Indsigt: Min Grønlandsfærd - Grønland i støbeskeen - de store, nye erhverv

Min Grønlandsfærd - Grønland i støbeskeen - de store, nye erhverv

Fredag d. 2. juli 2021
Th Stauning, Fhv. Statsminister
Emnekreds: Bøger, Grønlands historie.

Indholdsfortegnelse:
Faareavlen
Landbrugsforsøg
Forsøg paa landvinding
Det store fiskeri.
Helleflynder-fiskeriet
Ishavs-laksen
Nye erhvervsmuligheder
Er der plads for udvandrere i grønland?
Færingernes fiskeri og færingerhavnen
Er der naturrigdomme i grønland?
Det store grønlandske andelsselskab
Sundhedsforhold, hygiejne og sundhedsvæsen
Folkeoplysningen.
Den grønlandske avis
Østgrønland.
Principperne for styrelse og handel paa Grønland
Hjemrejse og inspektion med »Hvidbjørnen«
Fiskeri-inspektionen maa omlægges
Hvad jeg mødte i davis-strædet
Vi indtager olie og vand i Ivigtut
Film paa banjerne


Retur til Min grønlandsfærd

Jeg har foran gengivet en Række spredte Indtryk fra Rejsen til Grønland og langs Landets Vestkyst. Men som min Rejse maatte foregaa i stor Hast, i Løbet af ret begrænset Tid, har de meddelte Indtryk naturligvis ogsaa Hastværkets Karakter.

Jeg har udsat den Omtale af Erhvervsforholdene, Bolig- og Sundhedsforhold m. v., som jeg anser for mine vigtigste Erfaringer, for at give en samlet Skildring uafhængig af Besøgene i de forskellige Kolonier og det er ogsaa paa disse Omraader, at man er i Stand til at se, hvorledes Grønland er i Støbeskeen, baade erhvervsmæssigt og socialt.

I den Tid som senest har Interesse for Danmark, Tiden siden den danske Kolonisation begyndte, for godt to Hundrede Aar siden, har vi erfaret, at Grønlands Eskimobefolkning var et Jæger- og Fangerfolk. Det var Sælfangerne, som var de ansete Samfundsmedlemmer, med Privilegier forud for andre. Sælfangsten var den vigtigste Side af Livet for Befolkningen, thi den repræsenterede baade Føde, Klæder, Driftsmidler og Penge.

Sælfangsten foregik fra Kajak i den Tid af Aaret, hvor Færdsel paa Vandet var mulig, og den foregik paa Isen, naar Vinteren hindrede Sejlads. Grønlænderne . var fremragende Kajakroere og fortrinlige Sælfangere, og saa længe der var Sæler, gik Livet sin Gang som i Aarhundreder før. Sælen gav Kød og den gav Spæk, som leveredes til Handelen, der producerede Tran og senere Olie deraf, hvorfor Grønlænderne fik Betaling, saa de kunde skaffe sig Kaffe og Bomuldstøj og andre Fornødenheder samt Luksus i en vis ringe Udstrækning. Sælernes Skind gav Materiale til Kajakker og til Klæder. Baade Mænd og Kvinder var iført Sælskindsbenklæder og Sælskindsstøvler (Kamikker). Og Klædedragten suppleredes ved Jagten og Fuglefangsten, hvor Bjørne- og Ræveskind samt Fugleskind tilvejebragtes. Ogsaa Boligens Udstyr, og særlig Sovestedet, bestod af disse Skind, som Befolkningen selv skaffede.

Men nu er alt dette forandret. Sælerne kommer kun i forsvindende Antal og særlig kommer ingen levende sydpaa. Der gives forskellige Forklaringer herpaa, men den, der synes mest troværdig og som gives fra videnskabeligt Hold er den, at Nordmændene i den nyere Tid driver en mere omfattende Fangst end tidligere, ude i Havet paa Østsiden af Grønland, der hvor Sælernes Ynglepladser findes. Fangsten foregaar altsaa her, inden den sædvanlige Vandring finder Sted, og Resultatet er altsaa, at kun en ringe Del af Sælerne kommer over paa Vestsiden, og naar de nordligste Kolonier saa har taget deres Part, kommer ingen sydpaa.

Fra en af Sydgrønlands Kolonier viser Tallene den triste Udvikling. Der indhandledes i 1910 186 Tdr. Sæl- og Hvidfiskespæk. I 1920 var det faldet til 152 Tdr. og i 1927 til 7 Tdr.

En Statistik for et helt Distrikt viser samme Tendens. Medens der i 1920 indhandledes 1022 Tdr. Spæk, var Mængden i 1926 dalet til 223 Tdr. og i 1928 til 181 Tdr.

Jagten og Fuglefangsten viser ligeledes nogen Tilbagegang, og det er vel sandsynligt, at Anvendelsen af de moderne Skydevaaben her er en medvirkende Aarsag.

Under denne Udvikling har man længe set sig om efter Erstatning, og her er naturligvis Jordbrug med Kvæg- og Faareavl samt Fiskeri kommet i Betragtning.

Faareavlen

Der har været fortalt meget om de store Muligheder, som maatte være til Stede, og navnlig har man henvist til den store Nordbo-Koloni, der bosatte sig for henved tusind Aar siden og levede af Kvægavl.

Nu ved man imidlertid ikke meget om Forandringer, der kan være indtraadt i de klimatiske Forhold siden den Gang. Man ved heller ikke, hvorledes Tilværelsen har været, men man ved, at Sygdom og Elendighed tog Overhaand, da Besejlingen ophørte og Nordborne gik til grunde.

Alle senere Undersøgelser angaaende Mulighederne for Landbrug i større Stil, er endt med Afvisning af Tanken om saadanne, og den forholdsvis omfattende Besigtigelse af Sydlandet, som jeg nu deltog i, har blot underbygget de Erklæringer, som i Forvejen forelaa. Men det udelukker selvfølgelig ikke, at der kan udvikles noget Landbrug og at der navnlig er Betingelser for Faarehold som Bierhverv for en stor Del af den grønlandske Befolkning.

Det er femten Aar siden at man begyndte den nuværende Virksomhed med Faar under en af Staten etableret Faareavlsstation.

Faareavlen begyndte med henved to Hundrede indførte islandske Faar under Stationens Forsorg og under Ledelse af Hr. Hvalsøe, der havde studeret Faareavls-Problemet i arktiske Egne. Efter en indgaaende Undersøgelse af Landet og efter Besøg i Island for at aflure dette Land Hemmelighederne ved denne Drift, begyndte Arbejdet med Avl og med Oplysning. Til Grønlændere, der vilde gøre Faareavl til Erhverv, eller dog Bierhverv, leveredes fornødne Faar, og disse betaltes igen med Lam af Avlen.

Paa denne Maade har det nu udviklet sig saaledes, at der i Julianehaabs-Distriktet af de to Hundrede indførte Faar er blevet fem Tusind Moder-Faar, fordelt hos mange Grønlændere, som her har faaet en virksom Hjælp i Kampen for Tilværelsen.

Faareavlsstationen bevarer stadig en Stamme af Faar og Lam, saaledes at Forsyning til nye Brug kan foregaa og Eksperimenterne fortsættes.

I Tilslutning til Stationen i Julianehaab er nu indrettet et moderne Slagteri, som jeg senere skal omtale.

Men foruden at modtage Produkterne fra Faareavlerne og besørge Nedsaltningen og Udførselen af Kødet, Handelen med Uld o.s.v. er det Stationens Opgave at fortsætte Undersøgelserne af Landets Muligheder for at føre dette Erhverv videre frem.

Landbrugsforsøg

Umiddelbart ved Stationen drives betydelige Arealer som Forsøgs- og Forsyningsjord. Her er forskellige Græs- og Kornsorter dyrket paa smaa Lodder. Her foretages Gødningsforsøg o. a. og herfra leveres en Del af Stationens Vinterfoder, hvilket er det største og vanskeligste Problem i dette Land, baade for Dyr og for mange Mennesker.

Men foruden Forsøgsmarken i Julianehaab er der inddraget Landstrækninger ude i Fjældegnene, hvor Stationens egne fire-seks Hundrede Faar har deres Sommerophold, og andre Pladser er inddraget til Behandling og Tilvirkning af Vinterfoder. Med Motorbaad besøgte vi disse Arealer, der hedder Arparlsivik og Uperniviarssuk. En stor Del af Faarene blev drevet sammen for at tages i Øjesyn, og jeg fik saaledes Lejlighed til at se ca. to Hundrede af Statens fortræffelige Dyr. Paa den anden Plads var Arbejdet i Gang med Indbjergning af Vinterfoder. Den første Jordfræser var netop anskaffet og den skal nu forsøges som Middel i Bestræbelserne for at forbedre Jorden.

Naar her er Tale om Jordarealer, bør det stadig erindres, at her ikke findes store flade Jord-Arealer, der er let tilgængelige.

De Arealer her kommer i Betragtning er oftest smaa Dalsænkninger mellem de store Stenfjælde. Fjældene er hist og her bevokset med lidt Græs, lidt Mos og lidt forkrøblet Pil, der tjener Faarene til Foder om Sommeren. I Dalsænkningerne maa man saa finde eller fremskaffe Vinterfoderet. Saaledes er det for Statens Station og saaledes er det for de enkelte Faareholdere. Det er en anderledes fattig Form for Jord her findes end den vi har som Udgangspunkt i Danmark.

