Historisk udredning om de 22 grønlandske børn - 9. Forsøgets betydning for børnene

Ikke mindst savner mange svar på, hvorfor deres familie indvilligede i at lade et barn blive sendt væk. Og hvorfor valget lige faldt på dem frem for deres søskende. ”Jeg tænker stadig på, hvorfor det blev mig og ikke en af de andre, der kom på det børnehjem. Ingen har fortalt mig det”, som en formulerede det til Bryld. En anden fortæller os, at det som barn førte til en gnavende jalousi på de to søskende: Hvorfor måtte de bo hjemme og hun ikke

Torsdag d. 14. januar 2021
Daniel Thorleifsen, Historiker. Grønlands Landsmuseum
Einar Lund Jensen, Cand. mag., projektkoordinator
Sniff Andersen Nexø, Projektleder og forsker
Emnekreds: Forskning, Grønlands historie, Socialt ansvar.

Indholdsfortegnelse:
9. Forsøgets betydning for børnene
9.1 Det tabte sprog
9.2 Brudte familiebånd
9.3 Mellem grønlandsk og dansk
Sammenfatning

Historisk udredning om de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951

9. Forsøgets betydning for børnene

I dette kapitel flytter vi fokus fra en række konkrete forhold i børnenes livsforløb, til hvordan de selv i interviews og erindringer sætter og har sat ord på den betydning, forsøget har haft for deres opvækst og deres liv.

Kun seks er endnu i live, heraf ønskede fire at bidrage til undersøgelsen igennem interviews. Vi fandt det dog uomgængeligt, at denne del af undersøgelsen også måtte inddrage den hovedpart af ’børnene’, som ikke længere er her til at fortælle deres historie. Vi valgte derfor at lade også dem komme til orde her ved at inddrage erindringer, herunder i form af citater, fra allerede publiceret materiale, ikke mindst Tine Brylds I den bedste mening, men også to erindringsbøger og en dokumentarudsendelse. Som kilde til en senere udredning er der den udfordring ved det publicerede materiale, at vi ikke selv har foretaget interviewene – og af samme grund heller ikke har haft indflydelse på, hvad fx Bryld fandt det væsentligt at gengive fra dem. Vi har kun det publicerede.

Forud for vore egne interviews foretog vi imidlertid en første tematisering af det eksisterende materiale, og det var derfra klart, at nogle bestemte temaer var fremtrædende på tværs af de individuelle historier, sådan som de var tilgængelige for os. I vore egne interviews fokuserede vi derfor på disse temaer, som vi gerne ville kunne folde yderligere ud. De handler alle på forskellig vis om brudte bånd – til modersmålet, til familie og slægt, til sin livshistorie og til Grønland og grønlænderne. Og om den betydning, bruddene ifølge børnene fik for relationer og identitet i deres liv.

9.1 Det tabte sprog

Som vi ved, glemte børnene at tale grønlandsk under opholdet i Danmark, og netop dette er et gennemgående tema i deres erindringer. Erindringerne om det tabte sprog fletter sig i langt de fleste tilfælde sammen med fortællinger om børnenes relationer til familien og omgivelserne, som det vil fremgå også af de følgende afsnit, hvorfor det blot behandles forholdsvis kort her.

Et billede går igen i erindringerne, nemlig smerten ved ikke længere at kunne tale med forældre og søskende ved tilbagekomsten til Grønland. ”Da vi lagde ind i Julianehåb, stod min far på kajen og tog imod os. Jeg kunne næsten ikke kende ham. Han sagde en masse på grønlandsk, som jeg ikke forstod.” Eller, i en andens erindring: ”På kajen stod min mor og søster. Forsigtigt gik jeg ned ad rælingen og hen til dem. Mor bukkede sig ned, jeg fortalte en hel masse. Men hun smilede bare til mig. […] Jeg glemmer aldrig den smerte, der flåede mit bryst, da jeg opdagede, at vi ikke talte samme sprog.”
(306)

Andre husker, at de ikke blot havde tabt deres sprog under Danmarksopholdet, men også aktivt blev forhindret i at tilegne sig det igen:

”Da jeg kom tilbage til Grønland, havde jeg glemt mit sprog. Jeg kunne ikke engang tale med min egen mor. Det var forfærdeligt, vi kunne ikke se hinanden og ikke tale sammen. Jeg blev forbudt at tale grønlandsk og var kun sammen med dansktalende, både i skolen og på børnehjemmet.”

En fortæller til os, at de på børnehjemmet forsøgte at få kiffakkerne til at lære sig grønlandske ord – men at forstanderinden irettesatte kiffakkerne og forbød dem tale grønlandsk med børnene: Da vi spørger, hvorfor det var sådan, lyder svaret: ”Fordi vi var jo udvalgte og skulle have en fremtid. Og så skulle vi ikke lære grønlandsk igen. Tænk, hvis vi glemte dansk.” En anden husker i vores samtale, hvordan forstanderinden på børnehjemmet trøstede børnene, når de græd over ikke at kunne grønlandsk: ”Jamen I er jo gode til dansk. Det der med grønlandsk – glem dét.”
(307)

Den entydige vægtning af børnenes danske sprog under opvæksten i Godthåb blev styrket af deres indskrivning i den danske skole frem for den dobbeltsprogede. I en samtale kommenterer en af dem netop på dette:

