Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab - 3. Sammenligning af reglerne i Grønland og Danmark

I 1782 udstedte den danske stat en instruks, hvis principper i vid udstrækning kom til at gælde indtil efter Anden Verdenskrig. Instruksen angav, hvorledes europæerne skulle opføre sig i Grønland, især overfor grønlænderne. I instruksens første post, § 4 anførtes, at ”Fædrene til uægte Børn have aarlig at betale 6 Rdlr. Til Barnets Underholdning, indtil det har opnaaet sit 12te Aar.”
Instruksen angik udelukkende personer ansat i missionen eller i handlen, og vedrørte således ikke grønlandske fædre til børn født uden for ægteskab

Torsdag d. 21. januar 2021
Jens Heinrich, Ph.d. historiker
Linda Nielsen, Dr. jur., professor
Sniff Andersen Nexø, Projektleder og forsker
Emnekreds: Forskning, Grønlands historie.

Indholdsfortegnelse:
3. Sammenligning af reglerne i Grønland og Danmark
3.1 De danske regler om faderskab
3.1.1 Udviklingen i lovgivningen om faderskab
3.1.2 Reglerne om faderskab i børnelovene fra 1937
3.1.3 Reglerne om faderskab i børneloven fra 1960
3.2 De grønlandske regler om faderskab
3.2.1 Udviklingen i reglerne om faderskab
3.2.2 Regulativerne fra 1914 og 1929
3.2.3 Børneloven fra 1962/1974
3.3 Forskelle på reglerne i Danmark og Grønland


Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab i Grønland 1914-1974

3. Sammenligning af reglerne i Grønland og Danmark

I det følgende beskrives reglerne om faderskab i henholdsvis Grønland og Danmark, således at forskellene fremhæves. Der indledes med en oversigt over udviklingen i reglerne, hvorefter der fokuseres på perioden 1914-1974.

3.1 De danske regler om faderskab

Formålet med denne beskrivelse er at give en oversigt over, hvad de danske regler om faderskab går ud på.

3.1.1 Udviklingen i lovgivningen om faderskab

Børn født uden for ægteskab har haft lovgivernes interesse lige fra de første nedfældede love for danske områder. Men både lovenes udformning – og det, man ønskede at opnå med dem – har ændret sig markant undervejs. Afsnittet giver et overblik over hovedlinjerne i denne udvikling. (1)

I den tidligste danske lovgivning, middelalderens landskabslove, drejede reglerne om børn født uden for ægteskab sig om at fastlægge eller udelukke barnets tilhørsforhold til faderens slægt. Et barn fik status som ægtebarn, hvis faderen anerkendte det som sit; hvis han ikke var gift med barnets mor, kunne han anerkende det som slegfredsbarn – hvilket dog ikke indebar nogen retlig forpligtelse til forsørgelse. En mand kunne sætte sine slegfredsbørn i arv, men de fik kun halv arvelod i forhold til ægtebørnene. De børn, som ikke blev anerkendt, de såkaldte horebørn, havde han ingen forpligtelser over for.

Reglerne i Danske Lov fra 1683 illustrerer, at det nu først og fremmest drejede sig om moralskreligiøse hensyn, om at modvirke synd og beskytte sædeligheden. Økonomisk ændrede loven ikke meget på vilkårene for de ’uægte’ børn, som hverken blev sikret forsørgelse eller arv. Anerkendelse af slegfredsbørn var dog fortsat mulig. Derimod blev lejermål – samleje uden for ægteskab – gjort strafbart, idet det udløste relativt store lejermålsbøder og pligt for begge parter til offentligt skrifte i kirken. For gentagne tilfælde og hor (ægteskabsbrud) kunne straffene skærpes til forvisning, fængsel og fysisk afstraffelse for både kvinden og manden.

1763 markerede et vendepunkt i dansk lovgivning vedrørende børn født uden for ægteskab, idet reglernes primære mål nu blev at sikre børnenes forsørgelse, snarere end at bekæmpe usædelighed. Faderen til et ’uægte barn’ fik pligt til at betale mindst halvdelen af omkostningerne til barnets ”nødtørftige underholdning”, indtil det var 10 år gammelt. Myndighederne skulle fra slutningen af 1700-tallet tilse, at bidragene blev betalt, og man udviste en vis nidkærhed i at opspore barnefædrene og inddrive skyldige bidrag. Fra 1790 blev det muligt at idømme tugthusstraf til modvillige skyldnere. I samme periode afvikledes efterhånden straffene for simpelt lejermål, indtil de helt bortfaldt i 1812. Frygten for straf skulle nødigt få ulykkelige mødre til at føde i dølgsmål og begå barnemord. Endelig understregedes det fra 1770’erne, at ’uægte’ børn skulle døbes på samme vis som ægtefødte – og ikke på mindre fin vis, fx senere i gudstjenesten eller af kapellanen frem for præsten. Den uægteskabelige herkomst skulle ikke lægges barnet til last. Ønskerne om at sikre børnene forsørgelse udsprang ikke af vor tids tanker om børns rettigheder og tarv; men med datidens ide om, at statens vækst og trivsel afhang af en talrig og sund befolkning. I det perspektiv blev det vigtigt at sikre reproduktionen og opfostringen af de næste generationer af nyttige samfundsborgere. Børnene blev med andre ord vigtige for staten, uanset forældrenes civilstand.

Med den almindelige bidragspligt til de ’uægte’ børn fulgte spørgsmål om, hvad der skulle til, for at en mand kunne pålægges en sådan bidragspligt. En Plakat fra 1825 bestemte(2), at når der kunne herske tvivl om faderskabet, skulle myndighederne hjælpe moderen med at få sagen afgjort ved politiretten, som skulle vurdere, i hvor høj grad beviserne sandsynliggjorde hans faderskab. I de tilfælde, hvor faderskabet ikke kunne placeres entydigt ét sted, tillod den nye regel, at flere mænd kunne dømmes bidragspligtige til det samme barn. De delte i så fald bidraget, som de hæftede solidarisk for. Reglen gav mulighed for at placere forsørgerbyrden et andet sted end i de offentlige kasser, også når et egentligt faderskab ikke kunne bevises.

