Krise uden alternativ: VII Krise uden alternativ

Vi kommer kun ud af dette formynderi ved at sige, at den opgave vi tog på os i 1950 nu er løst. Vi lovede at indhente årtiers udviklingsefterslæb ved en stor og gennemtænkt indsats. Vi har indfriet vort løfte. Et spørgsmål står ubesvaret tilbage: er der fisk i havet til den moderne industri, som efter planerne skulle bære det hele? Vi kan ikke besvare dette spørgsmål i dag, men de bange anelser truer mere og mere med at tage overhånd over den optimisme, som bør komme ethvert forsøg til gode

Søndag d. 27. december 2020
Niels Højlund
Emnekreds: Grønlands historie, Rigsfællesskab og selvstyre.

1. En replik Når man forsøger at skaffe sig et overblik over den danske grønlandsdebat i efterkrigsårene bliver man i første omgang slået af den forvirring, de mange modstridende forestillinger, den megen flakken hid og did, der præger den. Snart er det mere privatisering, der råbes på, snart øget statsindsats. Snart kræves det, at al disponibel dansk sagkundskab sættes ind på at løse problemerne, og snart gælder det om at overlade så meget som muligt til grønlænderne selv. Så er det produktion, der gøres til alfa og omega, og så folkeoplysning og uddannelse. Snart drømmer man om torskerigdomme, snart om mineralerne i fjeldene. Grønland er mulighedernes land eller det er et land hvor vi næsten på trods af enhver rimelighed vil opbygge en moderne civilisation. Nu gennemfører vi verdens mest avancerede kriminallov eller den bedste og smidigste socialforsorg, som noget land endnu har kendt til, og næsten samtidig taler alle om, at vi da endelig ikke må påtvinge grønlænderne et kulturmønster, som ikke har rod i deres egne forudsætninger. Hele tiden har vi været parat med nye gode ideer, når nogen kom og sagde, at de gamle ikke slog til. Det eneste, der aldrig har manglet angående Grønland, er et nyt alternativ. Men samtidig kan man med megen ret hævde, at der egentlig kun har været to store, dominerende temaer i grønlandsdebatten siden nyordningen satte ind. Det ene er den konsekvente forlængelse af den oprindelige forestilling om en harmonisk udvikling, der skulle bringe grønlænderne fra det primitive stade de befandt sig på, op på det niveau, vi andre havde nået. Det andet er forestillingen om i Grønland at kunne virkeliggøre det nye samfund, som må være en mulighed netop fordi man her er startet på bar mark uden den europæiske samfundsudviklings tyngende traditioner som bremseklodser på den fremskridtsvenlige reformiver. Enhver administration må nødvendigvis bygge på en forestilling om at det er muligt at gennemføre en udvikling frem mod et mål, der er fastlagt gennem en fri politisk beslutning, men under fuld respekt over for de til enhver tid givne omstændigheder. Embedsmænd og administratorer kan være med til at forkaste gyldigheden af gårdsdagens beslutninger, sådan som det var tilfældet i det store opgør mellem klassikere og modernister inden for Grønlands styrelse lige efter krigen. Men da modernisterne havde sejret gennem Hedtofts nedsættelse af Den store Grønlandskommission etablerede de med imponerende hast et nyt bundet udgangspunkt. De forkastede radikalt kolonitidens ærværdige traditioner, men var samtidig uden tøven, når det gjaldt opbygningen af det fundament, som de ønskede at bygge deres egen nye politik på. Og hvor meget grønlandsdebatten end sidenhen har svinget frem og tilbage mellem sine to yderpunkter: et dansk Grønland eller et grønlandsk Grønland, så har administrationen fulgt den oprindeligt udstukne kurs. 1950-betænkningen fastlagde retningslinjerne frem til sidste halvdel af halvtredserne. Beslutningerne i anlægsudvalget samt industriplanen fra 1959 skabte helhed og orden i udviklingsprocesserne frem til midten af tresserne, hvorefter IO-årsplanen i G-60 betænkningen sørgede for kontinuitet og konsekvens frem til 1975. Med perspektivplanen fra 1970 er linjerne forlænget helt frem til 1985. Dermed være ikke sagt, at vi i grønlandsadministrationen står over for et specielt afskrækkende exempel på en enevældig embedsmandsgruppe, som kører løbet uanset hvad politikerne mener og uden hensyn til kritik i den offentlige debat. Bortset måske fra nogle år i slutningen af halvtredserne og begyndelsen af tresserne, hvor det vel er rimeligt at tale om et politisk tomrum, som blev udfyldt med temmelig afgørende administrative beslutninger, har der hele tiden været solid politisk opbakning af bevillinger til grønlandsopgaverne. Der kan ikke være tvivl om de politiske direktivers tydelighed i 1950 og det samme gælder den politiske tilslutning til den hastigt