Indsigt: Krise uden alternativ: IV G-60

Krise uden alternativ: IV G-60

Mogens Boserup tog også det forbehold, at det til trods for alle anstrengelser meget vel kunne ske, at opgaven viste sig uløselig. Råvaregrundlaget var så ensidigt og så afhængigt af de marginale klimatiske tilstande, at ingen kunne udelukke den mulighed, at man måtte opgive at sikre den grønlandske befolkning en anstændig levestandard, og konsekvensen kunne blive »en emigrationsbevægelse af store dimensioner« ( 42). Men ingen tog forbeholdene alvorligt, og det til trods for at der allerede i 1963 indtrådte en betydelig tilbagegang i torskefangsten ligesom afsætningen kom til at lide under en ugunstig prisudvikling

Onsdag d. 23. december 2020
Niels Højlund
Emnekreds: Grønlands historie, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
1. Normalisering
2. Forpostfægtninger
2. Forpostfægtninger
3. Den økonomiske analyse
4. Sociologiske analyser?
5. Slutfasen

1. Normalisering

Den store Grønlandskommission af 1948 var blevet nedsat af statsminister Hans Hedtoft på baggrund af et udbredt ønske i både dansk og grønlandsk offentlighed. Det er straks mere usikkert, hvem der egentlig i 1959, kun godt 10 år efter den første, ønskede en ny kommission til kulegravning af de grønlandske problemer.

Administrationen var det næppe. Den måtte vurdere situationen derhen, at alt egentlig var i så god gænge, som man med rimelighed kunne forvente. Den oprindelige målsætning fra 1950 var i det store og hele nået. Sundhedstilstanden var forbedret radikalt, boligstandarden var, om ikke tilfredsstillende, så dog højnet betydeligt, og skolevæsenet expanderede så kraftigt, at det snarest var problemet, om det grønlandske samfund kunne tilpasse sig det nye uddannelsesmønster så hurtigt som politikere og administratorer ønskede. Taget under eet var det kollektive konsum fem-doblet i forhold til 1947, og elementære fornødenheder for et moderne bysamfund som f. eks. elektricitet og rindende vand var under energisk udvikling.

Det lå tungere med de private indkomster, hvor stigningen ifølge forestillingerne i 1948-kommissionen gerne skulle fremkomme som et resultat af den grønlandske befolknings egen aktivitet. Udviklingen på dette område havde været skuffende, men det var der mange gode grunde til. Den eksplosive befolkningstilvækst, der i sig selv var et tegn på en bedre samfundstilstand, gjorde det svært at få stigningen i indkomst pr. person til at tage sig ud af noget, opbygningen af moderne produktionsfaciliteter var først lige begyndt, og endelig måtte man tage ad notam, at den pædagogiske proces ved omstillingen af et primitivt samfund til moderne forhold var langsommere end den tekniske.

Set fra administrationens side betød vedtagelsen af industriloven i maj 1959, at der var skabt politisk basis for den nødvendige udbygning af de oprindelige forslag fra Den store Grønlandskommission. Det var ikke længere et pengeproblem at forcere udviklingen, spørgsmålet var hvor meget man havde teknisk kapacitet til at klare, og hvor meget det grønlandske samfund kunne absorbere. De mange beklagelser i dansk presse over manglende udvikling, subsidiært alt for hastig udvikling, kunne man tage sig let. Dels var de selvmodsigende, dels havde man nu så godt greb om planlægningen, at man med sikkerhed kunne sige, hvornår så den ene og så den anden mangel var afhjulpet.

Dermed være ikke sagt, at der ikke var noget at kritisere ved den hidtidige udvikling. Lærlingeuddannelse og folkeoplysning var hvide pletter på kortet, selv om alle var enige om behovet for en indsats på disse områder. Men i slutningen af 50-erne var man da kommet så vidt, at en grønlandsk radiofoni var startet og man var ved at tage initiativ til nedsættelse af et uddannelsesråd, der skulle kulegrave det vanskelige problem om arbejdskraftbehov og erhvervsuddannelser. Endelig var der truffet principbeslutning om opførelse af en grønlandsk højskole. Ydermere mente man i administrationen, at samfundsforskningsudvalget skulle kunne dække behovet for en løbende bedømmelse af reformpolitikkens virkning og tilhørende kurskorrektioner (1).

Ønsket om en ny kommission kom heller ikke fra danske politikere. Grønlandsdebatter var en sjælden foreteelse i det danske folketing. Bortset fra de to grønlandske medlemmers obligatoriske indlæg under åbningsdebatten var der i perioden 1950-59 kun grønlandske sager på dagsordenen i forbindelse med kriminalloven (1954) og bygningen af Grønlandsskibet »Hans Hedtoft« (1957). Forsøget på at få rejst rigsretsanklage mod den tidligere minister Johs. Kjærbøl i forbindelse med »Hans Hedtoft«s forlis (1959) kan næppe kaldes nogen grønlandsdebat. Stort set var debatten om industriloven i foråret 1959 altså den første principielle tilkendegivelse angående den grønlandske udvikling, siden nyordningens igangsættelse blev besluttet i maj 1950. Det var en oplagt lejlighed til at kræve en ny kommission, hvis regering eller opposition skulle ønske det, men det skete ikke, end ikke med en antydning. Arsagen er ikke vanskelig at finde. Socialdemokraterne måtte mene, at det gennem den afdøde statsminister Hans Hedtoft skabte grundlag stadig var holdbart, og fik jo iøvrigt aktuelle ønsker tilgodeset gennem industriloven. For Venstre og Konservative var den egentlige fejl, at en socialdemokratisk ledet udvikling uundgåeligt ville bremse det private initiativ. Der skulle et politisk systemskifte til - i Danmark, så skulle en kursændring i Grønlandspolitikken nok også indfinde sig, mente VK (2). En ny kommission ville i den henseende hverken gøre fra eller til.

Tilbage står alene et pres fra Grønland, der lejlighedsvis fandt stærkt gehør i danske aviser. Det havde forskellige rødder. For det første er der en betydelig uro blandt danske udsendte. Landshøvding Lundsteen udtrykte allerede i et internt notat fra 1955 ønsket om en fornyet udvalgsbehandling (3), som han mente måtte komme på initiativ fra administrationen for at offentligheden i Danmark ikke skulle få det indtryk, at det var grønlænderne, der stillede sig krævende og utaknemligt an. Landslæge Preben Smiths årlige indberetninger til landsrådet om sundhedstilstanden var af alarmerende karakter i påvisningen af problemer i forbindelse med drikkeri, kønssygdomme og dårlig ernæring. Landslægens oplysninger udløste store, næsten moralsk chokerede overskrifter i danske plade med efterfølgende krav om »klarhed i Grønland« (Holbæk Amtstidende 10/10-58) og »tilbundsgående undersøgelse ( ... ) uvildig gennemgang ( ... ) afklaring, så vi får fast grund under fødderne« (Horsens Avis 11/10-58).

For det andet fremmes kravene om kursændring ved den længe gærende uro i den grønlandske elite, som kom helt frem til overfladen, da folketinget i 1958 vedtog en ny tjenestemandslov, der for Grønlands vedkommende betød, at en gruppe grønlandske bestillingsmænd (ialt 66) nok fik tjenestemandsstatus, men med 25 0/o reduktion i forhold til dansk løn. Vilkår som udsendt kunne grønlænderen kun få efter mindst 10 års ophold i Danmark.

For de bedre uddannede grønlændere havde udviklingen siden 1953 været en stor skuffelse. Man var blevet lovet ligeret med alle andre i det danske rige og øget grønlandsk selvbestemmelse. Men hvad var der sket? Beslutningerne blev mere end nogensinde truffet i København, alene fordi de stærkt øgede bevillinger krævede en ekspertise og en politisk godkendelse, der kun kunne hentes i den fjerne hovedstad. Grønlændernes gamle fangererhverv blev økonomisk uden betydning for udviklingen, og fiskeriet kunne endnu ikke danne basis for det nye - tilbage stod grønlænderen med en følelse af at det hele kørte ganske uanset hans indsats. »Man hører stadigvæk om grønlænderens ansvarsløshed og ligegyldighed. Hvad kan man ellers vente af en mand, som føler sig dårligt betalt, og som endnu lider under eftervirkningerne af et åndeligt nederlag, nemlig oplevelsen af at ældgamle fangerfærdigheder er overflødige,« skrev journalisten Jørgen Fleischer i en af de mange artikler, hvormed han søgte at tolke sine landsmænds situation over for den danske offentlighed (4). Samtidig betød den hastige udvikling, som de samme uddannede grønlændere var de første til at kræve fremskyndet, at der bredte sig en følelse af, at udsendte danske kom til at bemande alle nøgleposter, som grønlændere hidtil havde været selvskrevne til. En senere undersøgelse ( 5) bekræftede iøvrigt til fulde denne følelse, idet den viste, at mens overordnede funktionærstillinger i 1921 for næsten 60 0/o vedkommende havde været beklædt med grønlændere, var der i 1958 kun 25 0/o grønlændere i sådanne stillinger, og mens mere end 90 0/o af formænd, fartøjsførere og faglærte arbejdere i 1921 havde været grønlændere, så var det i 1958 kun 40 0/o af formænd m.v. og 25 0/o af faglærte, der var grønlændere. Den del af befolkningen, der mest bevidst havde haft forventninger til nyordningen, var også den del der havde måttet opleve den største relative sociale deklassering.

Som for at føje spot til skade måtte de samme grønlændere altså opleve, at det danske folketing vedtog at beskære deres lønninger i forhold til den udsendte gruppe, de gerne ville sammenligne sig med og derfor også havde flest mindreværdskomplekser overfor.

»Man må, idet man samler disse mænd, samle dem med en vis grad af tillid, og ikke stille dem således, at de der kommer til at være de styrende, bliver de samme, der før var deres herskere, bagved et slags indenlandsk skærmbræt.« Sådan udtalte A.F. Tscherning i rigsdagen i 1862 (6) i forbindelse med behandlingen af forslaget om oprettelse af de såkaldte forstanderskaber i Grønland. Den grønlandske elite 100 år senere følte netop, at der var sket, hvad Tscherning havde advaret imod. Tillid fornemmede de ikke meget af, og kolonitidens herskere styrede stadig, med et formelt demokratisk apparat som indenlandsk skærmbræt.

Denne gruppe af grønlandske lærere, præster, handelsassistenter m.v. var ikke særlig talrig. Den var måske ikke engang særlig repræsentativ for befolkningens flertal. Men den bestod af de familier i de grønlandske byer, som fra gammel tid havde en vis forret ved besættelse af politiske poster i landsråd og kommunalbestyrelser, og det var den eneste gruppe, der var i stand til at formulere sig på dansk og dermed deltage i den lokale debat og påvirke den danske opinion. Det var den eneste gruppe de danske myndigheder havde at holdt sig til angående stemningen i den grønlandske befolkning, og derfor var den politisk stærkere end dens antal lod formode. Den var »nationalliberal« i sin idemæssige baggrund for så vidt som den fra berøringen med dansk kultur havde overtaget et borgerligt-idealistisk begrebsapparatur og stor ærbødighed over for danske politiske former, uden tilbøjelighed til kritisk analyse af et samfunds magtmekanismer. De idealistiske begreber om ligestilling og menneskerettighed, der havde bestemt fo res tillingerne om, hvad der skete ved grundlovsændringen i 1953 og argumentationen over for FNs formynderskabråd, da Grønlands integration i Danmark i 1954 fik sit internationale blå stempel, var et væsentligt led i denne gruppes selvidentifikation, hvorfor sammenstødet sidenhen med udviklingsprocessens økonomiske og sociale realiteter var blevet så meget des smerteligere.

Skulle man undgå apati, desperation eller politisk radikalisering måtte denne gruppe finde politiske formuleringer, der kunne give den ny tro på fremtiden uden at ryste det overleverede idegrundlag. Det var netop hvad der skete med den tale, som landsrådsmedlem Erling Høegh fra Julianehåb holdt på landsrådets ordinære møde i august 1959. Og det var denne tale, der førte til nedsættelse af den nye kommission, Grønlandsudvalget af 1960.

Denne betydningsfulde tale, der med et slag placerede Erling Høegh i centrum af også dansk politisk interesse, var affattet af den danske journalist Jørgen Felbo, som på det tidspunkt var redaktør af Grønlandsposten og den grønlandske radioavis (7) . Der er intet odiøst i professionel journalistisk assistance ved udarbejdelse af politiske taler; der er specielt intet mærkeligt i, at en grønlandsk politiker beder om hjælp hos en dansker, når han gerne vil sige noget, som kan gøre indtryk i den danske offentlighed. Det må antages snarere at have været reglen end undtagelsen i grønlandsk-dansk politik gennem de seneste årtier. Men der er på den anden side nok grund til at betragte Jørgen Felbo som andet og mere end »ghost-writer« for en fremadstræbende grønlandsk politiker. Jørgen Felbo accepterede nu som i de følgende næsten 10 år at være talerør for Erling Høegh, men det omvendte var sandsynligvis også tilfældet, og deres samarbejde beroede netop på dette sammenfald af interesser (8).

