Krise uden alternativ: II Et nationalt anliggende

Danmark står i Grønland over for en af sin histories største og reneste opgaver« havde skolekonsulent Mikael Garn sagt allerede på det stormfulde møde i Det grønlandske Selskab i januar 1947, hvor reformvennerne havde demonstreret en betydelig dansk-grønlandsk enighed i kritikken af den gamle kolonipolitik

Søndag d. 20. december 2020
Niels Højlund
Emnekreds: Grønlands historie, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse: 1. Hans Hedtoft, Grønlands reformator 2. Administration, uddannelse og sundhed 3. Økonomi og samfundsform 4. Optimisme og harmoni 1. Hans Hedtoft, Grønlands reformator »Danmark står i Grønland over for en af sin histories største og reneste opgaver« havde skolekonsulent Mikael Garn sagt allerede på det stormfulde møde i Det grønlandske Selskab i januar 1947, hvor reformvennerne havde demonstreret en betydelig dansk-grønlandsk enighed i kritikken af den gamle kolonipolitik (1). Netop denne følelse besjælede Hans Hedtoft. Som statsminister for en mindretalsregering i en økonomisk vanskelig efterkrigstid var han på den hjemlige politiske scene under hård beskydning fra mange sider og måtte manøvrere med største forsigtighed. Der går gennem hans grønlandspolitiske udsagn en glad, ja næsten lykkelig tone. I denne sag kunne han hvile ud fra de hjemlige bekymringer og give sig hen i kampen for en opgave, som en folkestemning krævede løst, som ingen politisk modstander kunne anfægte og som så fortræffeligt svarede til netop Hans Hedtofts politiske temperament, præget som det var af stærke nationale og sociale følelser og af overbevisningen om, at politik først og fremmest er et moralsk spørgsmål. »Danmark er et lille land, og vi har haft vanskeligt ved at holde fast på de besiddelser, som vi i tidernes løb har haft. Men en, Grønland, har vi endnu tilbage. Jeg tror vi uden skam kan se tilbage på det arbejde, der indtil i dag er udført af vore landsmænd i vor nordlige besiddelse. Fra Hans Egede over Knud Rasmussen til vore dages Pearyland-ekspeditioner har Danmark øvet en indsats båret af kærlighed til landet, til befolkningen og til den storslåede natur. Forstående embedsmænd og kolonisatorer har virket med ære og almensans. Vi har ikke først og fremmest lagt et udbyttesynspunkt til grund, men vi har følt det som vor moralske pligt at beskytte, værne og højne det primitive folk, som det var betroet os at lede frem. Militært vil Danmark have vanskeligt ved at forsvare denne store besiddelse, men vi har alle en moralsk forpligtelse til ved vort exempel at vise verdens andre nationer, hvorledes vi på human måde forstår at føre grønlænderne fra det mere primitive stade op til det niveau, vi selv befinder os på. Dette er over for verden vor adkomst til at besidde Grønland.« (2) Der var, som Information udtrykte det, »fra det yderste Thule til Gedser glæde over, at det endelig blev til noget med Grønlands befrielse fra monopolets ældgamle bånd«, da Hans Hedtoft ud fra disse grundtanker skitserede det forslag til et reformprogram, som han ville forelægge de forenede landsråd ved deres møde i Godthåb i august 1948. Monopolet skulle afskaffes og landet åbnes for almindelig økonomisk forbindelse med den øvrige verden. Sundhedsforhold, boligforhold, skolevæsen og navnlig danskundervisning skulle radikalt forbedres. Dansk privat kapital skulle opmuntres til at gå ind i en udnyttelse af Grønlands naturressourcer, men staten skulle i en overskuelig fremtid bevare sin økonomiske position for at sikre landet mod udbytning. Også borgerlige politikere kunne acceptere dette. Den konservative Halfdan Hendriksen, formand for rigsdagens grønlandsudvalg, udtalte således, at »der aldrig under nogen form måtte blive tale om en udbytning af den grønlandske befolkning« (3), når man besluttede sig til den store modernisering. Denne forsikring om god vilje til at hindre en profitstyret økonomis normale virkning i et koloniland kunne oppositionen så meget des lettere afgive som selve beslutningen om at ophæve monopolet og lade det private initiativ komme til dog i sig selv var en indrømmelse af, at statsdrift og økonomisk vækst var uforenelige størrelser. » Vor statsminister er rejst til verdens mest gennemført socialistiske samfund og har fore slået liberale reformer .. . Det er just ikke efter opskriften i »Fremtidens Danmark«, noterer Politiken sig lidt maliciøst (9/8-48). Og Berlingske Aften Avis slår fast (12/7-48), at »metoden med statshandel er kommet til kort over for nytidens krav. Vi skal ikke opholde os ved, hvad der heri kan ligge af anerkendelse til en faktor, hvis betydning man på ledende sted gerne vil miskende« . Det kommunistiske dagblad Land og Folk kalder Hans Hedtofts proklamationer for »hule bravader«, men vel at mærke ikke fordi der ligger imperialistiske undertoner i talen om at »føre grønlænderne op til det niveau vi selv befinder os på«, men fordi viljen til at gøre Grønland dansk ikke er tilstrækkelig resolut. Grønland som en ligeberettiget del af Danmark, med lige løn, lige uddannelse, dansk grundlov i kraft og grønlandske repræsentanter i rigsdagen er kommunisternes forslag til en radikal integrationspolitik. ( 4) Kun Kristeligt Dagblad anfægter (21/7-48) selve grundtanken i reformpolitikken: »Det grundfaktum står fast trods al lykkelig blodsblanding: grønlændere er ikke danske og bliver aldrig danske og det kan ikke være dansk grønlandspoli tiks mål at stræbe derefter.« Heller ikke Færøerne protesterede mod danisering i det 19. århundrede, men hvordan det siden gik, er i frisk erindring, ja i pinlig og ydmygende erindring mener lederskribenten. Bladet er derfor yderst betænkelig ved den megen tale om Grønland som et dansk amt, grønlandsk rigsdagsrepræsentation, dansk i skolerne, dansk erhvervskompagni, om »amtmandens høje værdighed, Christiansborgs blændende barokpragt og altid rullende elevatorer«. Men denne advarende røst druknede ganske i koret af begej strede pressestemmer, der fulgte Hans Hedtoft, da han dampede nordpå gennem Øresund ombord på krigsskibet Niels Ebbesen. Rejsen og mødet med landsrådene blev en stor succes. »Møderne med Hedtoft var tilendebragt. Blandt befolkningen i Godthåb bredte der sig straks en næsten håndgribelig følelse af lettelse. Det var som om man ikke rigtig straks fattede, hvad der var sket. Følelsen af lettelse blev hurtigt afløst af en ren følelse af glæde og befrielse ... Man fattede nyt mod og fik en ny fortrøstning til fremtiden,« hedder det i Grønlandspostens reportage og Danmarks Radios udsendte medarbejder, K.B. Andersen, skrev i en kronik i Nationaltidende: »Det var den mest fremskredne del af det grønlandske folk, der fik arbejdsglæden igen. Problemet forud for dette møde har været: vil vi have hele det nye fremskridtsvenlige Grønland imod os, eller vil vi besvare den virkelig ægte kærlighed?« (5) Andre kaldte Hedtofts tale til landsrådene for »Grønlands frihedsbrev« og sammenlignede d. 4.-5. august 1948 med befrielsesdagene d. 4.