øgede udvikling i tresserne. Det er ligeledes urimeligt at hævde, at administrationen ikke har registreret omslaget i den offentlige mening angående lokaliserings- og erhvervspolitik fra slutningen af tresserne eller at den har været ufølsom over for kritikken af manglende grønlandsk delagtighed i arbejds- og beslutningsprocesserne. Der gøres fra administrativ side et meget stort arbejde for at fremme kommunikationen med de folkevalgte grønlandske råd og der arbejdes ihærdigt også fra politisk side på at give disse råd en større reel politisk og planlægningsmæssig indflydelse ved en ændret byrdefordeling mellem stat, landsråd og kommuner. Men den politiske enighed om en forceret opbygning af et moderne samfund i Grønland, de store pengemidler der har været konsekvensen af denne enighed og den usædvanligt stabile, langsigtede planlægningsprocedure har selvfølgelig bevirket, at administratorer og embedsmænd har fået en ganske særlig håndfast indflydelse på alt hvad der er sket i Grønland gennem de sidste 20 år. Og det så meget mere som der ikke har været modgående strømninger af privatøkonomisk art. Tværtimod har den stærke statsindflydelse været en direkte fordel for det væsentlige private islæt i grønlandsk erhvervsliv, nemlig bygge- og entreprenørvirksomhed samt alle besluttes forholdsvis centralt og blot forudsatte accept fra nogle få topchefer. Men der har ikke været mange muligheder for eksperimenter, som gik på tværs af den en gang besluttede udviklingslinje og fø lgelig heller ikke i praksis større vilje til at lytte til folk, som hævdede at det hele var forfejlet. Krisen i det grønlandske samfund er for administratorer og politikere den oprindelige krise fra de første år efter krigen, da man ikke kunne beslutte sig angående modernisering eller fortsat tilbageholdenhed. Denne krise blev i princippet løst gennem nedsættelsen af Den store kommission og de tilhørende administrative og politiske omplaceringer i 1949-50. Derefter har det hele været en lang, kontinuerlig udfoldelse af et og samme alternativ, hvad enten man nu kaldte det modernisering, normalisering, industrialisering eller noget helt fjerde. De mange snart optimistiske og snart pessimistiske vurderinger af denne udviklings resultater er blot variationer inden for det samme mønster. Over for dette står det andet tema, nemlig den radikale kritik mod hele udviklingens retning, som med stigende styrke er blevet fremført gennem de seneste år og som har fået en næsten programmatisk udformning i Bent Jensens bog om den grønlandske livsform ved korsvejen. Modsat administrationens og politikernes kontinuitetsprægede evolutionsforestillinger er der her tale om en dualistisk radikalisme, en antitetisk tænkning, hvor kravet om en total kursændring i fremtiden er den uundgåelige konsekvens af den opstillede modsætning mellem en god fortid og en slet nutid. Ved at opstille de foreliggende omstændigheder i nuet som en absolut modsætning både til et postuleret udgangspunkt i fortiden og til en tænkt frem tidig mulighed opnår de radikale grønlandskritikere at frigøre sig fra den inerti, der tvinger embedsmænd og politikere til at fortsætte i morgen hvor de slap i går. Derved bliver kritikerne i stand til at forestille sig en fremtid for det grønlandske samfund, som ikke blot betyder nutidens forlængelse af sine egne forudsætninger, men som rummer muligheden for en kvalitativ ændring af det bestående. Det er et grundtræk i både Helge Kleivans, Robert Gessains og navnlig da Bent Jensens tankegang, at vi efter anden verdenskrig stod med et eskimoisk samfund, der rummede så store menneskelige og sociale kvaliteter og som var så vidt intakt, at danskernes egentlige fejl i grønlandspolitikken har været at sætte en moderniseringsproces i gang, som ikke knyttede til ved dette værdifulde grønlandske udgangspunkt. Det er på denne forestilling om en god fortid, at alle drømme om en bedre fremtid hviler. Men så er det unægtelig også temmelig afgørende, om disse forestillinger angående det grønlandske samfunds fortid er sandfærdige, om de er tilstrækkelig nuancerede til at kunne dække virkeligheden. Og her kan man jo nok have sin tvivl. Vort grønlandsbillede i dette århundrede er i overvej ende grad blevet dannet og formidlet af etnografer eller af folk med etnografisk-sociologisk skoling. De har af mange gode grunde mest interesseret sig for, hvad der kunne findes af rester af oprindelig og så vidt muligt uberørt eskimoisk kultur i det nuværende Grønlands randområder. De dominerende forskningsområder har været Østgrønland, den nordlige del af Vestgrønland, Thuleområdet