Indsigt: Min Grønlandsfærd - Vore atlanterhavs-øer

Min Grønlandsfærd - Vore atlanterhavs-øer

Da mit Besøg paa de smaa, danske Atlanterhavs-Øer var et Led i denne Rejse til de nordlige Dele af Riget, hører en Omtale deraf, som nævnt i Forordet, ogsaa med i Beskrivelsen af »Min Grønlandsfærd«. Og dette er i Særdeleshed rimeligt, da en større politisk Debat netop har fulgt efter dette Besøg, uden at dette dog har været Foranledningen dertil

Fredag d. 2. juli 2021
Th Stauning, Fhv. Statsminister
Emnekreds: Bøger, Grønlands historie.

Indholdsfortegnelse:
Nogle historiske træk
Besøget paa færøerne
Besøg i land
Selvstyrepartiets formand vil ikke forhandle om færingernes livsinteresser.
Hvad jeg sagde, og hvad man mener i danmark
Flag, sprog og strid
I maa selv afgøre den nationale skæbne
Et mindretal kan ikke diktere
I skal handle under ansvar
Ærlig tale fra det danske folk
Hvorledes behandles færøerne?
Danmarks grund til klage.


Retur til Min grønlandsfærd

Nogle historiske træk

Da mit Besøg paa de smaa, danske Atlanterhavs-Øer var et Led i denne Rejse til de nordlige Dele af Riget, hører en Omtale deraf, som nævnt i Forordet, ogsaa med i Beskrivelsen af »Min Grønlandsfærd«. Og dette er i Særdeleshed rimeligt, da en større politisk Debat netop har fulgt efter dette Besøg, uden at dette dog har været Foranledningen dertil.

Færøerne er en Øgruppe i det nordlige Atlanterhav paa 62° nordl. Bredde. Øernes Areal er ca. 1400 km2, og Befolkningstallet er ca. 25,000. Disse Øer har deres Historie fælles med Island. Det ældste Kendskab til Øerne faas i et Skrift, skrevet af en irsk Munk, Aar 825. Det fortælles deri, at nogle Irer, med Eneboer-Tilbøjeligheder, i længere Tid har haft Ophold paa disse Øer.

!øvrigt findes Øernes ældste Historie i de islandske Sagaer omend yderst sparsomt. De spredte Beretninger af · historisk Art er samlede og udgivne af C. Rafn, under Navnet: Færeyingasaga.

Her fortælles det, at den første Mand, som bosatte sig paa Færøerne, var Grimr Kamban. Denne Bosættelse skal have fundet Sted før den store Udvandring fra Norge paa Harald Haarfagers Tid, men ved denne Udvandring var der en Del Stormænd og Odelsbønder, der opslog deres Boplads paa Færøerne, af Misfornøjelse med den norske Konges Tyranni.

Det fortælles, at Kristendommen indførtes paa Færøerne ved Hjælp af Sværdet, omkring Aar 1000, altsaa samtidig med at Erik den Rødes Søn indførte katolsk Kristendom til Grønland.

I Aar 1035 regnes Øerne at være henlagt under Norge og blev af Kong Magnus givet som Len til Leif Øssurssøn, der en Tid raadede enevældigt deroppe. Iøvrigt hørte Færøerne derefter, ligesom Island, til de norske Skatlande, og ved Kiel-Freden 1814, ved hvilken Danmark maatte afstaa Norge til Sverige, blev Færøerne ligesom Grønland knyttet til Danmark, og ved det norske Stortings Beslutning i 1821 er denne Afgørelse godkendt.

Færøerne udgør et Amt i det danske Rige, med en Amtmand som øverste Embedsmand. Siden 1854 bestaar Færøernes Lagting, der svarer til et dansk Amtsraad. Det har dog noget videregaaende Beføjelser, idet Lagtinget kan fremsætte Forslag til Love for Færøerne, og saadanne Beslutninger fra Lagtinget oversendes gennem Amtmanden til Regeringen.

Færøerne udgør en Folketingskreds, for hvilken der ved almindeligt Valg vælges et Medlem af Folketinget. Øerne har ligeledes en Repræsentant i Landstinget, valgt ved Flertalsvalg af Lagtinget.

De vigtigste Næringsveje paa Øerne er nu Fiskeri og Faareavl, men ogsaa Fuglefangst spiller en Rolle.

