Indsigt: Kampen om Sproget

Kampen om Sproget

En analyse af sprogdebatten i Grønland

Onsdag d. 19. januar 2000
Anna Lilje Flyverbom
Niels Uni Dam
Emnekreds: Forskning, Sprog.

Indholdsfortegnelse:
Indledning
Kommunikationsmiljøet: Sermitsiaq; Atuagalliutit/Grønlandsposten; Atagu
Kriterier for udvælgelse af tekster
Den grønlandske sprogdebat i et historisk perspektiv
Teoretisk udgangspunkt: Teori; Diskurs; Diskursive kampe; Sproget og det sociale; Diskursorden
Metode: Den diskursive praksis-niveau; Tekst-niveau; Teorier om identitet; Gruppedannelse og kategorisering; National identitet; Etnokulturel identitet
Analyser: Grønland - en truet nation; Dansk som uddannelsesmæssig kompetence; Grønland er afhængigt af dansksproget arbejdskraft; Grønlændere, danskere og tilkaldte; Det dansksprogede mindretal; Grønlandsk og dansk- et sammenhængende hele
Konklusion: Problematisering; Legitimering; Hvad fortæller dette så om sprogdebatten i Grønland?
Litteraturliste
Noter:
Bilag 1: Liste over analyserede tekster
Bilag 2: De analyserede tekster

Indledning

Det grønlandske samfund er i stadig udvikling og dets tilstand og fremtid diskuteres både ivrigt og følelsesladet. Landet har kun delvist selvstyre og inden for de seneste år er spørgsmålet om politisk selvstændighed blevet en naturlig del af den politiske dagsorden. Sideløbende med selvstændighedsdiskussionen foregår en omfattende diskussion af landets sprogpolitik. Debatten om sprog er i høj grad en debat om landets og borgernes kulturelle og nationale identitet. Sprogdebatten indtager en så central plads i det grønlandske samfund, at Grønlands Statistik i 1996 udgav en Rapport om Den Sproglige Udvikling i Grønland 1984 - 1994 ; "Selvom den sproglige udvikling falder udenfor de emner, der traditionelt berøres i forbindelse med levevilkårsundersøgelser" (Grønlands Statistik 1996). Begrundelsen for alligevel at foretage en analyse af den sproglige udvikling beskrives i rapportens indledning:

Sproget er imidlertid yderst vigtigt i forbindelse med etablering og fastholdelse af såvel den personlige som den fælles identitet. Derfor er sproget også i høj grad relevant for Grønland som en afgrænset selvstændig politisk og kulturel enhed. At det enkelte menneske i høj grad ser sit sprog som tæt knyttet til sin identitet er i Grønland gennem årene kommet til udtryk ved offentlige og politiske diskussioner om anvendelsen af grønlandsk og dansk. Senest især i forbindelse med den nye skolereform, ifølge hvilken undervisningen i folkeskolen for første gang fortrinsvist vil foregå på grønlandsk (ibid. p. 1).

Vores projekt udspringer af en interesse i at undersøge, hvordan sprogdebatten i Grønland er en debat om den grønlandske nationale identitet. Selvom det udefra set virker som om der er konsensus om, at Grønland skal etablere sig som selvstændig nation, er der, når man dykker ned i debatten, et væld af divergerende og modsatrettede holdninger til, hvordan nationen Grønland skal se ud - nu og i fremtiden.

Således ser vi sprogdebatten som en 'kampzone', hvor debattørerne artikulerer deres forskellige syn på det grønlandske samfund. Begreberne 'grønlænder' og 'dansker', 'det danske sprog' og 'det grønlandske sprog' er omstridte kategorier, der indtager en central plads i debatten og hvis betydning ændres alt efter hvilke sammenhænge de indgår i.

Vores fokus for denne analyse er at undersøge:

hvordan de to kategorier dansk sprog og det grønlandske samfund indholdsudfyldes, og hvilke diskurser der bliver trukket på for at problematisere og legitimere det danske sprogs tilstedeværelse i det grønlandske samfund.

I vores projekt tager vi udgangspunkt i en række avisartikler fra de grønlandske medier(1), der alle eksplicit debatterer den grønlandske sprogpolitik. Ud fra en diskursanalytisk tilgang, har vi analyseret artiklerne og identificeret en række gennemgående diskurser og temaer, som vi har valgt at lade fungere som strukturerende princip for vores præsentation af analysen. De fem emner er som følger:

Dansk er en trussel mod den grønlandske nation
Dansk er en uddannelsesmæssig kompetence
Grønland er afhængigt af dansksproget arbejdskraft
Sprogpolitikken må tage hensyn til det dansksprogede mindretal
Grønlandsk og dansk er et sammenhængende hele.

Analyserne viser, at det danske sprog er en særdeles omstridt kategori, der både indholdsudfyldes som et modersmål og et andetsprog, som en faglig kompetence og en etno-kulturel identitetsmarkør. Måden det danske sprog indholdsudfyldes på, både afspejler og skaber Grønland, der befinder sig i et spændingsfelt mellem at være en kulturelt homogen nation og et multikulturelt samfund.

Først vil vi redegøre for vores empiriske materiale: kommunikationsmiljøet og vores kriterier for udvælgelse af tekster. Derpå vil vi skitsere sprogpolitikken i Grønland historisk. Efterfølgende vil vi redegøre for diskursanalyse som teoretiske fundament og metodiske værktøj, samt skitsere relevant teori om identitet og gruppedannelse - herunder national og etno-kulturel identitet. Så vil vi præsentere vores analyse og afslutte med en konklusion.

Kommunikationsmiljøet

I vores analyse af sprogdebatten har vi hentet vores empiriske materiale fra de to landsdækkende og tosprogede aviser Sermitisiaq og Atuagalliutit/Grønlandsposten (A/G) samt den dansksprogede internetavis Atagu. Således begrænser vores kommunikationsmiljø sig til de skrevne offentlige medier.

Det er vigtigt at bemærke, at offentligheden i Grønland er meget lille. Befolkningen består af kun 50.000 mennesker og kommunikationsformen virker meget 'lokal'. Stemmer fra politikere, redaktører og formænd blander sig med stemmer fra lægfolk og bygdeboere, og de forskellige debattører tiltaler flere steder hinanden ved fornavn.

Udover de 50.000 indbyggere er der desuden en mindre gruppe med interesse i grønlandske anliggender, fortrinsvis bosat i Danmark. Denne gruppe tæller, udover udlandsgrønlændere, også forhenværende "tilkaldte"(2)og andre med relationer til Grønland.

Vi vil her kort præsentere de tre aviser, vurderet ud fra de for os tilgængelige kilder:

Sermitsiaq

Sermitsiaq er ifølge redaktøren, Poul Krarup, en politisk og økonomisk uafhængig avis(3). Det er en weekendavis, som udkommer hver fredag med et oplag, der svinger mellem 4.500 og 5.000. Af de omkring 20.000 boliger, der er i landet dækker avisen altså ca. 25%. Redaktøren siger selv: "Vi har svært ved at få oplaget op, fordi alle virksomheder, institutioner, kontorer holder avisen. Det vil sige folk læser den på deres arbejde og så køber de den ikke. Det vil sige vi har mange læsere per avis - Vi anslår omkring 4-5 læsere per avis". Udfra dette, skulle avisen nå ud til 50% af Grønlands befolkning.

For at få et andet perspektiv på avisen, kontaktede vi en medarbejder ved Grønlands Hjemmestyres afdeling i København. Medarbejderen beskrev den redaktionelle linje som politisk midterorienteret/socialdemokratisk, med en politisk linie, der er loyal overfor landsstyret, især partiet Siumut. Avisen støtter op omkring det private initiativ, men mener samtidigt, at det er vigtigt med basale velfærdsydelser og -omsorg. Idet avisen kun udkommer én gang om ugen, er stoffet ofte bedre gennemarbejdet og artiklerne som regel længere, end i A/G.

Atuagalliutit/Grønlandsposten

Udkommer to gange om ugen, og har et oplag der er ligger ret konstant på ca. 3.600. Ligesom Sermitsiaq er A/G en politisk og økonomisk avis, det har den været Ifølge medarbejderen på Hjemmestyrets kontor, er den redaktionelle linje på A/G meget lig Sermitsiaqs "der er ikke de store ekstremer i Grønlandsk politik". A/G er altså midterorienteret, men dog med en anderledes kritisk indstilling overfor landsstyret. Medarbejderen fortsatte, at avisen i øjeblikket er ret venstreorienteret, men at dette først og fremmest var nogle journalisters holdninger, der skinnede igennem og at det derfor ikke skulle tilskrives den redaktionelle linje.

Atagu

Atagu er en rent dansksproget internetavis. I debatsiderne, under overskriften 'sprog' ligger der en mængde artikler, der ifølge redaktøren udgør "et repræsentativt udvalg af de indlæg der har været fremme i den offentlige debat siden 1995". Der er således ikke tale om en fuldstændig præsentation af sprogdebatten. Ifølge redaktøren "først og fremmest fordi der kun er bragt indlæg som er udformet på dansk". Hovedparten af indlæggene har i forvejen været bragt i de trykte medier. Redaktøren har desuden "udeladt en række indlæg, der ikke udtrykker noget nyt i forhold til allerede medtagne indlæg".

Avisen har ca. 15.000 besøgende om måneden. Det er uvist hvor mange af disse der befinder sig på grønlandsk jord. I gennemsnit bliver der åbnet 3000 sider på Atagu i døgnet.

Atagu er et enkelt mands værk, det vil sige redaktøren, Anders Nilsson, står selv for alle udgifterne, udover selve server-pladsen som er sponsoreret af Kimik IT A/S. Anders Nilsson er medlem af det liberale parti Atassut. Han er dansk af afstamning, grønlandsk gift og ser sig selv som en del af det dansksprogede mindretal i Grønland (hvilket fremgår af hans artikel. Se kapitlet Det dansksprogede mindretal ). Han siger selv: "jeg tilstræber at holde ATAGU adskilt fra mit politiske arbejde." Men der er selvfølgelig den fare, at hans "repræsentative" udvælgelse rummer en bias, dels på grund af hans politiske arbejde og dels på grund af hans klare holdninger i debatten.

Kriterier for udvælgelse af tekster

Vores analyse bygger på otte medietekster fra perioden mellem oktober 1997 og oktober 1999. Vores udvælgelse af netop disse otte tekster har flere dimensioner. For det første har vi af sproglige hensyn måtte begrænse os til den del af debatten der foregår på dansk. Men da landets to store aviser er tosprogede har vi ikke oplevet vores manglende sprogfærdigheder som så massiv en begrænsning.

Ved hjælp af den dansksprogede internetavis Atagus hjemmeside fik vi adgang til alle dansksprogede debattekster fra de sidste fire år. Dette praktiske værktøj og vores krav om aktualitet dannede således ramme for den oprindelige udvælgelse af 32 tekster.

Ved en gennemlæsning af disse tekster, fandt vi en række temaer og synspunkter, der var gennemgående. Et par af de 32 artikler var fra den danske avis Weekendavisen. Disse valgte vi fra, fordi de ikke var skrevet til et grønlandsk medie. De indgik godt nok i debatten, men deres primære målgruppe var danskere i Danmark og da vi ville begrænse os til at belyse sprogdebatten fra en grønlandsk vinkel, valgte vi dem fra.

De resterende tekster er fra de to ugentlige aviser Sermitsiaq og Atuagalliutit/Grønlandsposten (A/G), samt internetavisen Atagu (se introduktion til medier). En væsentlig del af artiklerne var ledere i Sermitsiaq, hvoraf vi valgte to, der beskæftiger sig med aktuelle sager, nemlig sagen om formanden for Grønlands største fagforening SIK, Jess G. Berthelsens markante synspunkter vedrørende det danske sprogs position i Grønland og sagen om politikeren Anders Nilssons brug af dansk fra Landstingets talerstol, hvor blandt andet Jess G. Berthelsen har været fremme med heftig kritik.

Vores kriterier for yderligere fravalg, er baseret på en gennemgang af teksterne dels ud fra emne og dels ud fra deres aktualitet. Nogle af artiklerne har vi fravalgt, da de beskæftigede sig meget konkret med en i dag ikke så aktuel sag. Vi forsøgte i den sidste udvælgelse at vælge artikler, der dækker en så bred vifte af positioner og diskurser som muligt og hvori skribenterne repræsenterer et så bredt udsnit som muligt af de aktører, der deltager i sprogdebatten. De udvalgte 8 tekster er vedlagt som bilag.

Den grønlandske sprogdebat i et historisk perspektiv

I dette afsnit vil vi sætte debatten omkring sprog i Grønland i et historisk perspektiv ved at gennemgå den historiske udvikling fra kolonisering til hjemmestyre og integrationsskole.(4)

Før den danske koloniseringen af Grønland i 1721 var grønlandsk det eneste sprog på øen. Det grønlandske sprog var dog på dette tidspunkt langtfra homogent, men varierede meget i dialekter i de forskellige egne af landet.

Efter koloniseringen oprettede den danske kolonimagt skoler rundt omkring i landet, hvor undervisningen udelukkende foregik på grønlandsk. Det officielle argument var, at grønlandsk sprog og kultur skulle bevares og alle udsendte fra Danmark blev således nødt til at lære sig grønlandsk. Denne politik blev imidlertid ophævet efter 2. verdenskrig. Selvom det grønlandske sprog var velbevaret, havde sprogpolitikken samtidigt virket isolerende for den grønlandske befolkning. Den grønlandske elite stillede derfor krav om at få indført danskundervisning i folkeskolen. Danskundervisning blev indført, men dog af svingende kvalitet. I mange bygder var det svært at finde lærerkræfter og projektets succes var begrænset.

Danskerne fremstod i denne periode som herrefolk (Parbst 1997), og det danske sprog blev set på som noget yderst positivt, der symboliserede høj klasse. Ved ophævningen af kolonistyret i 1953 blev daniseringen endnu mere omfattende, og tiltog i styrke op gennem 60-70erne. Dansk var nu vejen til indflydelse og den eneste måde man kunne påvirke udviklingen i sit eget land. Fra dansk side så man daniseringen som et moderniseringsprojekt, der skulle hjælpe den grønlandske befolkning op på et højere levestade.

De såkaldte a/b skoler blev indført. De var delt op i a-linjen med grønlandsksprogede klasser for de grønlandske børn og den dansksprogede b-linje for danske børn, samt særligt dygtige grønlandske børn (Helga Maqe Nielsen i Gynter 1999, p. 280). I de dansksprogede klasser lærte man ikke grønlandsk, da holdningen var, at "dette ikke var nødvendigt" (Nielsen 1999 p. 1): Dette skabte en stor gruppe af især danske børn og børn af blandede ægteskaber, der ikke lærte grønlandsk.

Op igennem 70erne voksede modstanden mod daniseringen og kravet om selvstændighed, tiltog i styrke. Der havde allerede fra slutningen af 60erne været udbredt utilfredshed med fødestedskriteriet, som sikrede danskere højere løn, nemmere adgang til boliger og andre goder (Skydsbjerg 1999 pp 21-22). Denne modstand udmøntede sig i indførelsen af hjemmestyreordningen i 1979, hvor man tog afstand fra daniseringen og påbegyndte en systematisk grønlandisering. Man søgte tilbage til sine rødder og i løbet af 70erne udviklede det sig til, at alt grønlandsk blev set som godt og alt dansk tilsvarende som et onde. I samme proces blev Grønland ved lov defineret som enkeltsproget, hvilket var problematisk for den store gruppe, der havde gået i de rent dansksprogede klasser. De havde som før nævnt igennem hele deres skoletid ikke lært grønlandsk og befandt sig nu i et samfund hvis sprogpolitik krævede det grønlandske sprog.

På alle områder blev der arbejdet for at grønlandisere. I skolen lagde man nu stor vægt på grønlandskundervisningen og dansk blev betragtet som negativt. I praksis medførte det, at de børn der gik i folkeskole i denne periode, kun i meget lav grad blev tosprogede og i dag, er deres danskkundskaber gennemgående begrænsede. På grund af mangel på veluddannede folk var der på arbejdsmarkedet stadigt mange danske tilkaldte(5)og derudover en betydelig mængde dansksprogede fastboende.

Frem til 1994 var Grønland ifølge den officielle politik et enkeltsproget samfund. I 1994 blev det imidlertid vedtaget, at Grønland skulle være tosproget. Der blev endvidere indført et nyt skolesystem med de såkaldte integrationsskoler. Hermed ophævede man opdelingen i dansksprogede og grønlandsksprogede klasser og indførte fælles undervisning for alle. Tanken med at indføre integrationsskolen var at nedbryde den sproglige barriere mellem de to grupper elever. Den fælles undervisning skulle afhjælpe den sociale opdeling mellem danskere og grønlændere og skulle endvidere forbedre begge gruppers andetsprog (Skydsbjerg 1999, p. 175).

Integrationsskolen tager udgangspunkt i det grønlandske sprog og underviser i dansk som fremmedsprog fra fjerde klasse. Der er dog stadig dansksprogede klasser i Nuuk, hvor danske forældre har fået dispensation, så deres børn kan blive undervist på deres modersmål.

Det grønlandske samfund er i dag tosproget både officielt og i praksis. Ifølge en levevilkårsundersøgelse fra 1994 af 1121 tilfældigt udvalgte personer i Grønland ser sprogfordelingen således ud:

Respondenternes sprog	1994
Grønlandsk som hovedsprog /taler kun lidt dansk	36,0%
Grønlandsk som hovedsprog /taler godt dansk	35,3%
Dobbeltsproget	13,0%
Dansk som hovedsprog /taler godt grønlandsk	3,7%
Dansk som hovedsprog /taler kun lidt grønlandsk	11,9%

(Grønlands Statistik 1995 p.3)

Den nye lovgivning er efterfølgende blevet diskuteret meget. Loven blev vedtaget, uden at befolkningen var blevet spurgt om de ønskede, at Grønland skulle være et enkeltsproget eller tosproget samfund. Det er blandt andet denne beslutning, der ligger som baggrund for den debat, vi beskæftiger os med.

