Krise uden alternativ: V Grønland, vort eget u-land

Den gruppe journalister, som blot i nogen grad havde sagkundskab til at formidle korrekte oplysninger, altid har været meget lille. Hvis man nævner navne som Palle Brandt, Helge Christensen, Kjeld Rask Therkilsen, Erik Erngård, Jørgen Søholt Christensen, Palle Koch, Jørgen Felbo og Frits Høyrup har man stort set været raden rundt af dagbladsjournalister, som gennem ophold i Grønland og mangeårig fortrolighed med emnet og kontakt til politikere, administratorer m.v. kunne siges at have tilstrækkelige forudsætninger for at fungere som formidlere. Tilmed har denne halve snes mennesker jo ikke virket samtidig, i realiteten har ofte kun to-tre personer været afgørende for, hvad der skulle komme frem til den danske offentlighed, og navnlig for måden det skete på

Lørdag d. 26. december 2020
Niels Højlund
Emnekreds: Grønlands historie, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
1. Formidling og reaktion
2. Inuit og grundloven
3. Det er synd for grønlænderne
4. Vort eget u-land


1. Formidling og reaktion

»Det kan være med en lov som Storm P sagde om telefonen: den er en genial opfindelse, indtil man begynder at bruge den. Sagt på en anden måde : Hvad nytter det at en lov gælder, hvis den ikke dur?« Sådan lød Palle Kochs kommentar i Information (1), da den første fremtrædende grønlænder, politimester Jørgen Hertling, søgte - og fik - dispensation fra fødestedskriteriet. Jyllands-Posten fandt, at det var en både flov og urimelig historie, at »en norddansker af et højtideligt nævn skal have attest for, at han er så fin, at han allernådigst kan betragtes som syddansker« (2).

Ekstra Bladet skrev en leder om »den grimme grønlænder« og regeringsbladet Aktuelt betegnede dispensationen som fødestedskriteriets fiasko. Ingen havde noget at indvende mod det princip, at Grønlands første grønlandskfødte politimester skulle have en betydelig højere gage end hans kollega i f. ex. Ribe, det eneste der talte var, at den diskriminerende lov ikke kunne stå for virkelighedens prøve.

En tilsvarende positiv stemning over for grønlænderne rejste sig, da Dansk Journalistforbund besluttede at boykotte stillinger for medlemmer i Grønland, hvis fødestedskriteriet skulle bringes i anvendelse på dem. Der var ikke nogen undskyldning for at lønne danske og grønlandske journalister forskelligt, mente forbundet. Der måtte loves normal dansk løn - om end uden grønlandstillæg - hvis staten ville have nyhedsformidlingen på Grønland til at fungere. Staten bøjede sig. Dermed var der fra starten på initiativ af indignerede danske pressekredse skudt hul i det eneste forsøg, der er lagt op til i efterkrigstiden fra politisk-administrativ side på at føre en lønpolitik, der sigtede mod et særligt og selvstændigt grønlandsk samfund med egen lønstruktur. Kravet om ligestilling mellem den grønlandske elite og de udsendte danske havde vist sig stærkere end den moralske appel til en særlig grønlandsk solidaritet. Og det skyldes ikke mindst, at den danske presse efter G-60 næsten udelukkende havde hæftet sig ved dette stærkt følelsesprægede spørgsmål og slet ikke ladet det egentlige kommissionsresultat, 10-årsplanen og den politiske opbakning af en milliardinvestering, træde frem med den vægt dette skulle få i den faktiske udvikling. JyllandsPosten erklærede således ved afslutningen af G-60, at man måtte mindes det hottentot-tillæg, som Tyskland i sin tid havde ydet som ekstrabetaling for at arbejde i Østafrika, og fandt at der med den nye tjenestemandslov var tale om »en helt utrolig forskelsbehandling af danske borgere. Det nye fødestedskriterium er ikke alene i oplagt strid med både den danske grundlov og menneskerettighedserklæringen - den slags plejer desværre ikke at påvirke danske lovgivere i synderlig grad - men det betyder også en fastlåsning af en udvikling, der lader hånt om fornuft, retfærdighed og anstændighed « (3). Den logiske sammenhæng er ikke helt klar, da det jo er det manglende tillæg, der er problemet i Grønlands tilfælde, men lederskribenten har fået betegnelsen »hottentot- tillæg« hæftet på sagen, og dermed er følelserne påvirket i den retning bladet ønsker. På den politisk modsatte fløj hævder det kommunistiske dagblad Land og Folk, at danskerne her gennemfører et »koloniherreforslag«, som vil gøre grønlænderne til »sneskrabere og vandbærere« for danske nalagakker, og beklager dernæst og i samme åndedræt, at kun et par grønlændere har kunnet opnå højere uddannelse ved universitetet, og at man vil tvinge grønlandske børn til at lære dansk i skolen før deres eget modersmål ( 4).

Ekstra Bladet mener, at der så sandt ikke er grund til at sende flagene til tops på grundlovsdagen. » De burde blive på halv stang. I strid med grundlovens ånd har folketinget for nylig vedtaget en lov, der knæsætter princippet om lønmæssig forskelsbehandling og hermed velsigner en raffineret form for racediskrimination.« De grønlandske G-60 medlemmer har, mener bladet, haft svært ved at forklare, hvorfor de er hoppet på den galej, men det kan Ekstra Bladet hjælpe dem med: »Ebbe Groes har solgt sit program med smil og charme på samme måde som en bogagent listigt får Maren i Kæret til at købe et værk om Danmarks ridderordener, som hun aldrig vil få mindste fornøjelse af«, og det har navnlig kunnet lade sig gøre takket være Ebbe Groes' grønlandske propagandachef, Erling Høegh, der »med lange intetsigende ordgyderier har forsøgt at dulme sin egen og sine medløberes dårlige samvittighed « (5).

Holstebro Dagblad er »lige så meget imod forskelsbehandling af folk, der er født i Grønland, som vi ville være det, hvis Folketinget bestemte, at folk, der var født i Ringkøbing amt skulle have lavere lønninger end dem, der var indvandret fra andre dele af landet« (6). Og Bornholms Tidende spørger - med en sammenligning, der har lidt mere med sagen at gøre - hvad man mon ville sige til, at det offentlige lokkede københavnske lærere til Nordjylland med højere løn end den, lærere født i Nordjylland kunne opnå (7).

Exemplerne kunne mangedobles og kun de færreste steder finder man nogen forståelse for, at der er forskel på det manglende tillæg til de højest lønnede grønlændere og det almindelige grønlandske lavtlønsproblem. Hele forskellen i lønniveau mellem Danmark og Grønland skrives på fødestedskriteriets regning, og der dannes det indtryk, at nogle få administratorers og skrivebordsteoretikeres kortsynede uforstand har skabt ravage i hele det dansk-grønlandske forhold og at de arme grønlandske politikere endnu engang er blevet taget ved næsen.

Heller ikke de danske politikere var begejstrede for at tage ansvaret for den upopulære lovgivning på sig. Kun socialdemokraten K. Axel Nielsen erklærede uden forbehold, at han ville forsvare den nye grønlandske lønningslov. »Hvis man opgav fødestedskriteriet med den virkning, at tjenestemænd og andre sagkyndige af grønlandsk oprindelse fik samme løn som danske sagkyndige i Grønland, ville der i en anden forstand blive tale om forskelsbehandling, nemlig i forhold til den øvrige grønlandske befolkning,« erklærede han i et indlæg til Aalborg Stiftstidende (8). Den konservative Ninn-Hansen derimod fandt et halvt år efter lovens vedtagelse, at »fødestedet ikke er noget hensigtsmæssigt kriterium. Lad os derfor af mange grunde få denne lovgivning ændret. Lad os både på det erhvervsmæssige område og det lønmæssige område sikre ligestillingen mellem de to befolkningsgrupper« (9). Også SF's repræsentant i G-60, Holger Vivike, fik kolde fødder og erklærede i folketinget, at hans parti ikke kunne medvirke til at gennemføre fødestedskriteriet, da det »i meget stærk grad vil forøge modsætningsforholdet mellem danskere og grønlændere til ubodelig skade for udviklingen« (10).

En af følgerne af denne politiske valenhed fra dansk side blev, at det grønlandske landsråd og de grønlandske G-60 medlemmer kom til at stå temmelig alene med det politiske ansvar. Gang på gang vedtager landsrådet erklæringer, der loyalt støtter den politik, der blev fastslået i G-60, selv om den jo her blev gennemført under intern protest fra adskillige grønlandske medlemmers side. Så sent som i 1970 udtaler det grønlandske landsråd: » Trods meget nøje overvejelse af forskellige muligheder har udvalget (for økonomisk planlægning) måttet erkende, at det ikke har været muligt at finde frem til et kriterium, der i højere grad end fødestedskriteriet yder retfærdighed til alle sider« (11).