I 1839 blev bidragsperioden forlænget indtil barnets 14. år, og med ”Lov af 20. April 1888 om Underholdsbidrag til Børn, der ere avlede udenfor Ægteskab” indtil barnets 18. år, hvis det (moderen) fortsat havde brug for økonomisk hjælp. 1888-loven indførte desuden det nu velkendte normalbidrag, hvis størrelse skulle fastsættes hvert femte år, og som skulle kunne dække mindst halvdelen af udgifterne til barnets forsørgelse. Stærke røster talte for, at loven også skulle give børnene navne- og arveret efter deres fader; men et flertal anså sådan en regel som et frontalangreb mod ægteskabsinstitutionen og sædeligheden, og forslaget faldt i denne omgang. Den mest betydningsfulde ændring med 1888-loven var, at moderen til et barn født uden for ægteskab kunne få normalbidraget udbetalt forskudsvis af det offentlige uden fattighjælps virkning, hvis faderen ikke kunne betale, og man skønnede, at hun var i trang. Herved havde samfundet forpligtiget sig til i sidste instans at sikre det økonomiske grundlag for mor og barn, hvis bidragene udeblev.

Efter mindre revisioner i 1892 og 1900 blev 1888-loven i 1908 afløst af en ny lov om børn uden for ægteskab.(3) Loven ændrede ikke grundlæggende på retsstillingen for børn født uden for ægteskab, men fokuserede fortsat på forsørgelsen, som man mente måtte forbedres for at hindre barnemord og sikre børnenes sunde udvikling. Loven forhøjede igen bidragenes størrelse, der nu afhang af prisen på et godt plejehjem. Fædre skulle fremover svare 3/5 af udgifterne frem til barnets 18. år, samt bidrage til sygdom og begravelse, uddannelse, dåb og konfirmation, og kunne endelig pålægges at bidrage til moderens udgifter i forbindelse med barslen. Loven undergik mindre revisioner i 1913 og 1924.

Ved 1908-loven blev kimen lagt til regler om, at det skulle være obligatorisk at fastslå faderskabet til et barn. Dette var først og fremmest begrundet i det offentliges interesser i faderens deltagelse i udgifter til barnets forsørgelse via børnebidrag. Ved loven blev det pålagt moderen at afgive forklaring om barnets far, når der blev søgt hjælp til barnets underhold af det offentlige. Faderskab kunne i almindelighed kun fastslås ved frivillig anerkendelse, hvorved barnet fik faderens navn. Blev sagen afgjort ved dom, lød afgørelsen blot på, at faderen eller de mulige fædre blev forpligtet til at betale bidrag til barnets underhold. Der var således ikke arveret efter faderen.

I børnelovene fra 1937 om ægtebørn og om børn uden for ægteskab gennemførtes regler om obligatorisk fastslåelse af faderskab, herunder om moderens pligt til at oplyse faderen eller de mulige fædre. Der blev i hovedsagen indført ligestilling mellem børn født i og uden for ægteskab. Barnet tillagdes således ret til at bære faderens familienavn, ligesom barnet fik arveret efter sin fader. Loven baserede sig på ”det naturlige slægtskab” mellem fader og barn. Man bevarede dog retten til muligheden for at dømme én eller flere mænd som bidragspligtige, da bevismidlerne, herunder muligheden for blodtypebestemmelser, ikke altid gav mulighed for at fastslå faderskabet med tilstrækkelig sikkerhed. Dom til bidragspligt medførte ikke retsvirkninger ud over bidragspligten, og der opstod således ikke ret til arv eller navn.

Med børneloven af 1960 blev der indført ligestilling mellem børn født i og uden for ægteskab. Barnets rettigheder og tarv blev sat i centrum. Muligheden for at dømme flere til bidragspligt blev afskaffet. Med arveloven af 1963 fjernedes de sidste forskelle i arveretlig henseende. Ved navneloven af 19814 gennemførtes navneretlig ligestilling af ægtebørn og børn uden for ægteskab. Endelig er der igennem en lang række lovændringer sket en stadig tilnærmelse af retsstillingen for børn født i og uden for ægteskab med hensyn til forældremyndighed og forældreansvar, særlig når der er tale om samlivsforhold mellem forældrene. Udviklingen i den børnelovgivning, der har fundet sted, har således været en stadig større fokus på at tildele barnet en far og på at lade retsvirkningerne af faderskab være uafhængig af, om barnet er født i eller uden for ægteskab. Dette har afspejlet en ændret holdning til ægteskabsinstitutionen og en stigende accept af seksuelle forbindelser uden for det legale ægteskab. Resultatet har været en langt mere betryggende retlig og økonomisk position for børnene.

Denne udvikling er fortsat i senere lovgivning, herunder børneloven fra 20015. Der lægges meget vægt på at give barnet en far, således at der er en retlig relation – en retsstatus – mellem far og barn. Som følge heraf er der sket visse stramninger med hensyn til moderens oplysningspligt om, hvem der kan være far til barnet. Når der er en eller flere mulige fædre, vil de nye DNA-analyser i meget vid udstrækning sikre beviset for faderskab. Der er endvidere indført udførlige regler om genoptagelse af faderskabssager, sådan at adgangen til genoptagelse er ret fri, hvis barnet ikke har fået en retlig far ved registrering, anerkendelse eller dom – dog kan sagen ikke genoptages mod et myndigt barns vilje. I denne forbindelse er barnet tillagt flere selvstændige rettigheder i forhold til faderskab, hvilket ligger i forlængelse af en udviklingstendens, hvorefter barnet tillægges en lang række rettigheder til at blive inddraget, når det gælder dets forhold, fx med hensyn til forældremyndighed og samvær samt sociale foranstaltninger. En af de markante nye tendenser i børneloven fra 2001 er betydningen af den ”menneskelige, sociale relation” mellem far og barn. Også spørgsmål om barnets ”identitet” er opstået som et markant fænomen igennem de senere år.

Retsvirkningerne af faderskabet omfatter først og fremmest forsørgelsespligt for faderen overfor barnet samt en (gensidig) arveret mellem far og barn. Samtidig er det retlige faderskab en nødvendig forudsætning for faderens ret til forældremyndighed eller samvær (og værgemål). Det retlige faderskab adskiller sig fra det genetiske, der betegner det forhold, at barnet er udviklet fra mandens sædcelle og fra kvindens æg, således at barnets arveanlæg hidrører fra de personer, der traditionelt har været betegnet som biologiske forældre. Det adskiller sig også – principielt – fra socialt faderskab, der anvendes om det forhold, at den pågældende – uanset om der er tale om retligt eller genetisk faderskab – reelt fungerer som far til barnet.

Denne udredning omfatter spørgsmål om det retlige faderskab. Da der er særligt fokus på tidsrummet 1914 til 1974 udbygges i det følgende baggrunden for 1937-loven og 1960-loven.