Teoretisk udgangspunkt

I dette kapitel vil vi beskrive de teorier og den metode, som vi har valgt at foretage vores analyse af den grønlandske sprogdebat ud fra. I vores teoretiske og metodiske tilgang til diskursanalyse trækker vi primært på Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse, men integrerer redskaber fra Laclau og Mouffes diskursteori. Desuden trækker vi i selve analysen på enkelte begreber fra diskurspsykologerne Jonathan Potter & Margaret Wetherel og Michael Billig. Derpå redegør vi for relevant teori om identitet og gruppedannelse, herunder national og etnokulturel identitet.

Teori

Overordnet placerer vi os inden for en socialkonstruktionistisk tilgang. Begrebet socialkonstruktionisme dækker over en bred vifte af tilgange. Selvom der hersker uenighed om hvilke teoretikere, der er inkluderet i termen og på hvilket grundlag, er der ifølge Vivien Burr visse fællestræk, der gør det muligt at tale om socialkonstruktionisme som en teoretisk retning. Vi tilslutter os Burrs forståelse af socialkonstruktionismen og dens fællestræk, som hun beskriver således: A critical stance towards taken-for-granted knowledge. Historical and cultural specificity. Knowledge is sustained by social processes. Knowledge and social action go together (Burr 1995, pp. 2-5). Ved at placere os indenfor den socialkonstruktionistiske tilgang tilslutter vi os det filosofiske præmis, at sproget ikke afspejler verden neutralt, men spiller en aktiv og vigtig rolle i at skabe og forandre den. Det er igennem sproget, at vi tillægger verden betydning og alt efter, hvordan vi taler om verden, konstruerer vi forskellige billeder af virkeligheden. Vores forståelser og beskrivelser af verden er således kontingente - mulige, men ikke nødvendige. Det er ikke dermed sagt, at verden er en fiktion og at der ikke eksisterer en fysisk virkelighed ‘derude’. Pointen er, at det kun er gennem sproget, verden får betydning.

Set i dette perspektiv, er sproget en social handling. Den måde vi taler om verden på har sociale konsekvenser, idet vi gennem sproget muliggør visse handlinger og udelukker andre. Et studie af sproglige ytringer kan fortælle meget om, hvordan virkeligheden skabes, kæmpes om og forandres.

Diskurs

Et grundlæggende præmis i socialkonstruktionismen er, at det er gennem diskurser, vi konstruerer den sociale verden i betydning. Konkret er en diskurs konstitueret gennem en mængde af tegn. Tegnet har isoleret set et mangfoldigt fortolkningspotentiale. Først i det øjeblik det kædes sammen med andre tegn i diskursen, får det fastlagt sin betydning. En diskurs kan derfor ses som et forsøg på at lave en lukning i forhold til tegnets betydning (Laclau og Mouffe 1985, pp. 105-106).

Diskursive kampe

Denne lukning, en diskurs laver, er dog aldrig fuldstændig, og der foregår derfor konstant diskursive kampe mellem forskellige betydningstilskrivelser. Disse kampe foregår både internt i den enkelte aktør og mellem diskuterende parter, idet vi altid trækker på mindst én, typisk flere af det mangefold af diskurser, der er til rådighed. Det er derfor vigtigt i en diskursanalyse at fokusere på, hvor der hersker antagonisme - det vil sige konflikt imellem forskellige betydningstilskrivelser, og hvor der er hegemoni(6) - det vil sige konsensus om én synsvinkel som den naturlige (Jørgensen og Phillips 1999 p. 48). Ved at fokusere på antagonisme og hegemoni kan man få indblik i, på hvilke områder der er konsensus og på hvilke der hersker kamp og splid. Dette kan fortælle meget om den virkelighed, de diskursive praksisser på den ene side er underlagt og på den anden side er med til at forme og ændre. I den grønlandske sprogdebat hersker der på mange områder antagonisme i spørgsmålet om sprogpolitikken i samfundet, men for eksempel fremstår ønsket om, at Grønland på sigt skal blive uafhængigt, stort set som hegemonisk.

Sproget og det sociale

I Faircloughs teori er det en vigtig pointe, at sprogbrug er en del af en social praksis. Sproget eksisterer ikke uafhængigt af den sociale virkelighed, den er en del af (Fairclough 1992 p. 66). For Fairclough må ethvert tilfælde af sprogbrug derfor forstås og analyseres som en kommunikativ begivenhed med tre dimensioner: den må ses som 1) en tekst -både verbale og nonverbale udtryk (tale, skrift, billede, og så videre) som 2) en diskursiv praksis - der indebærer produktion og konsumption af tekster og som 3) en social praksis (ibid. p. 73). Den diskursive og den sociale praksis står ifølge Fairclough i et dialektisk forhold til hinanden. Diskurs er på én gang konstitueret af og konstituerende for det sociale. Den sociale praksis består af diskursive elementer, men kan ikke dermed reduceres til at være ren diskurs. Og omvendt er det diskursive influeret af den sociale praksis, men er ikke dermed rene effekter af det sociale (ibid. p. 65).

Med dette syn på forholdet mellem sproget og det sociale adskiller Fairclough sig fra de mere rendyrkede poststrukturalister, som for eksempel Laclau og Mouffe, der ser diskurs som den praksis, der former verden i betydning. Vi tager imidlertid afstand fra Faircloughs ontologiske skel mellem det diskursive og ikke-diskursive, idet vi tager det poststrukturalistiske standpunkt, at al betydning skabes diskursivt. Det betyder dog ikke, at vi mener at alt flyder. I en konkret analyse er der nogle praksisser, der er så institutionaliserede og rutiniserede, at de kan betragtes som strukturer, der står i et eksternt forhold til den diskursive praksis. Inspireret af Jørgensen og Phillips har vi fundet det anvendeligt at operere med et analytisk skel imellem det diskursive og det sociale (Jørgensen og Phillips 1999 p. 145). Når vi anvender Faircloughs model og således skelner imellem de tre niveauer, er det på det analytiske plan - en rent strategisk skelnen, som vi foretager ud fra pragmatiske hensyn - også fordi vi finder Faircloughs model meget anvendelig som metodisk værktøj. I og med vi kun skelner analytisk og ikke ontologisk, mener vi, at vi samtidig kan integrere begreber fra Laclau og Mouffes diskursteori, uden at vi dermed arbejder med to teoretiske retninger, der i ontologisk henseende strider mod hinanden.

Diskursorden

Enhver tekst eller række af tekster vil være udgjort af en mængde diskurser, der i det samme felt kæmper om retten til at definere de involverede tegns betydning. Fairclough foreslår, at man i sin analyse afgrænser den samlede mængde af diskurser, der kæmper i samme felt, med begrebet diskursorden (Fairclough 1992 p. 68). Fordelen ved at fokusere på diskursorden er dels, at man kan afgrænse sit felt og dels, at man bedre kan forholde sig til social forandring, da éns diskursorden i en konkret analyse kan fungere som en baggrund, man kan holde sit materiale op imod og som muliggør overvejelser omkring kontingens og permanens (Jørgensen og Phillips 1999 p. 148). Ifølge Fairclough er det nemlig en mulighed og et udtryk for social forandring, når diskurser, der traditionelt har været begrænset til én diskursorden artikuleres i en ny (Fairclough 1992, p.10). I vores analyse, har vi defineret sprogdebatten i Grønland som diskursorden.

Vi vil nu bevæge os væk fra det overordnede teoretiske og redegøre for de konkrete metodiske værktøj, vi vil anvende i vores analyse.

Metode

Som metodisk værktøj har vi valgt primært at trække på Faircloughs kritiske diskursanalyse. Han opstiller en række metoder til at analysere tekster på de tre niveauer. Han pointerer, at de tre niveauer indgår i et sammenhængende hele, men argumenterer for, at de analyseres som adskilte dimensioner (Fairclough 1992 p. 71-73). I analysen af den diskursive praksis-niveau foreslår han, at man koncentrerer sig om at identificere forskellige diskurser og ser på hvordan de optræder både som ressourcer og begrænsninger for de implicerede aktører. I analysen af tekst-niveuaet foreslår han, at man fokuserer på hvordan disse diskurser er konstitueret lingvistisk. Og i analysen af det sociale praksis-niveau, der leder hen imod konklusionen, foreslår han, at man forholder sig til de diskursive praksissers rolle i opretholdelsen og forandringen af det sociale.

I det følgende vil vi kun trække på Fairclough i analysen af tekst- og diskursiv praksis-niveau. I forbindelse med det sociale praksis-niveau vil vi inddrage anden teori om identitet og gruppedannelse.

Den diskursive praksis-niveau

På den diskursive praksis-niveau er Faircloughs begreb intertekstualitet relevant. Intertekstualitet refererer til det grundforhold, at alle kommunikative begivenheder trækker på tidligere kommunikative begivenheder. Kommunikation er i stadig udvikling og bygger på det, der er gået forud(7)(ibid. p. 102-4). En mere markant form for intertekstualitet, er dér, hvor teksten eksplicit gør opmærksom på sin reference, hvilket han benævner manifest intertekstualitet (ibid. p. 117). I vores materiale er der adskillige eksempler på manifest intertekstualitet, idet afsenderne kommenterer direkte på hinandens udsagn og nævner hinanden ved navn. Men der er også en høj grad af ikke manifest intertekstualitet, hvor det er tydeligt, at de forskellige debattører, uden at det ekspliciteres, trækker på de samme diskurser. Dette er et udtryk for det, Fairclough kalder interdiskursivitet :

Interdiskursivitet er en form for intertekstualitet, men et lidt smallere begreb, der retter opmærksomheden på specifikke diskurser. I en konkret tekst kan man se på hvilke diskurser der bliver trukket ind og hvordan samt vurdere om de bliver anvendt på konventionel vis eller på nye kreative måder. Dette kan have betydning i en bredere social kontekst, idet det kan bidrage til kontinuitet eller forandring (Fairclough 1992 p. 232). På det interdiskursive plan har vi fundet en række af diskursteoretikerne Laclau og Mouffes begreber relevante. Særligt vigtige tegn i en diskurs kalder Laclau og Mouffe for nodalpunkter. Dette er tegn som andre momenter i diskursen defineres ud fra og ordnes omkring (Laclau og Mouffe 1985 p. 112). Disse nodalpunkt er kan være nyttige at fokusere på, da de kan hjælpe til at identificere konkrete diskurser og se, hvordan de er opbygget (Jørgensen og Phillips 1999 p. 37). Et begreb som er relateret til nodalpunkt er er flydende betegner. Flydende betegnere er de tegn, hvis betydning ikke er fastlagt og som forskellige diskurser kæmper om at indholdsudfylde. Således er nodalpunkt er også flydende betegnere, men hvor nodalpunkt er beskriver tegnets rolle indenfor diskursen, beskriver flydende betegner tegnets rolle i den diskursive kamp mellem to eller flere diskurser (ibid. p. 39). I den grønlandske sprogdebat er sproget et eksempel på et nodalpunkt, der samtidig er en flydende betegner. Sprog er centralt som det tegn, mange diskurser er organiseret omkring og det bliver eksempelvis både indholdsudfyldt som modersmål og andetsprog og som en etnokulturel identitetsmarkør og som et rent kommunikativt værktøj.

Tekst-niveau

Vi har fundet Fairclough særdeles anvendelig i den tekstnære analyse. I modsætning til både diskursteorien og diskurspsykologien leverer Fairclough en konkret 'værktøjskasse' til analyse af sproglige strategier i tekster(8). Det er nærliggende, at se på lingvistiske elementer, når vores tekstkorpus udelukkende består af tekst i form af tale. Den lingvistisk baserede tekstanalyse har dels den fordel, at man ved at fokusere på grammatisk sprogbrug kan åbne dele af teksten, som ikke var umiddelbart synlige. Og dels, at man kan styrke analysens validitet, idet man via den tekstnære analyse bedre kan dokumentere, hvordan de diskursive elementer er konstitueret gennem lingvistiske elementer som metaforer, grammatik og så videre Vi vil dog ikke forsøge slavisk at bruge hele Faircloughs 'værktøjskasse', men i stedet trække den ind, hvor vi finder det anvendeligt. Derfor vil vi kun kort præsentere de mest centrale begreber for vores analyse, nemlig de grammatiske begreber transitivitet og modalitet, samt metaforer. De øvrige begreber vil vi præsentere i den sammenhæng vi anvender dem.

Transitivitet vedrører spørgsmålet om agentur: hvor fremtrædende er agenten i teksten og hvornår og i hvilken grad bruges de forskellige pronominer som for eksempel 'man', 'jeg', 'du' og 'dem'. Herunder er det også vigtigt at se på brugen af aktiver og passiver i sætningen. Ved at se på transitivitet, får vi indblik i hvordan ansvar tillægges eller fralægges forskellige agenter.

Modalitets begrebet henviser til den grad af sikkerhed eller 'sandhed' teksten postulerer, hvilken grad af tilslutning afsenderen tillægger sine udsagn. Fairclough skelner mellem det, han kalder subjektiv modalitet og objektiv modalitet. Subjektiv modalitet dækker over udsagn, hvor afsenderen eksplicit gør opmærksom på, at det er hendes personlige mening eller holdning, der kommer til udtryk. Den subjektive modalitet giver læseren et indtryk af, at den artikulerede holdning ikke er den eneste, at der findes andre tolkningsmuligheder. Objektiv modalitet dækker over udsagn, hvor holdningen bliver udtrykt som en kategorisk sandhed. Læseren får her et indtryk af, at udsagnet er en sandhed uden modifikationer og at andre tolkninger ville være fejlagtige. Hvorvidt den subjektive eller den objektive form opleves som mest overbevisende er imidlertid også konktekstafhængigt. Eksempelvis kan følelseladede, subjektive udsagn i nogle sammenhænge virke mere overbevisende end eksempelvis 'objektive' statistikker.

Brugen af metaforer i tekster er med til at vise, hvilket socio-kulturelt videnslager skribenten trækker på (Fairclough 1992 p. 194-8). Ved at analysere metaforer kan vi få indblik i hvilke forestillinger de enkelte aktører trækker på, og hvilken betydning det har for måden de konstruerer deres version af virkeligheden.

Det er vigtigt at understrege, at vores primære interesse i dette projekt er, gennem diskursanalysen som metodisk værktøj, at opnå bedre forståelse for den empiriske virkelighed vi analyserer. Vi bruger derfor teorierne og analyseredskaberne strategisk og instrumentelt. Vi har således hverken ambitioner om at foretage en afprøvning af Fairclough og Laclau og Mouffes teorier og føler os heller ikke forpligtede til at bruge dem i deres helhed, men 'plukker' det ud af dem som vi finder relevant og anvendeligt.

Gennem hele analysen taler vi om at aktørerne "trækker en diskurs ind...", "benytter en sproglig strategi...", og så videre. Det er vigtigt at pointere, at vi ikke hermed mener, at aktørerne nødvendigvis bruger diskurserne bevidst og instrumentelt. Vi har den holdning, at alle mennesker er både agenter og produkter af diskurs og trækker på dem både bevidst og ubevidst. Vi vælger ikke at skelne mellem bevidst og ubevidst brug af diskurser, da diskurserne tager del i og er med til at skabe debatten uanset om de er bevidste eller ubevidste.

Teorier om identitet

I dette afsnit vil vi redegøre for vores syn på identitet og gruppedannelse, herunder national og etnisk identitet. Vi skelner ikke mellem individuel- og kollektiv identitet, da de begge i et socialkonstruktionistisk perspektiv er organiseret efter "samme principper i samme diskursive processer" (Jørgensen og Phillips 1999 p. 52).

Set fra et socialkonstruktionistisk perspektiv konstrueres selvet i diskursiv praksis. "Identiteter er noget man påtager sig, tildeles og forhandler om i diskursive processer, og derfor forstås identitet som noget helt igennem socialt" (Jørgensen og Phillips 1999 p. 55). Identiteter er, som diskurser, foranderlige og fragmenterede og historisk og kulturelt konstruerede (Burr 1995 p. 31). Dette syn på identitet kan ses som et opgør med den moderne forståelse af individet som samlet om en indre kerne - en iboende essens - der udgør personens 'sande selv'. Fra en socialkonstruktionistisk vinkel giver det ikke mening at tale om at blive ‘sig selv’, fordi subjektet i udgangspunktet betragtes som splittet (Jørgensen og Phillips 1999 p. 56).

Med andre ord kan identitetsprocessen beskrives som en repræsentationsproces, hvor vi får vores identitet ved at blive repræsenteret diskursivt (ibid. p. 56). Som personer eller grupper bliver vi sat i bestemte positioner i en diskurs. Men for at vi kan betragte denne subjektposition som 'vores' identitet, kræver det, at vi identificerer os med den. Identitet er derfor identifikation med en subjektposition i en diskursiv struktur (ibid. p. 56). Identitetsprocessen er således dobbelt: dels repræsenteres vi i diskurs og dels identificerer vi os med denne repræsentation. Til at belyse processen, hvor identiteter konstrueres og bruges diskursivt, har vi fundet en række begreber fra Laclau og Mouffes diskursteori relevante. De subjektpositioner som diskurserne tilbyder og som subjektet identificerer sig med, kan ses som identitetens nodalpunkt er. Diskursivt er identiteten konstitueret ved at nodalpunkt erne indholdsudfyldes i ækvivalenskæder, hvor tegn sorteres og sammenknyttes i kæder overfor hinanden. Ens identitet bliver altså etableret i forhold til de andre tegn i den diskursive struktur. Identiteten er dermed altid organiseret relationelt: man er noget, fordi der er noget andet, man ikke er (ibid. p. 56). Eksempelvis defineres en grønlænder i nogle diskurser som 'eskimo', 'fastboende' og 'grønlandsksproget', i modsætning til en dansker, der defineres som 'arbejdskraft', 'tilkaldt' og 'dansktalende'.