Hvis man skal bebrejde G-60 noget må det vel nærmest blive, at det lukkede øjnene for den risiko, at råvaregrundlaget for en storstilet torskefiletproduktion kunne svigte (hvilket jo siden faktisk skete) og med en nærmest sangvinsk optimisme indstillede til lovgivningsmagten at »forskelsbehandle« Grønland ved at tilføre kapital i en målestok, man næppe har set mage til i noget udviklingsområde i verden. Denne kritik blev med megen præcision fremført af økonomen, professor Jørgen Pedersen, i to kronikker i Berlingske Tidende august 1965 (12) . Men den altovervældende del af kritikken efter afslutningen af G-60 gik i nøjagtig den modsatte retning.

Hvorfor? Inden vi kan gå ind i en nøjere overvejelse af dette spørgsmål, vil det sikkert være gavnligt endnu engang at erindre sig de helt specielle vilkår for formidlingen af de grønlandske problemer til en dansk offentlighed. Som vi bemærkede allerede under omtalen af den pressekampagne, der i slutningen af 40-rne førte frem til Den store Grønlandskommission, er den danske befolkning, når det gælder grønlandske forhold, henvist til at tro på det billede som formidles af en lille gruppe journalister. Og trods tusindvis af avisartikler og utrolig megen omtale iøvrigt gennem fjernsyn, radio og bøger gennem nyordningens første 10-år, var Grønland stadig i 1960-erne ukendt land for den brede offentlighed. Samtidig bevirkede den hastigt voksende velstand i Danmark utvivlsomt, at den almindelige danske borger fik forringet sine muligheder for at forstå de problemer, der for det enkelte menneske i Grønland var knyttet til udviklingsprocessen. Havde den danske forudsætning været som i det 19. århundrede, eller blot i 1930-rne, altså en knaphedsøkonomi med snævre grænser for, hvad der overhovedet lod sig gennemføre, så havde vurderingen af, hvad der burde udrettes i Grønland, og hvor hurtigt det skulle ske, næppe været så optimistisk som den let blev i 1960-erne, hvor vi jo stod med den erfaring, at der åbenbart ikke var nogen grænse for, hvor hurtigt en økonomisk vækst kunne gennemføres, når blot kapital var til stede i tilstrækkeligt omfang og de politiske styringsmekanismer fungerede. Ikke alene var det altså uanset indsatsen stadig mere vanskeligt for det grønlandske samfund at holde trit med den øvrige del af riget, der var i en hastig økonomisk ekspansion, men dette velhavende Danmark udgjorde også en stadig ringere erfaringsramme for forståelse af de grønlandske problemer, hvilket igen bevirkede, at offentligheden helt blev henvist til det af massemedierne skabte grønlandsbillede, som ikke kunne korrigeres af egne oplevelser eller personlig virkelighedsopfattelse. Groft sagt kunne man binde publikum hvad som helst på ærmet, og selv om ingen selvfølgelig bevidst har ønsket at gøre dette, så var mulighederne for misforståelse og fejltolkning dog legio.

Hertil kommer, at den gruppe journalister, som blot i nogen grad havde sagkundskab til at formidle korrekte oplysninger, altid har været meget lille. Hvis man nævner navne som Palle Brandt, Helge Christensen, Kjeld Rask Therkilsen, Erik Erngård, Jørgen Søholt Christensen, Palle Koch, Jørgen Felbo og Frits Høyrup har man stort set været raden rundt af dagbladsjournalister, som gennem ophold i Grønland og mangeårig fortrolighed med emnet og kontakt til politikere, administratorer m.v. kunne siges at have tilstrækkelige forudsætninger for at fungere som formidlere. Tilmed har denne halve snes mennesker jo ikke virket samtidig, i realiteten har ofte kun to-tre personer været afgørende for, hvad der skulle komme frem til den danske offentlighed, og navnlig for måden det skete på.

Netop hvad angår formidlingen af G-60 resultaterne bliver dette særlig grelt, for her befandt to af de mest kompetente journalister sig i hver sin ende af spektret, og spillede uden tvivl bevidst og aktivt med i selve grønlandspolitikken igennem den måde, hvorpå de lagde tingene frem. Den ene er allerede nævnt. Det var Jørgen Felbo, som havde en meget væsentlig rolle bag kulisserne, da der skulle skabes forståelse i Danmark for ønsket om en ny grønlandskommission. Efter sin hjemkomst fra Grønland i 1960 var Felbo blevet ansat ved Berlingske Tidende og i dette blads spalter skrev han gennem næsten 10 år den mest omfattende reportage om og kommentar til den grønlandske udvikling, som overhovedet forekom i nogen dansk avis. Han var jævnligt i Grønland, havde særdeles gode forbindelser til grønlandske politikere, og fortsatte konsekvent som talerør for Erling Høegh-fløjen og dermed det grønlandske establishment, idet det var hans opfattelse, at man kun ved at bakke denne gruppe op kunne fastholde den rigsenhed, der ifølge hans konservativt farvede forestillinger var alfa og omega (13).

Den anden, som må bære en ikke ringe del af ansvaret for formidlingen af netop G-60-resultaterne, var Frits Høyrup, ansat ved konkurrenten Ekstra Bladet. Han så det, ganske i sit blads ånd, som sin opgave at turde, hvor andre tav, han ville afsløre kolonimentalitet og herrefolkstendenser blandt danske i Grønland og gå i brechen for de små og svage grønlændere. Han havde et godt øje til magthaverne i administration og grønlandsudvalg, og sørgede således for, at det forslag til en helhedsløsning på de grønlandske løn- og prisproblemer, som Ebbe Groes med møje havde fået skabt enighed om i udvalget, blev røbet gennem en sensationelt opsat artikel dagen før Ebbe Groes' afrejse til Grønland for at forelægge planen for landsrådets forretningsudvalg og de grønlandske erhvervsorganisationer i marts 1963 (14) . Dette var igen medvirkende til at skabe en stemning af mistro og fjendtlighed over for det længe ventede G-60 resultat.

Men især fik Frits Høyrup betydning, fordi han påtog sig at føre en gruppe unge grønlandske oprørere, der i efteråret 1963 dannede det såkaldte Inuit-parti, frem over for den danske offentlighed. Handlingen er helt parallel til den pr-tjeneste Jørgen Felbo ydede Erling Høegh i forbindelse med »normaliseringstalen « i 1959. Med andre aktører og modsat politisk fortegn er sagen dog den samme: et interessefællesskab mellem en gruppe grønlændere, der kun kan vinde gehør på den hjemlige politiske scene ved at få sig et image i dansk presse, og en dansk journalist, der ud fra sine forestillinger om hvad der er fremskridt og reaktion kan bruge en sådan gruppe til at fremme egne grønlandspolitiske mål. Frits Høyrup deltog i de møder i Godthåb hvor Inuit-partiets start blev besluttet og skrev store artikler hjem om de grove chikanerier, som de unge oprørere blev udsat for fra ledende dansk-grønlandsk side. Han var aktiv bag dannelsen af Inuit- partiets Københavnsafdeling og gav bevægelsen et skær af oprør og avantgarde, som der måske ikke helt var dækning for på de hjemlige strande. Han bakkede i sit blad de unge op ved demonstrationer og protester mod fødestedskriteriet i foråret 1964 i København og ydede partiet værdifuld assistance ved tilrettelæggelse af valgmateriale i efteråret samme år (15). Han så det som en fremskridtssag, en kamp for grønlandsk selvbestemmelse og frihed, at være pennefører for disse oppositionelt indstillede, der første gang formulerede sig i forbindelse med G-60 politikken og gjorde således en bevægelse politisk betydningsfuld, der uden hans bistand næppe var kommet til at spille nogen større rolle for den offentlige bevidsthed i Danmark.

G-60 sejrede politisk, og administrationen holdt selvfølgelig den således udstukne kurs, uanset hvad der stod i Ekstra Bladet. Men G-60 tabte til en vis grad sin sag over for den danske offentlighed, og det var en så centralt placeret formidler som Frits Høyrup ikke uden indflydelse på. Dette hører også med til vilkårene for dansk grønlandspolitik og -debat.

2. Inuit og grundloven

Så vidt formidlingen. Og efter denne digression kan vi vende tilbage til vort udgangspunkt, nemlig spørgsmålet om, hvorfor G-60 betænkningen blev så grundigt misforstået, og derved paradoksalt nok slap for en seriøs kritisk analyse. Hvorfor druknede det hele i en slagordsdebat om ligeret og menneskeværdighed, når intentionen med G-60 netop var at komme bag om slagordene?

