît Kalâtdlit var til stede, og foreningens blad Kalâtdlit bragte en artikel illustreret med et foto af børnene, der vinkede ned til folk på kajen. I foreningen var man dobbelt glade” for at se børnene. ”Vi foreslog i foråret 1948 overfor Red Barnet et sådant arrangiement, og Red Barnet var allerede dengang meget interesseret i sagen; men den blev udsat på grund af den daværende Grønlands Styrelses mangel på interesse for løsningen af dette vigtige spørgsmål. ” Broberg gav udtryk for, at man havde store forventninger til resultaterne. Vi må derfor håbe, at forsøget falder så heldigt ud, at grønlænderbørns Danmarksbesøg må fortsætte i fremtiden.”
(159)

BT fremhævede i sin artikel Red Barnets tidligere arbejde med ophold i Danmark for børn fra krigsramte europæiske lande og organisationens rolle i forbindelse med dette nye engagement. Det var, mente man, ”et lykkeligt Initiativ, og man maa haabe, at dette kun er en ringe Begyndelse til en Udvikling, der vil kunne faa den allerstørste Betydning for Grønlands Fremtid og for Forholdet mellem Danmark og Grønland”. I artiklens afslutning fokuserede BT på mulige fremtidige initiativer af lignende art og konkluderede: ”Det Eksperiment, som her er indledet, bør fortsættes i de kommende Aar og i stedse stigende Skala. Om Formen efterhaanden bør ændres, har mindre at sige. Hovedsagen er, at Kontakten med det unge Grønland bliver bevaret og udvikler sig på den naturlige og selvfølgelige Maade, som maa være i begge Parters Interesse.” I artiklens afslutning fokuserede BT på mulige fremtidige initiativer af lignende art og konkluderede: Det Eksperiment, som her er indledet, bør fortsættes i de kommende Aar og i stedse stigende Skala. Om Formen efterhaanden bør ændres, har mindre at sige. Hovedsagen er, at Kontakten med det unge Grønland bliver bevaret og udvikler sig på den naturlige og selvfølgelige Maade, som maa være i begge Parters Interesse.”
(160)

Få dage senere inviterede Red Barnet pressen til Fedgården, hvor der nu var kommet yderligere to børn til, (161) og igen svømmede aviserne over med positive beretninger. I Atuagagdliutit rapporterede Uvdloriánguaq Kristiansen under overskriften ”kalâliarqat Sjællandip kujatâne – pigsigtuínauvdlutik nerivdluardlutigdlo isumangnángeqaut”. ”Grønlandske børn på Sydsjælland – Der er ingen grund til bekymring, de springer glade rundt og får god mad” (vor oversættelse)). Som overskriften antyder, gengives også her et positivt billede af børnenes ophold på stedet og deres møde med det danske personale, der suppleres af grønlandske medarbejdere. Således blev der sendt en beroligende melding til de grønlandske læsere og ikke mindst til børnenes forældre og familier m.m., og avisen bragte flere gange i løbet af 1952 billeder af børnene på Fedgården.
(162)

I den lokale Sydsjællands Socialdemokrat blev børnene i underrubrikken betegnet ”Smaa banebrydere i det nye dansk-grønlandske samarbejde indenfor skolevæsnet”
163 I resten af artiklen og i artikler i andre aviser blev der spillet på det eksotiske møde mellem de grønlandske børn og de for dem så fremmede omgivelser. ”A tipingik – alt er lutter dejligt”, skrev Social-Demokraten, og i Demokraten kunne man læse, at ”Alle sytten børn […] på Fedgaardens trappe – solbrune og lykkelige børn paa en fredfyldt sjællandsk gaard”.
(164)

Således gav pressen den danske befolkning et indtryk af en flok glade børn, der sugede til sig af de nye og ukendte omgivelser, og indtrykket er givetvis blevet forstærket af en udtalelse, som lederen på Fedgården, frk. Thuesen, er citeret for: ”Men de savner hverken Grønland eller deres Familie. Det har der overhovedet ikke været tale om. De kommer alle sammen fra Børnehjem i Grønland, og de er enten forældreløse eller har ingen far eller mor”.
(165)