Men som vi har set består det sociale af flere og modstridende diskurser og derfor positioneres subjektet ikke bare i ét sted i én diskurs, men i mange forskellige positioner i forskellige diskurser (ibid. p. 53). Identiteter er derfor, lige som diskurser, foranderlige. Subjektet er fragmenteret eller decentreret ; det har flere identiteter alt efter hvilke diskurser, det indgår i. Subjektet er derfor også overdetermineret ; det har principielt altid mulighed for at identificere sig på forskellige måder i en bestemt situation. En given identitet er derfor kontingent mulig, men ikke nødvendig (ibid. p. 56).

Udfra dette processuelle syn på identitet bliver det interessant at fokusere på de kampe, der foregår i etableringen og forhandlingen af identiteter. Gennem vores analyse af sprogdebatten er et væsentligt fokus derfor, at få indblik i de processer hvor grønlandsk og dansk identitet skabes, forhandles om og forandres. Vi vil betragte begreberne sprog og identitet som flydende betegnere og fokusere på, hvordan de indholdsudfyldes forskelligt - blandt andet ved at indgå ækvivalenskæde r. Med vores forståelse af diskurs som en social praksis, indtager sproget en væsentlig plads i de grænsemarkeringer og konstruktioner af forskelle, der er centrale i etnisk, såvel som kulturel og national identitetskonstruktion.

Gruppedannelse og kategorisering

I tråd med synet på identitet, tager man i socialkonstrutionismen afstand fra at betragte grupper som på-forhånd-givne kategorier(9), men ser dem derimod som symbolske identitetsfælleskaber, der konstrueres i diskursiv praksis. Disse identitetsfællesskaber opstår igennem en reduktion af muligheder, hvor bestemte elementer fremhæves som relevante og andre ignoreres (Jørgensen og Phillips 1999 p. 56). Dette syn på gruppeidentitet beskriver en dobbeltsidig lukning. På den ene side en lukning indadtil i gruppen - de elementer der fremhæves som relevante vil typisk accentuere det fælles for gruppen og skjule de forskelle der måtte eksistere indad i gruppen. På den anden side en lukning udadtil over for 'den anden' - de elementer, der fremhæves som relevante bliver fremstillet som forskellige fra 'den anden' og fungerer som det, gruppen definerer sig i modsætning til (ibid. p. 57). Denne reduktion af muligheder hænger blandt andet sammen med, at kategorier er statiske og har bestemte tyngdepunkter. Dette betegner antropologen Kirsten Hastrup med begrebet semantiske tætheder(10), der beskriver det fænomen, at "visse betydninger er socialt mere signifikante end andre" (Hastrup 1989 p. 20). Som eksempel kan vi nævne, at når vi hører ordet Grønland, så tænker vi nærmere på en grønlandsk sælfanger og på et isbjerg end på en kontormand i Nuuk. Når det gælder om at indholdsudfylde kategorien grønlandsk kultur, ligger den semantiske tæthed altså klart omkring livet på småpladserne.

Den semantiske tæthed omkring et tegn beskriver, så vidt vi kan se, stort set den proces der producerer stereotyper. I stereotypisering konstrueres både gruppens og 'den andens' identitet som typer ud fra karikerede generaliseringer. En stereotypisering har således den svaghed, at den kun fanger en yderst begrænset udsnit af den virkelighed, den optræder som kategori for. Dette kan få konsekvenser for de mennesker, der befinder sig i 'udkanten' af kategorien, og der ligger derfor en klar eksklusionsmekanisme i stereotypisering, idet kun visse personer og visse typer adfærd bliver accepteret som værende i overensstemmelse med stereotypen(Jørgensen og Phillips 1999 p. 187). Eksempelvis konstrueres grønlænderen i den grønlandske debat om sproget flere steder, som én der taler grønlandsk, er født i landet, og så videre, hvilket kan have konsekvenser for de, der ikke kan påvise disse karakteristika og dermed har vanskeligere ved at blive inkluderet i det grønlandske fællesskab.

Vi vil i vores analyse hovedsageligt fokusere på national og etnokulturel identitet som to vigtige former for gruppeidentitet. De er begge udtryk for gruppedannelse og beskriver derfor i princippet identiske processer, forstået på den måde at de begge udgør symbolske 'forestillede fællesskaber' (Anderson 1983). Det nationale fællesskab er 'bare' til forskel fra det etniske, blevet institutionaliseret og løftet op på statsniveau.

National identitet

Kigger vi på verden, som den ser ud i dag, er ethvert landområde (på nær polerne) inddelt i nationale enheder, hvilket er et beskrivende billede på den nutidige udbredelse af den nationale idé. Den nationale idé bygger overordnet på en forestilling om staten som et folkefællesskab forenet af samme sprog og kultur og således på et ideal om et territorialt forankret, afgrænset og homogent fællesskab (Lieb og Olwig 1994 p. 7).

Flere samfundsforskere har imidlertid påpeget. at den nationale inddeling af verden ikke er naturgiven, men derimod en social konstruktion, der er opstået indenfor de sidste par hundrede år. Forskellige forskere har givet forskellige forklaringer på nationalstatens oprindelse, hvor nogle af de mest indflydelsesrige teorier er udviklet af blandt andre Ernest Gellner, Eric Hobsbawm, Benedict Anderson, Anthony Smith m.fl. (Jørgensen og Phillips 1999 p. 171). Fælles for dem alle er, at de påpeger nationen som en specifik historisk og kulturelt forankret social konstruktion. Nationen er med Benedict Andersons ord et ‘forestillet fællesskab’, der med tiden er kommet til at fremstå som en naturlig måde at anskue verden på(Anderson 1983).

Betragtet som en social konstruktion må nationen bestandigt skabes og vedligeholdelse gennem social praksis. Her spiller sproget en central rolle(11). Som den britiske diskurspsykolog Michael Billig har vist er selv små, ubevidste ord i daglig tale med til at skabe og vedligeholde den nationale idé (Billig 1995). Dette kalder Billig ‘banal nationalisme’, hvorved han fremhæver, at der findes mange former for nationalisme, og at termen nationalisme også er relevant i almindelig og tilsyneladende ”uskyldig’ hverdagsinteraktion og ikke kun beskrivende for fundamentalistiske nationale bevægelser.

Det er imidlertid for enkelt at tale om den nationale idé, idet der verden over gives et væld af divergerende bud på, hvad nationen og det nationale fællesskab er og skal være. De fleste teoretikere skelner overordnet mellem to forskellige varianter af det nationale: den kulturelle og den politiske. I den kulturelle definition fremhæves sprog, race og historisk tradition som de væsentligste kriterier for inklusion i det nationale fællesskab. Ideen om nationen som et kulturelt fællesskab sættes af mange teoretikere i forbindelse med tysk partikularisme, hvor det nationale tilhørsforhold bygger på en forestilling om, at befolkningen objektivt tilhører den nationale ‘folkeånd’ (Østergård 1998 p. 478). Det er altså ens sprog, race og historiske ‘rødder’, der afgør ens nationalitet og kun i det omfang man kan påvise disse på-forhånd-givne fællestræk, har man mulighed for inklusion i det nationale fællesskab. Den politiske variant sættes ofte i relation til fransk universalisme, hvor nationen konstrueres som et politisk fællesskab, hvor vilje, solidaritet og følelse i befolkningen står centralt (Østergård 1998 p. 478). Modsat den kulturelle definition stilles der altså ikke krav om fælles oprindelse, historie, kultur og sprog. Medlemsskab handler om et subjektivt valg, et aktivt og selvbestemt tilhørsforhold.

Skellet mellem den kulturelle og den politiske definition af nationen er analytisk. De to varianter skal betragtes som to forenklede yderpoler, der empirisk set sjældent eksisterer i deres rene form. I de fleste empiriske kontekster flyder de to varianter sammen i historisk, kulturelt og situationsbestemte former og det giver derfor mere mening at tale om, at man i en specifik analyse kan se på, hvordan de kulturelle og politiske kriterier er vægtet forskelligt. I vores analyse vil vi derfor bruge de to begreber som analytiske kategorier, der kan være behjælpelige til at give os indblik i hvordan nationen Grønland konstrueres forskelligt, og hvilke implikationer det kan have i en bredere social kontekst.

Etnokulturel identitet

De fleste nationer verden over er beboet af mange forskellige etniske befolkningsgrupper. En så etnisk homogen nation som den danske hører til sjældenhederne. Mange nationer må betragtes som fleretniske samfund, hvor etniske mindretal forsøger at fremme den multikulturalistiske ideologi, som hævder ethvert etnisk fællesskab fundamentale kulturelle rettigheder. De etniske fællesskaber søger ved deres grænse- og identitetsmarkering at udfordre den kulturelt homogene nation til fordel for en multikulturalistisk stat. Formuleret indenfor rammerne af de nationale termer, søger de at definere samfundet ud fra en politisk definition af det nationale. I vores materiale foregår der en kamp mellem på den ene side at definere Grønland som en kulturelt homogen nation og på den anden side som et multikulturelt samfund, bestående af to etnokulturelle grupper. I den første har den kulturelle definition af nationen hegemoni, i den anden kæmpes der for, at etablere nationen ud fra en politisk definition, hvorunder etnokulturelle fællesskaber kan leve sammen på tværs af forskelle. Men som Thomas Hylland Eriksen påpeger er der imidlertid et grundlæggende problem ved multikulturalistisk ideologi. Problemet er, at den "forutsetter at "kulturer" er homogene og har "verdier", og ser bort fra at det finnes interessemotsetninger og verdikonflikter innen enhver "kultur"" (Eriksen 1993 p. 76 fremhævet i originalen).Hvornår og hvordan de forskellige definitioner af det nationale udfordres eller har hegemoni, kan fortælle meget om det artikulerede syn på både dansk og grønlandsk identitet og placeringen af disse i forhold til nationen Grønland.

Analyser

Grønland - en truet nation

Med dette afsnit vil vi vise hvordan Grønland, blandt andet gennem en diskurs, hvori det grønlandske sprog omtales som truet, konstrueres som en skrøbelig og truet nation.

Ifølge Per Langgård, der er lektor i eskimologi ved Institut for grønlandsk, Ilisimatusarfik, kommer holdningen om, at det "grønlandske sprog er så truet, at det er nødvendigt at beskytte det fx gennem lovgivningen" meget ofte til udtryk i sprogdebatten (Langgård 1992 p. 106). Dette udsagn har vi dog hentet fra en bog, der er udgivet i 1992 og det empirisk materiale, Langgård baserer sine udtalelser på er fra den tid, blandt andet fra en landstingsdebat fra 1990 (Landstingsdebat 1990, pkt. 47).

Vi har selv haft adgang til denne debat og har set, at der ofte bliver ytret bekymringer om at sproget "ikke respekteres" og "trænges i baggrunden" (ibid. p. 777), "anvendes alt for lidt" (ibid. p. 778), har behov for "styrkelse" (ibid. p. 780), "svækkes" (ibid. p. 783) og så videre.

Per Langgårds udspil er et angreb på denne 'myte' om, at det grønlandske sprog er truet (Langgård 1992. p. 106). Han foretog netop i disse år en empirisk undersøgelse i form af et pilotprojekt med henblik på at afdække udbredelsen og brugen af det grønlandske sprog. Hans resultater viste, at befolkningens grønlandskkundskaber var stigende og ikke faldende, som den herskende forestilling ellers bedyrede (ibid. p. 111ff).

Selvom der er er sket meget både i debatten og i samfundet siden hen, har vi kunnet identificere diskursen i nogle af artiklerne. Vi har identificeret den dels som noget, afsenderne bekender sig til og trækker på direkte og dels som noget, de tager afstand fra og enten implicit eller eksplicit positionerer sig i modsætning til.

I artiklen "Smid de danske redaktører ud" (A/G 20. maj 1999) trækker afsenderen Thue Christiansen på diskursen. Artiklen er et læserbrev, der anklager de to grønlandske aviser Sermitsiaq og A/G for at favorisere danskerne og det danske sprog.

Den retoriske strategi, Christiansen anvender for at opbygge troværdighed for sin klage, er at konstruere et negativt billede af avisernes arbejde. Han fremhæver, at aviserne omtaler "herboende som drukkenbolte, selvmordere, mordere med folkevalgte med trang til misbrug af offentlige midler" og fremhæver derpå, at "begge avisers redaktører ikke er grønlændere uden kendskab til det grønlandske sprog"(12). Dermed indikerer han, at redaktørernes afstamning, nationalitet og sprog er medvirkende årsager til, at aviserne bedriver det vi ville kalde gemen skandale-journalistik. Han fortsætter:

Sermitsiaq bragte færre grønlandske artikler i sit nummer 17 med hele to. I nummer 18 er grønlandske artikler også færre med hele 5 i forhold til danske. Den skulle være grønlandsk avis! [...]

Sermitsiaq er startet med udslettelsen af det grønlandske sprog - en langsom kvælning af den grønlandske befolknings kulturelle fundament.

Denne og foranstående er forbrydelser af værste art mod et lille folk.

Christiansen opbygger en ækvivalenskæde, der sætter "det grønlandske sprog" lig med "den grønlandske befolknings kulturelle fundament", hvilket igen sættes lig med "folk". At det grønlandske sprog sættes lig med kultur og igen lig med folk, er en forudsætning eller med Faircloughs begreb en presupposition for, at hans udsagn overhovedet giver mening (Fairclough 1992 p. 120). Begrebsmetafor en (Jørgensen og Phillips 1999 p. 178) "fundament" etablerer det grønlandske sprog som noget basalt: bygger du et hus uden et uden et fundament, styrter det i grus; udsletter du det grønlandske sprog, fjerner du befolkningens kulturelle eksistensgrundlag og udøver dermed overgreb mod folket. Termen fundament refererer endvidere til noget fast, sammenhængende og uforanderligt - en essentialistisk forståelse af kultur og folk - der efterlader meget begrænset plads for interne modsætningsforhold og forandringsprocesser.

Også de øvrige metaforer konstruerer grønlandsk kultur som en statisk enhed. Med begrebet "udslette" refererer han metaforisk til et folkemord og med begrebet "langsom kvælning" til sproget og kulturen som et levende væsen eller et individ. "Når nationen diskursivt konstrueres som et individ, bliver den en afgrænset og autonom helhed uden indre forskelle" (Jørgensen og Phillips 1999 p. 180). Ud fra denne forestilling er en heterogen nation et tegn på sygelig ambivalens, hvilket efterlader meget begrænset rum for et sprogligt og befolkningsmæssigt pluralt og sammensat Grønland. Den sidste metafor "forbrydelse" fremstiller avisernes handlinger som illegale overgreb mod det "lille" folk. Ligesom forbrydelse henviser sætningen "langsom kvælning" til et overvejet overgreb. Ved hjælp af disse stærkt følelsesladede udtryk skaber Christiansen et billede af Grønland som et skrøbeligt samfund, der bliver udsat for overgreb fra de to aviser.

I hans optællinger af avisartikler er det tydeligt, at definitionen af "grønlandsk" er baseret på sprog. Ved at bruge optællingen af artikler, sætter han modsætningsforholdet mellem de to sprog på spidsen og fremstiller dem som konkurrenter. Ud fra hans synonyme brug af sprog og kulturel identitet er der ikke langt fra dette, til at sige at den grønlandske og den danske befolkning står i et konkurrerende modsætningsforhold, at de to nationaliteter kun kan eksistere på bekostning af hinanden og at deres indbyrdes relation dermed er prisgivet til at stå i et dominansforhold. Dette kan udelukke alternative vinkler, som for eksempel muligheden for at danskere og grønlænder kan eksistere side om side som ligestillede grupper. Med tal og faktuelle data - der trækker på videnskabelig autoritet - og ved at formulere sig i objektiv kategorisk modalitet, prøver han at give sine ellers meget følelsesladede udsagn højere sandhedsværdi.

For yderligere at styrke sin argumentation om, at aviserne udfører et overgreb mod det grønlandske sprog (og dermed implicit grønlandsk kultur og folk), trækker han den internationale autoritet Amnesty International ind:

Vi husker A/G’s og Sermitsiaq’s vægring ved at bringe tv-programmerne på grønlandsk. Først da undertegnede truede dem at orientere Amnesty International genindførtes programmerne på grønlandsk.

Ved at bringe Amnesty International ind i debatten, fremstilles mediernes manglende brug af det nationale sprog som et brud på menneskerettighederne, hvilket får situationen til at fremstå som en højst alvorlig forbrydelse mod den grønlandske befolkning. Han påpeger, at det var "undertegnede" der tog kampen op mod krænkelserne af menneskerettighederne og opstiller hermed et kampfelt, hvor aviserne er de krænkende overtrædere og han selv er den aktive og retfærdigkære agent, der tager vare på overholdelsen af de universelle rettigheder - med lidt opbakning fra Amnesty International. Han fortsætter:

Nogle folkeslag bliver udrenset ved at jage det væk fra deres land mens andres kultur bliver kvalt langsomt - men sikkert. Er dette sidste ved at ske her i dagens Grønland? Jeg er yderst bange for at dette er tilfældet.

Her trækker han igen på stærke menneskerettighedsdiskurser og benytter atter de kraftfulde metaforer "udrensning" og "kvæle". Ved at bruge ordene `langsomt - men sikkert` indrager han en følelsesladet sproglig konvention. Også i sætningen "Jeg er yderst bange for at dette er tilfældet" indrømmer han sin subjektivitet og at hans motivation er følelsesbaseret. Dette er et eksempel på, hvordan sproglige strategier er kontekstuelle, det vil sige har større gennemslagskraft eller forklaringskraft indenfor nogle domæner end andre. At trække på følelser virker i denne sammenhæng forstærkende på udsagnet. Havde diskussionen fundet sted i eksempelvis et akademisk miljø, ville rationelle argumenter og logisk resonering typisk være mere slagkraftige end følelser. Men i denne følelsesladede kontekst, hvor han sandsynligvis taler til de dele af befolkningen, der trækker på en forestilling om kultur som en essens, virker det ærligt og vedkommende og styrker hans sag. Men brugen af følelsesladede udtryk har også den bagside, at de kan nemt komme til at virke uovervejede. I Christiansens tilfælde risikerer han, at en del af læsere af denne grund ikke kan tage hans udsagn alvorligt. Han afslutter sit indlæg med en opfordring:

Skift A/G om til Grønlandsposten og lad Sermitsiaq blive de tilkaldtes avis. Lad os selv arbejde for en avis hvis fundament er den grønlandske kultur og sprog[...].