Det var Jørgen Felbos interesse som journalist at være med til at tilrettelægge en politisk situation, hvor et initiativ fra det grønlandske landsråd vakte opmærksomhed i den danske offentligh ed" så de dansk-grønlandske relationer blev løftet op på et højere og mere betydningsfuldt plan, blev et samspil mellem ligebere ttigede partnere til afl øsning af det gamle underdanighedsforhold. Det var samtidig Jørgen Felbos interesse som stærkt nationalt motiveret Grønlands-dansker at undgå enhver tendens til at en større grønlandsk selvsikkerhed skulle omsættes i en nationalisme, der kunne føre til krav om løsrivelse og bringe Danmark i ydmygende situationer i stil med Klaksvig-affæren på Færøerne i 1958.

Det var Erling Høeghs interesse, i tomrummet efter den fremtrædende politiker Augo Lynges død (9), at placere sig som grønlandsk lederemne ved at formulere en målsætning, der kunne kanalisere den stigende utilfredshed i den grønlandske elite. Det skete bedst ved samtidig at styrke landsrådets prestige og over for den danske offentlighed tale autoritativt om den dansk-grønlandske samhørighed.

Nøgleordet blev »normalisering«, således at »Grønlands placering som en ligeberettiget dansk landsdel, - hverken mere eller mindre - fastslåes og efterleves med den tilpasning, som landets natur og fjerne beliggenhed må nødvendiggøre« (10). Denne normalisering var først og fremmest af politisk natur. Det var et ønske om »at blive regeret fra folketinget, så vort ministeriums embedsmænd befries fra deres halvpolitiske post«, der ifølge Erling Høegh er en konsekvens af, at grønlandsminister Lindberg vist nok kun sjældent viser sig i ministeriet (han var også trafikminister) , hvorfor embedsmændene »næsten tvinges til at få en magtbeføjelse, der ikke hører hjemme nogen steder i et folkestyret land« (11).

Hvordan dette nøjere skulle forståes kunne man læse dagen efter i Grønlandspostens ledende artikel, skrevet af redaktøren, Jørgen Felbo (12) : » Det vil være rigtigt at holde sig for øje, at store ting kan være ved at afklares. Det bør huskes i landsrådet og andre steder i Grønland, at de bolde der fra nu af gives op, ikke alene vil ende i ministeriet for Grønland, men at de i endnu højere grad end tidligere vil springe videre og gå i mål i selve folketinget. Måtte de vigtige grønlandspolitiske spørgsmål derfor blive behandlet med et maximum af ansvarsbevidsthed, visdom og fremsynethed i landsrådet og andre steder, nu hvor det mere end nogensinde tidligere synes at blive fastslået og understreget, at Grønland naturligvis og selvfølgeligt regeres fra Christiansborg, hvor folkevalgte grønlandske repræsentanter har sæde i rigets øverste forsamling.

Landsrådet som afgørende retleder på de fleste felter i Grønlands daglige liv.
Landsrådet som betydningsfuld og uundværlig rådgiver og inspirator med hensyn til Grønlands-politikkens lange fremtidslinjer.
Folketinget som øverste stadfæster og beslutter for Grønland som for rigets andre dele, og
Embedsmændene som administratorer og intet mere - det er tingene på deres rette plads.

Altså at give bolden en sådan serve, at den kunne komme over ministeriets store net og ind på Christiansborgsiden af den politiske bane, det var den egentlige hensigt med Erling Høeghs normaliseringstale. Så ville der komme et spil i gang med politiske deltagere, som gav store muligheder også for de grønlandske partnere, der hidtil altid var blevet lammet af bedrevidende embedsmænd, og samtidig ville enhver tendens til nationalistiske løsrivelsesfantasterier være manet i graven ved den ubetingede accept af folketinget som eneste i sidste instans besluttende myndighed.

Hertil knyttedes nogle ønsker af økonomisk art. På den ene side, at folketinget skulle forsikre landsrådet om »statens vilje og evne til økonomisk at fortsætte Grønlands udbygning, herunder ikke mindst erhvervsudbygningen i takt med befolkningstilvæksten «, på den anden side et løfte om afvikling af statens erhvervsvirksomheder GTO og KGH. » Vi må forstå, at Grønland aldrig bliver en normal dansk landsdel, så længe al væsentlig virksomhed er på statens hånd. Overgang fra statsdrift til privatdrift vil på mange måder blive følt som en hård skole for befolkningen, men jeg tror ikke man kommer uden om at linde lidt på drivhusvinduet. Konkurrence og virkelige muligheder for den dygtige og driftige er jo almindelig erkendt som inspirationskilderne for den samfundsform, som de vesteuropæiske lande lever under.« (13)

Dette sidste forslag mødte iøvrigt massiv modstand i landsrådet (14). Peter Heilmann mente, at man ville gøre land og befolkning en bjørnetjeneste, hvis man forlangte statsvirksomhederne ud, og Elisabeth Johansen bemærkede, at »Grønland ville komme til at ligne et fiskehus med meget affald, hvis KGH og GTO blev afviklet«, og hun fandt, at »landsrådet burde understrege, at udviklingen i dag var passende til forholdene og måtte fortsætte et stykke tid endnu«. Kun Erik Egede, der var valgt i Sydgrønland ligesom Erling Høegh, kunne uden tøven støtte ham på alle punkter.

Den kompakte afvisning af privatiserings-tankerne fik betydelig indflydelse på den endelige udtalelse, hvor man nøjedes med nogle almindeligheder om, at KGHs og GTOs stilling også burde overvejes. Men det er mindre væsentligt, for over for den danske offentlighed blev det Erling Høeghs tale, der kom til at stå som det skelsættende udtryk for et grønlandsk ønske om en nyorientering.

Man må nok bedømme det som den måske allervigtigste side af sagen, at Erling Høeghs rådgiver bag kulisserne var en journalist med forstand på kommunikation og medier. Hovedtanken i Erling Høeghs tale var videregivet til dansk presse næsten før landsrådet havde påbegyndt sin debat (15) og allerede mandag d. 17. august (talen blev holdt i landsrådet i Godthåb torsdag d. 13.) kunne Berlingske Aftenavis optrykke den i fuldt omfang »som program for en fremadstræbende ung fløj i grønlandsk politisk debat, en fløj der vil holde fast ved Danmark, men som samtidig ønsker, at Grønland får større selvstændighed«.

Denne professionelt overlegne udnyttelse af kommunikationsapparatet var det egentlig nye i forholdet mellem en grønlandsk politiker og den danske offentlighed. Her lanceredes »en frejdig stemme fra Grønland, der talte Roma midt imod« ... Her lød »djærve ord fra en grønlænder, hvis rige evner nu kommer til deres rette udfoldelse« ... Her stod man »over for en af de unge, man venter sig meget af, han har et vindende og charmerende væsen, en klar forståelse af, hvad fremtiden kræver ( ... ) og der lyttes i Danmark til hans indsigtsfulde råd og klart formede kritik« (16) .

Successen var hjemme. På få uger forvandledes det anonyme medlem fra Julianehåb til grønlandsk toppolitiker - i Danmark. Aviserne kappedes om at rose ham og hans tale. Jyllands- Posten mente, at der nu forelå et utvetydigt grønlandsk krav om afvikling af både KGH, GTO, Grønlandsministeriet samt staten og alt dens væsen i Grønland. Holbæk Amtstidende finder, at konsekvensen må blive nedsættelse af den længe ønskede kommission, hvis hovedopgave bliver at forberede en omlægning af administrationen, så »man borer det kinesiske æskesystem igennem og får lagt en større del af administrationen over til de grønlandske myndigheder« . Og Politiken mener, at nu må danskerne snart holde op med at opdrage på grønlænderne. »Der er grænser for, hvor længe og hvor effektivt man kan opdrage andre til ansvar. Den egentlige opdragelse ligger i, at man må tage ansvaret selv« (17). !øvrigt finder så at sige samtlige borgerlige blade anledning til endnu engang at understrege, at det private initiativ må til, hvis det altsammen nogensinde skal nytte noget på Grønland.

Kun Informations grønlandsmedarbejder, Finn Bergholdt, mente, at kejseren da vist ikke havde ret meget tøj på: »Det grønlandske landsråds udtalelse savner næsten intet i uklarhed, og man har givet de kræfter, der ikke finder forandringer påkrævet, gode argumenter i hænde, og har allerede på forhånd forskertser enhver mulighed for, at folketinget kan føre en diskussion, der kan resultere i noget fornuftigt.« Han finder iøvrigt, at anklagen først og fremmest må rettes mod Grønlandsposten, fordi den gejler befolkningen i Grønland op til at tro, at der nu er ved at modnes en polistisk situation svanger med store muligheder for grøde i det dansk-grønlandske forhold. »Kendsgerningen er, at intet medlem af folketinget i dag aner, hvad er er i vejen med grønlandsadministrationen, og at ( ... ) landsrådet har forsømt den første lejlighed, hvor der for alvor blev lyttet i Danmark, til klart at sige, hvad det ønskede« (18).

Erling Høegh havde primært krævet en folketingsdebat om Grønlands fremtid, sandsynligvis netop for at undgå nedsættelse af en eller anden kommission med administrativ dominans, men efterårets pressekampagne for en kulegravning af de grønlandske problemer gjorde det politisk nødvendigt med i det mindste et udvalg, og i november 1959 enedes folketingets grønlandsudvalg og landsrådets forretningsudvalg med grønlandsminister Kai Lindberg om nedsættelse af Grønlandsudvalget af 1960.

Sæde i det fik repræsentanter for folketingets udvalgsberettigede partier, for Grønlands landsråd og de to grønlandske organisationer GAS og KNAPP (arbejdere og fiskere), formanden for KGHs styrelsesråd, direktøren for KGH, repræsentanter for privathandelen og andelsbevægelsen samt departementschefen og den til enhver tid fungerende landshøvding over Grønland. Socialdemokraten Victor Gram var formand til slutningen af 1962, da han efter sin udnævnelse til forsvarsminister blev afløst af Ebbe Groes, formand for KGHs styrelsesråd.

2. Forpostfægtninger

G-60 var efter sin oprindelse et politisk slag rettet mod den efter nogles opfattelse alt for dominerende administration. Det er ikke underligt, at mange i administrationen fandt udvalget overflødigt (19), men da det nu var en realitet, kunne det lige så godt bruges til noget fornuftigt. Og det eneste for administrationen absolut uløselige og utålelige problem var lønspørgsmålet. »Det sad som en satans kat på ryggen af mig,« forklarede departementschef Eske Brun sidenhen (20). Det hang sammen med det ubesvarede spørgsmål i al dansk grønlandspolitik: er det integration eller adskillelse man i det lange løb skal stile imod? Var det integrationen, der var endemålet (»Grønland som en del af Danmark - hverken mere eller mindre «) så måtte man se i øjnene, at der måtte indføres lige løn for lige uddannelse og arbejde før eller siden, og at grønlænderne måtte pålægges skatte- og andre samfundsforpligtelser på lige fod med alle andre borgere i riget. Dette kunne ikke ske uden en voldsom forøgelse af de danske tilskud til Grønland og dermed af den ydmygende grønlandske afhængighed af Danmark. Var det en delvis grønlandsk selvstændighed, man sigtede mod (»Et mere grønlandsk Grønland«), så måtte lønningerne på Grønland sættes i forhold til landets egne produktionsmuligheder og enhver tale om ligeløn forstumme. Det kunne igen kun ske ved at forcere udbygningen af produktionsapparatet gennem en import af dansk arbejdskraft, som krævede fuld dansk løn + grønlandstillæg for at arbejde deroppe - og dermed ville lønkløfterne komme til at tage sig endnu voldsommere ud end de i virkeligheden var. Sagen kompliceredes yderligere af presset fra en offentlig mening både i Danmark og Grønland, som ikke var sig problemets uløselighed bevidst. De allerfleste danske aviser - fra Jyllands-Posten til Land og Folk - skrev med højre hånd om grønlændernes grundlovssikrede ret til dansk løn og levevilkår og karakteriserede enhver forskelsbehandling som diskrimination, med venstre beklagede de, at Grønland på grund af den massive statsindblanding endnu ikke produktionsmæssigt var kommet til at stå på egne ben. På den ene side dansk-finansieret lighed, på den anden grønlandsk- finansieret selvstændighed. Midt imellem, med ansvar for hverdagens praktiske afgørelser, sad embedsmændene, som alle kunne blive enige om at skælde ud på.