samt de eskimoiske bopladser på det amerikanske kontinent. Det centrale Vest- og Sydgrønland, hvor de fleste mennesker bor og hvor kontakten med europæerne har været tættest, er forsømte områder i vor grønlandslitteratur lige fra Knud Rasmussen til Robert Gessain og Bent Jensen. Derved bliver det forholdsvis enkelt at hævde, at kontakten med europæisk civilisation ikke har været i stand til at fremkalde afgørende rystelser i det oprindelige og særprægede grønlandske livs- og samfundsmønster. Hvis vi vidste lige så meget om tyske pietistiske missionærers indflydelse på det grønlandske sind, som vi ved om trommedans og snehyttesange, hvis vi havde gjort lige så meget ud af at forstå indstilling og temperament hos kolonitidens grønlandske lærere og præster, handelsassistenter og bestillingsmænd som vi har gjort for at komme ind på livet af den frie fanger på den fjerne boplads, hvis vi havde studeret social nød og fjendskab mellem mennesker i grønlandske småbyer med lige så stor enthusiasme som den eskimoiske festlighed og naturmenneskets sorgløshed - hvis vi, kort sagt, var i stand til blot nogenlunde at overskue hele den modsigelsesfulde historiske tradition, som var virkeligheden for det grønlandske menneske, da de nye tider kom til landet, mon vi så med så stor frimodighed ville tale om den særlige grønlandske etnisitet og det enestående mønster for elementær social kontakt? Hvis der i det gamle grønlandske samfund ikke fandtes kvaliteter ud over hvad der blev modsvaret af tilsvarende negative sider eller ud over hvad der ligger i et hvilket som helst samfund anderledes end vort eget jorden over, så følger ikke deraf, at det ikke skulle have været ønskeligt med en større dansk varsomhed og pædagogisk forståelse i formidlingen af alt det nye. Det er på ingen måde meningen at frikende den danske administration for juridisk snæversyn eller danskerne i mere bred almindelighed for mangel på fantasi angående det samfund, der kunne være skabt deroppe under polarkredsen. Men hvis det historiske perspektiv blev mere modsigelsesfyldt og mere realistisk, så ville vurderingen af de danske bestræbelser gennem nyordningens årtier nok også blive mere rimelig og kritikken dermed måske mere betydningsfuld. Det er meget effektfuldt at tænke dualistisk og radikalt, det er ret simpelt at få sort-hvide billeder til at stå klart i offentlighedens bevidsthed, men det flytter næppe den politiske og administrative nødvendigheds realiteter så meget som en tomme. Resultatet bliver kun den for øjeblikkets almindelige samfundsdebat så sørgeligt symptomatiske : på den ene side en gruppe frit stillede kritikere, der opfatter alle dem der skal træffe afgørelser og føre beslutninger ud i livet som fanger af den af dem selv skabte udvikling, på den anden side en gruppe såkaldt ansvarlige, der holder op med at lytte til kritikerne og lade sig inspirere af dem, fordi afstanden til det der er øjeblikkets nødvendighed for den der skal regere i alle fald, er blevet uoverstigelig stor. Politikere og administratorer administrerer videre på det given grundlag som om intet var hændt, kritikerne isoleres i bedrevidende sekter, der er ganske ufarHge for dem, som ved, at de sidder med magtens realiteter mellem hænderne hver eneste dag. Det er problemet i den danske samfundsdebat i almindelighed, det er også problemet i dansk grønlandsdebat for øjeblikket. 2. Afslutning Krise uden alternativ er en selvmodsigelse. Det ligger i selve krisebegrebets natur, at krisen kalder på alternativet. En permanent krise er ikke længere nogen krise, det er en ny tilstand. Kun den som er i stand til at forestille sig et alternativ, har myndighed til at definere det eksisterende som en krise. Den myndighed var nyordningens skabere i 1950 ikke i tvivl om, at de havde fået overdraget som en historisk mission. Det kunne ikke blive ved som det havde gjort gennem århundreder i Grønland, et nyt samfund måtte skabes. Krisen fandt udløsning i de begejstrede drømme om, hvad Danmark kunne gøre for sit gamle koloniland. Den myndighed er nutidens kritikere heller ikke i tvivl om deres ret til. Det kapitalistiske Danmark var et ringe alternativ til det gamle kooperative eskimoiske fangersamfund, nu er det ethvert fremskridtsvenligt menneskes pligt på grønlændernes vegne at opstille et nyt alternativ, som kan bringe landet ud af den krise den moderne udvikling har påført det og ind i en samfundsform, der kunne blive en inspiration også for vor egen hjemlige samfundsproces. Men vi bør vel gøre os klart, at al vor tale om krise og alternativ i alle fald er en dansk tale, er et produkt