En ung grønlandsk lærer, Apollorak' Mogensen, holdt i efteråret 1963 et foredrag i Grønlands Radio, som siden blev optrykt i Grønlandsposten, og som vakte et vældigt røre på begge sider af Atlanterhavet. Han talte om »danskernes forbrydelser på Grønland lige fra Hans Egedes tid, nemlig at de har taget vor kultur fra os uden at give os noget andet i stedet«. Med forslaget om fødestedskriteriet var målet fuldt, mente Apollorak' Mogensen. »Grønlænderne vil omkring år 2000 bo i slumkvarterer. De vil føle sig som anden klasses mennesker. Unge grønlandske mænd vil ikke kunne gifte sig med smukke, velopdragne piger. Racediskriminationen vil blive endnu større end tilfældet er i dag« (16).

Dette voldsomme udfald blev taget meget alvorligt i både danske og grønlandske kredse. Grønlandske G-60 medlemmer »fandt anledning til at beklage, at Grønlands Radio og Grønlandsposten på en udfordrende måde har viderebragt foredraget til en større offentlighed« og dermed skadet det danskgrønlandske forhold, og i Politiken hævdede en så erfaren politisk iagttager som Erling Bjøl, at man nu åbenbart nærmede sig det øjeblik, hvor den dansk-grønlandske debat kunne sammenlignes med debatten mellem Frankrig og Algeriet. En nation opstår i samme øjeblik en befolkning føler sig som en nation, skrev Erling Bjøl, og derefter hjælper hverken almisser eller protester. Man bliver nødt til at lytte, selv om det ikke er sandheden, men kun nogle iltre sandheder, der kommer for en dag, mente Erling Bjøl (17). I Information så Palle Koch Mogensens indlæg som et »stormvarsel for Grønland«. Der aftegnede sig, skrev Palle Koch, en stadig større kløft mellem virkelighed og løfter. »Den grønlandske ungdom er ved at eksplodere i et uartikuleret oprør, sårbare over for ikke-sårende mente bemærkninger, vrede over ventetid, pivåbne for den negative nationalisme. At komme en begyndende grønlandsk desperation til undsætning må derfor være en indenrigspolitisk hastesag, værdig til at kunne samle al til rådighed stående Grønlands-, u-lands- og anden kyndighed« (18).

Også i en lang række andre blade var der en meget positiv stemning over for Apollorak' Mogensen. Det var i sig selv betydningsfuldt at være ung og vred i 1963, hvor meget mere da ikke, når den vrede unge mand var en grønlænder!

Frits Høyrup var for sit blad i Godthåb for at undersøge hele dette røre nærmere og kom derved med til de dagligstuemøder, der førte til dannelsen af Inuit-partiet. Initiativtagerne var folk som redaktør Jørgen Fleischer fra Grønlandsposten, fiskeribiologassistent Jens Kreutzmann og programsekretær Ulrik Rosing. Knud Hertling, den senere folketingsmand og minister deltog også, men udtrykkelig kun som rådgiver. I folkemunde kom denne lille kreds til at hedde revolutionsrådet, og Frits Høyrup beretter da også (19), at man i drøftelserne kunne inddrage citater fra et værk om afrikansk nationalisme, hvor oprørske Mozambique-boere udtrykker deres foragt for de europæiske kolonister og tager afstand fra alt europæisk som noget materialistisk, grådigt og umenneskeligt. » Vi har fået nok, fine herrer. Læg kursen om. Der er endnu tid« (20). !øvrigt et af de meget få eksempler på at den almindelige kolonifrigørelse har virket som inspiration i grønlandske kredse.

Men radikalismen var nok nærmest af verbal art. De første udkast til et program er i hvert fald meget fredsommelige. På basis af gensidig respekt og tillid mellem grønlændere og danske vil »de revolutionære« arbejde for lønmæssig ligestilling. Fødestedskriteriet er den afgørende anstødsten. Derfor kræves det, at alle særlige privilegier for de udsendte bliver afskaffet og til bedring af den almindelige befolknings situation ønskes en sociallovgivning med dansk statsrefusion. Private initiativer skal have mere støtte og de frie erhverv større udfoldelsesmuligheder. Grønlænderne må have bedre adgang til uddannelse af samme kvalitet som i Danmark. »Partiet skal på alle områder bygge på retfærdighed og det skal med håndfasthed løse sine opgaver« (21).

Reaktionen fra det dansk-grønlandske establishment var nærmest hysterisk; således blev redaktør Jørgen Fleischer hurtigt tvunget bort fra posten som partiets formand under trussel om at han ellers ville miste posten som leder af Grønlandsposten, og også på anden vis søgte man at kvæle de oppositionelle, der blev beskyldt for alt muligt lige fra ønsker om løsrivelse fra Danmark til planer om indførelse af sovjetkommunisme. Men som det fremgår af de første programudkast, stillede partiet adskillige krav som tværtimod løsrivelse ville medføre større integration, ja hovedmålet var for så vidt Grønlands fuldstændige ligestilling med andre danske landsdele; og hvad angår de erhvervspolitiske programpunkter er det ikke uden grund, når en erfaren dansk iagttager siden kunne karakterisere partiet som placeret på »det liberale borgerlige plan, meget langt fra det standpunkt som dets idealistiske venstreintellektuelle, danske bagmænd gik ud fra« (22). Det er da heller ikke så underligt, at to af partiets vigtigste talsmænd hurtigt blev de danske storkøbmænd Kaj Narup fra Godthåb og Anders Hove fra Egedesminde, som udmærket kunne forbinde deres privatøkonomiske interesser med de nationalistiske fanfarer. At staten var den fælles fjende kunne man jo hurtigt blive enige om.

Politisk blev Inuit-partiets succes meget beskeden. En tredjedel af stemmerne ved folketingsvalget 1964 og et tillægsmandat til landsrådet i 1967. Dermed er det sagt.

En nøjere undersøgelse af Inuit-partiets oprindelse og betydning hører hjemme i en anden - grønlandsk - sammenhæng. Her skal kun fremsættes den vurdering, at det var en ret overfladisk rørelse i en lille kreds af grønlændere og danske, der følte sig i opposition af de mest vidtforskellige grunde og uden en gennemtænkt og sammenhængende ideologi at bygge på. Frø der faldt på klippegrund, skød op og visnede bort uden at have fået rødder ned til de brede lag i den grønlandske befolkning. Som så megen anden grønlandsopposition byggende på resentimenter mere end på velmotiverede og praktisable forslag til en ny politik.

Den egentlige betydning fik partiet - med danske journalisters bistand - i Danmark og som led i det grønlandsbillede, der i løbet af tresserne mere og mere tegnede sig for dansk offentlighed. Fiktion eller realitet, så passede det ind i mønsteret man kendte andetsteds fra, at der på et eller andet tidspunkt skulle dukke en gruppe unge intellektuelle op fra kolonierne, som under studieophold i metropolen ville blive radikaliseret og bevidstgjort og som kunne danne kærnen i den politiske bevægelse, der en skønne dag skulle overtage magten fra det tidligere herrefolk. » Vi er den første egentlige grønlandske opposition og dermed et brud med den hidtidige ureflekterede og ydmyge ja-mentalitet« erklærede Jonathan Motzfeldt (23), en af Københavnergruppens mest benyttede talsmænd. Sammen med blandt andre Moses Olsen, Jørgen Pjetturson og Jens Poulsen fik han i 1964 oprettet Unge Grønlænderes Råd, og dermed var der for første gang i Danmark dannet et grønlandsk organ, hvor pressen kunne henvende sig og få politiske kommentater uden om ministeriets og landsrådets mere officielle organer. Uanset dette råds grønlandske repræsentativitet fik det, simpelthen på grund af pressens behov for en sådan kilde, status som talsmand for en politisk bevægelse, der lovede godt for fremtiden. I foråret 1964 foranstaltede rådet en demonstrationsmarch mod folketingets vedtagelse af den nye tjenestemandslov. »Fødestedskriteriet er en jødestjerne for grønlændere. Den må fjernes inden vi kan snakke sammen som ligeberettigede borgere i samme rige« hed det med karakteristisk verbal aggressivitet (24). Protestmarchen blev dækket med helsides reportager i adskillige hovedstadsblade. » Vi vil ikke være tilskuere til vor egen deklassering i det danske samfund, siger grønlændere,« lød overskriften i Land og Folk. »Mod lov der indfører racediskrimination « stod der over alle spalter i Ekstra Bladet.