I artiklerne havde der imidlertid også indsneget sig forkerte oplysninger som, at børnene var forældreløse og hidtil havde opholdt sig på børnehjem – en oplysning, som også lederen på Fedgården fejlagtigt bragte videre i citatet foroven. Desuden skrev flere aviser, at der var tale om 20 børn, jævnfør nogle af de citerede overskrifter foroven. Så et sted i processen var der ikke blevet korrigeret fra planerne om de oprindelige 20 børn, til de 22 børn, der i sidste ende blev sendt til Danmark.
(166)

Således blev ikke alene børnene, men også den ide, der lå bag hele forsøget med at sende dem på et års ophold i Danmark, modtaget positivt af hele den danske presse. Red Barnet og Grønlandsdepartementets initiativ blev viderebragt til de danske læsere som et konkret eksempel på, hvordan den nye grønlandspolitik kunne føres ud i praksis, og hvordan den menneskelige kontakt kunne styrke det fremtidige forhold mellem Danmark og Grønland.

155 LOG/563. Kopi af brev til Hansine Holm 25. maj 1951.

156 Aalborg Amtstidende 8. juni 1951, s. 1: 20 Grønlænderbørn på børnehjem i Danmark.

157 Aarhus Amtstidende 8. juni 1951, s. 5; Skive Folkeblad 8. juni 1951, s. 2; Vejle Amts Folkeblad 11. juni 1951, s. 3; Fredericia Dagblad 8. juni 1951, s. 2; Aalborg Amtstidende 8. juni 1951, s. 1; Bornholms Tidende 8. juni 1951, s. 1.

158 Nationaltidende 8. juni 1951, s. 4: 15 grønlandske forældreløse børn, der hidtil har opholdt sig på børnehjem.

159 Broberg 1951.

160 BT 9. juni 1951, s. 8: Det unge Grønland.

161 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 11. juni 1951.

162 Atuagagdliutit/Grønlandsposten: Uvdloriánguaq Kristiansen: kalâliarqat Sjællandip kujatâne – pigsigtuínauvdlutik nerivdluardlutigdlo isumangnángaqaut. 1951, nr. 13-18, s. 89-91. Billederne bragtes i 1952, nr. 6, s. 106 og 110; nr. 7, s. 130; nr. 12, s. 208; og nr. 13, s. 225.

163 Sydsjællands Socialdemokrat 26. juli 1951: Grønlænder-børnene trives vel på Fedgaarden.

164 Social-Demokraten 17. juni 1951, s. 6: A tipingik – alt er lutter dejligt.; Demokraten 25. juni 1951, s. 3: Henning Jensen: 17 grønlandske børn paa en dansk græsplæne.

165 Bornholms Tidende 17. juni, s. 5: Velkommen til Danmark men glem ikke din Moder.

166 Nationaltidende 8. juni 1951, s. 4: op. cit.; Berlingske Tidende 6. juni 1951, s. 2: 20 Grønlænderbørn hertil på Fredag.

5.2 Ophold på Fedgården og hos plejefamilier

Ved ankomsten til Danmark blev børnene anbragt på feriekolonien Fedgården beliggende på Feddet syd for Faxe, som Red Barnet havde lejet for en flerårig periode.
(167) Efterhånden som de sidste af børnene ankom til Danmark, blev også de bragt dertil.

I Grønlandsdepartementets arkiv er der kun ganske lidt materiale, der vedrører børnenes ophold i Danmark, og alle praktiske forhold i forbindelse hermed har været planlagt, organiseret og drevet af Red Barnet. Som bekendt er hovedparten af de relevante arkivalier fra Red Barnet bortkommet, og derfor indeholder Red Barnets arkiv ikke mange oplysninger om børnenes forhold, idet fx referaterne fra Arbejdsudvalget kun kort nævner praktiske ting som anskaffelse af tøj og legetøj, tandlægebesøg m.m. under opholdet på Fedgården og endnu mindre vedrørende forholdene hos plejeforældrene.
(168)

Opholdet på Fedgården skulle først og fremmest være af rekreativ karakter og give børnene en mulighed for at akklimatisere sig til de fremmede omgivelser. Personalet var imidlertid primært dansk og bestod af en leder, en økonoma og to assistenter, samt en enkelt grønlandsk kvinde, som blev engageret gennem Grønlandsdepartementet.
(169) Rammerne var således domineret af et dansktalende personale.

