Krise uden alternativ: VI Et mere grønlandsk Grønland

Men Bent Jensen er ikke skeptiker. Et slag er tabt, men der er tid at vinde et nyt. Dels er »den tid forbi, da vesterlandenes samfundskulturelle expansion ... raskvæk kunne nedvurdere og nedtromle fremmede livsformer. I dag sætter vesterlændingene selv spørgsmål ved rimeligheden i deres egen samfundskultur« (37). Dels er der al rimelig grund til at tro, at de gamle grønlandske holdninger stadig foreligger intakt under det tynde lag af europæisk fernis, som nyudviklingen har strøget på. Derfor tror Bent Jensen på, at grønlænderne er parat til at indstille sig på en levestandard, der svarer til landets produktive formåen, og at de har bevaret forudsætningerne for at virkeliggøre en helt anden samfundsmodel end den privatkapitalistiske

Søndag d. 27. december 2020
Niels Højlund
Emnekreds: Grønlands historie, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse: 1. Vækst uden udvikling 2. Sprogdebatten 3. Det gamle og det helt nye samfund 1. Vækst uden udvikling I 1970 udarbejdede ministeriet for Grønland som et led i den samlede perspektivplanlægning frem til 1985 en rapport, der på mange måder kan betegnes som en slags status over udviklingen siden nyordningen i almindelighed og siden starten af G-60 planen i særdeleshed (1). Denne rapport demonstrerer med al ønskelig tydelighed dobbeltheden i dansk grønlandspolitik. Mens den offentlige debat svinger op og ned, snart i fortvivlelse over så lidt der er nået, snart i glad optimisme angående alle Grønlands fremtidsmuligheder, sidder grønlandsadministrationen og bringer fra dag til dag de politiske beslutninger til udførelse og skaber dermed en langsigtet udviklingsproces præget af kontinuitet og stabilitet. Mens de 20 år siden nyordningen blev sat i gang, i offentlighedens bevidsthed ofte har tegnet sig som en lang række ihærdige forsøg på at finde en vej frem, der alligevel hver gang viste sig at ende blindt, finder embedsmændene i 1970 en lang og ubrudt linje, der alle skuffelser og vanskeligheder til trods har ført os frem til nogenlunde de mål vi opstillede, da vi besluttede at modernisere det grønlandske samfund i 1950. Modsætningen mellem offentlig selvmistænkeliggørelse og administrativ selvbekræftelse er et af de meget karakteristiske og samtidig lidet påagtede fænomener i efterkrigstidens grønlandspolitik. Administrationen har gode kort på hånden. Underudviklingens sygdomme, først og fremmest tuberkulose, er effektivt bekæmpet. Der er bedre læge-, sygehus- og tandlægedækning end i Danmark, om end den spredte bebyggelse gør det vanskeligt at opnå samme høje standard overalt. Boligerne er radikalt forbedret og slum er et omtrent ukendt fænomen, boligudgiften er yderst rimelig, ligger takket være et betydeligt tilskud til boligforbruget på kun 5 0/o af husstandsindkomsten. Befolkningen er vokset eksplosivt, men alligevel har man så nogenlunde kunnet holde trit med den, både hvad angår arbejdstilbud og uddannelse. Den store vandring fra udsteder og bopladser til byerne er blevet gennemført nogenlunde i det ønskede omfang og tempo. Når man ser på indkomsten har det vist sig yderst vanskeligt at formindske forskellen i kroner og ører pr. indbygger i Grønland og Danmark, men det skyldes dels befolkningstilvæksten, dels den meget hurtige vækst i det danske nationalprodukt og endelig et svigt i fisketilførsler, som ingen kunne forudberegne. Til en vis grad har det været muligt at opveje en for lav disponibel personlig indkomst med mange offentlige goder, så rapporten er i stand til at fastslå, at hvis man prøver at måle det beløb der ialt står til rådighed pr. indbygger (privat + offentligt) så er beløbet i Danmark ca. 21.000 kroner og i Grønland ca. 20.000 kroner. Selv om udbyttet pr. anvendt krone ikke er det samme i Grønland som i Danmark, så er den samlede stigning i den grønlandske levestandard alligevel imponerende. Selv ikke den ret drastiske nedgang i torskefangsterne er i stand til at bringe embedsmændene ud af fatning. Man peger på, at der stadig står tilbage at virkeliggøre den del af G-60 programmet, som sigter på at modernisere fangsten i lige så høj grad som anlæggene på land gennem indsættelse af store trawlere, og skulle nedgangen i torskeforekomsterne endelig vise sig at blive af mere permanent karakter, kan man glæde sig over pæne resultater fra rejeproduktion og laksefiskeri. Forudsat en fortsat dansk vilje til kapitaloverførsel i samme størrelsesorden som i tresserne helt frem til 1985 finder embedsmændene ingen grund til at betvivle, at der ved periodens slutning skulle være skabt et moderne funktionsdueligt industrisamfund i Grønland. Administrationen fortier ikke problemerne. Det vækker bekymring at det i så høj grad er danskere, der udnytter mulighederne for privat foretagsomhed. Man beklager, at det endnu ikke på tilfredsstillende måde er lykkedes at gøre den grønlandske befolkning interesseret og medansvarlig, og man lægger ikke skjul på, at der i de kommende år må finde en betydelig udvandring sted til Danmark og at denne kan volde betydelige problemer hernede. Hvis udvandringen ikke finder sted, kan man forudse en arbejdsløshed af ubehageligt omfang. Alligevel er ministeriets perspektivplan først og fremmest et udtryk for en forvisning om, at de grønlandske problemer kan løses på en rationel og fornuftig måde, hvis man fortsætter med en kombination af stor investering og langsigtet planlægning, altså faktisk på samme facon som man nogenlunde uanfægtet af al kritik og skepsis har gjort i det mindste siden slutningen af 50-erne. Over for denne ministerielle selvtillid, baseret på solide statistiske data, kan vi sætte nogle ord af en u-landsrepræsentant, nemlig præsident Nyerere fra Tanzania, der blev citeret i en artikel i tidsskriftet Grønland : »Mennesker kan ikke udvikles. De kan kun udvikle sig selv. For mens det er muligt for een udefra at bygge en mands hus, kan den fremmede ikke give manden stolthed og selvtillid som menneske. Disse ting kan et menneske kun skabe i sig selv gennem sine egne handlinger. Han udvikler sig ved det han gør, ved at træffe sine beslutninger, ved at forøge sin forståelse af det han gør, og hvorfor han gør det. Ved at forøge sin egen viden og dygtighed og ved sin egen deltagelse, som ligemand, i det samfunds liv, han lever i. Således udvikles et menneske, når han selv forsørger sig og sin familie ; han udvikles ikke, hvis andre giver ham disse ting. Han udvikler sig ved at forbedre sin uddannelse, ikke hvis han blot udfører en ordre fra en bedre uddannet uden at forstå, hvorfor disse ordrer er givet. Han udvikler sig ved at tage del i en fri diskussion om en ny plan eller projekt og deltage i den påfølgende beslutning. Men han udvikler sig ikke, hvis han føres som et dyr ind i et allerede tilrettelagt projekt. Udviklingen af et menneske kan i virkeligheden kun udføres af dette selvsamme menneske. Udvikling af et folk kan kun udføres af folket selv« (2) . Det var Mads Lidegaard, der brugte dette citat fra en tale af Nyerere for at indkredse, hvorfor det »der skulle have været så godt, faktisk er blevet skidt«. Ved investeringer og planlægning kan man nok skabe vækst, men udvikling er en helt anden sag. Vi har, hævder Mads Lidegaard, været bidt af en forestilling om, at kunne vi blot få en økonomisk vækstproces i gang, så ville alt andet komme af sig selv. Hvis blot det grønlandske samfund kunne opnå dansk standard i forsyning med goder, så ville der opstå harmoni og trivsel og så ville grønlænderne hurtigt lægge sig efter en vesteuropæisk levevis og handlemåde. Men det er ifølge Lidegaard en fatal misforståelse. Den u-landshjælp der ikke bygger på folkets egne forudsætninger og som ikke drager folk med ind i såvel beslutningsproces som udførelse er simpelthen spildt. Kursen må lægges om, inden det er for sent, mener Lidegaard og det kan kun ske ved, at planlæggerne ikke længere placerer indkomstforøgelse som nr. 1 på prioritetslisten. Investeringerne skal tilpasses landets egne betingelser, den offentlige aktivitet må ikke ødelægge