1 Afsnittet om udviklingen i dansk børnelovgivning bygger på følgende: Betænkning om ændring af reglerne om fastsættelse af faderskab (1955); Betænkning om børns retsstilling (1994); Bonderup, Bryderup, Buus, de Coninck- Smith, Koefoed, Løkke, Nexø, Rimmen Nielsen.

2 Plakat af 28 Maj 1825 om Behandlingen af Sager angaaende Underholdsbidrag til uægte Børn.

3 Lov nr. 130 af 27. Maj 1908 indeholdende Bestemmelser om Børn udenfor Ægteskab og disses Forældre. Samme dag vedtoges desuden en lov om hustruers og ægtebørns retsstilling.

4 Lov nr. 193 af 29. april 1981.

5 Lov nr. 460 af 7. juni 2001. Se om loven bl.a. Nielsen og Vorstrup Rasmussen, s. 396 – 417; samt Christensen og Waage.


3.1.2 Reglerne om faderskab i børnelovene fra 1937

Ved forelæggelsen af lovforslagene om børn i 1930’erne var det bidragsspørgsmålet, der var i højsædet, men samtidig er ligestillingsperspektivet mellem børn født i og uden for ægteskab klart:(6)

”Ministeriet er af den formening, at den ulighed, der ifølge gældende ret består mellem børn uden for ægteskab og ægtebørn er en uretfærdighed mod de førstnævnte”.(7)

Begrundelsen for denne ligestilling er bl.a. at ægteskabet ikke længere anses truet af ”de løse kønsforbindelser”. Desuden er der tale om, hvad man kan kalde et ”retfærdighedskrav”, der bygger på slægtskabet.

”Kilden til deres krav på rettigheder over for forældrene er vel lige så vel som for ægtebørns vedkommende selve det ved befrugtningen skabte naturlige slægtskab til forældrene, og intet samfundshensyn synes tilstrækkeligt til at fratage børnene de således erhvervede rettigheder”. Dette kræver en ny ansvarlighed af forældrene, navnlig faderen: ”Set i forhold til forældrene må naturlig retfærdighed og billighed også kræve, at begge forældre ligeligt tager ansvaret for følgerne af den indgåede forbindelse”.(8)

På denne baggrund giver man børn født uden for ægteskab rettigheder på linje med børn født i ægteskab.

”Det er herefter ministeriets opfattelse, at børn uden for ægteskab principielt bør nyde samme retsstilling i forhold til begge deres forældre, og principielt stilles på samme måde over for forældrene som ægtebørn i forhold til deres forældre, alene med den forskel, som ifølge sagens natur må følge af det faktisk bestående ægteskabelige samliv mellem ægtebarnets forældre”.(9)

Med disse begrundelser tillægges barnet ret til at bære faderens efternavn og til at arve faderen. Der gennemføres regler om obligatorisk fastslåelse af faderskab og herunder om pligt for moderen til at oplyse faderen eller de mulige fædre. Med de to love om børn uden for ægteskab og om ægtebørn(10) var det uægte barn som det hedder i bemærkningerne til lovforslaget blevet ”lovligt medlem af faderens familie” (11). Retsvirkningerne udvides fra bidragspligt til et egentligt familieforhold.

Udviklingen af de biologiske bevismidler var imidlertid endnu ikke nået så vidt, at man kunne lade enhver faderskabssag falde ud til enten domfældelse af én mand eller frifindelse (af samtlige inddragne mænd). Man bevarede derfor muligheden for at dømme en eller flere mænd som bidragspligtige. Bidragene tilkom det offentlige og indgik i en særlig bidragsfond, mens mor og barn kun modtog ét normalbidrag fra det offentlige.(12) Dom til bidragspligt medførte ikke retsvirkninger ud over bidragspligten.

Mens dom til bidragspligt forudsatte, at der blot var en faderskabsmulighed, forudsatte dom til faderskab, at der var ført tilstrækkeligt bevis for et virkeligt slægtskabsforhold mellem far og barn. De markante ændringer i 1937- lovene var således dels, at det blev obligatorisk at søge faderskabet fastslået, dels ligestillingen mellem børn født i og uden for ægteskab. Denne ligestilling blev slået fast i lovens § 1:

”Børn uden for Ægteskab har samme retlige Stilling i Forhold til deres Forældre som Ægtebørn, medmindre Lovgivningen udtrykkelig fastsætter andet”.

6 Det følgende er citeret fra Jørgen Graversen m.fl. ”Familieret” (Juristforbundets Forlag),1986, kap 1 om børn, særl. s. 24 ff.

7 Rigsdagstidende 1934-35, Tillæg A, sp. 2563ff.

8 Sst.

9 Sst.

10 Lov nr. 131 og 132 af 7. maj 1937.

11 Rigsdagstidende 1934/35, Tillæg A, sp. 2592.

12 Se i det hele Jørgen Graversen i ”Familieret”, (Juristforbundets forlag), 2. udg., 1986 s. 26 med henvisninger.


3.1.3 Reglerne om faderskab i børneloven fra 1960

Børneloven fra 1960(13) førte ligestillingen helt igennem. Muligheden for at dømme en eller flere som bidragspligtig blev efter lange og hede debatter i Folketinget afskaffet. Forsørgelsespligten, arveretten og navnelovgivningen fulgte op på ligestillingsprincippet. Som led heri blev reglerne om forældres forsørgelsespligt over for deres børn gjort fælles for ægtebørn og børn født uden for ægteskab. Herefter var retsforholdet mellem forældre og børn kun i meget begrænset omfang bundet til forældrenes ægteskabelige status. Mens retsvirkningerne således blev gjort ens for børn født i og uden for ægteskab, var der stadig betydelige forskelle mellem de to grupper, når det gælder reglerne om konstatering af faderskabet.