Et indlæg fra en ung grønlænder, der gik på tværs af den forurettede tone i proklamationerne fra UGR, er en så stor sjældenhed, at det alene af den grund bør fremhæves. Det var Emil Abelsen, der i Jyllands-Posten protesterede mod, at Københavnergruppen skulle være det eneste udtryk for hvad unge grønlændere på uddannelse i Danmark mente om fødestedskriteriet og den danske politik i det hele taget. »Jeg kommer personlig til at virke under fødestedskriteriet. Og om end ordet »fødestedskriterium« vil virke irriterende og forkert i mine ører, er jeg indforstået med, at min løn er bestemt af den grønlandske produktions bæreevne. ( ... ) Jeg ved at mange unge grønlændere, der er på højere uddannelse her i Danmark, mener det samme. At den sidste tids presseomtale angående fødestedskriteriet har været præget af vrede unge mænds skarpe udtalelser, er måske en fejlagtig vurdering af situationen. Vel ønsker vi ligeberettigelse, men med måde og omtanke.« Emil Abelsen fortsætter med at afvise den påstand, at Danmark skulle have svigtet sit løfte ved grundlovsændringen i 1953. Burde »de i 1953 skabte illusioner ikke have indeholdt, at vi på grund af vort lands beliggenhed og muligheder ikke i overskuelig fremtid skulle regne med at opnå ligestilling med hensyn til erhvervsmuligheder, uddannelse og løn« spørger han og hævder derefter, at det er meningsløst at tale om » bristede illusioner«, når levefoden faktisk er blevet tredoblet siden nyordningens start, og når man med den kommende milliardinvestering in mente kan forvente at komme op på færøsk niveau inden der er gået en halv snes år mere. Endelig fremhæver Emil Abelsen det som slet ikke har fået plads i danske avisers omtale af den grønlandske holdning til fødestedskriteriet, nemlig at de grønlandske fiskeres organisation har advaret mod et for højt lønniveau i landerhvervene, og at de navnlig har prosteret mod en isoleret lønforbedring for de danskuddannede (25) .

Vel er dette en enlig svale, der ikke gør nogen sommer, men Emil Abelsens indlæg må alligevel fremhæves, dels for at understrege, at det var muligt at finde andre opfattelser også blandt unge grønlændere end dem der trivedes i snævre københavnske cirkler (EA opholdt sig i Jylland), dels for dermed igen at betone, hvor tilfældigt det muligvis er hvem der kom til at tegne »det unge Grønland«, når aviserne søgte udenom de officielle grønlandske talsmænd i landsråd og folketing. Med den enorme dominans, som danske beslutninger har haft alene på grund af de store bevillinger til grønlandske formål, har det altid været en sag af yderste vigtighed for alle danskere, der var involveret i grønlandspolitikken, at kunne henvise til en grønlandsk instans, der på grønlændernes vegne kunne sige god for den danske politik. Dette kan selvfølgelig navnlig bemærkes, når det gælder landsrådets udtalelser om den officielle politik og landsrådet var frem til begyndelsen af tresserne så nogenlunde ene om at tale på Grønlands vegne. Det nye i forbindelse med diskussionen om fødestedskriteriet er, at danske aviser nu placerer andre grønlandske grupper som repræsentative for betydningsfulde strømninger, men på grund af sprogbarriere, manglende grønlandsksproget presse, manglende politisk aktivitet må det nok stadig betragtes som et gætteri fra dansk side, hvem der repræsenterer grønlænderne. Grønlandske organer, grupper og enkeltpersoner gøres repræsentative, fordi danske organer, grupper og enkeltpersoner har behov for denne repræsentativitet som argument i en diskussion, der nødvendigvis er dansk mere end den er grønlandsk.

Praktisk fik de mange resolutioner og vrede ord fra Inuitfolkene i København ingen indflydelse. G-60 toget fortsatte efter køreplanen stort set uanfægtet af mere eller mindre kværulantiske passagerers protester, og i den grønlandske lokalpolitik var man også ganske uberørt af diskussionen i Danmark. De samme familier fra de forskellige grønlandske byer besatte de samme pladser i landsrådet. Typisk er det således at familien Høegh i Julianehåb i 1963 kunne beslutte at Oluf Høegh skulle erstatte sin broder Erling i landsrådet, hvorefter sidstnævnte skulle overtage posten som borgmester i fødebyen. Fire år senere, ved landsrådsvalget i 1967, kunne de to brødre igen bestemme sig for at bytte gårde, så Erling Høegh fik mulighed for at kandidere til posten som den første folkevalgte formand for landsrådet - alt sammen åbenbart i overensstemmelse med regler og traditioner i det grønlandske samfund, der kun kan anes af en dansk iagttager. Som landsrådsformand kunne Erling Høegh iøvrigt i tale efter tale bekræfte det gamle fællesskab mellem mor Danmark og hendes grønlandske barn (26) uden på nogen måde at være tvunget til at tage hensyn til de mere respektløse toner blandt de unge i København. Afstanden mellem grønlandsbilledet i Danmark og den grønlandske politiske virkelighed i landsrådssalen i Godthåb blev stadig større i sidste halvdel af tresserne. Som medieformidlet billede et land i dynamisk udvikling og i oprør mod dansk dominans, som lokalpolitisk realitet den samme henvisthed til at modtage alt af Danmarks nåde.

Denne modsætning skyldes også, at Grønland selv om det i mange henseender må kaldes et u-land og selv om den grønlandske befolkning har skullet gennemleve alle en afkoloniseringsproces' psykiske problemer, alligevel aldrig har kunnet drage de naturlige konsekvenser af ønsket om en selvstændig udvikling frigjort fra moderlandets formynderskab. I ethvert andet koloniområde ville en intellektuel elites voldsomme men abstrakte agitation før eller siden munde ud i en direkte politisk konfrontation. De nationalistiske ligeretsargumenter ville fænge i de brede lag, og så kunne lederne ikke ret meget længere nøjes med at kræve ret og rimelighed af magthaverne. De måtte erklære magthaverne krig og ville en skønne dag stå med en frihed, som de selv havde erobret og som de ikke skulle takke koloniherrerne for. Og derefter måtte det så blive deres egen sag at opdage, hvor vanskeligt det var at give oprørets dyre ord indhold. Sådan har mønsteret været i alle kolonier verden over efter anden verdenskrig. Dette var hvad en dansk offentlighed efterhånden var kendt med, og i dette mønster passede Inuit-argumentationen jo udmærket ind. Men den grønlandske virkelighed, det grønlandske samfunds materielle muligheder, bevirkede at den nationalistiske agitation aldrig kunne nå frem til denne virkelighedens ildprøve. Det hele måtte mere eller mindre blive en leg med ord, for selv i den største harme kunne en oprørsk grønlænder ikke nogensinde for alvor bede danskerne om at rejse, og ville Han gøre sig håb om en politisk karriere måtte han før eller siden stille krav om forbedringer, som kun kunne gennemføres gennem øgede bevillinger fra den danske statskasse. Inuitkravet om afskaffelse af diskrimination og indførelse af ligeløn, var da også i virkeligheden et krav om at give grønlænderen hans selvagtelse tilbage ved i endnu højere grad end tidligere at henvise ham til den gode danske vilje. Det følelsesmæssige grundlag for en selvstændighedsbevægelse kunne måske skabes men handlingens vej viste sig hver gang at ende blindt.

For danskerne var det først diskussionen om lønproblemerne og fødestedskriteriet der for alvor gjorde menigmand opmærksom på, at grønlænderne gennem grundlovsændringen i 1953 faktisk var blevet lovet fuld ligestilling med enhver anden borger i riget. Derfor var danskeren værgeløs, når folk fra »inuit nunat«, menneskenes land, kom og anklagede ham for ikke at ville efterleve sine egne helligste principper, når det gjaldt Grønland. I enhver normal dansk politisk sammenhæng ved han jo nok, at grundlovsprincipper er een ting, samfundets magtrealiteter noget andet. Marxisten forestiller sig ikke, at grundlovsprincipper og menneskerettighedserklæringer er stort andet end borgerskabets ideologiske røgslør over de faktiske klassemodsætninger, og liberalisten kunne aldrig falde på at tale om grundlovsstridig forskelsbehandling, fordi arbejdsmænd får mindre i løn end direktører eller vestjyske landmænd mindre end københavnske murere.

Men når det gjaldt Grønland tog alt sig anderledes ud. Her om nogetsteds måtte vi kunne realisere vore demokratiske principper. Det var ingen udvej at bede utilfredse grønlændere om at overtage ansvaret selv, der var ingen mulighed for at reagere normalt og egoistisk og kun gå ind for en fortsat varetagelse af danske forpligtelser i Grønland så længe begge parter havde en fordel af det. Der var ingen undskyldning for ikke at leve op til de højeste ideale fordringer, netop fordi der ikke var nogetsornhelst andet end den ideale fordring, der kunne tjene som begrundelse for den danske indsats. Det eneste mulige svar på de grønlandske anklager var dårlig samvittighed og løfte om bod og bedring.