Arealerne i Dalsænkningerne har et Jordlag - ofte kun paa nogle faa Tommer, men dette er ingenlunde let tilgængeligt. Det skal ryddes for de større og mindre Sten som findes, det skal afvandes, d.v.s. der graves Grøfter og graves passende Huller, hvori det fra Jorden udsivende Vand kan samle sig.

Først derefter kan der begyndes paa planmæssig Forbedring af Jordens Kultur, og først efter Rensningen for Sten kan en rationel Høbjergning foregaa.

Forsøg paa landvinding

En anden Del af Faareavlsstationens Opgave er at opspore Landstrækninger, der kan kultiveres og anvendes af Nybyggere, der vil gøre Landbrug, d.v.s. Faare- og Gedeavl, til Hovederhverv.

Et saadant Areal, vel nok tyve-tredive Hektar Land Mose, er fundet i Narssak, der ogsaa er beliggende i Julianehaabs-Distriktets Fjordomraade.

Som jeg allerede har oplyst, aflagde jeg et Besøg paa dette Sted og betragtede de store Afvandingsarbejder som er udførte. Hvis alt gaar vel, kan her blive Jord til et lille Antal Jordbrugere, men det er altsaa kun hist og her, at saadanne Betingelser er til Stede.

Jeg har ligeledes omtalt Nybyggerkolonien i Kagssiarsuk, hvor syv Familier har fundet Plads paa Erik den Rødes gamle Jorder, men det er ogsaa min Overbevisning, at det kun er saadanne enkelte Pletter, der vil kunne give Plads for Jordbrug i 'en Form, der tillader Besidderen at hellige sig dette Erhverv.

Jeg er imidlertid ikke i Tvivl om, at der kan holdes langt flere Faar og Geder end der nu er i Grønland. Naar Oplysningen skrider frem, vil hvert Hjem i Sydlandet kunne have sine Husdyr, som Kone og Børn i det væsentlige kan passe, og der kan blive Produkter heraf, baade til Hjemmet og til Afsætning igennem Stationen.

Et vigtigt Led i Arbejdet er det nye Slagtehus, som netop var fuldført i Julianehaab, da jeg var der.

Slagtehuset er bygget af grønlandske Sten og Arbejdet er udført af grønlandske Arbejdere, Tømrerarbejdet endda under Ledelse af Grønlænderen Pavia Høgh.

Der er Plads til Slagtning og Opbevaring af fire-seks Hundrede Lam ad Gangen og det hele er særdeles godt og praktisk anlagt. Her kan de smaa Faareholdere nu levere Slagtedyrene og en betydelig Produktion af særdeles gode Varer synes hermed grundlagt.

I Løbet af de kommende Aar vil denne Virksomhed sikkert vokse stærkt, og gaar det med samme Fart som i de første femten Aar, med al Mistro og Modstand, vil Distriktet i Løbet af de næste femten Aar komme op paa mindst 100.000 Faar, hvilket vil være en betydelig Velstandskilde. Og desuden vil den nye Faareavlsstation. i Godthaab utvivlsomt føre Husdyrene godt ind i dette Distrikt.

Det store fiskeri.

Da Sæltrækket forsvandt og det gamle Erhverv dermed ophørte at give Udbytte, maatte Styrelsen for Grønland og de lokale Raad finde Udveje, og det var da saa heldigt, at der meldtes om Fiskerigdom større end i mange Aar forud.

Nu var det ikke saa let at faa Grønlænderne til at gaa paa Fiskeri, thi dette var ikke noget anerkendt Erhverv, det var tværtimod ilde anset, saa ilde, at de der tidligere drev Fiskeri kaldtes »Skrællinger«. Men det lykkedes dog, thi det er formodentlig i Grønland som andre Steder saa, at Nød lærer nøgen Kvinde at spinde.

Handelen maatte indrettes paa den nye Virksomhed og det er særdeles prisværdigt, at de udsendte Funktionærer saa resolut har forstaaet at omlægge Driften og at indrette det paa det store Fiskeri.

Store Anlæg er blevet fornødne for Fiske-Rensningen, Anlæg med rindende Vand, hvor en Mængde Kvinder udfører Arbejdet under lystig Snakken. Store Huse har maattet opføres til Saltning af Fisken og et betydeligt Arbejde er det at pakke og forsende den halvtvirkede Fisk, som saa gøres færdig til Klipfisk paa Stedet, hvor den sælges - eventuelt København. Ogsaa Afhentning og Transport fra de smaa Bopladser ind til Kolonien har forvoldt mange Bryderier, thi man maa stadig huske, at det drejer sig om et Land uden Transportmidler, uden Veje, uden Automobiler og uden Heste og Vogne.

Men alt det er nu bragt i forholdsvis god Orden saaledes som den voksende Virksomhed kræver det, og det drejer sig her om en meget stor Forretning, hvad jeg senere skal belyse ved Hjælp af nogle Tal. Det maa imidlertid bemærkes, at forretningsmæssige Hensyn ikke har været de raadende ved disse Anlæg, saa lidt som ved Handelens Forhold til Eskimoerne iøvrigt.

Man maatte begynde med at fastsætte en saadan Pris paa Fisken, at Grønlænderne kunde føle sig fristede deraf til at gaa ud paa Fiskeriet, og det lykkedes. Senere er praktiske Ændringer med Hensyn til Levering og Priser indført, men det er sikkert endnu en daarlig Forretning for Handelen, thi Saltfisk er og maa være en forholdsvis billig Vare, og Tidens store Fiskeri har naturligvis trykket Priserne saaledes ned, at Fortjenesten er yderst ringe for forretningsmæssige Anlæg og den forsvinder helt, naar Formaalet er af mere filantropisk Art, saaledes som det maa være, naar man vil følge de Principper overfor Eskimoerne, som hidtil er fulgt, nemlig at skaane dem for det moderne Samfunds hensynsløse Udbytning.

En anden Vanskelighed er naturligvis Grønlændernes primitive Udrustning. Kajakken er et smukt, lille Fartøj, og det er forbavsende med hvilken Lethed det styres, manøvreres og drives frem, men det egner sig ikke for det store Hav, og Grønlænderne var ikke modne for Overgang til mere moderne Fartøjer. Den meget store Del af Fiskeriet drives derfor fra Kajak og dette Fiskeri maa fortrinsvis udøves inde i Fjordene og ved Kysten imellem Øerne, Klipperne og Skærene, der giver passende Læ for den lille Kajak, med den ene Mand, der baade roer og fisker. Men trods denne svage Basis har Fiskeriet antaget vældige Dimensioner.

I den nyeste Tid foregaar en Fornyelse og Udvikling. Mange har anskaffet Træbaade, ogsaa nogle Motorbaade er anskaffet af Grønlændere, og det viser sig, at de ogsaa kan lære Kunsten med Motorpasning og Omgangen med den farlige Petroleum, som ellers er forbudt i Kolonierne, men der udleveres kun smaa Maal Petroleum til dem der holder Motorfartøjer. Enkelte Baadelag er ogsaa dannet, altsaa smaa Andelsselskaber, hvor seks-otte Mand i Fællesskab ejer en større Baad og driver Fiskeri i Samarbejde, efter godt Andelsprincip. Alt dette vil udvikle sig med stor Fart, hvis Torsk og anden Fisk holder sig ved Grønland i kommende Tider, men dette er unægtelig det store Spørgsmaal og de videnskabelige Undersøgelser giver ikke nogen optimistisk Besvarelse af dette.

Det er særlig Torsken, der i Øjeblikket er Basis for Fiskeriet, men den anses ikke for at være paalidelig. Man har netop i Aar indfanget Torsk ved Island, som var mærkede og udsatte ved Grønlands Vestkyst for flere Aar siden. Dette tyder paa lange Vandringer, og da Fiskeri-Undersøgelserne viser lange Perioder, hvori der ikke har været Torsk ved Grønland, frygter man, at saadanne Tider kan indtræffe igen. Det vil være meget slemt, thi det vil igen kræve Omlægning af Virksomheden og vil maaske nødvendiggøre Flytning af Kolonier, som helt bliver slaaet ud i produktionsmæssig Henseende.

Foreløbig er der imidlertid Glæde iblandt Grønlænderne over Fiskeriet, thi dette har givet Indtægt, som muliggjorde andre Fremskridt, og det har bragt Grønlænderen ind i et Erhverv, der udvider hans Horizont og appellerer til hans Solidaritetsfølelse og Samfundsaand. Disse Begreber har ikke været stærkt udviklede før, men Fiskeriet fører til Samarbejde og det bringer Fiskeren i Berøring med andre Bopladsers Folk, maaske endog med Udlændinge, hvorved helt ny Paavirkning øves og nye Synspunkter kommer ind i Synskredsen.

Torskefiskeriet drives ved alle Kolonierne i Sydgrønland - ogsaa i Holstensborg, hvor Hovedvægten dog er lagt paa Helleflynder. I Julianehaab og Godthaab var Indhandlingen hvert Sted oppe paa 6-700.000 kg Torsk. I Sukkertoppen havde man overskredet Tallet 1 Million kg, i Holstensborg var Torskefiskeriet vist oppe paa 3-400.000 kg, men ogsaa i Egedesminde er der et respektabelt Tal, nemlig 300.000 kg. Torsken ved Grønland er af anselig Størrelse. De mindste er 3-4 kg Vægt og de største 12-13 kg. Ved Rensningen svinder Halvdelen at Vægten, og det er en Fremtidsopgave at faa udnyttet Affaldet.

