Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab - 6. De berørtes oplevelser

Man føler sig ikke som andre. Og man tror, man er alene om det. Indtil man opdager,
at andre ”juridisk faderløse” har det ligesom en selv. Det har været meget tabu at tale
om det, og det gør det svært at håndtere.
Også det håb, jeg i hvert fald som teenager havde, at han pludselig en dag ville dukke
op og sige: ”Hej, jeg er din far”. Bare at få sat et billede på; min mor rev alle
billederne i stykker en gang, da de havde været oppe at skændes. Jeg har bebrejdet
hende; Hvorfor gjorde du det? Hvorfor gemte du ikke bare ét eneste billede til mig

Søndag d. 24. januar 2021
Einar Lund Jensen, Cand. mag., projektkoordinator
Jens Heinrich, Ph.d. historiker
Linda Nielsen, Dr. jur., professor
Emnekreds: Forskning, Grønlands historie.

Indholdsfortegnelse:
6. De berørtes oplevelser
6.1 Hvor mange har været berørt af reglerne?
6.2 Hvordan har de berørte oplevet deres situation?
6.2.1 Om stigmatisering og behandling som ”andenrangs”
6.2.2 Om identitet, tabu og savnet af en faderfigur
6.2.3 Om frustrationen ved ikke at kunne få besked og blive hjulpet til at finde faderen
6.3 Sammenfatning

Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab i Grønland 1914-1974

6. De berørtes oplevelser

6.1 Hvor mange har været berørt af reglerne?

Den følgende tekst omhandler antallet af børn født uden for ægteskab i Grønland i perioden 1911- 1974, og siger altså noget om, hvor mange der har været underlagt de til enhver tid gældende regler. Denne oversigt er ikke en del af kommissoriet, men da vi undervejs har fundet så mange tal, var det oplagt at fremvise disse statistiske oplysninger.

Tallene er behæftet med en vis usikkerhed, men giver ikke desto mindre et nogenlunde omfang. Tallene siger ikke, hvor mange af børnene der endte med at blive anerkendt af de udlagte fædre, eller hvor mange af faderskabssagerne, der endte med domme etc., eller hvor mange tilfælde, hvor forældrene giftede sig, hvilket var normalt. Tallene viser et nogenlunde jævnt, dog stigende, antal af børn født uden for ægteskab til og med 1940, og derefter en markant stigning i perioden efter. Det er nærliggende at antage, at denne stigning er relateret til en øget tilstedeværelse af amerikanere, og sidenhen danskere, i forbindelse med perioden under Anden Verdenskrig, og siden i forbindelse med moderniseringen af Grønland. Den Juridiske Ekspeditions betænkning oplyste, at for perioden 1938-1948, var 14.6 % af fødslerne uden for ægteskab med danske fædre.(173) Kähler rapporten (1974) anførte, at for perioden 1966-1970 var 59 % af fædre til børn født uden for ægteskab grønlændere, mens tallet for danskere var 27 %. Udlændinge stod for knap 3 % - endelig var knap 11 % af fædrene uoplyste mht. fødested.(174) Der var således en stigning i den procentvise andel af børn født uden for ægteskab, der havde danske fædre. Men det er nærliggende at antage, at denne stigning var forbundet med en samtidig voldsom stigning af danskere i Grønland i perioden efter 1950.

I perioden 1911-1920 var antallet af fødsler 5627.(175) Lægen Alfred Bertelsen anførte i en undersøgelse fra 1940, at 5,3 % af disse fødsler var uden for ægteskabt.(176) Omregnet skulle det give 298 fødsler uden for ægteskab for perioden. I den efterfølgende periode (1921-1930) ses en svag stigning i antallet af fødsler uden for ægteskab (6,1 %).(177) Udregnet på samme måde som for den foregående periode var 364 ud af 5977(178) fødsler uden for ægteskab. Endnu en svag stigning ses i den efterfølgende periode (1931-1940), nemlig 8,7 %. Tallene for denne periode er dog kun for årene 1933-1935 og 1937-1940. I perioden 1941-1950 fordobles procenttallet næsten (16,6 %), ud af 8445 fødsler var 1401 født uden for ægteskab.(179) 1951-1960-perioden viste endnu en stor stigning, nemlig til 28,9 % af fødslerne som værende født uden for ægteskab.(180) For årene 1967 til 1974 fortsatte tendensen med et stigende antal fødsler uden for ægteskab; fra 39,9 % i 1967 til 54 % i 1974. I 1973 var procenttallet tilmed 56 %.(181)