3. Det er synd for grønlænderne

At den dårlige samvittighed er let at mobilisere, når idealet er højeste instans og den brydsomme virkelighed befinder sig på tilstrækkelig lang afstand, viste sig med al ønskelig tydelighed, da fjernsynet i efteråret 1965 bragte en række film fra Grønland med Christian Kryger som producer.

Der havde været TV-film fra Grønland tidligere, men Chr. Krygers ekspedition var det første forsøg på i en serie udsendelser at belyse de grønlandske problemer, og begrundelsen for rejsen var direkte, at der nu var politisk enighed om at investere milliarder i udviklingen deroppe, hvorfor de danske skatteydere også måtte have krav på at stifte bekendtskab med problemerne og danne sig en mening om, hvorvidt de mange penge var nødvendige (27).

Allerede introduktionsudsendelsen vakte furore. Kryger bragte nogle billeder, der viste Egedesmindes på dette tidspunkt ret primitive renovationssystem. Det bestod i al enkelhed af en mand på motorcykel med sidevogn, som kørte rundt i byen og samlede spande sammen for derefter at hælde dem i havet fra en klippe i nærheden. Folkeviddet havde døbt ham »lorteastronauten«, og alene dette udtryk kunne jo nok bevirke, at en og anden »syddansker« fik aftenkaffen i den gale hals. Men sagen selv var jo heller ikke særlig appetitlig, og filmen undlod at give oplysning om, at GTO var langt fremme med planer for et helt nyt renovationssystem. De blev faktisk ført ud i livet det følgende år.

Endnu mere indtryk gjorde den anden udsendelse, hvor Chr. Kryger fulgte en familie, som flyttede fra det lille udsted ind til storbyens slum. Mange gange havde aviserne skrevet om tvangsforflytning af grønlændere, og selv om Kryger udtrykkelig tog afstand fra en sådan beskrivelse af fænomenet, måtte enhver seer spørge sig selv, hvad der var vundet ved at flytte ind til et bysamfund plaget af allehånde sociale problemer og sygdomme. Sundhedsplejersken kørte rundt på cykel fra det ene problemhjem til det andet, lægen måtte konstatere en udbredt forekomst af fnat og forkølelsessygdomme som følge af ringe hygiejne og dårlige boligforhold, og kæmneren beskrev forholdene for gamle og invalide medborgere som simpelthen uanstændige. Sammenlignet med et Danmark, der var rigere end nogensinde, virkede selv den mest neutrale oplysning som en anklage. Dette kunne vi ikke være bekendt.

De følgende udsendelser fortalte om skole- og sprogproblemer, sygdomsbekæmpelse og om fabriksbyen Christianshåb og dens vokseværk. I den sidste forekom en modstilling af byens diminutive lægeklinik med plads til en eneste patient og et flunkende nyt supermarked, der bugnede af varer. Forskellen i måden at behandle mennesker og varer på kunne ikke undgå at falde i øjnene. Men ellers var de sidste udsendelser mere optimistiske og gav mindre anledning til indignation end de første.

Christian Kryger havde ikke haft til hensigt at lave film, der rummede en stærk social anklage. Som inkarneret reporter ville han lade tingene tale selv og præsentere seerne for et så rigt facetteret billede som muligt. Et gensyn med filmene (28) bekræfter også først og fremmest deres meget moderate og lidet tendentiøse karakter. Så meget des mere kan man undre sig over den vældige offentlige forargelse, de fremkaldte. Den kom i høj grad bag på Chr. Kryger selv. Han blev i løbet af nogle få uger en af de mest omtalte personer i landet, ja opnåede endog at blive offentligt rost fra Folketingets talerstol (29) og udnævnt til seernes favorit i et populært ugeblad.

»Egedes stinkende minde« (Politiken). »Ved til skammens bål« (BT). »Den rige mand og Lazarus« (Aarhuus Stiftstidende). »Til at få kvalme over« (Ekstra Bladet. »Hæmningsløs Grønlands-kolonialisme« (Land og Folk). »Skændsel for Danmark « (Jyllands-Posten). Dette pluk i anmelderoverskrifter siger noget om reaktionerne. Rotary i Ringsted afsendte efter udsendelsen om de sociale forhold følgende telegram til sundhedsplejerske Dina Hansen i Godthåb: » Rota ry i Ringsted har vedtaget at stille en Folkevogn til Deres rådighed. Dina, hvilken farve skal vognen have? Svar telegrafisk« (30) . Forskellige steder i landet blev der i løbet af vinteren foranstaltet indsamlinger af tøj til sultende og frysende børn. Kommunalbestyrelsen i Jacobshavn modtog således en sending i marts 1966, som den dog høfligst returnerede.

Dagbladene tog sagen op i ledere, og selv aviser, som ellers ved enhver lejlighed ivrede for at staten burde spare, krævede grønt lys for øget støtte til Grønland. Således hedder det i Vestkysten: »Det er rigtigt, at staten skal spare på såvel anlægs- som driftsbudget ... men det turde være indlysende, at de mest presserende opgaver i Grønland må holdes uden for den økonomiske begrænsning. Så må vi hernede vise så megen resignation, at vi kan sige: Nogle af opgaverne i Syddanmark må komme i anden række og om fornødent udsættes. Thi forholdene i Grønland, de sociale og boligmæssige, kan vi simpelthen ikke være bekendt, om vi vil kalde os en moderne »civiliseret« - ja, om vi vil kalde os en menneskevenlig nation. At bruge ordet velfærdsstat om Danmark, det ville være blodig ironi, så længe disse forhold er som de er« (31).

Aviser som Vendsyssel Tidende og Jydske Tidende, hvis force vel normalt ikke ligger i den borende og afslørende sociale analyse, finder at Krygers udsendelser er et skoleeksempel på, hvordan man med fremlæggelse af alle væsentlige oplysninger omkring en sag på en chokerende måde kan redegøre for skævheder i et samfund, og hvordan mennesker først når de har alle sådanne oplysninger er i stand til at gøre brug af den personlige frihed og tage stilling til problemer, hvis omfang man ikke tidligere har anet (32).

Jyllands-Posten brugte forhammeren: »Store fede ord om ligeberettigelse, om udbygning og ophjælpning har vi ikke sparet på i det sydlige Danmark. ( ... ) Planer og betænkninger, kommissioner, udvalg og inspektionsrejser har det heller ikke skortet på. Hvad der er kommet ud af det har vi kunnet se hos Christian Kryger: for lidt og for dårligt. ( ... ) Grønland i dag er en skamplet for Danmark som nation og for danskerne som folk, for naturligvis har vi både råd og evne til at skabe menneskeværdige kår for den lille flok mennesker i det barske nord. ( ... ) Vi bør skamme os, og mens skamrødmen blusser erkende, at det var et godt ord som sagde, at hvad du evner skal du kaste af i de nærmeste krav. Det gælder for os nu! I Grønland!« (33).

Det store jyske dagblad stillede sig iøvrigt i disse år til rådighed for en meget intens kampagne mod de danske myndigheders handlemåde på Grønland, som blev fremført i en række artikler af forfatteren J. Bech Nygaard (34). Ud fra en utvivlsomt ærlig følt indignation over dansk embedsmandsarrogance og ufølsomhed over for grønlændernes situation brugte Bech Nygaard sproget til dets yderste grænser for at vække offentlig opmærksomhed omkring sin sag. Bladet selv fremhævede adskillige gange disse artikler som den bedst tænkelige baggrund for at forstå Krygers udsendelser, men om det er rimeligt på denne måde at gøre Bech Nygaards artikler og Krygers udsendelser til to alen ud af et stykke, er nok tvivlsomt. Derimod er der god mening i, at netop et blad som Jyllands-Posten ser en sådan sammenhæng; begge dele udløste jo i offentligheden en form for social forargelse, som et blad af Jyllands-Postens politiske observans med god samvittighed kunne bakke op, og forøvrigt gav samme forargelse bladet mange anledninger til at udpege staten som den egentlige skyldige i al Grønlands ulykke (35).

, som samme eftermiddag havde slæbt sig igennem julebutikkernes overdådighed og vredet h;ernen for at finde på gaven til ham der har alt. Men selvfølgelig er det ikke tilstrækkeligt til at forklare den »choklignende omstart« (Information) på grønlandsdebatten, som disse udsendelser forårsagede.

