Nykolonialismen har kronede dage i inuit nunaat
I både kapitalistiske og socialistiske stater har centrene forsøgt at »civilisere« oprindelige folk gennem tvangsfjernelser af børn til kostskoler, missionering, tvangsforflyttelser af hele samfund, tvangssteriliseringer og tvangsproletarisering«. Hvem kan ikke nikke genkendende til ovennævnte?
Fredag d. 15. februar 2002
Leif Fontaine
, Formand for KNAPK
Emnekreds:
Biologi
,
Erhverv
,
Fiskeri
,
Grønlands historie
,
Jagt
,
Kultur og samfund
,
Miljø og natur
,
Oprindelige folk
,
Politik
,
Turisme
.
Indholdsfortegnelse:
KNAPK-anarki
Frontiermentalitet
Øjet, der ser
Arktis som vildland
Natursyn og forvaltning
I disse tider er der i udlandet og herhjemme megen diskussion omkring natur og miljø i vort land. Det er KNAPKs opfattelse, at den igangværende naturmiljødebat er opskruet og meget polariseret.
Ingen undtagelse er artiklen, KNAPK skader Grønlands anseelse, i Sermitsiaq, nr. 5 2002, skrevet af Poul Krarup.
I følge Krarup skal fangererhvervet afskaffes, og de ca. 2500 erhvervsfangere omskoles. De ødelægger naturen. Og tilskuddet til erhvervet skal i stedet bruges til de unges uddannelse.
I indlægget lægges der tryk på, at store økonomiske interesser er på spil. Ikke mindst, som man også kan læse det i Krarups artikel, at udenlandske turistselskaber har stor økonomisk interesse i vort land.
KNAPK-anarki
Krarup skriver i sin artikel, at KNAPK har opfordret til anarki i forbindelse med den nye omstridte fuglebekendtgørelse. Det er direkte usandt. Indtil nu er der ingen i den grønlandske presseverden, der har modtaget nogen form publikationer af den art fra organisationen.
Tværtimod kan man i AG nr. 6, 22 januar 2002 læse, at KNAPK ikke kan opfordre medlemmerne til at bryde love. Det er uacceptabelt.
Men når dette er sagt, så har organisationen dog forståelse for reaktionen fra lokalafdelingerne, når denne fuglebekendtgørelse er blevet til ved at bryde med flere principper. Desuden mener organisationen, at den omstridte fuglebekendtgørelse ikke tilsigter det kulturelle forhold, fordi en del af livsgrundlaget for erhvervsfangerne mistes. F. eks. udelukkes fangere fra Upernavik at fange lomvier.
Organisationen er gået til ombudsmanden med fuglebekendtgørelsen. Det er KNAPKs opfattelse at den nye bekendtgørelse strider imod Landstingslov nr.12 af 29.okt. 1999 om fangst og jagt. Desuden mener KNAPK, at miljødirektoratet i sin fuglebekendtgørelse har indført et forsigtighedsprincip i forhold til de levende ressourcer, der er i strid med fangstlovenes beskrivelse af bæredygtigtig udnyttelse af de levende ressourcer. Det kræver først en regulær lovændring, der først skal behandles og vedtages i Landstinget.
Hvem er anarkist i den forbindelse?
Frontiermentalitet
Det er nu engang sådan, at vi lever i den del af Verden, der hedder Arktis, der ligger på grænsen for menneskelig overlevelse. Fra gammel tid indtil dato har fangeren i sin daglige tilstedeværelse i den barske arktiske natur for at overleve. Gennem denne tilstedeværelse indskriver fangeren en hukommelse, der styrker følelsen af tilknytning til natur-og miljø og oprindelse, der er baseret på værdi, moral, familierelationer, samfund, økonomi og naturalie.
Det er meget simpelt. Det er kultur. Oprindelige folk har ret til at udnytte deres ressourcer, stadfæstet gennem FN-resolutioner, bl.a. ILO-konventionen.
