Man er ikke rigtig grønlænder, når man ikke råber om selvstændighed

Selvstændigheden er blevet til et mål i sig selv, og mellemstykket noget der kommer bagefter. Man vælger at starte med skorstenen først, i målet om at bygge et hus, når man bør bygge fundamentet først. Et stærkt fundament i denne allegori er befolkningen – hvis nogen skulle være i tvivl

Onsdag d. 3. november 2021
Aqqalu C Jerimiassen, medlem af Landstinget for Atassut
Atassut  
Emnekreds: Foder til læseheste, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Man har heller ingen ret til at ytre sig, når man mener at selvstændighed lige pt. ikke er realistisk. Sådan ser det i hvert fald ud når separatister påberåber sig al taleretten.

Kan det virkelig passe at man i dagens Grønland, ikke må mene at man endnu ikke føler sig parat til selvstændighed? Mener befolkningen virkelig at nyhedsoverskrifter der ikke stemmer overens med løsrivelsesentusiasternes bør censureres? Hvad er meningen med ytringsfriheden, pressen og for den sags skyld demokratiet, når folk mener at der kun må være pro-selvstændigheds overskrifter.

Man kan mene hvad man vil, og kæmpe for sin overbevisning. Eller det burde man efter demokratiets spilleregler. Det er det moderne menneskeret som vi ellers bestræber os efter. En central demokratisk rettighed som vi højst sandsynligt tager for givet.

Da vi i vores sidste generalforsamling i Atassut vendte tilbage til vores oprindelige og helt centrale politik om at bevare rigsfællesskabet, så længe vi endnu økonomisk set og mandskabsmæssigt ikke kan være selvbårne. Vi lagde også godt mærke til at det var nærmest tabu at være pro-rigsfællesskabet, og dengang i år 2019 var der kun Samarbejdspartiet der ikke ville løsrive sig, og Demokraatit var nyligt blevet til et parti der ville selvstændighed.

I dag er det kun Atassut hos partierne der gerne vil bevare rigsfællesskabet, og vi er ikke længere bange for at melde vores mening om selvstændighed ud. Tværtimod er vores centrale politik det selvstændige menneske. For det er mennesket, befolkningen der skal sørge for et velfungerende samfund, ikke landet.

Alligevel har vi fået utallige kommentarer om at vi ikke er rigtige grønlændere fordi vi ikke vil kæmpe for løsrivelse. Jeg har rent personligt fået utallige beskeder om at jeg burde skamme mig for mine meninger, sågar fået mange offentligt synlige nedsættende kommentarer om hvor tyk jeg er. Er det på den måde man ”kæmper” for selvstændighed?

Tanken om et selvstændigt land er en vidunderlig tanke. Selvfølgelig skal folk have ret til at kæmpe for et selvstændigt land. Folk skal også have ret til at mene det modsatte uden at man degraderes til andenrangs borgere. Uden at man bliver udsat for censur. Censur og forbud mod at mene noget andet, er noget som kendetegner helt andre styreformer i lande hvor demokrati er et skældsord. Det handler om respekt til andre meninger uanset om man er enig eller ej. Det handler om respekt til andre mennesker.

Mener man virkelig at selvstændighed kan opnås ved at censurere dem der mener noget andet? Lad os så sige at hver eneste borger mener at vi bør have selvstændighed nu, vil det så endelig ske? Hvem er det der skal ”give” os selvstændighed? Politikerne? Danmark? Partier? Forfatningskommissionen? Eller os selv?

I bund og grund kæmper vi alle om det samme. Et velfungerende samfund, et samfund der er selvbærende, og et selvstændigt befolkning. Så er der nogle (om end flertallet) der mener at dette kan skabes når vi har løsrevet os. Med al respekt, så mener vi at det er omvendt. Det er det selvstændige og sunde befolkning der automatisk vil være i stand til tage vare på egne anliggender.

Selvstændigheden er blevet til et mål i sig selv, og mellemstykket noget der kommer bagefter. Man vælger at starte med skorstenen først, i målet om at bygge et hus, når man bør bygge fundamentet først. Et stærkt fundament i denne allegori er befolkningen – hvis nogen skulle være i tvivl.

Det er selvfølgelig tydeligt at dette er en reaktion i lyset af Jakob Janussens udtalelse om at ”Selvstændighed er dagdrømmeri”. Manden har jo siddet bag de store forhandlinger, skrevet de store kommissionsbetænkninger og ved en eller to ting om hvordan ting er skruet sammen og muligvis besidder en god fornuft hvis man spørger mig.

Men det egentlige spørgsmål i dette indlæg handler ikke om hvorvidt Grønland bør eller ikke bør være selvstændig. Det handler om de mest grundlæggende demokratiske principper, ytringsfrihed og folkemassens mening. Der er mange i diverse kommentarer og indlæg i de sociale medier, der mener at man bør boykotte aviser der er frække nok til at trykke nyheder, der kan sætte spørgsmålstegn ved selvstændigheds ønskerne. Det var ikke kun manden der udtalte disse ord man blev sur på. Det var også selve avisen der fik ”skæld ud”.

Vi kan nok være enige om at folket ville have jublet, i hvert fald ikke klaget og truet med at boykotte avisen, hvis det havde været et budskab om selvstændighed og løsrivelse. Hvad er avisens, eller for den sags skyld pressens rolle her? Skal aviserne kun trykke flertallets holdninger? Har avisen ret til at bringe mindretallets budskab ud?

Derfor sidder jeg her og skriver som en bekymret politiker, en bekymret borger, og en bekymret far for mine børns fremtid når det angår menneskets rettigheder og ytringsfrihed, eller rettere en mulig frihedsberøvelse.



Aqqalu C. Jerimiassen