Fiskeriet må have hjælp, men ikke på grund af blokaden

I den ene ende skabes mangemillionærer. I den anden ende skabes tabere. Midt imellem sejler de fiskere, som ved hårdt arbejde, stadig kan skabe et overskud trods lave indhandlingspriser

Fredag d. 4. maj 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik.

Fiskeriet - Grønlands hovederhverv - det, der skaber flest direkte og indirekte arbejdspladser og brødføder de fleste familier, er i dyb krise. Årsag: Vi mangler en langsigtet fiskeripolitik.

Fiskeripolitikken er kendetegnet ved kortsigtede hovsa-løsninger og lette her-og-nu-løsninger - tilsyneladende uden tanke for erhvervet og samfundet, men med stærk fokus på uheldssvangre politiske særinteresser.

I den ene ende skabes mangemillionærer. I den anden ende skabes tabere. Midt imellem sejler de fiskere, som ved hårdt arbejde, stadig kan skabe et overskud trods lave indhandlingspriser.

Midt i det hele står Royal Greenland med sine problemer. Fiskerne forlanger højere indhandlingspriser - ellers kan de ikke overleve, siger de. Men hvem skal betale?

Royal Greenland må selvfølgelig prissætte i overensstemmelse med de indtjeningsmuligheder, markedet giver - og efter den forventede prisudvikling på verdensmarkedet.

Royal Greenland kan ikke betale overpris. Så får koncernen igen underskud. Hele virksomheden vil være i fare for at kollapse, Hvis det sker, vil det få uhyggelige konsekvenser for hele samfundet.

Interessant nok opstår krisen i et år, hvor der må fanges flere rejer end nogensinde tidligere. Under normale forhold skulle man tro, at alle ville blive rigere. Fiskerne hævder, at de bliver fattigere.

Fiskeriets strukturproblemer er skyld i krisen. Den er opstået, fordi landsstyret ikke forlængst har fundet en løsning på det kystnære fiskeri. Det drejer sig både om hellefiskefiskeriet og rejefiskeriet. De små urentable fartøjer, skal skiftes ud med større mere effektive og rationelle fartøjer.

I stedet for at gennemføre den nødvendige omlægning har landsstyret forsøgt sig med alle mulige halve løsninger. Eksempelvis er der givet grønt lys for at indsætte indhandlingsskibe, selv om det underminerer den politik, der medførte etablering af fabriksanlæg på land. Alle bliver tabere på grund af slingrekurs og manglende konsekvens.

Ligesom samfundet hjalp, da antallet af store trawlere blev skåret ned i begyndelsen af 1990erne, må samfundet gøre mere for at finde en løsning på strukturproblemerne i det kystnære fiskeri.

Løsningen er imidlertid ikke at garantere fiskerne mindstepriser. Det vil blot blive en sovepude for fiskeriet. I stedet bør der være en gulerod for de fiskere, som sender deres gamle kuttere til ophugning og går sammen med andre fiskere om anskaffelse af nye, større fartøjer.

Guleroden kunne være en ekstra kvote. For eksempel kunne kvoteforhøjelsen i det indenskærs fiskeri være blevet brugt til at fremme denne udvikling. Kun det effektive fiskeri kan få del i kvoteforhøjelsen.

Desuden må politikerne skabe bedre rammer for, at vi i højere grad kan udnytte spisekammeret - vores levende ressourcer - få fiskene og skaldyrene fanget og behandlet efter de veterinære regler og distribueret til butikker i hele landet og eventuelt eksporteret. Vi har ressourcerne. Vi har fangerne. Vi har en spredt bebyggelse med mange små beboede steder for at kunne udnytte de levende ressourcer. Men vi kan ikke finde ud af at behandle og distribuere dem.

Fisk bliver ikke fanget, fordi de ikke kan indhandles. Sælkød smides ud. Rensdyrkød destrueres, fordi det ikke kan sælges til overpris. Vinterjagten på rensdyr bliver stoppet, selv om der er grundlag for at fange flere rensdyr. Vi har masser af mad i samfundet, som ikke bliver udnyttet.

Samtidig smadrer vi fiskeriet, der er det eneste produktive erhverv, hvor vi skaber nye værdier, der kan eksporteres.

Politikerne taler og giver løfter, men de gør ikke noget effektivt for at løse de grundliggende problemer for vore primære erhverv. Løsningen på fiskeriets problemer er at skabe rammer, så erhvervet kan udvikle sig efter markedskræfterne.

Der skal skabes finansieringsmuligheder, så den nødvendige fartøjsudskiftning kan finde sted. Desuden bør der indarbejdes regler, som sikrer et dynamisk fiskeri og en udvikling. Det dur ikke, at fiskeriet fortsat koncentreres på nogle meget få familier, der køber flere og flere kvoter. I den nuværende situation er der fare for denne udvikling, og jo sværere fiskerne får det økonomisk, jo større er faren for at denne koncentration i fiskeriet fortsætter.

Men at blokere havnene løser ikke fiskernes problemer, det gør kun dialog. At fiskerne nu har kastet sig ud i ulovligheder for at presse samfundet kan under ingen omstændigheder accepteres.