Indsigt: Familien Grønland ernæres af folk i søstøvler og olietøj

Familien Grønland ernæres af folk i søstøvler og olietøj

Indholdsfortegnelse:: Ingen mildere vinde; Dispensation eller fiskestop; Politik og erhverv; Dialog om fiskeriet

Turismen og Julemanden, drømmen om olie, guld og diamanter, lysstøberier og pelsværk i dyrt design og billigt skind er alt sammen udtryk for en ægte og ærlig vilje til at bringe Grønland ud af den aktuelle erhvervsmæssige monokultur, som landet befinder sig i. Imidlertid er det fortsat således, at familien Grønland ernæres af folk i søstøvler og olietøj. Til dato er der - desværre ikke fundet noget gyldigt alternativ til fiskerierhvervet, og derfor vil vi sikkert også på både kort og mellemlangt sigt blive ved med at fortælle os selv, hinanden og vores omverden, at vi er en fiskerination.

Her ved årsskiftet vil jeg tillade mig at formulere en ønskedrøm om, at vi også alle stod sammen om dette hovederhverv. At vi i kraft af indsigtsfulde politikere, visionære embedsmænd, velfungerende organisationer, kvalificerede administratorer og dygtige fiskere og fremsynede salgsfolk bestræbte os på at udbygge Grønlands rolle som fiskerination.

Desværre har året 1995 vist os, at der mangler meget, inden vi kan bryste os af at have det politiske bagland med i bestræbelserne på at gøre Grønland til en mere vel fungerende fiskerination. Både i politiske forsamlinger og ikke mindst i medierne og deres dækning af dagligdagens foreteelser får man stadig indtrykket af, at det er nærmest odiøst at tjene penge ved udøvelse af fiskerierhvervet.

Ingen mildere vinde

Havde man i foråret troet, at systemskiftet efter valget til Landstinget og dannelsen af den nye landsstyrekoalition ville lade mildere vinde blæse over fiskerierhvervet, tog man desværre bitterligt fejl. De erhvervsudøvere, der tidligere følte, at de måtte kæmpe sig fra den ene beskedne sejr til den anden, rendte nu for alvor panden mod muren, og man skal i dag kæmpe med sig selv for ikke at opleve det ene akutte anfald af politikerlede efter det andet. Det hører nemlig til dagligdags kost, at der udstedes politiske løfter og tilsagn, som så efterfølgende desværre kun alt for sjældent opfyldes.

Lad mig fremdrage et par eksempler: APK, det havgående fiskeris organisation, har støttet landsstyret i dets ressourcebevarende politik på rejeområdet. Vi er enige med landsstyret i, at rejeressourcen for alt i verden skal bevares, således at der også er et rejefiskeri til vore børn og børnebørn. I samme åndedrag, som vi sagde ja til kvotenedskæringen, anmodede vi landsstyret om andre - man kunne sige - kompenserende - lettelser for erhvervet. Vi kunne tænke os at udvide vort virkefelt både i NordVest og Østgrønland, hvor vi ikke ville genere hverken folk eller fæ gennem lovliggørelse af et mere kystnært fiskeri for vore medlemmer. Vi kunne også tænke os at få lov at fiske på en speciel rejeart i Vestgrønland ved navn Pandalus Montagui, der hidtil har været uudnyttet, men som måske kan give en beskeden økonomisk gevinst for nogle af vore medlemmers virksomheder. Endeligt anmodede vi landsstyret om at tage en seriøs dialog op med vore nabonationer, således at disse kom med til at bære både ansvaret og byrderne i forbindelse med en restriktiv ressourceforvaltning.

Henvendelserne har været såvel mundtlige som skriftlige, men hidtil har man end ikke gidet svare os!

Fiskeriet herhjemme reguleres af en rammelov, der er vedtaget af Landstinget i l 990, og som senere er tillempet gennem tre ændringslove. Stort set alle detailbestemmelser, altså de regler, der er interessante for fiskeren i hans daglige virke, findes i en række bekendtgørelser, der vedtages og sættes i kraft af Landsstyret gennem de bemyndigelser, som loven giver.

