Når jeg hører ordet "kultur" . . .

TILBAGESKRIDTET består i, at kulturen nu optræder som reduktionistisk forklaring. Kulturen er blevet en slagsblackbox,hvori ubegribelige, men altså kulturelle, årsager gærer og bobler for undertiden at spy deres resultater ud over kulturens bærere og deres ulykkelige naboer. Aha, siger vi: Kultur!

Tirsdag d. 14. maj 1996
Anne Knudsen
Emnekreds: Kultur og samfund.

BEGREBET kultur har erobret vores verden, så vi snart ikke kan få øje på andre forklaringer på noget som helst end, at det er kultur.

Hvis tjetjenerne kæmper sammenbidt for politisk selvstændighed mod en af verdens største hære, kan det kun forstås som et udslag af deres heroiske kultur. Hvis hutuer og tutsier myrder løs på hinanden, har det sin forklaring i deres primitive kultur. Når nyhederne om de unævnelige grusomheder i de serbisk-bosniske fascisters koncentrationslejre skal forklares, så er det Balkans barbariske kultur, der må holde for. Hvis børn af arbejdsløse, tyrkisktalende mødre i Ishøj og Gjellerupparken ikke bliver tandlæger og folketingsmedlemmer, er det fordi deres muslimske kultur stiller sig hindrende i vejen, og hvis grønlændere banker deres kone og forsømmer deres børn, er det minsandten også kultur.

Kulturelle forklaringer opfattes i dag som rigtige, egentlige og grundlæggende. For ganske få år siden forklarede man etniske konfiikter, religiøse krige og sociale uligheder med virkelige årsager af økonomisk art. I dag er virkeligheden kulturel. Det er to skridt frem og et tilbage.

FREMSKRIDTENE består i, at vi har opdaget, at kultur spiller en rolle for, hvordan mennesker reagerer på verden, og at vi ikke længere mener, at andre menneskers verdensforståelser er gemene fejltagelser, som de uden videre kunne droppe. Hvis mennesker føler det selvfølgeligt at respektere de ældre, at undgå svinekød, at holde venstre hånd væk fra maden eller at have indflydelse på deres døtres giftermål, er det ikke bare for at gøre sig interessante.

Det har noget at gøre med, hvad de finder vigtigt her i verden, altså med deres verdensbillede. Hvis mennesker siger, at de vil dø for deres flag, deres guder eller deres spisevaner, er det ikke nødvendigvis pjat og mundsvejr, skalkeskjul for egentlige forhold, som de bare finder det opportunt at skjule. Menneskers opfattelse af verdens indretning spiller nemlig en afgørende rolle for, hvilke ting de finder vigtige, og hvordan de derfor handler. Vi har selv masser af reaktionsmønstre, vaner og prioriteringer, som kun kan forstås inden for en kulturel forklaringsmodel. Den reduktionisme, som ville se egentlige økonomiske interesser i alt mellem himmel og jord, var ikke i stand til at begribe verden.

TILBAGESKRIDTET består i, at kulturen nu optræder som reduktionistisk forklaring. Kulturen er blevet en slags blackbox, hvori ubegribelige, men altså kulturelle, årsager gærer og bobler for undertiden at spy deres resultater ud over kulturens bærere og deres ulykkelige naboer. Aha, siger vi: Kultur!

Ja, det er der jo ikke noget at gøre ved. Omtrent som nonnen i vitsen griber om De-ved-nok-hvad, rører vores forståelse forsigtigt ved overfladen af alle disse kulturer for derefter hovedrystende at give slip igen, mens vi priser os lykkelige over, at det ikke er vores kultur, som er så skrækkeligt indrettet.

De skadelige virkninger af denne reduktionisme er ikke kun, at vi får dumme forklaringer ud af den. De dumme forklaringer har virkninger i det virkelige liv. For det første har de den virkning, at skurkene i klodens dramaer ikke bliver afkrævet forklaringer. De er i deres gode ret til at udfolde deres kulturelt bestemte had, deres kulturelt definerede paranoia og deres kulturelt sanktionerede ambitioner. Hvad kan de ellers gøre? Det er jo deres kultur!

For det andet har det den virkning, at magthavere hvor som helst kan banke deres undersåtter på plads med kulturen som argument. Ægte serbere, hutuer, russere osv. må værsgo opføre sig, som kulturens ypperstepræster siger, de skal. Den kulturelle identitet bliver en overvældende stærk magtfaktor. Internt i den kulturelle gruppe kan der kræves kæft, trit og retning, og ofrene for disciplineringen har ingen steder at vende sig hen. Andre folk har jo andre kulturer og kan derfor umuligt blande sig.