af en moderne europæisk samfundsbevidsthed, og det både når vi giver udtryk for hvad godt vi kan udrette med penge og moderne teknik gennem rationel planlægning og når vi på drastisk måde forkaster alt det nutidige i drømmen om en helt ny og aldrig tidligere set udvikling. Vi ved ikke om grønlænderne har oplevet den moderne tid som en serie kriser. De har aldrig givet udtryk derfor på en måde som kunne gøre os sikre på, at der ikke var tale om en lille elites gentagelse af de for øjeblikket mest mondæne danske talemåder. Vi ved derfor heller ikke om vi har ret til at komme med vore uafladeligt skiftende alternativer om, hvad der er det allerbedste for Grønlands fremtidige udvikling. Sandsynligheden taler vel for, at grønlænderne, hvis de havde fornemmet krisen lige så stærkt som danskerne, også ville være fremkommet med mere umiskendeligt selvstændige alternativer end tilfældet har været. Det er vist vanskeligt at komme uden om, at nyordningem. i 1950 var en nødvendighed, og skal det endelig være må man vel også sige, at det var på dette tidspunkt grønlænderne formulerede sig mest selvstævdigt og frit om krise og alternativ gennem talsmænd som Augo Lynge, Frederik Lynge, Frederik Nielsen og adskillige andre. Det er - hvis man hele tiden skal holde sig de faktiske omstændigheder på ethvert givet tidspunkt for øje - uhyre vanskeligt at sige, hvad vi skulle have gjort anderledes og hvornår, i den udviklingsproces, der som en lavine rullede ned over både os og grønlænderne i årene derefter. Det er uden for tvivl, at mange danske der gæster Grønland i kortere eller længere perioder også i dag oplever samfundet som midt i en krise, hvis uløselighed er en voldsom belastning for alle parter. Det er ikke underligt, at vore rastløse europæiske hjerner bliver ved med at tumle med forestillingen om et alternativ til den nuværende tilstand. Men det er vel et spørgsmål, om det ikke netop er på dette punkt vi burde begynde at tage reb i sejlene. Gennem to årtier har vi uden synderlig tøven følt grønlændernes kriser og formuleret de tilhørende alternativer på deres vegne og derved placeret Grønland i brændpunktet af al god dansk vilje. Det er vel et spørgsmål om ikke tidspunktet er inde, hvor vi burde gøre et forsøg på at komme ud af den onde cirkel: krise som fører til alternativ som fører til krise. Fordi det måske for en stor del mest foregår i vor egen bevidsthed. Fordi det måske for en stor del blot er afspejlinger af danske samfunds- og kulturproblemer og ikke af hvad grønlændere selv tænker om deres liv. Fordi det i alle fald, hvordan vi end vender og drejer det, om vi taler mest på grønlændernes vegne eller mest på egne, forbliver et stykke formynderi at definere andre menneskers krise og foreslå dem deres alternativer. Vi kommer kun ud af dette formynderi ved at sige, at den opgave vi tog på os i 1950 nu er løst. Vi lovede at indhente årtiers udviklingsefterslæb ved en stor og gennemtænkt indsats. Vi har indfriet vort løfte. Et spørgsmål står ubesvaret tilbage: er der fisk i havet til den moderne industri, som efter planerne skulle bære det hele? Vi kan ikke besvare dette spørgsmål i dag, men de bange anelser truer mere og mere med at tage overhånd over den optimisme, som bør komme ethvert forsøg til gode. På dette felt har vi stadig en opgave. Her må dansk ekspertise og formynderi stadig sættes ind og hvis det virkelig viser sig, at vi var letsindige i vore forestillinger om, hvad der kunne skabes af moderne produktion på et grønlandsk råvaregrundlag, så er det vor forpligtelse at tale åbent om vor fejltagelse og gøre det klart for grønlænderne, at en gradvis afvandring bliver den uundgåelige følge af et stagnerende fiskeri, samt hjælpe grønlænderne med at få arbejde og livsmuligheder i Danmark. Men bortset herfra er vor opgave på Grønland i princippet forbi. Det betyder ikke, at der ikke fremover kræves mange penge til den grønlandske del af riget eller at vi skal tage hverdagens mange problemer mindre alvorligt. Men det betyder, at ethvert problem - forudsat en nogenlunde tålelig udvikling i fiskeriet - fremover er et grønlandsk problem, som ikke folkeligt og politisk skal bekymre os. De fattige, tilbagestående og sygdomshærgede kolonier er blevet til et moderne grønlandsk samfund. Det var hvad vi lovede at hjælpe grønlænderne med. Det er hvad der er sket. På godt og ondt. Om der så også kan komme et levedygtigt samfund ud af det, kan kun grønlænderne selv give svaret på. Det er ikke vort problem, det er deres. Krise uden alternativ - introduktion og indholdsoversigt Forrige kapitel VI Et mere grønlandsk Grønland