Indsigt: Grønlands økonomi Forår 2021

Grønlands økonomi Forår 2021

Selvstyret har en betydelig og stigende risikoeksponering via selvstyreejede selskaber, som skal medtages i vurderingen af frihedsgraderne i den økonomiske politik. En negativ økonomisk udvikling i et eller flere af disse selskaber kan få store konsekvenser for landskassen. Aktiviteter varetaget af helt eller delvist selvstyreejede selskaber er ofte systemiske og af afgørende betydning for samfundet, fx lufthavne og flytransport, og de kan derfor ikke lukkes ned i tilfælde af økonomiske problemer. Den samlede nettorentebærende gæld – hvor gælden i de selvstyreejede selskaber er medtaget - forventes at øges fra 4 mia. kr. i 2020 til 7,2 mia. kr. i 2024

Onsdag d. 26. maj 2021
Økonomisk Råd
Emnekreds: Landsstyret, Landstinget, Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Sammenfatning
Kapitel 1 Konjunkturudsigter
Kapitel 2 Hjælpepakker og offentlige finanser
2.1. Hjælpepakker
2.2. Offentlige finanser
2.3 Kravene til den økonomiske politik
Kapitel 3 COVID-19 pandemiens langsigtede effekter
3.1 En ny ”normal”?
3.2 Uddannelse
3.3 Et bredere erhvervsgrundlag
3.3.1 Turisme
3.3.2 Råstofsektoren
Henvisninger
Økonomisk Råd
Udgivelser siden 2017:
Rapporter:
Baggrundsmateriale:
Policy Briefs:
Om Grønlands Økonomiske Råd
Økonomisk Råds formandskab:
Øvrige medlemmer af Økonomisk Råd:
Læs den originale rapport her:


Sammenfatning

Covid-19 pandemien har afgørende ændret den sundhedsmæssige og økonomiske situation i verden. Grønland er hidtil kommet gennem krisen med mindre sundheds- og samfundsøkonomiske konsekvenser end de fleste andre lande. Den væsentligste årsag er den geografiske lokalisering og mulighederne for effektivt at mindske smitterisikoen via rejserestriktioner. Derfor har der ikke været samme omfang af nedlukninger og restriktioner med deraf negative afledte økonomiske konsekvenser som i andre lande.

Omvendt har de negative konsekvenser været koncentreret om turist- og rejseerhvervene.

Mens der globalt har været en økonomisk tilbagegang gennem 2020, peger de økonomiske nøgletal på, at der her i landet har været en lille økonomisk fremgang i 2020. Der har også været en lille fremgang i beskæftigelsen. Fremgang inden for bygge- og anlægsområdet og privatforbruget har været tilstrækkeligt stærk til at sikre en lille positiv økonomisk vækst i 2020 trods tilbageslaget inden for turisme og tilknyttede erhverv. Antallet af udenlandske besøgende er faldet voldsomt, og de udenlandske overnatninger på hoteller, restaurantbesøg og krydstogtsbesøg er på et minimumsniveau eller er ophørt. 3 pct. af de beskæftigede arbejder inden for hoteller og restauranter, hertil kommer beskæftigede inden for turistture, flytransport mv.

Den økonomiske udvikling har således været væsentligt bedre, end det tegnede sig ved pandemiens start. Hovedårsagen er, at der ikke i samme omfang som i andre lande har været behov for nedlukninger og restriktioner for at bremse smitterisikoen. Det væsentligste tiltag har været rejserestriktionerne, der til gengæld har haft store konsekvenser for turisme- og rejseerhverv. Erhvervsstrukturen har desuden været med til at dæmpe gennemslaget af pandemien. Fiskeriet er det altdominerende eksporterhverv, og fangsterne har kun i begrænset omfang været påvirket af ændringer i de globale konjunkturer. Usikkerheden for fiskeriet knytter sig primært til prisudviklingen på fisk og skaldyr. Den store offentlige sektor og bloktilskuddet er desuden med til at mindske økonomiens afhængighed af de internationale konjunkturer.

Vækstudsigten for 2021 er påvirket af den hastighed hvormed rejserestriktioner mv. bliver afviklet i omverden. Rejseanbefalinger og vaccineudrulning vil påvirke planlægningen af ferierejser, og turismeerhverve må forventes også i år at have færre udenlandske besøgende end før pandemien - men dog flere turister end i 2020. Til gengæld vil bygge- og anlægsaktiviteten være meget høj i år, og bl.a. aktiviteten i tilknytning til lufthavnsbyggerierne ventes at tage yderligere fart, ligesom udsigterne for det havgående fiskeri er gunstige med hensyn til fangstmængder og muligvis også fiskepriser. For 2021 forventes en vækst på ca. 2 pct. Arbejdsmarkedet vil forsat være karakteriseret ved høj beskæftigelse og mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Som reaktion på coronakrisen er der indført hjælpepakker for erhvervslivet og lønmodtagere. Formålet med pakkerne er at understøtte virksomheder og lønmodtagere i de situationer, hvor de økonomiske muligheder er påvirket af nedlukninger og restriktioner for at begrænse risikoen for smittespredning. Hjælpepakkerne har været nødvendige i den helt særlige situation, der opstod som følge af nedlukningsrestriktionerne. Der er helt afgørende, at hjælpepakkerne er motiveret i de afledte økonomiske konsekvenser af sundhedsmæssigt begrundede restriktioner der direkte (fx ved nedlukning) eller indirekte (via fx rejserestriktioner) uventet påvirker erhvervsmulighederne. Der er tale om en helt usædvanlig form for økonomisk politik, og derfor bør sådanne hjælpepakker være midlertidige. Det er positivt, at hjælpepakkerne har været lanceret med på forhånd fastlagte udløbsdatoer. De generelle hjælpepakker er afviklet, mens turisterhvervet i første halvår 2021 fortsat har adgang til arbejdsmarkedspakken, akutpakken samt aktivitetspakken.

Da COVID-19 pandemien har påvirket økonomien mindre end først forventet, har trækket på ordningerne været mindre end forventet. Hjælpepakkerne har således udspundet et sikkerhedsnet under virksomheder og lønmodtagere, og det har så efterfølgende vist sig, at situationen var mindre alvorlig. Hjælpepakkerne har haft stor værdi som en forsikringsordning, hvor uheldene har vist sig ikke at være så omfattende, som det kunne have været tilfældet.

De offentlige finanser er påvirket af COVID-19 krisen, herunder særligt udgifter til sundhedsvæsenet, hjælpepakker og nødbeflyvning. Efter en årrække med overskud er der sket i markant skift til et betydeligt underskud i 2020, og også for 2021 forventes et underskud. For 2020 forventes et underskud på 189 mio. kr., og selvom det er mindre end skønnet på et tidligere tidspunkt i krisen, så er det et anseeligt beløb. Samtidig har Selvstyret en betydelig og stigende risikoeksponering via selvstyreejede selskaber, som skal medtages i vurderingen af frihedsgraderne i den økonomiske politik. Mange aktiviteter varetaget af selvstyrende selskaber er systemiske og af afgørende betydning for samfundet, fx lufthavne og flytransport, og de kan derfor ikke lukkes ned i tilfælde af økonomiske problemer. Den samlede nettorentebærende gæld – hvor gælden i de selvstyreejede selskaber er medtaget - forventes at øges fra 4 mia. kr. i 2020 til 7,2 mia. kr. i 2024. En negativ økonomisk udvikling i et eller flere af disse selskaber kan derfor få store konsekvenser for landskassen.

Krisen skaber et behov for at genoprette landskassens økonomi. Det vil kræve, at der i en årrække sikres et overskud både for at afvikle gæld og oparbejde stødpuder som beredskab til eventuelle fremtidige kriser. Samtidig er der et uløst holdbarhedsproblem for de offentlige finanser som følge af en aldrende befolkning. Situationen stiller således krav om overskud i en periode samtidig med at der skal gennemføres reformer for at løse holdbarhedsproblemet. Den økonomiske politik har i en årrække være planlagt under et balancekrav til de offentlige finanser, men det bør fremadrettet erstattes af et overskudskrav. Der er et stort behov for få udarbejdet en ny langsigtet økonomisk plan.

Økonomiske kriser har ofte også mere langsigtede effekter i kraft af afledte strukturelle effekter. Det gælder også Covid-19 krisen der kan have betydning for hjemmearbejde, turiststrømme og meget andet. Dette har betydning for mulighederne for at udvikle et bredere erhvervsgrundlag og sikre en proces mod en mere selvbærende økonomi. I mange lande er det en bekymring, at nedlukninger, restriktioner og hjemmeundervisning har en langsigtet negativ konsekvens i form af mindre indlæring og uddannelse, især for børn og unge med en svagere baggrund. Som følge af mindre omfattende nedlukninger er uddannelsessystemet generelt meget mindre påvirket end i andre lande. Til gengæld har rejserestriktionerne haft stor betydning for både efterskole og uddannelsesophold i udlandet, og som enten udsætter eller i værste fald mindsker uddannelsesambitionerne for de berørte.