Derfor var lønspørgsmålet en »satans kat« på departementschefens ryg, og derfor måtte G-60 først og fremmest bruges til at finde en løsning på dette problem. Det kunne man kun gøre sig håb om, hvis emnet blev afpolitiseret gennem en uhildet neutral expertvurdering af det grønlandske samfunds økonomiske udvikling og muligheder. Følgelig blev den første og vigtigste beslutning i dette udvalg, der var nedsat med et rent politisk sigte, at tilkalde en økonomisk expert, og følgelig blev de fleste forhandlinger i udvalget skyggeboksning indtil denne expert kunne fremlægge en autoritativ analyse, som politikerne måtte bøje sig for. Endnu engang havde upolitiske instanser fra starten fat i den lange ende, endnu engang blev der i grønlandsanliggender sat høj ekspertise ind på løsningen af primitive problemer.

Det var Mogens Boserup, der blev tilkaldt som økonomisk konsulent for G-60. Han havde fra 1947 været ansat ved FNs kontor for økonomisk forskning i Geneve og havde de sidste par år forinden (1958-60) været på studieophold i Indien. Han var ved at afvikle sit arbejde i FN, og opgaven for Grønlandsudvalget kom meget tilpas som noget at »komme hjem på« (21). Forslaget om hans ansættelse blev ført frem af departementschef Eske Brun, og stødte i første omgang på betydelig modstand fra direktør Ebbe Groes, formanden for KGHs styrelsesråd. Besynderligt nok iøvrigt, idet netop Boserups arbejde blev det afgørende fundament for den linje, som Ebbe Groes siden satte meget ind på at fastholde.

Men den indledende modsætning var alligevel velbegrundet og den kom frem allerede på det første møde i udvalget i maj 1960. Her hævdede Eske Brun nemlig, at hele KGHs virksomhed i Grønland hvilede på den livsløgn, at der var tale om en rentabel fabriksdrift, mens statstilskuddene var at betragte som nødvendige sociale tilskud til opgaver, som ikke angik KGH som erhvervsvirksomhed. »Faktisk har man så ofte omtalt behageligheden ved denne livsløgn, at man har været tilbøjelig til at glemme, at en livsløgn er en løgn« (22). Med dette angreb på rentabilitetsfiktionen i KGH ville departementschefen bane vej for en accept af et almindeligt dansk lønniveau i Grønland, så diskriminationssnakken en gang for alle kunne manes i jorden, og så der blev mulighed for indførelse af en grønlandsk kildeskat, der igen kunne give det grønlandske samfund midler at råde over til skolevæsen og andre kommunale opgaver. Et dansk lønniveau ville selvfølgelig i første omgang belaste eksportproduktionen alvorligt, men det mente Eske Brun man skulle tage køligt. Der blev efter hans opfattelse i forvejen givet betydelige subsidier til exporten fra Grønland og det kunne ikke spille den store rolle, om de var nogle millioner større eller mindre. Derimod spillede det efter hans mening en af gørende rolle for hele det grønlandske samfunds selvrespekt og vitalitet, at grønlænderne fik midler til ved egen beslutning at fortsætte opbygningen af det nye samfund. Og han vidste som gammel administrationsmand, at penge og indflydelse følges ad. Skulle talen om større grønlandsk selvstændighed blive andet end snak og ønskedrømme måtte de folkevalgte organer have midler at råde over, som virkelig kom fra det grønlandske samfund og som virkelig stod til dette samfunds disposition uden indblanding fra dansk side. At der så lå nogle fabriksvirksomheder, som i hvert fald i en overgangsperiode kun kunne køre med betydelige statstilskud, var meget mindre belastende rent psykologisk for grønlænderne end dette at vide, at samtlige offentlige goder blev betalt af danskerne og følgelig også administreret af danskerne.

For KGH - og ikke mindst for FDB-direktøren og styrelsesrådsformanden Ebbe Groes - var dette simpelt hen økonomisk galimatias. Man bør huske på, at KGHs virksomheder gennem det meste af halvtredserne havde balanceret og nu og da givet små overskud (23). Fremmede nationers fangst i Davisstrædet var i hastig vækst, der var råvarer nok at tage af og derfor også berettiget håb om en virkelig rentabel grønlandsk produktion, når blot industriprogrammet fra 1959 blev gennemført (24). Rentabiliteten var den eneste måde at holde produktionslivet sundt på, det var den eneste brugelige målestok for dispositionernes fornuftighed, og det var endelig også forudsætningen for at man kunne opnå den privatisering af erhvervslivet, som var et klart politisk ønske. Hvad enten man drømte om denne privatisering i form af aktieselskaber eller i form af grønlandske andelsselskaber, så måtte der være mulighed for rentabel produktion, før man kunne lokke privatpersoner til at investere. Rentabiliteten var derfor også alfa og omega, når man fra denne side talte om større grønlandsk selvstændighed. Kun med basis i en rentabel produktion kunne den grønlandske afhængighed og umyndiggørelse bringes til ophør.

Den anden afgørende front i G-60 gik mellem den konservative politiker Erik Ninn-Hansen og - igen - Ebbe Groes. Det var spørgsmålet om privatdrift eller andelsbevægelse, eller rettere: det var spørgsmålet om i hvor høj grad man skulle overføre denne danske problemstilling til de grønlandske forhold. Udvalget havde været på rejse i Grønland i sommeren 1960 og efter hjemkomsten rettede Ninn-Hansen nogle særdeles kraftige angreb på hele statsdriften deroppe. » Vi kan ikke blive ved at tolerere denne overdrevne statsdirigering i Grønland, den er ikke billig, skaber ikke tilfredshed i den grønlandske befolkning, og den gør det yderst problematisk, hvordan man skal skaffe produktivt arbejde til de mange børn, når de bliver voksne« (25). Kort tid efter fremkom der planer om, at der skulle dannes et stort grønlandsk-dansk-færøsk selskab i forbindelse med de allerede existerende anlæg i Færingehavn uden for Godthåb. Planerne blev aldrig til noget, men de blev berømmet som en fuldbyrdet kendsgerning og Berlingske Tidende skrev med store typer: »Grønlænderne vil selv prøve at bryde Handelens monopol« (26). Det skal bemærkes, at det eneste grønlandske i sagen var en ide hos Erling Høegh om at bruge et par millioner af landsrådets formue til sagen. Erik Ninn-I-Iansen erklærede i samme forbindelse: »Det der er ved at ske nu, må betragtes som et af de mest betydningsfulde skred i udviklingen efter at nytiden er begyndt ( ... ) Da vi drøftede industriprogrammet kunne vi ikke give det vor stemme, fordi det udelukkende drejede sig om statsinvestering og statsproduktion. Vor linje i G-60 er også ganske klar: Vi har et udtalt ønske om at slå det socialistiske system i Grønland i stykker« (27).

Erling Høegh var forøvrigt på samme tid langt inde i forberedelserne til at danne det første private fiskeri-aktieselskab i Julianehåb, hvor han selv var præst, og hvor hans familie spillede en dominerende rolle. Selskabet kom til at hedde Greenlandiafish og det fik en startkapital på 100.000 kroner, hvoraf forsamlingshuset i Julianehåb indskød de 25.000, Erling Høegh selv 15.000 og andre, både grønlændere og danske, resten. Der blev indkøbt en stor trawler af ældre årgang fra Norge, og det var planen efterhånden også at opføre eget produktionsanlæg. Forsøget led dog en krank skæbne, for efter godt et års forløb krakkede selskabet og kapitaien gik tabt.

Mere hold var der i planerne om fra starten at opbygge det store industrianlæg i Godthåb som et privat selskab. Det var KGH, der var initiativtageren, og direktøren Hans C. Christiansen sagde begejstret til Berlingske Tidende i sommeren 1962: »Nu skrider det. Nu er der hul. Endelig ser det ud til, at planerne bliver ført ud i livet. Grønland får sit eget grønlandsk-- dansk færøske aktieselskab med stordrift i Godthåb. Fabrikken står der klar til at modtage ( .. ) Davisstrædets overflod af fisk« (28). GFI (Godthåbs Fiskeindustri) kom vitterlig i gang som privat selskab, men den grønlandske kapital deri må nærmest karakteriseres som en ønskedrøm. Man regnede med at kunne placere de 2,5 mio kroner, der var opsamlet i den såkaldte K-fond ( en fond, hvor man efter 1950-lovene opsamlede overskud i gode år for at fordele det i dårlige). De kunne med en vis begrundelse kaldes penge indtjent af det grønlandske samfund. Men da man nåede frem til 1962 var der ikke flere penge i fonden, og man lod den så indgå med negativ formue! Denne negative formue er siden vokset ganske betydeligt, ikke mindst fordi den store nedgang i det grønlandske torskefiskeri satte ind i det år fabrikken skulle begynde at køre for fuld kraft, nemlig 1963.

Men i 1960-61 var alle endnu fulde af optimisme, og havde vel også god grund til at være det. Og specielt var man optimistisk angående mulighederne for privat kapitalindsats. Det styrkede i høj grad de konservative, at de følte sig i nøje overensstemmelse med ikke mindst Erling Høegh, der i denne sag stod som en garant for, at de konservative ikke fulgte egne egoistiske politiske mål, men virkelig var i samklang med gærende kræfter i det grønlandske samfund selv. Denne dansk-grønlandske alliance var også med til i en vis grad at isolere Venstremanden Simon From, der efter rejsen i 1960 åbenlyst gav udtryk for undren over, at den danske andelsbevægelse, og specielt brugsforeningerne, ikke var gået mere aktivt ind i den grønlandske butiksudvikling. Nok var det VK-politikkens tid, og nok stod Simon From og Ninn-Hansen gerne sammen udadtil, men de var dybt uenige i andelsspørgsmålet. Havde der været et aktivt grønlandsk udspil for andelsbevægelse i lighed med Erling Høeghs bevidste konservative linje, er det ikke sikkert at Simon From havde behøvet at undre sig ud i den blå luft, som han nu faktisk kom til.

Det er på denne baggrund man skal forstå det væsentlige sammenstød om erhvervspolitikken, som indtraf på G-60' 3. møde i foråret 1961. Ninn-Hansen ville - sekunderet af provinshandelskammerets repræsentant konsul Warrer - ikke indvende noget mod, at brugsforeningerne kom ind i det grønlandske samfund, da de nu engang fandtes i det danske, men han ville bestemt modsætte sig, at de skulle få mulighed for at overtage KGHs butikker og andre anlæg. Og Ebbe Groes fra sin side tonede rent flag og erklærede, at den eneste mulighed for at privatisering også kunne komme til at betyde grønlandisering - i hvert fald hvad detailhandelen angik - netop var en brugsforeningsovertagelse af KGHs butikker (29).

Således diskuterede danskerne danske ideer angående målsætningen for det grønlandske samfund i et udvalg nedsat på grønlandsk forlangende. Ikke fordi de fandt det ønskeligt med en sådan dansk dominans i debatten, men simpelt hen fordi der ikke forelå grønlandske indlæg eller forslag, man kunne tage stilling til (30). Da det kom til stykket havde de grønlandske repræsentanter kun een væsentlig opgave i København: at bruge G-60 som lønforhandlingsorgan, hvor de skulle tilkæmpe sig fordele for de grupper, som de hver for sig repræsenterede. Ligegyldigt hvor høje og fine tanker, der var lagt i Erling Høeghs normaliserings tale i landsrådet i 1959, er der næppe tvivl om, at normalisering for de fleste grønlændere på dette tidspunkt betød en eller anden form for opfyldelse af det løfte om ligeret, man mente at have fået gennem grundlovsændringen i 1953. Ligeretten skulle blive til økonomisk ligestilling. Det var hvad de grønlandske repræsentanter havde mandat til at kæmpe for i G-60.

Det grønlandske lønningssystem var så indviklet, så fyldt med undtagelser og særbestemmelser for snart den ene og snart den anden gruppe, at man vel ikke kan undre sig over, at det fremtrådte som lidt af et lotteri, hvor det gjaldt om at spille med, hvis man ville have gevinst. På den anden side var det - i modsætning til danske forhold - karakteriseret ved den store enkelhed, at alle de forskellige grupper af løn- og indkomstmodtagere havde en og samme modspiller på den anden side af bordet, nemlig den danske stat. Dette gjorde en ophidset diskussion om retfærdighed og ensartet behandling næsten uundgåelig og skabte et helt andet klima omkring løndrøftelser end i en blandingsøkonomi som den danske der er præget af et stort antal meget forskellige private lønaftaler.

I stor forenkling kan man sige, at staten bestemte indkomstforhold for tre store grupper i det grønlandske samfund. Der var for det første gruppen af danske udsendte tjenestemænd og overenskomstlønnede, hvis lønforhold blev tilrettelagt efter forhandling i Danmark og med danske normer som udgangspunkt. I forhold til offentligt ansatte i Danmark havde de som præmie dels skattefrihed, dels et grønlandstillæg. Deres eneste forhold til grønlandsk økonomi var deres status som forbrugere i det grønlandske samfund.

