Et personligt tilbageblik på årene 1966-2021

Op til julen 1966 var jeg flad og gik derfor ind på studenternes arbejdsanvisning. Lokalet var propfyldt. Hver gang der blev råbt et job op, så blev der også råbt op fra hele flokken af fremmødte.
Da det blev annonceret, at man søgte en studentermedhjælper i Ministeriet for Grønland, blev der helt stille. Ingen meldte sig, og jeg kunne forsigtigt sige, at det job ville jeg gerne have.
Det blev starten på et livsvarigt arbejde for og i Grønland

Onsdag d. 3. februar 2021
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Erindringer, Foder til læseheste.

Indholdsfortegnelse: Vi flyttede til Godthåb i 1974 Svindel med offentlige midler Et parallelt liv som tegner Nuuk Ugeavis Mine år i landstinget 1995-2001 Vi flyttede til Danmark i 2001 Men ellers fortsatte jeg mit arbejde Alt det sludder om Danmark som en brutal kolonimagt Læs også Da jeg i 1966 forlod gymnasiet med en bestået matematisk-fysisk studentereksamen, valgte jeg ud fra min interesse for samfundet og dets måde at fungere på at studere sociologi på Københavns universitet. Jeg fik uddannelsesstøtte, men den rakte ikke til ret meget, så op til julen 1966 var jeg flad og gik derfor ind på studenternes arbejdsanvisning. Lokalet var propfyldt. Hver gang der blev råbt et job op, så blev der også råbt op fra hele flokken af fremmødte. Da det blev annonceret, at man søgte en studentermedhjælper i Ministeriet for Grønland, blev der helt stille. Ingen meldte sig, og jeg kunne forsigtigt sige, at det job ville jeg gerne have. Det blev starten på et livsvarigt arbejde for og i Grønland.

Jeg blev ansat i ministeriets økonomisk-statistiske kontor, og her lærte jeg gennem tre år meget om Grønland af pensionister fra Grønland, der også arbejdede på kontoret. De delte meget gerne ud af deres erfaringer. I sommeren 1969 blev jeg udsendt til Grønland som interviewer i en forbrugerundersøgelse, der skulle danne basis for et grønlandsk pristal. Jeg kom til Godthåb og Fiskenæsset.

Hele familien i gang med at slagte en sæl

Den første tolk, jeg fik til hjælp, talte et fint dansk. Det kneb lidt mere med det grønlandske, det kunne jeg se på de folk, vi interviewede i Fiskenæsset. Spegepølse oversatte han til ”spegebølsit” og videre derudaf. Han havde et handicap med sit ene ben og havde tilbragt en del af sin barndom på Ortopædisk Hospital i København. Da vi kom tilbage til Godthåb, fik jeg en anden tolk. Det var en sød pige i kæmnerkontorets folkeregister. Vi har nu været gift i tæt på 51 år. Hjemvendt fra Grønland søgte jeg ind som edb-elev i Siemens Data, da det der med sociologi ikke kan læres på et universitet, det skal læres ude i samfundet. Min tolk fra Folkeregistret, Najaaraq Rosing Heilmann, flyttede til Danmark, og vi blev gift. Vi flyttede til Godthåb i 1974 På vej til Godthåb Mit arbejde i Siemens data som systemkonsulent blev efterhånden så krævende med tilkald på alle tider af døgnet, at det ikke kunne forenes med et familieliv med to børn og en i vente. Derfor besluttede vi at flytte til Godthåb, hvor der ikke var nævneværdig afstand mellem hjem og arbejde. Vi flyttede i 1974. Jeg havde fået arbejde hos Landshøvdingen med at revidere kommuneregnskaber. Efter nogle måneder blev jeg bedt om at søge jobbet som leder af lønningskontoret hos kæmneren. Der skulle indføres EDB-registrering af lønningerne, og jeg var den eneste, de kunne finde med viden om edb. Jeg steg fra en løn som assistent til løn som fuldmægtig. Det var mange penge. Svindel med offentlige midler Det varede dog kun et par år, før jeg vendte tilbage til Landshøvdingeembedet. Der var på kæmnerkontoret kommet en mellemleder op fra Danmark, som havde været på juleferie. Han ville have dagpenge og rejseudgifter med videre betalt. Det fortalte jeg ham, at han ikke kunne få. 10 minutter senere fik jeg en ordre fra kæmneren om at udbetale pengene. Jeg gik over til Landshøvdingeembedet, fortalte, hvad der sket, og vendte tilbage til et job i erhvervsstøtteudvalgets kontor til assistentløn. Hos landshøvdingen arbejdede jeg med erhvervsstøtte, kontrol af laksefiskeriet og registrering af fremmede fiskeres fangster. Pukki og Jukku Et parallelt liv som tegner Sideløbende med mit lønnede arbejde illustrerede jeg bøger til folkeskolen i Grønland. Den første bog var ”Pukki Jukkulu” skrevet af Lars Lundblad. Pukki og Jukku er to glade gutter, der bor for sig selv et sted på kysten. Jeg lavede også en ugentlig tegneserie i AG. Den blev senere udgivet som hæfte: ”Jonas i den utilgængelige fjord”. Det førte til at jeg på et tidspunkt blev ansat som leder af Uddannelsesinspektoratets informationsafdeling. Her producerede vi stribevis af hæfter om muligheder for uddannelse. Jeg husker bedst et hæfte i serien ILLIMMI, der handlede om misbrug af alkohol. Der var bidrag fra skoleklasser i hele landet. De vidste godt, hvor stort problemet var. På flugt fra vold i hjemmet Det fik en brat ende, da informationsafdelingen blev slået sammen med Hjemmestyrets informationstjeneste med Philip Lauritsen som chef. Det ville jeg ikke spilde min tid med. Jeg sagde mit job op og trådte ud og blev selvstændig næringsdrivende. Nuuk Ugeavis Som selvstændig arbejdede jeg blandt andet på timelønsbasis på Nuuk Ugeavis, der var ejet af Mostrup, en dansk annonceavisudgiver. Nuuk Ugeavis kørte med underskud og blev udbudt til salg. Sammen med en anden timelønnet medarbejder stiftede vi et anpartsselskab og købte Nuuk Ugeavis for 120.000 kr. og bragte avisen på fode. Det var et stort og meget tidkrævende arbejde, så da vi efter nogle år fik et uopfordret tilbud fra Sermitsiaq, solgte vi Nuuk Ugeavis til Sermitsiaq for 1,2 millioner kroner. Karikatur af Jonathan Motzfeldt på forsiden af ILLIMMI om alkoholmisbrug Jeg blev bedt om at fortsætte som redaktør i en toårig periode, men det kom til en brat afslutning i forbindelse med et landstingsvalg, hvor Jonathan Motzfeldt gik af som formand for landsstyret. og Lars-Emil Johansen trådte til i stedet for. Jeg skrev i en leder i Nuuk Ugeavis om, at ”det var lige som at holde en fest: Jonathan Motzfeldt var den muntre onkel. der spredte latter og glæde, men hurtigt faldt om. Og dagen efter kunne man tælle de tomme flasker under sengen. Lars-Emil Johansen var den smarte fætter. der altid have nogle sjældne malerier eller ægte tæpper på hånden, som man kunne købe billigt. Senere viste det sig, at det eneste, der var ægte, var den check, han var gået bort med.” Det blev for meget for Sermitsiaq. Jeg blev sagt op og skulle fratræde øjeblikkeligt. Jeg levede herefter af at løse opgaver med it-systemudviking og illustrere bøger og blade.