-5. maj 1945. Hedtoft stillede landsrådene det spørgsmål, om de ville have monopolet afskaffet og landet åbnet og lagde op til, at grønlænderne skulle vælge imellem, om de derefter ønskede en økonomisk udvikling baseret på dannelsen af grønlandske andelsselskaber eller inddragelse af danske private erhvervsinteresser i arbejdet eller en kombination af begge dele. Landsrådene svarer hertil, at »ønsket blandt befolkningen om erhvervsøkonomisk og kulturelt at komme på samme højde som andre nationer er blevet så stærkt, at landsrådet ikke kan sidde det overhørigt«. Hvad angår de tre mulige former vil landsrådet »uden at det dog vil tage et bestemt standpunkt til nogen af de forelagte udveje, hertil udtale, at det vil give sin fulde støtte til, at det danske private initiativ under statskontrol får indpas i Grønland« ( 6). Svaret forelå efter et døgns betænkningstid, det var enstemmigt og uden forbehold af nogen art i forhold til statsministerens oplæg. Her som andetsteds kunne det være rart at vide, hvad der er blevet sagt mand og mand imellem på den grønlandske side af bordet. Det kunne også være af betydning at vide, hvilken dansk embedsmand, der har konciperet svaret. Der er med sprog- og kulturforskel in mente ingen garanti for fuldstændig overensstemmelse mellem grønlandsk politisk vilje og de officielle dansksprogede udtryk for denne vilje. Det spinkle kildemateriale samt sprogbarrieren hindrer os i at trænge bag om de officielle udsagn, og disse er da også afgørende for så vidt som det er dem den danske offentlighed informeres om, og det er dem, der siden citeres, når regeringen som politisk initiativtager ønsker at forsikre rigsdagen om, at den handler i overensstemmelse med, hvad grønlænderne selv har stillet krav om gennem deres repræsentative politiske organer. Når landsrådet udtaler, at det ikke vil tage stilling til, hvorvidt den økonomiske udvikling skal fremmes gennem grønlandske andelsselskaber eller privat dansk kapitalindsats, og derefter i næste sætning udtaler, at det »vil give sin fulde støtte til, at det danske private initiativ under statskontrol får indpas i Grønland«, så lyder det for danske øren, som om landsrådet netop har taget stilling til de forelagte alternativer og har besluttet sig for en tydeligt privatøkonomisk samfundsmodel, der er afgørende forskellig fra en kooperativt domineret model. Således bliver landsrådsudtalelsen da også sidenhen udlagt, hvorved en dansk diskussion om fremtidssigtet for Grønlandspolitikken bliver standset, inden den overhovedet kommer i gang med det stærkeste af alle argumenter: grønlændernes eget ønske. Men set med grønlandske øjne har sagen måske taget sig anderledes ud. Det eneste de kendte til var statens monopol på al økonomisk virksomhed i samfundet gennem Den kgl. grønlandske Handel. I forhold hertil er enhver anden økonomisk indsats, den være sig kooperativ eller privatkapitalistisk, at betragte som »privat initiativ«. Om det var brugsforeninger eller »frie købmænd«, der skulle have indpas, om det var partsfiskeri eller rederivirksomhed man skulle lære af samarbejdet med de »private danske erhververe « er der næppe taget stilling til i udtalelsen af den gode grund, at ingen hjemmehørende i Grønland havde nogen mulighed for at kende forskel på dette tidspunkt. Statsministerens rejse og det harmoniske møde med landsrådene, der resulterede i en bemyndigelse til at nedsætte en stor kommission, som hurtigst muligt skulle fremlægge forslag til en omfattende reformlovgivning, var både kulmination og udløsning på det presserøre, der i løbet af årene 1946-48 havde gjort Grønlands nyordning til »Danmarks altoverskyggende problem« (som det hed i Frit Danmark), en mærkesag for dansk progressiv politisk tænkning. Mens den gamle kolonipolitik havde gået ud på at hæmme dansk indflydelse i Grønland mest muligt, stod det nu klart for alle, at den i fremtiden måtte fremmes mest muligt, hvis man skulle nå det mål at gøre Grønland til en ligestillet del af det danske rige og grønlænderne til danske medborgere. Anger og bod havde præget de mange kritiske indlæg efter den utilfredsstillende 1946-betænkning, skyldfølelse ved pludselig at blive klar over, hvor stor forsømmelighed der havde præget vor lovpriste koloniadministration, men ingen egentlig tvivl. Der var jo intet alternativ. Det gamle kunne ikke blive ved, og det nye kunne ikke skabes uden en massiv dansk indsats. Frigørelse og national selvstændighed var ingen realistisk mulighed og at overlade jobbet til andre, f. ex. amerikanerne, ville være skændigt over for grønlænderne og ensbetydende med en national selvopgivelse. Netop i de år da ordene om »den hvide mands byrde« fik en ironisk klang i flere og flere europæeres øren, blev det en moralsk forpligtelse for Danmark at påtage sig en sådan byrde. Netop i de år, da den europæiske imperialistiske- idealistiske tradition mistede sin uskyld og selvfølgelighed, fordi de »laverestående civilisationer« fandt anledning til at tilråbe deres hidtidige læremestre et : »læge, læg dig selv«, kan en dansk statsminister tale om vor »forpligtelse til ved vort exempel at vise verdens andre nationer, hvorledes vi på en human måde forstår at føre grønlænderne fra det mere primitive stade op til det niveau, vi selv befinder os på«. Netop i de år da en desillusioneret efterkrigsbevidsthed stillede spørgsmålstegn ved alle værdier, blev grønlandssagen et de godes viljers brændpunkt i dansk politik. 2. Administration, uddannelse og sundhed Med grønt lys fra både danske og grønlandske politikere og fuldstændig enighed om alle grundprincipper var opgaven for den store kommission, som Hans Hedtoft lod nedsætte kort efter sin hjemkomst, enkel. Direktør Oldendow trak sig tilbage ved årsskiftet 1948-49, officielt med begrundelse i et svigtende helbred, reelt i erkendelse af sit nederlag (7), og Eske Brun overtog stillingen som chef for Grønlands Styrelse og fik dermed mulighed for på afgørende måde at præge nyordningen med de tanker, som var blevet afvist i 1946. Det var en af hans ideer, at hovedudvalget skulle være ret lille og slagkraftig t, mens den fornødne ekspertbistand skulle trækkes til gennem underudvalgene. Således fik den egentlige kommission kun 14 medlemmer, heraf 8 politiske repræsentanter og 6 administrativt udpegede, mens det samlede medlemstal, underudvalgene inclusive, nåede op på omkring 150 personer, hvoriblandt en fyldig repræsentation af grønlændere og danske fra Grønland samt mange fagfolk uden speciel tilknytning til Grønlandsproblemerne. Til kommissionen knyttedes et sekretatiat for en stor del bemandet med folk fra andre ministerier, og som øverste leder af det samlede kommissionsarbejde indsatte regeringen den unge og særdeles effektive departementschef H. H. Koch. Kontrasten til det lille, hj emmestrikkede udvalg af 1946 var slående. Man kan vel sige, at med Den store Grønlandskommission af 1948 indledtes den praksis for effektiv, ekspertisepræget behandling af de grønlandske problemer, som skulle sætte sit afgørende præg på vor behandling af grønlandsproblemerne frem til i dag. Lige så fø lelsesladet den offentlige kampagne, der førte til kommissionens nedsættelse, havde været, lige så køligt og effektivt var det administrative apparat, der udmøntede hele røret i en analyse af situationen og forslag til en række praktiske reformer. Den i forvejen skabte politiske enighed gjorde sit til, at det afgørende udspil lå hos eksperter og administratorer. Politikerne havde stillet dem en klart defineret, om end omfangsrig og krævende opgave. Det gjaldt bare om at komme i gang. I en næsten enthusiastisk stemning tog kommissionen fat på sit arbejde i slutningen af januar 1949. Inden der var gået et halvt år kunne formanden for rigsdagens grønlandsudvalg, Halfdan Hendriksen, på det ordinære sommermøde i Godthåb forelægge landsrådene en skitse til nyordningen på alle væsentlige områder og bede om bemyndigelse til at skrive