Der var dernæst en gruppe grønlandske tjenestemænd på omkring 800 personer, men denne gruppe var i 1958 under stærkt pres fra ligheds-ideologien blevet splittet i to. Den store part af disse tidligere grønlandske bestillingsmænd var nok blevet tjenestemænd, men stadig efter et helt specielt grønlandsk lønningssystem, der ikke kunne sammenlignes med danske forhold, hverken hvad angik lønforhold eller andre goder. Det var godt 700 personer, udstedsbestyrere, kateketer, handelsassistenter, telegrafassistenter m. v., og de kan med rimelighed karakteriseres som en grønlandsk middelstand. Den lille part, eller helt nøjagtigt 66 personer, var ved tjenestemandsreformen i 1958 sluppet ud af det grønlandske tjenestemandssystem og havde i princippet fået status efter danske tjenestemandsnormer. Dog havde de under megen knurren måttet acceptere en reduktion i lønnen på 25 0/o, som først og fremmest skulle modsvare skattefrihedsfordelen. Filosofien bag denne bestemmelse var, at nok måtte man bøje sig for denne lille overklasses krav om ligeløn med danske kolleger, men det ville være urimeligt, om de skulle være bedre stillet end tjenestemænd med tilsvarende uddannelse i Danmark, og det ville være helt urimeligt at give dem grønlandstillæg for at bo i deres eget land. Derfor den forhadte reduktionsprocent, som man kun kunne slippe for, hvis man havde haft hjemstavn i Danmark i mere end 10 år (hjemstavnskriteriet). Tilsammen udgjorde disse to grupper grønlandskfødte tjenestemænd en elite, der i det lille samfund foruden økonomiske fordele også i varierende omfang havde uddannelsens, dobbeltsprogethedens og den politiske indflydelses privilegier.

Endelig var der den store majoritet af grønlandske lønmodtagere og erhververe, hvis indkomster blev bestemt dels gennem de aftaler, staten siden 1956 havde truffet med GAS (Grønlands Arbejder Sammenslutning), dels gennem de indhandlingspriser for fisk, som staten fastlagde efter forhandling med KNAPP (fiskernes og fangernes organisation). Det drejede sig om 6-7000 personer, hvis indkomstforhold og leveniveau lå helt uden for relevant sammenligning med danske tilstande (31).

Hertil kom de forskellige grupper af danske sæsonarbejdere og andre specielt aflønnede, som ikke havde særlige grønlandsaftaler som forudsætning for deres løn, og derfor slet ikke hører hjemme i en diskussion af grønlandske indkomstproblemer. Men psykologisk var de selvfølgelig alligevel inde i billedet for så vidt som ikke mindst de dårligst stillede grønlandske lønmodtagere her havde et sammenligningsgrundlag, der uundgåeligt måtte gøre dem meget utilfredse med deres egne betingelser.

Staten skulle altså som i praksis eneste arbejdsgiver på Grønland uddele vidt forskellige lønninger til disse grupper og var næsten tvunget til at optræde som om den venstre hånd ikke vidste hvad den højre gjorde. På den ene side måtte man nemlig nationaløkonomisk tage hensyn til, at den store gruppe af arbejdere og fiskere ikke måtte komme op på sådanne indkomster, at erhvert håb om rentabilitet i den grønlandske exportproduktion ville fortone sig. Ikke alene fordi denne rentabilitet var ønskelig i sig selv, men også fordi rentabilitet var en forudsætning for den privatisering, som der var et markeret politisk ønske om. Hvis staten bare betalte løn uden hensyn til hvad produktionen kunne bære, ville ingen privat - hverken dansk eller grønlandsk - kunne konkurrere med staten om arbejdskraften.

På den anden side var staten under pres fra den lighedsideologi, som man trøstigt havde lagt op til i 1953 gennem grundlovsændringen. Denne lighedsideologi gjorde sig selvfølgelig stærkest gældende i de lag af den grønlandske befolkning, der hvad angår uddannelse, arbejde og indkomst var stærkest på vej mod danske tilstande, altså i den grønlandske elite. Det var disse kredse, der til daglig havde mest samkvem med de højtlønnede udsendte, det var dem der sendte børn til uddannelse i Danmark i forventning om at »en grønlænder derved skulle blive lige så meget værd som en dansker «. Det var dem der formulerede sig politisk gennem landsrådet, eller som via damke journalister havde adgang til at ytre sig direkte over for en dansk offentlighed, som igen villigt harmedes med dem over »den uretfærdige forskelsbehandling «.

Det var også de samme kredse, der havde fremkaldt G-60 og som dominerede den grønlandske delegation til dette udvalg, og deres talsmand Erling Høegh gjorde det på forårsmødet i 1961 ganske klart, hvad man forventede af staten. Gennem årene havde det, erklærede Erling Høegh (32), været den centrale grønlandske drøm at få lønvilkår som udsendte danske. Det var hvad man stræbte efter, og når grønlænderen havde bevist sin dygtighed, kunne han også forvente både lige løn og de særlige udsendte goder: fri bolig, fri vand- og brændselsforsyning, permissionsret m.m.

Den store gruppe af lavt lønnede havde ikke nær samme placering i den danske offentligheds bevidsthed som de højt lønnede grønlændere, men til gengæld havde de en vis styrke indadtil, både fordi det var dem der udgjorde det økonomisk afgørende problem, og fordi den danske fagbevægelse resolut var gået ind på deres side og i allerhøjeste grad var til stede ved G-60 forhandlingerne, selv om den ikke direkte var repræsenteret i udvalget. Man røber vist ingen hemmelighed ved at fortælle, at den grønlandske GAS-formand (først Lars Svendsen siden Odak' Olsen) nærmest var stand-in for forskellige LO-sekretærer, først og fremmest Risgaard Knudsen. GAS-LO gruppen ville ikke acceptere, at hovedparten af de grønlandske lønmodtagere skulle være bundet til en løn der stod i forhold til de pauvre produktionsmuligheder i Grønland, mens en lille gruppe i forvejen privilegerede yderligere skulle forgyldes. Gennem kontorchef Otto Jensen fremlagde de et forslag til en lønordning, hvis grundtanke var at hele det grønlandske lønsystem skulle samles i een lov, omfattende både hjemmehørende og udsendte, højtlønnede og lavtlønnede. Udgangspunktet skulle være GAS-lønniveauet, det vil sige et lønniveau tilpasset produktionsmulighederne i det grønlandske samfund, og oven på denne basis kunne der så rejses et system af gruppeaftaler, der selvfølgelig måtte indeholde de fordele som de enkelte grupper forlængst havde tilkæmpet sig. Grønlandstillægget til de udsendte kunne man ikke gøre sig håb om at slippe af med. Her var man inde under den lov, at en stærkt efterspurgt arbejdskraft også uundgåelig ville tage sig betalt så langt markedet kunne bære, men det afgørende efter Otto Jensen-forslaget var, at denne særlige præmie skulle fremtræde som et forhandlingsresultat mellem grønlandske instanser (fabrikker, kommuner, landsråd m.v.) og danske fagorganisationer. Grønlandstillægget skulle være den ekstraudgift det grønlandske samfund (hvor fiktivt dette udtryk end i starten ville være) skulle beslutte sig til for at hente den danske arbejdskraft derop, og det skulle i princippet også kunne komme en i Grønland født arbejdskraft til gode for så vidt som den var tilstrækkelig efterspurgt, og dermed nødvendig, for samfundets udvikling (33) .

G-60 var stærkt på vej til at udvikle sig til et forum for på den ene side en dansk politisk debat og på den anden en slags dansk-grønlandsk lønforhandlingsorgan, begge dele temmelig fjernt fra de oprindelige hensigter. Tilmed kom man ikke ud af stedet, og utålmodigheden steg på begge sider af Atlanterhavet. Udvalgsnedsættelsen havde haft lige præcis den virkning, som en del havde frygtet, nemlig at der blev tale om en syltekrukke, hvor man puttede alle problemer hen til opbevaring over både vinter og vår.

Men endelig i efteråret 1961 forelå Mogens Boserups rapport »Økonomisk politik i Grønland«, og dermed var forpostfægtningerne til ende. Der lå facts på bordet!

3. Den økonomiske analyse

Det enkle, overskuelige og utvetydige princip bag nyordningen i 1950 havde ifølge Boserup-rapporten været, »at den grønlandske befolknings produktion skulle dække forbrug ud af disponibel indkomst - hverken mere eller mindre - medens staten skulle påtage sig at finansiere det kollektive forbrug« (34) . Eller mere ligetil: Man håbede, at den private levestandard efterhånden skulle blive et privat, grønlandsk anliggende, mens de offentlige goder selvfølgelig skulle være en offentlig, og det ville foreløbig sige en dansk sag. Dermed kunne man hurtigt imødekomme kravet om en bedre levestandard for den grønlandske befolkning, og alligevel holde fast ved den økonomiske normalitet, hvor det er den produktive indsats der bestemmer indtjening og forbrug.

Når dette simple og letforståelige princip ikke havde haft de ønskede virkninger på udviklingen, var årsagen næppe for ringe udfoldelsesmuligheder for det private initiativ, den danske herrefolksmentalitet, de utilstrækkelige bevillinger, de diskriminerende lønningslove, eller hvad andet man havde set fremført under 50-ernes grønlandsdebat. Mogens Boserup og de to økonomer der assisterede ham, Viggo Svendsen (MFG) og Anker Knudsen (KGH), mente at kunne se årsagen til vanskelighederne i forhold, som udefra havde lagt et pres på hele udviklingen. Det grønlandske udviklingsprojekt var kommet i klemme mellem en løntrykkende tendens, der udgik fra faldende eksportpriser på de grønlandske fiskeriprodukter, og en lønhævende tendens, der havde sin baggrund i det danske lønniveau (35). Problemet blev så meget større, fordi det danske lønniveau for grønlænderne fremtrådte i skikkelse af en gruppe udsendte, hvis indkomstforhold også efter dansk standard var usædvanlige, og det blev så meget des mere uløseligt, fordi man hverken var i stand til hurtigt at forbedre produktiviteten, skifte over til andre produkter eller stimulere arbejdskraftens afvandring til økonomisk bedre stillede sektorer og regioner. Man var altså berøvet en stor del af de almindelige våben, der erfaringsmæssigt har virkning i en økonomisk krisesituation, og der forelå samtidig i næsten ultimativ form en række politiske krav, som kun kunne imødekommes gennem en tilfredsstillende økonomisk udvikling. Det var denne konflikt, som var ved at gøre nyordningens hovedprincip til et rent postulat i slutningen af 50-erne.

Men det berettigede ikke den dom, at hele den danske udviklingspolitik i Grønland var slået fejl. Rent faktisk havde befolkningen jo oplevet en fremgang i levefod, som - endog med korrektion for prisstigning og befolkningstilvækst - havde ligget på et gennemsnit af 8% om året i perioden 1947-61, og dette resultat måtte i sammenligning med et hvilket som helst andet udviklingsområde kaldes respektabelt. Gennem de seneste års forøgelse af investeringerne var man nået op på en investeringsrate, der nærmede sig 100. Det vil sige, at der årligt blev nyinvesteret lige så meget som hele den samlede indtjening i det grønlandske samfund. »Dette er et formidabelt tal, som ikke kan have sin lige ret mange steder i verden« (36). Den voldsomme vækst i offentlig velstand midt i et samfund, der for den private borger stadig havde mange elementer af en fattigdomskultur i sig, var selvfølgelig ikke uproblematisk, men hvem ville ønske sig tuberkulosen tilbage eller stille krav om ringere skoleforhold?

Den værste nød var fra døren, og så var det ikke mærkeligt at problemerne netop samlede sig om produktion og lønninger. Den første halvdel af opgaven var så nogenlunde løst. Det gjorde ikke de faktiske resultater ringere, at der endnu stod meget tilbage, og at vanskelighederne havde vist sig at være større end man troede.

Det politiske mest betydningsfulde ved analysen af den økonomiske politik i Grønland blev næppe det sidenhen så omdebatterede fødestedskriterium eller andre detail forslag, men langt snarere rapportens grundlæggende tone af optimisme på det grønlandske eksperiments vegne. Rapporten fremkom på et tidspunkt, hvor mange spurgte sig selv, hvordan det dog skulle gå: om der var plads nok til befolkningstilvæksten og om man turde tro på de produktive muligheder på længere sigt. Det skabte en meget positiv stemning i G-60, da det viste sig, at økonomerne turde sige ja til begge dele. Ingen er mere velkommen i en situation fuld af tvivl og skepsis end den økonomiske ekspert, der er i stand til at fremlægge et materiale, som understøtter de politiske ønskedrømme.