Denne ret vil Krarup gerne fratage fangeren. Fangererhvervet skal afskaffes og fangerne skal civiliseres. Samtidig skal fangstdyrenes fredes, såsom hvalrosser og fugle, så de udenlandske turistinteresser kan tilgodeses.
Dermed gør Krarup sig til talsmand for en modernistisk (nykolonialistisk) tankegang, der har til hensigt at fratage fangeren hans rettigheder.
Seniorforsker, etnolog Frank Sejersen, Københavns Universitet, skriver i sin artikel, Kampen om naturen i Arktis: Arktiske folk og deres hjemland under pres:
"Opfattelsen af Arktis som en frontier er knyttet til en kolonialistisk tanke. En frontier kan beskrives som det geografiske sted, et kolonialistisk center opfatter som sin periferi... centrene søger længere og længere ud i det, de betragter som deres periferi, for at finde og udnytte nye ressourcer til gavn for centrets vækst, udvikling og velstand. Ud over de økonomiske argumenter har ekspansionen ideologiske aspekter: naturen skal overvindes, kortlægges og kontrolleres...samtidig med, at centret og det modernistiske individ kræver kontrol over naturen, placeres de oprindelige folk i en meget undertrykkende relation til centret, hvor centret og det modernistiske individ dikterer kulturelle og økonomiske retningslinier.
Centret ser få interesser i at tage lokale folks behov og perspektiver i betragtning. Frontier mentaliteten har et etnocentrisk ansigt og et kulturelt projekt, som fratager oprindelige folk retten til selvbestemmelse i den videste forstand. De sociale og kulturelle konsekvenser er uoverstigelige.
I både kapitalistiske og socialistiske stater har centrene forsøgt at "civilisere" oprindelige folk gennem tvangsfjernelser af børn til kostskoler, missionering, tvangsforflyttelser af hele samfund, tvangssteriliseringer og tvangsproletarisering". Hvem kan ikke nikke genkendende til ovennævnte?
Krarup gør sig klog i at postulere at fangererhvervet er perspektivløst. Hvad skal fangerne i yderdistrikterne omskoles til? Socialarbejdere der tager hånd om sig selv, fordi de bliver arbejdsløse?
Næ, det som Krarup og andre nykolonialister foreslår med omskoling af fangere, kaldes folkemord eller kulturdrab andre steder på denne jord.
Øjet, der ser
Når skribenter som Kjeld Hansen, Krarup, Brønden og andre nykolonialister som professor Fjeldså postulerer, at grønlandske fangere ødelægger naturen, så vil jeg meget gerne spørge dem, om de har set de tusinder af rensdyr i indlandet ved Søndre- og Nordrestrømfjord, der i de seneste års vintre dør af sult eller efter at have indtaget føde de ikke kan tåle, fordi bestanden er blevet for stor i forhold til fødegrundlaget.
Efter biologernes matematiske modeller skulle rensdyrbestanden være en af de meget få arter, der har det godt, fordi der er indført kvoter og dermed føres en streng kontrol med disse. Men de lider en forfærdelig pinefuld død, siger moskusoksejæger Carsten Lings og andre fangere fra Sisimiut og beboer i Kangerlussuaq John Olsen. Det er ikke til at holde ud at se på den slags dyrplageri, siger de.
Undertegnede har gjort opmærksom på problemet overfor den daværende landsstyremedlem Alfred Jacobsen, der blot nærmest havde et skuldertræk tilovers for dette.
Det er jo i øvrigt et problem for det grønlandske samfund, at alt for mange ansvarshavende politikere er så svage, at det bliver embedsmænd, der ikke har meget kendskab til den grønlandske virkelighed, der styrer diverse direktorater.
Et godt eksempel på dette er bekendtgørelsen omkring den såkaldte korridor til Søndrestrømfjord med snescooter fra Sisimiut. Landsstyret godkendte bekendtgørelsen i 2000, selv om kommunalbestyrelsen i Sisimiut sagde nej til bekendtgørelsen, bl.a. fordi den såkaldte korridor gik igennem et område, hvor fangere skyder sæler på isen.