de produktive erhverv, og der må gøres alt for at få den brede befolkning med og overlade grønlænderne et så reelt ansvar, at det virkelig får karakter af en udfordring. Først og fremmest må antallet af udsendte begrænses og om muligt nedbringes, da det er det store kontingent af udsendte, der bærer et hovedansvar for at det grønlandske samfund påduttes nogle normer, som er fremmed for det og som den brede grønlandske befolkning aldrig har bedt om. Mads Lidegaards artikel blev symptomatisk for hele den nye kritik af grønlandspolitikken, som satte ind i slutningen af tresserne, og som endnu ikke er ebbet ud. Man kan godt kalde det nye toner for så vidt som enhver anklage mod Danmark for at gøre for lidt i Grønland nu er forstummet og afløst af en beskyldning for det stik modsatte. Men hvad angår Lidegaards hovedanliggende : den økonomiske vækst, der ikke resulterer i en folkelig udvikling som gør grønlænderne medansvarlige, ville det være unfair mod tidligere grønlandsdebattører at tale om en ny og hidtil uerkendt iagttagelse. Hvad var tanken i slutningen af fyrrerne med at fremme en privatisering af erhvervslivet om ikke netop at få skubbet den danske stat i baggrunden, så der blev plads til grønlændernes egen aktivitet? Hvad var hensigten med produktionslinjen i G-60 om ikke netop at fastholde, at indkomstudviklingen i Grønland skulle stå i forhold til produktionsmulighederne, for at der kunne være en sund basis for udvikling af et grønlandsk erhvervsliv, som igen var den uundværlige forudsætning for et større grønlandsk medansvar? Det nye i Lidegaards tankegang er ikke bekymringen for den grønlandske delagtighed, den bekymring har alle næret gennem nyordningens to tiår. Det nye er for det første påstanden om, at selve udviklingsprocessen burde have været vigtigere end målet, at vækst ikke bliver til udvikling med mindre udviklingen gøres til vækstens forudsætning eller i det mindste integreres fuldstændig i væksten. Det nye er for det andet påstanden om, at der må træffes et valg mellem et grønlandsk Grønland eller et dansk Grønland. Dette valg har alle hidtil ment kunne undgåes, eller man har i hvert fald ikke ønsket at tale højt om det. Nu melder det sig og vinder hurtigt gehør, sikkert også fordi den almindelige stemning - ungdomsoprørets optagethed af vækstprocesser frem for politiskøkonomiske målsætninger og den almindelige mistænksomhed over for alt hvad der blot kunne minde om teknisk, økonomisk og kulturel kolonialisme - gjorde netop disse forestillinger angående grønlandsudviklingen aktuelle. Ikke mindst blandt unge grønlændere på uddannelse i Danmark var der stor opmærksomhed over for de nye toner. Lige så beslutsomt stemningen blandt dem blot fem år tidligere var gået i retning af at kræve fuld ligestilling og dermed stadig kraftigere integration i det danske samfund, lige så markant bliver nu tendensen i retning af at tale om en selvstændig grønlandsk udvikling og med den nødvendige følgeslutning: langsommere økonomisk vækst i Grønland end i den øvrige del af riget og fuld accept af fødestedskriteriet. »Målet for den politik vi skal føre, må være, at så mange grønlændere som muligt bliver tilfredse borgere i og føler sig fortrolige med deres samfund. Kravet om ligestilling må være underordnet den nævnte målsætning. En ting er sikker: vi opnår ikke ligstilling med danskerne, ikke fordi danskerne nægter os ligestilling, men· fordi danskernes og vore forudsætninger er for forskellige « hedder det i en programartikel for det nye Sukak' - parti af Jacob Janussen (3) og lignende udsagn kan man finde i mange andre indlæg fra unge grønlændere i slutningen af tresserne. I sommeren 1970 blev der for første gang afholdt en grønlandsk konference om den grønlandspolitiske målsætning på Knud Rasmussens højskole i Holsteinsborg. Det var i sig selv en opsigtvækkende ting, at konferencen overhovedet blev afholdt, og den fik tydeligt karakter af en grønlandsk manifestation. Nu skulle man uden dansk eksperthjælp, uden kloge danske forbehold og uden formel politisk myndighed prøve at formulere en grønlandsk målsætning. Konferencen tilstræbte en bred dækning af hele den grønlandske problemkreds og den blev en succes for så vidt som de godt 30 deltagere virkelig fornemmede, at de var med til at udstikke nye linjer for deres lands udvikling. Skal man kort resumere må man dog nok sige, at diskussioner om opdragelse, skole, folkeoplysning og det grønlandske sprogs fremtid spillede den altafgørende rolle. Det var en grønlandsk kultur og nationalitetsbevidsthed i opposition til den dominerende danske kultur og den dansk-orienterede grønlandske elites kultur, der her kom til udtryk (4). Konferencen besluttede enstemmigt at gå ind for fødestedskriteriets fortsatte anvendelse, fordi dette kriterium jo netop var et udtryk for en grønlandsk udvikling forskellig fra den danske og man rettede i stedet skytset mod den grønlandske elite, der havde fået dispensation fra kriteriet og dermed svigtet solidariteten med grønlandske landsmænd. Der blev også udtrykt stærke ønsker om en hurtig overflytning af reel beslutningsret og planlægningsmyndighed fra ministerielle organer i København til landsråd og kommunalbestyrelser og der var enighed om at anbefale indførelse af direkte beskatning af indkomsterne i Grønland, dog med en bundgrænse på 15.000 kroner, så store dele af den grønlandske befolkning reelt ville blive fritaget. Generelt må man sige, at der manglede mere dybtgående overvejelser om de grønlandske produktionsproblemer, og det vil sige om det økonomiske grundlag for en egentlig grønlandsk selvstændighedspolitik. Nogle af deltagerne i Holsteinsborg-konferencen var senere bidragsydere til et særnummer af politisk revy (5) om grønlandsproblemerne. »Det er på tide at standse overklassens manipulation med den grønlandske majoritet. Det er på tide, at man retter skytset " mod sine egne. ( ... ) Vi behøver ingen vækkelse af den nationale bevidsthed. Den er til stede. Den skal bare styrkes og realiseres i politisk handling,« hedder det i en artikel (6). »Tag kampen op, grønlænder! Det gennemhullede fødestedskriterium var kun en skrøne for dig. Det er på tide du uddriver pamperne i dine egne organisationer, disse folk som uden tvivl har fået dispensation i løn for at varetage dine interesser. God arbejdslyst!« hedder det i en anden (7). I god samklang med hele udviklingen i Danmark gennem tresserne er det nu den venstreorienterede intelligens der leverer ordforråd til de grønlandske manifestationer ligesom det i begyndelsen af årtiet var borgerligt liberal-radikale blade som Ekstra Bladet og Information. Stadig står man dog med det problem, om sådanne tankegange og formuleringer er dækkende for nogetsomhelst andet end den kreds af unge radikale grønlændere i København, der har kontakt til tilsvarende danske kredse, eller om der virkelig tales på en hidtil tavs grønlandsk majoritets vegne. Er der blot tale om en ny form for dansk manipulation med grønlandske behov for at artikulere en politisk aggression, eller er der tale om en ægte grønlandsk opvågnen til folkelig selvstændighed? Vi ved det ikke. Mangelen på en grønlandsk litteratur og dagspresse, de stadigt udeblevne politiske bevægelser blandt grønlændere, og de i København bosiddende grønlandske debattørers fjernhed fra den grønlandske hverdag, gør det stadig meget vanskeligt at bedømme, hvad der rører sig i den grønlandske befolkning i Grønland. En del danske iagttagere har dog ikke været plaget af en sådan tvivl. De for tidsstemningen meget karakteristiske forestillinger om en almindelig fremmedgørelse af mennesket i det kapitalistiske samfund har naturligt nok været særdeles anvendelige i en kritisk analyse af de grønlandske problemer. Således hævder den norske (men i Danmark bosiddende og arbejdende) antropolog Helge Kleivan (8), at den officielle danske politik, der har sigtet mod at skabe et privatkapitalistisk samfund i stil med det danske i Grønland, har betydet et voldsomt overgreb mod et primitivt, men fra grunden uspoleret folk. »Her fandtes et