Her formulerer Christiansen sig i bydeform og taler for, at de to aviser henholdsvis skal erstatte deres grønlandske navn med det danske og blive de tilkaldtes avis. Implicit i dette ligger, en opfordring til at aviserne skal 'bekende kulør' og vise det, de i 'virkeligheden' er, nemlig danske og ikke grønlandske aviser! Effekten af ovenstående udsagn er, at alle dansksprogede bliver placeret i kategorien tilkaldte, hvorved de konstrueres som fremmede og mister deres status som borgere i Grønland. Definitionen på en grønlandsk borger bliver den snævre kategori grønlandsksproget. Efter at have opfordret aviserne til at bekende kulør, vender han sig med sætningen: "Lad os selv arbejde for en avis[...]" mod læserne. Sammen bør grønlænderne, som han referer til med det personlige pronomen "vi", skabe deres egen avis.

På den samme side besvarer redaktøren af A/G, Jens Brønden, Thue Christiansens klagebrev. Han indleder med at sige, at han egentlig havde besluttet ikke at besvare Christiansens "giftige indlæg", men for, at der ikke skal opstå "misforståelser" dog vil gøre det ganske kort. Han tager dermed stærkt afstand fra Christiansens indlæg og vender sig mod avisens øvrige læsere:
Læserne må vide, at AG efter bedste evne forsøger at prioritere de grønlandske læsere højst. Af samme grund placeres de grønlandske artikler på de bedste sider, og når en grønlandsk artikel står på samme side som en dansk, anbringer vi den grønlandske øverst.

I et og alt lægger vi først og fremmest vægt på den grønlandske version.

Med sætningen "læserne må vide", og med ord som "efter bedste evne" forsøger Brønden, i følelsesladede vendinger at modgå den negative identitet, Christiansen har skabt for A/G og bevise dens gode vilje. Efter disse indledende forsikringer, nævner han konkrete eksempler på, hvordan avisen opprioriterer de grønlandske læsere. Vendingerne "I et og alt" og "først og fremmest" er kategoriske udsagn, der giver indtryk af, at avisen ubetinget lægger mest vægt på alt, hvad der er grønlandsk. Selvom han positionerer sig i opposition til Christiansen, besvarer han ham i samme diskurser, inden for det samme argumentative univers, hvor kriterier om mængde, sidelayout, og så videre fremstår som det vigtigste. Hans definition af en grønlandsk læser baserer sig her helt klart på sprog og han kommer ikke ind på, hvorvidt der er borgere i Grønland, som ikke behersker det nationale sprog. Han indrømmer således at A/G udøver forskelsbehandling mellem de dansksprogede læsere og de grønlandsksprogede. I sit forsøg på at modgå den subjektposition som Christiansen har konstrueret for A/G, skaber han en ny position for avisen, som én der favoriserer de grønlandsksprogede læsere og således kommer til at virke diskriminerende overfor de dansksprogede. Han fortsætter:

Hvis du læser AG nogenlunde hyppigt vil du desuden vide, at avisen i høj grad er folkets avis. Og hvis der er tilløb til undertrykkelse af det grønlandske sprog, "farer vi omgående i blækhuset", som da en tidligere grønlandsk rengøringsassistent i Pituffik blev nægtet genansættelse, fordi hun ikke var helt god til dansk.

Her fremhæver Brønden avisen som "folkets" avis. Dette eksemplificerer han ved at fremhæve en sag, hvor avisen har handlet imod "undertrykkelse af det grønlandske sprog". Denne sætning giver kun mening, jf. presupposition, hvis folket ses som grønlandsksproget og dansk som en trussel. Hans eksempel med rengøringsassistenten fungerer indenfor denne logik, idet han blander undertrykkelse af sprog sammen med undertrykkelse af mennesker. Der er ikke tale om en undertrykkelse af det grønlandske sprog, men af en rengøringsasistent, der nægtes genansættelse, fordi hun ikke behersker fremmedsprog. Undertrykkelsen består altså i, at det grønlandske sprog ikke anses som tilstrækkeligt. Begreberne "undetrykkelse" og "nægtet genansættelse" referer til diskriminering og han pointerer, at avisen tager afstand fra et samfund, hvori befolkningen diskrimineres, fordi de ikke taler andet end det nationale sprog.

I slutningen af artiklen pointerer Brønden, at der ikke er "noget ugrønlandsk ved avisen", idet hele redaktionen er grønlandsk, undtagen ham selv - men han "trumfer ingen danske holdninger igennem". Hermed positionerer han sig selv som dansker og søger at modgå Christiansens idé om, at danskerne truer med at undertrykke det grønlandsk sprog, kultur og folk.

Men selvom Jens Brønden i mange henseender går til modangreb mod Thue Christiansens påstande, trækker han på meget identiske diskurser. Inden for begge artiklers univers, konstrueres kategorien grønlænder ud fra afstamning, sprog og kultur - en klassisk essentialistisk forståelse af kulturel identitet, der er yderst ekskluderende. Hvor Christiansen eksplicit definerer danskere som tilkaldte og således definerer dem som 'fremmede', ekspliciterer Brønden ikke sit syn på danskernes og grønlændernes respektive tilhørsforhold til Grønland og ret til inklusion i samfundet. Men idet han går med på Christiansens diskurser og legitimerer A/Gs 'grønlandskhed' ved at fremhæve, hvordan den grønlandsksprogede del af befolkningen skal have positiv særbehandling, virker det som om han trækker på en forestilling om den kulturelt homogene nation.

Synet på det grønlandske sproget som truet er imidlertid også tilstede som en diskurs, debattørerne søger at modgå eller dekonstruere. I artiklen "Menneskesprog" (A/G den 8. oktober 1997) indleder afsenderen Aqqaluk Petersen med at definere sproget som politiseret, dels i forbindelse med grønlandiseringen og dels i forbindelse med, hvad det har tilført den politiske begrebsverden af fraseologi og letfattelige klicheer. Han fortsætter:

Man kan stille sig tvivlende overfor om det grønlandske sprog nogensinde har været truet, endsige udryddelsestruet. Det har selv under den værste danificering i 1950'erne og 1960'erne været talt i de fleste hjem som primærsproget. Grønlandske romaner blev læst op i radioen med en lytterdækning, der må få enhver administrator af en radiostation til at lyse grøn af misundelse. Der blev oversat mange romaner fra andre sprog til grønlandsk og for en videbegærlig dreng åbnede de en verden udenfor den kendte. Nyhederne i radioen blev også altid serveret på grønlandsk. Den grønlandske kirke, der netop er grønlandsk, har haft en ikke specielt anerkendt vigtig rolle for at videreformidle det grønlandske sprog, både ved prædikener og ved vores salmesang.

Ved at bringe diskursen om det truede sprog på banen umiddelbart efter at have fremhævet, hvor klichefyldt og forsimplende sprogdebatten i hans øjne er, indlemmer han diskursen under samme forsimplende kategori af argumenter og fratager den sin gyldighed. Gennem sætningskonstruktionen "man kan stille sig tvivlende overfor" dekonstruerer Petersen helt eksplicit forestillingen om det grønlandske sprog som truet og søger at skabe et alternativt billede, hvori det grønlandske sprog har været hyppigt anvendt. Ved at bruge sætningskonstruktionen "[...]truet, endsige udryddelsestruet" trækker han på de samme stærke ord som tilhængerne af diskursen bruger. Men ved at sætte det sammen med "tvivlende overfor", får disse en karikeret funktion, og virker prætentiøse og overdrevne.

Ved at tale om perioden fra 1950-60erne og benævne den som "den værste danificering", fremhæver han det tidspunkt, det grønlandske sprog var allermest på retræte. Ved derpå at fortsætte med at fremhæve de mange situationer, hvor det grønlandske sprog på trods af dette hyppigt er blevet brugt, dekonstruerer han begrebet "danificering" og giver dermed sin holdning stor sandhedsværdi. Han bruger flittigt stærke ord i sin fremstilling af det grønlandske sprogs tilstand i 1950-60erne, for eksempel med sætningerne: "Primærsproget i de fleste hjem", "Nyhederne i radioen blev også altid serveret på grønlandsk" og at oplæsningen af grønlandske romaner havde "lyttertal der må få enhver administrator af en radiostation til at lyse grøn af misundelse". Når han benævner brugen af grønlandsk i kirken som "ikke specielt anerkendt" men dog "vigtig", sår han tvivl om, hvorvidt de diskurser, der ser det grønlandske sprog som truet, er bygget på konkret viden fra en reel virkelighed. Den objektive kategoriske modalitet, der yderligere understøttes af biord som "altid", giver udsagnene høj sandhedsværdi. Desuden skaber han med sætningen "en videbegærlig dreng[ ...]" en subjektposition for sig selv som én, der - idet han er vokset op i denne tid - har en indsigt i forholdene, hvilket giver hans udsagn ekstra autoritet og autenticitet.

I det følgende afsnit stadfæster Petersen i objektiv kategorisk modalitet sin alternative diskurs om det grønlandske sprogs 'sande' tilstand:

Det grønlandske sprog lever og har det godt og som alle andre sprog udvikler det sig dynamisk, også med påvirkninger udefra.

Her personificerer Petersen det grønlandske sprog og konstruerer det som et væsen eller individ. Ved at indsætte det grønlandske sprog i en ækvivalenskæde med begreberne "har det godt" er "dynamisk" og "udvikler sig" med "påvirkninger udefra", konstruerer han en identitet for det grønlandske sprog, hvor det absolut ikke er truet. Som vi har set i diskurserne om det grønlandske sprog som truet, var personificering af sproget også en hyppigt anvendt sproglig strategi. Det er interessant at sammenligne hvordan denne personificering får vidt forskellig betydning i de to sammenhænge. I de diskurser, hvor sproget ses som truet, er individtanken med til at gøre forandring og påvirkning udefra til noget sygeligt og unaturligt. I Aqqaluk Petersens tilfælde er individtanken med til at fremhæve sprogets foranderlighed. Når individet eller sproget ses som noget i udgangspunktet foranderligt er påvirkninger udefra ikke en trussel. Sætningen "som alle andre" er med til at naturalisere sprogets mulighed for udvikling og foranderlighed.

Petersens udsagn kan tolkes som et forsøg på at fremføre en holdning, hvor det grønlandske sprog og samfund er åbent og har plads til forandring. På trods af dette mere åbne og fleksible syn på det grønlandske sprog og samfundet som helhed, forbliver hans argumentationer indenfor rammerne af det nationale. Dette ses blandt andet i hans brug af begreber som "vores salmesang" i det første citat og "påvirkninger ude fra" i det andet i citat, hvor det er tydeligt, at han trækker på en forestilling af verden som opdelt i afgrænsede nationale enheder, med en vis intern homogenitet. Men som vi skal se i afsnittet Dansk og grønlandsk - et sammenhængende hele er det ikke nødvendigvis en forestilling, der udelukker at dansk sprog og kultur kan være en del af det grønlandske samfund.

Dansk som uddannelsesmæssig kompetence

Vi vil med dette kapitel undersøge hvordan nationen Grønland diskursivt konstrueres som afhængig af det danske sprog i forbindelse med videregående uddannelse. Nært beslægtet med dette opstilles argumentet om fremtidig national uafhængighed.

I artiklen "Menneskesprog" (Atagu den 8. oktober 1997) trækker afsenderen, Aqqaluk Petersen, på en denne diskurs. Som vi har set i kapitlet Grønland - en truet nation, dekonstruerer han, i sin artikel diskursen, hvori det grønlandske sprog ses som truet og tager dermed afstand fra projektet om at beskytte det grønlandske sprog. Han fortsætter:

På den anden side skal bestræbelserne for at styrke det grønlandske sprog ikke medføre at dansk bliver kastet ud med badevandet. I dag kan man næsten ikke gennemføre en mellemlang uddannelse og slet ikke en videregående uddannelse, hvis man ikke behersker dansk på et rimeligt niveau. Det skyldes ikke kun, at vi er nødt til at rekruttere lærerkræfter udefra, har dansksprogede lærebøger eller for de fleste videregående uddannelsers vedkommende er nødt til at sende de dygtigste af vores unge til mange års studier i Danmark.

Der er to mere grundlæggende faktorer, vi er nødt til at forholde os til. For det første er vi kun godt 50.000 mennesker, oven i købet med et særdeles spredt bosætningsmønster. Derfor vil vi aldrig selv kunne opbygge alle mellemlange- eller videregående uddannelser, som et veludviklet samfund vil have brug for [ ...].

Her advarer Petersen mod at "dansk bliver kastet ud med badevandet". Det at kaste noget ud med badevandet refererer til en ureflekteret handling, hvor man uden at tænke sig om, bare kasserer det hele(13). Sætningen er desuden formuleret i passiv og med skjult agent, hvorved Petersen dels tager afstand fra handlingen og dels undgår at specificere, hvem det er, der konkret påtænker at kassere det danske sprog. I de følgende sætninger skifter han, fra det almene "man" til det personlige pronomen "vi", hvilket indikerer et skift i subjektposition: Fra at have stået udenfor som passiv tilskuer, er han nu aktiv agent indenfor rammerne af det diskuterede.

Han opstiller tre grunde til, at det danske sprog skal bevares. I denne sammenhæng trækker han to gange på begrebet "nødt til", hvorved de tre faktorer konstrueres som nogle omend ikke ønskelige så reelle fakta, som man i sprogpolitikken bliver nødt til at forholde sig til. Han tillægger disse faktorer stor betydning, men med vendingen "ikke kun" fremhæver han, at de ikke er de eneste væsentlige faktorer.

I det andet afsnit bruger han begrebet "mere grundlæggende", hvorved det følgende kommer til at fremstå som noget fundamentalt og endda mere væsentligt end det førstnævnte - og derfor noget, man altså er "nødt til" at forholde sig til. Her definerer han Grønland som et potentielt "veludviklet samfund". Ved at bruge "vil have" siger han implicit, at Grønland ikke er veludviklet men kan blive det. Ud fra den ækvivalenskæde han bygger op, kan vi se, at man som et "veludviklet samfund" ifølge Petersen har "behov" for "mellemlange- eller videregående uddannelser". Samtidigt trækker han på en demografisk diskurs, hvori landet defineres ud fra dets lave indbyggertal og spredte bosætning. Med begrebet "derfor" sætter han en direkte årsagssammenhæng mellem disse demografiske forhold og den manglende evne til at kunne opbygge et uddannelsessystem selv. Bemærk det lille ord "selv", der indikerer, at der er tale om et afhængighedsforhold. Det hele er formuleret i objektiv kategorisk modalitet og sammen med begreber som "altid" og "nødt til", får udsagnene høj sandhedsværdi.

I denne del af Petersens artikel bliver både det grønlandske og det danske sprog først og fremmest omtalt som værktøj. Det grønlandske sprog ses som et sprog med begrænsede anvendelsesmuligheder og det er derfor en nødvendighed for den grønlandske nation, at borgerne supplerer det med et andet sprog. I dette perspektiv er andre sprog ikke en trussel mod det nationale sprog, men et nødvendigt supplerende værktøj.

Petersen fortsætter:

Er man rimelig god til dansk, bliver det også nemmere at tilegne sig andre sprog, inklusive engelsk. Ikke kun fordi det danske sprog i disse år bliver endog meget stærkt præget af engelsk, men også på grund af det nære slægtskab mellem de to sprog.

At være "rimelig god til dansk" ækvivaleres her med, at det er "nemmere at tilegne sig andre sprog". Som årsag fremhæver han det "nære slægtskab" mellem de to sprog. Det er interessant, at det engelske sprogs berettigelse i uddannelsessystemet, slet ikke bliver berørt. Dette kunne tyde på, at ideen om at engelskkundskaber er en nødvendighed i en globaliseret verden har hegemoni. Petersens diskussion af det engelske sprog er et udtryk for interdiskursivitet. I Grønland har man længe diskuteret om det danske sprog i folkeskolen burde blive udskiftet med det engelske(14). Det engelske sprog bliver her det fulde legitimeringsgrundlag for det danske. Nu er det pludselig ikke forholdet mellem det danske og det grønlandske sprog, men mellem det engelske og det danske, der diskuteres.

Han vender tilbage til danske sprogs placering i det grønlandske uddannelsessystem og opstiller et fremtidsperspektiv:

Der er ingen tvivl om, at taberne i fremtiden - også i et grønlandsk uddannelsessystem - vil komme fra de bogligt svage og rent grønlandsk sprogede familier. Derfor er det tvingende nødvendigt, at det danske element, der er så stor en del af vores kulturhistorie styrkes i vores folkeskole […]

Dette afsnit er interessant på flere måder. Aqqaluk Petersen bruger det meget stærke kategoriske udsagn "Der er ingen tvivl om" hvorved de efterfølgende sætninger får høj sandhedsværdi. Ved at fortsætte med den indskudte sætning "også i et grønlandsk uddannelsessystem" fremhæver han, at udsagnet ikke bare gør sig gældende i dagens (tosprogede) Grønland, men også i et rent grønlandsk uddannelsessystem, som de mere rabiate på løsrivelsesfronten foreslår. Det 'skrækscenarie' han herefter skitserer, får således en fuldstændig almengyldig status.

Det er meget interessant at se, hvordan han sidestiller "bogligt svage" og "rent grønlandsk sprogede familier" under overskriften "taberne" i uddannelsessystemet i fremtiden. Bogligt svage er rent logisk tabere i et uddannelsessystem. Men ved at sidestille de rent grønlandsksprogede med de bogligt svage, kommer det at være rent grønlandsksproget til at fremstå som en lige så logisk måde at ende som taber.

