Indsigt: Krise uden alternativ: I Klassikere og modernister

Krise uden alternativ: I Klassikere og modernister

Indholdsfortegnelse:
1. Første runde
2. Pressen blander sig
3. Et defensorat

1. Første runde

Da landsfoged Eske Brun om morgenen den 5. maj 1945 kunne telegrafere til den danske regering, at han var klar til at modtage forholdsordre angående den fortsatte administration af Grønland, skete det i stolt bevidsthed om, at han havde nået det mål han havde sat sig ved adskillelsen i 1940. Sejren på den grønlandske hjemmefront ville ikke blive fejret med musik og parader, men den »ville give enhver som havde kæmpet for den en ret, der var mere værd end noget andet: retten til at komme hjem med god samvittighed og oprejst pande i bevidstheden om at vi har gjort vor pligt, at vi på den post vi blev sat, har ydet vor indsats til Danmarks ære og for bevarelsen af noget som ikke burde sættes over styr i det store verdensopgør: Danmarks og Grønlands fælles fremtid.« (1)

Båndene var ikke bristet, de havde tværtimod holdt til den tunge belastning på den smukkeste måde, som det hed i regeringens svartelegram. Aldrig har vel Danmark været omfattet af varmere og hjerteligere følelser i den grønlandske befolkning end netop under krigsårene fra 1940 til 1945. Herom er der talrige vidnesbyrd, lige fra den berømte indskrift på pemmikandåsen ved Bache Peninsula-depotet: » Tyskerne fraraner danskerne alt kød. Kongen er den eneste, der ikke har tabt modet. Der er ingen petroleum i butikken«, til landsrådets officielle erklæring i forbindelse med en drøftelse af Atlantdeklaration: en og det fremtidige forhold til USA på mødet i juli 1943: »Landsrådet ønsker særlig at fremhæve ... at adskillelsen fra Danmark har vist med større styrke end nogensinde før i hvor høj grad forbindelsen med Danmark er en hjertesag for Grønlands befolkning ... og vi udtaler håbet om en snarlig genoprettelse af de to folks fællesskab.« (2)

De færreste grønlændere forbandt vel noget med krig, men det stod dem klart, at de ellers så mægtige danskere var blevet de små i det fjerne verdensopgør. Medfølelse og solidaritet var naturlige reaktioner i en så usædvanlig situation. » Vi minder lidt om fugleunger, der er kommet væk fra deres moder og flyver urolig rundt og kalder på hende« skrev en gammel overkateket i anledning af den Danmarks-indsamling, der blev iværksat midt under krigen, og som indbragte det for datiden og for grønlandske forhold anselige beløb af 85.000 kr, som ved krigens afslutning blev overrakt den danske regering. Alle, danskere såvel som grønlændere kunne samles i længslen efter den dag, hvor skibet med splitflaget agter atter stod havnen ind. Da dagen endelig kom anede kun de færreste - om overhovedet nogen - at de virkelige belastninger for den danske grønlandske samfølelse tværtimod at være et overstået stadium lå ude i den endnu ukendte fremtid.

De europæiske kriges epoke, der startede i 1914 som en kulmination af europæisk expansionstrang og aggressivitet og endte i 1945 som et skæbnesvangert nederlag for århundreders europæisk dominans, var for kolonierne verden over ikke så meget »verdenskrige« som det var indledningen til en helt ny rollefordeling på historiens scene. De begyndte at blive sig deres betydning bevidst som råstofleverandører til de krigsfø~ ende industrinationer. Visse af dem oplevede en begyndende industrialisering og fik således bevis for, at investeringer var mulige, når kolonimagterne havde tilstrækkelig megen brug for deres varer. Hvide magthavere, der havde været urørlige gennem århundreder, måtte pludselig forsmædelig tage flugten, som da englænderne forlod Singapore og hollænderne Indonesien; for asiatiske bønder tegnet på, at en »himmelsk herskeropgave« nu var blevet frataget den hvide mand, hvis ret til magten aldrig kunne blive troværdig igen. I tusindvis af kolonisoldater måtte ofte livet for en sag, som ikke var deres, og de overlevende fik en belæring om, hvad europæisk kultur åbenbart også betød, en belæring de sent skulle glemme. I både engelske og franske kolonier lå det i luften, at der måtte blive tale om et noget for noget. Koloniernes trofasthed og offervilje måtte på en eller anden måde belønnes, når krigen engang var forbi, og den eneste acceptable belønning blev løfter om frigørelse, om national og politisk selvstændighed.

Intet af dette kom til at gælde de danske kolonier i Grønland, og alligevel blev den anden verdenskrig af skelsættende betydning for Grønlands udvikling og dermed for forholdet mellem Danmark og Grønland. Mens en så langvarig adskillelse tidligere ville have medført, at befolkningen måtte falde tilbage på en naturaløkonomisk selvforsyning, kom den anden verdenskrig til at fremkalde det afgørende skridt fra en årtusindgammel fangerkultur ind i et moderne økonomisk kredsløb. Mens godt 12.000 mennesker i 1908 havde haft ca. 114.000 sæler til rådighed for livets opretholdelse, så var fangsten i krigsårene 1939 - 45 dalet til omkring 40.000 dyr årligt, mens befolkningsmængden var steget til næsten 21.000. Der var ingen anden vej frem end forøgelse af fiskeproduktionen, der nemt kunne afsættes på det amerikanske marked, og takket være dette samt den tekniske udvikling, der gjorde kryolit til et så vigtigt råstof ikke mindst for flyvemaskineproduktion, kom krigen til at vise, at ikke alene kunne Grønland klare sig selv, det var endog muligt at forbedre levestandarden og indføre helt nye forbrugsvaner. Administrationens faste greb om alle økonomiske forhold blev opretholdt, men det var næsten en revolution at blive klar over, at verden stod endda, selv om navlestrengen til København blev klippet over. Dertil kom, at den nødvendige centralisering af administrationen i Godthåb skabte et fællesgrønlandsk centrum, en virkelig hovedstad. Det var ikke nogen tilfældighed, at man aldrig tidligere talte om kolonien Grønland, men om kolonierne Umanak, Egedesminde, Sukkertoppen, Godthåb etc. Danmark havde ikke een, men 13 kolonier langs den vidtstrakte kyst, hver med sine specielle relationer til kolonikontoret i København, og ofte havde Styrelsen klogt spillet på modsætninger mellem kolonierne og derved forhindret tilløb til en fælles optræden, som kunne få uønskede politiske virkninger hjemme. Derfor var det en kursændring, der kunne mærkes, da trådene samledes i Godthåb i løbet af sommeren 1940. Grønland var selv blevet en »umiarssuak«, et stort skib, og Eske Brun var som født til rollen som barsk, ordknap kaptajn med hjertet på rette sted. Han lagde en tung hånd på rattet - og skibet lystrede ror. Ikke alene kunne man klare sig uden direktiverne fra København, det føltes mange gange som en stor gevinst at slippe for atlanterhavsforhalingen af hvert eneste problem. Ikke mindst direktør Daugaard-Jensen, »den store nøler« som han er blevet kaldt (3), havde forstået at drage fordel af denne geografiske faktor. Når et andragende fremkom fra det sydgrønlandske landsråd, måtte han udbede sig nærmere oplysninger ved første skibslejlighed næste forår. Derefter skulle sagen ekspederes til udtalelse i det nordgrønlandske landsråd i Godhavn, og skulle der nu også herfra skaffes supplerende oplysninger, kunne der nemt være gået både to og tre år, inden det hele kom op på beslutningsplan i København. Mens græsset gror, dør horsemor. I og med krigen blev hele denne mekanisme, der i sin langsommelighed og uudgrundelige tilfældighed havde antaget næsten guddommelig og skæbneagtig karakter, fjernet fra den ene dag til den anden. »Det kom,« som Eske Brun fortæller, »til at gå lidt raskere, og det var noget helt afgørende, at man ikke længere behøvede at skele så meget til, hvad man havde gjort før. Enhver administrations naturlige angst for præcedens blev så godt som fjernet. Folk vænnede sig til, at når de spurgte i Godthåb, fik de svar med næste telegram. Landsrådet vænnede sig til til, at når man havde vedtaget et eller andet, var det sat i kraft inden landsrådsmødet var forbi . Det var nu en ganske behagelig ting.« (4)