Turisterhvervet er fortsat hårdt ramt, og hjælpepakker til erhvervet er fortsat nødvendige. Rejserestriktioner har en åbenbar betydning, men erfaringer fra tidligere viser, at turismestrømme er meget følsomme over for smitterisici. Selv med ophævelse af rejserestriktioner vil forbrugernes opfattelse af smittesituation og risici fortsat have betydning. Risikoen for pludselige politikændringer knyttet til lufttrafik, rejseregler, karantæneregler kan holde turister tilbage. Det kan tage tid at genopbygge tilliden til sikkerheden ved at rejse, herunder de sundhedsbehandlinger rejsedestinationen råder over. Det gælder især blandt ældre og mere velstående turister, som vælger at rejse til Grønland. Derfor vil udviklingen også afhænge af de initiativer, der tages i forhold til at understøtte denne tillid i form af krav til sundheds- og hygiejneforhold.

Efterforskningsaktiviteter på råstofområdet har været negativt påvirket af rejserestriktioner m.m., men udviklingen i verdensmarkedspriserne på råstoffer har generelt været gunstig. Krisen har også forstærket fokus på behov og adgang til råstoffer. Mineaktiviteter er afgørende for at skabe grundlaget for et bredere erhvervsgrundlag og dermed en proces mod en mere selvbærende økonomi. For at styrke sektoren er det afgørende med klare politiske signaler og stabilitet i rammevilkårene over tid. Det gælder i forhold til typer af mineraler, der kan udvindes og vilkårene herfor, herunder ressourcerenteafgifter og beskatning. Usikkerhed om rammer og vilkår har generelt en negativ effekt for inverteringer, og særligt for mineaktiviteter, der kræver store initiale investeringer, og typisk løber i lange perioder. For Grønland som et ”greenfield” område er det særligt vigtigt med tydelige og klare signaler, og også en effektiv og transparent administration, for at kunne tiltrække selskaber og investorer og dermed realisere styrke minesektoren.

Kapitel 1 Konjunkturudsigter

Grønland er kommet bedre igennem corona-pandemiens første år end mange andre lande. Der blev hurtigt gennemført rejserestriktioner og en række nedlukninger i foråret 2020, og det er stort set lykkedes at forhindre smittespredning i landet. Den succesfulde indsats har haft stor betydning for pandemiens aftryk på grønlandsk økonomi. Der er en tendens til, at lande med stor smittespredning og overdødelighed også har haft store fald i BNP. Det gælder fx for Italien, Spanien og UK, hvor der har været behov for omfattende restriktioner for at dæmpe smitten, jf. figur 1.1. Omvendt har Norge, Finland og Danmark – og til dels Sverige - haft relativ beskeden stigning i overdødelighed og tilsvarende mindre fald i BNP.

Figur 1.1 BNP-vækst i udvalgte europæiske lande, USA og Grønland, 2020


Uden smittespredning har der her i landet været muligt at afvikle de interne restriktioner og store dele af det økonomiske liv har kunnet fortsætte næsten som normalt. Nedlukninger og rejserestriktioner har især ramt turismen og tilknyttede erhverv, som står over for store udfordringer, så længe der er problemer med at bringe smitterisikoen under kontrol i omverdenen. Landenes vaccinationsprogrammer er tidskrævende, og der må derfor forventes varierende grader af rejserestriktioner så længe smitterisikoen reelt er til stede, jf. kapitel 3 om de langsigtede udfordringer for turismen.

Hjælpepakker har understøttet virksomheder og lønmodtagere i de situationer, hvor restriktioner begrænsede erhvervsgrundlaget. I 2021 er hjælpepakkerne derfor målrettet erhverv inden for turismen. Erhvervsstrukturen har desuden været med til at dæmpe gennemslaget af pandemien. Fiskeriet er det altdominerende eksporterhverv, og fangsterne har kun i begrænset omfang været påvirket af ændringer i de globale konjunkturer. Usikkerheden for fiskeriet knytter sig primært til prisudviklingen på fisk og skaldyr. Den store offentlige sektor og bloktilskuddet er desuden med til at mindske økonomiens afhængighed af de internationale konjunkturer.

De økonomiske nøgletal peger på, at der har været en lille økonomisk fremgang i 2020. Det er sket på trods af tilbageslaget i turismeerhverv og rejserestriktionerne. Antallet af udenlandske besøgende er faldet voldsomt, og de udenlandske overnatninger på hoteller, restaurantionsbesøg og krydstogtsbesøg er på et minimumsniveau eller er ophørt. 3 pct. af de beskæftigede arbejder inden for hoteller og restauranter, hertil kommer beskæftigede inden for turistture, flytransport mv.

Fremgangen i 2020 hænger bl.a. sammen med høj aktivitet inden for bygge- og anlægssektoren, og i 2021 er der meldinger om store prisstigninger på byggematerialer og udbredt mangel på arbejdskraft. Målt på antallet af job og produktionsværdien er bygge- og anlægssektoren 3-4 gange større end hoteller og restaurationer. Realkreditinstitutternes udlån i Grønland er steget mærkbart i 2020, hvilket især skyldes erhvervsudlån til lufthavnsprojekterne. Udlånene til ejerboliger er også begyndt at stige i 2020, efter en årrække, hvor nye realkreditudlån omtrent har været på niveau med afdragene og det samlede udlån derfor var omtrent uændret. De samlede realkreditudlån i Grønland var 4,3 mia. kr. ved udgangen af 2020, hvoraf ejerboliger tegnede sig for 2,7 mia. kr., jf. figur 1.2. Det er det højeste niveau nogensinde. Med udbygningen af infrastrukturen i de kommende år vil adgangen til udenlandsk arbejdskraft være nødvendig for at nedbringe risikoen for overophedning inden for bygge- og anlægssektoren.

Figur 1.2 Realkreditinstitutternes udlån i Grønland


Fremgangen i 2020 hænger også sammen med en lille mængdemæssig fremgang i fangsten af fisk og skaldyr. Rejefangsterne steg med 19 pct. i 2020 bl.a. som følge af indsættelsen af nye trawlere. Til gengæld faldt prisen på fisk og skaldyr, da efterspørgslen fik et dyk under nedlukningerne af restauranter og hoteller på de vigtigste eksportmarkeder.

Det havgående fiskeri efter rejer og hellefisk er MSC-certificeret som bæredygtigt, og de politisk fastsatte kvoter følger dermed den biologiske rådgivning. Kvoterne for det havgående fiskeri betyder, at fangsterne af fisk og skaldyr omtrent kan fastholdes uændret på et bæredygtige niveau. Anderledes problematisk ser det ud for det kystnære fiskeri, som ikke er bæredygtigt, hverken ud fra en biologisk eller en økonomisk betragtning. De fangede hellefisk i det kystnære fiskeri bliver mindre år for år, hvilket er et tegn på, at fiskeritrykket er for højt. Antallet af licenser i det kystnære fiskeri efter hellefisk er samtidig meget højt i forhold til de mulige fangstmængder, hvilket presser økonomien for fiskerne (1).

Der er usikkerhed om de fremadrettede fiskepriser. Efterspørgslen må forventes igen at stige i anden halvdel af 2021 efterhånden som restauranter, kantiner, hoteller mv. genåbner i omverdenen. Det kan tale for stigende priser på fisk og skaldyr, om end ikke til prisniveauerne før coronapandemien. Der vil være store udsving fra art til art. Langsigtsprognoserne for FAO peger fortsat mod høje fiskerpriser, som følge af global indkomstfremgang.

Det private forbrug steg også pænt i 2020. Omsætningen i de største detailkæder var 5,3 pct. højere ved udgangen af 2020 sammenlignet med 2019, og da forbrugerpriserne steg 1,7 pct. fra medio 2019 til medio 2020, var der en mængdemæssig fremgang på ca. 3,5 pct. Forbrugsudviklingen hænger til dels sammen med stigende beskæftigelse og dermed indkomstfremgang. Det spiller imidlertid også ind, at rejserestriktionerne kan have påvirket forbrugsmønsteret, hvor den enkeltes forbrug i udlandet er flyttet til grønlandsk forbrug. Aktivitetspakken for turisterhvervet med rabatter på overnatninger og turistture var fx med til at understøtte den indenlandske turisme (staycation) og påvirke forbrugsmønsteret mod mere indenlandsk forbrug, jf. kapitel 3.

Fremgangen inden for bygge- og anlægsområdet og privatforbruget har været tilstrækkeligt stærkt til at sikre en lille positiv vækst i grønlandske økonomi i 2020 trods tilbageslaget inden for turisme og tilknyttede erhverv. Tabel 1.1 viser de centrale nøgletal i prognosen. Faldet i eksporten hænger sammen med, at færre udlændinge besøgte Grønland i 2020, hvilket i nationalregnskabet betyder mindre eksportindtægter. Tilsvarende har færre turistrejser til udlandet mindsket importudgifterne.