For de børn, der blev født af en mor, der på den såkaldte ”avlingstid” var gift, eller som inden fødslen havde indgået ægteskab, skete udpegning af faderen automatisk, idet moderens ægtefælle tillægges faderskabet. Ud fra princippet om, at ”faderen er den brylluppet udviser” – den såkaldte ”pater estregel” er der tale om en statusregel. Disse børn havde fra fødslen status af ægtebørn, og anfægtelse heraf forudsatte at der blev anlagt faderskabssag ved en domstol. For børn uden for ægteskab skulle faderskabet søges fastslået.(14)

I Betænkning nr. 126 fra 1955 om Faderskab, der ligger til grund for reglerne i den danske børnelov fra 1960 fremhæves bl.a. følgende om udviklingen fra økonomiske hensyn til mere brede hensyn til barnet:

”Udviklingen har i det væsentlige været bestemt af en stadig foregående mentalitetsændring hos befolkningen, både i dens pådømmelse af den ugifte moder og i dens syn på barnets stilling. … Karakteristisk for udviklingen ….er, at ændringer i den hidtidige retstilstand hovedsageligt blev gennemført for at forbedre barnets økonomiske kår. Derimod blev der kun undtagelsesvis givet lovregler om barnets almindelige retlige stilling… Dette betød, at der kun i meget ringe omfang var tale om et egentligt retsforhold mellem barnet og dets fader.” (15)

Der peges også på uheldige konsekvenser for barnet og moderen af den situation, at der blev pålagt flere mulige fædre bidragspligt:

”En dom om bidragspligt for flere mænd er uheldig, fordi den sætter et stempel på moderens vandel, ligesom barnets omgivelser meget ofte bliver bekendt med sammenhængen om faderskabet og direkte eller indirekte lader barnet mærke deres viden om forholdet. Allerede den omstændighed, at der ikke nævnes nogen fader i forældrerubrikken på barnets dåbsattest, kan jo give anledning til mistanke”.

Samtidig lægges vægt på sammenhængen mellem det retlige og det sociale faderskab:

”Når det gøres til en betingelse for domfældelse, at det biologiske faderskab skal anses for tilstrækkeligt bevist, vil der være mulighed for, at det retlige familieforhold kan medføre en større interesse fra faderens side over for barnet”.(16)

Da et af de grundlæggende principper var, at alle børn så vidt muligt skulle have udlagt en fader, var der udførlige processuelle regler om faderskab for børn uden for ægteskab. Den centrale instans var det daværende statsamt (nu statsforvaltningen), som forestod den administrative behandling af en række familieretlige sager. Sager om faderskab blev enten behandlet administrativt ved statsamtet eller judicielt ved retten.

Moderen havde ret, men ikke pligt, til rejse sag om faderskabsfastsættelse inden barnets fødsel. Inden 1 måned efter barnets fødsel havde hun imidlertid pligt til at give offentlige myndigheder oplysning om, hvem der var eller kunne være fader til barnet, dvs. hvem hun havde haft samleje med i den såkaldte ”avlingstid”. Selvom lovreglen(17) var klar, blev princippet – bemærkelsesværdigt – modificeret gennem administrativ praksis og i en vis forstand også gennem retspraksis. Der blev således bevilget fritagelse for at oplyse faderens navn i en lang række tilfælde. Dette kunne ske, medmindre det måtte anses stridende med barnets tarv, at faderskabet ikke blev oplyst. Oprindelig var hensigten formentlig kun at fritage moderen for oplysningspligten i særligt kvalificerede tilfælde, men der skete en betydelig udvidelse, sådan at der ofte blev bevilget fritagelse for at oplyse, hvem der kunne være fader til barnet.

Som eksempler herpå blev i et cirkulære nævnt, når barnet var avlet ved voldtægt, når faderen var nært beslægtet, når faderen var berygtet og når der kunne anføres særlig vægtige grunde derfor, og det måtte antages, at barnet ville komme til at vokse op under betryggende forhold. Imidlertid førte en særdeles liberal administrativ praksis til, at kvinder over 25 år reelt selv traf afgørelse af om barnet skulle have udlagt en far. I administrativ praksis blev der således i stadigt stigende omfang meddelt fritagelse, idet der blev lagt vægt på, i hvilket omfang moderen i kraft af sin alder, uddannelse og stilling måtte antages at kunne varetage barnets forsørgelse på betryggende måde. Hvis moderen var over 25 år blev der i almindelighed meddelt fritagelse, medmindre hendes sociale forhold var særlig vanskelige. Hvis moderen var under 25 år blev fritagelse normalt kun bevilget, hvis hendes sociale forhold var særlig gode. Selvom kvinden ikke opnåede dispensation fra oplysningspligten, var sanktionen mod hendes nægtelse relativt beskeden – normalt en éngangsbøde i størrelsesordenen 500 kr. De mere effektive løbende tvangsbøder kunne ikke anvendes, så længe sagen ikke var anlagt ved en domstol. Og så længe moderen ikke oplyste en fadermulighed, kunne sagen ikke indbringes for retten, idet der ikke var nogen mand at stævne. Selvom oplysningspligten var klar, var gennemførelse og sanktioner udtryk for en langt mere lempelig holdning til spørgsmålet, og dermed en langt mindre tilbøjelighed til at sikre barnet en retlig far, end man kunne tro, når man læser lovens ordlyd.

Den jordemoder eller læge, der bistod ved fødslen, havde pligt til inden 14 dage efter denne at indgive anmeldelse herom. Faderskab kunne herefter ske, ved at den opgivne far anerkendte faderskabet til barnet. Dette skete i ca 90 % af tilfældene. Skete det ikke, kunne faderskab fastsættes ved dom eller retsforlig.

Der fandtes en lang række regler om, hvordan rettens behandling kunne ske, herunder hvilke bevismidler der kunne anvendes, og hvilken grad af bevissikkerhed der skulle til for at dømme en mand som retlig far. Som led heri fremhævedes, at reglernes udformning og anvendelse til stadighed var afhængig af det udviklingstrin, hvorpå arvebiologien og andre bevismidler befandt sig. De retsmedicinske undersøgelser og blodtypestatistiske vurderinger var i meget høj grad medvirkende til, at det kunne lade sig gøre at finde ud af, hvem der måtte anses som fader til barnet. Hermed var der skabt baggrund for, at dommen enten blev, at der var tale om faderskab, eller frifindelse for faderskab, således at der ikke længere var tale om mellemformen ”bidragspligt”.

Der var også i børneloven fra 1960 regler om genoptagelse, der bl.a. gav et barn over 18 år mulighed for at rejse sag om faderskabet. Det kunne ske, hvis der var ganske særlige grunde til, at kravet om prøvelse ikke var rejst tidligere, hvis omstændighederne i høj grad talte for genoptagelse, og hvis en fornyet behandling af sagen ikke ville medføre væsentlige ulemper for barnet.

Lovreglen om faderskab til børn født uden for ægteskab fandtes i §6 og indebar, at den, der havde haft samleje med moderen i avlingstiden blev dømt som fader, med mindre der ”foreligger omstændigheder, som gør det lidet sandsynligt, at han er barnets fader.” Har moderen i avlingstiden haft samleje med flere mænd, kan en mand dog efter stk.2 ”kun anses som fader til barnet, såfremt der er væsentlig større sandsynlighed for, at barnet er avlet af ham, end af en anden.”

