Landet og folket som udgangspunkt
Siumut siger ja til råstofudvinding. Siumut siger ja til den nye industri. Siumut siger ja til nye arbejdspladser. Siumut siger ja til indtægter fra råstofsektoren. Hvis vi skal skabe større økonomisk råderum til gavn for landet og befolkningen, så kræver det at vi har en politik der sikrer dette.
Onsdag d. 18. januar 2012
Aleqa Hammond
, Medlem af Folketinget for Siumut
Emnekreds:
Efterforskning
,
Olieefterforskning
,
Politik
,
Råstoffer
,
Selvstyre
,
Økonomi
.
Selvstyret forpligter Grønland til at handle efter princippet om overensstemmelse mellem rettigheder og pligter. Det ligger heri, at et øget selvstyre for Grønland skal være forbundet med et økonomisk ansvar. Skal og vil Grønland hjemtage ansvarsområder fra staten, ja så indebærer det at Grønland skal være i stand til at genere de nødvendige indtægter for at kunne finansiere et øget selvstyre og dermed blive mindre afhængig af tilskuddet fra staten. Dette er ønsket fra befolkningen eftersom det absolutte flertal af befolkningen har sagt ja i forbindelse med folkeafstemningen om selvstyret.
Vil Grønland hjemtage større ansvarsområder fra den danske stat, så er den eneste vej at sikre, at finansieringen skal komme fra os selv. Eftersom Grønland nu har hjemtaget råstofområdet og Grønland nu har retten til de rigdomme landet har, er det helt på sin plads og ret, at sikre Grønland får det størst mulige udbytte af sin ret og rigdomme.
Jens-Erik Kirkegaard fremkom med et udmærket og velformuleret kritik af landsstyrets manglende evne til at sikre, at Grønland selv fik den størst mulige indflydelse og indtægter af råstofferne, i AG nr. 2. En kritik som er baseret på hans fremragende research omkring råstoflovgivningen og selvstyreloven og dermed frembringer det ønske – som i sidste ende også er ønsket fra befolkningen da de stemte ja til selvstyrets indførsel – at vores ressourcer i landet tilhører det grønlandske folk. Et argument som er til at føle på og som skal tages seriøst. Specielt af landstyremedlemmet for råstoffer.
Desværre er det nu sådan, at landsstyremedlemmet for råstoffer, og dermed det samlede landsstyre ikke mener, at det er på sin plads at tage Jens-Erik Kirkegaards argumenter og gisninger om, at Grønland nu vil blive givet gratis væk til de store selskaber der kommer ude fra og vil tjene mange milliarder på vores råstoffer, alvorligt. Landsstyret mener ifl artiklen i AG nr. 3, at det er vigtigere ikke at ”skræmme” selskaberne væk fra Grønland end at kæmpe for Grønlands ret til at tjene på sine råstoffer. Landsstyret siger også, at Grønland burde være tilfreds med, at selskaberne har interesse i at investere i Grønland. Formanden for landsstyret efterlyser dialog, jamen hvor er den så når folk fremkommer med deres synspunkter, så byder landsstyret ikke Jens-Erik Kirkegaard indlæg i avisen velkommen men i stedet forsøger landsstyret kalde vedkommende for naiv.
Landsstyret mener, at det er naivt at tro, at selskaberne vil komme af sig selv hvis vi kræver royalties og afgifter fra day one. Landsstyret mener, at selskaberne vil løbe bort hvis vi kræver noget økonomisk af dem inden de har begyndt at give overskud. ”I kan roligt tage råstofferne og I skal først betale noget til landet hvis I giver overskud”, det kan altså ikke være landsstyrets politik!
Landsstyret burde følge lidt mere med i hvad de forskellige lande og selskaber skriver om råstofferne i Grønland. Interessen for vore råstoffer og bevågenhed omkring rigdommene tiltrækker det ene selskab efter det andet og der bliver talt om milliarder i indtægter og om mange års produktion. For ikke at tale om kvaliteten af de råstoffer Grønland har.
Grønlands rigdomme af råstoffer kan ikke overvurderes, siges det blandt andet af EU. Mener landsstyret virkeligt, at Grønland bare skal stille land og rigdomme til rådighed uden at vi til gengæld får indtægter og bare nøjes med, at de viser interesse og skaber jobs?
Siumut siger ja til råstofudvinding. Siumut siger ja til den nye industri. Siumut siger ja til nye arbejdspladser. Siumut siger ja til indtægter fra råstofsektoren. Hvis vi skal skabe større økonomisk råderum til gavn for landet og befolkningen, så kræver det at vi har en politik der sikrer dette.
Dette kan man lave en klar lovgivning om der sikrer, at selskaberne udefra har klare retningslinjer at følge og rette sig efter.
Siumut mener også, at Grønland kan lave verdens strengeste lovgivning omkring beskyttelse af miljø og befolkningens sundhed i forbindelse med mineindustri. En lovgivning der signalerer respekten for befolkningen og det det arktiske miljø. Stilstand som nu er ikke en mulighed. Handlekraft og mod fra landsstyret efterlyses!
Siumut, at det vigtigste er at have en politisk ledelse der sikrer størst mulige udbytte af landets råstoffer.
For at opnå dette kræves der, at vi har et landsstyre der har mod og kræfter til at stå stærkt i forhandlingerne. Lige nu har vi et landsstyre der tilgodeser mere selskabernes ønsker, krav og pres.
Siumut spørger landsstyret om hvad der er deres prioriteringer i deres politik: selskabernes interesser eller befolkningens interesser?