Det er begrænset, hvor meget børnene i dag husker fra opholdet på Fedgården, og nogle siger direkte, at de stort set intet husker. Fælles for de erindringer, der er publiceret, er dog, at ankomsten til Danmark og opholdet på Fedgården har føltes som en meget stor omvæltning. De beretter om befolkningens underlige skikke, de mærkelige køretøjer i byerne, om den særegne natur på landet, om hidtil ukendte frugter, blomster, dyr mmm. Børnene oplevede for første gang at bade fra en strand, at være på en bondegård og at klatre i træer – i sidste tilfælde også at blive opmærksom på risikoen, da en af pigerne faldt ned og brækkede en arm! Ikke alt har været ren glæde, og der berettes også om tidspunkter med hjemlængsel og tårer.
(170) Også på Fedgården observerede man, at det var en omvæltning for børnene: ”Og det var ikke så lidt, vore grønlandske børn fandt på Fedgaarden. På mange måder var det en hel ny verden, de nu oplevede. Blomster, de ikke havde set før, de store træer og de mange forskellige dyr, de ikke kendte.”
(171)

Under opholdet på Fedgården var der stor opmærksomhed på børnenes sundhed og ernæring, og de blev af flere omgange undersøgt af en læge, ligesom der blev også bevilliget penge til, at en tandlæge kunne undersøge og istandsætte børnenes tænder.
(172) I modsætning til Red Barnets tidligere feriebørn var formålet med de grønlandske børns ophold jo ikke rekreation, ”men selvsagt har vi bestræbt os på at give dem så meget sundhed som muligt”, stod der i Red Barnets fællesbrev i december 1952.
(173) En af pigerne blev under opholdet på Fedgården indlagt på sygehuset, hvor hun lå i omkring et år, men vidste heller ikke som voksen, hvad hun var indlagt for.
(174)

Den store opmærksomhed omkring besøget betød, at Red Barnets protektrice, dronning Ingrid udtrykte ønske om at besøge børnene på Fedgården. Nogle af børnene erindrede denne begivenhed som voksne og fortalte bl.a., at de modtog dronningen, pigerne i nye helt ens kjoler og drengene i hvid anorak og den grønlandske medhjælper i nationaldragt, og at de sang både på dansk og grønlandsk. I Red Barnets fællesbrev den 21. december kunne man om besøget læse: ”Den mindste af drengene afleverede en buket af Fedgaardens blomster samt sit fineste buk. Derefter så Dronningen huset og haven, og til slut sang børnene – både på grønlandsk og dansk.”
(175)

Børnene blev under opholdet på Fedgården ikke undervist, da formålet med opholdet der som tidligere nævnt først og fremmest var, at de skulle vænne sig til de fremmede forhold. Ved afslutningen af opholdet og på det tidspunkt, hvor de skulle flytte til deres plejefamilier – hvor pressen også var informeret – kunne en journalist konstatere, at det at tale dansk havde de ikke
ganske nået under koloniopholdet. Hvad der bliver sagt til dem, forstår de udmærket, men når de selv skal sige noget, holder de stædigt fast ved det grønlandske”.
(176)

I løbet af den sidste uge af oktober blev børnene afhentet af eller bragt til de plejeforældre, hvor de efter planen skulle bo det næste halve års tid. Næsten alle børnene blev anbragt hos familier på Sjælland og i Københavnsområdet, mens en enkelt kom til Fyn og en enkelt til Jylland. En af pigerne var dog på dette tidspunkt indlagt på Faxe Sygehus, og ifølge et håndskrevet notat på et referat kom hun først frem til plejeforældrene efter nytår. Ved afrejsen fra Fedgården var alle børnene ekviperet, pigerne via en donation fra FDB, Fællesforeningen af Danske Brugsforeninger, drengene via midler fra Red Barnet. 1. november forlod det sidste barn Fedgården ledsaget af institutionens leder, frk. Thuesen, og Fedgården blev lukket ned.
(177)