Der var således tale om regler, der bevirkede, at børn født uden for ægteskab i langt de fleste tilfælde fik en retlig far.

Fra debatten om børneloven kan spillede en række hensyn ind med betydelige styrke: - Hensynet til barnet. Herunder barnets økonomiske stilling, ønsket om at undgå stigmatisering, og ønsket om at sikre, at også børn født uden for ægteskab så vidt muligt fik tilkendt en fader.

  • Hensynet til moderen. Herunder den økonomiske stilling, og spørgsmål om ansvar og stigmatisering.
  • Hensynet til manden. Herunder mænds ansvar samt retssikkerhed ift. faderskabs- /bidragsdomme, og muligheden for/sikkerheden i bevisførelse
  • Hensynet til samfundet. Herunder omkostninger ved forsørgelse af børn født uden for ægteskabet, og hensyn til samfundsmoralen.


Fra alle sider i Folketinget talte man principielt for det princip, at et barn så vidt muligt burde have én fader. Uenigheden gik primært på, om dette var opnåeligt på det daværende tidspunkt. Hvad der nærmere blev forstået ved det ønskede faderskab, er imidlertid mindre klart. I materialet var økonomiske/forsørgelsesmæssige betragtninger fortsat helt dominerende. Kun sporadisk faldt bemærkninger, der pegede i retning af, at et faderskab også indebar en relation mellem fader og barn. De knyttede sig især til, at bidragspligt uden egentligt faderskab i hvert fald ikke kunne forventes at danne grundlag for en sådan relation, hvad den så end måtte bestå i. Det sociale eller relationelle faderskab spillede endnu ikke nogen stor rolle i argumentationen, men blev først for alvor fremtrædende i lovarbejdet i 1990-erne, fx i en kommissionsbetænkning om børns retsstilling fra 1994.

13 Lov nr. 200 af 18. maj 1960. var hensigten formentlig kun at fritage moderen for oplysningspligten i særligt kvalificerede

14 Se lovens
15 Betænkning nr. 126/1955 om Faderskab, s. 7.

16 Sst., s. 14.

17 Børneloven af 1960 § 10.


3.2 De grønlandske regler om faderskab

3.2.1 Udviklingen i reglerne om faderskab

I 1782 udstedte den danske stat en instruks, hvis principper i vid udstrækning kom til at gælde indtil efter Anden Verdenskrig.(18) Instruksen angav, hvorledes europæerne skulle opføre sig i Grønland, især overfor grønlænderne. I instruksens første post, § 4 anførtes, at ”Fædrene til uægte Børn have aarlig at betale 6 Rdlr. Til Barnets Underholdning, indtil det har opnaaet sit 12te Aar.” Videre stod, at drengebørn: ”især maae med megen Omhyggelighed udsættes til gode Forhververe …”(19) Underholdsbidraget skulle sikre drengebørnenes erhvervelse af kajak, riffel, telt og konebåd, så drengene kunne blive dygtige sælfangere. Personer i handlen skulle have afdraget hele summen, førend at han kunne forlade sin tjeneste. Det anførtes ikke direkte, hvem bidragene skulle betales til, men missionæren (præsten) eller købmanden blev gjort ansvarlig for at ovenstående blev besørget. Instruksen angik udelukkende personer ansat i missionen eller i handlen, og vedrørte således ikke grønlandske fædre til børn født uden for ægteskab. Efterhånden indgik bidragene i hjælpekasserne og med tiden, efter at have opnået en efter forholdene betragtelig størrelse, blev pengene overført til grundfonden for de i 1867 oprettede sparekasser.(20)

Ved den generelle instruks fra 1873 (21) bestemtes at alle under dansk ret, hvilket altså også gjaldt grønlændere ansat i handlen, administrationen eller missionen, skulle betale 36 rigsdaler til børn født uden for ægteskab. Beløbet indbetaltes til sparekassen og blev udbetalt efter barnets 12. år. Beløbet skulle i lighed med 1782-instruksen bruges til erhvervelse af fangstredskaber eller andet udstyr.(22) Barnet stilledes under forstanderskabets værgemål – og det må formodes, at hensigten var at drenge stadig var tiltænkt en tilværelse som sælfangere.

I en skrivelse fra 1897 (23) med henvisning til 1873-instruksen ændredes reglerne således, at beløbet (72 kr.) skulle betales en gang for alle til vedkommendes kolonikasse. Mødrene fik tilmed mulighed for, indtil barnets 8. år, adgang til understøttelse i form af føde og klæder. Kravet var dog at pålidelige vidner stod inde for, at hun var vanskeligt stillet med hensyn til at ernære sit barn. Mødre med børn født uden for ægteskab blev sidestillet med andre trængende (enker med børn). Hvis barnet døde havde moderen intet krav på det indbetalte bidrag.(24)

Efter 1908-styrelsesloven ændredes reglerne for hvilke personer, der stod under dansk ret. Frem efter var det kun grønlændere med kongelige udnævnelse, hvilket vil sige højerestående stillinger og eksempelvis ikke udstedsbestyrere. I forbindelse med oprettelsen af kommuneråd efter førnævnte styrelseslov ændredes reglerne omkring underholdsbidrag i skrivelse af 16. marts 1911 (25) til, at bidragene skulle indbetales til vedkommendes kommunekasse. Derudover var reglerne fra 1897 stadig gældende.

Indtil 1914 var det således kun var fædre, der stod under danske love, der skulle betale børnebidrag til børn født uden for ægteskab efter særlige regler herom(26). Der var hovedsagelig tale om danskere samt grønlændere i administration og handel.

Regler fra 1914 medførte derimod, at enhver barnefader skulle betale, uanset om faderen var dansk eller grønlandsk. Satserne var dog forskellige for de to grupper. Børnebidragene blev indbetalt til sparekassen.

Regulativet blev ændret i 1929, men svarede i store træk til de ældre regler. Der var ikke regler om faderskab, ligesom der ikke var udtrykkelige regler om ”ægtebørn” og ”uægte børn” eller om børnebidrag, hvis der var flere mulige fædre.

Den danske lovgivning fra 1937 blev ikke sat i kraft for Grønland. Den Juridiske Ekspedition, som blev udsendt til Grønland i 1948/1949, anbefalede, at der blev indført regler om ægtebørn, svarende til 1937-loven, men var langt mere forbeholden over for at indføre de danske regler om adgang til at fastslå faderskab for børn født uden for ægteskab.

