Rejsen til Amerika XXV - FN - de små lyder, de store forbryder
Og så findes der "lande" - internationalt anerkendte statssamfund, der er så kaotiske, lovløse, korrupte og diffuse, at man i virkeligheden ikke kan tale om stater, men snarere om landområder hvor tilfældige grupper af mennesker terroriserer tilfældige andre grupper af mennesker
Søndag d. 1. december 1996
Anders Nilsson
, Redaktør for Kamikposten.dk
Emnekreds:
Rejseberetninger
.
Indholdsfortegnelse:
Stormagterne
De mere seriøse, velhavende medlemslande
Udviklingslandene
Diktaturlande og andre regimer
. . og så den rene sump
Om at holde gejsten oppe
Der er travlt i FN's kontorer og i alle de mange missioner, der er knyttet til FN. Der er beskæftiget direkte og inddirekte måske 12.000 - 16.000 mennesker i disse kontorer, heraf mange med høje uddannelser og mange års erfaring. Og så er FN i New York kun det politiske og administrative hovedcenter for mange aktiviteter i felten over hele kloden.
Mine indtryk af FN må derfor være tilfældige, baseret som de er - på fire ugers ophold ved den danske FN-mission.
Der er fire grupper lande, jeg især lagde mærke til (eller fem).
Stormagterne
Stormagterne bruger FN til egne politiske formål. Og i det omfang det ikke kan lade sig gøre, så saboterer de bare arbejdet.
FN befinder sig i en økonomisk krise. En række medlemmer har ikke betalt deres kontingent. Når man kigger på listen over skyldnere, så er der lande, som kan undskyldes. Kun ikke den største skyldner - med langt over halvdelen af FN's samlede tilgodehavende - USA.
I
USA
mener man dels, at man betaler for meget. dels at FN ødsler pengene bort i unødig administration.
Det første passer ikke. De enkelte lande betaler efter en gensidig aftale med udgangspunkt i deres økonomiske ydeevne, og så længe den aftale ikke er opsagt eller ændret, så betaler USA ikke for meget. Og en opfattelse af at FN ikke har styr på udgifterne, det er ikke en lovlig grund til ikke at betale.
Heldigvis reagerede de øvrige medlemslande under denne samling ved at smide USA ud af FN's budgetudvalg. Det var man meget forbavsede og temmeligt fortørnede over i USA - man vil ikke betale, men gerne bestemme hvad de andre landes medlemsbidrag skal bruges til.
Kina
vil ikke diskutere menneskerettigheder. Hverken i Kina eller i Burma. Så de forhindrer - ikke bare at problemerne bliver drøftet - de har også held til somme tider at forhindre at problemerne overhovedet bliver nævnt på tryk i FN's mange dokumenter.
Frankrig
sidder også på en permanent plads i Sikkerhedsrådet og bruger den til at té sig. De forlangte at den næste generalsekretær skulle kunne tale fransk. Der er adskillige andre større og mere betydningsfulde sprog end fransk - hvis de også sad permanent i Sikkerhedsrådet og skabte sig på samme måde, så endte vi op med en eller anden multisproget spradebasse som generalsekretær, der kunne sige
S'il vous plait
på fyrre sprog og ellers ikke andet.
Der er flere lande i denne
førergruppe
- ikke flere nævnt, ikke flere glemt.
De mere seriøse, velhavende medlemslande
Danmark
høre til i
mellemgruppen
, hvor der gøres et seriøst og meget langsigtet arbejde. I denne gruppe tror jeg også man vil placere
de øvrige nordiske lande
,
Tyskland
,
Japan
,
Canada
og mange lignende lande.
Det er fra disse lande man påtager sig det store arbejde med at få de mange landes synspunkter forenet og samlet til fælles beslutninger.
Udviklingslandene
Udviklingslandene ser naturligt nok mest FN, som det sted de kan hente penge og hjælp på forskellig måde. De forsøger at skabe forståelse for deres situation og kæmper for at bevare så meget som muligt af deres egen kultur og deres eget samfund, når de lukker eksperterne fra den vestlige verden ind med al deres medbragte rigdom, viden og tekniske formåen.
Diktaturlande og andre regimer
Her finder vi lande som Burma, Serbien, Iraq - det er dem, der fylder overskrifterne i disse tider, men der er mange andre lande, hvor menneskerettigheder er et skældsord og ønsket om social retfærdighed er en øjeblikkelig fribillet til det absolut hinsides.
. . og så den rene sump
Og så findes der "lande" - internationalt anerkendte statssamfund, der er så kaotiske, lovløse, korrupte og diffuse, at man i virkeligheden ikke kan tale om stater, men snarere om landområder hvor tilfældige grupper af mennesker terroriserer tilfældige andre grupper af mennesker.
Om at holde gejsten oppe
Det er på denne baggrund, man skal bedømme den ihærdige og målrettede indsats, vi var vidner til under vores ophold ved den danske FN-mission.
Jeg sagde det under vores afskedsreception, og jeg skal gentage det her på tryk: Blandt alle de mange ting vi oplevede under vort 4-ugers ophold i New York, der var det medarbejderstaben ved den danske FN-mission, der gjorde det bedste indtryk - målt på viden, den åbenlyse interesse for arbejdet og den venlige imødekommenhed over for os, der kom udefra. - Vi har været en ekstra belastning i en travl tid. Selv om vi aldrig fik det at mærke.
Rejsen til Amerika - Forord og indhold
Forrige afsnit:
Rejsen til Amerika XXIV - Musikalsk mellemspil
Næste afsnit:
Rejsen til Amerika - Den fjerde jernmeteorit