De amerikanske baser fik ingen nævneværdig indflydelse. Landet er så stort, at sådanne enklaver kan etableres, og det er ingen »officiel sandhed«, at kun landsfoged Eske Brun havde adgang til dem. Fraterniseringsforbudet blev strengt overholdt. Alligevel kan man sikkert ikke udelukke, at det har gjort et vist indtryk når amerikanske buldozere og gravemaskiner på få måneder udrettede tekniske vidundere, som den danske kolonimagt altid havde afvist som umulige under 'de særlige grønlandske forhold', og det er helt sikkert, at den amerikanske indsats kom til at spille en rolle for den kritik af Grønlands Styrelse for at have forsømt Grønlands modernisering, som brød løs i dagspressen kort tid efter krigens afslutning.

Fangerliv og naturaliehusholdning ude af billedet som muligt fundament for det grønlandske samfund, monopolet under nedbrydning, Styrelsen om ikke overflødig så dog til at undvære, de spredte kolonier ved at samles til en national enhed, Grønland rykket fra sin afsides beliggenhed ind i stormagternes interessesfære: der var sket meget i de iøvrigt så hændelsesløse krigsår. » Vi må være forberedt på,« skrev Frederik Nielsen, en af det unge Grønlands fremtrædende talsmænd, »at ved genoptagelsen af den direkte forbindelse med Danmark står Grønland over for springet ind i en ny tid ... Vi vil stille krav om, at Grønlands forbindelse med Danmark bliver klart præciseret. Udgør vi en del af Danmark med dansk indfødsret, eller udgør vi en kolonibefolkning med specielle love? Vi ønsker nærmere tilknytning til Danmark. Den europæiske kultur vil vi gerne beholde og udvikle, for den er vort existensgrundlag ... Vi er gledet bort fra den gamle eskimoiske kultur, nu må vi tilpasse os i strømlejet, og det vigtigste middel er det danske sprog. Nationalfølelse består ikke i en fastholden ved gamle skikke men i at sikre betingelserne for slægtens beståen og udvikling.« (5)

Man bliver som dansk iagttager slået af med hvilken sikkerhed, hvilken sproglig udtrykskraft og præcision grønlændernes talsmænd formulerede deres opfattelse af situationen og af fremtidens krav her ved overgangen fra gammel til ny tid. Sagen var klar, der var ingen indre tvivl, derfor kunne de unge grønlændere finde dækkende udtryk for deres tankegang på det fremmede sprog. Det skulle blive vanskeligere siden, uanset større danskkundskaber. Augo Lynge, seminarielærer ligesom Frederik Nielsen, offentliggjorde i sommeren 1945 to store artikler i Grønlandsposten, der både rummede en analyse af den folkelige situation og en klar »hvad skal vi gøre«-programerklæring for fremtiden. Først spørger han, hvorfor det er blevet hængende i bevidstheden, at grønlænderne er dovne, uforudseende og urenlige, sådan som både kateket, præst og kommunerådsmedlem har belært dem om lige siden skoletiden. Det nytter ikke at slå sig til tåls med, at sådan er nok folkets væsen, det nytter heller ikke at skælde ud, »for ord har en ringe evne til at forandre et menneske, når betingelserne ikke er til stede«. I stedet skulle man begynde at forstå, »at mennesker ofte er som forholdene skaber dem«. Derfor kan man »ikke fordømme andre uden at fordømme sig selv først«, og ønsker man, at »forandre menneskene, må man begynde at forandre forholdene «, hedder det. Men hvad vil det sige at forandre forholdene? Ja, det vil selvfølgelig sige at tage konsekvensen af det faktum, at den gamle fangerkultur ikke mere kan bære samfundet, det vil sige at acceptere Grønland som en del af den moderne verden, også i økonomisk henseende, men før dette kan tage fart, må der ske noget inde i de grønlandske mennesker. De må oplyses, for »alene oplysning kan åbne vejen ud til større oplevelser, mere livslyst, større beslutsomhed og ansvarlighed. Virkelig oplysning gør ens verden større, og hvad der er endnu vigtigere : den former ens tankegang. Den skaber en mere selvstændig, mere oprigtig og ærlig sjæl, der er bedre egnet til at lede ens kamp for tilværelsen«. Derfor er det nødvendigt »at træne de små, men såre afgørende og vigtige hjerneceller«. Men det er ikke nok. Folket skal ikke alene oplyses, det skal også oplives. Det der er svækket, er selve kernen, »folkets egen livskim, er den kerne, som findes i ethvert folk - uanset kulturstander den kærne, som findes i ethvert folk - uanset kulturstandpunkt - en spire som kan gro, og som må gro, såfremt et folk skal kunne udvikle sig. En udvikling er nemlig ikke noget, man kan påføre et folk. Den må gro frem indefra, fra en indre kilde, fra eget grundlag. Det eneste man udefra kan gøre, er at begunstige vækstkræfterne«. Men når så dette er sket, hvad er så målet for det hele? Ja, så slutter Augo Lynge på en måde, der vel er overraskende ud fra hvad vi siden har oplevet og forstået, men som i datidens situation netop for grønlændernes talsmænd var den eneste rimelige og naturlige: »Lad os bare sige det åbent: vi ønsker udvikling inden for det danske rige til social, politisk, økonomisk og kulturel ligestillethed. Samme krav, samme pligter, samme chancer for dansker som for grønlænder, eller med andre ord, vi ønsker ud af grønlænderen at gøre en god dansk borger.« (6) De mange danske administrationsfolk, der i sommeren 1945 rejste hjem på en velfortjent permission, havde gode grunde til at antage, at sådanne udsagn var repræsentative for stemningen også i den brede befolkning. Også i Grønland kunne man ved verdenskrigens afslutning tale om »the revolution of rising expectations« (»de voksende forventningers revolution«). Men i Grønlands Styrelse i København var situationen en anden. Ved Danmarks besættelse i 1940 var urene i Styrelsens kontorer simpelthen blevet sat i stå. Alle forbindelseslinjer blev afbrudt og man var gennem alle krigsårene ude af stand til at skaffe sig underretning om, hvad der skete på den fjerne ø ved det amerikanske kontinents kyst. Så mange embedsmænd og andre ansatte som muligt blev overført til andet arbejde, tilbage var en ganske lille stab, som måtte fordrive den påtvungne ventetid med at udarbejde statistik over gammelt arkivmateriale, samt lave beregninger i forbindelse med det udvalgsarbejde, der brat var blevet afbrudt ved krigens udbrud i 1939. Direktøren, Knud Oldendow, var ganske ny i sit embede. Han var tiltrådt ved Daugaard-Jensens død i 1938, havde veloplagt taget fat på arbejdet med de forhandlinger mellem rigsdagens grønlandsudvalg og en grønlandsk landsrådsdelegation, som statsminister Stauning havde indkaldt til i sommeren 1939, og måtte så opleve, hvordan det der skulle have været kulminationen på hans karriere, blev taget ud af hænderne på ham uden at han kunne gøre hverken fra eller til. Han forsøgte at komme til Grønland via USA, men blev forhindret i at gennemføre sit forehavende, og havde derefter ikke andet at gøre end at acceptere situationen.