»Vi er ramt på vor grønlandske samvittighed, og nu vil vi gerne have den renset ved at betale, hvad det koster i kroner og ører,« skrev Mads Lidegaard i en kommentar i Information (36). Og det er nok sagen. Skyldfølelsen var vakt ved lang tids hidsig debat om fødestedskriterium og forskelsbehandling. Nu så man sort på hvidt og med støtte i skærmens magiske evne til at illudere virkelighed, at det var kun alt for sandt, hvad grønlændere og danske grønlandskyndige så længe havde klaget over. Trods femten års indsats var der endnu meget langt tilbage, før vi kunne være de grønlandske tilstande bekendt, og midt i den megen nød, som flimrede hen over skærmen i TV-avis og reportager aften efter aften og nærmest måtte gøre folk apatiske, fordi de jo alligevel ikke kunne få udløsning for medfølelsen i handling, var her endelig en sag, hvor ansvaret klart og tydeligt var vort eget, og hvor opgaven tilmed havde sådanne dimensioner, at det i sammenligning med et hvilket som helst andet u-landsområde i verden var den enkleste sag for en rig nation at skaffe de midler, der skulle til for definitivt at gøre en ende på denne årsag til pinlige og skamfulde fornemmelser.

Samtidig var indignationen over tilstandene på Grønland udmærket egnet til for en gangs skyld at beskæftige sig med noget, som der kunne være politisk enighed om. Nok har der gjort sig alle mulige opfattelser gældende gennem årene om, hvordan vi bedst burde løse de grønlandske problemer og skabe fremtidens samfund deroppe, men alligevel er Grønland et politisk ufarligt fænomen. Der er ikke væsentlige erhvervsinteresser i klemme, øgede bevillinger medfører ikke ændringer i fordelingen af goderne mellem grupperne i det danske samfund, der skal ikke tages fra den ene og gives til den anden, men kun tages fra os alle for at gives til de fattige og magtesløse, hvilket ingen kan have noget imod. Belønningen er nemlig det kosteligste af alt: en god samvittighed. De detaljerede overvejelser om det grønlandske samfunds opbygning i G-60 betænkningen var og blev specialisternes sag, men skyld og soning er store fællesmenneskelige temaer, som alle forbinder noget med. Her kunne følelsen knytte til, og des bedre jo mindre man forstod af den rationelle problematik.

Diskussionen om fødestedskriterium og social nød på Grønland, der var den danske offentligheds svar på G-60 planen, havde sandsynligvis meget lidt at gøre med den væsentlige grønlandske problematik på tærsklen til Danmarks hidtil største kraftanstrengelse i det arktiske udviklingsområde. I den førnævnte kronik af Mads Lidegaard, der var den eneste større indsigelse mod den forargelsens bølge, som rullede hen over landet efter Krygers udsendelser, hedder det således: »Grønlands virkelige problem i dag er ikke manglende boliger og sociale goder, fødestedskriterium eller sprogkrise, men det er den menneskelige umyndiggørelse og passivitet, som stadig efter 15 års nyordning præger landet.« Derfor er det ifølge Lidegaard en afgørende fejl, at grønlænderne i stedet for at blive draget ind som medansvarlige »alt for tit bliver tudet ørene fulde om, at der begås uret mod dem, og at den danske indsats er utilstrækkelig og svigter. De bibringes den fornemmelse, at fejlene i samfundet skyldes danske forsømmelser, og at det vigtigste mål for grønlandsk politik og grønlandske anstrengelser må være at råbe højere, så danskerne presses til at yde noget mere og klare problemerne«. Netop reaktionen på Krygers udsendelser viser, mener Lidegaard, hvor let danskerne ud fra den bedste vilje af verden kan komme til at gøre det helt forkerte. Konsekvensen af den højlydte kritik skal jo nok blive, at staten træder til for at forbedre hele det grønlandske socialvæsen, men »samtidig ser de (grønlænderne) det eneste område, som de hidtil selv har drevet, delvis glide sig af hænde, simpelthen fordi de ikke kan leve op til et socialsystem efter dansk velfærdsstatsmønster.« Man kan jo spekulere på, fortsætter Lidegaard, om »opbygningen af et levedygtigt moderne samfund i det højarktiske område overhovedet er mulig «, men hvis man går ud fra, at forsøget skal gøres, så har det været en forfejlet politik, at endemålet for vort eget samfundsmaskineri: højere levefod, større bekvemmelighed, større tryghed og mere fritid også skal være normen for den grønlandske udvikling, og det har været en dansk myte, at de umådelige menneskelige problemer skulle forsvinde i takt med den stigende velstand. De vil tværtimod øges så sandt som en hastig forøgelse af goderne blot er tegn på, at endnu mere af det væsensfremmede danske samfund vil blive presset ned over grønlændere, som ikke selv har ønsket det.

Dette sidste er et vigtigt led i Lidegaards argumentation. »Heldigvis er det egentlige arnested for denne påvirkning danske kredse, mens der blandt grønlænderne selv er et stærkt ønske om at være med til at overtage en del af ansvaret og ofrene .« En ny repræsentativ gruppe er altså fundet: den jævne og almindelige grønlænder, som aldrig har ønsket sig den moderne tid i den målestok, som danskerne har ønsket at give ham den og som nu fremtræder som offer, ikke for forsømmelighed, diskrimination og mangel på bevillinger til sociale formål, men tværtimod for en alt for ivrig dansk indsats for at fjerne enhver forskel mellem det danske og det grønlandske samfund.

Danskerne er altså stadig de skyldige, den permanente krise er et dansk ansvar og danskerne må følgelig også pege på alternativet. »Den rigtige politik i Grønland i dag må være den, der får grønlænderne med i arbejdet, inddrager alle deres disponible økonomiske og menneskelige ressourcer, gør dem medansvarlige og direkte bygger udviklingen på deres egen indsats.«

Lidegaard udtrykte selv i artiklen en formodning om, at han kunne risikere at miste sin skalp på grund af disse upopulære synspunkter midt i en bølge af krav om større dansk indsats i Grønland. Men det er vel et spørgsmål, hvor upopulære synspunkterne var, så længe blot skylden klart blev placeret på danske skuldre. Der var i hvert fald intet til hinder for, at blade som ved juletid havde deltaget i det store kor, der krævede mere hjælp til grønlænderne, ved påsketid kunne give Lidegaard fuld opbakning og beklage den danske emsighed over for Grønland. Således hedder det i BT: » Vi kan ikke stable et samfund skabt i en højt industrialiseret velfærdsstats mønster på benene og give det til grønlænderne, hvis de ikke ønsker det, ikke kan leve i det, ikke kan leve af det og ikke kan få det til at leve. ( ... ) Vor iver efter at gøre Grønland dansk trænger til en korrektion. Den må kun have et sigte: Grønlands selvstændige udvikling« (37). Og i Frederiksborg Amts Avis: » Vi bør ikke blive færdige med at diskutere, om vi for velstanden svigter mennesket. Om vi åbner plads nok til, at det grønlandske folk selv bliver i stand til at lede deres land og skabe sig deres egen livsform« (38).

Hvilket næppe lader sig forene med kravet om ligeløn og lige goder for alle borgere i det danske rige. Inkonsekvensen er man dog lykkeligt uvidende om. Lykkeligt, fordi det netop er denne inkonsekvens, der gør det muligt for danske aviser at have en ny mening om de grønlandske problemer, hver gang der er brug for det.

4. Vort eget u-land

Med Mads Lidegaards artikel er vi på vej ind i nogle betragtninger, der skulle blive af afgørende betydning for vurderingen af de grønlandske problemer i sidste halvdel af tresserne. Netop takket være 10-års planen i G-60 betænkningen var spørgsmålet om Grønland som en fattig og underudviklet ghetto i de riges samfund uaktuelt få år efter at det var blevet gjort til hovedsagen i debatten hernede. Men inden vi helt forlader G-60 problemsttillingen må vi for fuldstændighedens skyld fremdrage endnu et kompleks af forestillinger og normer, der var med til at bestemme atmosfæren omkring de grønlandspolitiske spørgsmål i første halvdel af tresserne.

Grønland er ikke noget u-land, det er en underudviklet region inden for et højt udviklet og rigt samfunds rammer, havde Mogens Boserups hævdet i sin økonomiske rapport til G-60. Og det er sikkert korrekt ud fra en fagøkonomisk vurdering. Men det forhindrede ikke, at argumentet med Grønland som vort eget u-land blev det hyppigst benyttede og det måske stærkest virkende enkeltelement i den danske befolknings positive motivation over for grønlandsopgaven.