”Det var da ærgerligt, at vi ikke kom i B-klassen. Så havde vi haft begge sprog. Og vi kunne stadig være eliten – hvis det var det, de ville have. Så havde det måske været en fordel i forhold til det, at vi kunne et andet sprog. […] Så havde man måske senere hen valgt at blive i Grønland.”
Det tabte sprog havde ikke overraskende betydning for, at børnene ikke blev, eller vendte tilbage til, Grønland. Et af de adopterede børn formulerede det sådan: ”Hvis jeg havde kunnet sproget, var jeg flyttet til Grønland. I min inderste sjæl – er jeg grønlænder.”
(308)

Nogle af børnene genvandt siden det grønlandske, særligt selvfølgelig de, som enten blev i eller vendte tilbage til Grønland i deres voksne liv. Men det står centralt i mange erindringer, at det var vanskeligt. Og i grønlandske forsamlinger forblev det en udfordring selv for dem, der kom til at mestre det bedst. Som en forklarer os: ”Jeg vil vove at påstå, at jeg kan godt tale grønlandsk. Men jeg kan ikke filosofere på grønlandsk i en samtale, hvor man gerne vil gå i dybden med tingene”. Både hun og andre har fortalt, at følelsen af ikke at kunne grønlandsk på et tilstrækkeligt niveau har fået dem til at holde sig tilbage i selskab med andre grønlændere.
(309) Andre opgav helt at lære sig grønlandsk, selv om de mødte en klar forventning fra andre grønlændere om at kunne det. Et af de adopterede børn fortæller: ”Mange spørger, hvorfor jeg ikke lærer grønlandsk? Jeg har tænkt meget over det, og først da jeg var midt i 20’erne opgav jeg at lære grønlandsk. Jeg er grønlænder i Danmark og behersker dansk. […] Jeg har været nødt til at tænke sådan for ikke at gå helt ned.”
(310)

At miste sit modersmål er allestedsnærværende i børnenes fortællinger. At det fik livslange konsekvenser forklarede en os sådan i en samtale:

”Det har jo betydet meget, fordi… Når man kommer tilbage til Grønland og har mistet sit sprog… det er jo frygteligt. Altså det har været en frygtelig oplevelse, fordi vi kom i dansk skole, og vi måtte ikke snakke grønlandsk. Og vi måtte ikke lege med de grønlandske børn. […] Så ind imellem har det selvfølgelig betydet meget, at man ikke kunne sproget. Fordi man blev jo drillet virkelig meget. Og det har fulgt én hele livet, at man har mistet sit sprog.”
(311)

306 Bryld 1998, s. 94, s. 32. Se også s. 88, s. 179.

307 Personlige interviews. Bryld 1998, s.283; se også sst. s. 37.

308 Personligt interview. Bryld 1998, s. 205.

309 Personligt interview. Bryld 1998, s. 89.

310 Bryld 1998, s. 155. Se også s. 202.

311 Personligt interview.


9.2 Brudte familiebånd

Som vi ved, var et mindretal af børnene, der blev udtaget til forsøget, forældreløse. De fleste havde både en forælder og søskende, og selvfølgelig også anden familie. Afrejsen til Danmark betød et farvel til disse familier, som langt hovedparten af børnene aldrig vendte tilbage til. Nogle, fordi de blev adopteret af danske familier. De øvrige, fordi de efterfølgende voksede op på børnehjemmet. De brudte bånd til familien står i alle erindringer tydeligt frem blandt de mest smertefulde minder.

Den unge alder ved afrejsen til Danmark havde den betydning, at mange af børnene husker intet eller ganske lidt om deres familie. For flere, herunder i et af vore interviews, har afskeden dog sat sig fast i erindringen: ”Det eneste, jeg husker fra den tid, det er, at en af mine søstre var med til at sejle mig fra [stednavn]. Med en brun kuffert. Det er alt, hvad jeg husker derfra. Og resten… Ja, der har jeg faktisk lukket af for det hele.” Hos Bryld finder man lignende minder: ”Jeg fik at vide, at jeg skulle til et fremmed land, til Danmark, hvor jeg kunne se træer. Jeg var den yngste, min fars lille pige, og han græd, da han vinkede farvel. Så begyndte jeg også at tude, og det fortsatte, da jeg kom til Danmark. Jeg vidste jo ingenting.”tydeligt for mig. Dér stod jo min familie nede på kajen. Vi løb ned og krammede, og de sagde velkommen, og… nej, nu bliver jeg rørt... Men så: ’Du skal ikke med dem, du skal med herover i bussen’. Så blev vi jaget ind i bussen. Det er noget af det værste, jeg har oplevet.”
(312)

For de børn, der blev tilbage i Danmark, var bruddet med familien radikalt både på grund af afstanden og i kraft af den danske adoptionslov og -praksis. Som hos de øvrige børn går det også blandt de adopterede igen, at de dårligt forstod betydningen hverken af rejsen til Danmark eller af den efterfølgende adoption. En har beskrevet, hvordan erkendelsen ramte hende efter et besøg hos et af de andre adoptivbørn: ”Det var den eneste gang vi var der, og da vi kom hjem, vidste jeg, at jeg aldrig skulle komme tilbage til Grønland. Det gjorde meget ondt, og jeg græd meget.” Hun forstod ikke, hvorfor netop hun skulle blive i Danmark. ”Min adoptivmor sagde, at de var kommet tilbage til deres familier, og jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke var hos min familie.”
(313)