folk, hvis virkelyst og vovemod var lutret i en næsten uophørlig kamp med verdens barskeste naturforhold. Det levede i et samfund, der i det store og hele må betegnes som egalitært, d.v.s. et samfund med relativt beskedne sociale forskelle, og med yderst begrænsede muligheder for at det ene menneske kunne udnytte og berige sig på den andens bekostning« (9). Dette gunstige udgangspunkt har danskerne ganske ladet hånt om med alle fremmedgørelsens sociale og psykiske sygdomssymptomer som den uundgåelige konsekvens. Det modsatte af fremmedgørelse er at kende sin identitet, og Helge Kleivan mener, at denne identitet trods alle danske overgreb sejt og ufortrødent har søgt at gøre sig gældende. Igennem alle udslag af grønlandsk selvbevidsthed, hvor indbyrdes modstridende de end måtte være, ser Kleivan manifestationer af den grønlandske »etnisitet«, d.v.s. en interesse for og lidenskabelig optagethed af den særlige grønlandske baggrund og de særlige grønlandske samfundsmuligheder, der har vokset sig stærkere og stærkere og som i sidste ende anviser den eneste mulige vej ud af den blindgyde, som den hidtidige danske politik har ført landet ind i. Kun ved at bygge på denne etnisitet kan danskerne være med til at forvandle vækst til udvikling. Der kan næppe være tvivl om, at det er tanker og opfattelser af denne art, der repræsenterer det egentlige kritiske opgør med den politik, som blev fastlagt i Grønlandsudvalget af 1960. Og det er ikke mindst på baggrund af denne udvikling i den hjemlige grønlandsdebat, at ministeriets perspektivplan frem til 1985, som vi omtalte i begyndelsen af dette kapitel, er så overmåde interessant læsning. Den er ikke, som mange måske vil hævde, interessant som eksempel på administrationens manglende vilje til at lytte til den nye kritik, den er interessant fordi den så klart demonstrerer konflikten mellem på den ene side en dansk debat, udsprunget af stemningen og de politiske strømninger i det danske samfund, og på den anden side en administration, der er fanget af inertien i den udviklingsproces, der blev sat i gang i Grønland for godt tyve år siden. Politikere og embedsmænd ser ingen anden udvej end at fortsætte den kapitaltilførsel, som blev indledt med den første industriplan i 1959. Kritikerne kan ikke pille de konkrete planer fra hinanden. De ønsker varmt, at et mere grønlandsk Grønland må udvikle sig, men har hidtil ikke været i stand til at opstille brugelige alternativer til den planlægning, der vil have til følge, at grønlænderne i de kommende år bliver mere og mere danske hvad angår indkomstkrav, produktionsformer og sociale goder. Deraf det virkelighedsfjerne i debatten. 2. Sprogdebatten Den økonomiske konsulent for G-60, Mogens Boserup, var også inviteret med på Holsteinsborgkonferencen. Ikke for at sige noget om økonomi, men snarere for at stå skoleret over for et grønlandsk publikum i anledning af nogle udtalelser i Politiken i sommeren 1969 (10) , hvor han efter manges opfattelse havde afsagt dødsdommen over det grønlandske sprog. Boserups læserbrev havde allerede ved fremkomsten vakt voldsom debat. Land og Folk kaldte ham en »ægte koloniherre, der fremturer efter devisen: de undertrykte skal makke ret«, og mente, at han forlængst havde opfyldt alle betingelser for ikke at kunne blande sig i grønlandske anliggender (11). I Information skrev Palle Koch: »Tanken om at Grønlands udvikling -Skulle være beroende på det grønlandske sprogs afvikling er så uantagelig, at den næppe fortjener at blive tænkt til ende ( ... ) Alt har sin pris, men en og anden pris er for høj« (12). Den mest bidende - og i danske aviser bredt citerede - kommentar kom fra Grønlandspostens dobbeltsprogede redaktør, Jørgen Fleischer: » Vil man afskaffe det grønlandske sprog, må det nu være på tide at tænke på den spritdunk, der skal konservere og bevare den sidste grønlænder for efterverdenen. På etiketten skal der stå: Den sidste grønlænder. Han blev umyndiggjort, mistede selvrespekten og fik tungen skåret af. Han druknede sin sorg og sig selv i spritdunken« (13). Så blev Boserup altså inviteret til Holsteinsborg for at forsvare sin sag. Ved afskeden forærede man ham et kajakskelet uden skindbeklædning med den motivering, at »således vil Grønland komme til at se ud, hvis vi berøves vort sprog« (14). En raffineret gave. I sangkamptraditionernes land gør man det af med en modstander ved at udlevere ham til latteren. Men hvad havde der egentlig stået i læserbrevet, som i den grad kunne kalde på lidenskaberne og foragten? »Den grønlandske kulturpolitik står i sprogspørgsmålet over for et ubehageligt dilemma,« havde Mogens Boserup hævdet. » Vil man bevare det grønlandske sprog ved en effektiv skoleundervisning i grønlandsk, ja så må man afskrive muligheden for at dansk (eller et andet europæisk sprog) kan trænge igennem, og så er det en given ting, at den grønlandske befolkning vil vedblive, på arbejdspladsen, i administrationen, i kulturlivet at være de underordnede, de tjenende, de forlegne i forholdet til det stadigt stigende antal danskere deroppe. Ræsonnementet tvinger os frem til en ubønhørlig kulturpolitisk konklusion: det grønlandske sprog har ingen chance på længere sigt. Eller rettere, ønsket om at bevare grønlandsk som et fuldt ud levende sprog kan ikke forenes med ønsket om en modernisering i Grønland, som bringer befolkningen op på et niveau af økonomisk og kulturel ligestilling med danskerne« (15). På et sprogsymposium som grønlandsminister A.C. Normann havde taget initiativet til i efteråret 1969 uddybede Boserup sine synspunkter. Det var ikke økonomiske hensyn, der havde ført ham frem til den »ubønhørlige konklusion«, det var tværtimod en række ganske uøkonomiske overvejelser om grønlænderens selvstændighed og selvrespekt, hævdede Boserup. Hvis en marsbeboer iagttog Grønland sådan lidt fra oven, så ville han se, at befolkningen deroppe falder i to dele: en stor på 85-90 0/o, der udfører alt det ubehagelige arbejde og en lille del i pænt tøj på 10-15 0/o, der sidder ved skrivebordene og udsteder ordrer. »Jeg synes ikke det er for stærkt sagt, at den grønlandske befolkning, dens store flertal, er en underkuet befolkningsdel inden for det danske rige. Men det mærkelige er, at de er underkuet uden at have underkuere. Den grønlandske befolkning er så at sige underkuet af sin egen situation, « og denne underkuelse består ikke blot i, at de skal modtage ordrer og udføre det ubehagelige arbejde. Den består lige så meget i, »at grønlænderne må være dem, der modtager skulderklappene, dem der i næsten alle situationer har overbærenhed behov. Det er også en måde at underkue folk på«. Det er for grønlænderne ikke blot problemet at kunne beherske dansk så godt, at de kan komme i de ledende positioner i samfundet, det er i mindst lige så høj grad et spørgsmål om at kunne stå på sin ret over for en embedsmand, give igen på en vittighed ved baren eller hævde sig blandt arbejdskammerater på et byggestillads. Skal grønlænderen nogensinde opnå blot det minimum af den selvsikkerhed, der er en selvfølge for de fleste danske i et moderne samfund, er der ifølge Boserup ingen vej uden om at skære så meget af grønlandsundervisningen i skolerne bort, at der kan blive plads til fuld beherskelse af dansk, ikke blot timetalsmæssigt men lige så fuldt i det enkelte barns evne til at opsuge og forstå det fremmede sprogs tankeverden. Det må, mener Boserup, anses for yderst tvivlsomt, om overhovedet noget menneske er i stand til at opnå fuld dobbeltsprogethed, i det mindste når sprogene ligger så langt fra hinanden som dansk og grønlandsk. Altså må der vælges, og det er vel at mærke ikke et »økonomisk« valg men i egentligste forstand et kulturelt, fordi det simpelthen er spørgsmålet om at turde tage skridtet ind i den moderne tilværelse fuldt ud eller standse op på halvvejen, hvor man intet selv har nået, og hvor danskerne derfor altid ender med at måtte mobilisere overbærenheden og gøre tingene færdige for grønlænderne. Det drejer sig, hævder Boserup, ikke om at afskaffe grønlandsk hos dem, der har det som