Denne Næringsvirksornhed er dog forholdsvis ny. I ældre Tider var Agerbruget af ganske anderledes Betydning end Tilfældet nu er, medens Fiskeriet var ganske underordnet. Efter foreliggende Oplysninger avledes der saaledes i Aaret 1813 over 1700 Tdr. Byg paa Øerne, medens Værdien af Fiskeriet var meget minimal. I Aarene 1792- 1801 udgjorde Værdien af den fra Færøerne udførte Fisk kun 5,8 pct. af Totalværdien af de i samme Tid udførte Varer. Omkring 1840 begynder den store Forandring i disse Forhold, og i de senere Aar udgør Udførselen fra Fiskeriet mellem 80 og 90 Procent af Værdien af den samlede Udførsel.

Det er værd at nævne, at der i svundne Tider har været en Hjemmeindustri, som en Tid slog alle andre Erhverv, nemlig Strømpe- og Trøjetilvirkning. Fra 1790 og igennem det følgende Aarhundrede arbejdede alle med i denne Hjemmeindustri. Baade Kvinder og Mænd strikkede Strømper og Trøjer, og naar Uldprisen gik ned, steg Fortjenesten paa Strikningen. Medens den almindelige Dagløn i det attende og i Begyndelsen af det nittende Aarhundrede var seksten Sk., var Fortjenesten paa samme Tid ved Strømpestrikning sytten en halv Sk. pr. Dag.

Historien viser, at den lille Befolkning har haft ublide Kaar i Fortiden, og det er maaske Forklaringen paa de Stemninger, som nu og da kommer til Udbrud.

Anton Degn fortæller saaledes i det med Carlsbergfondets Støtte udgivne Skrift om Færøerne, at det ved Forordning af 21. Maj 1777 blev forbudt Almuesfolk at indlade sig i Ægteskab, medmindre de godtgjorde, at de enten af egen Ejendoms- eller Fæstejord besad en halv eller en hel Mark elfer at de havde anden lovlig Næringsvej, samt at de i mindst fire Aar havde tjent paa Landet.

Aarsagen til denne Forordning var, at Agerbruget blev forsømt under Strømpestrikningen, og Følgen var, at der maatte indføres store Mængder af Korn, og da dette afregnedes efter Monopolhandelens gamle Takst, gav det Monopolhandelen meget store Tab.

Bestemmelsen mod Indgaaelse af Ægteskab, hvis Formaal var at sikre Jordbesidderne Arbejdskraft, blev opretholdt langt frem i Tiden, og først i 1844 gjorde Gejstligheden Skridt til at faa den nævnte Lovparagraf ophævet. Foruden Forbudet mod Ægteskabs-Indgaaelse, der var et Privilegium for Jordbesidderne, havde disse ogsaa Retten til at udskrive Mandskab til deres Baade i den bedste Fisketid, og Almuen blev saaledes hindret i at arbejde for sig selv.

Dette »Baadsbaand« eller Tvangsarbejde bestod helt frem til 1865, da det ophævedes ved en af Rigsdagen vedtaget Lov.

Under denne Tvangstilstand kunde Fattigfolk ikke drive Fiskeri fra egne smaa Baade, thi de blev tvangsudskrevne til at gaa paa Fiskeri med Jordbesiddernes store Baade. De havde selvfølgelig heller ikke Indflydelse paa Lønnen, de fik nemlig ikke Løn, men Part i Fisken. Udbyttet deltes i ni Parter, hvoraf Baadeejeren tog den ene, og de andre otte Dele gik til de otte Mand, der var Baadens Mandskab.

Den nævnte Lovs Ophævelse blev stadfæstet 1 7. Marts 1865, men Aanden fra den gamle Tid er næppe forsvundet endnu.

Handelen paa Færøerne har oprindelig været i bergensiske Købmænds Hænder. Da Øerne af Frederik den III blev givet i Forlening til Chr. Gabel, lod denne Handelen drive af et Handelshus, men da Frederik den IV fik Øerne tilbage, lod han indføre Monopolhandel direkte under Finansministeriet eller Rentekammeret.

Oplysningen paa Færøerne har ikke været Genstand for megen Opmærksomhed. Almuebørn fik ikke anden Undervisning end den, de kunde faa hos Forældrene, og da disse heller intet havde lært, blev Undervisningen ikke betydelig. I 1845 blev der udstedt et provisorisk Reglement for Almueskolevæsenet paa Færøerne, men som det plejede at være paa disse Omraader, var Befolkningen imod »Tvangsskolen«, og saa stærk var Modstanden, at man ved en Lov af 1854 igen overlod Forældrene selv at sørge for Børnenes Undervisning - dog under et vist Tilsyn.