Når Mogens Boserup turde udtale det ja til Grønlands fremtid, som han selvfølgelig var klar over, at politikere og administratorer havde et stort behov for at høre, skyldes det den vurdering, at Grønland - selv om det i mange henseender var at sammenligne med et u-land - dog stod uden u-landets afgørende hindringer for ekspansion. Der var ingen naturskranke som f. ex. både i et uudviklet jæger- og fangersamfund og i en primitiv landbrugsøkonomi, hvor man kun kan nå en vis begrænset produktion, før væksten i befolkningstallet får udbyttet pr. person til at dale. I det grønlandske fiskeri bliver man ofte nok belært om, at naturen er karrig, men det betyder kun, hævder Boserup, at det er et stort slid at fremdrage fisken af havet, ikke at fangsten bliver mindre jo flere der skal deles om den. »I dagens Grønland betyder dette: Der er torsk nok i havet ud for Grønland, og med den stærkt stigende befolkning er der udmærkede muligheder for forøget fangst« (37). Der var heller ingen kapitalskranke, som ellers oftest var det, der bremsede planerne for udvikling af en tilbagestående økonomi. Takket være den fulde integration i det danske rige kunne det grønlandske samfund altid trække på den danske opsparing, og takket være den grønlandske befolknings ringe omfang i forhold til den danske ville selv en betydelig kapitaloverførsel ikke skabe noget mærkbart problem for dansk økonomi. Som Boserup udtrykte det i et interview omkring samme tid i Berlingske Tidende (38): » Jeg kan ikke lide, at folk siger, at vi har vort u-landsproblem i Grønland, og at vi har nok i at klare det. ( ... ) Jeg synes det er at få tingene galt i halsen. Grønlands befolkning udgør 0,7 % af hele Danmarks befolkning. Det vil sige, at der er 150 danske til at værne om en enkelt grønlænder. Set i verdensmålestok vil det sige, at der kun ville være et »u-landsproblem« for en befolkning i Grønland på omkring 20 mio mennesker. ( ... ) Virkeligheden er en anden.« Der var endelig heller ikke nogen markedsskranke, som kunne betyde, at en forøget grønlandsk produktion ville medføre faldende verdensmarkedspriser. Den grønlandske produktion var en så ringe del af den samlede fiskeproduktion i verden at der aldrig ville blive besvær med at afsætte en forøget mængde. Selv en betydelig vækst ville kun betyde lidet for det samlede udbud, mente økonomerne.

Grønlands gunstige udgangsposition i sammenligning med de fleste andre u-landsområder får ikke alene Boserup til at tro på fremtiden i grønlandsk fiskeri, men også til at komme med den i datiden meget overraskende vurdering, at væksten i folketallet tværtimod at være en trussel måtte opfattes som en gevinst. » Under forudsætning af fortsat kapitalhjælp fra Danmark er der ingen væsentlige betænkeligheder ved den grønlandske befolkningstilvækst, skønt den er nær ved at være en verdensrekord. Dette må formentlig hilses med glæde af enhver, for hvem det er en vigtig sag, at Grønland forsat skal kunne existere som et særpræget samfund med sin egen indre balance og dog uden afsondring fra den øvrige verden og uden at blive domineret af tilflyttere« (39). Under moderne betingelser kræves der nemlig, fortsætter Boserup., et vist minimum af en befolknings størrelse, hvis den skal kunne hævde sig som en i sig selv hvilende samfundsorganisme. Det ville næppe kunne lade sig gøre med de befolkningstal, som Den store Grønlandskommission var gået ud fra, men der var en chance netop under de ændrede betingelser, som de nye prognoser antydede, og Boserup så ingen fare i denne udvikling, tværtimod, selv under forudsætning af en fordobling af folketallet, altså op imod 80.000 indbyggere i løbet af den nærmeste menneskealder.

På november-mødet 1962, hvor G-60 gik ind i en mere detaljeret diskussion af erhvervsudviklingen, blev der fra alle sider udtrykt glæde over denne optimistiske vurdering. Formanden, Victor Gram, understregede, at hovedsynspunktet bag erhvervsovervejelserne måtte være, om det var muligt at forøge udbuddet af arbejde og efterspørgselen efter arbejdskraft i takt med stigningen i befolkningstallet, og netop dette havde man nu de sagkyndiges ord for. Erling Høegh holder en tale, hvor han spåede, at »Grønland kunne blive et Island« (40).

Hverken på dette tidspunkt eller senere under G-60 arbejdet fremkom der indvendinger eller blev der rejst tvivl om netop disse ret summariske betragtninger. De antog nærmest karakter af en slags bindende tilsagn fra den højeste sagkundskab, og det til trods for, at Boserup selv tog en række forbehold. Han tog bl. a. det forbehold, at alle hans overvejelser i rapporten var udtryk for en bunden opgave. Det politiske givne udgangspunkt var, at man ikke skulle løse de grønlandske problemer ved »likvidation eller blot en betydelig indskrænkning af den grønlandske økonomi ved fraflytning«, og det var under denne forudsætning han måtte foreslå en betydelig kapitaloverførsel, så man på en sådan for så vidt »kunstig« måde kunne skabe den produktion, som der måske ikke efter en normal økonomisk vurdering var basis for, men som var en nødvendighed, fordi det igen var en politisk bestemt målsætning, at den grønlanske befolkning skulle nå op i nærheden af et dansk leveniveau ( 41) . Han tog også det forbehold, at det til trods for alle anstrengelser meget vel kunne ske, at opgaven viste sig uløselig. Råvaregrundlaget var så ensidigt og så afhængigt af de marginale klimatiske tilstande, at ingen kunne udelukke den mulighed, at man måtte opgive at sikre den grønlandske befolkning en anstændig levestandard, og konsekvensen kunne blive »en emigrationsbevægelse af store dimensioner« ( 42). Men ingen tog forbeholdene alvorligt, og det til trods for at der allerede i 1963 indtrådte en betydelig tilbagegang i torskefangsten ligesom afsætningen kom til at lide under en ugunstig prisudvikling.

Det kunne hverken Mogens Boserup eller G-60 politikerne vide i 1961. Tallene syntes dengang tværtimod at give en solid basis for den optimistiske stemning. Det grønlandske fiskeri havde været i en nogenlunde stabil fremgang gennem alle årene siden krigen, og - hvad der nok betød endnu mere for vurderingen af fremtidsudsigterne - ude i Davis-strædet lå efterhånden en hel armada af fremmede trawlere, der trodsede vind og vejr og den lange afstand, og fik gevinst ud af det ovenikøbet. De udenlanske trawleres fangster var steget fra omkring 200.000 tons torsk i begyndelsen af 50-erne til ove r 400.000 tons i 1962. Enhver måtte kunne sige sig selv, at grønlænderne skulle have alle muligheder for at få en større andel af denne fangst end 6-7 -O/o, hvis de blot fik tilstrækkelig store både og de rigtige basisanlæg i land. Kunne de forøge deres totalfangst fra 40.000 tons årligt til omkring 100.000 tons, var der udsigt til balance i det grønlandske produktionsregnskab. Det var ikke noget urimeligt håb at nære. Rent faktisk dalede fangsten til omkring 15.000 tons i 1970, d.v.s. mindre end i 1950, og de udenlandske fangster er gået tilsvarende ned til omkring 100.000 tons, hvilket ikke nævnes som bebrejdelse for manglende forudseenhed, men kun for at vise, hvorledes den grønlandske natur synes at spotte selv de mest velovervejede forudsigelser og forhåbninger.

Det man i begyndelsen af tresserne kunne beklage, mente Boserup, var at staten ikke noget tidligere var gået aktivt ind i industriudbygningen. »Nu er det let at se,« skriver han, »at forventningerne om en kommende privat industrialisering i Grønland alvorligt har sinket Grønlands økonomiske udvikling, thi resultatet var, at det statslige initiativ lod vente på sig« ( 43). Årsagen var utvivlsomt, at man var hildet i ideologiske fordomme, der fandt udtryk i den hidsige debat om statsdrift contra privat initiativ, som havde spillet så stor en rolle gennem hele det forløbne ti-år. Der kan, mener Boserup, være grund til at »forudskikke en advarsel mod at diskussionen om bedriftsformerne i Grønland lægges i et for luftigt idemæssigt plan, hvor man opererer med begreber som statssocialisme, erhvervsfrihed o.l. ( ... ) Over for den næsten uundgåelige tilbøjelighed til at vurdere Grønlands økonomiske problemer ud fra tilvante erhvervspolitiske slagord er det på sin plads atter og atter at pege på, at Grønlands økonomiske problemer er meget specielle, og at det derfor er usandsynligt, at en retningslinje fastlagt ud fra et forud antaget sæt af erhvervspolitiske ideer kan føre til det bedste resultat. Dette kan også udtrykkes mere positivt ved at sige, at der skulle være nogen mulighed for at »lægge ideologierne bort« ( ... ) og søge forskellige løsninger for de enkelte erhverv ud fra strengt saglige hensyn« (44). Denne appel til sagligheden havde dog uden tvivl i den foreliggende situation en politisk brod. Det måtte være en borgerlig ideologi, der lå bag den for 1950-ordningerne så typiske tankegang, at enhver privatisering måtte betragtes som et gode, og som i Grønland gjorde KGH til skydeskive for alt det onde man kunne finde på at sige om dansk grønlandspolitik. Hvis man var i stand til at lægge denne ideologi bort og søge løsningen på de erhvervspolitiske problemer under den ene overordnede målsætning, »at man ved valg af bedriftsform alene skal tage hensyn til det grønlandske samfunds tarv, mens hensynet til at åbne eller udvide et virkefelt for danske erhvervsdrivende slet ikke skal have lov at tælle med«, så måtte man ifølge Boserup komme til den konklusion, at en stor del af den stedfundne privatisering var unyttig for det grønlandske samfund og at staten var blevet om ikke hindret så i det mindste hæmmet i løsningen af opgaver, som i den nuværende fase kun kunne klares ved en massiv statslig indsats. Den dominerende privatisering havde nemlig fundet sted på butikshandelens område med det resultat, at der var sat udefra kommende ressourcer ind på noget, som ikke fremkaldte forøget produktivitet i det grønlandske samfund, og muligvis endda med det til følge, at den grønlandske befolkning ville blive holdt ude fra et erhvervsområde, hvor den forholdsvis enkelt kunne komme i gang med selvstændig økonomisk virksomhed (45).

På den anden side havde man efter bedste evne søgt at holde staten ude fra aktiv indsats i fabriksdriften, hvor der næppe for øjeblikket fandtes privat risikovillig kapital. Med industriloven af 1959 var staten - al borgerlig modstand til trods - trådt ind i dette tomrum. Men ville man herefter igen køre på med privatiserings-ideologien risikerede man dels, at de nu for statslige midler skabte fabriksanlæg kom over på private danske hænder, hvorved chancen for en dag at lade grønlænderne overtage dem sandsynligvis ville forspildes, dels at der blev tale om en overlapning i det tilfælde, hvor en privat fabrik lagde sig klods op ad det statslige anlæg og udnyttede en del af de faciliteter, der var skabt af hensyn til statsanlægget. Hvem kunne have interesse af det? I hvert fald ikke grønlænderne ( 46).

Boserup var mindre betænkelig, når det drejede sig om dansk domineret privatisering inden for håndværksvirksomhederne. Så længe staten var den største bygherre havde man alle muligheder for at give anlægsarbejder til grønlandske mestre, når disse først dukkede op, og meget kunne tale for at oplæringsprocessen blev varetaget bedre i små private virksomheder end i GTOs værksteder og arbejdersjak.

Ligesom Boserup måtte karakterisere en stor del af den danske diskussion om statsdrift contra privat erhverv som irrelevant i forhold til det grønlandske samfunds behov, således måtte grunden også ryddes for slagord af grønlandsk oprindelse som f. ex. det forslag om normalisering, der havde dannet optakt til hele G-60 arbejdet. Hvad kunne der ligge i det? En række ønskeforestillinger, som pegede i hver sin retning og var indbyrdes uforenelige. I alle fald fandt man ikke, mente Boserup, nogetsteds en forståelse for, at man ofte må bruge »unormale« midler for at nå »normale« mål, eller at man ved at kræve »normale tilstande« meget let kunne risikere at havne i en højst »unormal« og sikkert også ganske uønsket situation. Hvis man f. ex. krævede ligeløn, kunne man måske opnå noget der mindede om normale danske indkomstforhold, men kun gennem at stille Grønland i den meget unormale situation at være fuldstændig afhængig af store subsidier. Og hvis man på den anden side krævede alle unormale tilskud bort, måtte man samtidig erklære sig villig til at acceptere en betydelig nedgang i den allerede opnåede levestandard. Hvem kunne i praksis skaffe politisk dækning for et sådant krav?