Det departement han var blevet chef for, var netop ikke noget departement i vanlig forstand, men snarere en lille stat i staten, Grønlands Styrelse hørte under statsministerens resort, men da statsministeren jo fremfor nogen havde andet at tage vare på, måtte han oftest lade Grønlands Styrelse passe sig selv og var i kritiske situationer helt henvist til at stole på de råd og vejledninger Styrelsens chef kunne give ham.

Styrelsesloven af 1925 havde medført oprettelsen af et parlamentarisk organ, rigsdagens grønlandsudvalg, til at have indsigt med de grønlandske anliggender, men dels var direktør Daugaard-Jensen ikke nogen ynder af hvad han opfattede som utidig politisk indblanding i Styrelsens sager, dels var udvalget kun på rejse i Grønland et par gange fra sin oprettelse til krigsudbruddet, så politikerne havde kun få muligheder for at gøre sig gældende. Ydermere betød Grønlands afspærring fra omverdenen, at tilladelse til reportagerejse eller anden journalistisk virksomhed var sjældne gunstbevisninger, hvorfor en løbende information og tilhørende debat om grønlandske problemer var en umulighed. Selv ikke den betydelige etnografiske og anden videnskabelige aktivitet 1 Grønland formåede - trods hæderlige anstrengelser - at gøre grønlandssagen til et politisk problem for den danske offentlighed. Det var for fjernt, for anderledes, til at kunne blive andet end netop en etnografisk kuriositet. Der var ingen økonomiske interesser involveret, ingen politiske eller strategiske synsvinkler på sagen, ingen anledning for de politiske partier til at blive uenige, da landet jo ikke engang kostede statskassen noget i årlige bevillinger. Der var intet af det, som i de store kolonilande England og Frankrig gjorde kolonispørgsmålet til prøvesten for en regerings politiske linje og dermed til genstand for intense offentlige debatter. Grønland var ikke et politisk anliggende, men en række administrative problemer, som Styrelsens direktør kunne trække tov med sine embedsmænd om.

Derfor er besættelsestiden en næsten fundtorn periode hvad angår artikler og indlæg om grønlandske emner i danske dagblade. En kronik i ny og næ bygget på gamle minder og optegnelser fra strabadserende opdagelsesrejser i det arktiske, det er alt. Ingen debat om de store problemer: monopolet, kolonisituationen, erhvervsgrundlaget. Intet oplæg til drøftelse af nyordning, modernisering, ligestilling. Grønlandssagen var henlagt, afventede bedre tider.

Da befrielsens og genforeningens time endelig slog, var opgaven set fra Styrelsens side ligetil: pendulet skulle have et skub, så urværket atter kunne komme i gang. Man kunne tage fat der hvor man slap i 1940. Der skulle skaffes varer, ansættes folk og Handelens skibe skulle klargøres. Endelig kunne der kastes los og den lange rejse fra Trangraven nordover kunne tage sin begyndelse. Hen på morgenen d. 9. juni tonede »Disko« frem gennem tågen på vej ind mod Godthåb. Tilstandene var atter normale. Direktør Oldendow benyttede ikke, som mange havde ventet, den første sommer til en grønlandsrejse. Han mente, at der var mere brug for ham i København, hvor en lang række problemer krævede stillingtagen fra dag til dag. Desuden ville han helst være hjemme, så han straks kunne få orientering fra de hjemvendende embedsmænd. (7)

Det var næppe den store og hjertelige forståelse, der prægede dette første møde mellem administrationen i København og dem der vendte hjem fra krigens Grønland. De sidste kom med en stærk fornemmelse af, at det var på høje tid man tog fat på et grundigt reformarbejde. Krigstidens erfaringer skulle følges op og en stor kommission burde hurtigst muligt nedsættes for at kulegrave problemerne og fremlægge en helhedsplan for det grønlandske samfunds fremtid. Det måtte være en selvfølge, mente de, at man i dette kommissionsarbejde i videst muligt omfang ville trække på de erfaringer, som de hjemvendte sad inde med. Administrationen i København samt politikerne kunne jo intet vide om med hvilken hast udviklingen var gået under adskillelsen. Men direktør Oldendow havde en anden opfattelse. Krigstiden var for ham nærmest en parentes, en helt extraordinær situation, som var blevet klaret pr. konduite, men sådanne nødløsninger kunne ikke være normdannende for en langsigtet grønlandspolitik. Han var vel heller ikke fri for at føle en vis animositet mod de reformivrige, som mente at sidde inde med erfaringer af større gyldighed end direktørens egne. Der er en klassisk modsætning i al koloniadministration mellem opkomlinge, der vender hjem med sidste nyt, og gamle veteraner, der tænker tilbage på deres egne erfaringer - for direktør Oldendow landsfogedtiden i Godthåb i slutningen af 20-rne og første halvdel af 30-rne - og mener at have nok så stor ret til at udtale sig på den jævne befolknings vegne. (8) I alle fald viser Oldendows senere redegørelse efter hans rejse derop i 1946, at han i høj grad betvivlede Godthåb-synspunkternes repræsentativitet. (9)

Man kan nok heller ikke udelukke et element af personlig rivalisering mellem Eske Brun og Oldendow. Brun havde været stærkt på tale som direktør, da Oldendow fik embedet i 1938. Nu vendte han hjem som triumfator, blev hyldet næsten som en frihedskæmper, og samlede i høj grad interessen omkring sin person og sine grønlandspolitiske synspunkter, der just ikke stemte overens med direktørens. Det blev simpelthen et spørgsmål om, hvem der tegnede firmaet. (10) Oldendows udspil kom både hurtigt og beslutsomt. Han fik politisk bemyndigelse til at genoptage udvalgsarbejdet, som var blevet afbrudt i 1939. Landsrådene blev anmodet om at udpege en delegation på 6 medlemmer, som i foråret 1946 førte forhandlinger med rigsdagens grønlandsudvalg under medvirken af embedsmænd fra Styrelsen, selvfølgelig først og fremmest direktøren selv. Landsfoged Brun fik lejlighed til at komme med en redegørelse angående krigstiden over for det samlede udvalg, men hverken han eller andre med krigstidserfaring blev direkte inddraget i det praktiske arbejde i de fem underudvalg.

