Argumenter fremmer dialogen

Spar krudtet med at angribe sagesløse embedsmænd - og bekend kulør i stedet for. For jeres indlæg viser, at I i realiteten ikke ønsker råstofprojekter til Grønland. Og det er fair nok. Men hvorfor ikke sige det højt og åbent – og samtidig komme med et bud på, hvad vi så skal leve af. Det vil uden tvivl fremme debatten.

Onsdag d. 17. oktober 2012
Ove Karl Berthelsen, Landsstyremedlem for erhverv og arbejdsmarked  
Emnekreds: Efterforskning, Minedrift, Olieefterforskning, Råstoffer.

Landsstyremedlem Ove Karl Berthelsen: Jeg har en klar opfordring til ICC-præsidenten og Avataq-formanden, der er fremkommet med ubehagelige anklager mod embedsstanden i Råstofdirektoratet på sermitisaq.ag.

Ret skytset mod mig – ikke på mine embedsmænd, som ikke kan forsvare sig. Det er en uskik, som bør stoppes. Det er mig som landsstyremedlem for erhverv og råstoffer, der har det politiske og administrative ansvar. Det er mig, som i det daglige træffer de løbende afgørelser, og når et selskab får en tilladelse til at anvende et område til mineaktivitet, så er det et samlet landsstyre, der træffer afgørelsen.

Og for så vidt angående miljødelen i forbindelse med storskalaprojekter, ja, så følger vi DCE’s anbefalinger. DCE - Nationalt Center for Energi og Miljø er et uafhængigt og forskningsbaseret institut under Aarhus Universitet. I deres arbejde samarbejder DCE med Naturinstituttet. Og hver gang de kommer med tilbagemeldinger til Råstofdirektoratet, bliver deres anbefalinger fulgt til punkt og prikke. Eller sagt anderledes: anklagen om at embedsværket – så at sige - ”kører deres eget løb” holder ikke. Råstofdirektoratet er en myndighed, der sagsbehandler efter det gældende regelsæt – og ikke efter egne regler.

Hvert år foretager et anerkendt analyseinstitut Fraser en undersøgelse af, hvilke udvalgte (mine)lande der har de bedste forudsætninger til at gennemføre minedrift og efterforskning. I disse undersøgelser rangerer Grønland højt. Og et af de parametre, hvor vi er særlige gode, er netop vores myndighedsbehandling, herunder Råstofdirektoratet. Eller sagt anderledes: Internationalt er der en stor tiltro og respekt om Råstofdirektoratets myndighedsbehandling.

Spar krudtet med at angribe sagesløse embedsmænd - og bekend kulør i stedet for. For jeres indlæg viser, at I i realiteten ikke ønsker råstofprojekter til Grønland. Og det er fair nok. Men hvorfor ikke sige det højt og åbent – og samtidig komme med et bud på, hvad vi så skal leve af. Det vil uden tvivl fremme debatten.

Og jeres fælles anklage om, at den demokratiske proces er trådt under fode, og at processen er gået for hurtig, holder ikke til et nærmere faktatjek. Faktisk er der blevet informeret en hel del om London Mining-projektet, hvilket jeg personligt er stolt af. Siden 2009 er der afholdt 24 forskellige former for informationsmøder, målrettet offentligheden. Derudover er der lavet en film om emnet samt fire seminarer/konferencer, to interne møder for Landsting og landsstyre og fire borgermøder i forbindelse med den aktuelle høringsproces. Oveni alle de informationstiltag er der blevet besvaret syv spørgsmål fra medlemmerne fra Landstinget.

Så det er vel ikke helt forkert at konkludere, at London Mining-projektet nok er et af de erhvervsprojekter i Grønlands historie, der har været mest information om. I det lys tror jeg ikke, at London Mining-projektet bliver ”En bombe under Selvstyret”, som ICC-præsidenten så poetisk udtrykker sig. I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvis ICC bliver kørt ligeså åben og transparent som tilfældet har været med London Mining-projektet – en åbenhed, som vil klæde ICC.

Der bliver ofte henvist til Canada, når der bliver talt om, hvordan gode høringsprocesser skal forløbe. ICC-præsidenten er inde på det samme spor. Kort fortalt: Vi er meget inspireret af Canadas måde at håndtere storskalaprojekter på, herunder høringsprocesser. Faktisk har vi allerede gennemført en række tiltag, med klar inspiration fra Canada. Det drejer sig blandt andet om VVM (Vurderinger af Virkninger for Miljøet), og VSB (Vurdering af Samfundsmæssig Bæredygtighed). Begge tiltag er vigtige analyser, og som er et krav for at kunne få en endelig tilladelse til at udnytte et bestemt område til minedrift. Med VVM indtager DCE en stor rolle. Når man laver en VSB, udfærdiger man en trepartsaftale mellem berørte kommune(r), landsstyret og selskabet. Her bliver det lokale element inddraget i et væsentligt omfang. Og dernæst har vi i forbindelse med høringsprocesser i relation til London Mining-projektet fået tilknyttet en uafhængig facilitator af mødet - en idé, hvor vi er inspireret af det store land mod vest.

Men når det er sagt, så er det ikke alle ting, der kan overføres til Grønland. Grønland er ikke Canada – eller omvendt. En af forskellene er, at der ofte kører en del retssager om land claims (ret til jord)i Canada, hver gang et selskab ønsker at anvende et bestemt område til minedrift. Det gælder særligt en række indianergrupper og inuit-samfund, hvor man ikke har fået slået fast, hvem der ejer hvad. Denne problemstilling har vi ikke i vores samfund. Her er jorden et fælleseje, og hvis et selskab skal have brugsretten til et bestemt område, så er de folkevalgte organer som Landstinget og landsstyret, der træffer afgørelserne.

Når man læser Aqqaluk Lynges indlæg, får man indtryk af, at vi ikke er tilstrækkelige inspireret af fremgangsmåderne fra Canada og Alaska. Det kunne være, at ICC-præsidenten vil være mere præcis, hvad han tænker på. Hvis der er mulighed for at forbedre vores høringsprocesser, lytter vi gerne.

Læs en besvarelse her
Storskalaprojekter og demokratisk umodenhed