Først ved loven af 1962 om børns retsstilling(27) blev indført regler om faderskab. Dette indebar, at faderskabet skal fastslås for børn født uden for ægteskab. Herved opnår barnet også arveret. Det fremgår således af arveloven for Grønland, som blev vedtaget i 1958,(28) § 5, at børn født uden for ægteskab arver deres far, når faderskabet er fastslået på den måde, der er fastsat i lovgivningen om børn født uden for ægteskab. Den grønlandske børnelov fra 1962 fastsætter da også i § 21, at barnet ”tager arv”. Systemet med flere bidragspligtige fastholdes dog i § 6, stk. 2. Der er således mulighed for faderskab, bidragspligt eller frifindelse.

Da der er særlig fokus på perioden 1914-1974, uddybes baggrunden for reglerne i denne periode i det følgende.

18 Finn Gad kalder 1782-instruksen ”det tutelariske”, det beskyttende, Gad, 1976, s. 21 eller ”det beskyttende monopols grundlov”, Martens, 2007, s. 9. For udviklingen i de grønlandske regler se desuden kapitel 5, hvor der er anført en række yderligere kilder.

19 1782-instruksen, s. 367

20 Oldendow, 1930, s. 50

21 Instruks af 2. januar 1873: Instrux udfærdiget af Direktoratet for den kgl. grønlandske Handel til Iagttagelse og Veiledning for de i Handelens Tjeneste staaende Indvaanere i Grønland

22 Oldendow, 1930, s. 50

23 Skrivelse ad 22de April 1897 fra Direktoratet til Inspektørerne (ang. nye almindelige Regler med hensyn til Alimentationsbidrag til uægte Børn), I: Meddelelser fra Direktoratet for Aarene 1897-1901, J.H. Schultz, 1901, s. 20-21

24 1897-skrivelse, 1901, s. 20

25 Skrivelse af 16. marts 1911 fra Administrationen til Inspektørerne i Grønland. Beretninger og Kundgørelser 1909- 1912.

26 Kilder er anført i kapitel 5.


3.2.2 Regulativerne fra 1914 og 1929

De grønlandske regler i Regulativet fra 1914 svarede i hovedsagen til de danske regler fra 1908. Det indeholdt intet om, under hvilke betingelser børn skulle anses for født i eller uden for ægteskab, og spørgsmål herom blev ikke rejst i forbindelse med udarbejdelsen af de regulativer, der var om børn født uden for ægteskab.

Regulativet af 21. juli 1914: ”Regulativ for Underholdningsbidrag til Børn fødte udenfor Ægteskab” fastsatte, at enhver barnefader, dansk eller grønlandsk, fastansat eller i frit erhverv, skulle betale børnebidrag. Grønlændere skulle betale mellem 3 og 15 kroner, og danske skulle betale mellem 15 og 30 kr. Beløbet skulle betales indtil barnets 14. år. Det skulle indbetales til sparekassen, som administrerede det.

I 1920’erne blev spørgsmålet taget op på ny, og den 15 marts 1929 stadfæstedes det regulativ, der også gjaldt i 1948, hvor den Juridiske Ekspedition undersøgte reglerne. Det svarede i store træk til de ældre regler. Der indførtes dog mere udførlige processuelle regler, ligesom satserne for det årlige børnebidrag blev forhøjet (fra 3-15 kr. til 10-30 kr. for grønlændere og fra 15-30 kr. til 30- 60 kr. for danske). Bidragspligtens varighed blev forlænget fra barnets 14. år til barnets 16. år. Man bibeholdt bestemmelserne om, at bidraget skulle indbetales til sparekassen, og at bidrag der indestod i sparekassen ved barnets død ikke tilfaldt moderen, men kommunekassen. Bidragssatserne blev forhøjet igennem årene.

Regulativet fra 1929 om børn uden for ægteskab behandlede fremgangsmåden til konstateringen af underholdspligt fra faderen til barnet. Det blev fremhævet, at når kommunerådet kom til kundskab om, at der ved stedet var født et barn uden for ægteskab, skulle der tilvejebringes oplysning om, hvem barnefaderen kunne antages at være. Såfremt den pågældende stod under den grønlandske ret, skulle kredsretten indkalde ham til at afgive erklæring om, hvorvidt han vedkendte sig faderskabet. Gjorde han det, blev sagen sendt til sysselmanden; gjorde han det ikke, eller udeblev han, blev sagen sendt tilsysselretten. Hvis barnefaderen var bosat i en anden kommune, blev sagen sendt til sysselmanden. Den Juridiske Ekspedition anførte som sin opfattelse,29 at disse bestemmelser i praksis i det store og hele blev fulgt.

Efter reglerne var konstateringen af underholdspligten således obligatorisk.30 Men som anført af den Juridiske Ekspedition(31) ”gælder i praksis … noget ganske andet”. Uanset om det ikke var nævnt, at sagen kunne rejses inden barnets fødsel, pålagde sysselrådet i Holsteinsborg i 1938 kommunerådene at søge sagerne om underholdsbidrag oplyst allerede inden fødslen. Det var ønsket dels for at bidraget kunne komme til at løbe allerede fra barnets fødsel, dels fordi man lettere kunne oplyse sagerne og forebygge forklaringer, konstrueret ud fra beregninger fra fødselsdatoen.

De Grønlandske kommuneråd gav overvejende udtryk for, at konstateringen af underholdspligten normalt ikke var forbundet med større vanskeligheder. Nægtede barnefaderen i første omgang, hvad der angiveligt ikke var helt sjældent, konfronteredes barnemoderen og barnefaderen, hvorefter barnefaderen angiveligt i de fleste tilfælde indrømmede. Nægtede den udlagte barnefader, eller udeblev han fra kommunerådet, skulle sagen ifølge Regulativet fra 1929 sendes til sysselretten. Den Juridiske Ekspedition fremhævede dog(32), at den foreskrevne kompetencefordeling ”agtes dog ikke altid så nøje”. Der blev af den Juridiske Ekspedition omtalt 6 sager om underholdspligt.

I Regulativet fra 1929 fandtes ingen bestemmelser om, hvordan der skulle forholdes, når der måtte antages at foreligge samleje med flere i avlingstiden. Spørgsmålet blev rejst under udarbejdelse af regulativet i 1929, men et forslag om indførelse af regler herom blev afvist, ” idet det fandtes heldigst i så vidt omfang som muligt kun at komme ind på at udpege en enkelt, for hvis vedkommende der var størst sandsynlighed for, at han var den rette”. De grønlandske kredsretter (KR) syntes at have handlet i overensstemmelse hermed.(33) Der var således ingen særskilte regler om flere bidragspligtige.