Et andet slagord af samme oprindelse er ordet ligestilling. Det kan jo for det første betyde, at staten skal anvende samme beløb pr. indbygger i Grønland som i Danmark. I så fald måtte man snarest tage fat på en kraftig nedskæring. Tallene viste nemlig, at statsudgiften pr. indbygger til f. ex. sundhedsformål var 560 kr. årlig i Grønland mod kun 140 kr. i Danmark. Og tog man de samlede udgifter til de store samfundsopgaver, var udgiften 1.500 kr. pr. indbygger i Grønland mod kun 500 kr. i Danmark. Ligestilling ville være en skidt forretning for Grønland.

Men ligestillingskravet kunne også indebære et ønske om, at levefoden skulle være den samme i de to dele af riget, uanset forskellen i økonomiske muligheder. Denne sag var populær både i Grønland og Danmark. Men den forudsatte at man ville sige farvel til enhver bestræbelse på at skabe rentabilitet i den grønlandske exportproduktion, og dermed også enhver reel mulighed for grønlandsk overtagelse af produktionsapparatet ( 47) .

Både de danske og de grønlandske slagord i debatten måtte altså betegnes som irrelevante eller direkte selvmodsigende og de måtte for Boserup at se afsløres inden man kunne komme frem til en fornuftig diskussion om virkeliggørelsen af det mål, alle for så vidt var enige om: et Grønland der ikke i al fremtid skulle være afhængig af stigende danske statstilskud.

»Det ville være dybt demoraliserende, om lønfremstødet i Grønland blev ført frem til det punkt, hvor dette at fiske torsk og bearbejde dem til export fremtræder som en lidt pudsig måde at holde grønlænderne beskæftiget på,« skrev Boserup i en lejlighedsartikel kort efter afslutningen af G-60 ( 48) . Dette - og ikke diskussionen om privatisering eller om løndiskrimination - er kernen i grønlandsproblematikken, og skulle man undgå en så uheldig udvikling var der ifølge Boserup ingen vej uden om at acceptere, at det grønlandske lønniveau i endnu lang tid måtte blive afgørende forskelligt fra det danske. Den danske stat kunne stille midler til rådighed for opbygning af et moderne produktionsapparat, men den kunne ikke gå ind i en vilkårlig politisk dikteret dækning af et permanent underskud på produktionen.

Intet var så let som at være »grønlandsven« ved at love ligeløn. Det ville også være simpelt at stille sig teknokratisk an og foreslå hele problemet løst ved at den grønlandske befolkning vandrede derhen, hvor der var mulighed for et langt højere leveniveau på et mere sikkert grundlag. Men ville man fastholde den nationale målsætning at Grønland skulle være det sted, hvor grønlænderne fremover kunne finde arbejde og udkomme uden altid at skulle tigge danskerne om hjælp, så var der kun den hårde vej tilbage at love blod, sved og tårer indtil det øjeblik, hvor en kraftig produktionsstigning kunne betinge en radikal forbedring af lønningerne.

Ønskede man ovenikøbet allerede nu - i overgangsfasen - at sikre grønlænderne en reel politisk indflydelse på deres samfunds fremtid, så måtte man indstille sig på at låse det totale tilskud fra Danmark fast på et bestemt beløb pr. indbygger, så det kun kunne stige i takt med befolkningstilvæksten. Hvis de grønlandske politiske myndigheder vidste, at der var loft over tilskuddet, måtte det blive deres egen opgave at prioritere midlernes anvendelse ud fra en forståelse af, at det ikke var muligt at stille nye krav uden samtidig at anvise tilsvarende besparelsesmuligheder på andre punkter.

Øjeblikkelig tilførsel af dansk kapital til opbygning af et moderne fiskeproduktionsanlæg i de grønlandske byer. Løn i forhold til produktiviteten i eksporterhvervene. Loft over det samlede tilskud fra det danske samfund til det grønlandske. Dette var hovedpunkterne i Boserups plan for Grønlands opbygning.

Men hvad skulle man så gøre ved de politisk så stærkt fremtrædende krav om ligeløn eller generel forbedring af indkomstforholdene? Dette var i virkeligheden et langt mindre problem end det blev gjort til. Man kunne ifølge Boserup give den brede grønlandske befolkning en betydelig bedre levestandard ved på den ene side at gennemføre en form for børnetilskud, der tilmed ville have en vis social udligning til følge, og på den anden side acceptere, at en del af det samlede tilskud blev anvendt til at holde priserne på en række nødvendighedsvarer nede. Dette system havde man gerne villet slippe af med ifølge 1950-ordningerne, men begrundelsen var hensynet til større privat andel i detailhandelen, og dette hensyn mente Boserup ikke man burde være bundet af, al den stund privatiseringen i detailhandelen først og fremmest var en dansk interesse, der ikke havde noget at gøre med en forøgelse af produktiviteten i det grønlandske samfund. Et sådant system af tilskud, der ikke belastede produktionen, ville betyde en højere realløn, og den var efter en saglig vurdering mere værd end flere kroner og ører i lønningsposerne.

Og endelig hvad angår det mest højrøstede ligelønskrav fra den lille gruppe grønlandske tjenestemænd, så mente Boserup, at både reduktionsprocent og 10-års regel var belastet med så store ulemper og havde så ringe finansiel betydning, at man burde forlade dem. Det eneste afgørende var at få sat en spærrebom op, som bevirkede, at personer født i Grønland var udelukket fra at få adgang til de udsendtes goder, altså det særlige grønlandstillæg. Denne spærrebom gav han navnet fødestedskriteriet og dette sidenhen så voldsomt debatterede fænomen er altså i det samlede kompleks af forslag til en ny økonomisk politik kun en lille og ikke særlig betydningsfuld detalje. Fødestedskriteriet var et middel til at få adskilt dem, der var berettigede til de udsendtes særlige grønlandstillæg, og dem der ikke skulle have adgang til denne præmie. Man kunne også sige: det er et rent overklassefæno-. men, en begrænsning der lægges på den øverste grønlandskfødte elite med den hensigt at henvise denne til en vis solidaritet med grønlandske landsmænd på det lavere indkomstniveau fremfor at stræbe hæmningsløst efter komme op på de udsendtes også efter danske forhold særdeles høje niveau.

Den egentlige nødvendighed bag fødestedskriteriet er ikke et dansk ønske om at holde grønlænderne på et lavere lønniveau end de danske udsendte, men det uundgåelige i at love de udsendte en særlig præmie for at få fat i folk med de rette kvalifikationer og i tilstrækkelig mængde. Samtidig må man sikre sig, at dette de udsendtes kunstigt høje lønniveau ikke smitter af på et helt samfund, som gerne skulle finde frem til fornuftige og også på længere sigt holdbare lønrelationer mellem samfundsgrupperne. Hvis man kunne få fødestedskriteriets spærrebom til at holde, mente Boserup det forsvarligt at love de grønlandske tjenestemænd løn efter normale tjenestemandskvalifikationer og uden noget specielt fradrag til at udligne skattefordelen.

Der var tidligere i G-60 blevet forelagt to forslag til en løsning af lønproblemerne. Ingen af disse opererede med noget kriterium. Eske Brun ville som nævnt indføre fuld dansk løn og samtidig gennemføre en kommunal beskatning, der opsugede en del af indkomststigningen til fordel for de grønlandske politiske organers øgede delagtighed i landets opbygning. Dette forslag måtte betyde, at man så bort fra hensynet til rentabiliteten i eksportproduktionen. Boserup - og med ham Ebbe Groes - var en afgjort modstander af dette forslag, der da også led nederlag i den afsluttende runde. - Hvor andre med et suk har givet indrømmelser under forhandlingerne, har departementschefen afgivet sit hjerteblod, udtalte Ebbe Groes ved afslutningen af G-60 arbejdet, og det var mere sandt end nogen vidste, for kort tid efter afslutningen tog Eske Brun sin afsked. Han ville ikke være med til at administrere en ny ordning, hvis centrale indhold han ikke troede på ( 49).

Det andet forslag stammede som nævnt fra GAS-LO og blev forelagt af Otto Jensen. Det ville gøre GAS-lønniveauet til udgangspunkt og derefter bygge et system af lønaftaler op over dette. Boserup mente, at dette så meget godt ud på papiret, men i realiteten ville der blive tale om en forskel mellem udsendte og hjemmehørende, og så kunne man lige så godt nævne sagen ved dens rette navn og forsøge at gennemføre et kriterium, som kunne bevirke en nogenlunde klar adskillelse. Også dette forslag måtte Boserup altså afvise (50).

Mogens Boserup har altid siden vedkendt sig ansvaret for forslaget om et fødestedskriterium og uden tøven forsvaret det. Det virkelige dilemma for ham lå et helt andet sted. »Det egentlige og vanskelige samvittighedsspørgsmål for venner af Grønland er dette: Hvordan kan vi vide, at det er grønlændernes - de nulevende grønlænderes og deres efterkommeres - sande interesse at muliggøre existensen af et grønlandsk samfund deroppe under yderst beskedne vilkår fremfor at søge den grønlandske befolkning omplantet til egne, hvor der er mulighed for et langt højere leveniveau, svarende til moderne forestillinger og krav? Lad det blot være sagt, at forfatteren af disse linjer for sit eget vedkommende står tvivlende over for dette vanskelige samvittighedsspørgsmål.« Sådan hedder det i den lille artikel i debatbogen »Grønland i brændpunktet«, der er det klareste, både præcise og enkle udtryk for Boserups vurdering af sin opgave som økonomisk rådgiver for G-60. Man kunne også sige: det virkelig brændende spørgsmål er, om der overhovedet er råvaregrundlag i de arktiske have for et moderne samfund i selvsikker balance og om grønlænderne ønsker at udnytte denne råvare med alt det slid og al den indsnævring af erhvervsmuligheder, det indebærer.

Boserup valgte at tro på muligheden, og alle problemer der indtil nu har været med at virkeliggøre hans forslag til en økonomisk politik i Grønland, har deres rod i, at denne dristige forhåbning endnu ikke er blevet indfriet.

4. Sociologiske analyser?

Udvalget for samfundsforskning i Grønland fik intet med arbejdet i G-60 at gøre. Dels havde det en helt anden oprindelse end det politisk besluttede Grønlandsudvalg af 1960, var fra starten i højere grad udtryk for en lille gruppe samfundsvidenskabsfolks interesse i at bruge det grønlandske experiment som velegnet objekt for en ny videnskabsgren end for et ønske fra politisk side om at få forelagt sociologiske analyser af udviklingsprocesserne i Grønland. Dels mødte det hurtigt betydelig politisk modvilje. Allerede i 1960 var der vanskeligheder med at få yderligere bevillinger og da spørgsmålet om en fortsættelse af arbejdet kom op i G-60 meldte Venstre og Konservative fra med den begrundelse »at et samfunds udvikling ikke alene skal formes og ledes af videnskabelige experter. ( ... ) Den grønlandske befolkning må nu selv finde sin egen livsform med den risiko og de muligheder, der ligger i dette« (51). Selv om alle andre danske partier samt de grønlandske repræsentanter ønskede samfundsforskningsudvalgets arbejde fortsat blev det i praksis VK-linjen, der sejrede.

Alligevel kunne man nok have forestillet sig, at de rapporter, som udvalget fremlagde for offentligheden samtidig med at udvalgsarbejdet i G-60 foregik, kunne have været inddraget i drøftelserne. Man kunne vel også have forestillet sig, at G-60 havde ønsket at optage drøftelser med samfundsforskningsfolkene. Men ingen af delene skete (52). I den grad var der i begyndelsen af tresserne en stiltiende enighed om, at de grønlandske problemer var af teknisk-økonomisk natur og i den grad var Grønlands modernisering i europæisk forstand det selvfølgelige mål, at ingen tilsyneladende følte noget behov for at gå ind i mere seriøse overvejelser af, hvilke komplikationer af psykisk og social art der kunne være forbundet med en så hurtig og kraftig udvikling, som den G-60 endte med at anbefale.

Det store forsøg på at etablere et direkte samarbejde mellem administration og forskning, som fra videnskabelig side var kærnen i sagen, løb altså til en vis grad ud i sandet. Det første oplæg fra Carsten Høeg kan vi i denne forbindelse lade ligge, idet Carsten Høeg så hurtigt måtte forlade udvalget, at han ikke fik nogen afgørende indflydelse på arbejdet, da det skulle føres ud i livet.

Det er nok rimeligt i højere grad at se en inspiration fra den afdøde sociologi-professor Th. Geiger bag udvalgets arbejde, idet i det mindste både Torben Agersnap og Verner Goldschmidt var tidligere elever og medarbejdere hos Geiger i Arhus. I en kronik i Politiken i efteråret 1963 gjorde Torben Agersnap klart rede for de grundlæggende forestillinger bag udvalgsarbejdet. Tanken var - ganske i Geigers ånd (53) - at afemotionalisere et politisk problem (in casu Grønland) og etablere et fond af sociologisk viden, hvorpå politikerne kunne opbygge en konstruktiv ledelse af landet. Man forestillede sig altså, at det netop hvad Grønland angik skulle være muligt at nå til en objektiv saglig løsning på videnskabelig basis med udelukkelse af følelser og ideologi (54).