betænkning på dette grundlag. Den fik han uden forbehold af nogen art. Dermed var landsrådets muligheder for at øve direkte indflydelse på tingenes gang udtømt. I begyndelsen af 1950 var den næsten 1000 sider store betænkning klar til underskrift og i maj måned samme år vedtog rigsdagen de otte love, som udgjorde nyordningens fundament. Forelæggelsen af den endelige betænkning for landsrådet i juli var således en pro forma gestus uden reel betydning. Der er dog næppe grund til at betvivle den brede dansk-grønlandske enighed om 1950-betænkningens hovedlinjer, og ingen, øjensynlig heller ikke kommissionsmedlemmerne selv, anede hvilken lavine der var udløst. Det var næsten en selvfølge, at betænkningen måtte tilgodese de reformkrav, der var blevet rejst allerede under krigen og som var kommet til at stå i centrum af den offentlige debat efter offentliggørelsen af 1946-betænkningen. Det gjaldt først og fremmest ønsket om et centralstyre for hele Grønland med eet landsråd og een landsfoged samt en ny kommunal ordning, så der skabtes større og mere bæredygtige kommuner. Dette ønske er ikke, hedder det, udtryk for en tendens til at søge forbindelsen mellem Danmark og Grønland svækket, ej heller ligger deri en forestilling om, at centralstyret i Grønland skulle have selvstændig beføjelse over midler bragt til veje uden om folketing og finansudvalg. Tydeligt nok ønsker kommissionen at mane enhver mulig mistanke om »færøske tilstande« i jorden. Det er ikke løsrivelse eller selvstændighed, der er målet, men tværtimod en endnu nærmere tilknytning til det egentlige Danmark derved, at præget af koloni udviskes, og de administrative forhold bringes mere på linje med tilstandene i den øvrige del af riget. Altså en tydelig integrationstanke, selv om man endnu ikke direkte foreslår den tidligere koloni indlemmet som regulær landsdel. Det skete først med grundlovsændringen i 1953. På den anden side fremføres det som et hovedargument for et centralstyre i Grønland, at »det for et folk, der som det grønlandske efterhånden har nået en vis politisk og kulturel modenhed, må anses for naturligt, at folkets anliggender i så vidt omfang som muligt administreres fra det land, som folket bebor«, navnlig da der »i en mængde tilfælde vil kunne træffes langt hurtigere og rent sagligt set lige så tilfredsstillende afgørelser i Grønland som i København. « (8 Altså en tilkendegivelse af det ønskelige i en udvikling frem mod større grønlandsk selvstændighed. Det fremgår dog ikke nogetsteds, at denne dobbelthed i målsætningen har været følt som et dilemma. Ej heller rejses det spørgsmål, om ikke den stærkt øgede økonomiske bistand uundgåelig vil flytte tyngdepunktet for beslutningerne til København, uanset alle bestræbelser på det modsatte gennem en administrativ centralisering i Grønland. Det var hvad der faktisk skete. Hvad kommunerne angår er der enighed om at afskaffe sysselrådsinstitutionen, hvor et vist antal danske tjenestemænd var fødte medlemmer cg kolonibestyreren normalt formand. Dels var der, mente man, tale om en dobbeltdækning af normale kommunalbestyrelsesfunktioner, dels var fremgangsmåden ved valg »lidet stemmende med almindelige demokratiske principper.« Til gengæld skulle kommunalbestyrelserne have større områder at administrere og udstyres med dansk ekspertassistance i fornødent omfang. De skal have større selvstændighed, men man slår samtidig fast, at de vigtigste opgaver som hidtil må ligge inden for den sociale forsorg, mens »det på grund af forholdene i Grønland er naturligt, at staten varetager opgaver som skolevæsen, elektricitetsforsyning, hospitalsvæsen, bygningstjeneste m.v., der ellers i Danmark er kommunale anliggender«. Kommissionen overvejer ikke, om man via en refusionsordning som i Danmark kunne have givet den kommunale selvstændighed et mere reelt indhold, vel sagtens fordi det var urealistisk at forestille sig nogen form for egentlig kommunal skatteindtægt. Kommunens indtægt skulle som hidtil alene komme gennem tilskud fra landsrådets kasse. Hvad endelig centralorganet i København, Grønlands Styrelse, angår, mener kommissionen at måtte give en indrømmelse til et særlig fra grønlandsk side fremsat ønske om at navnet ændres til Statsminis teriets Grønlandsdepartement. »I realite ten vil der ikke ... blive tale om større ændring i forhold til den nuværende ordning«, men man mener, at en navneændring »rent psykologisk vil have endog meget stor betydning for den grønlandske befolknings forståelse af, at der ved den foran skitserede omlægning af landets administrative ledelse indledes en udvikling, der går ud på at lægge afgørelsen af en mængde sager, der tidligere skulle behandles i København til Grønland« (9). Anskuet under eet tilstræber kommissionen altså med sit forslag til en administrativ nyordning 1) at der skabes en effektiv administrationsmodel, som lige fra departementet i København over enelandsfogeden og hans betydelige sekretariat i Godthåb til kæmneren i den fjernestliggende kommune, er i stand til at have fuld kontrol med de kommende store bevillinger til opbygning af et moderne samfunds infrastruktur og med betydelig kompetence til den i Grønland placerede centraladministration på så vitale områder som skolevæsen, sundhedsvæsen og teknisk organisation, og 2) at der etableres organer for en kommende grønlandsk selvstændighed (landsråd og kommunalbestyrelser), som i det mindste hvad valgmetoder angår er demokratisk uangribelige, og som den dag opbygningsperioden er forbi kan stå parat til at overtage et egentligt politisk ansvar i et samfund, der er bragt frem til det punkt, hvor det så nogenlunde kan stå på egne ben. Når man tilsyneladende ikke er sig nogen konflikt mellem disse to målsætninger bevidst, skyldes det sikkert, at det er en stiltiende forudsætning, at den stærkt øgede danske dominans kun skal være et overgangsfænomen, en midlertidig hjælp til selvhjælp, hvorefter et nyt Grønland befriet for fa ttigdommens og uvidenhedens lænker skulle kunne træde ind i et samarbejde på lige fod med det øvrige Danmark. »Hvis det grønlandske folk skal opnå ligestilling og selvstændighed som andre folk, må udviklingen hvile på kræfter, der udgår fra folket selv. Formynderskabet må ændres derhen, at ansvaret hviler på selve det grønlandske folk. Men samtidig må hovedsagen for Danmark være: en betryggende og i sig selv hvilende økonomisk og kulturel udvikling, i stadig nærmere tilknytning til Danmark.