Resultatet blev en betænkning af 12. juni 1946, som det med de danske politikeres ukyndighed og de grønlandske politikeres af kolonial tradition påvirkede tilbageholdenhed in mente er rimeligt at betragte som direktør Oldendows bestræbelse på at skaffe sig rygdækning for et handlingsprogram, der på mange punkter måtte være i stærk modstrid med de ivrige reformatorers ønsker. Den af Oldendow højt værdsatte direktør Daugaard-Jensen havde i 1921, efter 1. verdenskrig, fået en betænkning igennem, som han havde kunnet bygge sin administration på gennem hele mellemkrigstiden. Oldendow havde i 1939 haft til hensigt at komme med en plan, som på lignende måde kunne karakterisere hans »regeringsperiode «. Krigen var uheldigvis kommet imellem, men ulykken var dog ikke større end at dokumenterne fra 1939 kunne tages frem igen, korrigeres i overensstemmelse med en række overvejelser og beregninger, der var foregået i Styrelsen under krigen, hvorefter det udmærket kunne danne grundlag for administrationen af Grønland i hvert fald i en overgangsperiode, indtil forholdene igen var faldet til ro. (11)

Betænkningen af 12. juni 1946 er på mange måder et særegent dokument. Man bør erindre, at det jo ikke var noget oplæg til politiske forhandlinger eller lovvedtagelser, men udtryk for parlamentarisk accept af Styrelsens forslag. » Udvalget anerkender Styrelsens initiativ vedrørende udsendelse af de såkaldte nummerbåde -- Udvalget kan fuldt ud billige Styrelsens foranstaltning vedrørende opførelse af et bådebyggeri -- Udvalget fremhæver betydningen af den af Styrelsen fulgte praksis vedrørende fornyelse af fiskehuse -- Udvalget har med tilfredshed noteret sig Styrelsens foranstaltninger for at undgå saltmangel og påfølgende indhandlingsstop -- Udvalget bifalder det af Styrelsen i denne sag indtagne standpunkt, nemlig at man må afvente resultaterne af de forsøg, der foretages andre steder i verden (med tilberedning af lynfrosset fisk)». (12) Således blot et tilfældigt udvalg af formuleringer i afsnittet om erhvervspolitiske spørgsmål. Også betænkningens afsnit om sundhedsmæssige og sociale spørgsmål er stærkt præget af sådanne konstateringer, der kan bruges til tilbagevisning af formodet kritik eller som løseligt angiver de rammer inden for hvilke administrationen trøstigt kan gå videre uden at få vrøvl med politikerne. Hvor man kan frygte umådeholdne krav til statskassen indskydes forsigtigt et »så snart fornøden bevilling kan opnåes«, »anbefaler at sagen gennemføres i det omfang myndighederne måtte finde det muligt«, »i det omfang behovet måtte kræve «, »at spørgsmålet gøres til genstand for en nærmere undersøgelse i Styrelsen «, etc. En blanco check under den stiltiende forudsætning, at beløbet der skrives på ikke bliver for stort.

Det afgørende er dog nok de afsnit, der er svar på den grønlandske delegations forslag og besværinger. Ikke mindst i betragtning af, at ingen af de udsendte embedsmænd blev inddraget i udvalgsarbejdet, kom de grønlandske repræsentanter til at stå som de eneste, der bragte en frisk grønlandserfaring ind i forhandlingerne, og de reformivrige var henvist til at sætte deres lid til, at landsrådsdelegaterne var i stand til at repræsentere dem og skaffe lydhørhed for de reformkrav, som efter deres bedste overbevisning var en fælles sag for grønlænderne og de danske, der havde siddet deroppe under krigen. Disse krav omfattede for det første bibeholdelse af ordningen med et centralstyre, een landsfoged og eet landsråd, i Godthåb. Kravet fik førsteprioritet, ikke alene. fordi erfaringerne var gode med hensyn til effektivisering og rationalisering af administrationen, men også fordi man så det som en vej til at flytte tyngdepunktet i beslutningsprocessen fra København til Grønland og således nå et vist mål af grønlandsk selvstyre. For det andet kravet om ophævelse af monopolet, hvilket var det samme som at kræve plads for privat dansk og grønlandsk økonomisk foretagsomhed inden for den hidtil totalt statsdirigerede økonomi. Og endelig for det tredie kravet om en helt ny skolepolitik, ophævelse af den gamle ordning, hvor det grønlandske skolevæsen var underlagt kirken med provsten som øverste leder, indsættelse af en rent faglig ledelse med en skoleinspektør som chef for hele skolevæsenet og i forlængelse heraf en styrkelse af skolens indsats både kvantitativt og kvalitativt, ikke mindst med henblik på gennemførelse af en stærkt udvidet danskundervisning.

Af disse krav var forslaget om ophævelse af monopolet det mest vidtrækkende. Monopolet er den eneste kolonipolitiske doktrin Danmark har haft. Det betød rent praktisk, at alle rettigheder angående køb og salg i forhold til den grønlandske befolkning var forbeholdt statsorganisationen Den kgl. grønlandske Handel og at landet var lukket for besejling af alle andre end Handelens skibe. Det var oprettet i 1774, men er dog ikke at sammenligne med andre landes merkantilistiske politik: at tildele bestemte selskaber koncession på handel med bestemte koloniområder. Ethvert overskud af monopolets virksomhed skulle nemlig ifølge reskript af 1782 vende tilbage til Grønland og komme den grønlandske befolkning til gode, og handelen med grønlænderne skulle holdes på det minimum, som var nødvendigt for at samfundet kunne få de forsyninger fra Europa, der var uundværlige. Grundtanken var med andre ord, at de eskimoiske fangers amfund kun kunne existere, hvis man så vidt gørligt holdt dem uafhængige af forbindelsen med pengeøkonomiske civilisationer andetsteds på kloden og lod dem leve videre på deres egne urgamle erhvervsbetingelser. En massiv europæisk indblanding ville være døden for disse samfund, da der hverken var tekniske eller klimatiske forudsætninger for en moderne erhvervsøkonomi og bycivilisation i Grønland. Sælbestanden begyndte at gå tilbage allerede fra begyndelsen af dette århundrede, men alligevel undlod den danske stat at gøre en indsats for omlægning af erhvervslivet, og det samlede dansk-grønlandske mellemværende i perioden 1911 til 1938 viste en difference i dansk favør på 7.000 kr! Udbyttet af aktierne i Kryolitselskabet var den største enkelte indtægtspost på Styrelsens regnskab og opvejede altså det betydelige underskud på alle andre aktiviteter.