En Forstaaelse af de daarlige Tilstande voksede heldigvis frem, og der oprettedes efterhaanden frivillige Skoler, og en vis Ordning af Skolevæsenet har nu fundet Sted. - Ogsaa en Folkehøjskole har i den nyere Tid fundet Vej til Færøerne.

Besøget paa færøerne

Festlig modtagelse. - smaatskaaren politik

Ved de foranstaaende historiske Træk har jeg søgt at give nogle Oplysninger til Forstaaelse af den færøske Befolknings Karakter og Tænkemaade, som ogsaa af dens kulturelle Standpunkt. Man forstaar, at den lille Befolkning ikke kan være oplyst og moden, naar man tager i Betragtning, hvordan dens Liv har formet sig helt frem til vor Tid. Trældommen i Fortiden er i den moderne Tid blevet til Afhængighed af den lille Kapitalmagt. Følelsen af den Uret, som er forøvet i Fortiden imod store Dele af Befolkningen, er omsat til uvenlige Følelser overfor det Land, som nu har Suveræniteten, endskønt dette Lands ansvarlige Myndigheder netop har fjernet adskilligt af det fra Fortiden nedarvede.

De to politiske Partier paa Færøerne er direkte Udløbere fra den gamle Tid og den gamle Strid. Delingen efter moderne politiske og sociale Linier er kun i sin Begyndelse. Man har delt sig i Selvstyrefolk og Sambandsfolk. Det førstnævnte af disse Partier vil, som Navnet antyder, Selvstyre for Færøerne, og Agitationen for denne, i sig selv rigtige Teori, har skabt et Vrængbillede af Selvstyre som Maal. En Fløj taler aabenlyst om Tilslutning til et andet nordisk Land, en anden taler om fuldt økonomisk og politisk Selvstyre, og en tredje taler om at bevare Forbindelsen med Danmark, med lovgivende Myndighed hos Lagtinget - og i hvert Fald delvis Betalingspligt hos den danske Rigsdag og det danske Folk.

Det andet Parti, Sambandspartiet, vedkender sig at ville bevare Forbindelsen med Danmark, men bestaar iøvrigt af højst uensartede Elementer, med meget forskellige sociale og politiske Interesser og er derfor ude af Stand til positivt Arbejde udenfor den ene Opgave, Samband med Danmark, som er saa selvfølgelig, at en Partidannelse om den Opgave er ufornøden.

Det tredje Parti, Socialdemokratiet, har først fornylig begyndt sin Virksomhed. Dette Parti betragter Samhørigheden med Danmark som en selvfølgelig Forudsætning for lovlig og ansvarsbevidst politisk Gerning. Dette Parti fremdrager de politiske og sociale Opgaver som dem, der bør dele og samle de forskellige Befolkningslag, og naar Folket har faaet fornøden Oplysning og deraf følgende Modenhed, vil Delingen gaa efter disse Linier paa Færøerne som andre Steder. Socialdemokratiet vil selvfølgelig søge at opnaa den politiske og aandelige Frihed, som et selvstændigt Befolkningselement i Riget har Krav paa, men Partiet indordner sig naturligvis under Landets Grundlov og arbejder for Valg af saadanne epræsentanter af Rigsdagen, som vil virke for de Opgaver, der foreligger til Løsning, i hele Folkets Interesse.

Ogsaa denne førstnævnte fra Fortiden arvede unaturlige Partideling maa man kende for at kunne forstaa de besynderlige Udslag, som de politiske Bevægelser giver i denne Del af Landet.

Besøg i land

Vi anløb som nævnt Trangisvaag, der er beliggende paa Suderø. Det er en By, som har været i vældig Vækst i den nyere Tid, og den tager sig prægtig ud set ude fra Indsejlingen. Her er Fiskernes første store Andelsforetagende etableret, et første større Forsøg paa at hidføre den Uafhængighed, som ingenlunde var sikret med Monopolets Ophævelse, eller ved Friheden til Ægteskab, eller ved Ophævelse af Forordningen om Tvangsudskrivning af Mandskab til Jordejernes Fiskerbaade. Med Statens Støtte er her anlagt et Isværk, der kan levere Fiskerne fornøden Is - uden ublu Prisforhøjelse, samt et Fryseri, der modtager Fisken fra Andelsselskabets Fiskere for at afsætte den som fersk, frossen Fisk paa de store Markeder. Fiskerne har med Statens Støtte faaet nyt og godt Baadmateriel og har haft godt Udbytte af Fiskeriet i den korte Tid, der er gaaet for Andelsselskabet.

