Den fremstrakte hånd og den knyttede næve

16-01-2017

Det er et problem, man i Grønland bør tage dybt alvorligt. Jeg har siden 2008, hvor jeg åbnede www.kamikposten.dk, set hvordan interessen i Danmark for Grønland har skiftet karakter fra det meget imødekommende og naivt ukritiske til en holdning, der i dag er meget skeptisk. Når skatteminister Karsten Lauritzen siger, at ”vi har købt en grønlænder”, så er hans parti, Venstre, naturligvis nødt til at gå ud og beklage det, og det har Karsten Lauritzen også fået besked på at gøre. Men der er da ingen, der mener det. Tværtimod er det blevet opfattet som befriende, at han har kaldt en spade for en spade, og sådan er det ikke bare i Danmark, det er også en udbredt opfattelse i Grønland. Skiftet fra den generelt positive holdning og interesse for Grønland blev mærkbart, da man fra grønlandske politikeres side erklærede, at man i Danmark ikke skulle regne med at få del i milliarderne, når de begyndte at rulle ind i Landskassen fra olien og alle de andre rige forekomster af efterspurgte råstoffer. Det var ikke udsigten til ikke at få del i fantasilliarderne, der stødte folk i Danmark. Det var den utilslørede egoisme i forhold til danske skatte- og afgiftsbetalere, der i umindelige tider havde bidraget med milliarder af kroner, uden at nogen for alvor havde sat spørgsmålstegn ved de årlige bevillinger til Grønland. I forhold til Grønland har man aldrig haft blikket stift rettet mod pengene, der blev bevilget. Penge er blevet bevilget ud fra et vurderet behov og af et godt hjerte. Der kom for alvor skred i den voksende ligegyldighed overfor Grønland, da Aleqa Hammond begyndte at føre sig frem med sin forsoningskommission, sin brune sovs og afsløringen hendes lemfældige omgang med Landskassens penge i hundredtusindkroners klassen, og senere med Statskassens penge i et mere beskedent omfang. I Folketinget greb embedsværket ind med det samme. Det er der ingen, der tør gøre hjemme i Grønland. Så dukkede Vittus Qujaukitsoq, og nu kan det næsten ikke blive værre. At Kim Kielsen synes, at der positivt, når Aleqa Hammond og Lars Løkke Rasmussen finder sammen, og Aleqa Hammond ad den vej bliver formand for Grønlandsudvalget, og at han udtrykker forståelse for Vittus Qujaukitsoq udfald mod Danmark og kun synes, at det skulle være sagt lidt mere diplomatisk. Det lukker alle håb ude for en forbedring i den danske befolknings opfattelse af det, der i disse år foregår i Grønland, og af den aggressive attitude over for Danmark. Anders Nilsson redaktør for Kamikposten ogKamikposten på facebook/