Med en lille økonomisk fremgang er arbejdsmarkedet også kommet betydeligt bedre gennem coronakrisen end i andre lande. I de nordiske lande er beskæftigelsen faldet mellem 0,7 pct. og 1,5 pct. i 2020, og faldet har været endnu kraftigere i de lande, hvor pandemien har sat dybere spor. I kontrast hertil er arbejdsmarkedet her i landet præget af udbredt mangel på arbejdskraft og behov for at hente udenlandsk arbejdskraft. Antallet af registrerede arbejdssøgende er faldet betydeligt i en årrække, kun afbrudt af en lille stigning fra april til september 2020 i forhold til året før. I marts 2021 henvendte i alt 1.950 arbejdssøgende sig til kommunen med arbejdsløshed som et problem. Det er 166 færre personer i forhold til marts 2020, jf. figur 1.3. Tallene viser, at tilbageslaget i omsætningen inden for turisme, hoteller og de tilknyttede erhverv ikke har resulteret i øget ledighed. Hjælpepakkerne har mindsket effekterne på arbejdsmarkedet og fremgang inden for byggeriet mv. har været tilstrækkeligt stærkt til at holde den samlede beskæftigelse oppe.

1 Se også Fiskerikommissionen, 2021, Status og udfordringer i det kystnære fiskeri efter hellefisk i område 47, baggrundsnotat.


Figur 1.3. Antal registrerede arbejdssøgende, 2016-2021


Antallet af registrerede arbejdssøgende følger ret nøje den gennemsnitlige ledighed i den registerbaserede ledighed. Hvis arbejdsstyrken er nogenlunde uændret betyder faldet i antallet af registrerede arbejdssøgende, at ledigheden nærmer sig beskedne 4,5 pct. i 2021. Det er det laveste niveau, der er målt i Grønland, og peger på både konjunkturelle og strukturelle udfordringer på arbejdsmarkedet. Konjunkturelt er der især behov for at hente udenlandsk arbejdskraft for at undgå en overophedning af arbejdsmarkedet. Strukturelt er hovedudfordringen de store forskelle, der er i befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet, som hænger uløseligt sammen med uddannelse og erhvervskompetencer. Arbejdsløsheden blandt personer uden uddannelse efter folkeskolen var 8,4 pct. i 2019 mod 2,5 pct. for personer med en erhvervsuddannelse og 0,4 pct. for personer med en videregående uddannelse.

Vækstudsigten for 2021 er påvirket af den hastighed hvormed rejserestriktioner mv. bliver afviklet i omverden. Rejseanbefalinger og vaccineudrulning vil påvirke planlægningen af ferierejser, og turismeerhverve må forventes også i år at have færre udenlandske besøgende end før pandemien - men dog flere turister end i 2020. Til gengæld vil bygge- og anlægsaktiviteten være meget høj i år, og bl.a. aktiviteten i tilknytning til lufthavnsbyggerierne ventes at tage yderligere fart, ligesom udsigterne for det havgående fiskeri er gunstige med hensyn til fangstmængder og muligvis også fiskepriser. Med en vækst omkring 2 pct. i år vil en del af ”væksttabet” i 2020 være indhentet, men samlet set ventes den hjemlige produktion og indkomst at blive lavere ved udgangen af 2021 end skønnet før coronakrisen, jf. tabel 1.1.

Tabel 1.1 Forsyningsbalancen, årlig realvækst i pct.


Kapitel 2 Hjælpepakker og offentlige finanser

Covid-19 pandemien har store sundhedsmæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser, men effekterne for Grønland adskiller sig fra de fleste andre lande. Det er lykkedes at undgå et større omfang af smittespredning, og dermed afledte effekter for borgernes sundhed og belastning af sundhedsvæsenet. Det væsentligste middel hertil har været rejserestriktionerne, der til gengæld har store konsekvenser for rejseog turistbranchen, og har betydet et velfærdstab for borgerne som følge af mindre muligheder for turist- og familierejser og besøg. Økonomien er – bortset fra rejse- og turisterhverv – ikke i nævneværdigt omfang påvirket af krisen, jf. kapitel 1.

Udrulningen af vacciner giver grundlag for optimisme og muligheden for at gradvis normalisering af situationen. Dette kapitel behandler de mere kortsigtede effekter af COVID-19 pandemien i forhold til hjælpepakker og de offentlige finanser, mens kapitel 3 vurderer de strukturelle effekter afledt af pandemien.

2.1. Hjælpepakker

Som reaktion på coronakrisen er der indført hjælpepakker for erhvervslivet og lønmodtagere. Formålet med pakkerne er at understøtte virksomheder og lønmodtagere i de situationer, hvor de økonomiske muligheder er påvirket af nedlukninger og restriktioner for at begrænse risikoen for smittespredning. Tilsvarende pakker er indført i mange andre lande. Tabel 1 giver en oversigt over de COVID-motiverede hjælpepakker indført i 2020. I perioden 1/1 til 30/6 2021 har turisterhvervet adgang til arbejdsmarkedspakken, akutpakken samt aktivitetspakken, se kapitel 3.

Der blev endvidere oprettet en lånemulighed for private virksomheder. Små og mindre virksomheder (SMV’er) i Grønland er omfattet af statens garantiordning for SMV’er, ligesom Grønland er omfattet af statens hjælpepakke rettet mod store virksomheder. Med ordningen indfører staten en garantiordning for 70 pct. af bankernes udlån til virksomheder, der kan dokumentere et omsætningstab på over 50 pct. som følge af Covid-19. Der er stillet garantier for i alt 29 mio. kr. til fem virksomheder i Grønland.

Som en del af hjælpepakkerne har virksomheder i særligt hårdt ramte brancher i 2020 fået udsat betalingsfristen for afregning af indeholdte A-skatter samt arbejdsmarkedsafgifter for månederne april, maj, juni og juli i 2020. Betalingerne blev skubbet 3 måneder til henholdsvis juli, august, september og oktober. Mange virksomheder har ikke udnyttet denne mulighed, og der er ikke tegn på specielle restanceproblemer knyttet til de udskudte betalingsterminer.

Tabel 2.1: COVID-19 hjælpepakker gældende i 2020, ekskl. likviditets-, låne- og garantiordninger


Det samlede træk på erhvervshjælpepakkerne (eksklusive lån) i 2020 udgør 82,5 mio. kr., hvoraf akutpakken står for 60 mio. kr., arbejdsmarkedspakken 10,7 mio. kr., aktivitetspakken 3 mio. kr., fiskeripakken 4,2 mio. kr. og mobilitetspakken 4,5 mio. kr. Trækkene på ordninger fordelt over året 2020 fremgår af Figur 2.1. Tilskuddene er især gået til hotel- og restaurationsvirksomheder, transportsektoren, detailhandelsvirksomheder, serviceerhverv (herunder rejsebureauer, turoperatører og anden turismevirksomhed), fiskeriet samt kultur, forlystelser og sport.

Figur 2.1 Træk på hjælpepakker, 2020


Hjælpepakkerne har været nødvendige i den helt særlige situation, der opstod som følge af nedlukningsrestriktionerne. Der er helt afgørende, at hjælpepakkerne er motiveret i de afledte økonomiske konsekvenser af sundhedsmæssigt begrundede restriktioner der direkte (fx ved nedlukning) eller indirekte (via fx rejserestriktioner) uventet påvirker erhvervsmulighederne. Der er tale om en helt usædvanlig form for økonomisk politik, og derfor bør sådanne hjælpepakker være midlertidige. Det er positivt, at hjælpepakkerne har været lanceret med på forhånd fastlagte udløbsdatoer. De generelle hjælpepakker er afviklet, mens turisterhvervet i første halvår 2021 fortsat har adgang til arbejdsmarkedspakken, akutpakken samt aktivitetspakken, jf. kapitel 3.

Generelt er det hensigtsmæssigt med lån frem for direkte støtte, da markedsmekanismen dermed ikke forvrides i samme omfang. Ulempen ved en generel udskydelse af skatte- og afgiftsbetalinger er, at det sker uden kreditvurdering. Der er derfor også en risiko for, at der oparbejdes en skattegæld, som nogle virksomheder ikke vil kunne honorere. Desto mere vidtgående ordningen er, desto større problemer kan der opstå herved. Garantiordninger, fx for SMV med garanti for 70 pct. af lånene, lider ikke i samme udstrækning af det problem, da der sker en kreditvurdering (andre kreditgivere løber en risiko for 30 pct. af lånene). I nogle lande diskuteres såkaldte ”zombie” virksomheder, der i kraft af hjælpepakker og særligt lånemuligheder er holdt i live, men som ikke fremadrettet vil være rentable. Det er ikke umiddelbart vurderingen, at det er et stort problem her i landet.