« Således havde en grønlænder, redaktør Kristoffer Lynge, skitseret opgaven i 1946 (10). Forslaget til en administrativ reform var den første hjørnesten. Den anden var forslaget til nyordning af skolevæsenet. Grønland var bedre udrustet med skoler end måske noget andet koloniområde i verden, en frugt af missionens centrale placering i kolonisationsarbejdet lige fra starten. Men denne grønlandsksprogede, grønlandsk underviste skole under kirkelig ledelse var uløselig forbundet med fangersamfundets naturaløkonomi, der betød, at skolekundskaber alene var et spørgsmål om simpel læsefærdighed, mens al anden oplæring skete direkte i tilknytning til forældrenes arbejde. Igennem mange år var der både fra dansk og grønlandsk side rejst krav om en bedre folkeskole, og ikke mindst om en bedre danskundervisning. Måtte isolationen af den grønlandske fangerkultur opgives, var der ingen vej uden om et mere moderne skolemønster. Dels måtte den almindelige horisont udvides, dels var det nødvendigt at børnene gennem større danskkundskaber blev i stand til at tilegne sig ny viden, som kunne give adgang til nye beskæftigelser. Men det ene trak det andet med sig, for større danskkundskaber kunne ikke opnås uden flere danske lærere, og større generel viden kunne ikke indlæres gennem kateketer med en primitiv uddannelse. Skolen måtte gøres selvstændig i forhold til kirken, udstyres med egentlig pædagogisk ledelse og udbygges både med lærerkræfter og bygninger. Skolens nyordning var derfor for kommissionen i første række et administrativt problem. Overvej elser om pædagogiske og psykologiske momenter ved det grønlandske barns møde med et helt nyt kultur- og sprogmønster spiller kun ringe, for ikke at sige slet ingen rolle (11). Kommissionen foreslår skolen nyordnet under ledelse af en skoledirektion med landsfogeden som formand og en nyudnævnt skoledirektør som sekretær samt den grønlandske kirkes leder, provsten, som tredie medlem. Denne direktion får overladt administrationen af så væsentlige opgaver som byggesager, ansættelser og placeringer, undervisningsplaner og skolebogsspørgsmål. Og vel at mærke for hele Grønland, hvilket betyder en i for~ hold til det øvrige Danmark - og iøvrigt nok også i forhold til grønlandsk tradition på området - helt usædvanlig koncentration af beslutningsretten i et lille, effektivt, embedsmandspræget organ. Et kommunalt skoleudvalg foreslås oprettet, men det siges i samme åndedrag, at det ikke bør få nogen større indflydelse på skolens anliggender, i det mindste ikke før de grønlandske kasser kan deltage i udgifterne til skolevæsenet (12). I spørgsmålet om danskundervisningen er det udvalget magtpåliggende, at en udvidelse hurtigt kommer i gang. Det er den grønlandske befolknings ønske, hedder det, at danskundervisningens fremtidige tilrettelæggelse må finde sted med henblik på så vide kredse som muligt, men som en praktisk foranstaltning foreslår man, at der straks oprettes tre dobbeltsprogede skoler i henholdsvis Julianehåb, Egedesminde og Godthåb, såkaldte A-B skoler, hvor børnene fra det tredie skoleår skal deles efter kvalifikationer i en grønlandsksproget linje (A), der af dansktimer kun får selve faget dansk, mens B-linjen gradvis skal overgå til at modtage mere og mere af den egentlige undervisning på dansk. Man foreslår som en begyndelse kun disse tre steder, hvor »elevmaterialet i forvejen synes bedst egnet, og hvor de danske og grønlandske lærerkræfter forud gennem en årrække er blevet fortrolige med de dertil knyttede pædagogiske problemer«, men regner naturligvis med, at den forbedrede danskundervisning derefter gradvis må brede sig ud til andre dele af landet. Forslaget indebærer selvfølgelig en forøgelse af antallet af danske lærere i Grønland, men kommissionen regner dog kun med, at det vil komme til at dreje sig om i alt 50 danskuddannede lærere fordelt over en 10-års periode, og da der allerede var ca. 20 ansat, og omkring 15 grønlændere inden for denne periode kunne påregnes at få fuld dansk uddannelse, ville nettobehovet for danskfødte lærere efter kommissionens beregninger kun blive omkring 15 fordelt over de kommende 10 år, heri selvfølgelig ikke medregnet de fornyelser som udskiftning og hjemrejse nødvendiggjorde. Alligevel var det hele ganske overskueligt i 1949, og det kan da heller ikke undre, at kommissionen fandt det praktisk overkommeligt, om hver eneste ny dansk lærer til Grønland blev ansat til 1. oktober med udrejse omkring 1. april det følgende år, (13) så at det mellemliggende halve år kunne anvendes til et grundigt kursus i grønlandsk sprog og kultur. Det kan i parentes nævnes, at antallet af lærere med dansk seminarieuddannelse allerede i 1955-56 var oppe på 73, i 1960-61 på 123 og i 1967-68 på 316 (14), samt at planen om det halve års uddannelse aldrig blev realiseret. Det koldblodige forslag om deling af børnene allerede ved det tredie skoleår i en A- og en B-linje med grønlandsk som det primære undervisningssprog i den første og dansk i den sidste vakte ikke større debat. Ganske vist var der kun tale om en forsøgsordning i de tre største kolonier, og ganske vist lover betænkningen, at sigtet er en effektivisering af danskundervisningen over hele landet, men alligevel betyder forslaget jo, at man accepterer den grønlandske folkeskoles deling i en 1. klasses og en 2. klasses afdeling. Børnene i A-linjen måtte nødvendigvis nøjes med en ringere undervisning fra en gennemgående utilstrækkeligt uddannet lærerstab, mens børnene i B-linjen ikke blot ville komme til at nyde godt af de udvidede kundskaber en bedre danskindlæring gjorde mulig, men også fik et privilegium alene ved at få adgang til den grønlandske elite, hvis vigtigste kendetegn netop var dobbeltsprogetheden. Hvorfor da ingen protester, ganske særligt fra grønlandsk side? Måske fordi forslaget i alle fald indebar en sådan forbedring i forhold til den hidtidige tilstand, at folk slog sig til tåls med og var taknemlige for, hvad der nu var opnået løfte om. Måske fordi det var en grønlandsk elite der via landsråd og kommissionsmedlemmer fik tilgodeset egne behov, mens mere utopiske krav om lige tilbud til alle lå uden for deres horisont og uden for hvad der i situationen var praktisk muligt. Men navnlig måske fo rdi sprogproblemet endnu slet ikke havde antaget den karakter af skæbnespørgsmål, som det siden skulle få . Også på dette punkt er Den store Grønlandskommission lykkeligt fri for bevidstheden om det pinagtige dilemma den danske udviklingspolitik i Grønland hurtigt skulle løbe ind i. Det er en iagttagelse, der også er gjort andetsteds (15), at dobbeltsprogethed ikke er noget problem, så længe kolonimagtens sprog kun beherskes af en lille indfødt elite, mens befolkningens store flertal hverken har adgang til at lære det eller større behov for at bruge det. Elitens position og funktion i samfundet er uantastet, ikke bare fordi det er uforeneligt med en patriarkalsk kolonitradition at antaste de ledendes ret til at være ledende, men også fordi der ikke for befolkningsflertallet ligger nogen social eller økonomisk nødvendighed i at gøre krav på en egentlig demokratisering af dobbeltsprogethedens privilegium. Beherskelse af det fremmede sprog har sin rent funktionelt bestemte og for så vidt ganske beskedne plads i samfundshelheden. Hvis den nye udvikling i den efterkoloniale periode ret hurtigt fører til en nogenlunde omfattende økonomisk uafhængighed af det tidligere 'moderland', vil det fortsat være acceptabelt for den brede befolkning, at beherskelse af fremmede sprog forbliver et privilegium for den administrative og kulturelle elite, der skal varetage de nødvendige forbindelser til omverdenen. Først i den situation, hvor den økonomiske afhængighed af den tidligere kolonimagt tværtimod at formindskes til stadighed øges, og hvor dobbeltsprogetheden for en meget stor del af befolkningen bliver den uundgåelige betingelse for at klare sig, såvel i det daglige miljø som med henblik på adgang til arbejdsmuligheder uden for dette, bliver sprogspørgsmålet et folkeligt påtrængende problem. Beherskelse af det fremmede sprog bliver da på den ene side et af de hedest eftertragtede goder og på den anden side det mest ubehagelige symptom på egen magtesløshed og uselvstændighed. Den store Grønlandskommission forestillede sig ikke, at dens reformforslag skulle føre til en hidtil ukendt grønlandsk afhængighed af dansk økonomisk bistand. Det gamle Grønland havde hvilet i sig selv, de første efterkrigsår havde vist