Dette Fiskeri giver som sagt Midler i Hænde, hvormed andre Opgaver kan løses. Den vældige Fornyelse af Boligerne, som jeg har omtalt, og hvis Betydning for Sundheden er indlysende, er netop Resultatet af det indbringende Fiskeri.

Jeg har faaet mange Vidnesbyrd om Grønlændernes Glæde over denne Udvikling og navnlig husker jeg en Mand jeg besøgte i Godthaab. Han betroede mig, at han for faa Aar siden var en af Koloniens fattigste Familiefædre og han boede da i en af de gamle, slette Jordhytter. Nu boede han i et pynteligt Hus - bygget af ham selv og Sønnen, der lærer Tømrerprofessionen. Men Materialerne er købt og betalt med to Tusind Kroner indtjent ved Fiskeriet. Og Manden betroede mig desuden, at han og Sønnen i Fællesskab ejede en pæn lille Sum i Sparekassen.

Denne Forandring, som glædeligvis er almindelig, kommer fra Fiskeriet. Den gamle Mand udtalte sin Anerkendelse af den Hjælp, der var ydet for at faa Fiskeriet organiseret og Indhandling, Rensning og Saltning sat i System. Uden dette havde Eskimo-Befolkningen nu været paa Vej til Undergangen.

Helleflynder-fiskeriet

Som jeg allerede har nævnt, er det store Helleflynder-Fiskeri koncentreret ved Holstensborg, hvor det industrielle Anlæg forefindes. Helleflynderen er en vældig stor Fisk, af Form som Rødspætte, men af betydelig større Omfang. Den gennemsnitlige V ægt er 10--11 kg for hvid Helleflynder, medens den graa vejer 15-20--30 kg. Det vil være umuligt at behandle disse vældige Fisk uden Maskiner, og man er derfor skredet til Holstensborg-Anlæget, som er temmelig nyt, og fuldt moderne.

Et Maskinanlæg fremstiller Elektricitet og Varme og man imponeres ved. Indsejlingen over den vældige Fabriksskorsten, der hører til dette Anlæg.

Fisken modtages ved Broen og føres ved elektrisk Transport-Anlæg til Vægten. Derfra til første Rensning, der foregaar ved Hjælp af elektriske Skrupper, og atter videre til Efterrensning ved Haandkraft, efter paa Vejen at være udskaaret og skilt fra Benet og andet Affaldsstof. Den transporteres saa videre til de elektrisk drevne Knive, der skærer Fisken i passende Strimler, og disse parteres derefter ved Haandkraft og, pakkes i Daaser, der vejes. De fyldte Daaser gaar paa Transportbaand til Kogeriet og første Kogning foregaar i Løbet af kort Tid, hvorefter Daasernes Lukning foregaar ved Hjælp af Maskiner. Daaserne hensættes saa i store Kedler og anden Kogning foregaar, hvorefter det viser sig, om enkelte Daaser paa Grund af Fejl maa udgaa.

Daasefabrikationen foregaar paa Stedet ved Hjælp af moderne Maskiner, elektrisk lodning o.s.v.

Det store Anlæg, der beskæftiger mange Arbejdere i travle Perioder og mange Fiskere som Leverandører, er det første i sin Art, men næppe det sidste. Hvis Fiskeriet skal komme til at bære sig, maa alle Hjælpemidler tages i Anvendelse, og kan Tekniken, som det sker her, ogsaa anvendes ved Torskens Behandling, vil et vanskeligt Problem være løst, nemlig Tilvejebringelsen af Arbejdskraft til et ikke særlig behageligt Arbejde.

Ishavs-laksen

Der fanges en Del Laks i Grønlands Elve, men det er dog ikke nogen meget stor Erhvervsgren. Derimod synes den saakaldte Ishavs-Laks at blive af stor Betydning. Denne Vare fremstilles af Hellefisken, der altsaa ikke har noget at gøre med Helleflynderen. Det er særlig i Jacobshavn-Distriktet at dette Fiskeri foregaar. I Jacobshavn lever fem-seks Hundrede Mennesker og en Række mindre Bopladser i Distriktet deltager i Fangsten af Hellefisk.

Fisken ligner Laks i Formen og den behandles efter Rensningen som Laks, med let Saltning. Derefter nedlægges den i Tønder og gaar til Danmark, hvor Røgning foregaar og Afsætningen af »Ishavs-Laksen« finder Sted.

Ogsaa dette Fiskeri har taget vældigt Opsving, saa Pakhuse, Salterier m. v. i stor Hast har maattet anlægges. Da Fisken giver en udmærket Salgsvare, ventes det, at en betydelig Eksport maa kunne oparbejdes.

Nye erhvervsmuligheder

Nordpaa, hvor der endnu er noget Sæltræk, er man ogsaa optaget af Eksperimenter for at faa flere Strænge paa Buen. Her er ganske vist ikke Adgang til Jordbrug, thi Jord er yderst sjælden paa Grund af de vulkanske Udbrud i Fortiden, som har lagt Lavadannelser i Nordlandet, hvorved Vegetation er udelukket. Her kan ikke en Gang leve Faar og det er ogsaa udelukket, fordi Ulvehundene her er nødvendige Husdyr, til Brug i den lange Vinter, naar Hundeslæden er det eneste Trafik- og Befordringsmiddel. Disse Hunde, der færdes frit i Flokke i Kolonierne, er ikke hyggelige Husdyr. De gøer ikke, men de hyler, og faar de ikke rigelig Føde, saa tager Rovdyret Magten fra Husdyret. Den største Forsigtighed maa udvises i disse Kolonier i Omsorgen for Børnene; de holdes indelukkede af Frygt for Hundene, thi slipper et lille Barn ud, hænder det, at Hundene kaster sig over Barnet. Det sker desværre nu og da, trods al udvist Forsigtighed.

Befolkningen her, særlig i Umanak- og Upernivik-Distrikterne, er endnu Folket af Jægere og Fangere. Det er fremdeles Sæl og Hval, Rensdyr og Ræv som er Grundlaget for Livet, men den nye Tid bryder dog frem. Efter flere Aars Undersøgelser og Eksperimenter har man organiseret en ny Form for Fangst af Hvidehvaler, nemlig ved Hjælp af udspændte Garn i en Bugt ved Udstedet »Prøven «, der hører til Upernivik-Distriktet. Ligeledes er Hajfiskeriet organiseret og Handelen modtager Lever og Skind til Bearbejdning.

Det er den unge Dansker fra Holstebro, Lund-Drostvad, der har en Del af Æren for disse moderne Eksperimenter. Han har organiseret Fangsten af Smaahvalerne, de saakaldte Hvidehvaler, og har ledet Hajfiskeriet ind i de rationelle Former, hvorunder det nu udøves. - Fiskeriet foregaar ved Hjælp af særlige Langliner, der er forfærdiget af Staalvirer, og man haaber overalt, at Hajen vil blive Fremtidens Erstatning for det, der eventuelt gaar til Grunde. I flere Aar har man eksperimenteret med Hajskindene, der i garvet Stand er fortræffelige til Bogbind, Tasker, Damesko, ja, endog til Kajakker synes det anvendeligt, som Erstatning for Sælskindet.

Er der plads for udvandrere i grønland?

Jeg har nu givet Læserne et Indblik i den nye Tids Grønland. I de nye Erhverv, som man har ført Befolkningen ind i og som synes at være en god Erstatning for det, der gik tabt. Men man vil forstaa, at alle Fantasier om at gøre Grønland til et Land for Udvandrere, et dansk Canada, er saa uhyre fjernt fra Virkeligheden.

Selv om man vilde lukke Landet op, vilde der kun være en kummerlig Tilværelse for dem, der kunde klare sig, og hvis det var Indvandrerne, der klarede sig, maatte det gaa ud over Naturfolket, saaledes som det ogsaa er gaaet overalt.

Nej, kan man stadig skaffe Virksomhed for Grønlænderne og Afsætning af Produkterne, saaledes at der nogenlunde kan holdes Balance i dette Samfunds Husholdning, saa er der nok ikke meget mere at vente deroppe. Noget andet er, at Havet byder Muligheder for Folk, der vil vove sig ud paa det store Fiskeri, og her er naturligvis særlig en Chance for Færøernes Fiskerbefolkning, men sikkert ogsaa for andre gode, danske Fiskere.

Store Ekspeditioner er dirigeret herop fra England og fra Norge, dels paa Fiskeri og dels paa Hvalfangst. Om Udbyttet svarer til Indsatsen, er vist tvivlsomt, thi det er en stor Indsats der er vovet. Jeg saa saaledes paa Hjemrejsen den store engelske »Northland-Ekspedition«s Skibe. Der var to vældige Skibe, med Forsyninger samt Fabrik for Kogning, Isning og andet. Til disse Moderskibe hørte fem-seks Trawlere samt et Antal smaa Motor-Dorryer, der gaar paa Fiskeri. Ogsaa andre Ekspeditioner har haft Skibe oppe ved Grønland, ja, selv Spanien har gjort Forsøg, og der er ikke Tvivl om, at der i disse Aar er store Rigdomme i Havet.