For det tredie kan man heller ikke flygte fra sin kultur uden at udsætte sig for alverdens fordømmelse. Venner og fjender står på lange rækker og vrider deres hænder over de kulturelle renegater med deres forræderi eller - i det mindste - identitetskriser. Kulturelle flygtninge har ingen venner, for kulturer er ikke synspunkter, som man kan dele eller diskutere. Det hele udspringer af en forestilling om kultur, der næsten gør den til et genetisk forhold. En gang udstyret med en bestemt kultur har man ikke andre valgmuligheder end at få det bedste ud af den. Ændre på den kan man ikke uden at få identitetsproblemer. Tror vi. Virkeligheden er en anden.

DEN kulturelle forklaring er kun en blandt mange måder at begribe situationer, motiver, mennesker og handlinger på. Kulturer er ikke noget, der går rundt i verden og har egeneksistens og hensigt. Kultur er en forklaringsmodel, en analytisk betragtningsmåde.

Når noget sker i verden, kan man vælge at se det gennem forskellige analytiske prismer, der hver fremhæver forskellige sider ved hændelsen. Ulempen ved den politiske brug af de kulturelle forklaringer er, at de påkalder sig et forståelsesrum, hvor relativismen råder og må råde. Hvis man vil forstå kulturelle sammenhænge, kan det ikke nytte, at man måler de enkelte dele af sammenhængen med sin egen kulturelle målestok og afviser eller bifalder delene enkeltvis. Man er nødt til at se dem, som de er, for at forstå sammenhængen.

Men som vi ved fra os selv, er kultur ikke noget hovedkvarter, der udsteder ordrer til kulturens bærere om, hvordan de skal opføre sig. Selv diskuterer vi vores kultur uafbrudt. Skal man slå børn eller ej? I den danske kultur bankede man løs på børnene i flere hundrede år, før man besluttede sig til at afskaffe denne skik.

Skal man være jomfru ved ægteskabets indgåelse eller ej? Også på det punkt har vi ændret vores kultur for ganske nylig. Hvordan hilser man, spiser man, forholder sig til gud, til sine overordnede, til sine naboer? Det er altsammen kultur, og det står altsammen til diskussion.

Men selv om danskerne i dag siger du til deres chef, kan han stadig fyre dem. Dét forklares bedst ud fra en anden teori, nemlig den om ejendomsretten. Selv om danskerne i dag er på fornavn med justitsministeren, er det stadig ham og ikke flaskedrengen i hans supermarked, der stiller lovforslag. Det forklares bedre ud fra en teori om politisk magt og repræsentativt demokrati ud fra dansk kultur. Det gør ikke den kulturelle synsvinkel uinteressant; i de to danske eksempler kan man meget vel finde det interessant, at vi i dansk kultur kamouflerer faktiske magt- og ejendomsforhold ved rituelt at bruge du og fornavn.

ADGANGEN til olieressourcerne i Tjetjenien var måske et bedre sted at begynde end i kulturen, når man skal forstå, hvad der foregår i Kaukasus. Sammenbruddet i den jugoslaviske økonomi var måske et bedre udgangspunkt til forståelsen af krigen der end nogen særlig kultur, og grusomhederne har samme karakter som dem, man fandt i Nazityskland, Sovjet eller obersternes Chile. Det er internationalt genkendelig forbryderiskhed, med andre ord. Konkurrencen om uddannelsespladser og job i det offentlige egnede sig måske bedre som forståelsesramme i Rwanda end de nedarvede kulturer.


Arbejdsløsheden og den monotone dagligdag uden bøger, forbilleder og opmuntring var måske bedre nøgler til de tyrkiske børns manglende succes i skolen end en kultur. Fordelen ved disse forklaringer er ikke kun, at meget taler for, at de er fyldestgørende. De har også den fordel, at de udpeger handlemuligheder, fordi de har en vis universalitet. Fattigdom, rigdom, uddannelse og grusomhed er begreber, som betegner forhold, vi kan nikke genkendende til. Man kan gøre noget ved de områder, de refererer til. Hvis man bruger den slags forklaringer, når de er på deres plads, må man ud af sin nonnestand og tage fat om tingen, Men var det ikke bedre end den kulturelle hændervriden?

Hvorfor er kultur blevet sådan et populært ord, at vi hæfter det på alt og alle i tide og utide? En af grundene kunne være, at kulturteori faktisk kan forklare noget, andre teorier ikke kan forklare. Hvorfor alle mennesker ikke tænker ens og opfører sig ens, for nu at nævne det enkleste eksempel.

Som forklarende samlebetegnelse for særlige, adfærdsmæssigt afvigende grupper i verden har det afløst ordet race, der miskrediterede sig selv, da raceteorierne tabte en verdenskrig. Som forklarende samlebetegnelse for underprivilegerede grupper har kultur afløst ordet klasse, som er miskrediteret, fordi den tilhørende teori har tabt et imperium. Kulturteori har endnu ikke anrettet tilsvarende ulykker, men hvis vi ikke snart begynder at bruge det på en mere behersket måde, kan man sagtens imødese noget lignende. Problemet er, at kultur kan henvise til hvad som helst og derfor kan bruges til hvad som helst.