Jeg besøgte dette Anlæg under Bestyrelsens Ledelse, og blev baade her og andet Sted særdeles godt modtaget. I Trangisvaag er der ikke nogen Uvenlighed overfor Danmark, derimod er der en stærkt voksende socialdemokratisk Bevægelse, hvilket dog ikke hindrede, at de fleste Flagstænger havde det danske Flag i Toppen.

Jeg havde den Glæde at kunne samle en Kreds af færøske Borgere fra Trangisvaag til nogle Timers festligt Samvær i »Hvidbjørnen«.

Der var ikke en Mislyd, skønt her var samlet baade Købmænd, Fiskere og Arbejdere med forskellige politiske Opfattelser. Sysselmand Djurhus talte smukt for Danmark og den danske Statsminister, og Skibstømrer Strøm sluttede sig til ham med Udtalelser paa Arbejdernes Vegne.

Næste Morgen Klokken otte var vi klar til at styre ud fra Trangisvaag. Mange var samlet til Afsked paa Kajen, særlig Arbejdere og Fiskere, og jeg fik et godt, ærligt Leveraab, da »Hvidbjørnen« forlod Bolværket.

Vi laa paa Thorshavns Rhed Klokken tolv en halv, og lidt efter gik jeg med Baaden ind i Havnen, hvor danske · Flag vajede. En paatænkt, ungdommelig Demonstration med Færøflag var opgivet, saaledes at al Demonstration · var overladt til Selvstyrepartiets Formand, Kongsbonde ( altsaa Lensbesidder) og Landstingsmand Johs. Patursson.

Jeg blev smukt modtaget med Taler af Byraadsformand Joensen og af Redaktør Nielasen, og med Leveraab fra den forsamlede Folkemængde.

Men derefter skete saa det opsigtvækkende.

Selvstyrepartiets formand vil ikke forhandle om færingernes livsinteresser.

Jeg havde forespurgt forud, om Lagtingets Medlemmer vilde mødes med mig, for at vi kunde drøfte forskellige vigtige Anliggender. Og jeg havde faaet imødekommende Svar fra Lagtingets Formand.


Jeg mødte i Lagtingshuset, hvor det danske Flag vajede. Her mødte Sambandspartiets Medlemmer og Socialdemokratiets Medlemmer, den ene var dog syg, ligesom tagtingets Formand Hr. Effersøe. Men vi ventede forgæves paa Selvstyrepartiets Formand og paa dettes Medlemmer. Næstformanden, Sagfører Mitens, der ogsaa er Lagtingets Næstformand, mødte, og et Medlem til af Partiet var ligeledes mødt, men Formanden og de syv andre Medlemmer demonstrerede. De viste derved, at deres Politik er negativ, de udeblev, da en Drøftelse kunde finde Sted med den danske Stats Repræsentant om alle Forhold, som maatte have Interesse. De vidste, at først og fremmest skulde man drøfte de vigtige Fiskerispørgsmaal. Fiskernes Adgang til Grønlændernes Havne og Territorium, Anlæg af Værksted m. v. i Havnen ved Grønland, forøgede Statstilskud til Fiskeriets Ophjælpning. Og de vidste, at de kunde faa Lejlighed til at fremføre deres Synspunkter om Sprog, Flag, Selvstyre og alt, hvad de ellers kalder: Færingernes Livsinteresser. De blev borte, og særlig vakte det Misstemning, at Formanden udeblev, da han ikke forsømmer nogen Lejlighed til at kundgøre sine Krav og sine Planer for den udenlandske Presse.

De planlagte Forhandlinger fandt naturligvis Sted, og var af stor Interesse baade for mig og for Lagtingets Medlemmer, og der vil blive arbejdet videre paa de Fremskridt, som er mulige, uanset om det interesserer Hr. Patursson.