Dispensation eller fiskestop

Denne nytårsudtalelse kunne blive meget lang og teknisk, hvis den skulle omfatte alle de uhensigtsmæssigheder, der gennem årene er blevet nedfældet i en bekendtgørelse. Lad mig blot nævne de seneste bestemmelser, der er kommet i dagene op til jul, og som er et eklatant eksempel på, hvorledes det kan lade sig gøre at regere ved siden af realiteterne:

Fra i. januar indføres der et i og for sig fornuftigt princip i det grønlandske fiskeri. Det skal forbydes at smide fisk tilbage i havet. Et sådant udsmidsforbud har flere af vore nordatlantiske kolleger levet godt med i en årrække. Herhjemme vælger man imidlertid at lave reglerne så uhensigtsmæssige, at hele den producerende rejeflåde fra 1. januar 1996 enten skal lægges op, fordi den ikke kan fiske uden at overtræde de nye regler. eller den skal fiske på dispensation! Et regelsæt, der kunne være godt, forplumres altså så meget, at det vender den tunge ende nedad. Dispensationsadgangen, der skulle være undtagelsen, bliver til reglen. I sin yderste konsekvens kan den nye bekendtgørelse tvinge fiskerne til at bringe fisk i land, blot for derefter at køre fangsten på dumpen. Årsagen er, at landsstyret står alene med en mening om, at den pågældende art er kommercielt interessant og derfor skal i land. En lang række af de arter, der omfattes af udsmidsforbud, kan nemlig ikke indhandles til grønlandske landanlæg. Givetvis fordi de - i modsætning til landsstyrets teorier - er kommercielt dybt uinteressante!

Politik og erhverv

Jeg føler, at vi netop her ser den klare forskel på at drive politik og drive privat virksomhed. I den private virksomhed har ledelsen et ansvar for konsekvenserne af de handlinger, der sættes i værk. Man skal kunne stole på sig selv og hinanden. I politik er ansvarlighed noget diffust, og spørgsmålet om troværdighed relateres alt for ofte til, hvad der politisk kan betale sig.

Om man vil kalde en sådan fiskeripolitik for arrogant, højrøvet eller åndshovmodig er kun et spørgsmål om temperament. Den pågældende bekendtgørelse har været undervejs i systemet i næsten tre år og er ved adskillige lejligheder blevet tilbagevist i Fiskerirådet. At man vælger at afsætte mandetimer til fortsat at arbejde videre på de gamle fejl, kan kun betegnes som enten dumhed eller ond vilje.

På trods af alle de sten, der lægges i vejen for erhvervet, er det imidlertid en kendsgerning, at vi må og skal videre. Finansieringskilderne giver ikke rentedekort, fordi vore politikere og deres embedsmænd gør det vanskeligere for os at skrabe sammen til terminen.

Dialog om fiskeriet

Derfor ønsker jeg også at lægge vægt på, at den konkrete nytårsmelding fra APK skal være positiv. Vi er som nævnt langt fra enige med vore politikere og deres embedsmænd om den kurs, der er blevet fulgt i 1995, men frem for en skyttegravskrig ønsker jeg først og fremmest en konstruktiv dialog mellem deltagerne i fiskeriet.

Lad mig derfor konkret invitere til en sådan dialog i forbindelse med APKs generalforsamling i marts 1996. Der er tradition for, at vi afhandler generalforsamlingen på en enkelt dag og derefter holder et medlemsmøde på andendagen. Jeg vil meget gerne allerede nu invitere så mange af vore landsstyre og landstingspolitikere som muligt med til en fordomsfri fiskeridebat i forbindelse med general forsamlingen, der finder sted i Nuuk. Der er tradition for, at såvel administratorer som praktiske fiskere deltager i generalforsamlingen, således at vi er sikre på at kunne stille et kvalificeret hold til en - forhåbentlig - positiv meningsudveksling.

Afslutningsvis ligger det mig på sinde at sende en varm nytårshilsen til vore folk på havet og til deres familier, der må undvære dem her ved årsskiftet, Hilsenen går også til forretningsforbindelser i serviceerhvervene og til alle, der i øvrigt har en berøringsflade til fiskeriet, inklusive vore politikere og deres embedsmænd.

Godt nytår: Søren Brandt; Formand for APK