Sager, hvori danske blev udlagt som fædre til børn født uden for ægteskab, var ikke helt sjældne. Disse sager blev ligesom andre rejst af kredsretten (KR), der indsendte sagen til sysselmanden. Denne var bemyndiget til at modtage barnefaderens anerkendelse af faderskabet, således at overenskomsten blev indsendt til landsfogeden til godkendelse. Hvis faderskabet ikke blev anerkendt, blev sagen indsendt til landsfogeden. Om sager, hvori der blev udlagt såvel dansk som grønlandsk barnefader, var der ingen særlige regler, men den sædvanlige ordning var ifølge den Juridiske Ekspedition(34), at sagen først blev afgjort for den eller de grønlandske fædres vedkommende efter de regler, der var fastsat herom, hvorefter sagen blev sendt til landsfogeden til foranstaltning for så vidt angik den eller de danske(35).

Det blev antaget i praksis, at en dansk mand, der blev udlagt som barnefader til et barn født i Grønland af en grønlandsk mor, alene havde underholdspligt efter de i Regulativet fastsatte regler, således at de danske regler i loven af 1937 ikke fandt anvendelse(36).

Om bevismidlerne var det i Regulativet fra 1929 foreskrevet, at sysselmanden, hvis det var nødvendigt, fik en erklæring fra vedkommende læge om barnets avlingstid. Herudover udtalte Regulativet, at sagen skulle afgøres under samtlige oplyste omstændigheder. Der måtte således dømmes efter de af parterne og eventuelt vidners afgivne forklaringer, særlig også efter det modtagne indtryk af parternes personlige optræden under sagen (”fasthed og sandfærdighed på den ene side, veghed og usandfærdighed på den anden”). Det bestemtes udtrykkeligt, at partsed ikke kunne finde anvendelse.

Blodtypebestemmelse blev i ret vidt omfang anvendt som bevismiddel. Der blev henvist til en række sager herom, og det blev fremhævet, at der på ”SR mødet” i 1949 blev fremsat ønske om at få meddelt retningslinjer for anvendelse deraf. Det blev betonet, at der hos mange syntes at herske den opfattelse, at blodtypebestemmelsen positivt er i stand til at vise, hvem der er far.

27 Lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland om børns retsstilling (med senere ændringer).

28 Loven blev vedtaget 29. maj 1958.

29 Jurex, s. 53.

30 Dette er også antaget i en af landsfogeden i Nordgrønland truffet afgørelse se betænkning side 53.

31 Jurex, s. 53.

32 Jurex, s. 54.

33 Jurex, s. 57.

34 Jurex, s. 59.

35 Jures, s. 59.


3.2.3 Børneloven fra 1962/1974

Ved loven af 1962 om børns retsstilling(37) blev indført regler, der i store træk svarede til de danske regler fra 1960. Dette indebar, at faderskabet skulle fastslås for børn født uden for ægteskab. Lovens regler afviger dog lidt fra den danske lovgivning, idet den har følgende ordlyd:

”§ 6. Som fader til et barn uden for ægteskab anses den, der inden for avlingstiden har haft samleje med moderen, såfremt der ikke er rimelig begrundet tvivl om, at han er barnets fader”.

Når der fastsættes faderskab, opnår barnet også arveret efter faderen. Det fremgår således af arveloven for Grønland, som blev vedtaget i 1958(38), at børn født uden for ægteskab arver deres far, når faderskabet er fastslået på den måde, der er fastsat i lovgivningen om børn født uden for ægteskab.

”§ 5. Slægtskab mellem fader og barn uden for ægteskab begrunder kun arveret, såfremt faderskabet er fastslået på den i lovgivningen om børn uden for ægteskab foreskrevne måde”.

Den grønlandske børnelov fra 1962 fastsætter da også i § 20, stk. 1, at der er arveret fra faderen til barnet, som:

”tager …arv efter afdøde i henhold til de herom gældende regler”, når den afdøde ”er eller efter dødsfaldet bliver anset som fader til et barn uden for ægteskab”.

Når det gælder den modsatte situation, nemlig at barnet arver faderen, er der i den grønlandske arvelov § 4 fastsat begrænsninger på faderens arv, når der er tale om arv efter et barn uden for ægteskab.

Der er dog en meget væsentlig forskel på reglerne i den danske børnelov fra 1960 og den grønlandske børnelov fra 1962. Mens systemet med bidragspligt uden egentligt faderskab forlades i dansk ret i 1960, bibeholdes dette system med bidragspligt nemlig i den grønlandske børnelov fra 1962.

”§ 6, stk. 2. Kan en sagsøgt ikke anses som barnets fader, bliver han at anse som bidragspligtig til barnet, såfremt han inden for avlingstiden har haft samleje med moderen, og det ikke kan anses for udelukket, at han kan være barnets fader. Er flere sagsøgt under sagen, og kan ingen af dem anses som barnets fader, jfr. stk. 1, bliver den, hvis faderskab må anses for mest sandsynligt, at anse som bidragspligtig.”

I dette tilfælde er der ingen arveret for barnet, men der vil ved den bidragspligtiges død blive afsat et beløb til at dække ”resten” af bidragspligten - dog højst et beløb svarende til hvad der kunne have været tale om som arv:

”§ 20, stk. 2: Er eller bliver en afdød mand anset som bidragspligtig, bliver det fornødne til dækning af de forpligtelser, der endnu kunne påhvile ham efter denne lov, at udbetale af hans bo, så vidt det er solvent, når begæring herom fremsættes inden 1 år efter hans død. Tilkommer der barnet arv efter den bidragspligtige, vil det her nævnte beløb være at fradrage i barnets arv. Efterlader den afdøde sig arveberettiget enke eller afkom (derunder adoptivbørn), må beløbet ikke overstige, hvad barnet, hvis den pågældende var anset som fader, ville have arvet. ”

Begrundelserne for at fastholde bidragspligt uden egentligt faderskab er især knyttet til, at skiftet fra kun at kunne fastsætte bidragspligt og ikke faderskab, til kun at kunne fastsætte faderskab og ikke bidragspligt, synes for voldsom.