Men der var ikke fra politisk side noget ønske om at fjerne følelserne fra grønlandspolitikken, hvilket ikke er så mærkeligt, da de frem for noget afgav motivationen for hele sagen. Der var heller ikke nogen tiltro til, at man kunne nå resultater, som det var værd at fæste lid til al den stund videnskabsmændene var fremmede og turister i det grønlandske samfund. Politikere betvivlede deres evne til at komme i virkelig kontakt med den grønlandske befolkning og mange administratorer havde sikkert en stærk overbevisning om, at et mangeårigt kendskab til de grønlandske problemer gennem administrativ praksis var meget mere værd end det nogle samfundsforskere kunne nå til gennem få måneders ophold i landet.

Der var ingen tillid mellem parterne og højst sandsynligt ikke noget alvorligt ønske om samarbejde, og derved kom udvalgets arbejde til at svæve frit i luften. Det fik måske først og fremmest betydning ved den påvirkning af den offentlige debat, som rapporternes offentliggørelse gav anledning til i årene 1961-63. Denne påvirkning var, som vi senere skal se, ironisk nok af stærkt følelsespræget karakter. Den positivistiske saglighed udløste en bølge af skyldfølelse!

Der blev ialt udsendt seks rapporter. Flere af dem samlede sig omkring ret snævre og specielle problemer som alkoholsituationen, befolkningssituationen samt familie og ægteskab, og fik ikke nogen større indflydelse på den offentlige debat. Andre, navnlig den første rapport om uddannelsessituationen og rapporten om samarbejdsproblemer mellem grønlændere og danske blev bredt refereret i dagspressen og gav anledning til den stærke betoning af den skyld vi havde pådraget os over for grønlænderne ved at sætte dem fra styret og behandle dem nedladende og uforstående. Det er dog måske et spørgsmål, om de kan tildeles videnskabelig værdi. Rapporten om uddannelsessituationen må vel snarest betegnes som en sammenfatning af hvad en gruppe interesserede og begavede mennesker har diskuteret angående generelle uddannelsesproblemer i en u-landssituation suppleret med den statistik man let har kunnet skaffe sig gennem ministeriet for Grønland. Selvstændig forskning i den grønlandske uddannelsessituation kan der næppe tales om. Ikke mindst er det påfaldende, at den grønlandske folkeskole ganske lades i stikken. Og det var dog et ikke uvæsentligt emne netop på dette tidspunkt.

Rapporten om samarbejdsproblemer mellem danske og grønlændere forsøger at opstille nogle lovmæssigheder for grønlænderes og danskes vurdering af hinanden. Men materialet er spinkelt. Det bygger på godt 80 udspurgte personer langs hele den grønlandske vestkyst. Heraf er en del udspurgt gennem tolk. Dette kan næppe give basis for holdbare iagttagelser. Rapporten betoner da også udtrykkelig, at der er tale om et »pilot study«, altså en forundersøgelse, der skal lægge op til den egentlige kulegravning. Den er blot ikke kommet endnu og iøvrigt kan man næppe fortænke pressen i, at den fremstillede det som om der var tale om egentlige videnskabelige undersøgelser.

Det eneste arbejde af større interesse blev den undersøgelse af kriminallovens virkninger, som jo var udgangspunkt for hele skabelsen af samfundsforskningsudvalget. Her lå der et stort og kontant materiale i de grønlandske kredsretter, i landsretten i Godthåb samt i politiets og kommunefogedernes protokoller, og dette var umiddelbart tilgængeligt for behandling. Materialet gav gode indicier for, at de oprindelige principper i loven af 1954 havde vist sig anvendelige i praksis, men at det kneb meget med at følge lovens gode hensigt op, idet foranstaltningssystemet, altså bestræbelserne på at resocialisere frem for at straffe, ikke var blevet udbygget tilstrækkeligt. De gamle foranstaltninger: at anbringe kriminelle i andre byer, hos ensomt boende fåreholdere eller at give dem uddannelse, var ikke uegnede, men det kneb at følge med på grund af væksten i kriminalitet og det var også mere og mere vanskeligt at gå ud fra det nære personkendskab, som var forudsætning for lovens stærkt individualiserende sigte, ligesom det voldte alvorlige problemer, at retsbevidstheden i de større bysamfund gik mere i retning af sanktioner og præventive foranstaltninger end i retning af det gamle grønlandske syn på forbryderens behov for hjælp og støtte.

Den grønlandske kriminallov har fra starten været opfattet som et stort anlagt forsøg på at undgå de uheldige sider ved dansk retsvæsen og etablere en direkte forbindelse mellem det der for en dansk iagttagelse var afgørende kvaliteter i det gamle grønlandske samfunds holdning til forbryderen og det der for en moderne kriminologi måtte være vejen frem også herhjemme. Således skrev Poul Henningsen i 1954 i SocialDemokraten: » Vi har i Grønland været tvunget til at gå ind for den moderne kriminologiske tankegang, at forbrydelse ikke er et spørgsmål om skyld men om årsag. Straffen skal ikke betragtes som gengældelse men som et forsøg på resocialisering. ( ... ) Det rummer noget ærefuldt for Danmark, at vi med den nye kriminallov for Grønland har opgivet den hidtidige tyrkertro på egen kulturs uovertræffelighed. Det er et vendepunkt af betydning« (55).

Partiernes ordførere istemte lignende toner ved folketingets behandling af lovforslaget. Kun de konservative fremhævede, at »hvis en kriminallov skal afholde folk fra at begå forbrydelser, må det stå den pågældende klart, at den grove forbrydelse bliver bedømt anderledes end den mindre grove, og at gentagelser af forbrydelser kan bevirke stærkere sanktioner« (56).

Samfundsforskningsudvalgets undersøgelser gav intet holdepunkt for at antage, at strengere sanktioner ville have haft en hæmmende virkning på stigningen i kriminalitet fra 1954 til 1960. Snarere måtte man antage at denne stigning hang sammen med de voldsomme samfundsændringer, og det ville være urimeligt af den grund at forlade lovens grundlæggende principper, navnlig da ingen kunne forestille sig hvad formål det skulle have at gøre et forsøg på at skrue udviklingen tilbage alt imens man i Danmark søgte at indhente det grønlandske forspring på retsområdet. Men hvad angik praktiske forslag til forbedringer af det grønlandske system måtte udvalget nøjes med at konstatere ønskeligheden i en meget større indsats for at opbygge passsende behandlingsorganer, da en ikke-straffende domspraksis uden tilhørende effektive hjælpemidler i resocialiseringsarbejdet hurtigt kunne bringe lovens gode intentioner i miskredit.

Alt i alt må man sige, at samfundsforskningsudvalgets arbejde - bortset fra kriminallovsundersøgelsen - ikke gav de resultater, som mange havde udtrykt forventning om i slutningen af halvtredserne, da det hele startede. Det kan skyldes, at arbejdet blev afbrudt næsten inden det var kommet i gang, men det kan jo også skyldes, at en samfundsforskning, der ikke udspringer af et folks eget behov for gennem kritisk analyse at forstå de samfundsprocesser, det selv er parthaver i og måske tildels offer for, snarere øger fremmedgørelse og formynderi end mindsker det.

Det er derfor svært at sige, om politikere og administratorer tog fejl ved at lade samfundsforskningsudvalgets foreløbige resultater være uænsede og koncentrere sig om økonomi, teknik og planlægning i stedet.

5. Slutfasen

En ting er økonomisk sagkundskab, noget andet politisk nødvendighed. Mens der næppe kan være tvivl om, at Boserups analyse havde sin store betydning for den afklaring angående mål og midler, den sortering af forslag, som arbejdet i G-60 udviklede sig til, så er det måske i højere grad et spørgsmål, om den fik den direkte indflydelse på den endelige betænknings politisk betingede målsætninger, som man sidenhen har været tilbøjelig til at tro.

Det lykkedes ganske vist i løbet af vinteren 1961-62 gennem en regulær studiekreds under Boserups og Viggo Svendsens ledelse at overbevise de grønlandske medlemmer af udvalget om det netop ud fra et grønlandsk synspunkt sagligt rigtige og nødvendige i den økonomiske rapports anbefalinger, men derfra og til at opgive egne politiske positioner er der jo et langt skridt. Og de grønlandske medlemmer af G-60 var netop politisk stærke. Ikke i kraft af argumenternes vægt, ikke på grund af klart formulerede alternativer, men alene ved at være den grønlandske og den svage part i forhandlingerne. Det var politisk umuligt at komme ud af forhandlingerne i G-60 med et lønforslag, som ikke havde grønlandsk accept. Ingen retning, og intet politisk parti kunne lægge ryg til en fremgangsmåde, der ude i den danske offentlighed ville blive udlagt som dansk diktat til grønlænderne. Og her var situationen i begyndelsen af tresserne egentlig afgørende forskellig fra situationen under den forrige kommission i slutningen af fyrrerne. Den gang kunne danske og grønlandske reformvenner enes om at rydde ud i det der blev kaldt gammel træg koloniadministration. Fjenden befandt sig udenfor, situationen var entydig. Nu var det hele meget mere speget, for det opgør, som Boserup lagde op til, havde brod mod både grønlandske og danske politikere inden for udvalget, og ikke mindst mod de forventninger om en slags mirakuløs løsning på de grønlandske problemer, som selve nedsættelsen af G-60 havde fremkaldt i Grønland. Det var nøgternhedens opgør med enthusiastiske lighedsforestillinger, det var en skeptisk sagligheds forsøg på at afsløre de reelle interessemodsætninger i spillet om de mange penge, som hvert år strømmede ind i det grønlandske samfund fra den rige storebror mod syd. Derfor var sagen slet ikke afgjort, fordi en ekspert havde udtalt noget, som alle i princippet kunne gå ind for. På forårsmødet 1962 gik lønstriden videre som om intet var hændt. De velbjærgedes repræsentanter forlangte deres rigelige del af kagen, og de underprivilegeredes protesterede harmfuldt mod sådanne udslag af gruppeegoisme. Landsrådets delegation og de to grønlandske folketingsmedlemmer enedes om et lønforslag, der ville give de grønlandske tjenestemænd en øjeblikkelig forhøjelse på 30-35 0/o og lade de grønlandske arbejdere stå tilbage med den 5-10 0/o forhøjelse, som indførelse af børnebidrag kunne betyde. GAS' og KNAPPs repræsentanter - og bag dem LO - erklærede øjeblikkelig, at hvis man efterkom sådanne krav fra de højest lønnede, ville enhver mulighed for enighed med arbejdernes og fiskernes organisationer være udelukket. Man måtte begynde med at tale om lønforhøjelse til den store dårligt stillede gruppe af lønmodtagere og fiskere, så kunne man altid se, hvad der blev tilbage til tjenestemændene.

I denne situation var det ikke brugbart med Boserup at henvise til, at tjenestemandslønningerne spillede en ringe rolle for produktionen, hvorfor de kunne hæves uden betænkelighed, mens arbejderlønningerne skulle holdes nede på produktionsniveauet. Man måtte gå en helt anden vej. Hele vinteren 1962-63 arbejdede et underudvalg under Ebbe Groes' ledelse. Der skulle skaffes enighed, og så måtte de saglige principper iøvrigt klare sig, som de bedst kunne. Resultatet blev et udkast til en grønlandsk »helhedsløsning« der vel ikke opgav det princip, at der må være en »sammenhæng mellem befolkningens økonomiske aktivitet og fremgangen i indkomster«, hvis man skal »bevare initiativ, arbejdsglæde og selvrespekt« (57), men som alligevel betød en stor indrømmelse til hvad man alt efter indstilling kan kalde økonomisk letsindighed eller politisk nødvendighed, idet man måtte starte med at love alle i det grønlandske samfund en 10 0/o lønstigning. Samvittigheden i forhold til »produktivitetsprincippet « holdt man nødtørftigt i orden ved at henvise til »forventning om snarlige produktionsstigninger« (58). Dertil føjedes en række udlignings- og kvalifikationstillæg for de lavest- og højstlønnede samt aftale om fortsat støtte til nedbringelse af prisen på en række varer og tjenesteydelser (herunder boliger). Endelig kom, »nærmest som en extra julegave« (59), det børnetilskud, som Boserup i sit forslag havde gjort til hovedsagen i spørgsmålet om kontante indkomstforhøjelser. Alt i alt en øjeblikkelig fremgang i levestandard på 20-25 0/o, men uden nogen socialt udlignende tendens. Den eneste sejr for tilbageholdenheden Ebbe Groes kunne notere var, at tjenestemændene under hårdt pres accepterede et fortsat fradrag i lønnen på omkring 10 0/o. Dette var ikke, som det senere blev udlagt, noget decideret dansk ønske, men en politisk nødvendighed for at få de to andre grønlandske organisationer GAS og KNAPP til at acceptere, at de højest lønnede i alle fald fik det bedste resultat med hjem i lønposen.