Da COVID-19 pandemien har påvirket økonomien mindre end først forventet, har trækket på ordningerne været mindre end forventet. Hjælpepakkerne har således udspundet et sikkerhedsnet under virksomheder og lønmodtagere, og det har så efterfølgende vist sig, at situationen var mindre alvorlig. Hjælpepakkerne har haft stor værdi som en forsikringsordning, hvor uheldene har vist sig ikke at være så omfattende, som det kunne have været tilfældet.

De nuværende hjælpepakker rettet mod turisme mv. er fortsat nødvendige. Der er dog problemer knyttet til at give kompensation for faste udgifter, tab af omsætning eller lønkompensation. Som helt kortsigtede og midlertidige tiltag har de en vigtig rolle for at holde produktionskapacitet og job-matches intakt for at muliggøre en hurtig genstart af økonomien i takt med genåbninger. Desto længere situation varer, desto mere problematisk bliver denne form for støtte, da den fastfryser økonomien i forhold til omsætnings- og beskæftigelsesforhold før corona-pandemien og bremser omstilling og tilpasning. Økonomien er imidlertid hele tiden i bevægelse med omstillinger og tilpasninger, og denne dynamik låses med fastholdelse af hjælpepakkerne i en lang periode. Det gælder også for arbejdskraften, og da der er mangel på kvalificeret arbejdskraft på mange områder, er det særligt problematisk med fastlåsning af arbejdskraft i bestemte erhverv. Selvstyret kan ikke understøtte virksomhederne permanent, og en lang støtteperiode indebærer en risiko for fastlåsning af ressourcer i urentable erhvervsaktiviteter og mindsker økonomiens tilpasningsdynamik. Når referencepunktet for støtte fastsættes i forhold til en historisk situation kommer det til at virke som en omsætningsgaranti, hvilket er uhensigtsmæssigt for erhvervsdynamikken og påfører Selvstyret en markant risikoeksponering.

Aktivitets- og mobilitetspakken adskiller sig fra de øvrige hjælpepakker, da de er knyttet til åbne aktiviteter og er rettet mod at øge efterspørgslen. For fx hotelovernatninger giver denne pakke hotellerne et incitament til at tiltrække indenlandske turister (staycation), og dette kan i et vist omfang kompenserer for faldet i antallet af udenlandske turister pga. rejserestriktionerne. Sådanne hjælpepakker har derfor et klart aktivt fokus i modsætning til de øvrige hjælpepakker, der er passive.

Fiskeripakken i 2020 er af en helt anden type end de øvrige hjælpepakker, da den er rettet mod at afbøde konsekvenser af ændringer i verdensmarkedspriserne. Selvom hjælpepakken har være tidsbegrænset er der store problemer ved et sådant tiltag, især da det kan skabe en forventning om, at Selvstyret giver ”forsikring” i forhold til prisudsving, der altid må forventes at komme i en markedsøkonomi. Det er et principielt stort og problematisk skridt, når der indføres hjælpepakker for at kompensere for sådanne prisudsving. I det omfang det kystnære fiskeri er bragt i en særlig sårbar position i forhold til at kunne absorbere prisfald efter en længere perioder med prisstigninger, hænger det sammen med et ikkebæredygtigt fiskeri og en for stor tilgang af fiskere og fiskerilicenser. Når der over en længere periode tillades et fiskeri over det bæredygtige niveau, får det endvidere en negativ konsekvens for den økonomiske bæredygtighed, da ressourcer fastlåses i erhvervet og grundlaget for et politisk pres for støtte og dermed en belastning af de offentlige finanser.

2.2. Offentlige finanser

Landskassen er påvirket af COVID-19 krisen, herunder særligt udgifter til sundhedsvæsenet, hjælpepakker og nødbeflyvning. Efter en årrække med overskud er der sket et markant skift til et betydeligt underskud i 2020, og også for 2021 forventes et underskud, se Figur 2.2. Den generelle usikkerhed omkring de økonomiske effekter af COVID-19 pandemien har også skabt en betydelig usikkerhed omkring effekterne for landskassen. Belastningen af landskassen er dog mindre i 2021 end der tidligere er skønnet. Det er et spejlbillede af, at den økonomiske udvikling har været mindre påvirket af COVID-19 krisen, end det tidligere var udsigter til, jf. kapitel 1.

Figur 2.2 Landskassen – Drifts- og Anlægssaldo 2015-2024


Tidligere skøn (se FFL2021 og GØR (2020)) vurderede et DA underskud på et niveau omkring 450 mio. kr. for 2020. I den seneste men stadige foreløbige vurdering skønnes underskuddet at blive 189 mio. kr., og dermed mindre end tidligere forventet. Selvom krisen har betydet en betydelig forøgelse af driftsudgifterne i et niveau på 375 mio. kr., så har der ikke været den forventede nedgang i skatteindtægter og visse anlægsaktiviteter er blevet udskudt. Kommunernes økonomi vurderes kun i begrænset omfang at være påvirket af krisen.

I forslaget til finanslov for 2021 var der budgetteret med et underskud i 2021 på godt 180 mio.kr, mens der i den vedtagne finanslov budgetteres med et underskud på ca. 75 mio. kr. Den væsentligste årsag til ændringen er en opjustering af indtægtsskønnet med ca. 70 mio. kr. I forhold til finanslovsforslaget indeholder den vedtagne finanslov administrative besparelser (knap 27 mio. kr.) og nedsættelser af servicekontrakten til Nukissiorfiit (modsvaret af ændringer i fiskeindustritaksten), men også nogle udgiftsforøgelser blandt andet til en forbedret mulighed for tidlig alderspension for nedslidte. For den vedtagne finanslov er der et overskud på 26,1 mio. kr. for hele perioden 2021-24. Finansloven opfylder, i modsætning til finanslovsforslaget, dermed kravet om, at der i gennemsnit skal være balance eller overskud på de offentlige finanser set over en 4-årig horisont. Formelt er budgetlovens balancekrav suspenderet frem til 31. december 2021, men det er af afgørende betydning ikke fremadrettet, at afvige fra dette krav. Den aktuelle krise har også understreget vigtigheden af robuste offentlige finanser og at råde over et finansielt beredskab.

COVID-19 pandemien har forårsaget en markant ændring i de offentlige finanser. Der er således ikke råderum til at slække på den finanspolitiske disciplin. Besparelsestiltagene indeholdt i finansloven er trods de opjusterede økonomiske forventninger stadig relevante, og der er fortsat et behov for en samlet økonomisk plan der både adresserer konsekvenserne af COVID-19 pandemien og de fremadrettede udfordringer knyttet til en aldrende befolkning, jf. Økonomisk Råd (2020).

Selvstyret har en betydelig og stigende risikoeksponering via selvstyreejede selskaber, som skal medtages i vurderingen af frihedsgraderne i den økonomiske politik. En negativ økonomisk udvikling i et eller flere af disse selskaber kan få store konsekvenser for landskassen. Aktiviteter varetaget af helt eller delvist selvstyreejede selskaber er ofte systemiske og af afgørende betydning for samfundet, fx lufthavne og flytransport, og de kan derfor ikke lukkes ned i tilfælde af økonomiske problemer. Den samlede nettorentebærende gæld – hvor gælden i de selvstyreejede selskaber er medtaget - forventes at øges fra 4 mia. kr. i 2020 til 7,2 mia. kr. i 2024. Stigning skyldes øget gældseksponering i Selvstyreejede selskaber og særligt kommunernes aktieselskaber (by- og boligudviklingsselskaber). Opgørelsen medtager (Selvstyrets andel) øget gældsoptagelse i Kalaallit Airport (KAIR) på 900 mio. kr. Da der har været stor usikkerhed knyttet til krisens omfang, har der også været stor usikkerhed om likviditetstrækket. Krisen har indtil videre været mindre dyb end frygtet tidligere, og trækket på likviditeten har derfor også været mindre.

For at undgå store underskud i landskassen er en række anlægsaktiviteter udsat, der er sket en tilbageførsel af midler fra anlæg-og renoveringsfonden og anlægsrammen er reduceret. Selvom dette aflaster de offentlige finanser på kort sigt, er det reelt en indirekte låntagning, da vedligeholdelsesefterslæbet på boliger og havne m.m. øges og dermed reduceres det fremtidige kapitalapparat. COVID-19 pandemien har også betydning for lufthavnsprojekterne, og udgifts- og indtægtsskønnene lagt til grund for projekterne kan vise sig at skulle revideres i negativ retning. Projektet i Qaqortoq har vist sig ikke at kunne realiseres inden for den afsatte budgetramme, og er derfor udskudt.

2.3 Kravene til den økonomiske politik

Den økonomiske situation er på grund af COVID-19 pandemien ændret, og det har skærpet både de kortsigtede og mere langsigtede krav og behov til den økonomiske politik.