Det er i øvrigt umuligt at håndhæve denne bekendtgørelse, fordi kommunen ikke har midler, der skulle kunne gøre det muligt at holde øje med snescooterkørerne holder sig til korridoren over en afstand, der er flere hundrede kilometer lang. Den daværende direktør for Natur og Miljødirektoratet stod for bekendtgørelsen.
Jeg tør vove den påstand, at fælles for skribenter som ovennævnte og biologer og andre fra embedsmandsværket er, at de ikke besidder øjet der ser. Især dem fra Langbortistan. Skribenter og embedsmænd har det med at sidde i et kontor, langt væk fra den barske arktiske natur. Biologernes interesser ligger i, at de ønsker at styrke deres matematiske modeller, der tit har udgangspunkt i udenlandske bestandsestimater, fordi naturvidenskaben i Grønland ganske enkelt er svag som institution, fordi midlerne er sparsomme, og fordi naturvidenskaben i Grønland er alt for centralistisk styret.
Når det kommer til stykket, så er det den arktiske fanger, der gennem sin daglige tilstedeværelse i den arktiske natur, og med det tredje øje, der ser, og på baggrund af oprindelse og tilknytning til den omkringliggende natur- og miljø, der har det største kendskab til naturens gang.
Folk rejser til Grønland, for at opleve renheden og den uberørte natur, lyder det fra Anders Vahl, tidligere direktør for et turistselskab. Søren Rasmussen fra Albatros Travel påstår som Kjeld Hansen, at de ca 2.500 erhvervsfangere har ødelagt fugledyrebestandene. Der er ikke fugle nok som i Svalbard og Island.
I følge geografiske kilder er vort land ca. 35 gange større end Svalbard. Ca 22 gange større end Island. Det vil sige, at Søren Rasmussen og andre der ikke besidder øjet der ser, risikerer at skulle lede efter fugle og dyr over store afstande. Også fordi, der er tale om trækfugle og trækdyr, der i et cyklus, alt efter hvordan klimaet og dermed økosystemet arter sig, flytter fra sted til sted over store områder i Arktis. De venter ikke på at turisterne kommer.
Det er rigtigt, at hvalrosser har haft landgangssteder før i tiden, da der kun fandtes konebåde og kajakker. I dag foregår trafikken med moderne trafikmidler, både lufttrafik og skibstrafik. Siden dengang er vort land blevet en fiskerination, hvis flåde fisker langs kysten, og det er jo ikke konebåde og kajakker man fisker med.
Næsten alle dyrearter i Arktis er vilde dyr, og er meget sky og meget følsomme over for støjtrafik og derfor har let ved at flytte til nye områder, væk fra civilisationen.
Ornitologer påstår, at det alene skyldes fangstrykket fra erhvervsfangerne, at lomvier og edderfuglekolonierne er blevet så få i løbet af de sidste 50 år. De postulerer, at bestanden dermed er blevet 80 % mindre i Nordgrønland.
Ole Hertz har skrevet bogen: "Økologi og levevilkår i Arktis". Bogen er en af de meget få nyere økologiske beskrivelser af forholdene i det moderne grønlandsk fanger/fiskersamfund.
Han skriver i sin bog: "Indtil 1975 var der i Qaamarujukfjorden (Uummannaqfjorden) en ynglebestand af edderfugle på øerne Qeqertannguit. Denne bestand gik efter bly- og zinkminens start så meget ned, at der sommeren 1975 ikke længere var ynglende fugle tilbage. Fældende fugle forsvandt.
Sandsynligvis var den vigtigste årsag til nedgangen den øgede trafik med speedbåde til og fra Marmorilik. Andre steder i Grønland er edderfuglene på lignende måde blevet udryddet langs sejlruter. Forstyrrelserne medfører, at ynglekolonier forsvinder og enkelte spredte ynglende fugle bliver tilbage".
Endvidere skriver han, at kammuslinger, der er edderfuglenes vigtigste føde, var stærkt forurenede med tungmetaller fra minen.