Det var Red Barnet, der søgte efter plejefamilier til børnene. Allerede før børnene kom til Danmark, havde Grønlandsdepartementet modtaget et brev fra en familie, der var interesseret i at få et grønlandsk barn i pleje og forespurgte til, hvor man skulle søge om dette. Grønlandsdepartementet svarede tilbage og bad vedkommende om at henvende sig til Red Barnet.
(178) Nogle af plejemødrene har senere berettet, at de havde responderet på en annonce fra Red Barnet, og efter besøg fra en repræsentant for organisationen var blevet godkendt. Nogle af plejeforældrene var engageret i Red Barnet, og nogle havde tidligere arbejdet i eller havde på anden vis relationer til Grønland.
(179)

Af referatet fra et møde i Red Barnets Arbejdsudvalg i september 1951, altså mens børnene endnu opholdt sig på Fedgården, fremgår det, at man overvejede at invitere overinspektionen for børneforsorgen, som var den myndighed, der på dette tidspunkt godkendte og førte tilsyn med børnehjem, ned på Fedgården. På samme møde blev det foreslået, at man i forbindelse med udvælgelsen af de kommende plejefamilier skulle involvere de relevante børneværnsudvalg, der var lokalt nedsatte udvalg, der bl.a. stod for godkendelse af plejefamilier.
(180) Og på et arbejdsudvalgsmøde i Red Barnet, dagen før det sidste barn forlod Fedgården, blev det besluttet, at frk. Thuesen efter en måneds forløb skulle besøge børnene og deres plejeforældre.
(181)

Det har ikke været muligt at finde rapporter fra tilsynsbesøg i Red Barnets arkiv eller dokumentation for involvering af overinspektionen eller børneværnsudvalg. Forskellige notitser tyder dog på, at Red Barnet selv førte en form for tilsyn hos plejefamilierne. Af et referat fra et arbejdsudvalgsmøde i marts 1952 fremgik det, at alle børn havde det godt og var i deres plejehjem. Et barn var dog, ved vi, blevet flyttet til en anden plejefamilie, fordi hun ikke trivedes i den første.
(182) I et fællesbrev i juni stod der om børnene: Vi følger dem stadig, og det har været en stor glæde for os at se, hvor godt de har det i deres plejehjem og ikke mindst hvor glade plejeforældrene er for dem.” Og da Red Barnet i forbindelse med en adoptionsansøgning skulle give en udtalelse, fremhævede de, at barnet ”ved vort sidste besøg hos plejefamilien i februar” havde haft det godt.
(183)

Under opholdet hos plejeforældrene havde nogle få af børnene kontakt med hinanden og havde lejlighed til at mødes og være sammen. I det ene tilfælde angiveligt, fordi det ene af børnene var meget ked af det og således havde behov for samvær med en veninde.
(184) I det mindste nogle af børnene er senere mødtes igen efter en måneds tid i forbindelse med optagelser i Statsradiofonien, og også denne begivenhed viser den store interesse, der var i den danske offentlighed i forbindelse med børnenes ophold. Optagelserne blev nævnt i pressen med foto af nogle af børnene ved
mikrofonen.
(185) Den store interesse fandt også vej til Billed-Bladet, der i en billedreportage rapporterede om ”de smaa Naturbørn” og deres møde med ”Civilisationen” hos deres plejefamilier og disses møde med de eksotiske børn.
(186)

I et interview i forbindelse med denne undersøgelse undrede en af de interviewede personer sig over, at børnene i sin tid ikke i det mindste kunne have fået lov at skrive et brev eller sende en tegning til deres familie. Det ville have været en god måde for børnene at bevare bevidstheden om deres familie i Grønland på og for familien et livstegn fra børnene og en sikkerhed for, at de havde det godt.
(187) Det synes således, at Red Barnet ikke selv har taget initiativ hertil under opholdet på Fedgården eller opfordret plejeforældrene dertil.

