Indsigt: Rejsen til Amerika IX - Rundt om Manhattan

Rejsen til Amerika IX - Rundt om Manhattan

Da vi på denne sejltur passerede Bronx, fik vi fortalt Bronx historie. Bydelen er grundlagt i 1636 - det er næsten 100 år før Hans Egede kom til Grønland

Søndag d. 1. december 1996
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Rejseberetninger.

Folk fra Grønland og Færøerne trænger til at se langt
Når man har gået rundt i et par uger langs fodpanelerne i Manhattans betonjungle, så trænger folk fra Grønland og Færøerne til at se langt. Det kan man komme til ved at køre op i toppen af Empire State Building. Men det rækker ikke, for i virkeligheden savner vi også lugten af vand, og et dæk at stå på. Vi vil gerne engang imellem stå på den søvej, der forbinder alle jordens øer, enten de kaldes verdensdele, kontinenter eller bare øer.

Manhattan er en 20 kilometer lang ø, cirka 5 kilometer på det bredeste. Det betyder at man kan sejle rundt om Manhattan. Sejlturen varer 3 timer. Vi tog en tur med Circle Line

Vi var dårligt sejlet ud på floden med stævnen mod nord op ad East River, før noget sort dukkede op i vandet forude. Det kom og det svandt. Det var en ensom qajaqroer. Ikke en grønlandsk qajaq, men alligevel var det en overraskelse. Der var en urolig sø, og den meget snakkesalige turistfører på vores båd gav da også qajaqroeren et par spydige bemærkninger med på vejen. Det var der nu ingen grund til, roeren så ud til at være fuldt fortrolig med qajaqen.

Vi sejlede op mod Bronx, der i vore dage er mest kendt som et fattigt kvarter med megen grov kriminalitet. Men det er nok endnu en myte, som vil punkteres i mødet med virkeligheden. Da vi en anden dag kørte med Subway til Bronx Zoo, kunne vi fra den lange strækning i Bronx, der ikke er Sub, se mange bymæssige lighedspunkter mellem Bronx og Valby ved København. Der er mest størrelsen til forskel. Der bor 1,2 millioner mennesker i Bronx.

Frihedsgudinden
"Den store Havfrue"
Da vi på denne sejltur passerede Bronx, fik vi fortalt Bronx historie. Bydelen er grundlagt i 1636 (Det er næsten 100 år før Hans Egede kom til Grønland). Grundlæggeren hedder Jonas bronx - og så fortalte turistføreren noget som fik lagtingsmand Jakúp Olsen fra Færøerne op af klapstolen. Han fortalte at Jonas Bronx var af hollandsk afstamning, og det passer ikke. Jonas Bronx var en færøsk sømand, der arbejdede for Hollandsk Vestindisk Kompagni. Jakúp fik rettet misforståelsen, så for eftertiden vil turisterne få at vide, at en færøsk sømand har givet navn til bydelen Bronx.
Rejsen til Amerika - Forord og indhold
Forrige afsnit: Rejsen til Amerika VIII - Den danske Sømandskirke
Næste afsnit: Rejsen til Amerika X - MYST under New York