Krisen skaber et behov for at genoprette landskassens økonomi. Det vil kræve, at der i en årrække sikres et overskud både for at afvikle gæld og oparbejde stødpuder som beredskab til eventuelle fremtidige kriser. Samtidig er der et holdbarhedsproblem for de offentlige finanser som følge af en aldrende befolkning. Implikationerne af coronakrisen kommer oven i denne uløste udfordring og øger derfor kravene til styringen af de offentlige finanser. Som diskuteret ovenfor er udfordringen reelt større, da et stigende vedligeholdelsesefterslæb på offentlig infrastruktur og boliger ikke direkte fremgår som en udgift i de offentlige finanser.

Situationen stiller således krav om overskud i en periode samtidig med, at der skal gennemføres reformer for at løse holdbarhedsproblemet. Den økonomiske politik har i en årrække være planlagt under et balancekrav til de offentlige finanser, men det bør fremadrettet erstattes af et overskudskrav. Et pejlemærke for løsning af holdbarhedsproblemet har været Holdbarheds- og Vækstplanen fra 2016, men der er hidtil kun taget få konkrete initiativer til at løse problemet. I lyset af den nye situation er der et stort behov for at få udarbejdet en ny langsigtet plan, så snart der er overblik over de umiddelbare konsekvenser af coronakrisen. Planen bør indeholde konkrete indsatser som kan dæmpe væksten i de offentlige udgifter og styrke den private beskæftigelse. En forøgelse af skattetrykket for at opnå langsigtet balance mellem landskassens indtægter og udgifter vil derimod kunne bremse mulighederne for at sikre et bredere erhvervsgrundlag.

Situationen forværres yderligere af, at strategien med at udvikle en flerstrenget økonomi er udfordret, hvor særligt turismen er negativt påvirket, se kapitel 3. Udviklingen i turismen afhænger ikke alene af rejserestriktioner men også af forbrugernes reaktioner på coronasituationen. Selv med en genåbning af trafikken er det uklart, hvordan turismemønstrene vil være påvirket. Det afhænger blandt andet af hastigheden for udrulningen af vacciner, og effektiviteten af disse. Ellers kan risiko for smitte og karantæne holde efterspørgslen tilbage.

Der kan på en række områder være ønsker til nye investeringer, og der er igangsat nye initiativer som fx vandkraftværker (udvidelse af Buksefjordsværket og anlæg af værk ved Qasigiannnguit). Gælds- og investeringsstrategien fastlægger nogle hensigtsmæssige principper for gennemførelse af sådanne investeringer, herunder at lånefinansiering forudsætter, at investeringerne skaber afledte indtægter til dækning af renter og afdrag, så den samlede finanspolitiske holdbarhed ikke forværres.

Kapitel 3 COVID-19 pandemiens langsigtede effekter

COVID-19 pandemien er en særlig form for krise med udspring i sundhedsforhold. Krisen har ikke kun umiddelbare konsekvenser, men kan få mere langsigtede konsekvenser. Situationen har skabt fokus på nye risici, og alle kriser udløser strukturelle forandringer enten ved at accelerere allerede igangværende trends eller ved at skabe grobund for andre.

Dette kapitel ser nærmere på aspekter, hvor de kortsigtede effekter af COVID-19 pandemien kan have mere langsigtede effekter. Et særligt spørgsmål er effekterne i forhold til at udvikle et mere bredt erhvervsgrundlag og dermed processen frem mod en mere selvbærende økonomi.

3.1 En ny ”normal”?

COVID-19 pandemien har været mere langtrukken end først antaget i starten af 2020, hvor det var en udbredt forventning, at forholdene ville normalisere sig i løbet af efteråret. Mange lande har imidlertid været ramt af både en anden og tredje smittebølge, og nye virusmutationer har vist sig at være meget smitsomme. Der er i rekordtempo udviklet effektive vacciner, og udrulningen heraf giver optimisme mht. at bringe pandemien under kontrol. Udrulningen af vaccinationer til hele verden vil imidlertid tage tid, og nye virusmutationer kan skabe behov for ”justeringer” af vaccinerne og gentagne behov for vaccination. Pandemien har vist, hvor hurtig smitte kan brede sig globalt, og det gør sammen med mutationerne, at der er en stigende diskussion om en ”new normal” eller ”pandemic era”, hvor vi skal vænne os til en ny virkelighed med latent smitterisiko. Dette er ikke ukendt i Asien, men det er en ny situation for mange andre lande.

De mulige sundhedsmæssige udviklingsspor kan sammenfattes i tre scenarier:

  • Normalisering: udrulning af vacciner, der effektivt holder smittespredningen nede. Selvom det kan tage tid inden pandemien er helt bekæmpet globalt, vil rejserestriktioner kunne hæves men dog med krav om test/Coronapas i en længere periode. Der vil i dette scenarie fortsat være behov for hygiejnetiltag mv., overvågning, revaccination. Udbrud globalt kan kræve særlige forholdsregler (differentierede rejserestriktioner).
  • Spredte smitteudbrud: Forskellige hastigheder i udrulningen af vaccine og nye mutationer skaber ”lommer” med smittespredning og behov for kortvarige/målrettede rejserejserestriktioner og nedlukninger.
  • Vedvarende pandemi: Nye mutationer skaber løbende behov for tilpasning af vacciner og gentagne vaccinationer af befolkningen. Der vil med mellemrum være nye smittebølger forskellige steder i verden og derfor behov for rejserestriktioner og nationale, regionale, eller lokale nedlukninger.


Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at sætte sandsynligheder på disse scenarier, men muligheden for at der ikke sker en normalisering inden for en kort tidsperiode gør det nødvendigt at udvikle en strategi for håndteringen af de forskellige mulige udfald.

Primært er der behov for en sundhedsstrategi i forhold til testning, smitteopsparing, karantæne m.m., samt hygiejne- og afstandskrav. Der skal tages stilling til rejserestriktioner; hvornår skal de igangsættes og under hvilke kriterier. Her er det vigtig med en afklaring i forhold til krav til vaccinationer (coronapas), test og eventuel karantæne, herunder om der skal være en differentiering efter geografi (rejsemønstre, udrejseland) og formål (erhverv/turisme/private).

Smitterisikoen er knyttet til tæt kontakt mellem mennesker. Derfor har en række lande gennemført nedlukninger og andre tiltag for at mindske kontaktomfang og intensitet, men det har oplagte store økonomiske konsekvenser. På det økonomiske område viser erfaringerne ikke alene vigtigheden af men også mulighederne for at substituere væk fra fysisk kontakt til digital og ”kontaktløs” interaktion enten via virtuelle møder og undervisning, hjemmearbejde, og e-handel, click-and-collect handel osv. Disse eksempler er en del af de strukturtilpasninger nedlukningerne har udløst, og de muliggør en anden afvejning mellem sundheds- og samfundsøkonomiske hensyn; mindskede samfundsøkonomiske konsekvenser af givne nedlukninger eller muligheder for mere omfattende nedlukninger for givne samfundsøkonomiske omkostninger. ICT-kapaciteten (adgang til IT-udstyr, færdigheder i at anvende det m.m.) har derfor været afgørende for, at nogle lande er kommet relativt mildt igennem krisen. Erfaringerne indvundet under COVID-19 krisen er vigtige som en del af beredskabet i forhold til eventuelle behov for nye nedlukninger. Samtidig vil der også være mere varige effekter. Virtuelle aktiviteter kan være et godt substitut for mange – men ikke alle – aktiviteter, da de kan arrangeres mere fleksibelt, og både direkte og indirekte omkostninger (fx transporttid) er mindre. Hjemmearbejde giver den enkelte større frihed i balancen mellem familie- og arbejdsliv.

I kraft af et mindre omfang af nedlukninger er der ikke her i landet i samme omfang høstet disse erfaringer. Det rejser spørgsmål både i forhold til beredskab og konsekvenser af eventuelle nedlukninger i fremtiden, men også i konkurrencen med andre lande. Givet de geografiske forhold vil de virtuelle muligheder især være af betydning for Grønland. Virtuelle aktiviteter mindsker betydningen af lange afstande og en geografisk spredt befolkning, forudsat at aktiviteten er indrettet herpå.

Dette er samtidig en udfordring, da mangel på kvalificeret arbejdskraft i stigende omfang kan afløses af virtuelt ”langdistancearbejde”. Det forekommer allerede i dag, men må forventes at være af stigende omfang i fremtiden. Det muliggør på den ene side, at nogle centrale aktiviteter nemmere eller til lavere omkostninger kan gennemføres, men på den anden side bidrager ”virtuelt” arbejdskraft ikke til det lokale samfund på samme måde som ”traditionel” arbejdskraft.

Disse forhold er ikke alene af betydning for den private sektor men også den offentlige sektor. Beredskab og tilpasningsevne kan gå hånd i hånd med langsigtede krav til effektiviseringer af den offentlige sektor. Som et eksempel kan nævnes Udbetaling Danmark, der blev etableret i 2013 og som årligt udbetaler 230 mia.kr til 2,3 mio. ydelsesmodtagere. Med etablering blev der skabt et fælles IT-baseret udbetalingssystem for stat og kommune og gennem et konkurrenceudsættelse af programmet er der opnået en besparelse på administrationsudgifterne på 30 pct. for kommunerne. Under COVID-19 krisen har lang størstedelen af medarbejderne arbejdet hjemmefra, men alligevel har systemet fungeret gnidningsfrit.