Der er dog enkelte eksempler på, at nogle af børnene under opholdet i Danmark havde kontakt med deres familie i Grønland. Uvdloriánguaq Kristiansen beretter i sin oven for omtalte artikel, at en mor havde sendt et telegram til sin søn med ordene ”tikitdluarit, qanoq ípit? puiúsángilarma. inûvdluarit. Anâna”. (Velkommen frem, hvordan har du det? Glem mig ikke. Hav det godt. Mor. (vores oversættelse)). Derudover er der i eftertiden kun ganske få erindringer om kontakt, fx beretter en pårørende i Grønland, at de fik breve og billeder fra plejeforældrene, ”men vi kunne jo ikke svare”.
(188) Og i en af adoptionssagerne fremgår det, at en af drengene og dennes plejeforældre i oktober 1951 sendte en hilsen til familien i Grønland vedlagt et foto. Familien i Grønland svarede i slutningen af november:

”Kære […]! Vi har det alle godt her, og tak for dit brev. Da […] så et billede af dig, blev han glad, ligesom også vi blev meget glade. Husk altid at være artig overfor dine plejeforældre. Vi nærer aldrig bekymringer for dig, og måske har du allerede glemt os, eller glemt at tale grønlandsk. Sandsynligvis får du en glad og fornøjelig jul, og din fader, ligesom alle vi andre sender dig vore bedste julehilsner, også til dine plejeforældre, skønt vi ikke kender dem. Du er sandelig at misunde, at du nu er i Danmark, thi det er sikkert morsomt. Kærlige hilsner til jer alle. Også fader og dine søskende sender mange hilsner. Kærlige hilsner til jer alle. Den der skriver dette er […]”
(189)

Den oprindelige plan var, at børnene skulle rejse tilbage til Grønland efter et års ophold i Danmark, altså sommeren 1952. I løbet af foråret blev det imidlertid klart, at børnehjemmet i Godthåb ikke ville blive færdigt til den planlagte tid. Red Barnet skrev derfor ud til plejefamilierne, forelagde dem den nye situation og forespurgte, om de kunne beholde børnene indtil omkring september.
(190)

I Red Barnet havde man oprindeligt til hensigt at samle børnene i den sidste uge før afrejsen på Grønlænderhjemmet, der dengang lå på Amager Strandvej, og anmodede den kommende leder på Røde Kors’ børnehjem i Godthåb, Dorothea Bengtzen, om at passe dem i den uge.
(191) Da dette kom Grønlandsdepartementet for øre, gav man imidlertid over for Red Barnet udtryk for, at man var meget betænkelig ved sådan et arrangement på grund af faren for børnesygdomme, der kunne føres med til Grønland. Man bad om stor agtpågivenhed og ønskede bl.a., at kun repræsentanter for Red Barnet og Grønlandsdepartementet måtte besøge børnene, og altså ikke plejeforældrene. Resultatet blev, at ideen blev opgivet, og at børnene først blev samlet på selve dagen for afrejsen.
(192)

25. september 1952 afrejste 16 af de 22 børn med passagerskibet M/S Umanak fra København. De øvrige seks børn blev hos deres plejeforældre, som havde ansøgt om adoption, på trods af, at sagerne endnu ikke var færdigbehandlede. Det ene af de seks børn var dog på dette tidspunkt
indlagt, men kom senere tilbage til plejeforældrene, blev adopteret og vendte således ikke tilbage til Grønland.
(193)

Også ved børnenes afrejse var der pressedækning både i dagene op til afrejsen og på selve afrejsedagen, tydeligvis godt forberedt af Red Barnets pressetjeneste, da en del oplysninger og formuleringer går igen. Holdningen i pressen var positiv, som det bl.a. fremgår af Middelfart Venstreblad:

”De Børn, der nu rejser hjem, taler alle godt dansk, og de vil i det hele taget komme tilbage til deres Hjemland med et godt Forspring i den Udvikling, som nu skal gaa hen over deres Fødeland. Som en gave fra Dronningen vil disse Børn hver faa en Kjole eller Anorak, naar de kommer til deres nye Hjem i Godthaab.”
(194)

Og under overskriften ”Hjem til Grønland”, med underrubrikken ”Det var svært for baade Børn og Plejeforældre at skilles” og et billede fra afrejsen konkluderede Berlingske Tidende:

”Der er næppe Tvivl om, at disse grønlandske Børn netop har faaet det Plus, man vilde give dem ved Opholdet i Danmark. De har lært dansk, de har lært dansk Livsform at kende, og de har knyttet Baand, som sikkert vil holde, de ved, at Grønland og Danmark hører sammen. […] Han og de allerfleste af disse grønlandske Børn har i de danske Hjem fundet den ganske naturlige, positive Indstilling: De tænker grønlandsk og er forankret i Grønland, men med stærke Baand har de knyttet sig til Danmark og fornemmer Samhørigheden.”
(195)

Kun i et enkelt interview op til afrejsen var der lidt kritik at fornemme. Til Nationaltidende udtalte Lisbeth Hindsgaul, formand for Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn, omkring adoptionen af nogle af børnene, at det jo egentlig var imod den oprindelige hovedtanke, og at: ”Baade Børnene og de Unge, der kommer herned til Uddannelse, maa tilbage, dels fordi der venter dem utallige Opgaver i Grønland, dels fordi de har deres Oprindelse dér.” På et spørgsmål, om der var planer om at sende flere børn til Danmark, svarede hun: ”Der foreligger vist ingen planer i Øjeblikket, men da det hele er gaaet saa godt, skulle det vel ikke være umuligt, om man gentog succesen til næste aar!”
(196)

167 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 1. juni 1951.

168 RB 11: Diverse referater i perioden fra 11/6 1951 til 18/10 1952.

169 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 6. marts 1951.

170 Bryld 1998, s. 28-29, 67, 69, 88, 178; Knakkergaard 2012, s. 22-23; Thiesen 2011, s. 15-17.

171 RB 607: Fællesbrev nr. 67, 21. december 1951.

172 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøder 11. juni og 25. september 1951; Strand 2005, s. 71.

173 RB 607: Fællesbrev nr. 67, 21. december 1951.

174 Bryld 1998, s. 93.

175 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 25. september 1951. Thiesen 2011, s. 18; Bryld 1998, s. 19-30; Strand 2005, s. 71 og 142. RB 607: Fællesbrev nr. 67, 21. december 1951.

176 Land og Folk 25. oktober 1951, s. 6: Grønlandske Børn i danske hjem.

177 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøder 31.oktober og 27. november 1951.

178 GD 1499/51: Brev fra Ebba Jensen til Grønlandsdepartementet2 9. april 1951; notits fra Grønlandsdepartementet til Red Barnet med kopi af svar til EJ 16. maj 1951.

179 Bryld 1998, s. 80, 106, 131, 185f og 233.

180 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 25. september 1951.

181 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 31.oktober 1951.

182 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 6. marts 1952. Thiesen 2011, s. 39-40.

183 RB 607: Fællesbrev nr. 69, 20. juni 1952. GD 1499/51: Brev fra Red Barnet til Grønlandsdepartementet 1. maj 1952.

184 Bryld 1998, s. 169 og 178f.

185 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 25. september 1951. Social-Demokraten, 13. december, s. 12: Byen i dag.

186 Billed-Bladet nr. 52, 1951, her fra Thiesen 2011, s. 44-45.

187 Personligt interview.

188 Bryld 1989, s. 278.

189 JM/A163 410.

190 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 24. april 1952. brev á fra Red Barnet til plejeforældrene 28. april 1952.

191 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 25. august 1952.

192 GD 1499/51: Brev fra Grønlandsdepartementet til Red Barnet 29. august 1952.

193 RB 11: Referater af arbejdsudvalgsmøder 15. september og 18. oktober 1952.

194 Middelfart Venstreblad 25/9 1952, s. 3: 5 Grønlænderbørn blev adopterede.

195 Berlingske Tidende 26/9 1952, s. 7: Hjem til Grønland.

196 Nationaltidende 19/9-52: De grønlandske Børn og Unge maa tilbage til Grønland.

5.3 Børnene intelligenstestes

I planlægningsfasen, før børnene blev sendt til Danmark, blev det besluttet, at de under opholdet på Fedgården skulle testes af skolepsykolog Knud Binzer, der var vokset op i Grønland og talte grønlandsk.
(197) Binzer, som siden blev rektor for seminariet i Godthåb og dermed for den danske skole, besøgte Fedgården to gange, første gang i juli og anden gang i oktober, og fremsendte på grundlag af sine undersøgelser to rapporter til Red Barnets Arbejdsudvalg.
(198)