173 Udregnet pba. tabellerne i Jurex, s. 46-47.

174 Kähler, 1974, s. 85.

175 Beretninger og Kundgørelser vedr. Styrelsen af Grønland, 1909-1912, 1913-1917, 1918-1922.

176 Bertelsen, 1935.

177 Sst.

178 Som note 175, blot for årene 1923-1927, 1928-1932.

179 Beretninger vedr. Grønlands Styrelse, 1946-1947 og Den grønlandske befolknings fødselshyppighed 1948-1958. Ministeriet for Grønland: Meddelelser fra statistisk afdeling, nr. 3, 1961.

180 Den grønlandske befolknings fødselshyppighed 1948-1958. Ministeriet for Grønland: Meddelelser fra statistisk afdeling, nr. 3, 1961 og Notat fra Landslægen i Grønland, 12. Feb. 1962, Landslægens arkiv, GN og Ministeriet for Grønland: Grønland 1968. Årsberetning., s. 73; Grønland 1973.

181 Det var desværre tidsmæssigt vanskeligt, at finde alle tallene for 1960´erne. Ministeriet for Grønland: Grønland 1968 og Sundhedstilstanden i Grønland. Landslægens indberetning, diverse år


6.2 Hvordan har de berørte oplevet deres situation?

Som baggrund for forståelsen af, hvordan de berørte har oplevet konsekvenserne af at have været ”juridisk faderløse” har vi haft en række møder og samtaler, herunder med ”Foreningen af Juridisk Faderløse”. Vi har også set beretninger på nettet og læst bøger om de berørtes oplevelser.

Formålet med det følgende er at ”give stemme” til nogle af de oplevelser, livshistorier og erfaringer, vi har hørt.(182) Der er ikke tale om en dækkende beretninger, men om udpluk fra samtaler og bøger, hvorved der kan præsenteres et indtryk af følelser, der er kommet til udtryk. Disse vidner meget tydeligt om, hvordan oplevelsen af at være ”juridisk faderløs” har sat sine spor som en tung byrde, og hvilke følelsesmæssige vanskeligheder der har været i kølvandet. Mens en del af oplevelserne har været meget belastende, er der også historier imellem, som har fået en mere positiv udgang.

Mange af fortællingerne udgør en samtidshistorie, der viser hvordan man i de grønlandske samfund opfattede og behandlede de ”uægte børn”. Tilsvarende problemer var et udbredt fænomen i de danske samfund i den pågældende periode. Reglerne skabte baggrunden for, at der var forskellig retsstatus og dermed basis for diskrimination, men det er først og fremmest de sociale reaktioner, der har givet problemer. Nogle af fortællingerne tyder på, at det kunne opleves særlig vanskeligt, hvis et barn født uden for ægteskab havde en dansk (fraværende) fader, selvom problemet med at blive opfattet som ”juridisk faderløs” eller ”uægte” ud fra det retlige grundlag principielt var ens for børn med danske og med grønlandske bidragsfædre. De så måske anderledes ud og kom på tværs af to kulturer.

I det følgende citeres fra en række af de fortællinger, vi har hørt og læst. Der er ikke tale om ordrette citater, bortset fra bøgerne, men om en illustration af, hvordan de berørte har oplevet deres livssituation som ”juridisk faderløs”.

Illustrationen er opdelt i tre emneområder, som har været fremherskende: For det første stigmatisering, hvor de som børn blev udskilt, udskældt og behandlet som ”andenrangs”. For det andet problemer med identiteten, når man som barn har oplevet sig som ”fravalgt”, har savnet en faderfigur og har oplevet spørgsmålet som et tabu-emne. For det tredje frustration over manglende rettigheder, herunder til at få de oplysninger, der eventuelt findes om den bidragspligtige fader.

182 Vi er meget taknemmelige for åbenheden og tilsagnet om, at fortællingerne kan danne grundlag for det følgende udpluk af samtalerne mv. Det har ikke været tanken at præsentere en dækkende beretning af de mange oplevelser og livshistorier, men at give et indtryk af de følelser, der er i spil.