Færingernes fiskeri og færingerhavnen

Fiskerne fra Færøerne, der stadig har kæmpet mod Fattigdom, har i de senere Aar søgt Chancen ved Grønland. Der har i den Anledning været fremsat Krav om disse Fiskeres Adgang til Landet, til Koloniernes Havne, til Fjordene og til Territoriet ved Kysten imellem Øerne.

Lovgivningen for Grønland udelukker alle fra Landet og Havnene og det har jo netop hidtil været det bærende Princip, at Landet skulde holdes lukket, for at afværge den Skade for Befolkningen, som ellers vil afstedkommes. Ogsaa Hensynet til de betydelige Interesser for Befolkningen og Staten, som knytter sig til Monopolhandelen, maa naturligvis medføre, at fremmede kun undtagelsesvis faar Adgang til Landet og til Samkvem med de Indfødte.

Da der imidlertid var god Grund til at yde Færøernes Fiskere en Haandsrækning, har Rigsdagen dog i de senere Aar vedtaget en Lov, der i væsentlig Grad imødekommer de fremsatte Ønsker. Danske Fartøjer har ved denne Lovgivning erhvervet Ret til at udøve Fiskeri lige ind til Kystlinien, d.v.s. til en Linie der drages efter de yderste Øer, paa Kyststrækningen fra Haabets Ø mod Nord og Ravns Storø mod Syd.

Fjordene og Omraadet imellem Kystliniens Øer maa fornuftigvis være forbeholdt Grønlænderne med deres primitive Kajakker og Fangstredskaber, og der er da ogsaa Fisk nok paa Bankerne ude i Havet for dem, der vil gøre Rejsen dertil. Da det var forstaaeligt, at Færø-Fiskerne maatte have en Havn, hvor de kunde gaa ind for at omlade Fisken i de større Opkøber-Fartøjer samt for Vandfyldning og Reparationer, aabnedes først en Havn paa Ravns Storø, men da denne laa ret ubekvemt, er en nordligere beliggende Fjord nu aabnet og her findes den saakaldte Færingerhavn. De fremsatte Klager over dens Størrelse, er som anført, ganske ubegrundede. Der har endnu ikke været Pladsmangel og der vil aldrig blive det, naar man nu aabner Adgang til hele Fjorden, som er særdeles velegnet til Anvendelse som Fiskerihavn.

Om Udviklingen vil nødvendiggøre nye Indrømmelser, kan først afgøres senere, men det er en Selvfølge, at den grønlandske Befolkning maa have Adgang til at udtale sig, hvis der nogensinde paatænkes Indgreb paa de Omraader, der i Aarhundreder har været sikret den indfødte, grønlandske Befolkning.

Er der naturrigdomme i grønland?

Det er bekendt, at der i svundne Tider er fundet Kryolitlag i Grønland, og stimuleret af denne Kendsgerning er der stadig Rygter fremme om andre Naturrigdomme i det ellers saa fattige Land. Snart læser man om de vældige Kullejer, snart om Kobber og snart om Oliekilder, men det er desværre hidtil forblevet Rygter uden Bekræftelse. Jeg tænker dog, at Rygterne vil svirre videre som hidtil, og naar erobringslystne Kredse i andre Lande søger at hidse Stemningen op imod Danmark som Besidder af Grønland, tyer man sikkert, i Fremtiden som hidtil, til Rygterne om Rigdommene og saa føjer man til, at der sikkert baade er Guld og Diamanter, siden Danskerne saa stædigt holder paa Ejendomsret og Suverænitet. - Sligt har jeg hørt før.

Det er en Selvfølge, at de talrige videnskabelige Undersøgelser, der har fundet Sted, bl. a. har haft det Formaal at opklare, hvorvidt der findes værdifulde Mineralier, Metaller eller andre Rigdomme i de grønlandske Fjælde. Hidtil har man ikke fundet ret meget og det lidet, der er konstateret, har ligget saaledes, at det ikke vil kunne lønne sig at forsøge en Udvinding. Det gælder saaledes de Grafitfund, som man ogsaa i nogle Aar søgte at udnytte. Man er nu ophørt med denne Minedrift, fordi det kostede for meget at hente Værdierne frem og føre dem ud i Omsætning.

Kullejerne har utvivlsomt en Værdi, men kun til Anvendelse i Grønland. Mange Kullag som har kunnet konstateres, ligger saa ubekvemt, at Brydnings- og TransportOmkostninger bliver altfor uforholdsmæssigt store. Brud, der har været drevet i nogle Aar, er forladt af disse Grunde eller fordi Kullene var til Stede i altfor smaa. Mængder i Forhold til den Sten, der maatte brydes, for at komme til Kullene. Det sidst aabnede Kulbrud - ved Kudtligssat - synes at være godt for adskillige Aar, og der er da ogsaa sat meget stor Kapital i Brudmateriel og Huse til Arbejderne.

Pladsen, hvor Brudet ligger, er en karakteristisk Nybyggerlejr. Ud mod Havet ligger en lav, stenet Slette, hvor man har anlagt Beboelserne. Man begyndte i 1923 med Anlæg af fem Jordhuse og samtidig med nogen Kulbrydning og Afskibning. Men siden har man bygget en Mængde nye Træhuse af særdeles pynteligt Udseende.

Her beskæftiges et Hundrede og firs Mand og man forsyner store Dele af Grønland med Brændsel fra dette Kulbrud, hvis Leder er den førnævnte svenske Mine-Ingeniør, Gissing. Til Minen er Adgangen sprængt fra Fjældets Ydersider og efterhaanden er Minens Hovedgang næsten i Mandshøjde. Temperaturen, tre Hundrede Meter inde i Minen, laa omkring fire Graders Kulde. Loft og Vægge var dækket af Is i smaa Flager. Fra Hovedgangen udgaar andre Gange til de Steder, hvor Kul brydes, og disse Gange er foreløbig kun saa høje, at de smaa Vogne til Kul netop kan føres derind.

De nu forløbne seks-syv Aar har for en stor Del været Forberedelsernes Aar, men dog er Brudet nu oppe paa en anselig Ydeevne. I Aaret 1928 blev der brudt 3800 Tons Kul og alt synes nu at være i god Gænge. Men af det her anførte ses det dog, at Kullejerne ingenlunde er ren Gevinst, der ligger og venter paa at blive hævet.

Ved Kulbrydningen frembringes Kul, der er ringere i Kvalitet end de engelske Kul, hvorfor der maa være en Forskel i Prisen, og man kan netop dække Omkostningerne ved Hjælp af den Pris, hvortil Kullene nu sælges. Det er selvfølgelig en Fordel, at man har disse Kul i Landet og kan undgaa den meget store Import, men Rigdommen er alligevel stærkt begrænset.

Af nok saa stor økonomisk Betydning er Kryolitbrudet i Ivigtut. Dette Fund er meget gammelt, og Statens Regering var, som før nævnt, saa letsindig at give Koncession paa Driften til et privat Aktieselskab, uden at sikre Staten et ordentligt Udbytte. Der er ændret adskilligt i Forholdet ved Fornyelse af Koncessionen og der kan sikkert endnu inden det er for sent ske en Nyordning, som yderligere sikrer Statens Interesser, men det er naturligvis svært, naar en Fejl er sket ved Grundlæggelsen.

Kryolitbrudet har sin særlige Interesse, fordi det er det eneste større, tilgængelige Brud og fordi der ikke, trods Bestræbelser i den Retning, er skaffet Erstatning for den ægte Kryolit ved et Kunstprodukt. Fra det grønlandske Brud leveres aarlig meget store Kvantiteter til Aftagere i Amerika og Danmark, og Aftagerne - som foretager en omfattende Rensning og Behandling af Varen - afsætter den igen til de store amerikanske og europæiske Alluminiums- og Emaille-Værker.

Nu er Brudets Udstrækning begrænset, saa det er forholdsvis faa Aar, der kan brydes anselige Mængder, men i den Tid, hvor Varen kan fremskaffes, vil det selvfølgelig være rimeligt, at der ogsaa tages passende Hensyn til Staten, der er rette Ejer af Forekomsten. - Værdien af den udførte Kryolit var i Aarene 1927-1928-1929 imellem 4½ og 63/4 Millioner Kroner pr. Aar.

Det vilde være glædeligt, om Geologer og andre Forskere kunde finde nogle af de Værdikilder, hvorom der stadig gaar Rygter, thi da vilde der blive flere Midler til den Omdannelse og Opbygning af det grønlandske Samfund, som er i Gang, men som fremdeles vil kræve store Midler, større end Grønland, selv med Kryolitbrudets Hjælp, vil kunne udrede.

Det store grønlandske andelsselskab

Jeg har i det foregaaende søgt at give et Billede af den Virksomhed som den grønlandske Befolkning udøver. - Her maa dog Kryolitbrudet ikke regnes med, idet dette udelukkende drives ved Hjælp af indførte, danske Arbejdere. Jeg skal nu med nogle Tal søge at trække Billedet skarpere op, Billedet af den store grønlandske Forretning, der drives af den danske Stat, saaledes som det er bestemt ved Lovgivningen.