Binzer foretog sin første undersøgelse 11. juli, hvor 17 af de 22 børn var ankommet til Fedgården. Hans umiddelbare indtryk var, at det var ”en samling glade, tilfredse og sunde børn”, han traf, og der havde efter hans egen vurdering været en god kontakt mellem ham og børnene. I forbindelse med undersøgelserne var børnene dog på nær en enkelt undtagelse meget fåmælte og tilbageholdende og måtte for manges vedkommende have instruktionerne på de forskellige opgaver gentaget flere gange. Dette forklarede Binzer med, at børn i Grønland traditionelt blev indpodet med en stærk autoritetstro og ærbødighed over for voksne danske.

Hvad angår selve undersøgelsen understregede Binzer, at den indeholdt store mangler, og at resultaterne derfor skulle ”tages med meget stort forbehold”, hvorefter han opridsede nogle grunde
hertil. For det første forelå der ikke testmateriale fra Grønland eller miljøer, der kunne sammenlignes med det grønlandske, og han havde derfor måttet derfor benytte en performancetest
(199), der var udlånt af skolepsykologisk kontor i København. Og skønt han i dette materiale anvendte specielt udvalgte tests, der måtte formodes at være de bedst egnede i forhold til grønlandske børn, vurderede han, at de alligevel måtte anses for at virke langt mere fremmedartede for de grønlandske børn end for danske.

For det andet, mente han, var det endnu vanskeligere at anvende den såkaldte Binet-Simon test
(200), der forelå i en standardiseret form beregnet for danske børn, også selv om han havde fravalgt ”absolut uegnede prøver” og erstattet disse med prøver, der var i bedre overensstemmelse med børnenes grønlandske miljø. I forlængelse heraf var det endvidere hans vurdering, at det ville have været bedre at foretage undersøgelsen i Grønland og dermed i børnenes eget miljø, eller i det mindste om han på forhånd havde haft større kendskab til hvert enkelt barns miljø, fx dets familiemæssige baggrund og om barnet kom fra en by, et udsted eller en boplads. Endelig påpegede Binzer, at der havde været for kort tid til at foretage undersøgelserne, og at disse som følge heraf ikke blev tilstrækkeligt dybtgående, samt at det kneb for børnene at tilpasse sig prøvesituationen, som de var langt mere uvante med end danske børn.

Trods disse forbehold udarbejdede Binzer på grundlag af sine tests en meget kort karakteristik af hvert enkelt barn og inddelte dem i tre grupper, nemlig 1) de egnede med seks børn, 2) de muligvis egnede med syv børn og 3) de uegnede med de resterende fire børn. Denne inddeling skulle ses i forhold til en fremtidig anbringelse på de nye A.-B.-skoler, hvor dansk skulle have en fremtrædende placering.
(201)

15. oktober var Binzer atter tilbage på Fedgården for at foretage den anden undersøgelse og blev i denne omgang et par dage. Der var nu ankommet yderligere fire børn, der gennemgik de samme undersøgelser, som de andre børn havde været igennem i juli. Derudover var formålet at se, hvilken indvirkning de foregående måneders ophold havde haft på børnene. Han syntes ikke, at børnene havde gjort nogen særlig fremgang i tilegnelsen af det danske sprog, hvilket han tilskrev det forhold, at børnene talte grønlandsk indbyrdes og med den grønlandske kvinde, der var særligt tilknyttet Fedgården i denne periode.

På den anden side observerede han, at nogle af børnene var begyndt at blive usikre i de grønlandske betegnelser, mens de på den anden side stadig benyttede deres indlevede erfaringer fra Grønland, når de skulle løse en opgave. Fx nævnte de dyr fra Grønland og ikke dyr fra Danmark i forbindelse med en opgave, hvor de skulle opremse dyrenavne.