Eksemplet viser både et effektiviseringspotentiale men også en stor robusthed i en situation, hvor mange fysiske aktiviteter og dermed også arbejdspladser må nedlukkes pga. af sundhedssituationen. Der har ikke været et behov for omfattende indenlandske nedlukninger, men det kunne have været tilfældet, og det kan ikke udelukkes, at en sådan situation kan opstå i fremtiden.

Derfor er det af en række årsager vigtigt at forstærke digitaliseringsindsatsen. Digitaliseringsstrategien (2) ”Det digitale samfund” gældende for perioden 2018-2021 har seks fokusområder: i) den digitale borger, ii) sikkerhed og privatliv, iii) den digitale dannelse, iv) digital innovation, iværksætteri og erhverv, v) fællesoffentlig digital arkitektur, og vi) et mere digitaliseret sundhedsvæsen. I forbindelse med en opfølgning på denne strategi er der behov for ikke alene en status i forhold til de ovenfor nævnte målsætninger, men også en eksplicit stillingtagen til implikationerne og erfaringerne fra andre lande under COVID-19 pandemien.

2 Se file:///C:/Users/au172/Downloads/Digitaliseringsstrategi%20DK%20web.pdf


3.2 Uddannelse

En væsentlig konsekvens af COVID-19 krisen har i mange lande været hjemsendelse af elever og studerende på skoler og uddannelsesinstitutioner. Selvom der har været etableret virtuel undervisning – og denne igennem perioden er blevet løbende forbedret – så har disse hjemsendelser haft konsekvenser både for indlæring men også for socialt og trivsel, ikke mindst for socialt udsatte børn. Dette kan have effekter for de pågældendes senere uddannelse i form af mindre indlæring, forsinkelser og eventuelt et lavere uddannelsesniveau og dermed også samfundsøkonomiske konsekvenser, se fx Andersen m.fl. (2020). Hertil kommer, at lukningen af børneinstitutioner og hjemsendelse af særligt de yngste skoleelever gør det sværere for forældrene at passe deres arbejde. Krisen har vist både muligheder og begrænsninger ved anvendelse af hjemmeundervisning, og der er gjort betydelig erfaringer til forbedring af virtuel undervisning, som det kan være særlig relevante her i landet, hvor behovet for virtuel undervisning er mere permanent grundet den spredte bosætning.

Selvom omfanget af hjemsendelser og fjernundervisning i Grønland har været mindre end i de fleste andre lande, så er uddannelsessystemet påvirket og det følgende sammenfatter situationen.

Folkeskoler

De grønlandske folkeskoler blev som en konsekvens af nedlukningen i marts lukket og alle elever blev sendt hjem den 23. marts 2020. Kystskolerne blev genåbnet efter påske, den 14.april. Skolerne i Nuuk begyndte gradvist at åbne den 23. april. Efter godt en måned med fjernundervisning kunne eleverne igen møde fysisk i skolen, men dog på nødskemaer hvor de blev opdelt i formiddags- og eftermiddagshold. Eleverne kørte med halve skoledage, hvor første til femte klasse gik i skole fra klokken otte frem til halv tolv, mens sjette til tiende klasse gik i skole fra halv et til halv fire.

Som en konsekvens af nødundervisningen blev folkeskolens afgangsprøver for 10. klasserne aflyst i sommeren 2020. Begrundelsen var, at eleverne ikke kunne blive stillet lige, da det blev vurderet at nedlukningen kunne have negative konsekvenser for de elever, der grundet hjemlige eller praktiske forhold kan have haft svært ved at få det optimale ud af nødundervisningen. Afgangseleverne fik i stedet deres standpunktskarakterer i de forskellige fag overført til deres afgangsbevis.

Efterskoler

Efterskoleforløbene i skoleåret 2019/20 var i høj grad præget af den globale COVID-19 pandemi. 42 pct. af de påbegyndte forløb i Danmark blev afbrudt i løbet af skoleåret, mens det samme gjorde sig gældende for 61 pct. af forløbene i Grønland.

I skoleåret 2019/20 gennemførte 221 elever et efterskoleophold, svarende til 52 pct. af de påbegyndte forløb. Det er et fald på 28 pct. point i forhold til året før. I 2019 var der 432 påbegyndte efterskoleforløb, hvilket var på niveau med tidligere år. I 2020 var dette tal faldet med en tredjedel. Tallene for 2020 viser, at coronasituationen har fået færre unge til at påbegynde og gennemføre et efterskoleforløb, som bl.a. skal bygge bro til en ungdomsuddannelse for de unge.

Ilisimatusarfik

I foråret 2020 var 18 studerende fra Ilisimatusarfik på udlandsophold. Kun tre valgte at rejse hjem efter nedlukningen. Dem der valgte ikke at rejse hjem opholdt sig enten i Danmark eller Norden.

I efteråret 2020 var der kun 5 studerende, der valgte at tage på udlandsophold, og mange studerende valgte at blive hjemme. I efteråret 2020 havde Ilisimatusarfik 15 tilmeldte gæstestuderende (hjemlande: Danmark, Finland, Frankrig, England), men 10 gæstestuderende meldte dog afbud, da deres hjemmeuniversitet aflyste udlandsophold. Antallet af gæstestuderende svinger normalt mellem 15-20 personer.

I foråret 2021 har universitetet valgt ikke at sende studerende ud på udlandsophold eller modtage gæstestuderende. Mange studerende har dermed udskudt udlandsophold, og effekten ses i andet halvår 2021, hvor der er markant flere der søger ind som gæstestuderende ved Ilisimatusarfik. Til efterårssemesteret 2021 planlægger 20 studerende at tage på udlandsophold.

Optaget til Ilisimatusarfik 2021 er normalt (omkring 200 studerende), og er derfor ikke blevet påvirket af COVID-19 krisen.

Det er endnu for tidligt at konkludere på de mere langsigtede effekter af Covid-19 pandemien for uddannelsesområdet, men der er en risiko for at de berørte generationer kan være såkaldt ”vedvarende arv” i form af faldende uddannelsestilbøjelighed og/eller resultater. Erfaringerne fra andre lande, også under andre årsager til afbrydelser af undervisningsforløb, peger på blandede effekter af fx skolelukninger og fjernundervisning. For nogle elever kan det ligefrem have en gavnlig effekt (mere ro) mens det for andre har negative effekter. Det gælder især for elever fra en svagere social baggrund, hvor der eventuelt kan være mindre forældreopbakning/støtte og betydningen af kontakt med andre er vigtigere. Selvom noget af læringstabet kan indhentes, er det særligt blandt de stærke elever, og derfor er risikoen af nedlukninger forstærker sociale skævheder i uddannelse, se fx Hanushek og Woessmann (2020) og De pietrom fl. (2020).

3.3 Et bredere erhvervsgrundlag

Covid-19 pandemien kan få mere langsigtede effekter i det omfang den påvirker mulighederne for at etablere en mere bred erhvervsstruktur. De centrale elementer i denne strategi – ud over fiskeriet – er turismen og minedrift. Det følgende ser nærmere på effekterne af pandemien for disse erhvervsområder.

3.3.1 Turisme

Rejser og turismeerhvervet er hårdt ramt af COVID-19 pandemien. Antallet af flyrejsende fra Grønland var i 2020 kun 1/3 af niveauet i 2019, og krydstogtturismen gik helt i stå. Antallet af hotelovernatninger af personer bosat i udlandet er i 2020 ca. 40 pct. lavere end i 2019, mens antallet af overnattende indenlandske gæster også er faldet på årsbasis, dog var der en stigning på ca. 10 pct. i sidste halvår af 2020. Det er et generelt fænomen, at den indenlandske turisme har været mindre hårdt ramt end den udenlandske. For EU faldt den indenlandske turisme med 40 pct., mens der var et fald på 70 pct. for den udenlandske turisme i 2020 (IMF 2021). Stigningen i indenlandsk turisme i Grønland i sidste halvår af 2020 kan bl.a. tilskrives ”staycation” initiativerne.

Rejserestriktioner er af åbenbar betydning for rejse- og turistaktiviteter, men erfaringerne fra andre lande under tidligere epidemier viser, at turismestrømme er meget følsomme over for smitterisici (IMF 2021). Derfor ville rejse- og turisterhvervene også have været påvirket i en tænkt situation uden rejserestriktioner. Af samme årsag vil aktiviteten ikke automatisk vende tilbage til niveauet før COVID-19 pandemien alene ved ophævelse af rejserestriktionerne. Det afhænger også af de potentielle turisters vurdering af sundhedssituationen og risici.