6.2.1 Om stigmatisering og behandling som ”andenrangs”

Mange af fortællingerne og livshistorierne handler om, hvordan de ”juridisk faderløse” var udsat for stigmatisering. I de grønlandske samfund blev nogle af de ”uægte børn” socialt isoleret og behandlet dårligt. En lignende behandling som ”andenrangs” var kendt i andre lande, herunder Danmark, men det ændrer selvsagt ikke ved, at den er uretfærdig. Den kan siges at have sit udspring i manglende rettigheder, men er først og fremmest blevet markant i lyset af, hvordan man i de sociale relationer i det grønlandske samfund har behandlet børnene:

I kirkerne til gudstjeneste i selve dagens tekst sagde man noget om, at det var ikke godt at være en faderløs person. Og så sad vi der, mig og min storesøster, vi er begge to faderløse…

Da vi var børn, var det en skik, at den kvinde der har fået et barn uden at være gift, ikke gik ind i kirken. Den, der havde forbrudt sig mod den kristne lære, måtte ikke komme ind i kirken. Hun blev stående uden for og deltog i gudstjenesten med sit barn ved at lytte ved de åbne vinduer. Mange gange var det også i familierne selv, at man besluttede, at nej – du skal ikke gå ind. Ved gudstjenesten stod jeg altid udenfor med min mormor. Hvorfor måtte jeg ikke komme ind?

Der var en der ringede og fortalte, at hans mor i 1947 ikke måtte bære barnet ind til dåben selv, der var en anden kvinde som måtte bære. Der var en gammel kvinde på over 80, som kom og fortalte om sin smerte. Og fortalte, hvordan hun var blevet behandlet. Moren fik brændt sin nationaldragt og fik klippet sit hår af.

Forskellen mellem ”de rigtige” halvgrønlændere, som kom fra blandede ægteskaber med orden i forholdene – og så os uden far, som der blev spyttet efter af vores landsmænd. Vi kunne heller ikke blive anerkendt af danskerne, for der hørte vi heller ikke til.

Selvom det er længe siden, mærkes det endnu. De har arvet det fra deres forforældre. Jeg mærker det endnu. For de har jo set mig vokse op. Den dag i dag ser de stadig ned på mig, fordi jeg ingen far har.

Jeg har ikke den oplevelse. Også fordi jeg er flyttet hertil. Men efter min uddannelse da jeg flyttede tilbage, der har jeg ikke følt den der holdning til min person, andet end… Da vi var børn, en af dem hvis mand var uddannet og havde job… den gang var det jo sjældent at man var uddannet. Så spurgte hun mig: Hvad laver du egentlig? Så sagde jeg, at jeg var blevet læreruddannet. Så begyndte hun at grine. Og det der grin, det sagde alt: Det kan du da ikke, det kunne du da aldrig. Så tænkte jeg: Nå ja men det er jo bare mig, jeg skal jo ikke tro at jeg er noget. Den holdning gik man med igennem mange år. Men det var ubehageligt fordi… øv!

Jeg kan godt genkende, at hvis man fik sig en uddannelse eller gjorde noget, så.. nå! Hun var ellers uægte, men det har hun jo klaret godt. Så var det noget ekstra, for man burde jo ikke nå den position… Men hvis der er nogen der falder igennem, så nåh ja: Det kunne man jo forvente.

Men min familie var ikke sådan over for os. Fordi vi var lidt flere i min familie, der ikke havde fædre. Så de plejede at sige: Uægte børn, det er verdens lys!

Jeg kan huske et ordsprog: Uægte børn, dem kan man ikke bare sådan knække. Vi har også historien om den uægte dreng der blev behandlet så skidt. Han kunne ikke selv kravle op i hytten. Så de hev ham op i næsen, så han fik så store næsebor… Da han blev voksen blev han så stærk, at han kæmpede med tre isbjørne.

6.2.2 Om identitet, tabu og savnet af en faderfigur

Et gennemgående træk ved fortællingerne er savnet af en faderfigur. Dette savn deler de ”juridisk faderløse” med andre, der som følge af faderens fravær på grund af dødsfald, bortrejse el.lign. ikke har en retlig – eller snarere social – fader. Et særligt træk ved de ”juridisk faderløse” er dog, at de ofte har oplevet spørgsmålet som et tabuiseret emne, som særlig mødrene ikke ønskede at tale om, og at det totale fravær af en fader har givet identitetsproblemer for nogle:

Jeg synes ikke der kan perspektiveres nok omkring det her. Det er vigtigt i forhold til identitet at kunne knytte sig. Den manglende identitet har for nogle betydet, at de er blevet ekstremt afhængige, fordi de er blevet uselvstændige, mens andre er blevet enegængere og meget overfladiske. Man er så påpasselig med at tage skridt, så man næsten hellere lader være. Fordi man er så bange for, at det kan gå helt i stykker. Man holder sig selv tilbage.