Det går igen i alle adoptivbørnenes historier, at de senere i livet søgte kontakt med deres grønlandske familie. Nogle af dem i sammenhæng med, at adoptivfamilierne brød forbindelsen. En bosatte og giftede sig som voksen i Grønland og fik derefter igen tætte forbindelser til familien i Grønland. Men for de øvrige var genforeningen ikke let. En har fortalt om, hvordan han opsporede sin far, der som det første udbrød: Hvad laver du her? ”Jeg følte mig fremmed og meget såret, og jeg fik ingen forklaring på noget, men jeg lovede at skrive.” To af de adopterede fik først kontakt med deres grønlandske familie i forbindelse med en dokumentarudsendelse om dem, da de var omkring 50 år gamle. En af dem var den dreng, hvis adoptivforældre havde af-adopteret ham. ”Jeg er Palle alene i verden”, siger han på et tidspunkt, og den anden har samme fortælling: ”Jeg har jo ikke nogen familie. Jeg har jo aldrig haft nogen kontakt med dem eller noget som helst”, som han siger. Og i et senere klip: ”Jeg troede, jeg var helt ensom her i livet.”
(314) I de adopteredes erindringer står fortællinger om at være fremmede og ensomme frem både i forhold til deres adoptivfamilier og i forhold til de grønlandske familier, som de søgte igen at blive forbundet med.

Som vi ved, blev kontakten til familien sparsom også for de børn, der voksede op på børnehjemmet. De ti, hvis familie ikke boede i Godthåb, så dem kun sjældent; og det var vanskeligt at holde kontakten, igen forstærket af den sproglige kløft: ”Jeg havde ingen mulighed for at kommunikere med familien, fordi jeg ikke forstod grønlandsk. Jeg talte og skrev på dansk, og det var kun meget få i min familie, der forstod sproget.”
(315) Nogle så deres mor eller far enkelte gange i løbet af opvæksten. En af dem fortæller os om sit møde med faderen, da han som 10-11-årig var på en kort tur med forstanderinden til den by, hvor faderen boede:

”Så måtte jeg ikke se min far, eller bo hos ham. Vi skulle bo nede hos landshøvdingen, kan jeg huske. Og så en dag sagde hun: ’Vi skal ud og hilse på din far’. ’Årh’, tænkte jeg. Og så så jeg en mand komme gående. ’Der kommer din far’, sagde hun. Og jeg anede ikke, hvem han var. Jeg genkendte ham slet ikke. Og vi kunne heller ikke tale sammen.”

Han mistede siden kontakten helt, og senere forsøg på igen at knytte båndene endte i konflikt. En anden fortæller under vores samtale, at hun som ganske ung flyttede til Danmark med den danske familie, hun var i huset hos: ”Da de skulle tilbage til Danmark, spurgte de, om jeg ville med. Og jeg tænkte, at det kunne jeg jo lige så godt. Jeg havde jo ikke noget familie og kunne ikke tale grønlandsk, så – hvad skulle jeg ellers? Det var et stort valg som 15-16-årig.” Til Tine Bryld har hun tidligere fortalt, at hun intet vidste om sin familie og aldrig hørte fra dem eller om dem.
(316) Oplevelsen af ikke at have familie, og af ikke at vide noget om den, går igen på tværs af de adopterede og børnehjemsbørnene.

Seks af de sidstnævnte havde mødre og søskende i byen og havde, som det er fremgået tidligere, en vis, begrænset kontakt. En fortæller os:

”Jeg kan huske, når mor kom på besøg på børnehjemmet. Det var jo familiebesøg, som var meget afmålte og meget adskilte, og vi skulle endelig ikke kæle for meget og kramme for meget med den der biologiske del af vores familie. Altså det blev ikke sagt, men … Jeg kan huske, at mor var ulykkelig over, at det var så lidt, de måtte komme og besøge os.”

Hun husker også besøgene i hjemmet, hvor moderen altid lavede grønlandsk mad til dem. ”Jeg kan huske en gang, vi kom hjem, så havde mor lavet alke-suaasat. Hun vidste, at det var det bedste, vi kunne få. Og så kan jeg huske, at hun ligesom blev lidt trist og ked af det.” Tydeligt berørt fortsætter hun lidt efter: ”For vi sad og åd! Vi kunne næsten ikke blive mætte. Og det må hænge sammen med, at vi ikke fik mad nok af dét, vi gerne ville have.” Hun understreger, at hun ikke mindes, at de nogensinde sultede på børnehjemmet. De ville bare så gerne have den grønlandske mad, som også forbandt sig med samværet med familien.
(317)

Minder om det begrænsede samvær fylder også i et andet af vores interviews, bl.a. da hun fortæller om et afslag fra forstanderinden på at holde jul hos familien: ”Nej. Det her er jo jeres hjem nu. Så I holder jul her.” Så måtte hun ind på værelset og græde. Nu og da mødte hun dog tilfældigt sine søskende i byen, som her i skolegården: ”Så hoppede jeg lige ud foran min storesøster. Hun havde lange, tykke fletninger. Jeg rørte ved dem. Og mærkede samhørigheden. Men vi kunne jo ikke snakke sammen. Og så skulle jeg ind på rækken igen.” Til konfirmationen fik hun ikke lov at invitere sin familie; i stedet deltog en række af byens fremtrædende embedsmænd og fruer, og nogle af de danske familier, som konfirmanderne arbejdede for. En anden har tidligere fortalt om, hvordan familiens uventede deltagelse i konfirmationen overvældede ham: ”Jeg havde ikke fået at vide, at min søster og bror og mor kom med, og da de pludselig stod i døren, blev jeg meget påvirket. Jeg gik ind på mit værelse og græd.” For børn uden nær familie i byen var det en selvfølgelighed, at deres familie ikke deltog, fortæller en os.
(318)