Produktivitetslinjen blev fastholdt som fremtidigt princip, men forblev iøvrigt nærmest et postulat, da den forventede produktionsstigning stort set udeblev ( 60) og den ro omkring lønspørgsmålet, man havde sat sin lid til med helhedsløsningen, fik man heller ikke. Tværtimod. Men herom senere.

Det mest vidtrækkende resultat af arbejdet i G-60 var dog måske slet ikke denne lønordning med tilhørende sociale bestemmelser, men derimod et forslag til en 10-årig udviklingsplan med udgifter til investering og drift på over 4 mia kroner. Forslaget var udarbejdet af Viggo Svendsen og betød for så vidt et brud med et andet af Mogens Boserups hovedprincipper, nemlig forslaget om at låse tilskuddet fast på eksempelvis 1962-niveauet. I stedet fik man en plan for, hvilke opgaver der nødvendigvis måtte løses frem til 1975 og en stiltiende politisk accept af, at de for opgavernes løsning nødvendige midler også ville blive stillet til rådighed. Hvilket faktisk er sket med det resultat, at tilskuddet er steget fra de 35.000 kr. pr. husstand i 1962 til over 70.000 kr. i 1970, eller i totale beløb fra ca. 150 mio kr. årligt i begyndelsen af tresserne til omkring 650 mio kr. 10 år senere. Mens Grønlands samlede eksport i 1960 beløb sig til 58 mio kroner mod en import på ikke engang det dobbelte, nemlig 108 mio kr., så var eksporten i 1970 kun steget til 107 mio kr., mens importen løb op i næsten det firedobbelte, nemlig 396 mio kr. (61), og derved er udviklingsplanens kapitaltilførsel blevet af langt større betydning for den samlede økonomiske aktivitet i samfundet end den eksportproduktion, som Boserup og med ham i princippet alle G-60 medlemmer ville gøre til basis for hele samfundets kommende vækst. Denne situation var ikke forudset i den økonomiske analyse.

10-årsplanen, der kom til at betyde mere for lønudviklingen end fødestedskriteriet m.m., blev vedtaget næsten uden diskussion i G-60 og fremkaldte heller ikke større debat i den danske offentlighed. Begge dele kan måske undre, når man betænker den kraftige diskussion om industriplanen til 57 mio kr. i 1959 og når man husker på de mange advarende presserøster om, at »det hele går alt for stærkt på Grønland«. Den viser noget om, hvordan der tværs gennem al forvirring og rådvildhed, al ophedet politisk diskussion om det ene eller andet princip for grønlandspolitikken går een ubrudt linje af teknisk-administrativ nødvendighed, som søger politisk opbakning, når der er brug for det og mulighed for dei: - og får den. I 1950 vedtog man at 100 mio kroner ville være tilstrækkeligt til Grønlands opbygning over en ti-års periode. I 1958 var 100 mio-mærket forlængst passeret og man forberedte en syvårig industriplan til 57 mio oven i de årlige bevillinger. I 1963 prøvede man at se mere end 10 år frem i tiden, og blev klar over, at mere end 4 mia kroner var nødvendige, hvis opgaven skulle løses. På den ene side kommer udviklingens krav hele tiden bag på både politikere og administratorer, på den anden side gøres der i administrationen stille og roligt et langsigtet planlægningsarbejde, som har bevirket at Grønland er blevet det største samlede experiment med rationel teknisk udvikling af en landsdel i dansk historie.

10-årsplanen var den naturlige forlængelse af industriplanen fra 1959, men den var også det første forsøg i grønlandsadministrationen på at koble udgifter til boliger, uddannelse, veje, havne, elværker, butikker, sygehuse og fabriksanlæg sammen til en stor rationelt overskuelig og politisk acceptabel enhed. Den betød den definitive overvindelse af 1950-forestillingerne om at kunne følge et normalt dansk mønster med klar adskillelse mellem private og offentlige opgaver, infrastruktur og erhvervsvirksomhed, og accept af en slags totalforpligtelse, som ikke kendtes andetsteds i det danske samfund. Men de politiske lidenskaber udfordrede man ikke. Målet var uforandret privatisering og afvikling af statsvirksomheder. Der var stadig frit slag for private butikker, håndværksvirksomheder, entreprenører, fabriksanlæg m.v., der ganske vist for de flestes vedkommende blev danske og for næsten alles vedkommende blev direkte afhængige af de årlige statsbevillinger (62), men som i alle fald formelt kunne gælde for et voksende privat initiativ. IO-årsplanen forudså også at det ville blive nødvendigt med direkte statsinvesteringer i trawlere eller linebåde, så de nye fabriksanlæg kunne få tilfredsstillende forsyning med råvarer. Man anslog et behov for 35 linebåde subsidiært 14 trawlere. Men denne del af planen blev dog udsat for en bemærkelsesværdig forsinkelse. På G-60 mødet i efteråret 1963 lød der mange advarende røster. De borgerlige politikere Ninn-Hansen og From fandt at det var betænkeligt med så store beløb til bådanskaffelser, da det ville blive vanskeligt for private nogensinde at overtage dem. Direktør A.W. Nielsen udtrykte en vis ængstelse for, at trawlere ville kræve så lidt mandskab, at de ikke kunne bidrage til en løsning af beskæftigelsesproblemerne, og KGHs direktør H.C. Christiansen var tydeligt mere interesseret i en forsøgsvis anskaffelse af linebåde end det store spring ind i trawleræraen (63). Slutresultatet blev, at der blev givet grønt lys for anskaffelse af foreløbig fire linebåde, og først da dette forsøg viste sig mislykket i sidste halvdel af tresserne kom de bevillinger til trawlerdrift, som egentlig var den logiske konsekvens af hele erhvervsfilosofien bag 10-årsplanen.

10-årsplanen brød med produktivitetslinjen for så vidt som denne konsekvent forstået vel måtte betyde, at ikke alene lønninger men også investeringer måtte stå i forhold til produktionsmuligheder, som kun erfaringen kunne belære planlæ~gerne om. Den brød med tanken om det faste loft over tilskuddet, som var Boserups bidrag til diskussionen om, hvordan man selv under opbygningsfasen kunne give de grønlandske instanser større reel politisk myndighed ved at forpligte dem til en grønlandsk prioritering af anv~n~elsen af sparsomme midler inden for en fast ramme. Den g~k imod den økonomiske sagkundskabs anbefalinger uden at diskutere det og uden at bruddet fremkaldte diskussion.

Hvorfor? Sandsynligvis fordi den blev til under pres af en politisk målsætning, der var stærkere end de fagøkonomiske overvejelser, nemlig behovet for beskæftigelse til en befolkning, som voksede hurtigere end nogen havde drømt ~m. Det er først gennem beregningsarbejdet bag G-60 man til fulde bliver klar over udsigterne for befolkningstilvækst frem mod 1980. Hvor 1950-betænkningen fredsommeligt havde regnet med godt 30.000 indbyggere i 1970, måtte man nu konstatere, at det var realistisk at regne med tæt ved 45.000 i stedet, og man burde ikke blive forundret hvis der omkring 1980 skulle være boliger, uddannelse og arbejde til et samlet antal mennesker på mere end 60.000. Samfundsøkonomisk var det ikke betænkeligt med et folketal af denne størrelse, men selve væksten stillede unægtelig nogle vældige krav til investeringshastigheden, ikke mindst fordi man måtte anse det for ikke blot uundgåeligt, men ligefrem ønskeligt, at der samtidig skete en koncentration af befolkningen i nogle få efter grønlandske forhold store byer, hvor der alene kunne opbygges de nødvendige uddannelsesfaciliteter og moderne fabriksanlæg (64).

I det meget korte målsætningsafsnit i G-60 betænkningen, som i parentes bemærket blev skrevet sidst af alle afsnit (65) drøftes det, hvorvidt det kan blive nødvendigt at stile mod en grønlandspolitik »der går ud på at skaffe den grønlandske befolkning ligestilling med befolkningen i det øvrige Danmark ved at hjælpe den grønlandske befolkning til gradvis at flytte til Danmark«, men enhver overvejelse af dette problem udelukkes gennem følgende fyndige formulering: »En sådan politik ville medføre en delvis affolkning af Grønland og ophøret af den grønlandske befolknings liv som en enhed inden for det danske rige med eget sprog, egen kultur og egne traditioner. Det ville ikke være at løse de grønlandske problemer, men at opgive at løse dem« (66).

Gennem denne definitive, ja næsten demonstrative afvisning af enhver overvejelse i retning af emigration bandt man sig til at anvise veje til beskæftigelse af alle grønlændere i Grønland og gjorde dermed 10-årsplanen til en uundgåelig konsekvens som ingen politiker havde mod til eller mulighed for at indvende noget imod. Denne nationalpolitiske målsætning var måske noget af det mest vidtrækkende og afgørende, der overhovedet blev vedtaget i G-60.

Endelig afrundes G-60 betænkningen med et forslag om dannelse af et permanent grønlandsråd med tilhørende sekretariat. Rådet skulle afløse folketingets grønlandsudvalg og omfatte en ligelig repræsentation af grønlandske og danske politikere under ledelse af en regeringsudpeget formand. Sekretariatet skulle varetage de langsigtede planlægningsopgaver og under ledelse af en sekretariatschef frigøres helt fra den ministerielle sagsekspedition. Forslaget var ikke nogen reaktion på de grønlandske ønsker om en politisk normalisering. Det fremkom heller ikke på forslag af folketingets danske politikere. Det opstod som et led i drøftelser mellem den lille kreds af administratorer, der udgjorde G-60' generalstab i den hårde slutfase, nemlig foruden formanden Ebbe Groes, G-60' generalsekretær, den senere departementschef Erik Hesselbjerg, og udvalgets permanente økonomiske ekspert, Viggo Svendsen (67). Meningen var at skabe et forum for udveksling af politiske synspunkter mellem danske og grønlændere, at sikre en konstant kontakt mellem administration og politikere, så grønlandsadministrationen kunne afpolitiseres, og gennem sekretariatet at foretage den løbende justering af planlægningen, som var nødvendig for gennemførelse af IO-årsplanen. Herigennem håbede man også fremover at kunne undgå alt for hastige ønsker om et nyt kommissionsarbejde. Af hele G-60 arbejdet skulle forslaget om grønlandsrådet vise sig at blive det mest uproblematiske. Og alligevel var det det eneste af G-60 forslagene, der fremkaldte lidenskabelig politisk diskussion i udvalget. Ninn-Hansen angreb det voldsomt for at være en sammenblanding af lovgivende og udøvende myndighed, som på uheldig vis ville flytte grønlandsdebatten ud af folketinget, og Simon From talte vredt om tidens »sygelige trang til at oprette sekretariater«. Især var de borgerlige politikere modstandere af forslaget om en regeringsudpeget formand, der ville gøre rådet til regeringens organ i stedet for folketingets grønlandsudvalg, som var de folkevalgtes politikeres kontrol med regeringen ( 68).

Den egentlige årsag til i det mindste Ninn-Hansens angreb var dog formodningen om, at regeringen ville udpege Ebbe Groes til Grønlandsrådets første formand (69). Da denne formodning viste sig ikke at holde stik, fordi Ebbe Groes tværtimod at blive formand helt trak sig ud af grønlandsarbejdet, forduftede meget af Ninn-Hansens vrede, og der blev ikke siden politisk uro om Grønlandsrådets arbejde. Sagen bør nævnes som et exempel på den afstand, der undertiden kunne være mellem en dansk politisk diskussion og de reelle problemer i grønlandsudviklingen.

Hvis man ser tilbage til Erling Høeghs normaliseringstale i 1959, der var den snebold som fik lavinen til at rulle, kan man vel ikke sige, at de heri opstillede ønsker fik nogen særlig markant indflydelse på arbejdet i G-60, og ingen kunne vel i 1964 så lidt som i 1959 sige noget om, hvad man egentlig skulle forestille sig ved talen om Grønlands »placering som en ligeberettiget dansk landsdel - hverken mere eller mindre-«. Det var stadig ikke så lidt mere, og på visse områder en hel del mindre. Men der skete gennem arbejdet i G-60 både for politikere og administratorer, både for danske og grønlændere, en afklaring af, hvad man ville og hvor langt der endnu var tilbage, før man nærmede sig målet. Usikkerheden fra slutningen af 50-erne fortog sig, der var stukket vej ud langt ind i fremtiden.

Bag murene fandt afklaringen sted. Ude i offentligheden lå landet anderledes.

Krise uden alternativ - introduktion og indholdsoversigt
Forrige kapitel: III Mellemspil
Næste kapitel: V Grønland, vort eget u-land