Man føler sig ikke som andre. Og man tror, man er alene om det. Indtil man opdager, at andre ”juridisk faderløse” har det ligesom en selv. Det har været meget tabu at tale om det, og det gør det svært at håndtere.

Også det håb, jeg i hvert fald som teenager havde, at han pludselig en dag ville dukke op og sige: ”Hej, jeg er din far”. Bare at få sat et billede på; min mor rev alle billederne i stykker en gang, da de havde været oppe at skændes. Jeg har bebrejdet hende; Hvorfor gjorde du det? Hvorfor gemte du ikke bare ét eneste billede til mig?

Mødrene kan ikke lide at snakke om det. Min biologiske mor snakkede aldrig med mig om ham, det ville hun ikke. Jeg skal spørge min mor hvorfor, men det var nok fordi det var så smertefuldt for hende.

Det var meget pinligt for min mor, da jeg trådte frem med min historie. Men da jeg var i TV i et talkshow og forklarede, blev hun rigtig stolt af mig, og syntes, at det var godt. Men hun vil stadig ikke fortælle noget selv.

Vi er ikke opdraget til at vi skal spørge. Jeg tænkte altid: Gad vide, hvornår hun begynder at fortælle om min far, men det gjorde hun aldrig. I og med at hun aldrig fortalte mig noget, så har jeg bare fundet ham selv. Min mormor fortalte hvad han hed.

Jeg har heller aldrig talt om min far overfor mine børn. Jeg har tre. Min mands far bliver kaldt for farfar, men fordi jeg ikke har en far, så sagde en af mine onkler: Jeg vil gerne kaldes for Aataa (morfar). Så sagde min dreng pludselig: Nå, men jeg har tre aataa’er!

Min adoptivfar var i den Kongelige Grønlandske Handel, så hvert år fik vi en bog hvor man kunne læse om de ansatte. Så læste jeg om min far, men jeg spurgte aldrig om noget, for det var så skamfuldt, jeg ville ikke tale om det. Så da jeg var voksen, tænkte jeg: Gad vide, om det er rigtigt. Det var dejligt at få vished om det, fordi så havde jeg fået fred med det.

Min mand bestemte sig for, at nu ville han finde sin far. Så går han hjem til sin mor og hiver alle mulige informationer ud af hende. Så ringer han ned til N. og får sin fars navn. Og et øjeblik efter har han tanter og fætre og alt muligt. Jeg satte mig bare ned og græd; jeg blev så misundelig!

Fik et billede af min far, da jeg blev 43 år af min mor. Fik at vide, at han vidste, at hun var gravid. Men mor ville ikke kontakte ham på grund af tabu om udensomsbørn dengang. Nu er jeg snart 57 år. Tak for jeres debat. Endelig har jeg taget mig sammen og vil være med.

Og et par historier med mere positiv udgang:

I Mogens Skotte Nielsens bog fra 1997: ”Fra SUKKERTOPPEN Til PAAMIUT. Grønland under forvandling 1946 – 1983” fortæller han(183) om sit barn født uden for ægteskab, som han dengang ikke ville kendes ved. I bogen skrev han, at han var nødt til at være ærlig om det, og da barnet var 49 år, fik de kontakt og fik et godt forhold til hinanden, indtil han døde 8 år senere. Datteren har fortalt, at hun følte, hun lærte ham at kende, før hun mødte ham, og at hun var så bange for at han skulle tro, at hun var ude efter at få arv.

”Den næste dag skulle egentlig også have været en festdag for mig, men det kneb for mig at finde den rette grimasse. Den dag blev jeg far for første gang. Det var en velskabt pige… Vore dages muligheder for en sikker konstatering af faderskabet eksisterede ikke, men jeg havde fået distriktslægens ord for at pigen lignede mig meget, hvordan man så end kan se den slags på et spædbarn, og med den forsikring stillede jeg mig tilfreds og vedgik overfor landsfogden at være barnefaderen.