Det var Binzers sammenfattende vurdering, at børnene både fysisk og psykisk havde haft godt af opholdet på Fedgården. Og, sluttede han, ”de har også lært kammeratskabets glæder at kende. De har indlevet sig som én stor familie, og med en vis ængstelse syntes de at se frem til den dag, da de skulle skilles.”
(202)

Formålet med de to rapporter fremstår ikke entydigt. I den første af rapporterne oplyste Binzer, at den – og dermed vel også den efterfølgende rapport – var ”beregnet for RED BARNETs personale”
(203) – men det fremgår ikke konkret i hvilke situationer, de skulle anvendes: var det fx i forbindelse med udvælgelse af plejeforældre, eller var det personalet på Fedgården, der skulle bruge
rapporterne i deres omgang med børnene på stedet? I det sidste tilfælde kan man i hvert fald godt forestille sig, at personalet kan have haft gavn af viden om både de 22 børns samlede baggrund og hver enkeltes forudsætninger.

På den anden side fremgår det af drøftelsen i Red Barnets arbejdsudvalg om disse tests, at skolekonsulent Gad, som var ansat i Grønlandsdepartementet, skulle underrettes herom. Det er således nærliggende at tro, at testene skulle anvendes i forbindelse med overvejelser om børnenes senere skolegang. Binzer nævner da også udtrykkeligt, at børnene er sendt til Danmark for senere at ”danne grundstammen i de dansksprogede (såkaldte B-) skoler”, altså de kommende klasser med elever med gode danskkundskaber og boglige forudsætninger. Og derfor havde han foretaget en inddeling af børnene i de tre nævnte grupper ud fra hans umiddelbare forventninger, om de ville være egnede til at indgå i disse klasser, også selv om han selv tog store forbehold for undersøgelsernes resultater, og selv om de to rapporter var meget korte, nemlig henholdsvis tre sider og én side, ikke mindst set i forhold til opgavens omfang. Det kan da også konstateres, at rapporterne blev fremsendt i afskrift til Grønlandsdepartementet, men der foreligger ikke oplysninger, om de fx derfra er sendt videre til Skoledirektionen i Godthåb, eller om der på forskellig vis er gjort brug af rapporterne til en pædagogisk evaluering af børnene.
(204)

197 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde10. april 1951.

198 GD 1499/51: Rapport á 23. juli 1951 fra Knud Binzer til Red Barnet.

199 Betegnelse for test, også benævnt handleprøver, der ikke kræver en sproglig reaktion, og hvor forsøgspersonen skal arbejde med materiale, fx klodser eller brikker, der skal anbringes i et bræt med huller. Psykologisk Leksikon, s. 308.

200 Binet-Simon testen er en intelligensprøve udarbejdet 1905 af Alfred Binet og Theodore Simon, som består af en række opgaver til forskellige alderstrin, hvoraf hovedparten ligger inden for det sproglige og logisk-matematiske område og skal give et billede af den form for intelligens, som spiller en afgørende rolle for at klare sig i den traditionelle folkeskole. Psykologisk Leksikon, s. 40-41.

201 GD 1499/51: Rapport á 23. juli 1951 fra Knud Binzer til Red Barnet.

202 GD 1499/51: Rapport á 17. november 1951 fra Knud Binzer til Red Barnet.

203 GD 1499/51: Rapport á 23. juli 1951 fra Knud Binzer til Red Barnet.

204 GD 1499/51: Rapporter á 23. juli 1951 og 17. november fra Knud Binzer til Red Barnet.

Sammenfatning

Børnenes ankomst til og ophold i Danmark medførte en del opmærksomhed hos pressen, hvor den generelle holdning var meget positiv. Man anså opholdet som en stor chance for børnene og for deres videre udvikling og uddannelse, og overordnet set var vurderingen, at det kunne skubbe udviklingen i Grønland i den rigtige retning og samtidig bidrage til at styrke det dansk-grønlandske forhold.

Hvad angår forholdene for de 22 børn under opholdet i Danmark, er de samtidige kilder meget begrænsede. Ved ankomsten blev de anbragt på Red Barnets feriekoloni Fedgården syd for Faxe, hvor de tilbragte godt fire måneder, hvorefter de blev placeret hos plejefamilier. Her blev opholdet forlænget fra det planlagte halve år til næsten et helt år, da byggeriet af børnehjemmet i Godthåb blev forsinket. Erindringerne om børnenes ophold hos plejefamilierne er meget sporadiske. En del beretter on afsavn, andre, at de havde er trygt og godt forhold til familien, mens andre igen syntes, at plejeforældrene kunne være strenge.
strenge.