et stigende underskud og det ville, som Eske Brun havde sagt, være den værste bjørnetjeneste man kunne gøre Grønland at opbygge et moderne samfund, der skulle baseres på et stadig voksende tilskud fra Danmark. Der var i 1949 ingen alvorlig tvivl om, at det nok skulle lykkes at opbygge en produktion i Grønland, som kunne bære samfundet fremover. Kun i en overgangsperiode måtte den danske stat træde til med extraordinært store tilskud for at skabe de administrative, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige forudsætninger for det nye selvstændige Grønland. Disse tilskud kunne endog, om det var nødvendigt, begrundes med en henvisning til det urimelige i, at Danmark gennem så mange år havde hentet alle midler til samfundets drift gennem den meget lave betaling for indhandlede grønlandske produkter (16). Følgelig var der heller intet problematisk i at foreslå en dansksproget eliteskole, der over en kort årrække kunne intensivere danskundervisningen så meget, at der blev tilstrækkeligt med grønlandske lærere til at overtage undervisningen. Det ville medføre at man hurtigt fik det nødvendige antal grønlændere med fornøden uddannelse til at varetage samfundsfunktionerne, når det danske hjælpepersonale igen blev trukket tilbage. Med et administra tivt set effektivt skolevæsen, der nåede ud til landets fjerneste afkrog med sine undervisningstilbud, samt en elitepræget overbygning i få centre, havde Danmark gjort sin pligt. Resten måtte ad åre blive det nye Grønlands egen sag. Den tredie af gørende forudsætning for skabelsen af dette nye Grønland var opbygningen af et tidssvarende sundhedsvæsen. Tilstanden var alarmerende med ringe modstandskraft, elendig hygiejne, dårlige boligforhold og uhyggeligt stor dødelighed, ikke mindst som følge af tuberkulose. Allerede i 1946-udvalget havde der været enighed om, at denne sag ikke tålte udsættelse, hvorfor Styrelsen fik bemyndigelse til i samarbejde med Sundhedsstyrelsen at udsende et lægehold til at berejse hele kysten og komme med forslag om nødvendige reformer. Holdet, der bestod af amtslægerne Erik Lynge og Vagn Sindbjerg-Hansen, udrejste i sommeren 1947 og kunne efter mere end et års ophold i Grønland aflægge en fyldig rapport, der ikke blot rummede forslag til opbygning af et moderne læge- og sygehusvæsen under ledelse af en landslæge i Godthåb og med hjælpemidler til behandling af tuberkulose og andre alvorlige sygdomme, men også indeholdt en sønderlemmende kritik at grønlandske boligforhold, vandforsyning, renovation, ernæring, beklædning m.v. Altså for så vidt et social-medicinsk studie lang tid før den slags blev almindeligt. Det er værd at understrege, at de krav om en alvorlig forbedring af f. ex. vandforsyning, kloakforhold og boliger, der siden skulle resultere i opbygningen af et stort teknisk apparat med mange bivirkninger på samfundsudviklingen iøvrigt, fra starten blev stillet af de sundhedsmæssige eksperter og med hele den autoritet disse har i et moderne samfund. Det er også værd at bemærke, at der ikke blev ro om dette problem i dansk presse og offentlighed, før det grønlandske lægevæsen havde nået en standard og kunne opvise resultater, der fuldt ud kunne sammenlignes med danske. Man bør have disse kendsgerninger i erindring, når man skal vurdere de anklager, der siden rejstes mod dansk grønlandsadministration for på urimelig måde at forcere den tekniske udvikling. Kommissionen kunne med god samvittighed anbefale den lovgivende myndighed at drage de fulde konsekvenser af lægeekspeditionens rapport. Det var en humanitær pligt at hjælpe mennesker i nød, det var en medborgerlig pligt at hjælpe en befolkning, der måtte betragtes som landsmænd, og det var endelig en forudsætning for både bedre uddannelse og større produktivitet, at det almindelige helbredsniveau højnedes ganske mærkbart. Men ingen forudså den konsekvens, at den forbedrede sundhedstilstand hurtigt skulle udløse en eksplosiv befolkningstilvækst. Når man 20 år senere spørger fremtrædende kommissionsmedlemmer, svarer de - næsten undrende - : Nej, det var der ingen af os som tænkte på dengang (17). Og det var dog det resultat af kommissionens arbejde, der mere end npget andet kom til at bestemme udviklingens gang. Ganske vist søgte man i afsnittet om de økonomiske og erhvervsmæssige forhold at danne sig en forestilling om, hvor mange mennesker der ville komme til at bo i Grønland inden 1970. Man søgte at forlænge linjerne fra den vækst fra godt 6.000 til godt 21.000 indbyggere, der havde fundet sted i perioden 1805-1947. Man søgte sågar at korrigere for en mulig faldende dødelighed, men nåede alligevel ikke længere end til at forestille sig 26-27.000 indbyggere omkring 1960 og 30-31.000 omkring 1970. (18) De 27.000 blev passeret allerede i 1955 og i 1970 var der over 46.000, altså en vækst mere end dobbelt så hurtig, som den man havde regnet med. Dette forkerte skøn blev hurtigt skæbnesvangert for hele gyldigheden af 1950-betænkningen. Ikke alene kom administrationen allerede fra midten af 50-erne ud i et ganske utilsigtet kapløb med befolkningstilvæksten, der gjorde at man »skulle løbe stærkt for bare at stå stille«, som det hed med en populær vending. Tilmed forskubbedes alle forudsætninger for bestræbelserne på at skabe et nogenlunde afbalanceret forhold mellem dansk hjælp og grønlandsk selvhjælp, ligesom drømmen om den kortvarige overgangsperiode snart skulle fortone sig i det fjerne. Men det er for billigt at være bagklog. Den demografiske videnskab havde i slutningen af 40-rne endnu ikke nået en sådan udvikling, hverken i statistisk eller historisk retning, at der var egentlige experter at opsøge, i det mindste ikke i Danmark, og egentlige langtidsprognoser for befolkningsudvikling lod sig først udarbejde med adækvate matematiske metoder fra slutningen af 50-erne. Det karakteristiske moderne udviklingsfænomen, at befolkningstilvæksten ligger forud for opbygning af boliger, skoler og arbejdspladser, når talen er om fattige koloniområder, kunne ingen være opmærksom på i 1949. Vi handlede i blinde, da vi satte nyordningen i gang på Grønland, og det var måske godt det samme, ellers havde ingen vel vovet at trykke på startknappen. 3. Økonomi og samfundsform »At skabe et fornuftigt sundhedsvæsen i Grønland bryder ingen broer af; der er intet gammelt system, som føler sig fornærmet over, at man erstatter et utilstrækkeligt sygehus med et tilstrækkeligt ... Men den dag, vi skal til at røre ved det økonomiske system i Grønland, kommer modstanden frem, fordi den dag bliver det nødvendigt, at vi ryster gamle former af os, at vi bryder broer af og generer folk i nydelsen af deres indgroede vaner og forestillinger.