Der lever ca. 15000 Eskimoer i Grønland, paa dansk Koloniomraade, deraf noget over 6000 i Nordgrønland, ca. 8000 i Sydgrønland og 6-800 i Østgrønland. De af Befolkningen fremskaffede Produkter udføres alle til Danmark igennem den grønlandske Handel, og Hovedposterne er i et Aar (1929):

Spæk, Lever og Tran 1,759, 800 Kilo til en Værdi af 634,000 Kr.
Saltet Torsk og Klipfisk 2,142,100 Kilo til en Værdi af 964,000 Kr.
Anden Fisk 448,000 Kilo til en Værdi af 312,000 Kr.
Ræve-, Bjørne- og Sælskind for 127,000 Kr.
Andre Skind - samt Fjer for 77,000 Kr.
Andre Varer for 39,000 Kr.

Fra Danmark tilføres saa til Gengæld Grønland de Varer, der danner Supplement til Befolkningens Livsførelse, og disse Varers Hovedposter er for et Aar (1928) følgende:

Madvarer af Dyr for 133,000 Kr., Korn, Mel og Brød for 309,000 Kr., Kolonialvarer for 306,000 Kr., Tobak for 80,000 Kr., Manufakturvarer for 198,000 Kr., Trævarer (særlig til Husbygning) for 653,000 Kr., Stenkul for 53,000 Kr., Salt (til Fiskeriet) for 62,000 Kr., Jern for 169,000 Kr., og andre Varer for 744,000 Kr.

Den nævnte Udhandling (Udførsel) af grønlandske Produkter udgjorde en Værdi af 2,153,000 Kr. (Indkøbsværdien plus Hjemføringsomkostninger).

Indhandlingen (Tilførselen) af Varer fra Danmark repræsenterede en Værdi af 2,707,000 Kr.

Besejlingen af Grønland foregaar med de under Grønlands Styrelse henlagte Statsskibe. I 1929 bestod Flaaden af to Motorskibe, fire Dampskibe og to Sejlskibe, samt af nogle mindre, i Grønland stationerede Fartøjer, der besørger Kultransport og anden Trafik imellem Kolonierne.

For at fuldstændiggøre Billedet, maa man ogsaa kende forskellige andre Tal, der spiller en Rolle i den grønlandske Samfundshusholdning.

Handelens Administration, Styrelsen, samt Kirke- og Undervisningsvæsen bæres saa vidt muligt af Grønlands eget Budget - dog som Regel · med et Tilskud fra Staten (Underskud).

For Finansaaret 1928-29 var Bruttofortjenesten paa Ind- og Udhandlingsvarerne: 1,772,000 Kr., Kryolitafgiften var 1,535,000 Kr. og andre Indtægter 144,000 Kr.

Udgifterne var i samme Aar: Fællesudgifter 142,000 Kr., Administration 402,000 Kr., Sundhedsvæsen 327,000 Kr., Handelen 1,808,000 Kr., Skibsfart 952,000 Kr., Kirke-og Skolevæsen 381,000 Kr. og andre Udgifter ( derunder Radiostationerne) 57,000 Kr. - Naar der til Indtægterne lægges et Tilskud til Dækning af Underskudet, paa 618,000 Kr., faar man en Balance paa godt 4 Mill. Kr.

Saaledes er i store Træk den betydelige Forretning, som Grønland foranlediger opretholdt og som omfatter den nævnte Befolkning paa 15,000 Mennesker. Forretningen udføres efter dansk Lovgivning, paa den danske Stats Vegne, men som Billedet viser, er det mere en stor Andelsvirksomhed som det grønlandske Samfund driver ved Hjælp af Stats-Tjenestemænd, thi Monopolets sædvanlige Træk findes ikke her. Om Monopolet og Principperne for Grønlands Styrelse skal jeg senere fremsætte nogle Bemærkninger.

Sundhedsforhold, hygiejne og sundhedsvæsen

Jeg har flere Gange fremhævet den betydningsfulde Fornyelse af Boligerne som nu finder Sted i Grønland, men foruden denne praktiske Gerning, der ledes og støttes af Landsraad og Kommuneraad er ogsaa andre Foranstaltninger af stor Værdi.

Om de gamle Boliger, Hytter af Græstørv, sagde en Læge, at de havde det Fortrin, at de blev udluftede om Sommeren, idet man sædvanligvis fjernede Taget, saa Regn og Vind øvede en velgørende Udrensning i Husets Indre. Men samme Læge føjede til, at der dog var en Smittekilde ved disse Huse, nemlig en Udbygning, en Slags Forstue, hvis Tag ikke blev fjernet.

I denne Forstue besørgedes baade Spytning og anden Nødtørft i den lange Vinter, og selv om Husets eneste Opholdsrum rensedes hver Sommer, bevaredes dog Arnestedet for Tuberkulose i det lille mørke Rum. Ogsaa de hygiejniske Forhold udenfor Husene var yderst slette før den nyere Tid.

Klosetter fandtes ikke og Dagrenovation, Fiskeaffald, Affald fra Sælerne og andet, kastedes udenfor Husene, hvor det fik Lov til at gaa i Forraadnelse og udbrede Smitte gennem Luften og ved Hjælp af Hundene.

Nu har Kommuneraadene gennemført ordnede Renovationsforhold. Ved hvert Hus forefindes de fornødne Rum og fornødne Skarnkasser, og en planmæssig Bortfjernelse af disses Indhold finder Sted ved Kommuneraadets Foranstaltning.

Det er navnlig i Kampen mod Tuberkulosen at Hygiejnen og de bedre Boliger har været vigtige Midler, og denne Kamp er fremdeles nødvendig. Af en, nu nogle Aar gammel Undersøgelse, fremgaar det, at hvert sjette-syvende Menneske i Uperniviks og Godthaabs Distrikter var angrebne af Tuberkulose, og i Godthaabs Distrikt konstateredes, at hvert tredie Dødsfald skyldtes Tuberkulose.

Til Sammenligning kan anføres den gamle Opgørelse for Danmark, hvorefter hvert tredivte Menneske var angrebet af Tuberkulose og hvert sekstende Dødsfald skyldtes denne Sygdom. Her er Forholdene utvivlsomt meget forbedrede siden den Gang, og det er paa Tide at Kampen mod den uhyggelige Sygdom for Alvor tages op i Grønland.

I den Henseende er man da ogsaa, som paa andre Omraader, inde i en ny Tid. Foruden de praktiske Foranstaltninger, som jeg har nævnt, hvortil ogsaa kan føjes Omsorgen for forbedret Drikkevandsforsyning, er der af det organiserede Sundhedsvæsen optaget et betydeligt Arbejde. Ved Opslag, ved Foredrag, ved Skoleundervisning og ved populære Skrifter paa grønlandsk Sprog, er Oplysningsarbejdet sat i Gang, og dette synes at virke godt. Men hertil kommer saa Lægetjenesten, Sygehusene og Børnesanatorierne, som fører Krigen med Kraft.

Sundhedsvæsenet er organiseret saaledes, at Vestgrønland er delt i syv Lægedistrikter, der varierer i Udstrækning fra 300 til 600 km, og med et Antal Beboere fra 1200 til 3500. I hver af Landsdelene Nord og Syd virker en af Distriktslægerne som Kredslæge og Raadgiver for Landsfogeden.

Ordningen er da den, at alle i Grønland har vederlagsfri Lægehjælp, Medicin og Hospitalsophold.

Der findes Vedtægter for Husbygning og andre Vedtægter vedrørende Sundhedsvæsen, overfor hvilke Kommuneraadene har Tilsynspligt. Ved Højskolen i Godthaab gives Undervisning i Sundhedslære og med Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn er der, af Lægevæsenet etableret et gavnligt Samarbejde. Foreningen har saaledes skaffet Midler til to Børnesanatorier - i Umanak og Sukkertoppen. Hvert Sted er anbragt tyve Børn, lidende af Skrofulose eller af kirurgisk Tuberkulose. Distriktslægerne paa de paagældende Steder varetager Lægegerningen paa Sanatorierne.

I en Række af Kolonierne findes Sygehuse, saaledes:
Upernivik med 12 Senge,
Umanak 10
Jacobshavn 27
Egedesminde 15
Holstensborg 14
Sukkertoppen 32
Godthaab 6
Frederikshaab 24
Julianehaab 36
Nanortalik 4

Ialt er der saaledes i Vestgrønland 180 Hospitalspladser, hvortil kommer de to Børnesanatorier i Umanak og Sukkertoppen, hver med tyve Pladser.

Desuden findes et Sygehus i lvigtut, hvor der dog som Regel ikkct indlægges Grønlændere.

Det grønlandske Sundhedsvæsen har et Budget paa 300,000 Kr., der anvendes saaledes:

Udgift til Lægerne 110.000 Kr.
Jordemødrene 34.000
Sygeplejersker 23.000
Sygehusene 55.000
Medikamenter 20.000
Forbindstoffer og Sygeplejeartikler 12.000
Sera og Vacciner 3.000
Lægernes Tjenesterejser 15.000
Værdiafskrivninger 9.000
Andre Udgifter 5.000

I en af Dr. A. Berthelsen af given Redegørelse gives der til Sammenligning nogle Oplysninger om Lægevæsenet i andre Eskimoterritorier. Heraf fremgaar det, at Alaska i 1924 havde 2,9 Læger pr. 10,000 Indb. Indianerterritorierne havde (i 1925) 5,3, men Grønland (1929) 6,9. Af Hospitalspladser fandtes i Indianerterritorierne 74 pr. 10,000, men i Grønland 160. Udgiften til Sundhedsvæsenet var pr. Individ:

Alaska (1925) 17 Kr.
Indianerterritorierne (1926) 7 Kr.
Grønland (1929) 20 Kr.