Disse og en række tilsvarende fortællinger i tidligere udgivelser vidner om, at forbindelsen selv til nærmeste familie bosat i byen ikke var en selvfølgelighed, og at den var sårbar og endnu fremkalder sorg mange år senere. Børnene mindes alle på forskellig vis, at deres bånd til familien blev revet over. Nogle blev i Danmark. Andre kom tilbage til Grønland, men langt fra familien. Og endnu andre havde familien ganske tæt på uden at kunne være hos den. For dem alle gjaldt, at de var mere eller mindre afskåret fra at kommunikere med familien på grund af afstande og sprog. Fælles var også, at et nyt sted nu blev defineret af andre som deres rigtige hjem. Og at de både da og siden havde vanskeligt ved at forstå, hvorfor.

Sprogbarrieren mellem børnene og deres biologiske familie fulgte dem ind i voksenlivet, og særligt for den halvdel af dem, der enten var blevet adopteret i Danmark, eller som stort set havde mistet kontakten til deres familie fjernt fra Godthåb i barndommen. En mindedes sit eneste besøg hos moderen i Grønland: ”Vi kunne jo ikke tale sammen. Jeg havde ikke været i mit land, siden jeg blev konfirmeret […] og vi havde ikke det samme sprog. Det var meget trist.” En anden fortæller os, at hun først sent fik genetableret kontakten til sin grønlandske familie, men at sproget kan gøre det vanskeligt: ”Min bror snakker lidt dansk. Men det er ikke noget, han sådan… Så jeg taler det grønlandske, jeg kan. Jeg blander det lidt. Så kan han godt forstå, hvad jeg siger.”
(319)

Sprogets betydning fletter sig i erindringerne sammen med historier om savn, om fremmedhed og manglende forståelse, og om skuffelse. En af de adopterede, der som ca. 30-årig rejste til Grønland med ægtefælle og børn for at besøge sin genfundne grønlandske familie, samlede disse tråde i Brylds interview:

”… selv om det var en stor oplevelse at møde mine søskende, gav det store skuffelser for mig. Først og fremmest adskilte sproget os fra dem. […]. Jeg fik at vide, at jeg var dansk og blev spurgt, hvorfor jeg var kommet tilbage. De forstod ikke min rodløshed, og det kan jeg ikke bebrejde dem, fordi de måske syntes, at jeg havde været heldig at komme til Danmark. De forstod ikke, hvordan det smertede mig, når jeg spurgte om noget på dansk, så svarede de på grønlandsk, fordi det var deres sprog. De forstod heller ikke min længsel efter dem.”
(320)

Både hun og andre oplevede, at den genetablerede kontakt blev for svær, og at den førte til skuffelser. I nogle tilfælde gled den blot ud – i andre tilfælde endte den i konflikter og nye brud. I to af vores samtaler hører vi, at de på et tidspunkt stort set brød kontakten med deres genfundne grønlandske familie. Både forventningerne og skuffelserne var for store. Der kunne være blandede følelser i spil i den spinkle relation: Glæde over igen at være en del af familien; smerten over så længe ikke at have været det.
(321)

De ambivalente følelser over for familien forbinder sig også i høj grad med børnenes spekulationer over et spørgsmål, som går igen både i vores samtaler og i tidligere interviews: Hvorfor lige mig? De fleste husker selv kun glimt af deres tidlige barndom, og meget lidt eller intet om beslutningen om, at de skulle rejse.
(322) Det lader til at være et fælles vilkår for de adopterede og børnehjemsbørnene, at mange af dem gik igennem et helt liv uden at have fået at vide, hvorfor netop de endte med at vokse op væk fra deres familie. Som en kort slår fast i vores samtale: ”Nej. Det fik vi aldrig snakket om. Aldrig nogensinde. Vi var der bare. Hvad det gik ud på, det anede vi ikke.” En af de adopterede sagde tilsvarende til Bryld: ”Jeg fik aldrig en forklaring på noget, og spurgte vel heller ikke så meget.”
(323)

Ikke mindst savner mange svar på, hvorfor deres familie indvilligede i at lade et barn blive sendt væk. Og hvorfor valget lige faldt på dem frem for deres søskende. ”Jeg tænker stadig på, hvorfor det blev mig og ikke en af de andre, der kom på det børnehjem. Ingen har fortalt mig det”, som en formulerede det til Bryld. En anden fortæller os, at det som barn førte til en gnavende jalousi på de to søskende: Hvorfor måtte de bo hjemme og hun ikke? Det er en smertelig erindring, som også ind imellem kommer til udtryk som en vrede mod den mor, som valgte at sende hende væk. ”Hun har aldrig kunnet lide mig, tror jeg. Eller det ved jeg ikke. Men det var hårdt. Jeg var ikke rigtigt hendes barn.”
(324) Og det er netop en konfrontation med moderen og familien om det valg, der i dette tilfælde førte til et brud. Hun tilgav aldrig sin mor, og deltog ikke i hendes begravelse.