« Sådan skrev daværende vicedirektør Eske Brun i 1947 i en artikel i »Frit Danmark« (19), som vakte opsigt over hele landet, fordi den blev opfattet som en offenthg undsigelse af Styrelsens direktør Knud Oldendow. Nu var dagen kommet, hvor broerne skulle brydes af. Kommissionen måtte med beklagelse konstatere, at den danske administration i Grønland i alt for ringe omfang havde fulgt de sagligt velbegrundede forslag, som var fremsat af tidligere kommissioner om den grønlandske handels drift og virkemåde. »Det synes som om man fra ansvarlig dansk side i for høj grad har været optaget af at »hjælpe « grønlænderne ved økonomiske foranstaltninger, f. ex. fremskaffelse af billige varer osv. i stedet for at søge at lede den grønlandske befolkning frem til uden skadelige virkninger at kunne træde i normalt samkvem med den øvrige verden. Man synes at have været tilbøjelig til at overse for det første, at det for opnåelse heraf må være en nødvendi3 forudsætning, at der i Grønland er et økonomisk liv, som ikke er betinget af, at Grønland er et økonomisk tomrum, som må holdes afspærret fra omverdenen ... for det andet, at der i den grønlandske befolkning skabes en forståelse for økonomiske forhold« (20). Beskyttelsespolitikken har ganske vist formået at skabe nogenlunde balance mellem Grønlands indtægter og udgifter samt muliggjort en konjunkturudligningspolitik, der kunne afbøde virkningerne af svingningerne i verdensmarkedspriserne, men den har samtidig ansvaret for befolkningens meget lave levestandard, for mangel på de tekniske og kulturelle impulser, som skulle virke ' ansporende på den grønlandske befolkning, for den voksende økonomiske ulighed mellem danskere og grønlændere. Den har ligeledes bevirket, at »befolkningen ikke af økonomiske motiver tilskyndes til at flytte til egne, hvor produktionen kan ske med de mindste omkostninger«, har altså med andre ord været en hæmsko for befolkningskoncentrationen, og har sidst og ikke mindst haft til følge at den grønlandske befolkning mangler forståelse for fundamentale økonomiske love. Da »næsten al økonomisk virksomhed sker under statens medvirken, har grønlænderne i udstrakt grad vænnet sig til at betragte staten, in casu styrelsen, som ansvarlig for alle økonomiske foreteelser ... og det er blevet en udbredt opfattelse blandt grønlænderne, at styrelsens økonomiske politik er noget, som kan fastlægges vilkårligt«. (21) Systemet har længe været under anklage, og nu er der ifølge kommissionen ingen vej uden om den radikale ændring. Man kunne ganske vist godt forestille sig, at levestandarden blev hævet selv om afspærringen opretholdtes nemlig ved opgivelse af kravet om balance mellem indtægter og udgifter. Men dette ville stride mod kravet om samfundet som et pædagogisk velegnet lærested for forståelse af økonomiske love, og det ville navnlig stride mod den grønlandske befolknings udtrykkelige ønsker om endelig at træde ind i de 'voksne nationers' rækker. Man kunne så vælge at lukke landet helt op for konkurrence og privat initiativ, men en sådan konsekvent liberalisme ville sandsynligvis bevirke, at staten måtte bære tabet under lavkonjunkturer mens den private virksomhed kunne nøjes med at skumme fløden under højkonjunktur. Dette ville ikke være acceptabelt, mente man i 1950. Man kunne endelig anlægge den betragtning, at Grønland skulle opfattes som en almindelig del af det danske rige, hvorefter spørgsmålet om Grønland økonomisk kan bære sig selv, skulle være lige så irrelevant »som spørgsmålet om hvorvidt Rømø eller Præstø amt eller en hvilken som helst anden del af det egentlige Danmark kan bære sig selv økonomisk«. Men heller ikke dette kan efter kommissionens opfattelse sættes som retningslinje, idet både de geografiske, økonomiske, sociale og menneskelige forudsætninger for en sådan fuldstændig integration foreløbig ikke synes at være til stede. Der må altså findes en ordning, som på den ene side tilsigter en økonomisk normalisering, hvorefter et grønlandsk næringsliv skal opbygges på normale forretningsmæssige principper, og på den side sikrer den grønlandske befolkning mod privat udnyttelse og voldsomme indkomstsvingninger. Kommissionen mener, at det skulle være muligt at nå dette dobbelte mål. For det første foreslår man, at Den kongelige grønlandske Handel opretholdes, men udskilles fra Grønlands Styrelse og gøres til et almindeligt forretningsforetagende under ledelse af en merkantilt uddannet direktør. Som statsforetagende skal det garantere forbrugerne mod udnyttelse, sikre forsyninger til alle beboede pladser og administrere opbygningen af den særlige konjunkturreguleringsfond, hvis midler skaffes gennem afgifter på exportproduktionen. Som privat handelsselskab skal det drive butikker og produktionsanlæg på de vilkår, verdensmarkedspriser og omkostningsniveau fastlægger. For det andet skal der med dette statslige sikkerhedsnet som forudsætning fremlægges en mangesidet invitation til grønlandsk og dansk privat foretagsomhed. Grønlænderne skal have »økonomisk motiv til og personlige og tekniske forudsætninger for at hæve deres levestandard gennem deres egen virksomhed«, og »fordelen ved dansk privat økonomisk virksomhed vil blive, at der derved tilføres landet teknisk og kommerciel sagkundskab med direkte økonomisk interesse i stor produktion«, hvilket samtidig vil »give den grønlandske befolkning et indblik i moderne arbejds- og produktionsmetoder, og dermed øge dens muligheder for at træde i normal forbindelse med omverdenen« (22). Der var ved starten af nyordningen ingen væsentlig tvivl om, at der i de grønlandske farvande befandt sig en fiskerigdom, navnlig af torsk, som mageligt kunne danne basis for en rentabel produktion. Indhandlingen havde været støt stigende fra 7.000 tons i 1940 til næsten 16.000 tons i 1948. Esbjergfiskerne Claus Sørensen og Chr. Venø havde allerede i 1948 under stor offentlig opmærksomhed indledt et forsøgsfiskeri i de grønlandske farvande og berettede hjem om fantastiske fiskeforekomster. Torsken stod visse steder så tæt, at den kunne skovles op i bådene, ja nogle mennesker påstod ligefrem, at Grønland på grund af disse fiskerigdomme var verdens største guldgrube og hævdede at alle Danmarks pinagtige valutaproblemer ville være løst, hvis vi blot kunne komme i gang med en export af grønlandske torskefiletter til USA (23). Da det var erhvervsfolk, som udtalte sig, og tilmed besindige vestjyder, der ikke plejede at overdrive, var der mange som tog disse spådomme for gode varer og bebrejdede staten, den evige priigelknabe, at den slet ikke havde haft næse for disse fantastiske muligheder. Fiskeribiologerne var betydeligt mere nøgterne. De ville ikke benægte, at de øjeblikkelige fiskemængder gav grund til en god portion optimisme, men billedet kunne hurtigt skifte, hvis en klimaforværring satte ind. Til kommissionen gjorde de opmærksom på, at der forelå efterretninger om tilsvarende store torskemængder omkring midten af det 19. århundrede men fra lidt »efter 1850 og et stykke ind i indeværende århundrede forlyder der intet om torskerigdom ved Grønland, hverken indenskærs eller på havbankerne « . Gamle grønlandsfolk kom med helt tilsvarende oplysninger, men intet var så passe omkring 1950 som »gamle grønlandsfolk«. Der var et stærkt behov for at tro på alle positive oplysninger om grønlandske erhvervsmuligheder og en tilsvarende trang til at gå let hen over forsigtige erfaringsbetingede forbehold. Hvis tvivlen blev for stærk, trøstede man sig, dengang som siden, med at fisken jo da altid kunne hentes længere ude på havet, hvis den skulle forsvinde indenskærs. På baggrund af denne beslutsomme optimisme er der intet mærkeligt i, at kommissionens forslag til en økonomisk nyordning nærmest var af negativ art. Mens det på administrative, skole- og sundhedsmæssige områder drejede sig om personalemæssigt og teknisk at indrette sig efter en forventet stærkt stigende offentlig aktivitet, så var det økonomisk og erhvervsmæssigt primære mål netop at få skubbet staten ud så hurtigt som det var forsvarligt ud fra den overordnede målsætning, at »alt skulle ske til grønlændernes gavn«. Miseren havde jo netop været den statslige dominans i økonomiske anliggender, den var den væsentligste årsag til grønlændernes