Med ordet "derfor" sættes taber-problematikken som den direkte årsag til, at dansk skal "styrkes" og med begrebet "tvingende nødvendigt" fremstår det som indiskutabelt. Hvor det før var det engelske sprog, der legitimerede bevarelsen af det danske, er det nu sammenhængen mellem rent grønlandsksprogethed og positionen som taber i forbindelse med uddannelse, der retfærdiggør det danske sprogs plads i det grønlandske uddannelsessystem. Sætningen "der er så stor en del af vores kulturhistorie" vidner om at Petersen ikke udelukker, at det danske sprog har en vigtig kulturel betydningsdimension. Således veksler han imellem at trække på den faglige- og den kulturelle definition af det danske sprog. Dette uddyber vi i kapitlet Grønlandsk og dansk - et sammnehængende hele.

Grace J. Nielsen, der er rent dansksproget, blander sig i debatten med artiklen "Den ødelæggende sprogdebat" (A/G den 28. oktober 1999). Hun trækker også på diskursen om sprog som uddannelsesmæssig kompetence, om end hun gør det udfra en anden position:

Skolen spiller en stor rolle og har et stort ansvar for landets sproglige udvikling. I 60'erne var vi en generation af dansksprogede elever som direkte blev nægtet undervisning i grønlandsk ud fra devisen "at det havde vi ikke brug for". Efter Hjemmestyrets indførelse blev en anden gruppe forgøglet at de kun behøvede at lære grønlandsk. I dag kan denne gruppe ikke få en videregående uddannelse, fordi de ikke kan dansk, og ligesom os står de bagerst i jobkøen, fordi de allerfleste stillinger kræver at man kan begge sprog. Så på grund af den førte sprogpolitik står samfundet nu med to store grupper, som nærmest er ensprogede tabere i et tosproget samfund.

Med begreberne "spiller en stor rolle" og "stort ansvar" indleder Nielsen med at give "skolen" identitet som nøgleinstitution for landets sproglige udvikling. Hun trækker herefter på et historisk narrativ. Det er interessant at se, hvordan hun beskriver daniseringen med begrebet "nægte" og grønlandisering med begrebet "forgøgle". Dermed fremstiller hun daniseringen som en slags overgreb fra en gruppe af bedrevidende - sætningen "ud fra devisen "at det havde vi ikke brug for"" vidner om den bedrevidende position, der blev talt fra -, mens hun fremstiller grønlandiseringen som en ideologisk 'fiks idé' eller en slags falsk bevidsthed, som den enkelte havde indkorporeret.

Da hun med sætningen "i dag" vender tilbage til nutiden, opstiller hun en ækvivalenskæde over de problemer, 'ofrene' for grønlandiseringen lider under i dag. Men hvor Petersen i denne diskurs kun taler om enkeltsprogede grønlændere og dansk som en faglig kompetence, trækker Nielsen en parallel mellem dem og enkeltsprogede danskere i Grønland. Her sættes det, at de "ikke kan dansk" lig med manglende muligheder for at "få en videregående uddannelse", hvilket igen sættes lig med at stå "bagerst i jobkøen". Ved at bruge objektiv kategorisk modalitet, som for eksempel "kan[ ...]ikke" fremstår hendes udsagn som indiskutable 'sandheder'.

Det er interessant at bemærke, at hun først i den sidste sætning, med det personlige pronomen "os", kobler sig på gruppen. Hun redegør således ikke for præcis, hvordan hendes og de andre 'daniseringens-ofres' manglende grønlandskkundskaber er årsag til, at de nu må stå bagerst i jobkøen. Dette kunne tyde på, at forestillingen om, at manglende færdigheder på det nationale sprog giver problemer på arbejdsmarkedet, er så naturaliseret, at den slet ikke behøver at blive kommenteret.

Summen af de ovenstående udsagn giver hende muligheden for at konkludere og tildele de enkeltsprogede en identitet som "tabere i et tosproget samfund". Ved at referere til begge grupper som tabere og tilskrive sprogpolitikken skylden, skaber hun et modsætningsforhold mellem sprogpolitikken og de reelle vilkår. Idet hun ser tosprogethed som et gennemgående kvalifikationskrav, konstruerer hun både det danske og det grønlandske sprog som faglige kompetencer.

Mange steder i debatten opstilles en ækvivalenskæde hvor det danske sprog bliver et nødvendigt redskab i den nationale selvstændighedsproces. For eksempel i lederen, "Pas nu på Jess G." (Sermitsiaq den 12. juni 1998) af redaktøren Poul Krarup. Krarup er fastboende og af dansk afstamning, han siger:

Når vi går ned i substansen, er det væsentlige problem uddannelse. Det væsentlige er, at vi skal have en god folkeskole, der giver så gode resultater, at de unge kan fortsætte i en videreuddannelse [ ...]. For at fortsætte i en uddannelse efter folkeskolen, er det nødvendigt, at man kan dansk - eller engelsk [ ...].

Dette har ikke noget at gøre med, at dansksprogede bestemmer. Det er en livsnødvendighed, hvis Grønland vil overleve som selvstændig og uafhængig nation.

Krarup bruger her begreber som "substansen" og "det væsentlige", hvorved hans udsagn kommer til at fremstå som 'kernen' af problematikken, hvilket både fremmer udsagnenes autoritet og autenticitet.

Den objektive kategoriske modalitet som i sætningen: "vi skal have" fremstiller det som en absolut og 'sand' nødvendighed, at folkeskolen "giver så gode resultater, at de unge kan fortsætte i en videreuddannelse". Når dette er stadfæstet, kan han lade sit næste argument få fodfæste: Her opstilles det at kunne fremmedsprog, som en nødvendig forudsætning for at kunne uddanne sig i et andet land.

Med sætningen "det har ikke noget at gøre med at de dansksprogede bestemmer" trækker han på en diskurs, der fremhæver danskernes identitet som dominerende koloniherrer. Han bruger denne diskurs for at vise, at hans udsagn tager afstand fra den. Dette er en disclaimer - en retorisk strategi, der bruges til at afværge en ellers oplagt (og negativ) fortolkning af en udtalelse (Potter og Wetherel 1987 p. 48). Han ved, at det han siger kan blive tolket udfra den traditionelle kolonidiskurs, men modgår kritikken ved eksplicit at tage afstand fra den.

Krarup trækker i den sidste sætning på begrebsmetaforen : Grønland som et individ, hvis udvej til overlevelse som selvstændig og uafhængig nation er det danske sprog. Danskundervisningen bliver således selve det, der holder liv i selvstændighedshåbet. Ved at bruge begrebsmetafor en 'den uafhængige og selvstændige nation Grønland som et individ', skaber Krarup et billede af Grønland som et autonomt og homogent fællesskab, hvori der er konsensus om selvstændighedstanken (Jørgensen og Phillips 1999 p. 180). Da dansk opstilles som en livsnødvendighed, konstrueres de individer, der ønsker at dansk forsvinder, som en sygdom, der er til skade for nationens velbefindende. Ved at bruge ord som "livsnødvendighed" og "overlever" skaber Krarup et meget dramatisk billede.

Hans brug af uafhængig nation er lidt ambivalent, da han snakker om afhængighed af det danske sprog som et middel til at bevare uafhængigheden. Uafhængighedsbegrebet er her rent politisk, og det danske sprog defineres som en etnisk neutral faglig kompetence. Forklaringen på denne ambivalens kan ligge i Krarups projekt om at opstille den grønlandske nation som en uafhængig og selvbestemmende nation, der for sit eget bedste vælger at trække på dansk sprog og arbejdskraft. Denne pointe bliver videre diskuteret i næste kapitel Grønland som afhængigt af dansksproget arbejdskraft.

I en anden leder "Den ødelæggende sprogdebat" (Sermitsiaq den 22. oktober 1999) er det helt tydeligt, hvordan Poul Krarups lader sit udviklingsprojekt legitimere at dansk skal bevares:

I stedet for at bekæmpe det danske sprog, bør man fremme det danske sprog så meget som muligt, for at gennemføre dette uddannelsesmæssige tigerspring fremad.
Han forsøger også her at redefinere det danske sprogs status, fra at være et fremmedlegeme, der skal bekæmpes, til at være en nødvendighed for fremskridt.

Her modgår Krarup atter diskursen om, at det danske sprog skal "bekæmpes" (der som vi har set strukturerede en del af argumenterne i kapitlet Grønland - en truet nation ). I sætningen "et uddannelsesmæssigt tigerspring fremad" bruger han en kraftfuld og positivt ladet begrebsmetafor. Det er interessant at sammenligne denne metafor med de metaforer, han anvender, når han senere i artiklen kritiserer dem, der tager afstand fra Danmark og det danske sprog. Her bruger han vendinger som "springer over hvor gærdet er lavest" og "snyder sig selv" og kalder et Grønland uden det danske sprog "en rutchetur på tredje klasse". Med disse metaforer får Krarup gjort sin holdning til debatten helt tydelig. De diskurser han i stedet fremhæver som "målet" og således lader få hegemoni, har begreberne "udvikling", "landets fremtid", "fremad" og "øget selvstændighed og uafhængighed" som nodalpunkt er. Dette uddyber vi i næste kapitel.

Grønland er afhængigt af dansksproget arbejdskraft

I dette kapitel vil vi undersøge, hvordan debattørerne for at legitimere brugen af dansk sprog i Grønland, trækker på en diskurs, hvori Grønland ses som afhængigt af dansksproget arbejdskraft. Vi vil endvidere se på hvilke konsekvenser dette har for måden nationen Grønland indholdsudfyldes. En af debattørerne, Sermitsiaqs redaktør Poul Krarup, trækker i denne sammenhæng på en udviklingsdiskurs og vi vil se nærmere på de konsekvenser dette har for hvordan han konstruerer nationen Grønland.

Appaluk Petersen leverer i artiklen "Menneskesprog" (Atagu den 8. oktober 1997) et af de klareste eksempler på diskursen om Grønland som afhængigt af det danske sprog. Han præsenterer først de fysiske rammer - Grønland består af kun 50.000 mennesker med et særdeles spredt bosætningsmønster - og fremhæver så, at det er væsentlige faktorer, man må forholde sig til i sprogdebatten. Han fortsætter:

Eksempelvis vil sundhedsvæsenet, et område jeg selv kender lidt til, altid have brug for at kunne rekruttere arbejdskraft udefra og for at kunne sende patienter til videre behandling udenfor landet. Også selvom vi politisk bliver helt selvstændige...

Petersens eksempel er rettet mod fremtiden, hvilket ses på ordene "vil[ ...]have". Hvis vi, som Billig (1995 p. 106) foreslår, kigger på deiktiske markører - altså udsagn, der viser til den kontekst, noget udtales i - er det tydeligt, at han taler indenfor den nationale diskurs. Begreberne "udefra" og "udenfor" viser til, at han tager den nationale indeling af det geografiske rum for givet. Det er således nationens fremtid han diskuterer.

Han bruger objektiv kategorisk modalitet og det slagkraftige biord "altid", når han konstaterer, at Grønland - eksemplificeret gennem sundhedsvæsenet - vil "have brug for at kunne rekruttere arbejdskraft udefra og for at kunne sende patienter til videre behandling udenfor landet". Med det lille ord "kunne" undgår han dog, at udtrykket bliver fuldstændig kategorisk. Det, som Grønland altid vil have brug for er muligheden for at rekruttere arbejdskraft udefra og sende patienter til udlandet. Hvorvidt landet reelt vil bruge denne mulighed, lader han henstå ukommenteret.

Ved at indføre sætningen: "Også selvom vi politisk bliver helt selvstændige ..." fremhæver han, at en politisk selvstændighed ikke nødvendigvis vil føre til en reel selvstændighed på arbejdsmarkedet. Herved giver han sine egne udsagn større autoritet og rykker samtidigt ved en del af de argumenter, som selvstændighedsfløjen trækker på.

Redaktøren på avisen Sermitsiaq - Poul Krarup argumenterer i lederen "Den ødelæggende sprogdebat" (Sermitsiaq den 22. oktober 1999) også ud fra denne diskurs:

Netop i dagens Grønland har vi brug for alle gode kræfter til at videreudvikle landet. Vi er bagud på så at sige alle områder, så vi har ikke råd til denne følelsesmæssige splittelse, der bunder i en misundelse på, at de dansk-sprogede generelt har bedre stillinger, fordi de generelt har bedre uddannelse. Det minder mig i allerhøjeste grad om nazisternes syn på jøderne i Tyskland før anden verdenskrig. Vi har tværtimod brug for at bruge alle gode ressourcer i samfundet for landets udvikling.

Med sætningen "Netop i dagens Grønland" giver Krarup sine følgende udsagn aktualitet. Med begrebet "videreudvikle" trækker han på en udviklingsdiskurs, hvor Grønland konstrueres som "bagud". Han definerer sprogdebatten som følelsesladet, og fremhæver "splittelse" og "misundelse" som de elementer, der strukturerer debatten. I forlængelse heraf anvender han intertekstualitet og bruger jødeforfølgelserne under anden verdenskrig som skræmmebillede på de yderste konsekvenser af disse følelser. Med afsæt i at have defineret landet som bagud, trækker han, som alternativ til den følelsesladede tilgang, på en økonomisk diskurs og siger at Grønland ikke har "råd til" at blande følelser ind i debatten. Han taler dermed for større fokus på udviklingen af det grønlandske samfund, hvortil der er brug for "alle gode ressourcer". Det er interessant at bemærke at han kun bruger negativt ladede ord i forbindelse med den følelsesladede tilgang og kun positivt ladede ord i forbindelse med den økonomiske- og udviklingsbaserede diskurs.

Krarup ækvivalerer det at være "dansk-sproget" med det at have "bedre uddannelse" og derfor "bedre stillinger". Med ordet "generelt" sørger han dog for, ikke at udtale sig for kategorisk.

I lederen "Pas nu på Jess G.", (Sermitsiaq den 12. juni 1998)udvider Krarup sin udviklingsdiskurs:

Når Jess G. Berthelsen lægger op til en folkeafstemning om selvstændighed, kan vi give svaret på forhånd. Selvfølgelig vil alle i Grønland have selvstændighed, men der er altså lige to ting, der skal på plads først. Det ene er uddannelse og det andet er økonomien.

Jess G. Berthelsen: Du skal have penge for at kunne gennemføre den uddannelse, der er forudsætningen for selvstændigheden. Ellers vil du i al fremtid være afhængig af tilkaldt arbejdskraft, hvad enten den er dansksproget eller engelsksproget.

Krarup lægger ud med det kategoriske udsagn "Selvfølgelig vil alle i Grønland have selvstændighed", hvorved han naturaliserer ønsket om selvstændighed og definerer det som noget alle er enige om(15). Umiddelbart herefter bruger han ordet "men". Denne konjunktion kalder Fairclough en cohesive marker, der skaber "an adversative relation" - det vil sige et modsætningsforhold - mellem to dele af en sætning (Fairclough 1992, p. 175). Han skaber således et modsætningsforhold mellem ønsket om selvstændighed og landets nuværende uddannelsesmæssige og økonomiske forhold. Dette ses også i det andet afsnit, hvor han opstiller det at "have penge" som en forudsætning for at kunne "gennemføre en uddannelse", hvilket igen sættes som "en forudsætning for selvstændighed".

Jess G. Berthelsen optræder som agent for den del af befolkningen, der med sine radikale holdninger skader selvstændighedsprocessen. Hele Grønlands befolkning bliver tilskrevet samme holdning til selvstyre, men dele af befolkningen, i dette tilfælde personificeret i Jess G. Berthelsen, bruger ifølge Krarup uhensigtsmæssige midler for at nå målet.

Krarup bruger objektiv kategorisk modalitet til at fremstille sine argumenter som sande. Han gør det endvidere på en belærende facon. Ved at forklare, at to grundlæggende ting må være på plads før selvstyre kan indføres, påtager han sig en lærerrolle og Berthelsen får følgende rollen som den uoplyste elev. Hans brug af "altså lige" er med til at skabe disse identiteter og ved at bruge vendingen, i sammenhæng med to så grundlæggende faktorer som økonomi og uddannelse, kommer Berthelsens til at fremstå som ignorant. Hermed undermineres ikke kun Jess G. Berthelsens argumenter, men også hans autoritet.

Tilbage står Krarup selv med ekstra autoritet, og hans argument styrkes. Grønland er i en overgangsfase, på vejen til selvstyre er dansk sprog og arbejdskraft nødvendige værktøj.

Så vidt vi kan se baserer Krarup denne udviklingsdiskurs på en underliggende forståelse af Grønland som selvbestemmende nation. Dette vil vi i det følgende gå lidt nærmere ind på.

Artiklen "Pas nu på Jess G." er en kritik rettet mod dels den danske avis Berlingske Tidende, som han anklager for, i en artikelserie, at give et meget fejlagtigt og unuanceret billede af Grønland, og dels mod Jess G. Berthelsen, som han anklager for at have været medvirkende til at gøre artikelserien misvisende. Sammen skaber de, ifølge Krarup, et billede af Grønland som et stakkels truet samfund og i hans argumentation kommer de til at udgøre 'den anden', han positionerer sig i forhold til. Han trækker i hele lederen på en diskurs, hvori begreberne "skyld" og "dårlig samvittighed" optræder som nodalpunkt er. Dette kan ses som et udtryk for interdiskursivitet : Han refererer implicit til en diskurs, hvori danskerne konstrueres som de skyldige forbrydere bag det koloniale og efterfølgende moderniseringspolitiske overgreb mod det grønlandske folk. Sat på spidsen konstrueres danskerne, som de krænkende agenter og grønlænderne som de stakkels ofre (dette er et eksempel på identitetens relationalitet, 'os' og 'dem'). Som den danske antropolog Bo Wagner Sørensen påpeger, har dette den uheldige konsekvens, at grønlænderne kommer til at fremstå som "historiske produkter, der re agerer snarere end agerer" (Sørensen 1997, p. 244, fremhævet i originalen).

Krarup siger "vi har i dag et samfund der styres af grønlændere", hvilket kan ses som et forsøg på at modgå denne diskurs, for i stedet at fremføre en alternativ version af Grønland, hvori det konstrueres som selvstyrende og uafhængigt. Her er den nationale stolthed det samme som at stå til ansvar for sine egne valg. Han definerer videre hvilken plads danskere har i dette selvbestemmende Grønland:

Det er en debat om, hvor langt skal vi gå selv, hvor mange danskere har vi brug for, hvor meget dansk skal vi kunne, og så videre.