Det er gennemgående, at børnene søger efter den forklaring, som de ikke har fået. En overvejer i en samtale med Bryld, om det var tilfældigt, fordi der var et par ledige pladser. Eller måske var det moderen, som ønskede sig af med børnene, fordi det var skamfuldt at have fået dem uden for ægteskab? Andre søger ro i den forståelse, at familierne sendte dem afsted i håb om, at de ville få en bedre fremtid. ”Jeg tror, jeg kom til Danmark, fordi min far ville mig det bedste. Min mor var død, og min far var alene tilbage med mange børn.” En figur, der går igen i en del interviews med børnenes familiemedlemmer.
(325) Endnu andre hæfter sig ved, at det ikke stod klart for familien, at barnet ikke ville vende tilbage – blandt andre et af de adopterede børn, der blev forsonet med faderen kort før dennes død: ”Det var der, han fortalte, at han intet anede om adoptionen. Han skrev under på, at jeg i lang tid kunne være i pleje. Myndighederne sagde, at jeg ville få det så godt og blive uddannet. Han ville mig det bedste og havde jo i forvejen en del børn at forsørge.”
(326)

Børnene deler oplevelsen af en grundlæggende mangel på viden både dengang og siden om, hvad der førte til, at de blev rykket ud af deres familier og voksede op andre steder – i adoptivfamilier eller på børnehjem. Nogle fik aldrig genetableret en relation til den familie, som de havde forladt, og som kunne have bidraget til at lægge brikkerne til den del af deres livshistorie. Andre gjorde. Men både for børnene selv og for forældre, søskende og anden nær familie kunne historien være smertefuld at genåbne.
Tavshed og fortrængning blev i mange tilfælde redskabet til at undvige det potentielt konfliktfyldte felt, både for børnene og deres familier. I et af vores interviews fortæller en os i flere sammenhænge, at han har glemt det meste fra sin barndom. ”Jeg har lukket fuldstændigt af, hvad alt det angår. Bare gået i min egen lille verden dengang og tænkt: Hvad bliver du til? Og – hvem er du?” En anden forklarer os ligeledes, at hun husker meget lidt om sin barndom og intet om beslutningen om, at hun skulle rejse. Hun har nok fortrængt det, siger hun. Måske kan hendes bror huske noget. Men hun kan ikke få noget ud af ham. Da vi spørger, hvorfor hun tror det er sådan, svarer hun: ”Han har været for ked af det, tror jeg. Han vil ikke snakke om det.” I en tredje samtale får vi ligeledes at vide, at moderen ikke talte om det – og tavsheden går igen i mange af de tidligere udgivne erindringer.
(327)

Det brudte bånd til familien er det mest gennemgribende tema i erindringerne, både for børnehjemsbørnene og for de adopterede; og samtidig det, som børnene synes at have haft sværest ved at finde meningsfulde forklaringer på. Med det mistede børnene ikke alene tilknytningen til deres nære familie og dermed også forbindelsen til deres videre slægt – et tab af forbundethed, som de fleste igennem livet søgte at genvinde, men hvor det kun lykkedes ganske få. De mistede også betydningsfulde kapitler i deres egen livshistorie, ikke mindst knyttet til den drejning, den tog med deres udvælgelse til at deltage i forsøget.

312 Personlige interviews. Bryld 1998, s. 93.

313 Bryld 1998, s. 170.

314 Bryld 1998, s 157. Se også s. 192 samt Ensom i livet 1998.

315 Bryld 1998, s. 213.

316 Personlige interviews. Bryld 1998, s. 180.

317 Personligt interview.

318 Personlige interviews. Bryld 1998, s. 243. Se også sst. s. 80.

319 Personligt interview. Bryld 1998, s. 125. Se også sst., s. 155.

320 Knakkergaard 2012, s. 39.

321 Personlige interviews. Bryld 1998, s. 183, 47. Se også s.100, s. 215.

322 Personlige interviews. Se også Bryld 1998, s. 124, s. 201, s. 213f., s. 260 og s. 283.

323 Personligt interview. Bryld 1998, s. 157. Se også s. 205, samt Ensom i livet 1998.

324 Personligt interview. Bryld 1998, s. 72. Se også s. 35.

325 Bryld 1998, s. s. 49, 79, 94, 100, 271. Ensom i livet 1998.

326 Bryld 1998, s. 159. Se også s. 204.

327 Personlige interviews. Se også Bryld 1998, s. 53, s. 250, s. 252, s. 272.


9.3 Mellem grønlandsk og dansk

Indrulleringen i forsøget fik ikke alene store konsekvenser for børnenes forhold til deres familie – den satte sig også dybe spor i forholdet til deres landsmænd. For både børnehjemsbørnene og de adopterede havde det betydning både under opvæksten og i deres senere liv.