Figur 3.1 Flypassagerer, der rejser fra Grønland (Charter og rutefly) efter tid og kvartal, 2017-2020


Figur 3.2 Hotelovernatninger efter bosætning, tid og kvartal, 2017-2020


Der er aktuelt i 2021 adgang til hjælpepakker målrettet turisterhvervet i form af: i) akuthjælpepakke (støtte til dækning af faste omkostninger, tabt fortjeneste og mulighed for kriselån), ii) arbejdsmarkedspakke (lønkompensation i stedet for afskedigelse af medarbejdere) og iii) aktivitetspakke (tilskud til rabatter på overnatning og oplevelsesture). Hjælpepakkerne er gældende fra januar til juni 2021. Såfremt reglen om 5- dags karantæne ved indrejse til Grønland ophæves, vil aktivitetspakken ophøre 30 dage senere, dog senest den 30. juni 2021.

Det epidemiologiske forløb, dybde og varighed er fortsat meget usikkert, hvilket gør det mere udfordrende end under andre kriser at forudse udviklingen på rejse- og turismeområdet. I forhold til det formelle knyttet til rejserestriktioner, må der i bedste fald forventes en gradvis proces, hvor rejserestriktioner ophæves for flere og flere lande i takt med udrulning af vacciner (eller krav om ”Coronapas”). Den globale udvikling på det sundhedsmæssige områder er derfor af afgørende betydning.

Forbrugerreaktionerne vil også have en stor betydning. Selv med ophævelse af rejserestriktioner vil forbrugernes opfattelse af smittesituation og risici fortsat have betydning. Risikoen for pludselige politikændringer knyttet til lufttrafik, rejseregler, karantæneregler kan holde turister tilbage. Det kan tage tid at genopbygge tilliden til sikkerheden ved at rejse, herunder de sundhedsbehandlinger rejsedestinationen råder over. Det gælder især blandt ældre og mere velstående turister, som vælger at rejse til Grønland. Derfor vil udviklingen også afhænge af de initiativer, der tages i forhold til at understøtte denne tillid i form af krav til sundheds- og hygiejneforhold.

Boks: Hjælpepakker for turisterhvervet i 2021

Turisterhvervet er defineret ved virksomheder, der har mindst 50 pct. af omsætningen inden for bestemte hovedgrupper.

Akutpakken

Akutpakken er rettet mod private virksomheder i turisterhvervet. Der kan ydes støtte til dækning af tabt fortjeneste, dækning af virksomheders faste udgifter, samt udbetaling af et ansvarligt kriselån. Støtte forudsætter et omsætningstab på minimum 30 pct. i 2021 i forhold til samme måned i enten 2019 eller 2020, på baggrund af hvilken referenceperiode virksomheden kan påvise højst omsætningstab. Alle indtægter skal regnes med, inklusive hjælpepakker og andre tilskud (dog ikke kriselån i erhvervshjælpepakkerne fra 2020 og arbejdsmarkedspakken fra 2020). Virksomheder, som er pålagt at lukke, skal ikke bevise omsætningstab. Akutpakken indeholder en støtteordning og en lånemulighed for private virksomheder i perioden 1. januar 2021 til 30. juni 2021. Der kan søges om støtte og ydes kriselån for perioden 1. januar 2021 til den 30. juni 2021. Støtte og kriselån beregnes for en hel kalendermåned ad gangen. Støtte og lån kan tilsammen maksimalt udgøre 1.000.000 kr. pr. virksomhed pr. måned.

Arbejdsmarkedspakken giver midlertidig lønkompensation til virksomheder i turisterhvervet for det antal medarbejdere, virksomheden hjemsender (minimum 30 pct. af medarbejderstaben eller mere end 25 ansatte) i stedet for at afskedige medarbejdere, som følge af restriktioner indført for at mindske smittespredning af Covid-19.

Lønkompensationen udgør 90 pct. af de samlede lønudgifter (inklusive arbejdsgiveradministreret pensionsbidrag) til de berørte medarbejdere, dog maksimalt 20.190 kroner per måned for hver omfattet medarbejder. For deltidsmedarbejdere og timelønnede bliver kompensationen beregnet som en forholdsmæssig andel af en fuldtidsansættelse. De hjemsendte medarbejdere må ikke arbejde i kompensationsperioden. Lønkompensation kan ydes forholdsmæssigt i forbindelse med delvis hjemsendelse af en medarbejder, og hvor medarbejderen fortsat modtager løn for den fulde arbejdstid. Medarbejderen skal afholde 5 feriedage/afspadsering for hver kalendermåned.

Aktivitetspakken

Aktivitetspakken giver tilskud til aktiviteter i turisterhvervet. Tilskuddet skal udmøntes i rabatter til overnatning uden for egen bopælsby eller oplevelsesorienterede aktiviteter (sejlture, flyvninger, og ture på land (såsom bus- og vandreture). Der gives et tilskud på op til 500 kr. pr. overnatning (pr. værelse uanset antallet af personer), dog maksimalt 75 pct. af overnatningens samlede pris, og der kan maksimalt opnås tilskud til 7 overnatninger pr. kunde, pr. sted. Tilskuddet til oplevelsesorienterede ture udgør op til 300 kr. pr. passager, dog maks. 30 pct. af prisen. Der gives ikke tilskud til ordinære rute- og færgelignende ture. Alle ture skal have samme af- og påsætningssted, men må dog gerne inkludere ophold på land undervejs.

Kilder: www.businessingreenland.gl/ og www.sullissivik.gl


I flere analyser af udsigterne for turismeerhvervet peges der på, at det ikke alene vil tage tid for en normalisering af turiststrømmene, men at efterspørgslen efter turisme vil dreje væk fra masseturisme og over mod turisme, der står stærk i forhold til smitterisiko- og håndtering (”kontaktløs” turisme), og bæredygtighed mere generelt, se fx OECD (2020) og IMF (2021). For en turismeudvikling knyttet til at tiltrække naturinteresserede turister får bæredygtighedsaspektet således stigende betydning, herunder ikke mindst klimaaftryk og bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne. For Grønlands muligheder for at styrke turismen er det vigtigt at tage initiativer for at styrke turismesikkerheden (herunder handlingsplaner). Det er vigtigt med et klart signal til potentielle turister vedr. den sundhedsmæssige situation og håndteringen heraf.

Selvom turisme ikke aktuelt har stor tyngde i Grønlands økonomi, er det et vigtigt fremtidigt erhverv, og det udgør et af hovedelementerne i at skabe et bredere erhvervsgrundlag og dermed processen mod en mere selvbærende økonomi. COVID-19 krisen er derfor et alvorligt tilbageslag ikke alene for erhvervet men også denne strategi. Selvom der har været vækst i turismeerhvervet, har det ikke fulgt med den internationale trend. Mens der i perioden fra 2000 og frem til COVID-19 pandemien krisen har været en fordobling i turismen på verdensplan (og 50 pct. i Europa), så har der ikke været en tilsvarende fremgang i Grønland. Det afhænger af mange forhold, men konkurrencen om turisterne bliver ikke mindre, og mange lande har eller overvejer tiltag for at tiltrække turister for at genstarte erhvervet efter pandemien.

Turisterne må forventes at vende tilbage i takt med et aftagende smittetryk og ophævelser af rejserestriktioner, men kan det tage tid at komme tilbage på samme udviklingsport som før krisen. Udviklingen afhænger af globale forhold både i forhold til sundhedssituation og rejserestriktioner men også dybden af den globale økonomiske krise. Det skaber en stor udfordring for den økonomiske politik. På den ene side er der gode argumenter for at støtte erhvervene og sikre en kapacitet i turismeerhvervet, og på den anden side er det ikke realistisk at basere hjælpepakkerne på situationen inden COVID-19 pandemien ramte.

3.3.2 Råstofsektoren

Pandemien har anskueliggjort den moderne verdens dybe afhængighed af teknologi i form af computere, kameraer, kabler og IT generelt. Der er markant stigende behov for de metaller og mineraler, som er nødvendige i udviklingen, som også er en grøn omstilling af verdensøkonomien. Udviklingen i råstofpriser har generelt været positiv gennem COVID-19 pandemien, jf. Figur 3.3.

Figur 3.3 Udviklingen i udvalgte råstofpriser


Rejserestriktioner m.m. har vanskeliggjort feltaktiviteter i 2020, og det vil også være tilfældet i 2021. For at afbøde konsekvenserne heraf blev efterforskningsforpligtigelser for alle efterforskningstilladelser reduceret til 0 kroner i 2020, myndighedsbetalinger bliver udsat til juli 2021, og sikkerhedsstillelser blev tilbageført (50%). For 2021 er efterforskningsforpligtigelser for alle efterforskningstilladelser sat til 0 kroner, og 2021 tæller ikke med i tilladelsens alder.