modersmål. Det drejer sig om, hvordan man vil tilrettelægge skolens udvikling for de børn, som fødes nu og fremover. Hvis man vil lægge dobbeltsprogethedens byrde på deres skuldre risikerer man at de bryder sammen under forsøget på at løfte den, og i så fald er grønlandsk fra at være en kulturfaktor blevet en kulturhindrende faktor, der dømmer grønlænderen til at blive i underkuelsens situation. Hvis man opgiver at bruge alle de mange kræfter på undervisning i grønlandsk gennem hele skoleforløbet, som anvendes nu, så vil mange af de bedst udrustede grønlændere blive frigjort til andet arbejde, og endda kan man udmærket forestille sig, at grønlandsk fortsat vil trives som hjemmesprog, som det nære og fortrolige forholds sprog, sådan som det er tilfældet blandt mange sprogminoriteter rundt om i verden. Der er, mener Boserup, ikke tale om et nyt, revolutionerende forslag, der er kun tale om at se i øjnene, hvilken udvikling der allerede er i gang og tage konsekvensen af den moderniseringsproces, der ikke kan standses (16). Tanken om at en moderniseringsproces i sidste ende kunne komme til at true modersmålundervisningen i de grønlandske skoler er ikke så ny endda. I 1925 holdt Knud Rasmussen efter hjemkomsten fra sin store slæderejse en tale for rigsdagens medlemmer, hvor han udtrykte betydelig sympati for den amerikanske politik over for eskimoerne i Alaska, der gik ud på at gøre dem engelsksprogede hurtigst muligt. Ganske vist ville det være ønskeligt, om vi i Grønland fortsat kunne lære børnene at læse og skrive på grønlandsk, »men heller ikke mere «. Vi havde, mente Knud Rasmussen, hidtil vist de indfødte lærere alt for stor tillid med det resultat, at skoleudviklingen lod meget tilbage at ønske. Fremover var der ingen vej uden om at gøre dansk til undervisningssprog og ansætte et stort antal danske lærere. »Skal vi give eskimoerne adgang til de samme kilder, som vi her i Danmark øser af, vil det ikke nogen sinde kunne ske i et så isoleret og så begrænset sprog som det grønlandske. Vi bør give dem adgang til vort eget sprog« (17). Adgang til det danske sprog! Det var det klare og umisforståelige grønlandske ønske, da kampen om Grønlands modernisering rasede i slutningen af fyrrerne. Adgang til det danske sprog, det var målet for det første udviklingstiårs skolepolitik med den voldsomme forøgelse af antallet af danske lærere. At lette børnenes adgang til det danske sprog ved at vente med grønlandskundervisningen de to første skoleår, det var nøjagtig hensigten med den nye skolelov der blev endelig stadfæstet i 1967 efter tre års grundige forberedelser og en meget omfattende debat i såvel Grønland som Danmark. Denne første egentlige skolelov for Grønland sigtede på at skabe et grønlandsk skolevæsen, der i alle henseender kunne tilgodese kravet om, at børnene skulle have en uddannelse, der åbnede adgang til enhver form for videregående uddannelse i Danmark og således stillede dem så frit som muligt angående valg af opholdssted og beskæftigelse. Det synspunkt spillede også en rolle, at kun en lige uddannelse i det lange løb kunne blive basis for et grønlandsk samfund så vidt muligt ledet af kvalificerede grønlændere. Samtidig mente man at kunne fastholde fuld indlæring af modersmålet på alle klassetrin, dog således at forældrene skulle kunne vedtage, at børnene skulle starte med dansk for ikke straks fra 1. klasse at blive stillet over for to »fremmedsprog «. Grønlandsk ville på grund af sin overordentlig vanskelige ortografi og grammatik på mange måder virke som et fremmedsprog, mente mange. Den tidlige danskundervisning skulle også kunne lette børnenes tilegnelse af undervisningen mere generelt, da denne jo for mindst 2/3 af timernes vedkommende må foregå på dansk. Men stadig var der dog tale om en »adgang til det danske sprog« for grønlændere, hvis grønlandske »identitet « hverken kunne eller skulle anfægtes. En af Mogens Boserups meget væsentlige fortjenester i grønlandsdebatten er hans bestræbelse på at fastholde dilemmaet, at fastholde valgets nødvendighed. Det var jo hvad han i virkeligheden ønskede som økonomisk konsulent for G-60. Før nogen anden gjorde han det klart, at et mere grønlandsk Grønland også måtte betyde et Grønland, der ikke levede over evne i et uoverskueligt åremål fremover, et Grønland hvor der var loft over tilskudsmuligheden fra Danmark og loft over lønningerne, nemlig det loft som produktionens rentabilitet satte. I sprogdebatten har han åbenbart taget ad notam, at ingen viste vilje til at realisere en sådan særskilt grønlandsk økonomisk udvikling. Fuld ligestilling økonomisk, socialt og kulturelt, er blevet den faktiske politik takket være kombinationen af grønlandske krav og dansk forargelse over uligheden. Unge nationalisters forestilling om nu at gennemføre en nedsættelse af den grønlandske levestandard til et særligt grønlandsk niveau finder han næppe realistiske. Konsekvensen af et Grønland, der rent faktisk efterstræber europæiske levevilkår, også selv om det skal ske på trods af natur og sund fornuft, må blive et fuldt moderne samfund uden særlige grønlandske forbehold, og skal grønlænderne nogensinde få noget at sige i dette samfund, må de beherske dansk sprog og moderne tankegang på en sådan måde, at de ikke har den danske overbærenhed behov, den overbærenhed der også er en form for undertrykkelse og ydmygelse. Der må vælges. Det uforligelige lader sig desværre ikke forlige, heller ikke når det gælder Grønland. Det er baggrunden for Boserups indlæg i sprogdebatten. Dette krav om virkelighedstroskab har aldrig været popu lært hverken blandt danskere eller grønlændere. Men det skal dog noteres, at en af de yderst få der støttede Boserup, og som endda vovede at gøre dette offentligt, var den nuværende formand for Grønlands landsråd, skoleinspektør Lars Chemnitz, der flere gange helt på tværs af den almindelige stemning opfordrede sine landsmænd til med Boserup at se de fremtidige realiteter i øjnene og ikke drømme om en fortid, som var forbi (18). En af hovedhjørnestenene under den boserupske argumentation er påstanden om, at virkelig dobbeltsprogethed er en umulighed, når sprogene ligger så langt fra hinanden som dansk og grønlandsk. Dette er en påstand. Ingen har gjort sig den umage gennem pædagogisk forskning at undersøge hvad der taler for og hvad der taler imod påstandens rigtighed. Som både Jesper Florander og grønlænderen Jørgen Pjettursson gjorde opmærksom på under skolelovsdebatten (19) er det den beklagelige sandhed, at der aldrig er gjort noget ud af hverken forskning, forsøgsundervisning eller specielt undervisningsmateriale, når det gælder den helt særlige grønlandske skolesituation. Dette skal man måske ikke bebrejde de grønlandske skolemyndigheder, der har været så hårdt presset af hverdagens undervisningskrav og skoleudbygningen i det hele taget, at der ikke er blevet overskud til en pædagogisk nyorientering. Snarere må man undre sig over, at der ikke er danske pædagoger og fagfolk, der har set udfordringen og på egne hånd taget opgaven op. Her ser man måske en af de uheldige virkninger af alle grønlandsproblemers isolation i et særligt grønlandsministerium, ligesom de grønlandske udviklingsproblemers afsondrethed fra den generelle u-landsproblematik kan have bevirket, at de rette folk ikke har fået øje på opgaven i rette tid. Så længe påstand må stå mod påstand uden nærmere dokumentation er det derfor kun rimeligt, at uvidenheden kan blive udgangspunkt for nøjagtig den modsatte slutning, nemlig at man må anse dobbeltsprogethed for en mulighed så længe det modsatte ikke er bevist. Det er hvad der sker i Mads Lidegaards artikel »Sprog og kultur i Grønland«, som kom i novembernummeret 1970 af tidsskriftet Grønland, og som er det hidtil eneste argumenterede indlæg mod Boserups synspunkter i sprogdebatten. I sin bog »Det gælder Grønland« fra 1968 havde Lidegaard fremsat synspunkter på sprogproblemet, der ikke lå så forfærdelig langt fra Boserups. Der vil, mener han, være en tendens til at skifte til det sprog, som tales af den socialt dominerende gruppe. Skal grønlandsk bevares, må grønlænderne paradoksalt nok først blive så danske, at de kan blive ledende i deres eget samfund. Derefter kan det gamle modersmål måske igen komme til hæder og ære. »Et sprog kan næppe bevares i kraft af lidt flere timer i skolen, hvis ikke dets bærere selv ønsker at bevare det, og det synes i dag oplagt, at de grønlandske forældres sociale ambitioner på børnenes vegne er væsentlig stærkere end deres nationale fornemmelser på modersmålets vegne« (20). Så vidt Lidegaard i 1967-68. To år senere argumenterer han den modsatte vej. !