Forholdet til de andre grønlandske børn er et tilbagevendende tema i erindringerne. Flere husker, at de fra børnehjemmet fik at vide, at de ikke måtte lege med de grønlandske børn. Da vi spørger en, om de så i skolen og fritiden kun var sammen med de danske børn i byen, svarer hun: ”Ja. Kun dem. Vi måtte ikke lege med de grønlandske børn.” En anden fortæller det samme. ”Men det gjorde vi jo alligevel”, siger hun og griner. Også i dette forhold oplevede de dog sproget som en forhindring. Som en fortæller os, ”vi kunne jo ikke snakke grønlandsk. […] Den forbindelse blev faktisk skåret over. Vi kunne ikke bare gå ud og lege med dem, som vi gjorde, før vi rejste til Danmark. Nej, for nu var sproget pludselig en barriere.”
(328)

Sproget var ikke kun en bremse, men også anledning til drillerier, fortæller hun. ”Vi blev jo chikaneret af de grønlandske børn. ’Tal dog grønlandsk!’ De kunne ikke forstå, at vi på et år havde glemt at tale grønlandsk.”. En anden fortæller ligeledes om, hvordan sproget skabte – eller blev omdrejningspunkt for – modsætninger til de andre grønlandske børn: ”De andre grønlændere, børnene, de gik altid og sagde: ’I kan ikke grønlandsk. Hvad laver I så her?’ Så svarede vi bare: Jamen I kan ikke dansk. Så gik det jo lige op, ikke.” De blev også kaldt børnehjemsbørn, drillet med at de ikke havde forældre, og bedt om at tage hjem. Det fik ham til altid at føle sig anderledes. En anden bruger udtrykket at føle sig fremmed imellem sine egne kammerater, og husker, at de var
kede af og skammede sig over ikke at kunne tale deres eget sprog.
(329) Også voksne grønlændere kunne gribe til at håne børnene for sproget:

”Specielt husker jeg de voksne, der blev gale på os, fordi vi ikke kunne tale grønlandsk. De kunne finde på at råbe: ’Så tal dog for helvede grønlandsk, du er jo grønlænder!’. Det sved. På børnehjemmet var der den modsatte påvirkning: Vi skulle tale dansk og den dobbelthed forvirrede os børn.”
(330)

Drillerierne og udskamningerne kredsede om børnenes anderledeshed: At de talte et andet sprog, var forældreløse og på børnehjem – men også, at det blev opfattet, som om de følte sig hævet over andre grønlændere. At de prøvede at være danske: ”De drillede med, at vi bare var nogle… hvad var det nu, én råbte en gang? ’Din skide grønlander, der tror du er dansker. Hvis du skal være så fin på den…’ De syntes, vi gik rundt der og ’var noget’, ikke.” En anden fortæller, at også de voksne grønlændere så dem som ’de forkælede børnehjemsbørn’. De havde lært så godt dansk, de havde alt, og de var pænt klædte – alt sammen noget, der kunne skabe misundelse. Blandt grønlændere følte man sig nok mere værd, hvis man kom sammen med eller arbejdede med danskere, erindrer hun.
(331)

At børnene ’var noget’ i andres øjne, nemlig blandt danskerne, hører også med i fleres erindringer. En fortalte til Bryld: ”Jeg kan huske, at jeg undrede mig over, at der var så mange danskere, der tog imod os, da vi kom til Godthåb. Vi havde lige forladt alle de danskere i Danmark, og nu stod de der igen og vinkede og smilede.”. I vores interviews spørger vi, hvordan forholdet var til danskere i Godthåb, og en fortæller: ”Vi skulle også optræde for danskerne. Vi lærte blandt andet folkedans. Det synes jeg, var lidt underligt: Hvorfor skulle vi hele tiden optræde for danskerne?”. Hun besvarer selv sit spørgsmål: ”Vi skulle vises frem på en eller anden måde. Så man kunne se, hvor dygtige vi var blevet til dansk. Og hvor pænt vi opførte os. Ja, det gjorde vi så ikke altid,” siger hun leende. En anden fortæller os, også grinende, at forstanderinden fik dem til at synge for statsministeren, Hans Hedtoft, da de mødte ham under en sommertur til Søndre Strømfjord. I et interview med Bryld sammenfatter en det sådan: ”Dansk Røde Kors var stolte af os. Benze og de andre voksne var også stolte, og det mærkede vi på mange måder. Jeg følte, at vi skulle leve op til det på forskellig vis.”
(332)

Erindringerne om opvæksten i Godthåb kredser om anderledeshed i forhold til byens øvrige grønlandske befolkning. At være dansksproget, at være forældreløs og bo på børnehjem, at være relativt velstillet i forhold til de grønlandske børn. At vække misundelse og hån hos nogen – stolthed og bifald hos andre. At skille sig ud, eller ikke helt høre til.

Også de adopterede børn i Danmark fortæller om oplevelsen af at skille sig ud. En har beskrevet det sådan: ”De første år følte jeg mig meget fremmed. Jeg forstod dårligt dansk, og flere børn spurgte mig, hvad jeg lavede her, og hvornår jeg skulle tilbage til Grønland.” En anden tilsvarende:
”I hverdagen hos min adoptivmor oplevede jeg mig selv som outsideren. Jeg blev drillet, og især de voksne var uden forståelse for mig. Der var så få grønlændere […] hvor jeg boede, og mange overbegloede mig eller rørte ved min hud og talte om mig, som om jeg ikke var til stede. Børnene var mere direkte. De spurgte, hvor jeg kom fra, og hvorfor jeg ikke kunne tale ordentligt dansk.”
(333)

I Danmark var børnene fremmedartede for omgivelserne, fordi de ikke var rigtigt danske, ikke talte rigtigt dansk og ikke så danske ud. I Grønland omvendt, fordi de ikke var rigtige grønlændere, ikke talte grønlandsk, og så ud og levede anderledes, end de fleste grønlændere.