Af forarbejderne til den grønlandske børnelov fremgår, at ”man ikke [har] fundet tiden inde til at foreslå at ændre den grønlandske retstilstand – der indtil nu kun har kendt muligheden for at fastslå bidragspligt – så betydelig, at man ikke blot indfører adgang til at fastslå egentligt faderskab, men tillige helt afskaffer kategorien bidragspligtig. På den anden side har man af hensyn til retsenheden søgt at følge den nugældende danske lov i dens systematik og formulering så langt som muligt.”

Desuden fremhæves, at der ”efter den nugældende retstilstand er mulighed for at flere kan dømmes som bidragspligtige, selv om regulativet angående underholdsbidrag til børn født uden for ægteskab ikke nævner denne mulighed.” Der henvises til at den danske ordning med flere bidragspligtige, således at hver bidragspligtig betaler fuldt ud, mens moderen får ét bidrag og resten ”indgår i kommunens kasse”, blev gennemført ved skrivelse af 2. juni 1953 fra statsministeriet til landshøvdingen.

Endvidere henvises til at nyordningen med at fastslå egentligt faderskab til børn født uden for ægteskab, ”er tiltrådt af Landsrådet, om end med en lille ventil for så vidt angår retsvirkningerne af faderskab med hensyn til arveretten”.

Endelig henvises som begrundelse for at fastholde muligheden for flere bidragspligtige til en udtalelse fra det danske Retslægeråd. Det fremgår heraf, at de biologiske bevismidler, som i høj grad har dannet baggrund for de danske regler om at afskaffe bidragspligten for flere mulige fædre, ikke nødvendigvis kan overføres på grønlandske forhold, når det drejer sig om ”faderskabssager involverende grønlændere, og/eller blodprøver fra Grønland”.

Processen med hensyn til faderskabssager er sådan, at det er Rigsombudsmanden på Grønland, der behandler faderskabssager. Anerkendelse kan ske skriftligt for politiet eller mundtligt for den grønlandske kredsdommer. I begge tilfælde foretager kredsdommeren tilførsel om anerkendelse i retsbogen. I øvrigt behandles faderskabssager som almindelige retssager af kredsretten med ankemulighed til Grønlands landsret og eventuelt til Højesteret.

Det afhænger først og fremmest af moderens ”hjemting” (typisk bopæl), hvor faderskabssager med tilknytning til Grønland skal behandles. I sagen Ugeskrift for Retsvæsen 1962.656 H var barnet født i Grønland af en dansk mor, der havde hjemting i Grønland, men barnet var avlet i Danmark på et tidspunkt, hvor moderen boede dér, og hvor begge de mulige fædre boede i Danmark. Sagen skulle afgøres i Grønland.

Mens børneloven trådte i kraft i 1963 Vestgrønland, trådte den først i kraft i 1974 i Nord- og Østgrønland.

Karakteristisk for den grønlandske retsstilling er, at der i perioden fra 1914 og indtil 1962/1974 var tale om en situation, hvor der ikke var mulighed for at dømme til faderskab, således at et barn født uden for ægteskab fik en retlig far med deraf følgende arveret mv. Der manglede ganske enkelt regler herom, og det bevirkede at disse børn normalt heller ikke fik en social far. Der var ”kun” regler om at fastsætte bidragspligt, som sikrede et økonomisk bidrag fra den mulige far.

Fra 1963/1974 er der indført mulighed for at dømme til retligt faderskab, når det gælder børn født uden for ægteskab. Samtidig er muligheden for ”kun” at dømme til bidragspligt dog bibeholdt. I modsætning til dansk ret er der således tre mulige udfald af en faderskabssag, enten dom til faderskab eller frifindelse eller mellemformen bidragspligt uden egentligt faderskab.

(36) Om det modsatte forhold, grønlandske mænd, der blev udlagt af danske kvinder, som barnefædre til børn født i Danmark, var det ved justitsministeriets skrivelse af 18. jan. 1924 (Z6610) antaget, at der påhvilede grønlændere underholdspligt, og at dansk rets regler skule anvendes med hensyn til bidragsstørrelse, såfremt afgørelsen blev truffet i Danmark

37 Lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland om børns retsstilling (med senere ændringer)

38 Loven blev vedtaget 29. maj 1958.


3.3 Forskelle på reglerne i Danmark og Grønland

Reglerne i Grønland om faderskab for børn født uden for ægteskab adskiller sig fra dansk lovgivning på en række væsentlige punkter:

I perioden 1914 til 1963/1974 var det særligt tydeligt, at der ikke i Grønland var mulighed for at dømme til retligt faderskab for børn uden for ægteskab. De regler herom, der indførtes i Danmark i 1937 indførtes ikke tilsvarende i Grønland. Dette medførte følgende forskelle:

  1. Der var ikke i Grønland mulighed for (hjemmel til) at fastslå en endelig faderskabsforpligtigelse med hensyn til et barn født uden for ægteskab.
  2. Der var ikke i Grønland udtrykkelig hjemmel til at pålægge flere bidragspligtige fuldt bidrag og anvende overskydende til alment bedste.
  3. Underholdspligtens omfang var forskellig i Grønland og i Danmark.


Siden 1963/1974 har det også i Grønland været muligt at dømme til retligt faderskab, når det gælder børn uden for ægteskab. Til forskel fra de danske regler er det dog også stadig muligt at dømme til bidragspligt uden at der dermed er retligt faderskab. Dette har betydning for barnets arveret efter faderen samt retten til navn mv.

Den danske lovgivning vedrørende børn født uden for ægteskab frem til 1960’erne gennemløb en udvikling, hvor først slægtskabsforholdene, siden religionen og sædeligheden, og endelig forsørgelsen og samfundshensynet udgjorde de centrale pejlemærker for retsreglerne. I denne proces er omfanget og detaljeringsgraden af retsregler vokset markant, og undervejs er en række principper bag den nuværende retsorden – og af væsentlig betydning også for grønlandsk børnelovgivning – blevet søsat. Den principielle retlige ligestilling mellem børn født i og uden for ægteskab blev etableret i 1937, hvorfra man begyndte at fastslå egentligt faderskab med navne- og arveret. På dette tidspunkt videreførtes dog muligheden for at dømme en eller flere mænd bidragspligtige uden faderskabets retsvirkninger, og denne mulighed blev afskaffet i 1960.

De grønlandske regler har været meget centreret om forsørgelseshensynet. Dette har haft et mere entydigt præg, end tilfældet var i Danmark i dele af den pågældende periode. Begrundelserne for forskellene i reglerne og de bagvedliggende hensyn uddybes i kapitel 5.