Disse Oplysninger er meget ærefulde for Danmark, og der er ogsaa sket en mægtig Forbedring ved den nyeste Organisation af Lægetjeneste og Sundhedspleje, men dog er der store Mangler.

Endnu døer altfor mange i en tidlig Alder af den frygtede Tuberkulose, og et Særkende er det, at den grønlandske Befolkning ikke opnaar nogen høj Alder. Halvdelen af hele Befolkningen er under 20 Aar. Noget over 6000 er imellem 20 og 59 Aar, medens der kun lever 4-500 Mennesker, der er fyldt 60 Aar.

Jeg har nævnt, at Drikkevandsforsyningens Forbedring er et vigtigt Led i de hygiejniske Foranstaltninger, men her lægger Naturforholdene store Hindringer i Vejen.I Sydgrønland kan man grave Brønde, og det er da ogsaa sket nogle Steder. Ved passende Dækning kan man som Regel holde Vand i disse Brønde Vinteren igennem, men helt sikker er man ingenlunde.

Andre Steder er man henvist til de aabne Elve, som man hjælper paa, ved at anlægge Ledninger ind til et passende Sted i Kolonien.

Men nordpaa har man ikke disse Muligheder. Der maa man hele Aaret hente Is til Vandforsyning. Isblokkene hentes ved Stranden, eller man gaar ud med Baad og Økse og hugger Klumper af de drivende Isf jælde. Isblokkene befries for Salt ved at lægges i varmt Vand, og de ferske Isblokke lægges simpelthen i Gryder og Kedler og smeltes til Vand ved Opvarmningen.

I Husene finder man overalt Tønder med Isblokke, der efterhaanden bliver til Drikkevand. - Det er forstaaeligt, at denne Vandforsyning rummer visse Farer, særlig hvis man forsømmer Kogning af Vandet, og den Forsømmelse er særdeles nærliggende.

Folkeoplysningen.


Medens jeg paa min Rejse har mødt særdeles mange fremragende Grønlændere, er det mit Indtryk, at den almindelige Folkeoplysning staar noget tilbage. Der er sket store Fremskridt og særlig er Efterskolerne, som er en Nydannelse i Skolevæsenet, et vigtigt Middel til Udvikling af Foregangsmænd.

Men fra mange Sider hørte jeg Beklagelser over det almindelige Skolevæsen og særlig over en meget mangelfuld Dansk-Undervisning.

Den nyere Tids Udvikling har ført til, at det fortrinsvis er Grønlændere, der virker som Kateketer og Præster, men dette fører altsaa den nævnte Ulæmpe med sig i Forholdet til Dansk. Man gjorde den praktiske Betragtning gældende, at Grønlænderne nu er blevet et Fiskerfolk, der færdes paa Havet, og det er en stor Gene for dem kun at tale et Sprog, som ingen andre kender. Med Dansk kan de klare sig længere, og kan de Dansk, vil det nærliggende Engelsk ikke være saa vanskeligt at lære som det maa være lige fra Grønlandsk.

I Møde efter Møde frembar grønlandske Repræsentanter dette Ønske om god Dansk-Undervisning i Folkeskolen - ogsaa for at det grønlandske Folk efterhaanden kan faa Adgang til dansk Literatur og dermed til den Kulturverden, som nu er lukket for det.

Jeg synes denne Klage er berettiget og at den vidner smukt om den grønlandske Befolknings Troskab overfor det Broderland, hvortil den er knyttet, og det maa blive en Opgave i den kommende Tid, at finde Former hvorunder dette gode Ønske kan imødekommes.

Den grønlandske avis

Iblandt Illustrationerne vil man finde en Side af en lille grønlandsk Avis, der hedder: Atuagagdliutit. Denne Avis er Sydgrønlands, men man har en lignende ogsaa i Nordgrønland.


Disse to Aviser udgaar gratis til alle Hjem. De udgives af Landsfogederne paa Styrelsens Vegne, men de staar aabne for Indsendere og danner et betydningsfuldt Bindeled i Befolkningen og er værdifulde i Oplysningens Tjeneste.

Begge Blade skrives paa grønlandsk Sprog, men det er muligt, at man burde hidføre en Ændring heri, saaledes at man brugte baade Grønlandsk og Dansk. Enten ved at veksle med disse to Sprog saaledes som det sker i de færøske Blade, eller saaledes at alt fandtes paa begge Sprog.

De smaa Aviser og den nye Tids Smaaskrifter i Folkeoplysningens Tjeneste er sikkert vigtige Oplysningsmidler ved Siden af Folkeskole og Efterskole. Man maa haabe, at der vil komme samme Fart i Oplysningsarbejdet som der er kommet i Erhvervs-Omlægningen i de senere Aar; der er ubetinget Trang hertil.

Østgrønland.

Som jeg har oplyst, gik min Grønlandsfærd kun over Koloniomraadet paa Vestkysten af Grønland. Isforholdene gør Østkysten endnu mere utilgængelig end Vestkysten. Paa Sydøstgrønland har man i 1895 anlagt Kolonien Angmagsalik, der tæller seks-syv Hundrede Indbyggere, og i den nyere Tid - i 1925 - har man ved Overflytning af Eskimoer anlagt Kolonien Scoresbysund. Den sidstnævnte Koloni, som er ganske lille - ca. hundrede Indbyggere - ligger ved Fjorden af samme Navn, men man er ikke sikker paa at kunne besejle denne Del af Landet hvert Aar, hvorimod der ikke er saadan Vanskelighed med Angmagsalik.

Landet Nord for Scoresbysund synes ganske utilgængeligt fra Kysten, hvorimod man nok kan færdes inde i Landet, fra Scoresbysund. Der kan dog næppe blive Tale om virkelig Bosætning i disse Egne, hvorimod der vel kan drives nogen Jagt.

Danmark har ofret meget betydelige Beløb paa videnskabeligt Arbejde i Østgrønland og fortsætter dermed, uden dog at forbinde større økonomiske Interesser med disse Undersøgelser. Der har været nogle danske Selskaber, som i Tidens Løb har haft Tilladelse til at etablere Fangstvirksomhed og Jagt paa Østgrønland, men Landets Karakter bereder store Vanskeligheder for saadan Virksomhed, og egentligt Udbytte kan ikke paaregnes deraf.

Det vakte nogen Forundring, da den norske Presse for en Del Aar siden startede en storstilet Kampagne, hvorunder man paastod, at Norges Fiskerbefolkning havde store Interesser i Østgrønland og følte sig truet i Udøvelsen af hævdvunden Ret til at udøve Fangst og Fiskeri. Og det vakte endnu mere Forundring, da Norges Regering tog Sagen op.

Da der ikke i Danmark knyttede sig virkelige ErhvervsInteresser til dette Landomraade, og da det danske Folk ikke tilstræber at udelukke andre Nationer fra Foretagsomhed og Erhverv, gik man beredvilligt til Forhandlinger om Sagen og erklærede fra første Færd, at der ikke var noget Ønske i Danmark om at udelukke andre Nationer fra at søge Udbytte ved en Virksomhed i Østgrønland, saa langt som denne ikke krænkede den Ret og de Interesser, som den danske Stat havde at varetage paa Eskimoernes Vegne.

Disse Forhandlinger endte med en Overenskomst mellem Norge og Danmark angaaende Østgrønland - ratificeret 26. Juni 1924. Denne Overenskomst, som maaske nok var af en noget særegen Karakter, er det officielle Vidnesbyrd om den danske Nations Vilje til at leve i Fred med andre Nationer. Den fastslaar, at der er fri Adgang for Fartøjer, til Landgang og Overvintring samt til Jagt, Fangst og Fiskeri, paa det i Overenskomsten anførte Omraade af Østgrønland, fra Lindenowsfjord 60° 27' nordl. Bredde, til Nordostrundingen 81 ° nordl. Bredde, dog undtaget Angmagsalikdistriktet, samt endvidere undtaget det til en paatænkt eskimoisk Bebyggelse fornødne Omraade ved Scoresbysund. Og den giver endvidere Adgang for Personer og Selskaber til at tage Grund i Besiddelse til Brug, naar denne Grund ikke i Forvejen er beslaglagt af andre. Ogsaa Oprettelse af Stationer for Vejrvarsling, Telegraf og Telefon samt Anlæg i videnskabeligt og humanitært Øjemed tillades.

Det kan ses af Overenskomstens Ord og Form, at Parterne ikke har kunnet enes om at anerkende Danmarks Højhedsret over Landet, men forstaaeligt nok er der ikke fra dansk Side lagt Vægt herpaa. Denne Formalitet har, efter dansk Opfattelse, været i Orden i saa mange Aar og er særlig betonet ved Beslutningen af Norges Storting i 1821, da den ved Freden i 1814 foretagne Opgørelse mellem Sverrig, Norge og Danmark fik Stortingets Anerkendelse, saaledes at Norge frafaldt ethvert Krav paa Grønland.