Jeg indbød, som i Trangisvaag, Repræsentanter for Lagting, Byraad og Organisationer til en Sammenkomst ombord i »Hvidbjørnen«, men ogsaa ved den Lejlighed demonstrerede Hr. Patursson og nogle af hans Meningsfæller, medens Hr. Mitens gav Møde.

Det her omtalte Besøg paa Færøerne havde naturligvis, under de Forhold, som i Aar har udviklet sig deroppe, en udpræget politisk Karakter, og derfor udtalte jeg mig da ogsaa om de aktuelle Spørgsmaal, saaledes at Befolkningen fik Klarhed over den danske Regerings Holdning.

Ogsaa her vil jeg belyse de nationalpolitiske Spørgsmaal paa samme Maade, saaledes at denne Skildring giver det hele Billede af min Rejse.

Hvad jeg sagde, og hvad man mener i danmark

Jeg udtrykte min Glæde over den Interesse, der er paa Færøerne for Udvikling af Fiskerierhvervet, og sagde dernæst:

Jeg haaber, at den meget betydelige Støtte, som i de sidste Aar er ydet til nye Fartøjer og til Anlæg i Forbindelse med Fiskeriet ved Bevillinger af Rigsdagen fra den danske Statskasse, vil vise sig gavnlig og bidrage til Ophjælpning af Befolkningen her. Jeg har med Interesse beset det Anlæg, som nu findes i Tværaa, og fundet det særdeles interessant, ogsaa fordi det fører et nyt Princip ind i Erhvervsforholdene her. At faa de færøske Fiskere frigjort til mere selvstændige Deltagere i produktivt Arbejde, maa være Maalet, og naaes dette, vil de sikkert i stigende Grad optage den sunde Form for Fællesdrift, som vi har set udvikle sig iblandt danske Jordbrugere under Navn af Andelsvirksomhed. En friere og bedre økonomisk Stilling end hidtil, vil ogsaa føre til forøget aandelig Interesse, og denne er som Regel ensbetydende med højere Kultur.

Flag, sprog og strid


Det er med nogen Beklagelse, vi har set eller hørt Udtryk for Uvilje overfor vort fælles Land og dets lovlige Institutioner.

Jeg tror ikke, man gavner nogen, ved at tænde national Strid, og navnlig ved jeg, at den lille Befolkning paa Færøerne ikke kan faa nogen Glæde af nationale Eventyr. Befolkningen her skal selvfølgelig i vid Udstrækning have aandelig og politisk Frihed, og den maa derigef)11em ogsaa bidrage til en i Underklassen tiltrængt økonomisk Frigørelse; men Rigets Grundlov. gælder ogsaa for Færøerne, og gældende Love maa holdes. Det danske Flag er det nationale Symbol ogsaa for Færøerne, og det maa respekteres, og det danske Sprog maa være det Bindeled, som ingen Dansk kan undvære. Dette udelukker ikke Retten for Befolkningen paa Færøerne til at bruge deres eget gamle Sprog. Der er Villighed til at søge en god og forsvarlig Ordning tilvejebragt; men denne Ordning kan ikke udelukke, at Dansk fremdeles læres i de færøske Skoler som det Sprog, der holder Befolkningen i Kontakt og Forbindelse med deres eget Land og derigennem ogsaa med den øvrige Verden.

I maa selv afgøre den nationale skæbne

Jeg har erfaret, at nogle heroppe har fremsat Tanken om fuld, ogsaa økonomisk Selvstændighed for Færøerne.

Jeg ved ikke, hvilken Tilslutning dette vidtgaaende Krav har i Befolkningen her, og det har heller aldrig været drøftet i Danmark, som noget alvorligt Anliggende. Jeg ved derfor heller ikke, hvordan det danske Folk og dettes ansvarlige Rigsdag og Regering -stiller sig dertil.

Mit umiddelbare Indtryk er, at det vil være værdigst at overlade Befolkningen her selv at afgøre sin egen Skæbne. Er det Befolkningens Vilje, at Færøerne skal blive et selvstændigt Samfund, og tilkendegives denne Vilje ikke blot af Enkeltmænd, men af Folket paa afgørende Maade, saa vil jeg personlig ikke sætte mig derimod. Jeg ved, at det vil blive en haard Skæbne for Befolkningen, naar man heroppe skal til at opkræve Skatter til alle nødvendige Formaal, til Forvaltning og Administration, til Retspleje, Skolevæsen, Kirke, social Forsorg, til Havne, Veje, Fyrvæsen, Fiskeriinspektion samt til Ophjælpning af Fiskeriet. Den lille Befolkning vil segne under Byrden, men er det Befolkningens Vilje, maa den tage denne Byrde paa sig. Det vil føles uretfærdigt, baade her og i den anden Del af Danmark, men det faar være, hvis det er Folkets Vilje. Hvis Selvstændighedskravet imidlertid blot betyder, at man vil søge ind under en anden Stats Beskyttelse, og yde sin Tribut til denne, saa stiller Sagen sig anderledes. Men jeg antager ikke, at nogen færøsk Borger nærer saadanne Planer, thi de vil fra et almindeligt Synspunkt blive bedømt som en Art Forræderi.