Med begrebet "brug for" konstruerer han det danske sprog og danskerne som noget grønlænderne er afhængige af. Men ved at indføre sætningen "hvor langt skal vi gå selv" implicerer han, at der er en grænse for hvor stor indflydelse det danske skal have. Her handler det om selvbestemmelse fremfor tvang. Det er altså grønlænderne selv, der bestemmer hvor meget de vælger at bruge det danske. Han trækker derved både på diskursen, hvori det danske sprog konstrueres som noget Grønland har brug for, samtidigt med, at han trækker på en diskurs, hvori det danske sprogs tilstedeværelse og indflydelse konstrueres som et selvstændigt grønlandsk valg. Man kan således sige, at han skaber en ny hybrid diskurs, hvor Grønland selvstændigt og for sit eget bedste vælger at trække på det danske. Dermed bliver det danske sprog og den danske befolkning et redskab for den grønlandske befolkning og ikke, som i skyldig-agent- og-stakkels-offer-diskursen, noget truende og frihedsberøvende. (Hvilke implikationer det har for måden det danske sprog og kategorien dansker konstrueres på, vender vi tilbage til om et øjeblik).

Dette kan tolkes på tre måder. Det kan for det første ses som et forsøg på at sætte det danske sprog og dansk arbejdskraft i et nyt lys, således at behovet for hjælp udefra ses som noget positivt og en del af det at få det nationale projekt at fungere. Det kan for det andet ses som et forsøg på at rense danskerne for skyld, hvilket blandt andet ses i et udsagn senere i teksten, hvor Krarup skriver: "I debatten lægges det op som om det er den tilkaldte danske arbejdskrafts skyld, at der tales dansk i centraladministrationen. Men det er altså et grønlandsk valg". Og det kan for det tredje ses som et forsøg på at skabe en ny identitet for Grønland som en stærk og selvstændig nation.

I den anden artikel, "Den ødelæggende sprogdebat" (den 22. oktober 1999), skitserer Krarup imidlertid selvstændighedsprojektet og afhængigheden af danske som lidt mere ambivalent, end han gør i sin hybride version:

Det paradoksale er jo, at det er alfa og omega, at grønlændere lærer dansk for at få en uddannelse eller videreuddannelse, så danskerne kan erstattes[...]

Krarup bruger objektiv kategorisk modalitet, hvilket, sammen med ordet "jo", får hans udsagn til at virke som logiske selvfølgeligheder. Udtrykket "alfa og omega" får dem endvidere til at fremstå som vigtige.

Han karakteriserer det som "paradoksalt", at grønlænderne, for at nå målet om national uafhængighed, er afhængige af det danske sprog. Ordet paradoks beskriver et modsætningsforhold. At være afhængig af det danske sprog er altså, ifølge Krarup, i modstrid med ønsket om national uafhængighed. Selvom han, med sin hybride diskurs, i den forrige artikel ihærdigt har forsøgt at frigøre det danske sprog dets betydning for etnokulturel identitetskonstruktion og i stedet fremhæve det som en faglig og uddannelsesmæssig ressource, opererer han altså også med en traditionel etnokulturel definition af det danske sprog.

Grønlændere, danskere og tilkaldte

I artiklen "Pas nu på Jess G.". er vi blevet opmærksomme på interessante træk i måden Krarup indholdsudfylder det danske og det grønlandske sprog, samt kategorierne grønlænder og dansker. Vi har derfor valgt at undersøge disse lidt nærmere.

Det virker som om Krarup i sit udviklingsprojekt kommer til at reducere den danske befolkning til et objekt, der skal sustituere den grønlandske befolkning og ellers ikke hverken har indflydelse eller rettigheder i det grønlandske samfund. Noget som eksempelvis Anders Nilsson (jf. kapitlet Det dansksprogede mindretal ) ville have svært ved at acceptere.

Men ud fra citatet, (fremlagt på forrige side): "Det er en debat om, hvor langt skal vi gå selv, hvor mange danskere har vi brug for, hvor meget dansk skal vi kunne, og så videre" er det dog ikke helt klart hvilken definition af kategorien dansker Poul Krarup opererer med. Krarup, der selv er fastboende og dansk af afstamning, bruger nemlig her det personlige pronomen "vi" om nationen Grønland, hvilket vidner om, at han positionerer sig selv som en del af den grønlandske befolkning og snakker om danskerne som 'de andre'. Det er således ikke éns afstamning, men om man er fastboende, der afgør om man kan blive defineret som en grønlænder. Hans definition af nationen virker derfor politisk. Det er imidlertid også en mulighed, at hans definition af kategorien grønlænder baseres på et sprogligt kriterium, dette modsiges dog i en udtalelse fem afsnit længere inde i artiklen:

Jess G. Berthelsen har fuldstændig ret, når han siger, at grønlændere skal kunne betjenes på grønlandsk, når de henvender sig. Det er for dårligt, at danskere efter mange år i Grønland ikke taler grønlandsk. Det er en frygtelig fejl, at der er grønlændere, som kun taler dansk[ ...].

Ved at sige "Jess G. Berthelsen har fuldstændig ret" skifter han position, ophæver tilsyneladende skellet mellem Berthelsen og sig selv og taler ud fra de samme diskurser. Den grammatiske form er hele vejen igennem objektiv kategorisk modalitet. I den første sætning fremhæver han, at man som grønlænder "skal" kunne blive betjent på det grønlandske sprog. Det konstrueres således som en rettighed for grønlændere, at kunne blive betjent på grønlandsk. Endvidere, idet det i den tredje sætning beskrives som "en frygtelig fejl", at nogen grønlændere ikke kan grønlandsk, konstrueres det som en pligt, at samfundet lærer grønlændere det nationale sprog. Det nationale hovedsprog fremstår således både som en ret og et krav, det nævnes ingen steder som noget nyttigt. Et krav, også danskere skal leve op til, hvilket vendingen "for dårligt" viser. Danskernes modersmål bliver slet ikke debatteret, men det ses i dette afsnit udelukkende som en kompetence for den grønlandske befolkning. Her trækker Krarup på en nationalistisk forståelse af sprog. Det er ikke modersmålet som er en rettighed, men det nationale hovedsprog, som er både en rettighed og en forpligtelse. Dette minder om den definition af sprog som højrefløjen i dansk politik arbejder med.

Med hensyn til konstruktionen af kategorierne dansker og grønlænder synes det bagvedliggende syn på en grønlænder, ud fra det første udsagn, at være en grønlandsksproget, dvs. kategorien grønlænder er defineret kulturelt ud fra sprog.

I den anden sætning er definitionen af en dansker kulturel ud fra sprog og afstamning. Sætningen "efter mange år" indikerer nemlig, at det at være fastboende ikke er tilstrækkeligt til at blive inkluderet i termen grønlænder. I den tredje sætning taler han om eksistensen af grønlændere, der kun taler dansk. Hans definition af en grønlænder er her helt klart ud fra afstamning.

Han indholdsudfylder således grønlænder på mindst to forskellige måder i sin artikel. I dette afsnit er en grønlænder defineret ud fra afstamning, mens kategorien af grønlændere tidligere dækkede over alle fastboende - uanset afstamning. Det er her vigtigt at bemærke, at han i sit udsagn højst sandsynligt taler Jess G. Berthelsen 'efter munden' uden dermed at stille sig enig med ham. Umiddelbart efter dekonstruerer han nemlig en del af Jess G. Berthelsens argumenter, blot ikke dem vi her fremhæver. Han trækker på diskurserne og udfordrer dem ikke, men forholder sig nok også med en vis skepsis til dem.

Efter således at have indholdsudfyldt kategorien grønlænder på to forskellige måder i første del af artiklen, gør Krarup opmærksom på det problematiske i at indholdsudfylde denne kategori. Dette gør han ved at gå ind i netop den del af sprogdebatten, der beskæftiger sig med grønlændere vs. danskere på arbejdsmarkedet:

[ ...]- Vi ville nå langt, hvis vi i denne debat fokuserer på, hvem der er bedst egnede i stedet for at se på om det er en dansker eller grønlænder. For vi har jo i virkeligheden også problemer med at finde ud af, hvem der er grønlænder, og hvem der er dansker, og at der er nogle grønlændere, der er mere grønlandske end andre. Det er en meget ubehagelig debat med klare racistiske undertoner. Vi skal selvfølgelig fokusere på, hvem der er bedst egnet til at løse opgaven, og i den vurdering indgår sproget som en væsentlig kvalitet. Man kunne jo skubbe til den udvikling ved at give grønlandsk-sprogede et kvalifikationstillæg.

Med sætningen "vi ville nå langt" opstiller han udsagnet som et ønske, der hvis det bliver realiseret, vil medføre en bedre fremtid. I sin argumentation for, at man i debatten "selvfølgelig" hellere skal fokusere på hvem der er bedst egnede, i stedet for at se på race og nationalitet, fremhæver han, at man "jo i virkeligheden" har problemer med at finde ud af hvem, der hører til hvilken kategori. Fraseringen "i virkeligheden" fremstiller hans udsagn som en 'sandhed' og dermed raceskællet som en 'fiktion'. Det er bemærkelsesværdigt, at han i den følgende sætning siger "at", i stedet for "om" der er nogle grønlændere, der er mere grønlandske end andre. Derved synes det at give mening for Krarup, at tale om at være mere eller mindre grønlænder.

I sin konstruktion af "hvem der er bedst egnet" opstiller han sproglige færdigheder på det nationale sprog som "en væsentlig kvalitet". Hans forsøger at adskille sprog fra kultur og etnicitet, ved at fremhæve sproglige færdigheder som en "kvalitet", der er afgørende for hvem der er "bedst til at løse opgaven". I denne diskurs, hvor det grønlandske sprog fremhæves som en faglig kvalifikation, vægtes det faglige og praktiske fremfor det identitetsgivende og følelsesmæssige aspekt ved sprog. Til slut foreslår han, at give "grønlandsk-sprogede et kvalifikationstillæg".

Han pointerer, at han tager afstand fra den nationalistiske fløj, og deres "racistiske undertoner". Ved at trække på en racismediskurs og beskrive den som "ubehagelig", opnår han flere ting. Han positionerer sig selv som antiracist og redder derfor ansigt i forhold til hans racemæssige defintion af grønlændere tidligere. Samtidigt bruger han det som en disclaimer i forhold til konsekvenserne af sin afsluttende sætning. Han afskærmer således sig selv for at blive tolket som eller anklaget for at være racistisk.(16)

Det dansksprogede mindretal

Vi vil i dette kapitel undersøge hvordan der i sprogdebatten trækkes på diskurser om de dansksprogede som et mindretal og det danske sprog som en rettighed. Karakteristisk for disse diskurser er, at det danske sprog defineres som en kulturel identitetsmarkør for den dansktalende del af den grønlandske befolkning og derfor både fremstår som en kulturel praksis og en fundamental rettighed for denne befolkningskategori.

I artiklen "Den ødelæggende sprogdebat" (A/G den 28. oktober 1999) trækker afsenderen Grace Nielsen på diskursen om de dansksprogede som et mindretal. Hun lægger ud med kritik af Jess G Berthelsen for at have angrebet Anders Nilsson. Hun forklarer, ved at trække på en demokratidiskurs, at han er blevet valgt på lige fod med alle andre politikere og derfor har de samme rettigheder og pligter, herunder retten til at tale fra landstingets talerstol og at man ikke kan forvente, at han skal tale grønlandsk på modersmålsniveau. Ved at trække på en politisk diskurs forklarer hun, at man i landstinget har vedtaget at både grønlandsk og dansk kan bruges i Grønland. Denne politiske beslutning danner rammen om hendes videre argumentation, hvor hun blandt andet søger at redefinere kategorien af dansktalende:

Det er en meget bekvem myte blandt grønlandsksprogede, at de dansksprogede udelukkende består af korttidsansatte tilkaldte som ikke gider at lære grønlandsk. Denne myte hives op af skuffen hver gang en politiker eller anden leder i samfundet har behov for at profilere sig og score billige point hos de grønlandsksprogede vælgere. Men det er nemmere for politikerne og andre at skære denne 10 procents gruppe over en kam, end det er at forholde sig til det faktum, at der faktisk eksisterer et dansksproget mindretal i Grønland, som har fuld tilknytning til det grønlandske samfund. Nogle er gode til grønlandsk, andre kun lidt, nogle er født og opvokset her, andre er lige kommet. Dansk er deres hovedsprog, de bruger det i hverdagen og sammen med børnene som igen vil give det videre til børnebørnene.

Nielsen påpeger eksistensen af en stereotypiserende strategi, der ækvivalerer "dansksprogede" med "korttidsansatte" der "ikke gider at lære grønlandsk". Ved at omtale den som en "myte", det vil sige det modsatte af fakta, underminerer hun dens sandhedsværdi. Hun definerer i første omgang brugerne af denne strategi som "grønlandsksprogede", men specificerer dem siden hen til at være "politikere". Kategorien af politikere defineres som nogle der har "behov for at profilere sig" og "score billige points" og strategien, som de i denne sammenhæng trækker på, omtales som én der "hives op af skuffen" fordi det er "nemmere". Dermed får politikerne tildelt en useriøs og negativ identitet og diskursen bliver sat i et dårligt lys, idet den ses som et led i en primitiv og unuanceret politisk strategi, der kun handler om at samle stemmer. Med denne dekonstruktion af såvel politikerne som strategien, etablerer hun sin alternative definiton af det dansksprogede mindretal. Denne etablering beskriver hun med begrebet "faktum", samt det lille biord "faktisk", hvilket giver udsagnet høj sandhedsværdi, især når det optræder som modsætning til begrebet myte, som nævnt ovenfor. Hun redefinerer det dansksprogede mindretals identitet ved at fremhæve, at det at være "dansksproget" ikke forhindrer, at man kan have "fuld tilknytning til det grønlandske samfund". Men ved at benævne dem "mindretal" opdeler hun den grønlandske befolkning i et dansksproget mindretal og et grønlandsksproget flertal. Så selvom gruppen af dansksprogede ses som en del af det grønlandske samfund, defineres de som en særskilt gruppe. Nielsen omtaler det dansksprogede mindretal som internt differentieret - de har forskellige grader af færdighed i det grønlandske sprog og er kommet til landet på forskellige tidspunkter - men samler dem derpå som gruppe omkring det fælles sprog - dansk er og vil for fremtiden være deres hovedsprog.

Således redefinerer Nielsen kategorien af dansktalende fra at have haft indentitet som tilkaldte og have været negativt stereotypiserede som dovne, til at få en identitet som et mindretal med fuld tilknytning til Grønland.

I lederen "Den ødelæggende sprogdebat" (Sermitsiaq 22. oktober 1999) artikulerer også Poul Krarup et syn på Grønland som multikulturelt samfund. Også denne leder tager udgangspunkt i kritikken af Anders Nilssons brug af dansk fra Landstingets talerstol. Han lægger ud med at tage Nilssons side i debatten:

Grønland er et tosproget samfund, så længe dette er reglen, bør man også kunne tale begge sprog i landstinget. Hvis Landstinget ønsker dette skal ændres, kan et flertal beslutte det. Men det er i så fald et flertal, der tilsidesætter et mindretals rettigheder.

Krarup fastslår i objektiv kategorisk modalitet, at "Grønland er et tosproget samfund". Sålænge dette er "reglen" kan begge sprog derfor helt legitimt bruges i landstingssalen. Intertekstualitet en til debatten om Anders Nilsson er klar. Selvom den kategoriske modalitet fremhæver det tosprogede Grønland som en 'sandhed', indikerer begrebet regel, at retten til at bruge både grønlandsk og dansk er en politisk beslutning. Ordene "bør" og "kunne" indikerer, at der er tale om en normativ forpligtigelse til at efterleve disse regler. Med begrebet "flertal" trækker han på en demokratisk diskurs. Et demokratisk valg har den fornødne magt til at ændre sprogpolitikken. Med ordet "men" indikerer han, at der er et modsætningsforhold mellem den demokratiske diskurs og den multikulturalistitisk menneskerettighedsdiskurs. Han skitserer dermed en potentiel konflikt mellem demokrati og multikulturalistisk ideologi.

I dette indledende afsnit skitserer Krarup et politisk felt, hvis aktører han benævner med det upersonlige pronomen "man". I modsætning hertil, skitserer han i det følgende afsnit et folkeligt felt, som han selv positionerer sig inden for ved at bruge det personlige pronomen og inkluderende "Vi":

Virkeligheden er jo, at vi har et samfund med dansk-talende grønlændere, grønlandsk-talende grønlændere samt to- og flersprogede grønlændere, og så er der nogle danskere, som har været her i mange år, nogle taler grønlandsk andre ikke, og endelig er der badegæsterne, som er her i en kort periode, fordi vi har brug for dem.

Begrebet "Virkeligheden" er en halv dikotomi, der implicit operer som modsætning til det fiktive eller myten. Den er en ofte anvendt lingvistisk konstruktion, der giver udsagnet høj sandhedsværdi.

Den virkelighed, Krarup beskriver er et multikulturelt samfund af to grupper opdelt ud fra afstamning. Han deler grønlænderne op i tre grupper, ud fra deres sprogfærdigheder: henholdsvis dem, der kun taler dansk, dem, der kun taler grønlandsk og dem, der er to- eller flersprogede. Og danskerne op i to grupper: dels de fastboende, der internt differentieres ud fra om de taler grønlandsk eller ikke, og dels de tilkaldte; badegæsterne, hvis status som nogle det grønlandske samfund "har brug for" overskygger en vurdering af deres sprogfærdigheder. Krarup anvender her en afstamningsbaseret kulturel definition af de to grupper, men anerkender samtidigt, at alle er en del af det grønlandske samfund. Han blander dermed en kulturel og en politisk definition af nationen, så forskelligheden på en gang opretholdes, samtidig med at pluraliteten legitimeres.

Men en ting er væsentlig: Alle er her af fri vilje og udfører et stort arbejde for at være med til at bære Grønland frem mod større selvstændighed og uafhængighed.