Illustration til en bog om HIV

I tidens løb var jeg i en periode bestyrelsesformand for Godthåb TV-forening, og i en årrække var jeg formand for Godthåb Bådforening. Mine år i landstinget 1995-2001 I 1995 blev jeg valgt ind i Landstinget for Atassut. Det var et hårdt fuldtidsarbejde. Atassut var indgået i et landsstyresamarbejde med Siumut. Som led i samarbejdsaftalen delte man de lukrative formandsposter i de hjemmestyreejede virksomheder. Atassut fik blandt andet formandsposten i bestyrelsen for Tele Greenland. Den post forlangte jeg at få, fordi jeg var den eneste valgt ind for Atassut, der havde bare en lille smule forstand på det, som man arbejdede med i Tele Greenland. Det første jeg tog fat på var prisen for et telefonabonnement. Jeg forklarede i bestyrelsen, at telefonnettet var ligesom en motorvej, den skulle hele tiden holdes åben, og det kostede stort set det samme, uanset hvor meget vejen blev brugt. Fra vores egen familieøkonomi vidste jeg, at telefonregningen kom en gang i kvartalet, og hvis den lød på det samme beløb som sidste gang, så var alt i orden. Det betød, at hvis Tele Greenland satte prisen ned, så ville forbruget stige - op til det, som kunderne plejede at betale. Sådan kom det til at gå i de fire år jeg sad som formand for bestyrelsen. Hvert år satte vi teletaksterne ned, uden at det gik ud over den samlede indtjening. Vi flyttede til Danmark i 2001 I 2000 faldt jeg bevidstløs om af stress, første gang i Nuuk og anden gang i Ittoqqortoormiit. Samtidig blev kritikken af, at jeg ikke talte grønlandsk fra talerstolen i Landstinget, mere og mere hysterisk. Det endte med, at vi besluttede at flytte til Danmark. Her bor vi så syd for Limfjorden 20 kilometer øst for Aalborg i en tryg pensionisttilværelse. Men ellers fortsatte jeg mit arbejde Jeg modtager noget pension fra landstinget og den kvitterer jeg for ved at drive en gratis internetavis for alle med interesse for Grønland: www.kamikposten.dk. Det er et fuldtidsarbejde. Jeg trækker i Kamikposten på den indsigt, jeg fået gennem mit arbejde i og med Grønland siden 1966. Og jeg trækker på en omfattende fotosamling fra mange udvalgsrejser til de fleste beboede steder i Grønland og fra de mange tegninger, jeg har fået udgivet. Den mest sete tegning er det logo, som Sermersooq kommune har hugget og bruger som byvåben på såvel flag som biler og tryksager. Den sidste måneds tid har jeg hovedsageligt brugt på at digitalisere: Om bogen Krise uden alternativ Krise uden alternativ Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab i Grønland 1914-1974 Historisk udredning om de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951 Fra Grønland til gaden Alt det sludder om Danmark som en brutal kolonimagt Det er tekster, der blotlægger alt det sludder om Danmark som en brutal kolonimagt, der har undertrykt Grønlands befolkning på det grusomste: Teksterne er lagt ind på www.kamikposten.dk i menupunktet ”Indsigt” i emnet ”Grønlands historie”. Læs også Paradisets Have Lidt om redaktørens baggrund Fra dengang jeg var helt lille, husker jeg en leg, der hed "Tag fat!". Legen blev indledt med at finde ude af, hvem der skulle være. På strækningen mellem start og mål var der nogle steder som var "helle". Det kunne være et trappetrin, en sandkasse eller hvad som helst, hvor man kunne stå i fred for "den der var den".