Det var ikke til at se i 1924, hvad der skulde fremkalde en anden statsretlig Opfattelse, og det kan heller ikke nu ses, at der er Plads for en saadan. Fra Danmark er der bestandig arbejdet paa Udforskning, Kortlægning og andet, som kan have Betydning, og Østkysten er ikke blevet overset, som man skulde tro, naar man hører visse Kredses Omtale af Danmarks Forhold til Grønland. Jeg skal saaledes blot nævne enkelte Ekspeditioner, som jeg har i Erindringen. Kaptajn Normanns Plan for en Række Undersøgelser af Østkysten blev udført i Tiden omkring eller efter 1880. Derefter Marineløjtnant Ryders Udforskning af Østkysten fra 66 til 73° nordl. Bredde. Ryder overvintrede i Scoresbysund og kortlagde Fjordomraadet. 1898-1900 foretog Marineløjtnant G. Amdrup, støttet af Carlsbergfondet, en Række Undersøgelser paa Østkysten, og i den nyere Tid har Lauge Koch og Alfred Rosenkrantz foretaget geologiske Undersøgelser i Egnen mellem Scoresbysund og Danmarks Havn, og Lauge Koch har i de sidste Aar fortsat disse videnskabelige Undersøgelser.

Dette igennem Menneskealdre udførte Arbejde, hvis Resultater kulant stilles til Raadighed for enhver, der vil søge at udnytte Erhvervsmulighederne i Landet, kan naturligvis ikke pludselig skydes til Side som noget betydningsløst. Hvad Danmark har ladet udrette i Grønland er naturligvis udrettet, netop fordi Grønland hørte til det danske Rige, og fordi Regering og Rigsdag følte Forpligtelser overfor Landet og overfor Befolkningen ligesom det maatte være naturligt, at det til Riget hørende Landomraade blev underkastet en videnskabelig Undersøgelse og Belysning.

Nu er det bekendt, at der, siden Overenskomsten med Norge blev afsluttet, har været nogen erhvervsmæssig Virksomhed i Østgrønland, udøvet af norske Personer eller Selskaber, med en vis officiel Støtte. Da der ogsaa fra dansk Side, men uden Statsstøtte, er drevet en lignende Virksomhed paa samme Qmraade, har man selvfølgelig meget godt Kendskab til denne Virksomhed og er ogsaa i Stand til at regne ud, hvad det koster den norske Stat eller andre Institutfoner at drive dette »Erhverv«.

Der er imidlertid ikke Anledning til at blande sig i disse Anliggender, saa længe Overenskomstens Bestemmelser ikke tilsidesættes, men der er naturligvis heller ikke, i disse Erhvervsforsøg, nogen Basis for anden Opfattelse af de statsretlige Forhold, end den, der alle Dage er gjort gældende fra dansk Side.

Der er sikkert forskellige Forhold, som maa iagttages i den kommende Tid - ogsaa i Østgrønland. Det videnskabelige Arbejde maa fortsættes, og hvad der er nødvendigt for at sikre Vildtbestanden mod hensynsløs Jagt, maa ogsaa foretages. Jeg formoder ogsaa, at private Personer eller Selskaber fremdeles vil søge at oparbejde Fangstvirksomheden, selv om Udsigten til Udbytte er meget ringe.

Der maa sikkert ogsaa i den kommende Tid stationeres et Skib ved Østgrønland, og det kan formentlig ogsaa tænkes, at visse Anlæg, som er under Planlæggelse, kan faa Betydning for det fortsatte, praktiske Arbejde. I politisk Henseende staar det danske Folk sikkert samlet om en fælles Opfattelse, saaledes som jeg foran har givet den Udtryk.

Principperne for styrelse og handel paa Grønland

Under de Rigsdagsforhandlinger, der igennem Aarene har været om Grønland, har man altid været inde paa Drøftelser angaaende det saakaldte Monopol. Folk, der ikke kender Grønland, og som ikke har sat sig ind i den historiske Udvikling og i Forudsætningerne for den bestaaende Tilstand, udkaster ofte Tanken om frie Forhold, Monopolets Ophævelse og Grønland aabent for enhver - naturligvis med Undtagelse af det koncessionerede Brud i Ivigtut.

Hvis man efter Privatmonopolets Ophævelse i 1774 havde foretaget Aabningen og ladet de frie Kræfter raade, var Eskimoerne blevet Trælle for de kapitalstærke Handelsfolk, der saa havde slaaet sig ned i Grønland, og Folket var blevet et andet: end det, der nu eksisterer. Det vilde have lært alle Civilisationens Rædsler at keode, og den for saadanne primitive Folk almindelige Tilbagegang under Civilisationens Sygdomme, Udskejelser og Udbytning vilde have været sikker ogsaa i Grønland. Der vilde nu, efter 180 Aars Forløb, ikke have været meget tilbage af det gamle, frie Jægerfolk.

Man gjorde ikke dette Skridt, og det tjener til Ære for dem, der styrede Landet, enten de saa har haft ædle eller mindre ædle Maal for Øje. Og hver Gang Spørgsmaalet paany har foreligget, har Regering og Rigsdag fortsat Linien fra 1774. - Ingen har haft Mod til at afbryde den Udvikling, som har fundet Sted, og hvorunder den grønlandske Befolkning formerer sig, i Modsætning til hvad der foregaar i andre Naturfolk, som tvinges ind i Civilisationen.

Hvis man nu skred til Ophævelse af Monopolet og gav uhindret Adgang til Handel, vilde det sikkert være en økonomisk Lettelse for Staten. Man kunde endog opkræve Skat hos de Købmænd og andre, der vilde tage Handels-
og Produktionsopgaverne op, men den lille grønlandske Befolkning vilde faa alle Byrderne læsset paa Skuldrene, uden at være sikret nogen Art af Forsorg, naar Vanskelighederne meldte sig. En haardhændet Udbytning vilde blive iværksat til Fordel for enkelte kapitalstærke Personer eller Firmaer, og den kulturelle Udvikling, som nu foregaar ved Siden af den erhvervsmæssige Udvikling, vilde blive standset, fordi Grønlænderne ikke vilde være i Stand til at løse andre Opgaver end den at skaffe sig Udkommet i det barske Land.

Jeg har i min første Ordførertale i Rigsdagen for 22- 23 Aar siden fremhævet, at det var vor Pligt som Formyndere for det grønlandske Folk at indrette Forholdene, saaledes at dette Folk skaanes for de Lidelser, der vilde følge af en System-Ændring i Grønland. Hvad jeg den Gang og senere har sagt i den Henseende, staar jeg ved, og min Overbevisning om, at dette Standpunkt er det rette, er blot blevet bestyrket derved, at jeg personlig har lært Befolkning og Forhold at kende.

Der er stadig Fantaster, der tror, at den privatkapitalistiske Statshusholdning er Idealet for Folkene. Disse Fantaster er ogsaa nu og da fremme i Forholdet til Grønland, men de leverer aldrig Skygge af Bevis for Rigtigheden af deres Paastande.

Den nuværende Tilstand maa absolut bevares og Udviklingen føres videre, stadig med den Hjælp, som baade fra Handelsvirksomhed og fra kulturel Side kan ydes. I Løbet af den sidste Menneskealder er Udviklingen skredet stærkt frem. Der er mange Tegn, der tyder paa, at Udviklingen vil fortsættes med stor Fart i den kommende Tid. Hertil bidrager den Omlægning af Erhverv, der har ført Grønlænderne ind i moderne Produktionsforhold og har medført forøget Liv i Kol,onierne og forstærket Tempo i Arbejdet; i Sejladsen og i Omsætningen. Alt dette i Forening udvikler Grønlænderne, de drages op til større Selvstændighed, der kaldes paa deres Samfundsfølelse og Solidaritet og ganske særlig bidrager Kommuneraad, Landsraad og andre offentlige Forhandlinger til at vække Interessen for Fælles-Anliggender, der tidligere syntes at være uden Interesse for den indfødte Befolkning.

Hjemrejse og inspektion med »Hvidbjørnen«

»Disko« havde tilendebragt Turen op til den nordligste Koloni paa syvogtyve Dage, med Ophold og Landgang femten Steder. Det var en Rekord-Præstation til Ære for Skibet, dets djærve Fører og dets fortræffelige Besætning. Nu havde »Disko« sin Hjemtur for sig, og paa den skulde Last indtages i en Række Kolonier, og da Hjemkomsten derfor først vilde finde Sted ind i Oktober Maaned, var der truffet Aftale om, at jeg skulde gaa ombord i Fiskeriinspektionsskibet »Hvidbjørnen« for at blive sejlet til Færøerne, hvorfra anden Skibslejlighed kunde faas, saaledes at jeg kunde komme hjem inden 26. September og faa forberedt Rigsdagens Aabning.

Paa Grund af Oliemangel og Nødvendigheden af at faa en Reparation udført var det i Mellemtiden · bestemt, at »Hvidbjørnen« skulde til København, og jeg kunde da gøre hele Turen med dette Skib, hvilket gav mig et særdeles godt Supplement af Oplysninger, thi jeg fik nu ogsaa Lejlighed til at lære Livet og Gerningen i et Inspektionsskib at kende.

Det var Lørdag den 6. September, at jeg gik ombord i »Hvidbjørnen«. Efter en Afskedsfrokost, hvori Kolonibestyrer, Landsfoged og Direktør deltog, styrede vi ud paa den lange Rejse.