Krigen betød, at monopolet havde fået et grundskud, både psykologisk og økonomisk, og det var baggrunden for kravet om ophævelse. Det var ikke tanken at nedlægge KGH fra den ene dag til den anden, alle var klar over faren for, at statsmonopolet skulle blive . erstattet med en række privatmonopoler, som det var sket på Færøerne i det 19. århundrede. Men der måtte åbnes for adgangen til privat økonomisk aktivitet og for konkurrence, statens »benevolent despotism« (velvillige despoti) måtte afskaffes, barnepigen afskediges, ellers kunne grønlænderne aldrig vænnes til at leve i den moderne verden, der uundgåeligt måtte blive deres fremtid, og ellers kunne Grønland aldrig komme i gang med en egentlig produktion, men ville være henvist til stigende tilskud fra Danmark. Som Eske Brun sagde på et møde i Det grønlandske Selskab i december 1946: »Den dårligste gave, vi kan skænke det grønlandske folk, er et erhvervsliv uløseligt sammenknyttet med et voksende underskud«. (13) Netop derfor var der ifølge modernisterne ingen anden vej end at forlade 200 års hæderlig beskyttelsespolitik og satse på en normal dansk konkurrenceøkonomi.

Hvad svarede udvalget på dette forslag? Det erklærede allerede i forordet, at da sigtet kun er at udarbejde en plan for de nærmeste fem år, har man besluttet at afstå »fra en dybtgående behandling af sådanne problemer, som der var enighed om ikke ville blive aktuelle inden for den nævnte periode, f. ex. ophævelse af monopolhandelen og besejlingsforbudet, som man er klar over engang må foretages« (14). Dermed var den sag taget af bordet, og samtidig var altså enhver alvorlig diskussion om fremtidsmålet for den grønlandske udvikling udsat i endnu fem år. For modernisterne at se: udsættelse på udsættelse, fortrængning på fortrængning, lige siden 1920. For Oldendow: en rimelig frist til at overveje selve skæbnespørgsmålet for den gamle fangerkultur.

Endnu mere uforståeligt for reformvennerne var afvisningen af kravet om et centralstyre i Godthåb. Monopolets afskaffelse ville være et spring ud i det ukendte, men ordningen med eet landsråd og een landsfoged havde jo forlængst bestået sin prøve, hvorfor da sætte så meget ind på at få afvist også dette krav, som var det eneste den grønlandske delegation stædigt søgte at stå fast på? Her som på andre områder skal det egentlige svar findes i Oldendows kampskrift fra 1947 » Tilstandene i Grønland 1946« (15). Fremstillingen her forklarer, hvorfor det var ham en hjertesag at forhale en nyordning længst muligt. Det kan vel ikke være meningen, at Styrelsens direktør selv skal tage ophold i Godthåb og flyve frem og tilbage hver uge for at informere sin politiske overordnede statsministeren, spørger han retorisk. Hvis ikke, vil nyordningen betyde at hele den gennem århundreder prøvede koloniadministration kommer af lave. Landsfogederne var for Oldendow direktørens og dermed det danske moderlands repræsentanter over for den lokale befolkning i henholdsvis Nord- og Sydgrønland. De skulle bo sådan, at de kunne holde sig i nær kontakt med folk i deres distrikt, og det skulle være overkommeligt både for lanasrådsmedlemmer og andre at rejse til fogedens domicil i Godhavn eller Godthåb og forelægge klager eller begæringer. Landsrådene var ikke nationalforsamlinger i svøb, de var den danske kolonimagts bedste rådgivere og samtidig det uundværlige mellemled, når beslutninger fra København skulle forklares for den grønlandske befolkning. Endelig var centralstyret uundgåelig forbundet med det såkaldte transithavnesystem, der var etableret under krigen, og som betød, at varerne blev transporteret til en eller flere centralhavne for derfra at blive omlastet i kystskibe. Skulle en sådan ordning gøres permanent, ville det ifølge Oldendow betyde, »at kolonierne måtte undvære den festlige begivenhed, når Styrelsens store skibe hvert år anløb de forskellige kolonier og således gå glip af det incitament, der beror på samværet med skibsfolk og passagerer, og den følelse af samhørighed, der ligger i at se skibet direkte hjemmefra på havn med flaget agter« (16). Divide et impera-princippet (17) i forholdet til de enkelte landsråd og landsfogeder samt hele det patriarkalske beskyttende forhold mellem direktøren og hver enkelt koloni ville således falde sammen, og Oldendow følte sig dels ikke overbevist om, at det ville svare til de sande grønlandske behov, dels havde han ikke nogen særlig lyst til at være direktør for Grønlands Styrelse på de betingelser.

Kravet var dog så stærkt fra de grønlandske delegaters side, at det tunge skyts måtte mobiliseres for at få det afvist. Sagen blev gjort til et stridsspørgsmål mellem grønlandske landsrådsrepræsentanter og den danske rigsdags repræsentanter og et kompromis kun opnået ved, at rigsdagsrepræsentanterne gik med til en prøveordning, hvorefter de to landsfogeder konstitueredes i deres embeder, mens landsrådene kun hvert andet år skulle samles til fælles møde under direktørens eller hans stedfortræders ledelse (18).

Endelig: Hvad angår ønsket om en adskillelse af kirke og skole, besluttede udvalget at udskyde afgørelsen indtil et præstekonvent samt landsrådene havde udtalt sig, men man kunne dog gå med til at der blev udnævnt en skoleinspektør, da en sådan stilling faktisk havde været normeret siden 1925 (sic!), men blot aldrig var blevet besat. Da man åbenbart har været bange for, at der ikke skulle være nok at lave for lederen af det samlede grønlandske skolevæsen, bestemte udvalget dog, at samme mand også måtte kunne bestride følgende opgaver: bistand ved tilrettelæggelse af den grønlandske radiofonis virksomhed, oprettelse af flere grønlandske filmteatre, udvælgelse af passende films, fremskaffelse af clicheer, artikler og lignende til den grønlandske presse samt tilsyn med de projekterede tekniske skoler, aftenskoler, husmoderskoler o.l., og udvalget foreslår derfor at hans titel bliver: »Inspektør for kulturelle anliggender i Grønland«! (19)