Ved at indlede med begrebet "Men" indikerer han, at der ligger en potentiel konflikt i den mangfoldige virkelighed, han netop har skitseret. Så måske hans forestilling om nationen i udgangspunktet er det homogene fællesskab. Men han legitimerer alles tilstedeværelse ved at hævde, at befolkningen er aktive agenter, der alle af "fri vilje" går ind for det fælles nationale selvstændighedsprojekt. Dette konstrueres som en absolut betingelse for accept og kan ses som et forsøg på at fremme en politisk definition af nationen, som foreskriver aktiv deltagelse.

I artiklen "På sit bedste aftenskoleengelsk" (Atagu den 14. feb 1999) opdeler afsenderen Anders Nilsson, som både Nielsen og Krarup i deres artikler har forsvaret, også Grønland i et dansktalende mindretal og et grønlandsksproget flertal. Men til forskel fra Nielsen trækker han på klare menneskerettighedsdiskurser og hævder det dansktalende mindretals sproglige rettigheder. Anders Nilsson er dansk født, kom første gang til Grønland i 1969 og har boet der fast siden 1974. Han er grønlandsk gift og har 3 voksne børn. Som før nævnt sidder han i landstinget som medlem af partiet Atassut og har været genstand for en hæftig debat mellem dem, der kræver, at sproget i landstinget skal være grønlandsk og dem, der mener at Grønland skal være tosproget, også i landstinget. (Artiklen er i øvrigt forfattet i perioden op til valget).

Nilsson indleder med en kritik af det grønlandske venstrorienterede parti Inuit Ataqatigiit. Inuit Ataqatigiit betyder 'Inuit fællesskabet'. Partiet fokuserer stærkt på inuitsamarbejdet i Arktis på tværs af nationale grænser og ønsker selvstændighed fra Danmark hurtigst muligt (Lyck 1998 p.12-13). Gennem hele Nilssons artikel repræsenterer Inuit Ataqatigiit skepsis overfor danskerne og det danske sprog og fungerer som 'den anden', han positionerer sig i oppostion til og fremhæver sine rettigheder som etnisk mindretal over for.

I afsnittet umiddelbart før det følgende, anklager han en af partiets kandidater, Stephen Hammeken, for at have forsøgt at nedgøre det danske mindretal, ved på et danskssproget vælgermøde at have læst et traktatstof om oprindelige folks rettigheder op på engelsk. Han fortsætter med at referere til Hammeken:

På dansk fik han blandt andet fortalt os, at Grønland efter hans og Inuit Ataqatigiits verdensopfattelse befolkes af grønlændere og tilkaldte fra Danmark.

Ifølge Nilsson indholdsudfylder Hammeken nationen Grønland med "grønlændere og tilkaldte fra Danmark". Nilsson betegner dette med begrebet "verdensopfattelse" og fremstiller derved Hammekens og Inuit Ataqatigiits udsagn som en holdning - et perspektiv på virkeligheden, der ikke nødvendigvis repræsenterer 'sandheden'. Han definerer udsagnet som én gruppes holdning og positionerer sig implicit i opposition til denne. Det er uklart om Hammekens opdeling af Grønland i grønlændere og tilkaldte definerer en grønlænder ud fra en eksklusiv racedefinition eller om han definerer alle fastboende - uanset race - som grønlændere. Under alle omstændigheder passer ingen af definitionerne på Nilssons selvtilskrevne identitet og tilhørighed i Grønland, som han her redegør for:

Jeg siger vi.

For selv om jeg hverken er grønlænder eller tilkaldt, så har jeg alligevel hjemme i Grønland. Jeg er en del af det dansksprogede fastboende mindretal. Jeg kom til Grønland i 1969, har boet her siden 1974, er grønlandsk gift og har tre voksne børn.

Jeg tilhører et etnisk mindretal og nyder beskyttelse blandt andet efter den europæiske konvention om menneskerettigheder.

Først pointerer Nilsson med begrebet "vi", at han ser sig selv som en del af det grønlandske samfund. Med begreberne "selv om" og "alligevel" gør han det tydeligt, at der er tale om et modsætningsforhold mellem hans og Hammekens syn på, hvem der har "hjemme" i Grønland. Med udgangspunkt i dette modsætningsforhold etablerer han sin identitet relationelt via en ækvivalenskæde. Først klargør han, ved at referere til Hammeken, hvad han ikke er, nemlig hverken "grønlænder" eller "tilkaldt". Derefter fremlægger han sit alternativ, hvad han er, nemlig "en del af et dansksproget fastboende mindretal". Sætningen "etnisk mindretal og nyder beskyttelse blandt andet efter den europæiske konvention om menneskerettigheder" er et udtryk for manifest intertekstualitet, ud fra hvilken han tildeler gruppen af fastboende, dansksprogede fundamentale mindretalsrettigheder. Dermed modgår han Hammekens definition af nationen og skaber en alternativ version af Grønland, hvor landet er opdelt, ikke i tilkaldte og grønlændere, men i tilkaldte og fastboende - der igen er opdelt i to etniske grupper: et grønlandsk flertal og et dansk mindretal.

Det er interessant at bemærke, at selvom Nilsson hævder den sproglige mindretalsrettighed som en principiel ret, der gælder for enhver, også for de tilkaldte, (17)indtager det, at han har boet i landet over længere tid, er indgift og har 'halve' børn en central plads i hans argumentation og ligger som en implicit og stærk legitimeringsfaktor. Dette kan være problematisk, idet de dansktalende, der ikke kan bevise lignende former for tilknytning til landet, principielt er i fare for at blive positioneret som tilkaldte og dermed mere 'fremmede'.

Både Poul Krarup, Anders Nilsson, og Grace Nielsen fremhæver således de dansktalendes tilknytning til det grønlandske samfund. De forsøger således at dekonstruere en ensidigt kulturel definition af nationen til fordel for en politisk. De konstruerer Grønland som en multikulturel nation, der rummer plads for, at befolkningen ikke er homogen hvad angår sprog, kultur, etc. Dette kan ses som forsøg på at fremme en politisk definition af nationen, der er mere åben og kulturelt inkluderende.

Men Anders Nilssons definitionen af, hvem der udgør det grønlandske samfund virker på den anden side en smule snæver. Går vi dybere ned i den ser vi, at det er en lille, veldefineret gruppe, og at det derfor måske ikke er alle, der kan hævde deres rettigheder i Grønland. Dette kommer implicit frem i det følgende citat, hvori han definerer de to fastboende, etniske grupper:

Og vi fastboende - danskere og grønlændere - har en lovsikret ret til vores egen kultur, vores egen levevis og vort eget sprog - efter vort eget frie valg.

Nilsson definerer de to grupper: danskere og grønlændere ud fra de tre begreber egen "kultur" "levevis" og "sprog". Hermed trækker han på en forestillingen om, at objektive kriterier som kultur, levevis og sprog determinerer gruppetilhørsforhold og kulturel identitet - en tanke, der kan ses som en direkte videreførelse af den nationale idé (Liep og Olwig 1994 p. 8). Disse fællestræk bliver stillet op som noget grupperne naturligt besidder, ved hjælp af objektiv kategorisk modalitet og gængse ordsammenstillingerne - kollokationer (Jørgensen og Phillips 1999 p. 195). Derved bliver de to kategorier - grønlændere og danskere- konstrueret som ret statiske og med meget lille mulighed for intern differenciering. Som nævnt i kapitlerne Det nationale og Etno-kulturel identitet efterlader en forestilling om gruppetilhørsforhold defineret ud fra objektive, kulturelle kriterier ikke meget rum for interne modsætningsforhold. Den forudsætter at 'kulturer' er homogene og ser bort fra at det findes interessemodsætninger og værdikonflikter indenfor enhver 'kultur'. Retten til at afgøre hvilke værdier og rettigheder der skal hævdes, tildeles en lille snæver elite, som således udelukker alternative syn på, hvad der opleves som vigtigst.

Når Anders Nilsson her bruger begrebet "efter vort eget frie valg" er det en intertekstuel reference til The Universal Declaration of Linguistic Rights, som han henviser til i slutningen af sin artikel. Iartikel 4 pkt. 2siges der, at enhver form for assimilering, beskrevet som opgivelse af egne kulturelle værdier eller levevis, skal ske ud fra ens eget frie valg.

Ud over favorisering af to etniske grupper dansksproget mindretal og grønlandsk sproget flertal, der kan virke som eksklusionsmekanisme for andre end dem, der kan leve op til de snævre kriterier, er der et andet problem ved måden Nilsson fremhæver sine rettigheder på. Ved at trække på en menneskerettighedsdiskurs, konstruerer han en identitet for det dansksprogede mindretal som en gruppe, der har brug for beskyttelse i Grønland. Dermed fremstiller han disse som en skrøbelig gruppe, der i sin fare for at blive undertrykt, må ty til store internationale institutioner. Dette kan få uheldige sociale konsekvenser, idet det kan medvirke til tildels at øge frygten internt i det dansksprogede mindretal og tildels at konstruere de grønlandsk sprogede som nogle, der prøver at udføre overgreb på det dansk sprogede mindretal. Begge dele kan således medvirke til at udvide kløften mellem den dansksprogede og den grønlandsksprogede del af befolkningen. Man kan sammenligne Nilssons argumentation med den argumentation, der var strukturerende for konstruktionen af Grønland - en truet nation, bare med omvendt fortegn. Hvor det dér var de dansk sprogede, der blev fremstillet som 'skurke' og de grønlandsksprogede som 'ofre', er det her i Nilssons artikel de grønlandsk sprogede, der ses som de slemme overgribere og de dansksprogede, der konstrueres som de stakkels undertrykte. Således kan man sige, at hans argumenter delvist viderefører de koloniale diskurser fra patron-klient forholdet mellem Danmark og Grønland, bare med omvendt fortegn.

Et eksempel på dette ser vi i det følgende, hvor Nilsson konstruerer den grønlandske sprogsituation som krænkende overfor det dansksprogede mindretal. For at opbygge sin argumentation, trækker han på et historisk narrativ, hvori Danmark beskrives som en kolonimagt, med indsigt i menneskerettigheder. Vi vil af pladshensyn ikke præsentere vores analyse af narrativet, men blot nævne den overordnede pointe og dets retoriske funktion. Ifølge narrativet "forstod det danske styre i Grønland, at etniske mindretal har uomgængelige rettigheder, og man understøttede aktivt det grønlandske sprog og den grønlandske kultur." I sin konstruktion af narrativet remser Nilsson årstal op og bruger objektiv kategorisk modalitet, hvilket medvirker til at konstruere det som en sandhed. Umiddelbart her efter, retter han fokus på situationen i dagens Grønland:

I Grønland har man afskaffet dansk som undervisningssprog i uddannelsessystemet.[...]

Kun i Nuuk er der en dispensation, hvorefter børn kan modtage undervisning på dansk - ikke af respekt for det danske mindretals rettigheder, men fordi man ikke kan skaffe den nødvendige tilkaldte arbejdskraft, hvis de tilkaldte ikke kan få deres børn undervist på et sprog, som børnene forstår og taler derhjemme med mor og far.

Sprogsituationen i dagens Grønland opstilles som en modsætning til det forudgående afsnit. Ved at indlede afsnittet med "I Grønland" trækkes læseren tilbage til det nutidige Grønland, der i modsætning til det danske kolonistyre - der fremstod som humant, med kun gode intentioner - opstilles som diskriminerende. Nilsson nævner dog ikke det grønlandske styre ved navn, men bruger den mere upræcise agent man, hvilket vidner om at det er en beslutning, han tager afstand fra. Ved at bruge udtrykket "afskaffet dansk", giver han indførelsen af integrationsskolen præg af at være overgreb mod det danske mindretal. Det kunne tyde på, at han ser integrationsskolen som en assimilation, i stedet for en integration af det dansksprogede mindretal.

Han præsenterer intentionerne om at beholde den danske undervisning i Nuuk som nogle, der er betingede af, at man ellers ikke kan "skaffe den nødvendige tilkaldte arbejdskraft". Han påpeger, at de således er af udelukkende økonomisk art og fremhæver, at det ikke er "af respekt for det danske mindretals rettigheder". Således skaber han et multikulturelt Grønland med et styre, der har et tvivlsomt forhold til mindretallets rettigheder.

Ved at sige "et sprog, som børnene forstår og taler derhjemme med mor og far" trækker han børnene ind som agenter. Dermed virker det, at uddannelsessystemet ikke kan tilbyde danskundervisning ikke bare som en overtrædelse af nogle fundamentale rettigheder, men nærmest også som et overgreb på en gruppe af uskyldige børn. Dette medvirker til at fremstille Nilssons klage som en følsom og alvorlig sag.

Grønlandsk og dansk- et sammenhængende hele

I dette kapitel vil vi vise brugen af de diskurser, der placerer grønlandsk og dansk sprog i et sammenhængende hele, hvor de supplerer og ikke bekæmper hinanden. Karakteristisk for disse diskurser er, at de til forskel fra diskurserne i sidste afsnit, søger at accentuere det fælles for den dansktalende og den grønlandsksprogede befolkning. Både det danske og det grønlandske sprog fremhæves her som kulturelle identitetsmarkører, der på trods af dette ikke opstilles som modstridende.

I artiklen "Grønlandsk og Dansk" (A/G den 17. februar 1998) tager afsenderen, Lars Mosgaard, afsæt i en debat, hvor man diskuterer fordelingen mellem danske og grønlandske firmaer og påpeger at disse drøftelser "nærmer sig i betænkelig grad en etnisk skelnen mellem dansk og grønlandsk" og at de følelser, der kommer til udtryk også "stammer fra det etnisk- nationalistiske felt, ikke langt fra diskriminationens og racismens fæle ansigt". Med disse sætninger, der trækker på negativt ladede begreber som "i betænkelig grad", "racisme", "diskrimination" og "fæle ansigt", positionerer han sig i opposition til debatten. For yderligere at vise det problematiske i at skelne etnisk imellem firmaer og deres ejere, opstiller han et eksempel, hvor han spørger:

Er et firma med en danskfødt og dansksproget ejer, der måske har haft firma i Grønland i 30 år siden de glade 60'ere, og som måske er grønlandsk gift, har grønlandske børn, og som endelig ofte beskæftiger væsentlig flere grønlændere end danskere, er et sådant firma mindre grønlandsk end et firma med en etnisk set grønlandsk ejerkreds? Eller er det mere grønlandsk?

Mosgaard opstiller et modsætningsforhold mellem sig selv og dem der skelner mellem danske og grønlandske virksomheder. For at gøre dette forhold tydeligere, bruger han den spørgende form, og efterlyser hermed rationaliteten i de andres opdeling. Han tegner et portræt af en danskfødt og -sproget firmaejer. Ved at sige, at han kom til landet i "de glade 60'ere", henviser Mosgaard til et af de mest positive møder mellem danskere og grønlændere, og skaber dermed en positiv identitet for firmaejeren.(18)

I sin skildring af denne fiktive person trækker Mosgaard på en samfundsøkonomisk diskurs. Ved at fremhæve, at han "beskæftiger væsentlig flere grønlændere end danskere" i sin virksomhed, bliver personen fremhævet som en samfundsstøtte, der skaber arbejdspladser for befolkningen. Med dette gør han personen til en nyttig samfundsborger. Samtidigt fremhæver han, at han har boet i landet længe, er grønlandsk gift og har grønlandske børn, hvorved det fremkommer, at personen også (korttids)historisk, familiært, følelsesmæssigt og måske kulturelt, har knyttet bånd til Grønland. Idet han er "danskfødt" og ikke nødvendigvis taler det nationale sprog, skulle han ud fra en rent kulturelt defineret etnicitets- og nationalitetsdefinition, ikke være en del af nationen (jf kapitlet Det nationale ). Men ved på én gang at fremhæve personens praktiske nyttefunktion i samfundet og hans mere subjektive tilknytning til landet, får Mosgaard det til at fremstå som absurd, at betragte ham som fremmed og uvelkommen. Således fremstår det i Mosgaards univers som fejlagtigt at forskelsbehandle dele af befolkning, fordi de ud fra en etnisk og kulturel definition af nationen hører mindre til. Han søger i stedet at fremme en mere politisk forståelse af nationalitet, der sætter kriterier om aktiv deltagelse, vilje og solidaritet over sprog, race og oprindelse/historisk rødder.

På trods af dette forsøg på at åbne det nationale begreb, bygger hans samfundsøkonomiske legitimeringsstrategi på en logik, der er baseret på ideen om den kulturelt homogene nation. Det, der legitimerer de dansktalendes tilstedeværelse er nemlig, at de er med til at bygge nationen op på 'grønlandsk vis', ved at 'give grønlænderne' arbejde. Dette hænger nok tæt sammen med, at han argumenterer imod de kulturelt definerede nationale diskurser og således trækker på deres logik, for så senere at stille spørgsmålstegn ved dem og dekonstruere dem.

Mosgaard fortsætter i sin spørgende form:

Hvis det alene er sproget, der gør den forskel, som så mange for tiden taler om, så vil der være en række forretningsdrivende og virksomhedsejere i Grønland - både danskere og grønlændere - som i denne debat må føle sig meget ilde tilpas og uvelkomne i deres eget land, det vil sige det land, de er født og opvokset i eller måske har boet en menneskealder i, loyalt betalt skat og afgifter til og været iværksættere for.

Her trækker Mosgaard på ideen om, at det er ejerens sprog, der afgør hvorvidt et firma bliver defineret som henholdsvis grønlandsk eller dansk. Men han lader ikke denne idé få fodfæste. Med begrebet "hvis" (i stedet for eksempel "at") gør han den til en holdning, der i hans univers er en sandhed med klare modifikationer. Han trækker agenterne: de "forretningsdrivende" og "virksomhedsejerne" ind og fremhæver, at disse består af såvel grønlændere som danskere. Derved pointerer han, at det ikke bare er danskere, men også grønlændere (af afstamning), der føler sig "meget ilde tilpas" og "uvelkomne i deres eget land". I sætningen hvor han siger "deres eget land" trækker han på en blanding af en kulturel og en politisk definition af nationen. Dette ses i vendingerne (der er formuleret i objektiv kategorisk modalitet): "født og opvokset i", "boet en menneskealder i", "loyalt betalt skat og afgifter til" og "været iværksættere for". De to første sætninger og de to sidste trækker på henholdsvis vægtningen af subjektiv tilknytning til landet og den samfundsøkonomiske diskurs.

