Bæredygtighed – ikke blot image, men vejen frem
De seneste års tildelinger af ekstra kvoter, oven i de anbefalede og fastsatte kvoter, har gjort at man i stadigt højere grad har sat spørgsmålstegn ved vores troværdighed, både her i landet og i udlandet. Tilliden fra vores samhandelspartnere i udlandet er blevet mindre og mindre, og oven i købet fortæller repræsentanter for vores forædlingsindustri, at det blandt andet har haft indflydelse på fiskepriserne. Således kan vi sige, at vi selv har været med til at stille os i den situation. Vi har selv banet vejen for, at blive udsat for kritik.
Lørdag d. 1. maj 2010
Ane Hansen
, Borgmester, Kommune Qeqertalik
Emnekreds:
Erhverv
,
EU og Grønland
,
Fangst
,
Fiskeri
,
Internationale spørgsmål
,
Miljø og natur
.
Indholdsfortegnelse:
Kravene til produktionen bliver strengere
Vi skal have mere værdiskabelse ud af vore produkter
God information hjælper
At udnyttelsen af de levende ressourcer skal ske på et bæredygtigt grundlag, er noget, alle ikke kan argumentere imod. Det er ikke sådan, at vi skal arbejde på et bæredygtigt grundlag bare for at opnå at blive betragtet positivt fra omverdenen. Nej, vi skal til stadighed arbejde ud fra princippet om bæredygtig udnyttelse, hvis vi skal sikre at vores fiskere og fangere også i fremtiden kan drive deres erhverv på en måde, som kan betale sig. Også af hensyn til fritidsfiskerne og fritidsfangerne er det nødvendigt til stadighed, at operere ud fra et bæredygtigt grundlag.
De seneste års tildelinger af ekstra kvoter, oven i de anbefalede og fastsatte kvoter, har gjort at man i stadigt højere grad har sat spørgsmålstegn ved vores troværdighed, både her i landet og i udlandet. Tilliden fra vores samhandelspartnere i udlandet er blevet mindre og mindre, og oven i købet fortæller repræsentanter for vores forædlingsindustri, at det blandt andet har haft indflydelse på fiskepriserne. Således kan vi sige, at vi selv har været med til at stille os i den situation. Vi har selv banet vejen for, at blive udsat for kritik.
Kravene til produktionen bliver strengere
I verdensmarkederne er det til stadighed vigtigere krav, at produktionen bliver certificeret af Marine Stewardship Council, MSC. EU har allerede indført krav om, at produkterne har en mærkning om hvor varerne kommer fra. Hvis man ikke opfylder kravene dertil, risikerer man at eksporten til EU på en eller anden måde bliver ramt, og på den måde kan fiskepriserne blive påvirket i negativ retning. Og der er fra erhvervet en stor indsats i gang for at få vores produkter godkendt af Marine Stewardship Council (MSC), hvis landets vigtigste eksportprodukter skal MSC certificeres, skal de strenge krav først opfyldes. Hvis vi ikke opnår mærkningscertificatet, kan det påvirke priserne på vores eksport af fisk og skaldyr negativt.
Hvis den måde vi bliver betragtet på til stadighed ikke skal blive værre, er det nødvendigt at vi gør en indsats for, at vores samhandelspartnere har tiltro til os, samt at den ikke lider skade igen. Det er derfor meget vigtigt, at vi overholder de aftaler, vi indgår i de internationale organisationer og samarbejdspartnere. Der er mange arter, som vi har fælles bestande med andre lande om, derfor er det vigtigt, at vi ikke bare tænker på os selv, men også huske vores efterkommere, og undgå en ubegrænset udnyttelse.
Vi skal have mere værdiskabelse ud af vore produkter
Landsstyret har den målsætning, at der skal arbejdes for, at opnå større værdiskabelse ud af vore produkter. Dette kan opnås ved bedre udnyttelse. Vi skal søge at opnå, at vores produktion giver en større værdi, ikke ved at hæve kvoterne, og større fangster, men også gennem en bedre udnyttelse. En forøgelse af varer der produceres, fører til lavere priser, men på den anden side giver mindre mængder af god kvalitet til højere priser. Producenter og leverandører må samarbejde bedre, i bestræbelserne på at skabe større værdiskabelse af vores produkter. Ud fra det jeg har set under mine tjenesterejser, vurderer jeg, at der i nogen indhandlingssteder er for store kassationer og laden forrådnelse af det der ellers kunne blive produceret. Alt for ofte bliver der fanget meget mere end producenterne kan nå at forarbejde, med en meget dårlig udnyttelse til følge. Det er vigtigt at der kun fanges det, som der med sikkerhed kan indhandles. Iikke mindst skal vi så vidt muligt arbejde hen imod, at så meget af fangsten skal forarbejdes og skabe værdi. Endvidere er det vigtigt, at vi søger at få skabt mulighed for at produkter, på rentabel vis, hurtigt kan spredes ud på kysten.
God information hjælper
Det er tydeligt, at faktuel og troværdig information over for vores handels- og samarbejdspartnere er til gavn. Dem der har fulgt med i hvad der sker i omverdenen har formodentlig lagt mærke til, at amerikanerne, i CITES organisationen, har stillet forslag om at forbyde eksport af produkter, der stammer fra isbjørne. Umiddelbart efter amerikanernes offentliggørelse af deres forslag, skrev landsstyret til EU-kommissionen, og der blev holdt foredrag om isbjørnesituationen og fangstreguleringen på isbjørne her i landet to gange.
Det blev under foredragene præciseret at fangsten af isbjørne foregår på et bæredygtigt grundlag, at forvaltning og kontrol af bestanden foregår ordentligt, endvidere blev isbjørnens betydning for fangerne forklaret. Landsstyret blev for faktisk ganske få dage siden orienteret i et brev fra EU-kommissionens formand José Manuel Barosso om, at EU havde forståelse for sagen, og at EU havde været med til at stemme imod forslaget om eksportforbud af produkter, der stammer fra isbjørne. At EU har taget den beslutning er vi meget tilfredse med, og hermed er det tydeligt vist, hvor meget det betyder at være på forkant med relevant information.
Der er nok nogle af vores medborgere, der ville mene, at det blot er eftergivenhed over for kravene fra udlandet, når nødvendigheden af at prioritere en høj troværdighed i udlandet, kommer på tale. Men det er ikke tilfældet, hvis vi skal sikre, at vores samhandel ikke lider skade, må vi snarest genetablere tilliden mærkbart og effektivt – og det er noget vi alle bør interessere os for.