Dette var altså hvad der kom ud af de store forventninger til genforeningen mellem koloni og moderland. Som praktisk program for de nærmeste år var betænkningen sikkert anvendelig, og ingen havde grund til at betvivle direktør Oldendows vilje til at føre de mange anbefalinger og henstillinger ud i livet så hurtigt økonomi og mandskabssituation tillod det. Men som svar på de forventninger om en gennemgribende reform, der lå i luften, var betænkningen en stor skuffelse. Selv ikke en verdenskrigs omvæltninger kunne åbenbart ryste den træge danske koloniadministration. Dokumentet var en bekræftelse af fortid og tradition og en benægtelse af behovet for fremtidsrettet nytænkning. Styrelsen, denne »usynlige regering «, havde atter engang bevist, at den og den alene havde fat i den lange ende. Den klassiske traditions vogter, direktør Oldendow, kunne med tilfredshed notere, at han havde vundet første runde, og modernisternes samlingspunkt, landsfoged Eske Brun, var på vej ud af grønlandsarbejdet og havde så godt som bestemt sig for at søge en amtmandstilling. 01- dendow kunne med sindsro tage af sted på sin første store inspektionsrejse, der kom til at vare næsten et halvt år, fra midt i juni til midt i november 1946.

2. Pressen blander sig

Pressen og dermed offentligheden var en faktor man i Grønlandsadministrationen aldrig havde behøvet at tage særlig meget hensyn til. Man havde jo nøje kontrol med hvem der rejste til og fra landet og alle ansatte fik indskærpet deres loyalitetsforpligtelse, så agtede en embedsmand at gøre karriere, skulle han nok vogte sig for at lufte sin kritik alt for højlydt. Men i efterkrigstiden ændredes denne situation, journalisterne blev skrappere og den almindelige despekt for autoritet og establishment, som var en af modstandskampens bivirkninger, medførte, at forhen illegale blade som Information og Land og Folk hurtigt lagde sig på en kritisk linje over for den lukkede Grønlandsadministration. Ikke mindst Information fik gode forbindelser til de hjemvendte. Finn Gad, der havde siddet som seminarielærer i Godthåb under krigen, optrådte jævnlig i bladets spalter og fungerede efterhånden som talerør for de kritiske grupper af danske og grønlændere i København. Navnlig var det Information en torn i øjet, at pressen var forment adgang til ved selvsyn at få underretning om tilstandene i den fjerne koloni, og uophørlig blev der skudt med skarpt mod dette udslag af monopol og enevælde i artikler, hvor den polemiske iver ofte var stærkere end den saglige viden. Som følge af dette pres fra Informations og andre hovedstadsblades side, blev det besluttet at give tilladelse til, at en stor pressedelegation kunne tage på rejse langs kysten i eftersommeren 1946.

Allerede året før havde journalisten Ole Vinding på egen hånd gjort en lang grønlandsrejse og hjembragte et stof, der - forholdene taget i betragtning - må kaldes et scoop i dansk pressehistorie. Stoffet blev ordnet og udgivet som bog i forsommeren 1946, forsynet med et modigt anbefalende forord af den konstituerede landsfoged Simony. I de indviede kredse var man klar over, at her lød helt nye toner, der skulle blive af betydning for fremtiden. Peter Freuchen taler således i en kronik i Politiken om et »før og efter Ole Vinding«. Men det blev alligevel ikke dette stød i basunen, som skulle få Jerikas mure til at vakle. Først da den store pressedelegation vendte hjem i oktober og begyndte offentliggørelsen af en hel serie artikler i de fleste større hovedstadsblade og en række provinsblade brød stormen løs (20).

»Our crime isn't exploitation, it's neglect« (»vor forbrydelse er ikke udnyttelse men forsømmelighed«) sagde Ernest Bevin i 1938 om Storbritanniens forhold til dets vestindiske kolonier (21). Den samme sætning kunne sættes som overskrift på samtlige kritiske artikler efter presserejsen. Udbytning var der ingen, der ville beskylde Danmark for, måske mindre som følge af ædle principper end fordi vore muligheder i den retning altid har været minimale. Men forsømmeligheden var til at tage og føle på. Det var ikke Knud Rasmussen-mytens Grønland disse første journalister mødte, det var fattigdommens, sygdommens og de elendige boligforholds Grønland. Det var ikke spænding og bedrift bag hundeslæder hen over gnistrende snemarker, det var børns slæb med kulsækkene og voksnes trøsteløse mangel på fornuftig beskæftigelse, hele den apatiske ørkesløshed i et samfund, der havde mistet sit gamle erhvervsgrundlag uden tilbud om et nyt. De traf ikke etnografernes frie og stolte mennesker, der hvilede i sig selv i tryg bevisthed om at magte en tilværelse som alle europæere og hvide ville komme til kort overfor. De traf rådvilde og usikre mennesker, der ikke spurgte sig selv, men fremmede koloniherrer om vejen ind i fremtiden.

Som Finn Gad bemærkede i en kommentar (22) måtte journalisternes billede uundgåelig blive forkert. De kunne jo ikke se, at grønlænderne måske havde det dobbelt så godt i 1946 som 50 år tidligere, de kunne ikke bedømme de relative fremskridt, og dømte derfor ofte urimelig hårdt. De var modsat alle tidligere grønlandsfarere kun deroppe i nogle få uger, og nåede slet ikke at få det pulserende danske samfund ud af kroppen. På dette sammenligningsgrundlag måtte » billedet af det moderne Grønland virke grelt i al sin iskolde uhygge«, hvad det måske slet ikke gjorde for den danske iagttager, der gennem et langvarigt ophold var fortrolig med både natur og mennesker. Men problemerne måtte, mente Finn Gad, ses ud fra den danske, den absolutte, synsvinkel, ellers »kunne kravene ikke formuleres tilstrækkelig kraftigt«, og fejlen lå jo netop i, »at der var en sådan afstand mellem det absolutte og det relative synspunkt«. Eller med andre ord: der kunne ikke være tvivl om, hvor fremtidens målestok skulle hentes.

Uanset hvordan man vurderer sandhedsværdi og virkelighedstroskab i de rapporter journalisterne vendte hjem med og publicerede for en undrende dansk offentlighed, må man slå fast, at de blev karakteristiske for hovedparten af den opblomstrende grønlandsjournalistik sidenhen. Det måtte blive betingelsen for en fortløbende information af den danske offentlighed om de grønlandske problemer, at den blev formidlet af folk som var turister i det grønlandske samfund, og som yderst sjældent blev så fortrolige med forholdene, at de kunne ryste det danske sammenligningsgrundlag af sig. Det er vel også urealistisk at forestille sig, at det kunne være anderledes. Vi betragter vel altid de andre gennem tremmerne i vor egen kulturs fængsel. Men det fik sin specielle betydning for offentlighedens holdning til grønlandspolitikken, fordi så få af læserne havde nogen mulighed for at lade egen erfaring korrigere det billede, der blev tegnet i massemedierne. Derfor var offentligheden letpåvirkelig, når først dens opmærksomhed var vakt, og derfor kunne journalistik nu og da få en indflydelse på hele det emotionelle klima omkring dansk grønlandspolitik som måske på intet andet område.