Oplevelsen flyttede med ind i børnenes voksne liv, hvor det vedblivende var svært at blive accepteret som grønlænder blandt sine landsmænd både i Grønland og i Danmark, ikke mindst på grund af sproget, som kunne fremkalde kontante reaktioner, som en fx beskriver det i vores samtale: ”Så tal dog grønlandsk! Og så skal man stå der og forklare sig. Det har ikke været særligt rart. Jeg har prøvet at tage det sådan oppefra og ned nogle gange.” En anden har haft samme oplevelse, uanset om hun er i Grønland eller blandt grønlændere i Danmark, fx i foreningslivet: ”Altså grønlændere betragter ikke mig som ’rigtig grønlænder’ […] De betragter mig meget som sådan lidt af en ’qallunaaq’ [dansker].” Jeg er jo ”sådan lidt fordansket”, forklarer hun.
(334)

Det samme gjaldt for de adopterede. Flere forsøgte at knytte an til deres grønlandske rødder, men det var svært. En forsøgte som voksen at flytte tilbage til Grønland, men det var vanskeligt at blive accepteret både på arbejdspladsen og i byen. Han blev drillet med, at han talte babysprog, og undlod efterhånden helt at forsøge at tale grønlandsk – og efter en tid vendte han tilbage til Danmark. En anden blev i Danmark, men ville gerne anerkendes som grønlænder. ”Jeg har altid været stolt af at være grønlænder – og ulykkelig, når jeg mødte andre grønlændere, der hånede mig, fordi jeg ikke talte grønlandsk.”
(335)

Både i barndommen og i voksenlivet og blandt grønlændere og danskere fortæller såvel de adopterede som børnehjemsbørnene om at blive betragtet og peget ud som anderledes. Erindringerne kredser på forskellig vis om ikke at passe ind og ikke høre til i omgivelsernes øjne. Og den har sat sig tydelige spor også i deres blikke på sig selv.

Hvad ville du have svaret, hvis nogen dengang spurgte dig, om du var grønlandsk eller dansk? spørger vi i et interview. Hun tænker, og siger så: ”Jeg tror, jeg ville have svaret ’dansker’. Fordi jeg talte dansk. Jeg tror, at sproget har meget med ens identitet at gøre. Selvfølgelig er jeg grønlænder, men jeg føler… jeg følte mere, at jeg var dansk på grund af det danske sprog.” En anden siger tilsvarende: ”Der tænkte jeg mest, at jeg var dansk, tror jeg. Fordi jeg var dansksproget.” Mens en tredje også husker, at de nok mest tænkte sig som danske under opvæksten, giver en sidste udtryk for, at de havde vanskeligt ved at finde ud af det, særligt når de blev drillet af de andre grønlandske børn: ”Vi tænkte: Hvad og hvem er vi? Er vi grønlændere, eller er vi danskere? Det gik vi meget højt op i, kan jeg huske. Og når vi så kom hjem fra skole og hjem til børnehjemmet, så sad vi der og græd alle sammen. Det var…. et helvede at komme igennem”
(336)

Omvendt giver flere af de adopterede, der jo voksede op blandt og på en vis måde ’som’ danskere udtryk for, at de føler sig som grønlændere, som i citatet ovenfor.

Spørgsmålet om det etniske eller nationale tilhørsforhold går igen i mange erindringer, og er oftest præget af en udtalt ambivalens. En af dem, der netop har fortalt os, at hun følte sig som dansk i sin barndom, uddyber senere i samtalen: ”Vi følte os jo danske. Men jeg har også tit tænkt: Er jeg dansker eller grønlænder? Af udseende er jeg grønlænder. Men jeg tænker dansk, drømmer på dansk og… Hvad er jeg så?” En anden har til Bryld fortalt, hvordan han sloges med spørgsmålet særligt i puberteten: ”Da jeg var i puberteten, tænkte jeg meget over det hele og græd ofte. Jeg følte, at jeg ingen identitet havde. Var jeg grønlænder, dansker eller hvad? Jeg har altid følt mig som en bastard.”
(337)

Ambivalensen var ikke kun definerende for børnenes opvækst, men har også præget deres voksenliv. I en af vores samtaler siger en om sit tilhørsforhold og sin identitet: ”Der oplever jeg
mig meget splittet. Jeg har altid været splittet. […] Det er det danske, som nok har præget mig mest. Det siger sig selv, jeg har boet hernede i 50 år.” En anden fortæller os, hvordan hun hele tiden har ambivalensen med sig. ”Det handler i virkeligheden om identitet. Man er både og – men alligevel ikke. Alligevel føler jeg, når jeg er hjemme, at det er mit land. Altså det er her, jeg er født. Den følelse har jeg haft hele tiden.” Derfor omtaler hun også både landet og sin fødeby som ’hjemme’, selv om hun ikke har boet i Grønland i næsten 60 år.
(338)

Langt fra alle føler sig dog hjemme. Et af børnehjemsbørnene, der som ung flyttede til Danmark, vendte i en periode tilbage for at arbejde i Grønland, og husker det sådan: ”Jeg følte mig fremmed, da jeg var i Grønland. Den kendte følelse af at være noget andet, en, der ikke hørte til. Siden har jeg ikke været i Grønland.” En anden formulerer det som en grundlæggende rodløshed, der gælder både forholdet til Grønland og til Danmark:

”Uanset hvad jeg gør, vil jeg altid leve med mit dilemma, min rodløshed. Når jeg er her i Danmark, længes jeg efter Grønland, og når jeg kommer til Grønland, længes jeg efter Danmark. Jeg kommer aldrig over det. Jeg føler, at meget få mennesker forstår mig.”
(339)

Ligesom båndene til børnenes familier og slægt blev skåret over, da de indgik i forsøget, og for de flestes vedkommende aldrig rigtigt blev helede, blev også deres forankring i en grønlandsk kulturel, etnisk og national identitet også brudt, først af opholdet i Danmark, siden af opvæksten i adoptivfamilier eller på børnehjem, hvor både sprog, levevis og menneskene de omgikkes, var danske.