»Der er en bølge af vilje til at gøre noget for de nye stater, som er ved af kæmpe sig fri af følgerne af det kolonistyre, de har været underlagt,« skrev Verner Goldschmidt i Politikens kronik i foråret 1961 (39) og fortsætter med at hævde, at Grønland kunne være den model vi kunne lære af med henblik på dansk hjælp til u-landsopgaver rundt om i verden. Den opfordring bar ikke megen frugt, men fornemmelsen af at den nye bølge af u-landsinteresse kunne få betydning også for opmærksomheden angående Grønland var utvivlsomt rigtig. Med indgangen til tresserne var det som om hele den udenrigspolitiske orientering svingede. Det var ikke længere efterkrigstid med genopbygning, arbejdsløshed og bølger af valutakriser. Det var ikke længere koldkrigstid med jerntæppe, Berlinkrise og tysk genoprustning. Det var ikke længere de gamle partiers og den upolitiske tavse ungdoms tid. SF blev startet, Atomkampagnen tog fart; minoritetsfænomener ganske vist, men med en nyvunden moralsk overbevisnings slagkraft og evne til i det skjulte at anfægte også den hidtil sorgløse majoritet og bestemme problemstilling og diskussionsvilkår, hvad enten folk brød sig om det eller ej. Begyndelsen af tresserne var Sharpeville-massakrens, Algierkrigens, Congo-krisens og den cubanske revolutions tid. Det var den tid, hvor man begyndte at tale mere om apartheid i Sydafrika, racediskrimination i USA og OAS-fascisme i Frankrig end om forsvaret af den frie verden over for de kommunistiske aggressorer. Det var den tid, hvor de fremsynede hævdede, at konflikten mellem nord og syd, mellem fattige og rige lande var et mere afgørende fremtidsproblem end øst-vest konfrontationen. Det var den tid hvor de venstreorienterede genopdagede Marx og hvor en ny ungdomsgeneration begyndte at blive klar over, at den gamle tale om proletariatets elendighed og det dødsdømte bourgeoisi kunne få en ny aktualitet og slet ikke var gjort overflødig af et par årtiers socialdemokratisk velfærdspolitik.

Begyndelsen af tresserne var den tid, hvor brugen af ideologiske og moralske argumenter i den politiske debat igen kom til ære og værdighed efter et årtis »saglighed« og afideologisering, hvor dette at se verden som en skueplads for kampen mellem onde og gode kræfter ikke længere var forbeholdt naive amerikanere og kommunister, og hvor selvopgør ikke længere nødvendigvis betød en indrømmelse til fjenden. Første halvdel af tresserne var endelig den periode, hvor der ventileredes forslag om et særligt u-landsministerium, adoption af et u-land, og oprettelse af et korps af u-landsfrivillige etc., mens regeringen iøvrigt mere generelt udtrykte sin velvilje over for den tanke, at Danmark i løbet af nogle år skulle nå op på at yde 1 0/o af nationalproduktet i hjælp til u-lande.

Hvad har nu alt dette med Grønland at gøre? Intet direkte, selvfølgelig - og dog! Det er alt sammen alligevel med til at fastlægge den forståelsesbaggrund og referensramme, som er afgørende for grønlandsdebatten.

I en artikel i bladet »Arbejdsgiveren« ved nytårstid 1960-61 skrev den nyudnævnte grønlandsminister Mikael Garn: »Grønland er vort u-land og vi får mere end nok at gøre med at skaffe de midler, der skal til. Danmark behøver ikke at se sig om i verden for at finde opgaver, der kan give udløsning for overskudskraft og anvendelse for ledige penge. Opgaven ligger lige for: Grønland. Vi vil altid have denne hvæssesten og dette investeringsobjekt, når udlængslen driver os og trangen til indsats melder sig.« Artiklen havde nærmest karakter af en programerklæring og en løftestang for Mikael Garns hovedtese: investering i mennesker. Den i danske politiske forhold ukyndige grønlandsminister anede næppe, hvad hans udtalelser kunne bruges til.

»Det er en beklagelig kendsgerning, at Grønland på adskillige områder har været anvendt som et statssocialistisk experiment med al den dertil hørende bureaukratiske fummelfingrethed. ( ... ) Det er en forargelig kendsgerning, at velfærds- og formynderstaten Danmark åbenlyst forsømmer en del af riget og samtidig taler store ord om forpligtelserne over for andre underprivilegerede områder. Når levestandarden i Grønland på alle områder er bragt på højde med det øvrige lands, så kan vi vende tilbage til de opgaver i andre lande, som vi eventuelt kan magte,« skrev Jyllands-Posten allerede i begyndelsen af 1961, og denne brug af Grønland som et argument mod engagement i den almindelige u-landssituation blev et hyppigt genkommende fænomen. Navnlig i konservative aviser og blandt konservative politikere. »Det er vore landsmænd, der skal hjælpes, og i givet fald går jeg gerne med til, at der skæres ned på den danske u-landshjælp« erklærede den konservative Gottschalck-Hansen efter hjemkomsten fra finansudvalgets rejse i 1961. »Hvad du evner kast af i de nærmeste krav. Det er en god levelære, som Danmark burde søge at opfylde først« fulgte partibladet Aarhuus Stiftstidende ham op (40) .

»Man må håbe at særdeles mange havde set fjernsynsudsendelserne fra Grønland - især havde den været gavnlig at se for dem, der forlanger at Danmark i højere grad skal gå med i u-landshjælpen« skriver Jyske Tidende efter Krygers udsendelser, og i samme anledning hedder det i Frederikshavns Avis: »Så længe vi tumler med et u-landsproblem af grønlandsk format, bør kræfterne efter vor mening sættes ind her i stedet for at spredes ud over hele kloden« (41).

Denne konservative linje, der måske lige så meget var en »provinslinje«, blev imødegået af liberale og radikale blade. Således skrev Information: »Vor materielle lunhed udfordres af de underudviklede landes nød og kravene fra vort eget uland. Den ene fordring er os tættere inde på livet end den anden. Ingen af dem kan vi med vor selvagtelse i behold sidde overhørig« (42). Og det radikale Holbæk Amts Venstreblad: »En uheldig men åbenbart uundgåelig sidevirkning af TV-udsendelserne er sammenkædningen med vor støtte til udviklingslandene mod syd. ( .. ) Det er for sølle at ville løbe fra hjælpen til udviklingslandene under henvisning til forholdene i Grønland. Hvis vi vil er der intet i vejen for, at vi kan bidrage til løsningen af opgaverne begge steder« (43).

Der kan imidlertid næppe være tvivl om, at det var det konservative syn, der havde den stærkeste appel ude omkring i befolkningen. I hvert fald følte formanden for styrelsen for teknisk samarbejde med u-landene, P. Nyboe Andersen, sig foranlediget til at rykke ud med en større redegørelse med udtrykkelig henvisning til, at det kunne blive farligt for den offentlige holdning til u-landshjælpen, hvis grønlandsargumentet blev ved med at vinde terræn. Vort grønlandsproblem er et egnsudviklingsproblem på linje med dem mange andre lande har, hævdede Nyboe Andersen, og vi kan anstændigvis ikke bruge Grønland som argument samtidig med at vi afviser enhver udenlandsk indblanding i vort forhold til Grønland netop med henvisning til, at dette er et indre dansk anliggende. »Begge opgaver skal løses på fuldt forsvarlig måde, og vor indsats i det høje nord fritager os ikke for at yde bistand til lande under varme himmelstrøg i samme omfang som andre velstillede lande gør det« ( 44).

Det kræver ikke større skarpsindighed at se den politiske årsag til at visse blade og politikere kunne finde det vigtigt gang på gang at fremhæve grønlandsopgaven på bekostning af u-landsopgaverne. Seriøs u-landsinteresse viste sig erfaringsmæssigt ofte at føre til ønsker om en ændret udenrigspolitik og til en kritisk vurdering af de rige landes samfundssystemer. U-landet og de riges landes forhold til det blev en eksemplifikation af et misforhold, som måtte rettes, med konsekvenser langt ind i den hjemlige politik. Grønland repræsenterede et misforhold, som kun de færreste kunne finde på at drage politiske konsekvenser af. Det var et objekt for den gode vilje og kunne samtidig blive et middel til at aflede opmærksomheden fra de globale fordelingsproblemer og deres politiske implikationer. Grønland kan bruges som joker i ethvert kortspil, det har ingen følger hvad man mener grønlandspolitisk. Derfor var det en velegnet sag at hæfte både social indignation og u-landsinteresse op på, hvis man gerne ville undgå, at sådanne følelser skulle få hjemmedanske politiske følger.

Den skarpe adskillelse mellem grønlandsproblemer og ulandsproblemer, som både Mogens Boserup og Nyboe Andersen så sig nødsaget til at foretage, medførte på den anden side, at der slet ikke kom nogen kontakt mellem grønlandsadministration og u-landsadministration. Grønlandsarbejdet gik glip af de incitamenter til nytænkning og utraditionelle løsninger, som kunne være kommet fra de folk, der arbejder med udviklingsproblemer i et større perspektiv, og på den anden side var der altså ingen i u-landsarbejdet, der kom til at nyde godt af de eneste erfaringer med et tidligere koloniområdes udviklingsproblemer vi har haft inden for vort eget lands og vor egen forståelses horisont. Det har sikkert været til skade for begge parter. Og muligvis også for grønlænderne. De kunne have fået chance for en mere realistisk erkendelse af deres situation ved sammenligning med andre. Mærkeligt nok har emnet dog næsten altid været så godt som tabu i den lokale debat på Grønland.