øvrigt gør han selv opmærksom på, at der er tale om en ændret vurdering. Det nye hos Lidegaard er de overvejelser om hvad der kan forvandle økonomisk vækst til folkelig udvikling, som igen var en frugt af en voksende beskæftigelse med den generelle udviklingsproblematik (21). Han ser nu klarere end før, at det afgørende ikke er alt det vi i en dansk-europæisk sammenhæng lægger vægt på såsom færdigheder, viden, effektivitet, lyst til vinding og succes. Nej, det afgørende er folkets vilje »det stærke og altbesejrende ønske .. . som alene driver værket og udretter det utrolige «. Denne folkevilje, ja man fristes til at sige folkeånd selv om Lidegaard ikke direkte benytter dette udtryk, kan kun skabes indefra i folket selv og af folket selv. »Det er så sandt i dag, som da det først blev sagt af Grundtvig: »Modersmål er vort hjertesprog, kun løs er al fremmed tale. Det alene i mund og bog kan vække et folk af dvale.« Og når opgaven nu først og fremmest er at vække folket af dvale, og når det må betvivles, at dette kan ske ved de hidtidige rationelle mid ler, så er der kun een vej af hvilken man kan nå ned til »selve grundlaget for livsholdningen«. Og det er gennem dette ene sprog: grønlandsk. Det er, mener Lidegaard, meget muligt, at Boserup har ret i, at den globale udvikling frem mod store enheder vil gøre små sprog som dansk og grønlandsk anakronistiske, »men det vil være yderst uansvarligt at befordre denne forsvinden bevidst på et tidspunkt, da dette sprog (grønlandsk) måske står over for sin vigtigste historiske funktion overhovedet,« og derfor ser han ingen anden udvej end at man må gøre enhver tænkelig anstrengelse »for at skaffe nye og mange grønlandske lærere forsynet med en uddannelse og anbragt i et skolesystem, som begge passer til det grønlandske samfund og dets behov« (22). Set i forhold til den grønlandske skoledirektions oplysninger om, at man selv under forudsætning af maximal tilgang til den grønlandske læreruddannelse må forvente en stigende procent af danske lærere i den grønlandske skole helt frem til midt i firserne (23), kunne man jo nok stille krav om et mere præcist svar på, hvordan dette i praksis skal lade sig gøre. Der er vist ingen, der for alvor tror på, at forslaget om uddannelse af en særlig gruppe af skoleassistenter til afhjælpning af den katastrofale mangel på grønlandsksprogede lærere er den rette løsning (24). Hovedspørgsmålet til Lidegaard er dog, hvor sikker man kan være på, at hans kursændring i sprogspørgsmålet nu også afspejler en ægte grønlandsk nødvendighed. Det er jo bemærkelsesværdigt, at en så erfaren dansk iagttager i 1968 kan udsende en bog, hvor han betvivler de grønlandske forældres interesse i at prioritere modersmålet højere end de sociale ambitioner på børnenes vegne, for derefter i 1970 at hævde, at dette samme modersmål står over for sin måske vigtigste historiske funktion overhovedet. Der kan næppe være tvivl om, at årsagen til den ændrede vurdering skal søges i forhold (ny opfattelse af vækst contra udvikling, ny opmærksomhed over for identitetsproblemer i kølvandet på ungdomsoprør m.v.) der ikke direkte kan udledes af den grønlandske situation. Det skal ikke lægges Lidegaard til last, men det er et godt eksempel på den usikkerhed og den uvidenhed om faktiske grønlandske behov, som er den væsentlige årsag til, at så megen grønlandsdebat minder om flagermuseflugt. Skulle man trænge til yderligere dokumentation er det lærerigt at erindre sig, hvordan en kreds af den højeste sagkundskab (lærere, videnskabsmænd, administratorer m.v.) på ministeriets sprogsymposium i efteråret 1969, efter langvarige drøftelser, nåede til den konklusion, at det måtte være altafgørende for de grønlandske børn, at de to første skoleår blev benyttet til en befæstelse og udvidelse af begreber og omverdensforståelse på grønlandsk, hvorefter man på et senere tidspunkt kunne gå i gang med danskindlæringen. Det var kun godt to år efter at folketinget, efter en af de mest grundige lovbehandlinger, der nogensinde er gennemført angående grønlandske anliggender, havde vedtaget en skolelov, der anbefalede nøjagtig det modsatte! (25). Det var den almindelige stemning over for minoritets- og sprogproblemer, der svingede i disse år i Danmark. Hvad almindelige grønlandske forældre tænker om sagen, melder historien stadig intet om. Sprogspørgsmålet har gennem alle år siden nyordningen været et nøgleproblem. I holdningen til dette spørgsmål afgøres holdningen til hele det grønlandske samfunds fremtid. Sprogspørgsmålet og alt hvad det trækker med sig af overvejelser om skolepolitik, læreruddannelse, faglig uddannelse, arbejdspladsproblemer etc. er både det enkleste og det mest fortvivlet indviklede af alle grønlandske problemer. Enkelt fordi det skal løses og vil blive løst, om ikke af andet så af den kaotiske udvikling selv. Indviklet fordi vi danske ikke på nogen måde ønsker at løse det. Det må om noget være en grønlandsk bestemmelse. Og alligevel kan vi slet ikke undgå at pådrage os ansvar for dets løsning på alle de mange områder, hvor problemet dagligt melder sig. Men det er ikke så mærkeligt, at det først er nu på dette sene tidspunkt både vi og grønlænderne bliver os dette dilemma bevidst. Så længe problemet blot var at skaffe en grønlandsk elite, stor eller lille, adgang til det danske sprog kunne der ikke opstå de store sjælekvaler, hverken for den elite, der gerne ville identificere sig med danskerne, eller for de danskere, der da heller end gerne ville være hjælpsomme og gæstfri på deres sprogs vegne. For den store majoritet af grønlændere var spørgsmålet i hverdagen uden praktiske konsekvenser. Dilemmaet opstår først i det øjeblik man skal til at se i øjnene, at adgang til det danske sprog måske betyder at man må tage afsked med det grønlandske. Så bliver grønlandsk et nationalt symbol for den lille gruppe af uddannede eller unge under uddannelse, der stærkest føler at alle overleverede værdier allerede er taget fra dem. Samtidig bliver det måske et afmagtssymbol for dem der på grund af manglende danskkundskaber hver dag oplever nederlag i det praktiske liv som handlende, håndværkere, kontorfolk etc. Hvad er løsningen? Det var Mogens Boserups fortjeneste endelig at få dette spørgsmål halet frem i dagens klare lys. Men gav han også svaret, da han erklærede, at grønlandsk på længere sigt ville være uden chance over for moderniseringens hensynsløse krav? Vi ved det ikke, men vi er nødt til at handle som om vi vidste det. 3. Det gamle og det helt nye samfund Den nye uro omkring de grønlandske problemer, der er trådt så stærkt frem ved indgangen til halvfjerdserne, er tydeligt af en anden natur end foruroligelsen for ti år siden. Den synes at udspringe af en særlig holdning til, en bestemt opfattelse af forholdet mellem det primitive og det avancerede samfund, som synes at komme frem til overfladen af europæisk bevidsthed i de perioder, hvor vor egen historie er dybt betvivlet (26). Denne holdning vil vi i det følgende prøve at analysere lidt nærmere ved beskæftigelse med to væsentlige grønlandspolitiske forfatterskaber fra de allerseneste år. Hvordan kan det være, at »vort vestlige samfund, der officielt gerne vil gå for at være tolerant og velvilligt indstillet over for andre, til trods for de mange gode forsætter, der bringes til udtryk, alligevel troligt fortsætter ad en vej, der er kendetegnet af mangel på forståelse, mangel på respekt, og af nedbrydelse og tilintetgørelse af de små nationers