umyndiggørelse og apati. Kunne man blot på en skånsom måde fjerne denne barnepige, ville barnet hurtigt opdage, hvordan det skulle bære sig ad med at stå på egne ben. Alle forudsætninger for et heldigt udfald af experimentet ville være til stede, hvis det danske samfund blot på en hurtig og effektiv måde ville etablere de samme offentlige serviceorganer til Grønland som allerede fandtes i Danmark. Man kan uden vanskelighed se, at Den store Grønlandskommission stillede sig tilfreds med at forestille sig en grønlandsk samfundsudvikling så vidt muligt ad de samme baner, som dem man kendte fra Danmark. Det politiske mål var jo, som Hedtoft havde sagt i 1948, »at føre grønlænderne fra det mere primitive stade op på det niveau vi selv befinder os på«. Midlerne måtte så også blive derefter. Men når det danske samfund skulle være model, kan man, som enkelte også gjorde i samtiden (24), måske undre sig over, at andels- og kooperationstanker ikke kom til at spille større rolle end tilfældet blev. FDBs førstedirektør Ebbe Groes var ganske vist medlem af kommissionen og udkastede i en samtale med Andelsbladet (sept. 1949) en interessant tanke om en grønlandsk brugsforeningsbevægelses gradvise overtagelse af KGHs butikker. Ebbe Groes' ide gik ud på, at sammenslutninger af grønlandske forbrugere kunne indskyde en vis, fra starten ganske beskeden, kapital i KGHs butikker, derved få en fod inden for i ledelsen og så gradvis øge både indskud og indflydelse indtil den dag, hvor en egentlig overtagelse kunne finde sted. Forslaget fandt så vidt man kan se intet gehør i kommissionen. Den nøjedes med at erklære: »Kommissionen har ikke ment at burde tage stilling til, om den ene eller anden form for privat handelsovertagelse bør foretrækkes, men man mener, at dette bør overlades til den kommende udvikling i Grønland«! (25) Grunden til den påfaldende tavshed om ønskelige ejendomsformer kan man kun gisne om, da en åben diskussion først dukker op på et langt senere tidspunkt. Den skyldes muligvis at andelsfol kene bevidst var tilbageholdende, fordi det jo ligger i selve andelsideen, at den må komme fra folkets midte og ikke kan påtvinges udefra. Men det kan også tænkes at man fra politisk kooperativ side var yderst forsigtige med alt, der kunne tænkes at skabe en dansk politisk uenighed om grønlandske anliggender. Og det kunne netop andelsspørgsmålet, for det første fordi betydelige private interessegrupper allerede var ved at forberede sig til at få del i gevinsterne i det nye Grønland (26), for det andet fordi f. ex. en brugsforeningsovertagelse af det grønlandske butiksnet ville være ensbetydende med en politisk sejr for socialistisk-kooperative tendenser, som ingen borgerlig politiker ønskede fremmet. En ting er jo at have sympati for andelstanken inden for en kapitalistisk konkurrenceøkonomis rammer, noget ganske andet at se den som udgangspunkt for en helt ny samfundsform. Det var ikke en ny samfundsform i forhold til danske traditioner man spejdede efter omkring 1950. Det hele drejede sig om at få afviklet vort eneste tiloversblevne koloniale foretagende på en måde, der gav god samvittighed både indadtil og udadtil. Der var for det store flertal ingen grund til at tro, at dette ikke skulle kunne ske som en harmonisk evolution. Kun gamle vaner og fordomme havde indtil nu hindret de gode hensigters virkeliggørelse, men med betænkningen af 1950 samt de deraf følgende otte lovforslag til Grønlands nyord som udgangspunkt for en helt ny samfundsform. Det var ikke en ny samfundsform i forhold til danske traditioner man spejdede efter omkring 1950. Det hele drejede sig om at få afviklet vort eneste tiloversblevne koloniale foretagende på en måde, der gav god samvittighed både indadtil og udadtil. Der var for det store flertal ingen grund til at tro, at dette ikke skulle kunne ske som en harmonisk evolution. Kun gamle vaner og fordomme havde indtil nu hindret de gode hensigters virkeliggørelse, men med betænkningen af 1950 samt de deraf følgende otte lovforslag til Grønlands nyordning, var denne barriere endelig forceret. Der var almindelig tilfredshed i folketinget, da forslagene blev forelagt i maj 1950. »Jeg håber at vi alle kan lade partipolitikken blive hjemme ved denne lejlighed,« sagde Venstremanden Simon From, ... »jeg kan ikke lide at være højtravende, men dette er et nationalt spørgsmål. Det er historie vi er ved at skrive, og jeg vil håbe, at det blad i Danmarks historie, hvor dette engang står skrevet, må få et sådant indhold, at vi kan være det bekendt over for dem, der kommer efter os.« Og den konservative Kristen Amby fortsatte: »Vi i Danmark turde næppe bruge så stærkt et udtryk som »et helligt hverv« (FNs pagt), men vi har måske lov til at sige, at vi har en god samvittighed over for både vore gjorte gerninger og det nu påbegyndte værk.« Den eneste, der afgav dissens - bortset fra en ret stereotyp kommunistisk indsigelse mod det private initiativs fremmarch i Grønland - var Elin Appel (V). Hun stillede det spørgsmål, »om vi ikke er ved at gøre Grønland til en kopi, en åndelig provins af Danmark?« Det er, siger hun, »kun hvis grønlænderne har naturlige forudsætninger for at annektere dansk kultur, at der kan komme harmoni ud af det. Har de ikke det, bliver der kun tale om en fortsættelse af den stigende rodløshed, som jeg forstår den grønlandske befolkning er ude i«. Man stiller krav om en dobbeltsproget skole, en examensskole med danske examenskrav, men, fortsætter hun: »svarer disse krav til noget som samfundet i Grønland mangler, svarer de overhovedet til, hvad den grønlandske psyke trænger til? ... Kan det være rigtigt på den måde at fortrænge det der er tilbage af Grønlands kultur med en kultur, som vi måske ikke er overbevist om passer for grønlænderne, og hvis værdi vi i det hele taget er noget usikre overfor efterhånden herhjemme?« Det var et menneske med rod i en grundtvigsk forståelse af folkelighed og menneskelig integritet, der stillede disse foruroligende spørgsmål, de eneste under hele debatten, der viste at spørgeren var sig et dilemma bevidst angående det danskgrønlandske forhold, men hun stod alene med sin skepsis, og statsministeren fejede i sin svartale hendes betænkeligheder af bordet: »Det, der er sket i Grønland, er, at et gammelt samfund som det grønlandske nu står over for det sidste skridt i udviklingen fra naturaløkonomi til pengeøkonomi. Grønlænderne har bedt om, at vi hjælper dem med, at dette skridt bliver taget, og så kan det ikke nytte at stå og holde sentimentale eller romantiske foredrag om en døende eskimoisk kultur. Det ærede medlem fru Elin Appel burde betænke, at når et samfunds økonomiske form skifter, så skifter dets kulturelle struktur samtidig« (27). Også den senere finansudvalgsformand, den navnkundige Jensen-Broby, oplevede under denne debat, hvad det vil sige at tale for døve øren. Hans betænkeligheder var - som naturligt for ham - af mere kontant art. Han kunne nemlig ikke rigtig tro på, at man kunne holde det skitserede reformforslag inden for en udgiftsramme af 100 mio kroner, fordelt over 10 år! Det skulle vise sig, at hans skepsis var berettiget. Frem til 1964, da den nye G-60 plan blev sat i værk, var der brugt ikke 100 men 1300 mio kroner til investering og forbrug, og derefter er de årlige tilskud steget fra ca. 280 mio kr. til det nuværende beløb på 650 mio kr. (28). Det var i 1950 som sidenhen forbløffende hvor ringe en rolle de økonomiske konsekvenser spillede i