328 Personlige interviews.

329 Personlige interviews. Se også Bryld 1998, s. 69.

330 Bryld 1998, s. 88f.

331 Personlige interviews.

332 Personlige interviews. Bryld 1998, s. 38, s. 94.

333 Bryld 1998, s. 157. Knakkergaard 2012, s. 35.

334 Personlige interviews.

335 Bryld 1998, s. 155 og s. 204. Se også s. 202, og s. 284.

336 Personlige interviews.

337 Personlige interviews. Bryld 1998, s. 70.

338 Personlige interviews.

339 Bryld 1998, s. 71. Knakkergaard 2012, s. 39f.


Sammenfatning

”Helt ærligt, jeg ved ikke, hvem jeg er.”

Sådan fortalte et af de adopterede børn i en dokumentarudsendelse fra 1998.
(340) Et citat af mange, der peger på de gennemgribende identitetsmæssige konsekvenser, som forsøget fik for de 22 børn. Deres fortællinger er gennemsyret af fundamentale brud på eller tab af forbundethed. De mistede deres sprog. De mistede deres familie. Og de mistede deres tilhørsforhold til deres land og folk. Erindringerne viser, at de alle på forskellig vis og i vidt forskellige livssituationer søgte at genvinde noget af det tabte. At lære sig grønlandsk. At knytte bånd til familien igen. At få plads i grønlandske fællesskaber i Grønland eller i Danmark. At høre til og finde hjem. Der er stor forskel på, i hvor vidt omfang det lykkedes. De mange, ofte følelsesladede erindringer om dér, hvor det ikke gjorde, vidner om, hvor stærkt savnet var.

De adopterede og børnehjemsbørnene deler sorgen og savnet ved at blive taget væk fra sin familie. Især for børnene med familie i Godthåb dertil følelsen af, at kontakten efterfølgende var begrænset og reguleret; og at de ikke måtte være for tæt forbundet med deres mødre og søskende, og at de nu skulle opfatte et andet sted som ’hjem’. Adoptivbørnene kunne have lignende følelser, og nogle nægtede fx vedholdende at kalde adoptivforældrene for mor og far. I Grønland havde nogle af børnene en smule kontakt til familien enten i Godthåb eller på ferier, men mange havde ingen, eller genså blot deres far eller mor en enkelt eller få gange og havde svært ved at genkende dem. Fælles for dem alle var, at de mistede muligheden for at tale med familien, da de glemte deres sprog. Netop erindringerne om ikke at kunne tale sammen går igen i næsten alles historie. Fortællinger om savn og sorg fletter sig sammen med ubesvarede spørgsmål: Hvorfor blev det lige mig? Hvorfor lod min familie mig rejse? Forsøgene på at knytte bånd til den mistede familie er for manges vedkommende endt med skuffelser, bebrejdelser, konflikter og nye brud. Det var for mange smertefuldt at forsøge at finde plads og hjem i en familie, hvis dagligliv og historie man ikke havde været en del af så længe.

Samtidig oplevede børnene også, at de i omgivelsernes øjne ikke rigtigt passede ind; at de ikke helt hørte hjemme. Fortællingerne kredser om, at mennesker omkring dem ikke kunne forlige sig med den oplevede modsætning mellem deres fysiske træk, der gjorde dem ’genkendelige’ som grønlændere – og deres sprog, påklædning, adfærd eller andet, der omvendt gjorde dem til ikke-grønlændere eller til danske. Det betød, at de følte sig ekskluderet fra grønlandske fællesskaber både i Grønland og i Danmark. I andre sammenhænge var netop denne modsætning i spil som noget positivt: Når de som børn blev rost og stolt vist frem, var det i kraft af, at de på trods af deres synlige grønlandske herkomst havde været så gode til at lære sig det danske sprog og danske manerer, sange og danse. Helt danske kunne de dog aldrig blive, men vedblev med at blive ’genkendt’ som grønlandske blandt både danskere og grønlændere.
Modsætningen optræder ikke kun i omgivelsernes øjne, men har også aflejret sig som en ambivalens i børnene selv. En stillen spørgsmål ved, om de er grønlændere eller danskere. Til tider en konflikt mellem deres egen indre følelse af, hvad og hvem de er eller gerne vil være; og omgivelsernes opfattelse af dem. Og for nogle en oplevelse af at være både-og, men hverken-eller. De fleste giver på forskellig vis udtryk for, at de igennem hele livet kom til at kæmpe med at finde deres identitet – og med andres accept af den. Ensomhed og savn, splittethed, rodløshed og fremmedhed er gennemgående figurer i børnenes vidnesbyrd om opvækstens betydning for deres identitet både i forholdet til familien og i forhold til deres grønlandske rødder. Nogle landede. Andre gjorde ikke.

340 Ensom i livet 1998.