kulturer«. Hvordan kan det være, at danskerne, der er »et folk af høj kultur, et europæisk folk der er lidet betydningsfuldt i talmæssig henseende, men som er fremragende i henseende til sine demokratiske idealer, sin omsorg for samfundets trivsel, sine sociale præstationer, sin hensyntagen til menneskelige værdier, og som ærligt og samvittighedsfuldt gør sig sine tanker om sit oversøiske civilisatoriske værk« ( ... ) alligevel »har været ude af stand til at opretholde hvad der var af beundringsværdigt i traditionerne, og heller ikke har kunnet etablere en intim forbindelse mellem disse værdier og den nødvendige tekniske udvikling«. Er det en uafvendelig historisk udvikling, at frie og stolte mennesker i en primitiv kultur skal forvandles til kedsommelige mappemænd i jakketøj og slips? Skal civilisationen nødvendigvis have »småborgere som sine agenter og vækkeure som sine instrumenter«? Således spørger Robert Gessain, direktør for det franske Musee de l'Homme, i sin nyligt udkomne bog: »Ammassalik - den påtvungne civilisation« (27). Bogen er en rejserapport efter et års ophold (1966) i det østgrønlandske distrikt, et ophold der samtidig for Gessain betød et første gensyn med de mennesker, hvis samfund i 1934-36 havde været hans etnografiske arbejdsmark og som havde givet ham oplevelser, der efter hans egne ord havde været afgørende for hele hans liv. Den franske originaltitel er: »Ammassalik ou la civilisation obligatoire«. Grønlænderen Finn Lynge gjorde i sin anmeldelse til Grønlandsposten opmærksom på, at »civilisation obligatoire « ikke nødvendigvis er det samme som »den påtvungne civilisation« (28). Det franske udtryk kan også oversættes ved: »den af omstændighederne nødvendiggjorte civilisation «, og modsætningen mellem disse to former for oversættellse er nøjagtig hvad der skaber spændingen i bogen. På den ene side er Gessains dagbogsnotater præget af det kritiske bymenneskes forfærdelse over bycivilisationen, som den tager sig ud i grønlandsk miniature, på den anden side indser han, at der ikke er nogen vej tilbage og at moderniseringen i hvert fald ikke er et udtryk for nogen ond vilje fra dansk side. Denne spænding forsvinder i den danske titel, hvor der med udtrykket »påtvungne« kun tales til skyldfølelsen. Den vestlige kultur er den første der kan siges at være udbredt over den ganske verden, dens hegemoni kan ikke anfægtes. Engang må man, mener Gessain, forsøge at gøre op, hvad »denne expansion i uvidenhed og uansvarlighed har ødelagt af menneskelige værdier« og netop et så ubetydelig og isoleret sted som Ammassalik-distriktet er velegnet til dette opgør. Her er der kun et skridt tilbage til en kultur og tilværelsesform, der lå helt uden for den europæiske dominans og her træder det moderne samfunds åndløse banalitet så tydeligt frem som nogetsteds. Her findes intet af det raffinement, den spænding, det kulturelle glimmer, der i de vestlige bycivilisationer er med til at opretholde en illusion om tilværelsens udholdelighed under moderne vilkår. Der findes alt det skrækindjagende ved nutidens byliv, og næsten intet af det forsonende. Ammassalik bliver altså en fortrinlig eksemplifikation af den påstand, at det ikke er inde i metropolernes midte, men tværtimod ude i periferien, der hvor den naive bybo venter at finde de sidste rester af gode gamle dage, at den moderne kulturs sygdomme trykker hårdest. I den eskimoiske kultur, der ligger blot en eller to generationer tilbage i tiden, ser Gessain adfærdsnormer og holdninger, som på enhver måde udgør en modsætning til den moderne europæiske civilisation. Hvor europæerne har skabt tryghed, nemlig materielt, måtte eskimoerne leve i den yderste udsathed fra dag til dag. Hvor europæerne har skabt utryghed og forvirring, nemlig i alt hvad der angår de sociale relationer, det enkelte menneskes plads i helheden, de moralske forestillinger etc. var eskimoerne trygge, glade og sikre. Den gamle eskimoiske boplads udgjorde ifølge Gessain et demokratisk kollektiv, hvor frihed og nødvendighed opgik i en højere enhed. Enhver kendte sin plads og respekterede det lille samfunds uskrevne love, men enhver havde samtidig frihed til den størst tænkelige individuelle udfoldelse. Alt foregik i harmoni. Der var ingen konflikter mellem forældre og børn, mellem ældre og yngre, mellem mand og kvinde. Enhver formaliseret opdragelse var unødvendig, der fandtes ingen hæmmende tabuer omkring f. ex. det sexuelle, alle de af traditionerne foreskrevne adfærdsformer havde deres gode rationelle begrundelse i hensynet til samfundets overlevelsesevne. Hele det lille samfund udgjorde et fuldendt team, der uden nogen form for dirigeren og ordregivning kunne udføre alle de opgaver som var nødvendige for livets opretholdelse. Bemærkelsesværdigt er det, hvorledes det der nok i de fleste europæiske sammenhænge ville blive skildret som udslag af underudvikling eller skadelig overtro, her hyldes som tegn på det primitive samfunds fuldendte balance og hensigtsmæssighed. Det faste kønsrollemønster er kvindens største hæder; netop i kraft af alle de funktioner hun - og hun alene - skal varetage, får hun værdighed og betydning, og bliver på enhver måde mandens ligestillede. Boligforhold og hygiejne, der i en anden sammenhæng ville blive skildret som oprørende, sygdomsfremkaldende m.v., er hos Gessain tegn på den menneskelige varme og umiddelbarhed, som europæerne har mistet. Det er således værd at notere sig, hvorledes Gessain beklager tabet af den gamle fælles soveplads og fantaserer om, hvorledes det ville have været, hvis japanerne havde koloniseret landet og ikke danskerne. Så kunne eskimoerne i det mindste have undgået stolene! Man kan notere sig dette, og så samtidig tænke på, hvordan netop en modernisering af boligformer og indbo omkring 1950 blev gjort til et kardinalpunkt for at komme fri af tuberkulosens hærgen. Selv det grusomste: enken der kaster først sine børn og derefter sig selv i havet, fordi det eskimoiske samfund ikke kendte til megen barmhjertighed med dem, der ikke kunne forsørge sig selv og måtte ligge andre til byrde, bliver hos Gessain udtryk for en etisk model, en streng men smuk livsorden. Religionen skildres af den europæiske agnostiker med misundelse som »den sidste eskimoiske gestus, de sidste vidnesbyrd om dette ganske specielle forhold til naturen, denne religiøsitet, denne måde at føle sig forbundet med de kosmiske kræfter, fuldstændig integreret på sit sted og i sin rolle med hensyn til verdens rytmiske kredsløb, denne følelse der sublimerede den evige usikkerhed i udslag af glæde, taknemlighed, munterhed, latter og overvældende gæstfrihed«, alt sammen noget som kristne præster og missionærer har betragtet med stupid bedreviden og ufølsomhed. Endog døden er smuk, den hører med til livet. »Havet som skænker Ammassalik- folket alt godt, tager venligt imod dem i døden. Det er den korteste vej til det behageligste liv i det hinsides«. Set i forhold til en sådan fortid bliver nutiden som et stort syndekatalog over følgerne af den europæiske expansions uvidenhed og uansvarlighed. Tryghed og sikkerhed kan den moderne civilisation med dens sygehuse, socialkontorer og tjenestemandsstillinger nok skabe, men prisen er en verden af »brave bogholdere, der møder til tiden og ikke mere hører kaldet fra den sanselige verden, den kraftige stemme der opfordrede de frie mennesker, deres forfædre, til at tage del i verdensaltets rytme «. Den moderne grønlænder har mistet livsglæden, hans lykke har tabt sin intensitet, den behagelige sikkerhed er blevet betalt med en sænkning af glædestærskelen. »Sikkerheden har dræbt den store hedenske latter, nutildags finder man kun små middelmådige fornøjelser, ikke mere kritsia (kødrusen) , kun øl.