Nu skulle så alimentationsbidraget fastsættes, det kunne der nemlig forhandles om, vel at mærke når man var dansker, og i stand til at rejse et beløb, der efter datidens målestok var ret betydeligt. Det årlige bidrag, der skulle erlægges i 16 år, var i et regulativ fra 1929 fastsat til… 60 kr. for danske fædre…. Jeg skulle altså højest erlægge 60 kroner om året i alimentationsbidrag i 16 år, dog med mulighed for bebudede betydelige forhøjelser, efter forhandlinger i den nærmeste fremtid. I regulativet fra 1929 var imidlertid indføjet en bestemmelse, der gjorde det muligt at betale et bidrag én gang for alle, og beløbets størrelse blev bestemt af landsfogden i hvert tilfælde. Denne mulighed gjaldt også for de grønlandske fædre, men blev så godt som aldrig benyttet, da de kun sjældent var i stand til at præstere det fastsatte beløb…. Efter aftale med landsfogden blev mit bidrag fastsat til at skulle betales én gang for alle med 500 kr.

Efter bestemmelserne i regulativet blev beløbet indsat på en spærret konto i den grønlandske sparekasse, hvor pengene blev forrentet med 4 procent pro anno i 16 år, og med årlig udbetaling af renterne til moderen. Hun skulle således klare sig med 20 kroner om året, eller kun lidt mere end det fastsatte minimumsbeløb, der var gældende for fædre der stod under grønlandsk ret. Dertil kom naturligvis at moderen efter 16 års forløb langt om længe kunne disponere frit over de 500 kr., således at jeg med de tilskrevne sparekasserenter i alt havde sikret barnets eksistens i de første 16 leveår med 820 kroner, eller lidt mere end 50 koner om året i gennemsnit.

Alt dette viser hvordan de udsendte danskere, også på det område havde alle fordelene i det grønlandske samfund og forstod at udnytte dem. Jeg var ung og tænkte ikke særlig dybt over tilværelsen. I dag kan jeg godt være ubehagelig til mode, når jeg tænker på at jeg udnyttede lovgivningen på den måde, uden overhovedet at tage hensyn til barnet.

Jeg har aldrig set min datter. Hun har skrevet til mig for nogle år siden, uden at jeg reagerede på hendes første forsøg på at lære mig at kende. Når man først har fået en stor familie, med børn og børnebørn, så forekommer det meget vanskeligt, for ikke at sige næsten umuligt, pludselig at lukke endnu et nyt familiemedlem ind i varmen. Det er naturligvis endnu en side af denne sag, som plager mig utrolig meget. Jeg har for mange år siden begået et alvorligt fejltrin og det må jeg bøde for. Jeg forstår heldigvis på hende, at hun har det godt, hun har en god mand, og et par børn som altså er mine børnebørns fætre og kusiner.

Jeg er vist ikke nogen særlig god dydens og moralens vogter. Det er altid lettere at dømme andre. …Jeg …fik et ansvar og jeg svigtede. Det kan være meget svært at indrømme det”.

I Anne Sofie Hardenberg og Pia Christensen Bangs bog ”Kampen for en far” fra 2009 findes en anden historie med en mere positiv udgang. Bogen indeholder korrespondancen mellem Anne Sofie og hendes danske familie. Som barn døjede hun meget ondt. Hun voksede op under beskedne kår, og hun blev mobbet af skolekammerater og drillet, fordi hun var faderløs. Det smertede hende meget, og som halvvoksen besluttede hun at finde sin danske far - noget mod moderens vilje. Det lykkedes hende at få kontrakt med sin far i Danmark, og som følge af sin modige insisteren blev hun godt modtaget af ham. I dag er Anne Sofie en markant ambassadør for Grønland på det kulinariske område. Af citaterne fremgår de svære barndomsår:(184)

”Anne Sofie er begyndt i skole, da hendes mor endelig flytter tilbage, og fraværet af begge forældre i den tidlige barndom sætter sit præg på hende. Hun bliver en stille og indadvendt pige, der ikke ønsker at tiltrække sig opmærksomhed og risikere legekammeraternes hånlige konstateringer af, hun jo ikke har en far. …Anne Sofie må høre mange kommentarer om sin forsvundne far og føle sig anderledes og uden for fællesskabet. Da Anne Sofie skal konfirmeres, vil hun gerne holde festen sammen med sin jævnaldrende fætter, og sådan bliver det, på trods af hendes mors advarsler… Da den store dag oprinder, og alle gæsterne ankommer, bliver Anne Sofie, hendes mor og mormor placeret ved et lille bord, der står for sig selv uden for den hesteskoopstilling, de andre gæster sidder ved. På den måde kan alle se på familiens særlinge, mener fætterens mor og stedfar, der allerede er fuld på det tidspunkt. Anne Sofie husker ikke meget andet af sin konfirmation, end at hun græder og græder og græder.”