Udover den indplacering af grønlandsproblemerne i den generelle u-landsdiskussion, aviser og politikere fandt anledning til ud fra hver deres politiske anskuelse og hensigt, tjente den nye internationale bevidsthed, der brød frem først i tresserne også på anden måde som baggrund for præsentationen af de grønlandske problemer for den danske offentlighed. I 1961 udsendte Udvalget for Samfundsforskning som før nævnt en stor rapport om uddannelsessituationen i Grønland. Den fremhævede blandt andet, at den hastige tekniske udvikling havde medført, at antallet af grønlændere i ledende funktioner var dalet fra 60 til 25 0/o og i mellemlederstillinger fra 90 til 40 0/o . Rapporten blev meget fyldigt refereret i alle blade under overskrifter som »Rystende afsløring af 10 års underudvikling i Grønland. Grønlænderne på vej til at blive et proletariat, danskerne overklasse« (Information). »Den forkerte vej i Danmarks u-land. Grønlænderne gøres til underklasse i deres eget land, mens danskerne besætter de ledende stillinger« (Fyens Stifts tidende). » En ny dansk overklasse« (Berlingske Aftenavis) . »Grønlænderne gøres til ny underklasse « (Dagens Nyheder) etc. Det afgørende er ikke her at vurdere holdbarheden i sådanne karakteristikker, kun at pege på, hvordan overklasse- underklasse-begrebet med alle dets følelsesmæssige biklange og tilknytning til proletariatsforestillinger, som vel i andre forbindelser måtte være fremmede for flere af de citerede aviser, helt dominerer på bekostning af en mere nøgtern redegørelse for årsagerne til denne rent øjeblikkelige situation og forøvrigt også uden særlig opmærksomhed over for de grønlandske over- og underklassefænomener. »Med klare ord får vi at vide, hvordan det går den gale vej i Danmarks nordligste amt. Folk hernedefra besætter stadig flere af de overordnede stillinger, mens grønlænderne selv fortrinsvis bliver til underklasse. ( .. . ) Efterhånden kan ingen mere være i tvivl om vor fælles gæld til vore nordligste landsmænd. « Klarere end med dette BT-citat ( 45) kan det vel ikke illustreres, hvad det er der afgør sagen.

To år senere udsendte samfundsforskningsudvalget en rapport om samarbejdsproblemer mellem grønlændere og danske. På basis af svar fra i alt 81 udspurgte personer ( 46 grønlandsksprogede og 31 dansksprogede) søgte man her som tidligere omtalt at opstille en række stereotyper af de to befolkningsgruppers vurderinger af hinanden. Aalborg Stiftstidende konstaterer at der ikke »er tale om en tendentiøs rapport fra sekteriske sværmere, men om et højofficielt videnskabeligt værk, som er blevet til på statens fo ranledning og bekostet af denne «. Med sådanne sikkerhedsgarantier i ryggen haler det nordjyske blad derefter en række af de mest nedsættende ytringer fra spørgeskemaet frem og spørger retorisk: Gælder dette »negerproblemet i de amerikanske sydstater, Portugals behandling af sine oversøiske områder eller Sydafrika og apartheid?« Nej, det gælder selvfølgelig Grønland, sådan tager raceproblemerne sig ud i en del af det danske rige. Sandelig, der er grund til »at få fejet for egen dør først inden vi begiver os på korstog ud i den store verden med fejekosten « slutter Aalborgbladet med et kun slet skjult hip til de venstreorienterede ( 46) .

Karakteristisk er også den opstandelse det vakte i Danmark, da man fik en meddelelse om, at en kreds af danske i den lille grønlandske by Sukkertoppen havde stiftet en filmklub med et indmeldelsesgebyr så højt (in casu 50 kr.), at almindelige grønlændere ikke kunne være med i vognen. Little Rock var den nærliggende associa tion! Ophidselsen blev så stor, at landshøvdingen blev beordret til at lukke klubben.

Ligeledes vakte det en vis opsigt, da en i København fremtrædende grønlænder, Jens Poulsen, i dagbladet Aktuelt skrev to kronikker i anledning af Portugals klage over Danmarks behandling af Grønland ( 47) . Der havde ellers hersket almindelig enighed om, at denne anklage var for tydeligt motiveret i ubehag ved Danmarks kritik af Portugals nedkæmpning af oprørere i Angola, men Jens Poulsen mente alligevel at måtte benytte lejligheden til at fortælle offentligheden, at danskerne måtte vogte sig for selvros. Grønland var jo også blevet indlemmet, der var ikke blevet holdt folkeafstemning og landsrådet, som havde godkendt indlemmelsen kunne ikke kaldes en frit valgt demokratisk forsamling. Forholdet mellem Danmark og Grønland var eksplosivt, mente Jens Poulsen. De grønlandske politikere var »logrende hundehaler«, landshøvdingen havde »korporalsind« og bestemmelsen om fødestedskriteriet stred mod menneskerettighedserklæringen. Jens Poulsen sluttede med at udtale det ønske, at den portugisiske udenrigsministers malplacerede udtalelser måtte fremkalde det spørgsmål i Danmark: Har vi i Grønland gjort alt det vi burde for at beskytte menneskets ukrænkelige rettigheder?

Der er ikke så langt fra sammenligningen med de portugisiske kolonier til en sammenligning med Amerikas handlemåde i Vietnam. Den er faktisk også foretaget! ( 49).

Med de to sidste eksempler er vi utvivlsomt ude på overdrevet, hvor man ikke behøver at tage ord alvorligt. Men med den uafladelige danske trang til at piske sig med svøber på grund af Grønland er det måske ikke så underligt, at ekstreme ånder blandt grønlændere en skønne dag får lyst til at lege med og griber til de nærmest foreliggende eksempler.

Baggrunden for vore overvejelser har været det spørgsmål, hvordan det kunne gå til, at G-60 betænkningen, der skaffede politisk rygdækning til den hidtil største danske kraftanstrengelse i Grønland med en investering på over 4 mia kroner i en 10-års periode, og som var et i dansk administration næsten ukendt eksempel på rationel planlægning af en udviklingsproces, slet ikke blev vurderet på sine egne præmisser og derfor heller ikke blev genstand for nogen kritik, som de sagkyndige behøvede at tage alvorligt.

Eller man kunne stille spørgsmålet således: hvordan kan det være, at det kommissionsarbejde, der mundede ud i en næsten letsindig bekendelse til troen på, at det skulle være muligt gennem en storstilet dansk investering i løbet af få år at skabe muligheder for en grønlandsk produktion, der kunne bære et samfund i selvsikker balance, blev mødt med en sådan strøm af bebrejdelser for dansk nærighed og mangel på vilje til at klare »vore egne u-landsopgaver«? Eller man kunne spørge : hvorfor blev de analyser, der ville vise, at danske slagord om menneskeret og ligestilling kunne være den alvorligste hindring for reel ligeret og voksende selvstændighed, ~ødt m:d en argumentation, der ganske uanfægtet byggede videre pa de selvsamme fraser om forskelsbehandling og undertrykkelse?

Man kunne samle det hele i følgende spørgsmål: Hvorfor blev forsøget på at afemotionalisere grønlandsdebatten og gøre forargelsen overflødig gennem en sikker, videnskabeligt funderet planlægning mødt med en følelseseksplosion, der til tider tangerede det hysteriske?

Og vi har prøvet at vise, at i det mindste en del af forklaringen nok skal søges i det forhold, at G-60 resultatet havnede i en dansk offentlighed, der havde behov for at bruge grønlandssagen til noget helt andet end det den rationelle planlægning og de nuancerede overvejelser sigtede på. For offentligheden var Grønland nu som før et objekt for skyldfølelse og ideal stræben snarere end en normal, relativ politisk opgave. Sådan havde det også været under det første store kommissionsarbejde i slutningen af fyrrerne, men da lå administrationens og politikernes interesse i umiddelbar forlængelse af denne offentlige stemning. Nu mente administration og sagkyndige at have fremlagt en plan, der kunne frembringe resultater, som igen hurtigt ville gøre de store stemningsudsving overflødige. Men måske havde den danske offentlighed slet ikke lyst til at miste Grønland som et objekt for følelsen?

Krise uden alternativ - introduktion og indholdsoversigt
Forrige kapitel IV G-60
Næste kapitel: VI Et mere grønlandsk Grønland