Et mindretal kan ikke diktere

Jeg tror, at hele Folket i Danmark er med mig, naar jeg tilsiger Færøernes Befolkning loyal Behandling og rimelig Støtte til Fremme af dens berettigede Interesser, men Betingelsen for god Samvirken er altid Ærlighed og loyal Optræden fra begge Sider. Jeg ved, at det danske Folk ønsker det bedst mulige Samarbejde med Broderfolket her, og den nuværende Regering vil med Glæde medvirke til en Udvikling, der fremmer Befolkningens Indflydelse paa dens egne Anliggender. Men det danske Riges Enhed kan ikke svækkes, for at separatistiske Bevægelser kan udfolde sig. Vil man leve i Fællesskab med det øvrige danske Folk, maa man arbejde loyalt med under den til enhver Tid gældende Lovgivning og Retsordning. Enhver kan arbejde for en Ændring af Lovene, men Ændringer maa ogsaa besluttes paa lovlig Maade, og naar Beslutning er taget, maa man bøje sig derfor fra alle Sider.

Saaledes har mit Parti og andre Partier, der ønskede Ændringer i det gældende System, i den gældende Forfatning og i den specielle Lovgivning, maattet indrette sig, og saaledes maa Befolkningen paa Færøerne ogsaa indrette sig. Men vil man ikke leve i Fællesskab med os, saa maa Befolkningen her paa regelret Maade give Udtryk derfor, og saa maa den ogsaa tage alle Konsekvenser deraf. Man kan ikke nyde Fællesskabets Fordele og dog være fri og uafhængig af den anden Part i Fællesskabet. Selv om der som sagt, aldrig har været nogen Drøftelse, hvorunder det danske Folk eller dets Repræsentanter har udtalt sig om dette pinlige Spørgsmaal, føler jeg mig overbevist om, at jeg med de her fremsatte Betragtninger har givet Udtryk for, hvad Folk i Danmark tænker og mener om denne Sag.

I skal handle under ansvar

Jeg udtalte sluttelig Forventningen om, at alle betydningsfulde Anliggender maa blive behandlet med Alvor af ansvarlige Repræsentanter for Folket. Tiden giver Folkene mange Opgaver at tumle med, og de økonomiske Forstyrrelser kaster stadig sine Skygger ind i Folkenes Liv. Der er særlig for de smaa Folk meget at overvinde, for at sikre Folket Adgang til et rimeligt Udkomme ved eget Arbejde. Men netop Tidens store Vanskeligheder maa formane os i de smaa Nationer til Samvirken og Sammenhold om de fælles Interesser.

Ærlig tale fra det danske folk

Disse Udtalelser var ærlige og velmente. Det var intet valent Forsøg paa at holde sammen ved Hjælp af Uklarhed, der var intet afvisende overfor de rimelige Krav om Aandsfrihed, som Folk med et eget Sprog kan frembære, men der var i disse Udtalelser ogsaa en Appel til den færøske Befolkning, og først og fremmest til de politiske Partier om at vise Ærlighed og skaffe Klarhed.

Tiden har vist, at det Parti, som kræver Selvstændighed, og som burde være forrest i Arbejdet for at vise, at den færøske Befolkning staar bag dette Krav, dette Parti løber fejgt fra Ansvaret, naar der tilbydes Folket Adgang til at af gøre sin nationale Skæbne.

Mine Udtalelser samlede paa en Gang alle Afskygninger af det danske Folk. Her var ingen Vaklen, her var, sagde man, talt saaledes, som alle mente det overfor Færøerne.