Og offentlighedens opmærksomhed var netop vakt efter 2. verdenskrig. Det sårede den nationalfølelse, der blomstrede så frodigt i de første efterkrigsår, at tænke på, at en anden tidligere koloni, Island, havde benyttet sig af vor magtesløshed i 1944 til at fjerne de sidste rester af politisk samhørighed med Danmark og erklæret sig for en selvstændig republik. Og det vakte heller ikke ligefrem begejstring herhj emme, da en kraftig færøsk selvstændighedsbevægelse gennemtvang en folkeafstemning i november 1946 om øernes fortsatte tilhørsforhold til riget. Så var der til gengæld oprejsning at hente i Sydslesvig, hvor store danske stemmetal til kommunalvalgene gav håb om en grænserevision. I mange blade forbindes det skændige salg af de vestindiske øer i 1916, opgivelsen af kolonier i Indien og Afrika, Sydslesvig-sagen, Islands løsrivelse og Færøernes selvstændighedskrav med en advarsel om, at vi ikke i national selvopgivelse skal lade Grønland glide os af hænde. Det hedder således i en leder i Nationaltidende (9. oktober 1946): »Det er et dybt foruroligende tegn, et varsel om, at et gammelt folk af dristige søfarere, pionerer og hårdføre kolonisatorer kan løbe fare for at blive mediterende navlebeskuere ... hvis det ikke i tide tager sig sammen og forstår, at sund expansionstrang og bred virkeplads samt et væld af krævende opgaver er på det nøjeste kædet sammen med et folks sundhed og styrke.«

Den imperiale stemning fik yderligere næring, da det blev klart, at USA ikke uden videre ville opgive sine baser på Grønland, men tværtimod var i færd med at opbygge et gigantisk forsvarsanlæg ved Thule. Poul Møller stiller som formand for KU krav om at »Grønland befries for USA-baser«, BT taler i en leder (27 /5-46) om » USAs fangarme« og spørger undrende, »hvad meningen er med dette net af baser fra Grønland til Saudi-Arabien«, Aarhuus Stiftstidende advarer (9/6-46) mod faren for at »russerne vil kræve deres del af Norge, hvis amerikanerne bliver i Grønland«. At Hans Kirk i Land og Folk kalder Thule-basen for en »dødens bastion« til udryddelse af de socialistiske lande, kan næppe undre. Forargelsen bliver almindelig, da flere aviser i foråret 1947 vil vide, at der er seriøse planer om et amerikansk køb af Grønland. »Samtalerne med USA må føre til,« siger BT (8/ 2-47), »at man når det eneste resultat som kan og skal nåes, så sandt som Grønland har været, er cg altid vedbliver at være dansk. Til stormagterne i øst og vest siger Danmark et: Hænderne væk!«. I Sorø Amts Dagblad 10/2-47) hedder det : »I forholdet mellem Danmark og Grønland er der nationale æresbegreber, som ikke fejes så let af bordet. Hvis Grønland blev amerikansk ville det lille særprægede eskimofo ll gå til grunde. Historien byder os at modstå ethvert tilbud.«''

Opmærksomheden var vakt, og der var stærke impulser til at tage alvorligt, hvad de første journalister kunne berette om tilstandene i det vi så ofte havde brystet os af var verdens bedst administrerede koloniområde. Des voldsommere blev choket: smittefarlige tuberkulosepatienter stuvet sammen på loftet i saneringsmodne sygehuse, store familier i små, utætte træhuse, millioner af torsk i havet, men ingen fiskekuttere, ingen kajanlæg, ingen fabrikker. Ingen drikkevandsforsyning, ingen elektricitet, ingen oplysning, ingen ordentlige skoler til de mange dårligt påklædte, langnæsede unger i gummistøvler, som var selvbestaltet modtagelseskomite overalt, hvor pressedelegationen kom frem. Og midt i det hele overanstrengte, skuffede danske læger og administratorer, der med forbløffelse havde erfaret, at de høje myndigheder i København ifølge den nys offentliggjorte betænkning ikke agtede at foretage sig stort andet end at se tiden an i endnu fem år.

Barometeret stod på storm, da direktør Oldendow i november vendte hjem fra sin inspektionsrej se. »Denne sag er ikke en sag om en direktør, hvis kvalifikationer kan diskuteres, og som vi for vor del finder uegnet til den post han beklæder, så ansvarsfuld og vanskelig den er blevet. Det er også kun til dels en sag om fortidens forsyndelser. Thi det er i første række et spørgsmål om Grønlands fremtid, et spørgsmål om dets fortsatte tilknytning til Danmark. .. Over for dette spørgsmåls alvor må personlige hensyn vige. Det er ikke længere problemet, om direktøren skal hedde Oldendow eller ej. Man må spørge sig, om der overhovedet mere skal existere en Grønlands Styrelse og en direktør? ... Hvor længe tror man vi i atombombens tidsalder kan lede og styre verdens største ø som et etnografisk museum? ... Grønland er ikke mere nogle få mænds tumleplads, det er et dansk udenrigspolitisk problem. Lader vi opgaverne ligge blot nogle få år endnu, er Grønland næppe mere dansk. Beretningerne tyder på, at vi har misrøgtet Grønland. Lad det blive undersøgt. Men selv om alt var i den skønneste orden, så er det hele gammeldags puslepeteri, som udviklingen har løbet over ende i de år, da grønlænderne var uden barnepiger. Det gælder en afgørende del af vor fremtid »uden for Skagen«, at alt dette puslepeteri fejes over ende. Magter vi ikke opgaven, mister vi vor ret på de nordlige breddegrader.«

