Hvor blev anstændigheden af?

Det ligger nu helt fast, at landsstyrets borgermøde i Maniitsoq den 9. juni var et kynisk arrangement med det ene formål, at Siumut skulle spare nogle rejse- og hoteludgifter i forbindelse med partiets landsmøde.

Torsdag d. 4. september 2014
Andreas Uldum, landsstyremedlem for Finanser og Råstoffer, formand for Demokraterne
Emnekreds: Landsstyret, Plattenslageri, Siumut.


Det ligger nu helt fast, at landsstyrets borgermøde i Maniitsoq den 9. juni var et kynisk arrangement med det ene formål, at Siumut skulle spare nogle rejse- og hoteludgifter i forbindelse med partiets landsmøde. At påstå andet vil efterhånden være lettere grinagtigt.

Formanden for landsstyret har langt om længe fået tid til at besvare de spørgsmål vedrørende landsstyrets borgermøde i Maniitsoq den 9. juni, som jeg sendte til hende den 22. juli. Og lad det være sagt med det samme; der er ikke begået noget juridisk forkert, men landsstyrets fremgangsmåde er etisk og moralsk forkastelig. Anstændigheden og respekten for, hvordan man bruger landskassens penge er helt væk.

Landsstyret vurderer selv, at man siden sin tiltrædelse har afholdt 130 borgermøder. Kun på et eneste af disse borgermøder har samtlige Siumuts medlemmer af landsstyret deltaget. Og ja; rigtigt gættet – det var på borgermødet i Maniitsoq den 9. juni, hvor deltagelse jo betød, at man havde en undskyldning for at lade landskassen betale for transport og ophold i forbindelse med den samtidige afholdelse af Siumuts landsmøde. Sjovt nok deltog ingen af landsstyremedlemmerne fra Atassut i det pågældende borgermøde.

Her vil nogen måske indvende, at der er tale om et tilfældigt sammenfald af datoer, men det er absolut ikke tilfældet. Borgermødet blev nemlig først arrangeret umiddelbart efter den 17. marts 2014. På dette tidspunkt var der ingen i landsstyret, der var uvidende om, at Siumuts landsmøde var planlagt til at blive afholdt på netop dette tidspunkt.

Konklusionen må med andre ord være, at Siumut på kynisk vis har fundet en lovlig metode til at lade landskassen betale for udgifter, der naturligvis burde være blevet betalt af Siumut. Det ændrer ikke på, at fremgangsmåden er dybt uanstændig og utiltalende. Det er mig en gåde, hvordan Atassut og menige medlemmer af Siumut kan se gennem fingre med den slags spekulation.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Siumuts medlemmer af landsstyret burde skamme sig, og Siumut burde af egen drift betale alle udgifter i forbindelse med borgermødet tilbage til landskassen.