”Efter min konfirmation i 8. og 9. klasse kom der dårlige rygter og løgne om mig i byen, og børn i skolen kastede sten efter mig, når de så mig, løb efter mig og råbte løgnehistorier, jeg mistede mine venner og veninder, alle hadede mig, og der var ingen, der ville tro på mig, jeg gemte mig på steder, så folk ikke kunne se mig.”

Anne Sofie skriver til farmoderen, fortæller hvem hun er og forklarer, at hun gerne vil have kontakt til sin far og lære ham at kende. Hendes far skriver tilbage, at han meget gerne vil lære hende at kende og er glad for, at de har fundet hinanden. De får nogle gode samtaler på en restaurant. Han er ked af at høre, at hun er vokset op uden en faderskikkelse, han taler om at adoptere hende, og han byder hende op til dans.

”..og den dag i dag står billedet af den nyfundne familielykke knivskarpt prentet i hendes hukommelse .. Anne Sofie har fået ro i sit sind…”

Forholdet til faderens kone er dog iskoldt og giver mange skuffelser. Faderen kommer ud for en trafikulykke, og kvæstes alvorligt. Tilstanden er meget kritisk, og han bliver ved med at tale i vildelse om Anne Sofie. Fasteren mener, det havde bragt ham ud af fatning, at hans kone ikke ønskede, at han skulle indlemme sin nyfundne datter i familien. Faderen dør – kun tre uger efter hun mødte ham for første gang, og hendes verden falder helt sammen. Hun har herefter intensiv brevveksling med sin faster og sin farmor - og hun får efterhånden også et godt forhold til sin halvbror.

183 Skotte Nielsen, s. 64-66.

184 Hardenberg, s. 9-10, 14 , 27 og 30.


6.2.3 Om frustrationen ved ikke at kunne få besked og blive hjulpet til at finde faderen

Et element, der meget ofte fremhæves ved møderne og i samtalerne er, at de fleste ønsker sig at få oplysninger om bidragsfaderen og derved eventuelt mulighed for at kontakte ham. Det helt overvejende flertal af dem, vi har talt med og hørt om, ønsker sig ikke egentlige retsvirkninger i form af arveret, navneret mv. De er først og fremmest interesseret i oplysninger om bidragsfaderen, og er derfor frustrerede over vanskelighederne ved få adgang til eventuelle informationer hos de relevante myndigheder.

Vi er fem søskende, som alle er ”uægte” børn. Mine andre søskende har fædre fra min hjemby, så de har altid kendt dem. Og jeg har også kendt min far, så… Men mange af dem vi har mødt, de kender ikke deres fædre, de aner ikke hvem de var børn af. Og det kan de ikke finde ud af, fordi det er lukket… I Grønland ved man i sin hjemby, hvem der er far. Men når det er danske der bare er på gennemrejse, så er det noget andet. Så har man ikke muligheden for at sige: Det der er min far. Man kan ikke referere til nogen.

Jeg har ikke nogen far – rent juridisk. Det vil jeg gerne have ret til. Jeg har ikke længere noget stort behov for at møde ham, han er måske også død. Nogen har spurgt om jeg gerne vil arve, men det har jeg slet ikke lyst til. Ville gerne kunne finde frem til min sag – for at få et eller andet på plads.

Jeg ser sporløs hver gang – og jeg tuder hver gang. Når man er i den situation selv. Min datter har ellers søgt om jeg ikke kunne være med, men man får aldrig svar. Nogle af mødrene vil gerne fortælle om det, lige inden de dør. Så vil de gerne have afleveret historien; dem der har en tid i alderdommen, de får fortalt det.