Afskedssaluten lød fra Uperniviks Batteri, og Prins Knud ledede, som Søløjtnant, Affyringen af »Hvidbjørnen«s Svarsalut, de ni Skud. Og dermed havde jeg officielt taget Afsked med det vidunderlige Land. Der var beregnet sytten-atten Døgn til Hjemturen, under hvilken vi skulde indtage Vand og Olie i lvigtut og anløbe Færøerne. Det var et rigeligt Spand af Tid, men som bekendt maa man altid regne med Forsinkelser - Storm, langsom Fart og Standsning i Taage - naar man befinder sig i grønlandske Farvande.

Fra »Godhavn« havde »Disko« haft Landsfoged Rosendahl med nordpaa, men da han fik Melding om alvorlig Sygdom i Hjemmet, fik han Skibslejlighed med »Hvidbjørnen «, og paa vor anden Rejsedag satte vi Landsfogden af i »Godhavn«, med gode Ønsker for hans syge Søn. Og saa var vi igen ude paa Havet med fuld Kraft paa Maskinen.

Det var smukt Vejr her nordpaa, men allerede paa den anden Dags Aften fik vi Melding. om voldsom Storm og mange Isf jælde fra den engelske Damper »Arctic Queen«, der laa to Hundrede Sømil Syd for os. Og da Morgenen brød frem, var vi inde i Stormen, saa alt fritstaaende maatte surres.

Fiskeri-inspektionen maa omlægges

Jeg studerede nu Chefens Indberetninger om Fiskeriinspektionen, samt Forhørene over de Skippere, der var blevet anholdt for Fiskeri paa forbudt Omraade. Jeg fik heraf og af Samtalerne med Orlogskaptajnen og andre af Skibets Besætning et godt Indtryk af den vigtige Virksomhed, som maa udøves i nogle Maaneder - særlig af Hensyn til Grønlænderne. Resultatet af mit Studium paa dette Omraade blev en Overbevisning om, at Ændringer sikkert er formaalstjenlige. Inspektionsskibet bør være Stationsskib, og en Del af Inspektionen bør foregaa ved Hjælp af hurtigtsejlende Motorbaade, der uden Besvær kan følge givne Anmeldelser og Anvisninger.

Fra Skibet kan i mange Tilfælde ydes Bistand med Lægetjeneste og Redningstjeneste, ligesom man ogsaa i Stationsskibet og dets Besætning kan have en udøvende Myndighed ved Haanden.

Disse Slutninger er naturligvis kun Resultat af en temmelig hastigt gennemført Orientering i disse Forhold, de fremdragne Spørgsmaal maa tages op til omhyggelig Prøvelse, men hvis vi kan finde det rigtige Spor for saadant Arbejde, vil det være af stor Betydning for Grønland. Ogsaa for saadanne Skibes Besætning vil det være en stor Fordel at have en saadan Virksomhed at udøve, og jeg glædede mig meget over den klare Forstaaelse af disse Opgavers nationale Betydning, som blev lagt for Dagen af »Hvidbjørnen«s daværende Fører, Orlogskaptajn Achermann, som ogsaa af den nuværende Fører, Orlogskaptajn Bildsøe, der var med ombord for at forberede sig til Overtagelse af Chef stillingen.

Jeg haaber, at disse Planer vil blive mødt med Forstaaelse, og at det maa være muligt at finde en god Anvendelse for en Del af Statens Skibe, særlig under den Nyordning af Marinen, som maa komme. Baade ved Grønland, ved Færøerne og ved Island er en Modernisering paa dette Omraade sikkert ønskelig.

Hvad jeg mødte i davis-strædet

Hjemrejsens Begyndelse formede sig, bortset fra nogen Storm, nogen Sø og en Mængde Isbjerge, forholdsvis stilfærdigt.

Vi var ude i Havet, hvor Fiskebankerne findes, og vi vidste, at forskellige Fiskeri-Ekspeditioner maatte ligge paa vor Rute. Allerede den tredje Dags Aften passerede vi, i smukt Maaneskin, det norske Hvalfangerskib »Norskehavet« af Haugesund. Den havde en vældig Hval fortøjet paa Siden. Aftenstilhed herskede ombord.

Næste Morgen KL fire-fem purrede Chefen ud efter Aftale, thi nu var vi naaet frem til »Fiskenæs-Banken«, hvor den store engelske »Northland«-Ekspedition i Øjeblikket udøvede sin Virksomhed. Vi satte Projektøren i Virksomhed og kunde da overskue de to store Dampere, maaske paa seks til otte Tusind Tons Størrelse, der er Moderskibe for Fiskeriet. Den ene er lastet med Kul og forsyner dermed de mindre Fartøjer, den anden indeholder Kogeriet og tager altsaa Fisken ombord til Behandling. Ude omkring paa Banken øjnede vi fem-seks Trawlere, der var paa Fiskeri, og desuden opdagede vi, at der til Ekspeditionen hørte et Antal hurtigtsejlende Motor-Dorryer med ganske faa Mands Besætning, hvorfra der ligeledes dreves Fiskeri.

Dette natlige Møde var særdeles interessant, og navnlig kastede Projektør-Belysningen ejendommelig Glans og Farve over det Liv, der udfoldedes herude paa det store Hav, langt fra Alfarvej og i lang Afstand fra den rigtige civiliserede Verden. Jeg fik et levende Indtryk af den Foretagsomhed, som udfoldedes, og jeg haaber en Gang at se mit eget Lands unge Fiskerbefolkning ivrigt optaget af en lignende Gerning og dygtige Handelsmænd optagne af at afsætte gode Fiskeprodukter paa det store, internationale Marked.


Vi indtager olie og vand i Ivigtut

Paa den fjerde Dags Aften var vi ud for Ivigtut-Fjorden. Vi kom for sent til at kunne gaa ind, det var nær Midnat, og saa ankrede vi derude for at tage rigtigt Bestik næste Morgen.

Morgenen oprandt med en god Storm, under hvilken vi styrede igennem den smukke Fjord, og Kl. otte var vi inde i Skibshavnen, ud for de store Kraner og Pakhuse. Der laa Skib inde og lastede Kryolit, og vi skulde da hen paa Siden af dette for at faa Olie- og Vandslanger i Forbindelse med Anlæggene i Land. Paa Grund af den stærke Storm og de vældige Vanddybder havde vi noget Besvær med Ankringen, men sluttelig laa vi da fast, og Forbindelsen med Olietank og Vandforsyning etableredes.

Under dette havde jeg paany Lejlighed til at drøfte Kryolit-Problemerne med Stedets Ledere, og da Fyldningen tog næsten et Døgn, fik vi ogsaa Lejlighed til at tilbringe en hyggelig Aften i Land, hos den svenskfødte Direktør ved Kryolitbrudet.

Kl. fire næste Morgen var vore Tanke fyldte, og Kl. seks stod vi ud af Havnen, - endelig Af sked med Grønlands bebyggede Pladser.

Og saa gik da »Hvidbjørnen« med god Fart i høj Sø, i Storm som i Stille og i silende Regn. Paa den syvende Dags Morgen passerede vi Kap Farvel uden de Viderværdigheder, som befrygtes paa dette Sted, og nu gik vi ud i det store Atlanterhav for at tage Turen fra Vest til Øst, der, hvor intet Land øjnes. Vi oplevede skønne Aftener med Maaneskin og Stjerner, og i disse Aftener er det herligt at leve her i den store Stilhed, hvor Afbrydelserne leveres af den hastigt arbejdende Maskine og af Raabene, naar Vagten skal skiftes.

Film paa banjerne

Søndagene paa »Hvidbjørnen« var Festdage ogsaa for Mandskabet. Der holdes ingen Øvelser, og der er ekstra Forplejning. Og saa en Gang midt paa Eftermiddagen møder 1. Maskinmester med Filmsapparatet nede paa Banjerne, hvor de Værnepligtige har deres Kistebænke og Plads til de forordnede Hængekøjer.

Alle møder vi saa, undtagen det fornødne Vagtmandskab paa Broen og i Maskinen. Og saa ruller Filmen, med Førstemester som Operatør. Et Par Timer forløber paa den Maade, i Spænding og Glæde over Filmens vekslende Optrin.

»Hvidbjørnen«, som tidligere paa Aaret har foretaget en Rejse, hvori Embedsmænd og nogle Rigsdagsmænd deltog, har ogsaa faaet optaget nogle Billeder fra denne Rejse, ligesom nogle Situationer, hvor anholdte Fiskeres Fangst besigtiges, samt endelig min Landgang i Godhavn. Da disse Billeder en Dag rullede paa Lærredet, var de Kilde til megen Fornøjelse for os.

Paa den tiende Dag har vi pejlet Island og Portland. Sø og Vind volder noget Besvær, og Natten mellem 15. og 16. September blev ualmindelig ondartet. Mine fritstaaende Stole rullede rundt paa Gulvet, og med et Haandklæde maatte jeg i Løbet af Natten fastgøre Stolene til Varmeledningen for at undgaa Larmen og hindre Ødelæggelser. Søvnen blev urolig paa Grund af de voldsomme Bevægelser, og Farten blev nedsat, saa vi begyndte at frygte alvorlige Forsinkelser.

Vi kom dog igennem disse smaa Besværligheder, og om Morgenen paa den tolvte Dag, Onsdag den 17. September, ser vi Færøernes smukke Basaltklipper, og Kl. elleve en halv laa vi fortøjede ved Havnen i Trangisvaag.

Retur til Min grønlandsfærd