Trods de reducerede feltaktiviteter var der i 2020 et rekordhøjt antal ansøgninger om nye efterforskningstilladelser, og der blev tildelt 17 nye efterforskningstilladelser i perioden oktober 2019 til 2020. I 2020 blev der meddelt udnyttelsestilladelser til TANBREEZ Mining Greenland A/S’ sjældne jordartsprojekt ved Killavaat Alannguat i Sydgrønland samt til Dundas Titanium A/S’ tunge metaller/titanium sandprojekt ved Moriusaq i Nordvestgrønland. Udviklingen i antallet af tilladelser fremgår af figur 3.4. For projektet ved Kuannersuit (Kvanefjeld) er der efter valget en ny situation, da det fremgår af koalitionsaftalen, at der vil blive fremsat lovforslag med forbud mod mineraludvinding, som indeholder radioaktivt materiale.

Figur 3.4. Råstoffer - udviklingen i antallet af tilladelser, 2010-2020.


Der er i 2020 fremlagt en ny mineralstrategi for 2020-2024. Strategien indeholder fem indsatsområder: i) styrket geologisk vidensdeling, ii) effektiv, forudsigelig og transparent myndighedsbehandling, iii) forenklet overgang fra efterforskning til udnyttelse, iv) bæredygtig udvikling af råstofområdet, og v) konkurrencedygtig skatte- og royaltymodel.

Mineaktiviteter er afgørende for at skabe grundlaget for et bredere erhvervsgrundlag og dermed en proces mod en mere selvbærende økonomi. For at realisere mineralstrategien er det afgørende med klare politiske signaler og stabilitet i rammevilkårene over tid. Det gælder i forhold til typer af mineraler, der kan udvindes og vilkårene herfor, herunder ressourcerenteafgifter og beskatning. Usikkerhed om rammer og vilkår har generelt en negativ effekt for inverteringer, og særligt for mineaktiviteter, der kræver store initiale investeringer, og typisk løber i lange perioder. For Grønland som et ”greenfield” område er det særligt vigtigt med tydelige og klare signaler, og en effektiv og transparent administration, for at kunne tiltrække selskaber og investorer og dermed realisere styrke minesektoren.

Henvisninger

Andersen, T.M., M. Svarer og P. Schröder, 2020, Rapport fra den økonomiske ekspertgruppe vedrørende genåbning af Danmark, Maj 2020, Finansministeriet, Danmark.

Hanushek, E. og L. Woessmann (2020): The economic impacts of learning losses. OECD Education Working Papers, 225. OECD Publishing.

Di Pietro, G., F. Biagi, P. Costa, Z. Karpiński og J. Mazza (2020): The likely impact of COVID-19 on education: Reflections based on the existing literature and international datasets, EUR 30275 EN, Publications Office of the European Union, Luxembourg

OECD, 2020, Mitigating the impact of COVID-19 on tourism and supporting recovery, OECD Tourism Paper 20020/03, OECD Publishing, Paris.

IMF, 2021, Tourism in the Post-Pandemic World - Economic challenges and opportunities for Asia-Pacific and the Western Hemisphere, prepared by an IMF team led by Manuela Goretti and Lamin Leigh, Departmental Papers 2001/002.

Økonomisk Råd

Økonomisk Råd udarbejder uafhængige analyser og vurderinger af grønlandsk økonomi. Rådet er nedsat af Naalakkersuisut og ledes af et uafhængigt formandskab. Professor Torben M. Andersen er formand for Økonomisk Råd.

Analyserne fungerer som et uafhængigt bidrag til at styrke beslutningsgrundlaget for den økonomiske politik. Vurdering af konjunkturudviklingen og holdbarhed af den økonomiske politik er tilbagevendende temaer i rådets rapporter. Rapporterne beskæftiger sig med aktuelle reformområder, der skal gøre landet mere økonomisk selvbærende. Det drejer sig blandt andet om uddannelsesområdet, fiskeriforvaltningen, skat, boligområdet, arbejdsmarkeds- og socialpolitikken, råstofområdet og erhvervspolitik.

Økonomisk Råds analyser bliver offentliggjort i rapporter og i kortere politikorienterede notitser på rådets hjemmeside: naalakkersuisut.gl

Rådet afholder desuden seminarer og oplæg om aktuelle økonomisk-politisk temaer.

Udgivelser siden 2017:

Rapporter:

Økonomisk Råds Rapport, 2018, Konjunkturudsigter, aktuel økonomisk politik, strukturproblemer på arbejdsmarkedet

Økonomisk Råds Rapport, 2019, Konjunkturudsigter, aktuel økonomisk politik, sundhedsudgifter og finansiering

Økonomisk Råds Rapport, 2020, Grønlands Økonomi – forår 2020, Coronakrisen, konjunkturudsigter og økonomisk politik

Økonomisk Råds Rapport, 2020, Grønlands Økonomi – Efterår 2020, Konjunkturudsigter, økonomisk politik og offentlig sektor

Baggrundsmateriale:

Teknisk baggrundsnotat 2017-1: Forløbsanalyser på uddannelsesområdet

Notat 2018-1: Lufthavnspakkens samfundsøkonomiske implikationer

Policy Briefs:

Policy Brief 2017:1 Konjunkturprognose 2016-18 – foreløbige overvejelser.

Policy Brief 2018:1 Høstningsregler i fiskerierhvervet

Policy Brief 2018:2 Konjunktursituationen

Policy Brief 2019:1 Konjunktursituationen Policy Brief 2020:1 Coronakrisen

Om Grønlands Økonomiske Råd

Økonomisk Råd blev nedsat af Naalakkersuisut i 2009. Økonomisk Råd ledes af et formandskab på seks personer. Formandskabet består af en formand, en næstformand og fire øvrige medlemmer, som alle udpeges af Naalakkersuisut.

Ud over formandskabet består Økonomisk Råd af medlemmer fra interesseorganisationer, Naalakkersuisuts administration og forskningsinstitutioner. Medlemmer, der repræsenterer organisationer og forskningsinstitutioner udpeges af de pågældende organisationer. De øvrige medlemmer udpeges af Naalakkersuisut. Rådets medlemmer kan komme med kommentarer til rapportens indhold, men det er alene formandskabet, som har ansvaret for udarbejdelse af rapporten og dens endelige indhold.

Sekretariatsfunktionen for rådet varetages af Departementet for Finanser. Det Økonomiske Råds opgaver består i at foretage løbende vurderinger af konjunkturudviklingen og af holdbarheden i den førte finanspolitik.

Økonomisk Råds formandskab:

Torben M. Andersen, PhD.
Formand for Økonomisk Råd.
Professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet og tidligere formand for Skatte- og Velfærdskommissionen. Var i perioden 2001-2003 overvismand i Det Økonomiske Råd i Danmark, hvor han også i dag fungerer som særlig sagkyndig.

Ulla Lynge, cand.scient.adm. fra Ilisimatusarfik
Næstformand for Økonomisk Råd.
Sekretariatschef i CSR Greenland, og har tidligere arbejdet i Grønlands Hjemmestyre, Nuuk Kommune, Sermersooq Business Council og pensionskassen SISA.

Anders Blaabjerg, statistikchef ved Grønlands Statistik og uddannet cand.oecon. Har tidligere været ansat i Departementet for Finanser, daværende Økonomidirektoratet.

Mitdlarak Lennert, PhD, Adjunkt, Ilisimatusarfik og har arbejdet i Departementet for Finanser.

Najaaraq Christiansen, cand. scient. adm. fra Ilisimatusarfik, ansat ved Grønlands Statistik, og tidligere Tele Greenland A/S.

Søren Bjerregaard, cand. polit, chef for værdipapir- og betalingsbalancestatistik i Danmarks Nationalbank. Har tidligere været medlem af det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi fra 2005 til 2009.

Øvrige medlemmer af Økonomisk Råd:

Christian Keldsen, direktør i Grønlands Erhverv.

Gitte Adler Reimer, rektor ved Ilisimatusarfik.

Henrik Sandgreen, formand for KNAPK.

Jess Berthelsen, formand for SIK.

Jørgen Isak Olsen, departementschef i Departementet for Fiskeri, og Fangst, og Landbrug.

Isak Nielsen Kleist, departementschef i Departementet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked

Karsten Peter Jensen, departementschef i Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke

Kenneth HøeghIsak Nielsen Kleist, departementschef i Departementet for Erhverv, Handel, Udenrigs og Klima, Energi, Forskning og Arbejdsmarked

Ken Jensen, formand for PK og udpeget af IMAK, AK, NPK, ASG og PK.

Klaus Nygaard, direktør ved Naturinstituttet.

Lars Geraae, kontorchef i Grønlands Statistik.

Laust Løgstrup, projektchef ved Qeqqata Kommunia.

Martin Kviesgaard, direktør i Grønlandsbanken og udpeget af bankerne.

Nikolai S. Christensen, departementschef i Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender.

Rapporten er færdigredigeret 17. maj, 2021.
© Udgivet af Økonomisk Råd, Maj 2021.

Læs den originale rapport her:
Grønlands økonomi Forår 2021