For mit vedkommende ved jeg, at der i kredsretten ligger dokumenter om min far. Jeg har boet sammen med min far, siden jeg var 16 år. Jeg ringede derop i forbindelse med hans dødsfald, men jeg har aldrig bedt om papirerne. Det er sådan en lidt snørklet historie med mig og min storebror. Han boede i min hjemby, men vi kendte ikke hinanden særligt godt. Men min storebror, som havde en anden mor, han boede hos ham og hed hans efternavn. Og de havde også kontakt med hinanden, da min bror tog på uddannelse i Danmark, men ikke så meget til sidst. Han var tættere på min far, det var jeg ikke.

Min far betalte bidrag. Jeg fik også altid gaver til min fødselsdag og til jul. Jeg kan forstå på de andre, at i den forstand har min far været ’gavmild’. Når min mor ikke havde råd til et eller andet jeg skulle bruge, så skrev hun et brev til ham. Og så fik jeg også mine penge. Det virkede. Men jeg har aldrig snakket med den mand. Vi besøgte ham en enkelt gang da jeg var 12-13 år. Men vi boede i samme by. Han tog hjem til Danmark, da han blev pensioneret.

Vi mangler et papir der beviser, at vi har ret til at få oplysningerne.

Jeg ved heller ikke, om jeg havde fået forbindelse til min far, hvis ikke jeg havde kendt nogen, der havde mulighed for at finde papirerne.

Det er for det meste os, der tager kontakten, os der tager initiativ. I den anden ende sidder der en mand, som nogen gange overgiver sig.

Det der er kernen i det her, er at vi får en lovmæssig ret til at søge oplysninger. Vi føler, det er en menneskeret at søge at få afklaret, hvad hedder min far.

Da min datter fik sclerose, var der kun fire i hele Grønland, og de havde alle sammen anden baggrund end rent grønlandsk. Det spiller en meget stor rolle, at man kender til, hvor man kommer fra.

Det er frustrerende. Jeg har også forsøgt at finde noget viden om min biologiske far og har ”rendt panden mod en mur af tavshed”. Det er frustrerende. Jeg mener vi har ret til at vide, hvem der er vores biologiske forældre. Jeg håber, at der kan komme lidt gang i den sag, så vi også kan få vished om vores ukendte fædre.

Mine børn – som har lyst hår og blå og grønne øjne - spørger: ”Hvorfor må vi ikke få at vide, hvem vores rødder er ?”

Det er kontakten, der er den allermest centrale. Det er at blive anerkendt som en ordentlig del af familien.

Gang på gang hører man om den mur folk støder på. De kunne ikke få oplysninger. Det er oplysningerne, vi har brug for. Så man kan vide. Jeg har en drøm om, at inden jeg går i graven, skal jeg – uden at det pinligt – kunne sige: ”Jeg har en far og han hedder ….”.

6.3 Sammenfatning

Tallene viser en generel stigning i antallet af børn uden for ægteskab i den omhandlede periode. Der er tale om jævn stigning, dog således, at stigningen specielt skete efter 1940. Tallet var meget markant og toppede i 1973, hvor 56 % af alle fødsler var børn født uden for ægteskab.

De berørte har i deres barndom ofte været udsat for stigmatisering og blevet udskilt, udskældt og behandlet som ”andenrangs”. Dette står ikke til at ændre, men der et ønske om at få anerkendt, at denne behandling ikke var retfærdig. Reglerne, som ikke gav mulighed for at dømme til faderskab, men kun til bidragspligt, betragtes som eksponent for uretfærdigheden, men det ligger klart, at der i Grønland på samme måde som mange andre steder var tale om en samtid, hvor man i de sociale relationer var meget hård ved de ”uægte børn”.

Savnet af faderfigur, tabuiseringen af spørgsmålene og problemer med identitetsfølelsen kan heller ikke ændres bagudrettet. De berørte peger imidlertid på to ønsker, som kan realiseres: For det første anerkendelse af, at det var en vanskelig situation at være ”juridisk faderløs” og ”uægte barn” i den pågældende periode. For det andet er der et udtalt ønske om at få adgang til eventuelle tilgængelige informationer om bidragsfaderen, der findes. I enkelte tilfælde er det i denne forbindelse også et håb, at der er mulighed for at få kontakt til den pågældende bidragsfader, således som det skete for Anne Sofie Hardenberg, beskrevet i bogen ”Kampen for en far”.