« Så er der da, når Gessain betragter de mennesker, som han i sin ungdom tabte sit hjerte til, foruden de mennesker der er så gamle at de må opfattes som levn fra fortiden, kun to typer tilbage: først den pæne stræbsomme, velsoignerede unge bedsteborger, der opfører sig til sine danske overordnedes tilfredshed, og som derfor nok skal nå langt her i livet. Han er bare uendelig kedsommelig, ren kopi, enhver gnist af selvstændighed og originalitet er borte. Og dernæst den fulde kvinde, der tumler ind i stuen sent på aftenen og får lov at sove rusen ud indtil næste morgen. Hun kan ikke få plads til sin varme og spontaneitet i den nye pæne søndag-eftermiddag- kultur og må drikke sig glemsel og frihed til. Eller skal man håbe, at »det nystrøgne tøj og velfriserede hår, der præger skønhederne hos GTO er et lykkeligt udslag af social sundhed?« Udgør disse pigebørn »fortroppen på vejen til et nyt samfund, der har genfundet en værdiskala?« Den hollandske kolonihistoriker Henri Baudet hævder i sit essay om europæiske billeder af det ikke-europæiske menneske (29), at europæiske etnografers beskrivelse af de primitive samfunds Utopia rummer påfaldende dobbelthed. Snart munder beskrivelsen ud i et beklagende »no longer« (ikke længere), snart i et trodsigt »not yet« (ikke endnu). Snart farves beskrivelsen af en længsel efter den ægte og oprindelige fortid, som man dog godt ved er gået tabt lige så uigenkaldeligt som barndommen er gået tabt for det voksne menneske. Snart er det billede der danner sig af det primitive samfunds institutioner og mennesker en kraftigt virkende stimulans for kravet om en revolutionær forandring af den europæiske kulturs elendighed. Disse to elementer, der så tydeligt peger i hver sin retning, kan udmærket ligge tæt op ad hinanden i det samme menneske eller bringe mennesker på linje, som ellers i mange henseender er hinandens afgjorte modstandere. I begge tilfælde bliver det primitive samfund symbol for en tabt dimension, et tab som tidligere blev tolket religiøst gennem syndefaldsmyten, men som nu forståes rent dennesidigt. Det fungerer enten som et led i opgøret med det bestående eller som udgangspunkt for en fatalistisk og pessimistisk europæisk kulturbetragtning. Skal vi bringe denne distinktion til anvendelse på grønlandsdebatten, er der basis for at hævde at Gessains værk om ammassalimiut, Ammassalik-beboerne, mest hører hjemme i den sidstnævnte kategori. Den anden forsker, der på det seneste har skrevet et væsentligt indlæg i debatten, eskimologen Bent Jensen, hører tydeligt nok hjemme på den modsatte side (30). Bent Jensens baggrund er den samme etnografiske tradition, der kommer til udtryk hos Gessain, og som har været så afgørende for dansk opfattelse af det eskimoiske samfund. Men han har ved flere lejligheder pointeret, at han tager afstand fra den gamle etnografiske skole, der opfatter dette at tegne et billede af det primitive samfund som en relevant videnskabelig værdi i sig selv. Kultur har for ham med forandring, med bevægelse, med svar på udfordringer at gøre, og nok kan det være nyttigt at kende de karakteristiske træk ved den gamle eskimokultur, men det afgørende er ikke fortiden i sig selv, men kun fortiden for så vidt som den er udgangspunktet for den fremtid, der er ved at fødes. Hans væsentligste erfaringsmateriale stammer fra et lille udsted, Ikerasak', i Umanak-distriktet i den nordlige del af Vestgrønland. Hvorfor søger han, der er mere interesseret i den besværlige nutid og dens forandringsprocesser end i den glorværdige fortid, alligevel ud mod periferien af det moderne Grønland, hvor det dominerende erhverv stadig er den gamle jæger- og fangerkultur? Det spørgsmål kan der sikkert gives flere svar på, men efter Bent Jensens egen opfattelse er et sådant udsted det bedste sted for studiet af mødet mellem den eskimoiske kultur i dens sociale grundform, lilleputsamfundet, og den moderne industricivilisation. Den grønlandske kulturarv, som vi officielt så gerne har villet bevare, er ifølge Bent Jensen ikke nationaldragter, tupilakker, kajakmodeller eller optagelser af trommesange. Sligt er kun museumsfænomener, som uundgåelig vil bukke under for nytiden. Den grønlandske kulturarv ligger i »den mellemmenneskelige samlivsmetode, den findyrkelse af de sociale relationer« der på een gang var en nødvendighed og en social filosofi for de små samfund, der skulle klare en naturudfordring, som de fleste andre ville lide nederlag overfor. Denne findyrkelse af de sociale relationer er det kun muligt at studere og forstå i en samfundsenhed så lille og overskuelig som et udsted med kun godt hundrede beboere. Denne særlige grønlandske samfundskultur finder ifølge Bent Jensen for det første sit udtryk i den udprægede gensidighed og hjælpsomhed, der var indbygget i hele jægertilværelsens sociale anatomi. »Hovedingredienserne i det økonomiske system var ikke hensynet til at maximere profit, men snarere - ved hjælp af gensidige udvekslinger af gaver og materiel støtte i behovssituationer - til stadighed at skabe, understrege og bekræfte en række nære personlige relationer mellem samfundets medlemmer« (31) . Det andet grundelement lå i et familiesystem, hvor der var tæt forbindelse fra det mindste barn til det ældste medlem af klanen. Børnene var morgendagens storfangere eller de uundværlige koner uden hvilke selv den bedste fanger var hjælpeløs, og de gamle var en kilde af uvurderlig betydning for viden om vejr og vind, fangstmetoder, dyrenes vaner etc. Denne eskimoiske familie var på samme tid en strengt monogam kernefamilie og et flexibelt storfamiliesystem, der til enhver tid kunne åbne sine faste biologiske grænser, når samfundshensyn gjorde det nødvendigt. Det tredje karakteristiske udtryk for eskimosamfundets sociale filosofi finder Bent Jensen i det uformelle og tidsbegrænsede politiske lederskab. Der fandtes ingen formel repræsentativ politisk ledelse endsige da et arveligt magtsystem, men de dygtigste fangere og de klogeste af de gamle trådte ind i lederrollen, når der var brug for det. Det var altså ikke en slags anarkisme uden ledelse overhovedet, sådan som visse europæiske iagttagere har ment. Ledere havde også de eskimoiske småsamfund brug for, men deres autoritet var den naturlige, der følger af viden og dygtighed, og hvis lederne blev magtstræbere, vidste man at skaffe sig af med dem. »Lederskab kunne være godt, men i små mængder. Det var holdningen.« En magtstræber blev stødt ud af fællesskabet og endte undertiden som en ensom omstrejfer, »tyran uden noget tyranni, samfunds±orstyrrer uden noget samfund«. (32) Den fjerde faktor var endelig det eskimoiske samfunds juridiske system. »Det gik som en rød tråd gennem den eskimoiske retsopfattelse, at der frem for alt skulle tilvejebringes ro og fred i bopladsen.« Det var selvfølgelig godt, om dette kunne forbindes med retfærdighed i vor betydning af ordet, men freden havde førsteprioritet, og for at sikre den kunne man både betjene sig af besindige folks mægling og af en overvældende festivitas som midler til at udjævne animositet mellem bopladsfæller. Der fandtes intet formaliseret retssystem, de fleste konflikter kunne tages i opløbet, men skulle det endelig være, var den offentlige mening og den frygtede latter et effektivt sanktionssystem. Alt i alt skabtes der i det eskimoiske samfund en balance mellem kollektiv nødvendighed og personlig frihed, som gav samfundet den styrke og sejhed, det nødvendigvis måtte have, hvis det skulle kunne holde til de belastninger som den usikre jægerlykke og den hårde natur uundgåeligt måtte udsætte det for. De samme træk fremhæves hos Robert Gessain, og de genfindes iøvrigt i de fleste beskrivelser af den eskimoiske samfundsform langt tilbage i tiden (33). Dette kan skyldes, at der findes et nogenlunde fast mønster for den europæiske fascination af eskimolivet, der jo foruden at være anderledes også har den kvalitet, at det eksisterer næsten på trods af, hvad en europæer må anse for minimale vilkår for et samfunds opretholdelse. Sligt må uundgåeligt kalde på beundringen. Det kan også skyldes, at de eskimoiske samfund er nogle af de sidste og bedst studerede jægerkulturer overhovedet, og at fællestræk ved en så usædvanlig foreteelse falder mere i øjnene end de variationer og forskelle, der muligvis ville gøre billedet langt mere nuanceret, hvis det skulle tegnes af eskimoer selv frem for af fremmede iagttagere. Der