Og Pressens Tilslutning har faaet Bekræftelse af de politiske Partier paa Rigsdagen. Under Folketingets politiske Debat i Oktober Maaned, har Færøerne været under Drøftelse, men ingen tog Afstand fra det, jeg har sagt som Udtryk for et ærligt Folks Mening overfor Brødrene, der maa leve deres Liv fjernt fra Rigets øvrige Befolkning.

Hvorledes behandles færøerne?

Jeg har nylig læst i en norsk Avis, at jeg paa den danske Stats Vegne hævder Retten til at undertrykke en mindre Nation - Færøerne - nægte den Selvstyre, forbyde Gudstjeneste og Skolegang paa dens eget Sprog, hindre den i økonomiske Dispositioner o. s. v.

Denne ondsindede Usandhed er naturligvis ikke norsk Opfindelse, det er derimod Frugten af visse Kredses usandfærdige Agitation paa Færøerne. Naar en ansvarlig Selvstyremand, som Købmand Ziska, paa Færøerne offentlig fortæller, at Danmark har plyndret Færøernes Befolkning for niogfirs Milliarder i Løbet af tre Hundrede Aar, saa er der naturligvis naive Mennesker, der tror paa saadan Galskab. Og naar Formanden for Selvstyrepartiet Johs. Patursson telegraferer til Island, at Færøerne snart løsriver sig fra Danmark, saa er der selvfølgelig Folk, der tror, at Begivenheden virkelig er forestaaende. Og naar Selystyrepartiets Næstformand i et Foredrag fortæller, at den danske Stats Udgift til Institutioner paa Færøerne er ¾ Million Kroner aarlig, er der ogsaa Folk, som maa tro, at dette er sandt.

Det er imidlertid ikke anderledes, end at Danmark nok kan være bekendt, hvad der foretages overfor Færøerne. Om Sprog, Flag, Skole, Kirke og Selvstyre har jeg foran givet klar Besked, og ingen behøver herefter at forveksle danske Standpunkter med Bismarckske Tilbøjeligheder i en svunden Tid.

Og om Udgifter til Færøerne foreligger netop nu Uddrag af Statens Regnskaber for en Række Aar. Af disse Uddrag ses det, at der til Anlæg og Drift af Retsvæsen, Sociallovgivning, Veje og Havne, Skole og Kirke m. v. i Tiden fra April 1915 til April 1930, altsaa paa femten Aar, er anvendt omtrent 26¾ Millioner Kr. Det giver ikke ¾, men 1 ¾ Million Kr. pr. Aar i Gennemsnit. I samme Periode er der desuden ydet Laan til Færøerne, særlig til Fornyelse af Fiskerflaaden, til et samlet Beløb af over 7 Mill. Kr., altsaa gennemsnitlig ½ Mill. Kr. aarlig.

Naar man hertil føjer, at der ikke betales Skat eller Told til Danmark fra Færøerne, og at befolkningen er fritaget for Værnepligt, saa kan den lille Befolkning næppe klage over den Behandling, som det nuværende Danmark byder den.

Danmarks grund til klage.

I Danmark er der Grund til Klage, baade over den ansvarsløse Agitation og over den Fejghed, som udvises overfor Planerne om en Afstemning om Selvstyre eller Forbindelse med Danmark.

Et Flertal i Færøernes Lagting vedtog at opfordre Regeringen til at iværksætte en Folkeafstemning, for at faa Klarhed tilvejebragt om, hvorvidt et Flertal ønsker at frigøre sig fra Danmark, for at danne et selvstændigt Samfund.

Men saa snart Selvstyrepartiet og dets Formand fik Adgang til frit og uhindret, ved en hemmelig Afstemning, at mønstre Partiets Styrke, saa beder man sig fritaget for Mønstringen. Dette er Fejghed, som viser, at Styrken og de store, voldsomme Ord ikke svarer til hinanden.

Tiden vil vise, paa hvilken Maade Klarhed tilvejebringes, thi vedblivende kan den nuværende Tilstand ikke bestaa, men afgjort maa det vist være, at nu er der ikke mere Adgang til eller Mulighed for en Afstemning som den paatænkte.

Jeg fik ved mit Besøg paa Færøerne Lejlighed til at drage Selvstyrepartiets Forhold og Teorier frem i Lyset, og jeg fik ogsaa Lejlighed til at erfare, hvilken ringe Udbredelse de danskfjendtlige Stemninger har deroppe.

Dette Besøg var baade vigtigt og interessant, og det vil ogsaa faa Følger.

Retur til Min grønlandsfærd