Fiskere og fangere ved Ilulissat mener, at den øgede bestand af ørne fra 80-erne gør indhug i fuglebestandene i Diskobugten. Samtidig med at erhvervsfiskeriet gjorde, at mågerne kom til Diskobugten og faktisk overtog fuglefjelde fra andre fuglearter. Ræven, som ikke længere fanges nævnes også som medårsag til indhug i fuglebestandene. Ikke mindst antallet af både, også moderne familiespeedbåde er siden kommet til Diskobugten, hvor støjtrafikken spiller en stor rolle for fuglenes færden.
Desuden, hvem husker ikke de titusinder lomvier, (og hundredvis af marsvin), der lå i fiskerihavnene langs kysten efter bornholmske fiskere i starten af 1970-erne kom ind til havnene med deres fangster af laks. Hvem ved hvor disse fangne lomvier kom fra?
Men nej, det hele er fangernes skyld, påstår biologerne og andre udefra kommende eksperter.
Hvad er deres egentlige hensigter?
Arktis som vildland
Frank Sejersen fra Københavns Universitet fortsætter i sin artikel, Kampen om naturen i Arktis:
"Naturromantikerne har karakteriseret regnskoven, Afrikas savanner og Arktis som steder, hvor der endnu findes områder ubesmittet af mennesker og kultur - steder, hvor man kan opleve den rigtige natur: vildland. Stederne bliver ofte forstået som de sidste rigtige naturområder; små stykker paradis her på jorden, hvor dyrene, planterne, fuglene og jorden lever i harmoni med hinanden i en oprindelig naturtilstand.
For naturromantikere er naturen truet af mennesket. Mennesket skal ud af naturen, og naturen skal lukkes beskyttende inde. Naturromantikerne vil beskytte de sidste områder af det, de betragter som vildland ved bl.a. at oprette naturparker, naturreservater, hvor man netop kan lukke naturen inde. Man kan også "lukke" den enkelte art inde ved at frede den. Sådanne tiltag argumenteres ofte ud fra, at det er til naturens bedste".
Miljø-og dyreværnsorganisationer har drevet store oplysningskampagner, der havde til hensigt at spolere erhvervgrundlagene i Arktis. Hvem husker ikke Greenpeace, der i dag har efterladt store ar i fangernes vilkår.. I dag har Greenpeace erkendt sine fejltagelser og har sagt undskyld.
Natursyn og forvaltning
Historien fortæller os, at der altid har været stort rift om naturen i Arktis. Der har været krigslignende tilstande mellem kolonimagterne omkring hvalfangst. Den danske konge Christian VI truede i sin tid (1746) at udrydde vore forfædre. (Viemose: Dansk kolonipolitik, Krise uden alternativ.)
Han ville sende sine "store skibe med de store bøsser" til Grønland, såfremt "calalerne" ikke tog ud på sælfangst, så han kunne tjene penge på spæk, som man på den tid i de kolonialistiske centre havde hårdt brug som belysning i byerne.
I disse moderne årtier, er de moderne mennesker, i de nykolonialistiske centre og samfund, journalister, biologer og andre godtfolk imod fangst af dyr. De knytter sig til ovennævnte naturopfattelser frontier og vildland mentaliteten.
De to natursyn er nykolonialistiske overfor folk, der bor i de arktiske områder, fordi de dikterer og bedømmer den arktiske kultur udfra deres egen kulturbehov.
Derfor ser jeg det for vigtigt for fangererhvervet at få bugt med det centrale nykolonialistiske magtstruktur, hvis vi fortsat skal være i stand til at forsvare vores ret til til fortsat eksistens i den del af verden ved grænsen for menneskelig overlevelse, hvor mulighederne for at overleve siden tidernes morgen til i dag har budt på barske livsbetingelser.
Det er jo ingen løgn, at de fleste ansvarshavende politikere i dag er så svage, at arktiske fangeres interesser overses af den centrale administrationen, hvor embedsmandsværket har overtaget og administrerer fangstinteresserne på koloniale tænkemåder.