er utvivlsomt forskel på hvad en københavnsk akademiker lægger mærke til i en vestjysk landsby, og hvordan denne landsbys beboere opfatter deres eget lilleputsamfund. Endelig kunne det jo tænkes, at forskerens billede faktisk har en hel del med virkeligheden at gøre, også som den opleves af de mennesker, der skal leve deres hverdag i den. Men så er det vel tænkeligt at der slet ikke er tale om en særlig kvalitet ved de gamle grønlændere, men at sådanne ting som stor gensidig hjælpsomhed, på samme tid faste og flexible samlivsformer, findyrkelse af sociale relationer, uvilje mod formaliseret opdragelse og lederskab, ringe kriminalitet og den offentlige menings store præventive virkning, at alt dette under den ene eller anden form vil være karakteristisk for et hvilket som helst lilleputsamfund overalt på kloden. Og dette er netop Bent Jensens hovedtese. Det afgørende for ham er ikke det eskimoiske i sig selv, men hvad han kalder »en universel, elementær social adfærd«, altså at »eskimosamfundets mellemmenneskelige livsform dybest set, både i helhed og detaljer, blot er lokale variationer over menneskelivets fundamentale grundtema: at mennesket har det bedst i et nært samvirke og et dybt interessefællesskab med andre« (34). Dette grundtema er i de grønlandske samfund trods al indflydelse fra en 200-årig europæisk kolonitid fastholdt lige frem til de år efter anden verdenskrig, da den tekniske og økonomiske revolution væltede ind over landet, mener Bent Jensen. Det helt naturlige spørgsmål bliver da hvordan denne grønlændernes egen sociale kultur indgik i reformplanlægningen? Svaret er let: »Grønlændernes samfundskultur indgik ikke i den planlægning. At den ikke gjorde det er for så vidt et ganske kontant udtryk for, hvor virkelighedsfjernt og upraktisk man går til værks« (35). Det er virkelighedsfjernt og naivt at henlede opmærksomheden på de afgørende faktorer i det grønlandske samfundsliv før reformerne satte ind. Sådan har planlæggere og administrator ifølge Bent Jensen altid affærdiget etnografer og eskimologer. Men den virkelige romantik er at forestille sig, at man kan få et moderne samfund, en ny industricivilisation, til at fungere og leve uden at tage hensyn til disse overleverede mønstre sådan som administratorerne har gjort. Vi stod med et samfund, der gennem årtusinder havde været »en kultursucces«. Vi stod over for en fremstrakt hånd fra menneskehedens ældste og mest gennemprøvede samfundseksperiment, jægerkulturen, og denne hånd sansede vi ikke at gribe, ja vi gjorde ikke engang noget forsøg derpå, men påførte tankeløst og dumstolt grønlænderne en samfundsform, der også hos os er så ny og uprøvet, at der hele tiden sker »samfundskulturelle kortslutninger« under forsøget på at tilpasse mennesket til den urbaniserede industricivilisation, som det hverken biologisk eller psykologisk er indrettet på. Vi stod over for et samfund præget af »gensidig hjælp, fredeligt samliv og stærk samhørighed«. Men gennem vor velfærds- og rentabilitetsbegrundede koncentrationspolitik slog vi uden videre dette værdifulde småsamfundsmiljø i stykker og gav i stedet grønlænderne »et diffust upersonligt og uoverskueligt fremmedmiljø«, hvor et på privatkapitalistiske principper opbygget næringsliv satte dybe skel mellem enkeltpersoner og grupper. Det uundgåelige resultat blev »en fremadskridende social fremmedgørelse, en langsom destruktion af den solidaritetsholdning, der før muliggjorde livet og gav det mening«. Vi kunne have lagt grundstenen til et samfund af en helt ny karakter, men vi havde ikke fantasi og indføling til at lave andet end en kedsommelig kopi af vort eget. Selv om vi nok officielt har givet grønlænderne beslutningsmuligheden angående deres fremtid, så er beslutningsduelighed noget ganske andet. Den opstår først, når et folk får oplysning nok til at kunne træffe et kvalificeret valg mellem mulige alternativer. Denne oplysning har det store grønlandske befolkningsflertal aldrig fået tilbud om, mener Bent Jensen. Den hovedansvarlige for dette fatale fejlgreb, der nu truer hele udviklingsprocessen med sammenbrud, er ifølge Bent Jensen administration. Politikerne kan man knap nok bebrejde. De har aldrig haft tilstrækkelig sagkundskab til at kunne sætte deres vilje igennem over for nogle embedsmænd, der takket være den særlige grønlandske situation har et solidt greb om samtlige planlægnings- og beslutningsprocesser både i Grønland og hernede. »Enøjede og strømlinede kopister«, »snævert orienterede jurister«, der er uden uddannelsesmæssig baggrund for den opgave at være »følsomme brobyggere« mellem to kulturer, bureaukratiske apparatsjikker præget af den danske centraladministrations normer og som gemmer sig bag formalia, instrukser og procedureregler, er blevet sat ind på at løse nogle af de mest egenartede udviklingsproblemer, der kan tænkes. Resultatet er blevet derefter. Det har, stadig ifølge Bent Jensen, ikke gjort sagen bedre, at disse administratorer er blevet rådgivet af økonomer, hvis lærebøger slet ikke rummer opskrifter på arktiske u-landsproblemer og som iøvrigt tilsyneladende er uvidende om den »antropologiske økonomi«, der ellers drøftes ivrigt uden for landets grænser (36) . Men Bent Jensen er ikke skeptiker. Et slag er tabt, men der er tid at vinde et nyt. Dels er »den tid forbi, da vesterlandenes samfundskulturelle expansion ... raskvæk kunne nedvurdere og nedtromle fremmede livsformer. I dag sætter vesterlændingene selv spørgsmål ved rimeligheden i deres egen samfundskultur« (37). Dels er der al rimelig grund til at tro, at de gamle grønlandske holdninger stadig foreligger intakt under det tynde lag af europæisk fernis, som nyudviklingen har strøget på. Derfor tror Bent Jensen på, at grønlænderne er parat til at indstille sig på en levestandard, der svarer til landets produktive formåen, og at de har bevaret forudsætningerne for at virkeliggøre en helt anden samfundsmodel end den privatkapitalistiske (38). Man må derfor, mener Bent Jensen, prøve at komme i gang med at løse det problem, hvordan man rent praktisk »inden for moderniserede samfundsrammer kan iværksætte sådanne fællesskabsbefordrende strukturændringer, der på een gang skaber frugtbare vækstbetingelser for den enkeltes personlighed og et fælles, ivrigt, samfundsomfattende engagement om indretningen af det nye Grønland« (39) . Dette kan efter hans opfattelse bedst virkeliggøres gennem et kooperations-samfund, hvor de politiske beslutninger decentraliseres radikalt, hvor enhver form for næringsliv så vidt muligt drives på andelsbasis, og hvor såvel investeringer som arbejdsopgaver tilpasses de grønlandske forudsætninger og gennemføres med størst mulig anvendelse af grønlandsk arbejdskraft. I alle former for social forsorg, sundhedsvæsen, omsorg for ældre m.v. må man søge at bygge på gammel grønlandsk solidaritet i stedet for at importere danske normer og dansk standard. Den danske arbejdskraft, der endnu en tid vil være nødvendig, må så vidt muligt modtage en grundig oplæring i den grønlandske samfundskulturs historie, og navnlig må der gøres en indsats for sprogindlæring blandt danske lærere. Hvis der er politisk vilje til en så radikal kursændring, som disse forslag lægger op til, og hvis man kan fjerne nogle af de embedsmænd, som ikke kan indstille sig på en ny tids nye udfordringer, kan der, ifølge Bent Jensen, »fremstå et helt nyt og frugtbart perspektiv for ... en virkelig vekselvirkning imellem de to folk, de to kulturer. Der kan blive tale om en ganske enestående mellemfolkelig befrugtningsproces - socialt, idemæssigt, kulturelt« (40) . Fra at være en mislykket kopi af det kapitalistiske konkurrencesamfund, som var bygget ind i den danske reformmodel, skulle Grønland kunne blive et af verdens første gennemførte eksperimenter med en kooperativ samfundsordning svarende til »det kooperative holdningsmønster, der var grønlændernes eget sociale livsgrundlag « (41). Krise uden alternativ - introduktion og indholdsoversigt Forrige kapitel V Grønland, vort eget u-land Næste kapitel: VII Krise uden alternativ