den politiske debat. Grønland var et nationalt anliggende, og skam få den, der var påholdende eller nærig, når en sådan sag stod på folketingets dagsorden. Den store Grønlandskommission finder ikke, at spørgsmålet om en grønlandsk repræsentation i rigsdagen er aktuelt, men man anmoder den siddende forfatningskommission om at overveje »i sit revisionsforslag at optage en paragraf, der giver den almindelige lovgivningsmagt kompetence til at ordne Grønlands statsretlige forhold. Dette er så meget mere ønskeligt, som det i det hele taget synes rigtigt, at grundloven nævner Grønland og giver det principielle grundlag for dette lands stilling inden for riget« (29). Forfatningskommissionen fulgte dog ikke dette forslag, der fortsat ville have givet Grønland en særstilling. Man vedtog i stedet efter forhandling med rigsdagens grønlandsudvalg og Det grønlandske Landsråd at foreslå en ny paragraf 1, der netop ikke nævner Grønland, men nøjes med at fastslå, at »denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige«. Med den bedste samvittighed af verden tilbød vi grønlænderne at blive fuldværdige danske statsborgere, og med oprigtig glæde og taknemlighed blev tilbudet modtaget. »Når vi hæver blikket over jordkloden, ser vi mange steder kolonikampe, hvor de indfødte kæmper for at løsrive sig fra moderlandet og blive selvstændige. Det gør de, fordi de mener, at dette er det bedste for dem selv. Men her i Grønland vil vi gerne gøre det modsatte. Her vil vi gerne benytte vor egen nyligt erhvervede bestemmelsesret til et initiativ til at knytte Grønland fast til moderlandet.« Således udtrykte Augo Lynge sig under landsrådets debat om spørgsmålet i september 1952 (30), og selv om han nok må anses for at være et af landsrådets mere dansk-prægede medlemmer, kan der næppe herske tvivl om, at han tegnede landsrådets klare linje i denne sag. Indlemmelsen af Grønland i riget gennem den nye grundlov af 1953 var med Hedtofts ord »kronen på værket« for såvel danske som grønlandske reformvenner, og der var ingen modsætning mellem dette og det ønske om et nyt selvberoende og frigjort Grønland, som havde været udgangspunkt for reformværket. Konflikten mellem assimilation og autonomi var det afgørende dilemma i fremskridtsvenlig europæisk kolonidebat efter anden verdenskrig. Kravet om ligestilling og kravet om selvstændighed måtte for en progressiv europæisk tænkning have samme vægt, og dog være uforenelige. Men i Danmark var dette dilemma stort set ukendt. 4. Optimisme og harmoni Det medvirkede utvivlsomt til følelsen af harmoni og enighed på begge sider af Atlanterhavet, at kongeparret i 1952 »præcist indpasset i det store reformarbejde og med en velanbragt sans for grønlændernes behov for anskueliggørelse«, (Berlingske Tidende) havde gennemført en succesrig grønlandsrejse under ledsagelse af 23 udenlandske og 14 danske journalister og pressefolk. Det gav en god anledning til at præsentere den danske offentlighed for de første resultater af nyordningen. Det udfyldte et behov for at demonstrere over for alverden, at Grønland var dansk, alle amerikanske baser og Nato-aftaler til trods, og at vi var i stand til at gennemføre en afkolonisering på en mere human og værdig måde end de fleste store kolonimagter. Og endelig viste mange erfaringer, at kongeparret var populært blandt grønlænderne, de var personifikationen af Danmark og en kongerejse langs den grønlandske kyst var derfor et yderst velegnet middel til at styrke den dansk-grønlandske samhørighed. Dertil kommer, at konservativt- monarkistiske kredse herhjemme næppe var uinteresserede i, at det dryppede lidt på degnen, når det regnede på præsten. Interessen for Grønland og de kongelige gæsters hjertelige modtagelse blandt grønlænderne blev en ikke ubetydelig del af det danske kongehus' image i efterkrigsårene. Udover de royale hyldestartikler gav rejsen selvfølgelig også anledning til et væld af oplysende og stemningsskabende materiale om Grønland. Der blev skrevet begejstret og følsomt om 'den vældige grønlandske natur', 'landet der er så skønt, at det knuger om hjertet', det 'storladne sceneri og de bittesmå mennesker' etc. Et nyt grønlandsk naturbillede var under opbygning i dansk offentlighed. De gamle ekspeditionsberetningers barske, nådeløse land, der kun gav sin skønhed og poesi fra sig efter en kamp på liv og død med storm, is og mørke, veg for den kamerabehængte turists panmamaer og for oplevelsen af naturen som kulisser omkring et pittoresk folkeliv, hvor snavs, sygdom og uvidenhed lejlighedsvis indgik som afsky- og medlidenhedsvækkende ingredienser. Rejsen giver i mere kritisk indstillede blade lejlighed til en kampagne mod forhold på det sundhedsmæssige område så slette, at vi ikke kan være dem bekendt« (Politiken) og dette udløser igen en hjemlig stemningsbølge for ved skabelse af en 'Kongeparrets Fond' at rejse midler til udryddelse af tuberkulosen. En appel til filantropiske følelser havde gode muligheder for at finde genklang i en efterkrigstid, hvor mange nok med en snert af skamfølelse måtte konstatere, at Danmark var kommet meget smertefrit igennem en krig, hvis dybe spor stadig kunne ses i store dele af Europa. Det mindste vi kunne gøre var da at komme vore grønlandske landsmænd til hjælp! Først og fremmest er billedet her ved starten af nyordningen præget af optimisme og ansvarsfølelse. »Det er nu Danmarks opgave at ophjælpe denne befolkning, så den kan indtage sin plads i den frie verden og dens erhvervsliv«, hedder det i Berlingske Tidende (31) og det anslår meget godt stemningen i brede kredse i begyndelsen af 50-erne. Vi havde givet grønlænderne friheden fra kolonistyrets formynderskab, vi havde udstyret dem med alle politiske rettigheder næsten før de selv bad om dem, og vi var godt i gang med at udbygge administration, skole og sundhedsvæsen til en standard, de som borgere i det danske rige med rette kunne gøre krav på. Der var langt til vejs ende, men der var i det mindste i princippet intet til hinder for, at grønlænderne derefter selv, på de nøgne klippekyster ud mod de arktiske have, hvor deres forfædre gennem årtusinder havde skaffet sig udkommet, kunne opbygge en moderne produktion, som ad åre kunne danne basis for deres overtagelse af det moderne samfund, de foreløbig havde fået som gave. Hvis det kunne ske i form af privat foretagsomhed, ville det være en stor gevinst. Den model var jo gennemprøvet med held i forvejen, og den rummede samtidig den bedst tænkelige garanti for, at der virkelig blev tale om en udvikling svarende til den grønlandske naturs og det grønlandske samfunds muligheder. Grønlandisering og privatisering måtte i det lange løb være en og samme sag, lige så sikkert som statens økonomiske monopol og grønlandsk umyndiggørelse indtil nu havde været tæt forbundne fænomener. »Det er et dejligt æventyr, at det lille Danmark med sine mange imperiale nederlag og skuffelser alligevel stadig har det fjerne Grønland under sin krone. Og det er godt at vide, at menneskeligt og kolonialt har vi så god samvittighed som nogen stat i verden. Uegennyttigt og ansvarsbevidst har vi holdt landet lukket, til nu dets befolkning er tilpasset civilisationen. « Med dette citat fra en leder i dagbladet BT kan vi passende afslutte skildringen af de lykkelige reformår omkring 1950 (32). Krise uden alternativ - introduktion og indholdsoversigt kapitel: I Klassikere og modernister Forrige kapitel: I Klassikere og modernister Næste kapitel: III Mellemspil