Så vidt Børge Outze i Informations leder d. 25. oktober 1946. Og selv om Information nok mere end andre kørte sin kampagne direkte mod direktør Oldendow og gjorde ham personligt ansvarlig for miseren, så er tonen dog karakteristisk for store dele af hovedstadspressen. Det skulle vise sig at blive af ringe betydning, at det billede, der blev tegnet i provinspressen, var helt anderledes. Redaktør Th. Wellejus, Viborg Stifts Folkeblad, dækkede rejsen for Venstre-pressen ud over landet. Hans reportage havde et hyggeligt, causerende præg: søsyge, rejsekammerater, små oplevelser med den fremmedartede befolkning vekslede med solid besked om sælfangst, kryolitbrud og sundhedsstatistik. »Der er mange højttalere på Grønland,« skriver han (Viborg Stifts Folkeblad 18/10-46), »og hvis jeg satte mig som første opgave at ramme kritik ud, kunne jeg godt fylde nogle aviser.« Det gjorde han altså ikke. Karakteristisk er forskellen på artiklerne om sundshedsforhold i f. ex. Berlingske Tidende og Venstre-bladene. Hvor Mogens Barfod bruger en hel artikel på at fortælle om dr. LaurentChristensen i Julianehåb, hvis heroiske arbejde som læge har været forgæves og som nu forlader Grønland for godt, fordi han ikke kan magte den håbløse situation længere og ikke har kunnet vinde gehør i København for sine krav om et nyt sygehus, beskæftiger Th. Wellejus sig hovedsagelig med en læge i Umanak, der arbejder på det eneste helt tidssvarende sygehus, og bruger iøvrigt en stor del af pladsen på at videregive Styrelsens planer for en reform af sundhedsvæsenet samt medicinalkonsulentens beretning om de betydelige resultater, der trods alt er nået (23). Provinspressen benægter ikke øjensynlige mangler i det grønlandske samfund, men den er i langt højere grad end kollegerne i København villig til at godtage Styrelsens forklaringer, den bøjer sig for »de sagkyndiges« autoritet og har mere øje for det pittoreske og fremmedartede end for det problematiske eller håbløse i situationen. Over for dem der stillede »bombastiske krav« om hurtig opretning af situationen, advarer provinsbladene mod at gå så hurtigt frem, at grønlænderne ikke kan være med, og gør iøvrigt gang på gang opmærksom på, at både penge og materialer må tages fra et Danmark, der endnu lider hårdt under besættelsestidens eftervirkninger. »Sund kritik, fremført i behersket form, vil altid være af det gode, men en sensations-opsat kampagne, der udskriger os for verden, hverken klæder eller gavner. Der er allerede vidnesbyrd om, at den er blevet læst af grønlændere, og man må vel forudse, at inden lang tid vil en del af den grønlandske befolkning blive overtydet om, at Danmark har misregeret Grønland.« (24) Et andet sted hedder det: »Man bør huske på, at utilfredshed er lettere at så end at luge bort igen.«

Pressekampagnen i vinteren 1946-47 er den første større offentlige debat i Danmark om de grønlandske anliggender. Det er bemærkelsesværdigt, at den ikke synes at følge politiske skillelinjer. Tonen er akkurat lige harmfuld i Berlingske Tidende og Land og Folk, mens Social-Demokraten - skønt hovedstadsblad - stort set synes at ligge på provinslinjen i ønsket om en stærkt modereret kri tik og advarslen mod at fare for hurtigt frem med reformer. Med denne undtagelse kan man dog nok slå fast, at fo rskellen i anskuelser går mellem hovedstad og provins. Det kan skyldes, at hovedstadsbladene i forvejen havde haft kontakt med de kritiske grønlandsk- danske kredse, der forlængst havde gjort Styrelsen og dens direktør til syndebuk. Det kan også skyldes en forskel i den læserkreds man henvender sig til: storbyavisen skal fange opmærksomheden med hårdt opsatte kampagner, der lader de groveste exempler fremtræde som normgivende og titel-skabende, mens provinsbladene - synligt irriteret over det hektiske »københavneri« - betoner de faktorer, der peger på besindighed, mådehold og god vilje over for traditionelle autoriteter. Det kan endelig skyldes en forskel i livsholdning: hos hovedstadsjournalisterne er skyldfølelsen i vurderingen af koloniproblemet vakt. De er i nærmere kontakt med den internationale udvikling, de er sig bevidst, at hele kolonisystemet er under anklage, og opdager med en vis forfærdelse bjælken i eget øje, mens landets opmærksomhed iøvrigt er rettet mod splinten i broderens. Hos en redaktør Wellejus derimod lever tilsyneladende endnu en enfoldig tro på det moralsk entydige i forholdet mellem koloni og moderland, den gode samvittighed er urokket, der er intet at angre eller skamme sig over, kun noget at forbedre. Også i dagspressen er det moderniteten der tager livtag med den klassiske tradition uden at man iøvrigt kan få øje på nogen bevidsthed om, hvor generel, hvor almen-europæisk problemstillingen er. De grønlandske problemer er en dansk specialitet.

3. Et defensorat

Behovet for skyldfølelse, for anger og bod i forhold til vor eneste koloni var stærkere end troen på vor opgave som faderlige beskyttere af en primitiv kultur. Derfor fik provinspressens moderate holdning ingen indflydelse, fandt ingen genklang, og derfor faldt direktør Oldendows eget defensorat for sig selv og for den klassiske grønlandspolitik magtesløst til jorden. Det fik form af en redegørelse for tilstandene i Grønland som direktøren måtte vurdere dem efter sin inspektionsrejse i 1946 (25). Han vil fastholde kontinuiteten i grønlandspolitikken over for alle dem, der kræver radikale forandringer. Han nægter at se krigstiden som en afgørende grund til nyorientering, og gør opmærksom på, at han ikke har haft nogen rimelig chance for at gennemføre de reformer, ikke mindst på sundhedsvæsenets område, som han skal være den første til at ønske. Han dokumenterer alle de initiativer, der efter hans mening er taget for at bringe samfundsmaskineriet i gang efter den lange adskillelse, men advarer samtidig mod en forceret udbygning af et industrialiseret fiskeri. Dels kan det ikke nytte at gå længere end den grønlandske befolkning er moden til, dels siger al god gammel grønlandserfaring, at torskeforekomsterne ved Grønlands kyster er et såre ustabilt fænomen, som det ville være letsindigt at bygge fremtiden på. Endelig stiller han sig som tidligere omtalt yderst skeptisk til planerne om administrativ centralisering i Godthåb.

Set fra en nutidig synsvinkel måske et indlæg til forsvar for en »mere grønlandsk grønlandspolitik«, en advarsel mod at overføre et dansk samfundsmønster til en helt anden kulturform. Men for datidens kritikere kun det endegyldige bevis for, at Styrelsens chef sad fast i fortiden og var ude af stand til at forstå en ny tids behov. Hans stilling var undergravet både indefra og udefra. Indefra i og med at statsminister Knud Kristensen i efteråret 1946 opfordrede Eske Brun til at blive i grønlandsarbejdet og fik ham til at sige ja ved at lokke med en vicedirektør-stilling, der ifølge Eske Brun betød, at han allerede fra januar 1947 havde den reelle ledelse af Grønlands Styrelse (26), udefra fordi den offentlige mening efterhånden krævede Oldendows hoved på et fad. Offentliggørelsen af redegørelsen fik de store blade til at rekapitulere hele kritikken og kravet om Oldendows afgang og nedsættelse af en stor kommission til at forberede en dybtgående reformpoli tik rejstes nu fra alle sider med undtagelse af de trofaste våbendragere i Viborg, Horsens og Hillerød. Samtidig medførte valget i efteråret 1947, at regeringen Knud Kristensen måtte gå af. Den nye statsminister kom til at hedde Hans Hedtoft, og han var fast besluttet på at lægge kursen radikalt om.

Krise uden alternativ - introduktion og indholdsoversigt
Forrige kapitel: Krise uden alternativ - Forord
Næste kapitel: II Et nationalt anliggende