Ved at fremhæve at der er "både danskere og grønlændere" der ikke taler grønlandsk, skelner han imellem de to kategorier ud fra race eller afstamning. Det virker således som om han trods sin kritik kommer til at operere med et etnisk skel.

Men det er tydeligvis strategisk begrundet for at vise, hvad det reelle problem ifølge Mosgaard er, nemlig at man ikke kan tale om grønlændere og danskere:

Forvirringen består i, at man ikke gør sig ganske klart, at dansk og grønlandsk - i hvert fald i dansk sprogbrug - ikke uden videre udelukker hinanden. Enhver grønlænder er i folkeretlig henseende tillige dansker, mens langt fra alle danskere tilsvarende er grønlændere. Faktisk kan man som dansker aldrig opnå at blive grønlænder, heller ikke selv om man bor her hele sit liv.

Ved at fremhæve, at "man ikke gør sig ganske klart" og ved sige at diskussionen er karakteriseret af forvirring, underminerer han holdningernes troværdighed og autoritet. Ordet "man" afspejler yderligere hans afstandstagen og placerer ham uden for gruppen af dem, der ligger under for forvirringen.

Med fremhævelsen af at "dansk og grønlandsk [ ...] ikke uden videre udelukker hinanden" dekonstruerer han forestillingen om den kulturelt homogene nation, som blandt andre Christiansen trak på, hvori grønlandsk og dansk bliver opstillet som konkurrenter. Med begrebet "folkeretlig henseende" refererer han til rigsfællesskabet. I Danmark operer man, med en definition af dansker, som rigsborger, idet både 'grønlændere', 'færinger' og 'danskere' i folkeretlig henseende er danskere. Men, idet man som dansker ifølge Mosgaard aldrig kan opnå status som grønlænder, opererer man i Grønland med en mere snæver definition af borgeren. Han fortsætter i et forsøg på at dekonstruere den kulturelle definition af en grønlænder:

Er eller kan mine børn overhovedet blive grønlændere? - Jeg selv gør nok ikke. Hvor mange generationer skal der til, for at man kan blive grønlænder? Hvor mange generationer gik der, førend Jensen’erne, Fleischer’ne, Olsvig’erne, Lynge’rne, Geisler’ne etc. blev grønlændere? Nuvel, denne tankegang fører mig for langt ud i uføret og for hurtigt ind i forestillinger om, at man let kan finde regelsæt for den slags spekulationer i tyske annaler fra 30'erne, amerikanske fra 60'erne og sydafrikanske fra op til 90'erne

Mosgaard fortsætter sin eftersøgning efter rationalitet, ved at fortsætte i den spørgende form. Ved at opbygge sin argumentation fra sine børn, til sig selv, til det generelle spørgsmål, for derefter at føre det videre til en række grønlandske familienavne af dansk oprindelse, sætter han spørgsmålstegn ved, hvorfor de andre familier er grønlandske og hans familie ikke er det. Han sætter således spørgsmålstegn ved den etniske skelnen mellem grønlændere og danskere og efterlyser dens logik. Ved at fremhæve sine børn som agenter, fremstår skellet nærmest som et overgreb. Brugen af spørgsmål virker som en effektiv dekonstruktion af det etniske skel og en måde at udfordre den på, ved at efterspørge rationelle og klare argumenter. Han udsætter opdelingen for yderligere kritik ved at sige, at svarene, som han eftersøger måske findes i "i tyske annaler fra 30'erne, amerikanske fra 60'erne og sydafrikanske fra op til 90'erne". I en sarkastisk tone sammenligner han den etniske opdeling med nogle af de værste overgreb på menneskerettigheder i dette århundrede. Ved at bruge ordet "spekulationer" fremstår det at skelne etnisk som noget velovervejet og ondskabsfuldt.

I artiklens afsluttende afsnit ekspliciterer han sin egen vision:

Samarbejde og synergi er løsningen!

Vores fælles muligheder og styrke findes i vores forskelle, ikke i vores ensartethed. Der må ligge store muligheder og enorm styrke i det faktum, at Grønland er et to-sproget samfund. Lad os finde vores fælles styrke og muligheder.

Vi er jo dog i familie, er vi ikke?

Hans vision er formuleret i objektiv kategorisk modalitet og fremstår, i sammenhæng med det væld af positivt ladede ord han benytter, som en overbevisende løsning. Med begrebet "synergi" trækker han på en diskurs fra erhvervslivet, der beskriver, at den fælles indsats giver mere end summen af de enkeltes bidrag.

Tre gange nævner han de to ord "mulighed" og "styrke". Første gang lægger han begrebet "fælles" til, hvorved han, sammen med det personlige pronomen "vores", samler de grønlandske borgere under ét. Anden gang sætter han dem ind i en ækvivalenskæde, hvori "forskelle" og "to-sproget samfund" sættes lig med "store muligheder og enorm styrke". Med vendingen "det faktum" konstrueres tosprogetheden i Grønland som en sandhed, som det slet ikke giver mening at diskutere. At have to sprog i et samfund er i Mosgaards perspektiv ikke konfliktfyldt og problematisk, men derimod en stor ressource. Det fremgår umiddelbart ikke om de to sprog er defineret som en faglig og udviklingsmæssig kompetence eller kulturelle markører. Tredje gang han bruger "mulighed" og "styrke" formulerer han sig i bydeform, positioner sig selv og læserne som aktive agenter og fremhæver atter, at det er noget "fælles" som "vi" skal finde. Ved at trække på familiemetaforen accentuerer han yderligere dette sammenhold på tværs af forskelle.

I artiklen "Menneskesprog" (Atagu den 8. oktober 1997) af Aqqaluk Petersen artikuleres et syn på det danske sprog og danskerne som en integreret del af det grønlandske samfund både historisk, kulturelt og sprogligt. Petersen indleder med i rosende vendinger at referere til videoproduktionen Mit sprog som menneske - en grønlandsk film om sprog, magt og identitet fra 1997, hvilket kan ses som et tilfælde af manifest intertekstualitet. Filmen giver ifølge Petersen "et tværsnitsbillede af det grønlandske samfunds mangfoldighed, også sprogligt". Han omtaler filmens hovedpersoner ud fra deres alder, erhverv og sprogfærdigheder: "den ældre dame, der er ked af, at hun aldrig fik sig lært ordentligt dansk", "den unge fyr, der gerne vil grønlandisere yder ligere" og "den rent dansksprogede håndværksmester". Han kommer således ikke ind på deres etniske- eller racemæssige identitet og undlader dermed at tage stilling til hvorvidt sprogfærdigheder hænger, eller bør hænge sammen med etnicitet og race.(19)Ved at rose videoproduktionen og dermed positionere sig i overensstemmelse med dens budskab, benytter Petersen det filmiske narrativ til at tegne et komplekst og mangfoldigt billede af det grønlandske samfund, hvor heterogenitet fremfor homogenitet karakteriserer både den befolkningsmæssige og sproglige situation.

Senere i artiklen ekspliciterer Petersen sit billede af Grønland som et multikulturelt samfund. Han har netop advaret mod, at det danske sprog i selvstændighedens navn "kastes ud med badevandet" og opstiller to argumenter for at bevare det. Det ene er, at det danske sprog er nødvendigt for samfundet, hvilket han stadfæster ved at trække på en diskurs om dansk som en forudsætning for at få en videregående uddannelse (For en redegørelse af dette se kapitlet Dansk er en uddannelsesmæssig kompetence ). Det andet argument er som følger:

Den danske kultur i det grønlandske
For det andet og vigtigere, har vi nu en næsten 300 år gammel fælles historie med Danmark. Mange af de kulturtræk, vi lægger vægt på i vores grønlandske kultur, inklusive sproglige elementer, er dybt prægede af denne fælles historie. Det gælder ikke kun vores sangskat og musik, vores religiøse institutioner, vores skoler og politiske institutioner men sågar også vores elskede nationaldragt, der er en rigtig hybrid mellem europæiske (danske) elementer og den oprindelige inuit kultur. Et vigtigt grønlandsk kulturtræk, vores kaffe-mik, er som så mange danske træk i vores kultur, jysk inspireret. At vi lægger vægt på at have stærke fagforeninger og både har en almindelig -og en arbejderhøjskole er næsten så dansk, som det kan blive. Andelstanken, endnu en dansk opfindelse, er os heller ikke fremmed med Brugsen som et dominerende islæt i de grønlandske bysamfund.

I hele afsnittet taler Petersen inden for en national diskurs, hvilket blandt andet ses på hans brug af begreberne "vi" og "vores". Han vægter relationen mellem Danmark og Grønland ud fra en fælles historisk fortid. Det koloniale forhold mellem de to nationer nævner han ikke, men vægter alle de steder hvor det, der betragtes som typisk grønlandsk er "dybt præget" af det danske. Ved at sammenbinde begreberne "kulturtræk" og "historie" med sætningen "dybt præget af" nærmer han sig en forståelse af kultur som historisk konstruktion, fremfor en naturaliseret essens. Han afklæder de kulturtræk, der 'normalt' anses for 'rent' grønlandske deres naturaliserede form og redefinerer dem som hybride konstruktioner mellem "europæiske (danske) elementer" og "oprindelig inuit kultur".(20)Hermed placerer Petersen det danske indenfor rammerne af det grønlandske, hvorved han redefinerer de danske elementer fra at være nogle, der kommer ude fra og truer med at gøre nationen sygelig og skizofren, som vi så i kapitlet Grønland - en truet nation , til at blive en del af den grønlandske nationale kultur. Hans opremsning af alle de grønlandske kulturtræks danske træk kan ses som en retorisk sproglig strategi, der sammen med den objektive kategoriske modalitet understøtter hans argumentation.

Som vi tidligere har været inde på fremkommer det i hans artikel, at han også ser det danske sprog som en ressource for den grønlandske befolkning. Han definerer dem, der ikke behersker dansk som "taberne" i uddannelsessystemet (For en mere detaljeret analyse af dette se kapitlet Dansk er en uddannelsesmæssig kompetence ) og fortsætter:

Derfor er det tvingende nødvendigt, at det danske element, der er så stor en del af vores kulturhistorie styrkes i vores folkeskole og ikke kun ved de såkaldte sprogskoler, der må betragtes som rene lappeløsninger.

(Dette citat har vi analyseret i det ovenfor nævnte kapitel og vil derfor kun komme ind på det, der har relevans i denne specifikke sammenhæng). Det er bemærkelsesværdigt, at han trækker det kulturelle og identitetsmæssige aspekt ved sprog ind. I og for sig kunne han lige så godt have fremført sit argument uden at have indført sætningen "der er så stor en del af vores kulturhistorie". Taget i betragtning af, at han netop har defineret de rent grønlandsksprogede som taberne, skulle argumentet om, at det er nødvendigt at styrke det danske sprog i folkeskolen være stærkt nok i sig selv. Men det virker som om, at han vil sige noget mere:

Sprog er som så meget andet en integreret del af vores kultur, en kultur der selvfølgelig skal udtrykkes i hele vores uddannelsessystem fra folkeskolen og opefter.

Her konstrueres "sprog" som en "integreret" del af "vores kultur". Begrebet kultur fremstilles således som et bredere begreb end sprog, der ses som et aspekt af det kulturelle og en vigtig markør for kulturel identitet. Petersen benytter objektiv kategorisk modalitet til at stadfæste, at kultur skal udtrykkes i hele uddannelsessystemet og lader det fasttømre som endnu mere naturligt, ved at knytte begrebet "selvfølgelig" til. Sætningen er imidlertid formuleret i passiv og det er derfor uklart hvem, der konkret skal sørge for at det sker. Det personlige pronomen "vores" henviser til, at han med begrebet kultur mener grønlandsk kultur. Når grønlandsk kultur, som vi så ovenfor, ifølge Petersen er en hybrid mellem grønlandske og danske elementer må det være ensbetydende med, at dansk kultur og altså også det danske sprog "selvfølgelig" skal udtrykkes i hele uddannelsessystemet. Med dette gør Petersen det danske sprog til en naturlig del af det grønlandske uddannelsessystem.

Hvis vi fokuserer på det retoriske og strategiske aspekt ved diskurser bliver det interessant at reflektere over, hvorfor han mon så stærkt insisterer på at forene det grønlandske og det danske. Man kan stille sig spørgende overfor, hvorfor det er nødvendigt at placere det danske i midten af grønlandsk kultur. Er det ikke argument nok, at det danske sprog fremhæves som et fornuftigt og nyttigt værktøj for fremtidig uddannelse? Måske er svaret at finde i Petersens intertekstuelle reference til Per Langgårds artikel Om dansksprogethed vs. sprogethed (Atagu 28. februar 1996). Her fremlægger Langgård et empirisk materiale der viser, at holdninger og attituder overfor fremmedsprog har stor indflydelse på elevernes motivation og dermed indlæringsprocessen. Petersen referer i sin artikel eksplicit til Langgård. Ud fra en overbevisning om, at han også i dette tilfælde trækker på Langgårds artikel, tolker vi, at Petersen ikke anskuer det for tilstrækkeligt, at fremhæve det praktiske- og faglige udbytte ved at kunne dansk. Langgårds materiale viser, at motivationen for at lære dansk være minimal, hvis befolkningen, i særdeleshed eleverne, er negativt indstillede overfor det danske sprog. Én af grundende til, at Petersen vægter dansk sprog og kultur som en del af det grønlandske, kan altså tolkes som et forsøg på at rykke ved holdningerne eller attituderne overfor det danske sprog. Når han har nedfældet det danske i 'kernen' af de grønlandske kulturelle værdier og nationale symboler, bliver det vanskeligt at argumentere for, at det er noget fremmed, farligt og truende, som landet må beskytte sig imod.

Petersen fortsætter:

Vi må ikke lade "dinosaurerne" (frit citeret efter Per Langgaard), en gruppe af hovedsageligt grønlandske mænd i 40 og 50 års alderen på ledende poster i det grønlandske samfund og med bygderomantikken frisk i hovedet og tilmed et traumatisk forhold til det danske sprog og Danmark, udelukke de kommende grønlandske generationer fra verdenssamfundet. Verden bliver hastigt mindre i takt med revolutionen i telekommunikation. En udvikling vi naturligt skal deltage i og hvor vi vil have brug for ikke kun grønlandsk, men i høj grad for det danske sprog.

Her fremhæver Petersen en gruppe som han ved hjælp af Langgård benævner "dinosaurerne". Metaforen medvirker til at konstruere gruppen som håbløst gammeldags. Ved at henvise til deres samfundsposition "på ledende poster" positionerer han dem i en rolle, som traditionelt har været tildelt danskerne. Dette og de øvrige karakteristika, han tillægger gruppen - ældre mænd, der er belastede af koloniforholdet mellem Danmark og Grønland, der romantiserer om den tid der lå før - opstiller han dem som 'den anden' han positionerer sig i opposition til. Han beskriver deres projekt som yderst tvivlsomt, ved at bruge vendinger som "med bygderomantikken frisk i hovedet", "traumatisk forhold" og "udelukke de kommende generationer fra verdenssamfundet". Ved at sige "Vi må ikke lade[...]" tager han direkte afstand fra dem og forsøger at aktivere læseren i kampen mod at lade dem få indflydelse. Han fremfører herefter, i objektiv kategorisk modalitet, sit bud på de faktuelle rammer. Her trækker han på en udviklings- og globaliserings diskurs. Ved at bruge vendinger som "Verden bliver hastigt mindre" og "revolution i telekommunikation", inholdsudfylder han udviklingen som uafhængig af Grønland og i stadig bevægelse. Hermed virker 'dinosaurernes' projekt, som en fare for Grønland der risikerer ikke at kunne følge med. Han opstiller til sidst det danske sprog som et nødvendigt værktøj for at kunne følge med udviklingen (se i øvrigt kapitlet Dansk er en uddannelsesmæssig kompetence ).

Konklusion

Vi har nu afsluttet vores analyse og vil forholde de opdagelser, vi har gjort, til vores problemformulering; hvordan de to kategorier dansk sprog og det grønlandske samfund indholdsudfyldes, og hvilke diskurser der bliver trukket på for at problematisere og legitimere det danske sprogs tilstedeværelse i det grønlandske samfund. Vi har i analysen identificeret en række problematiserings- og legitimeringsstrategier, som vi nu vil opsummere, for dernæst at forsøge at sætte dem ind i en social kontekst og diskutere deres principielle sociale implikationer for det grønlandske samfund.

Problematisering

I vores analyse har vi identificeret diskurser, der eksplicit problematiserer det danske sprogs tilstedeværelse i Grønland. I disse konstrueres nationen som kulturelt homogen og da sprog - både det grønlandske og det danske - bruges synonymt med kultur, fremstår det danske sprog som en trussel mod den kulturelle homogenitet i det grønlandske samfund.

Vender vi blikket mod de sociale og samfundsmæssige implikationer af denne konstruktion af nationen, ser vi, at den virker særdeles ekskluderende. Der er ikke plads til det danske sprog i det grønlandske samfund, og en større udbredelse af denne forestilling ville således få alvorlige sociale konsekvenser for den dansksprogede del af befolkningen. De dansksprogede ville enten blive nødt til at forlade det grønlandske samfund eller blive assimilerede på den grønlandske nations præmisser.

Selvom ideen om den kulturelt homogene nation sjældent optræder i sin rene form, optræder den som baggrund i stort set alle teksterne. Selve det, at det danske sprogs tilstedeværelse kræver en legitimering vidner om, at et land med flere sprog ikke fremstår som ligetil og naturligt.

Legitimering

Vi har identificeret fire legitimeringsstrategier for det danske sprogs tilstedeværelse i Grønland.

I den første fremhæves det danske sprog som en nødvendig uddannelsesmæssig kompetence. Her indholdsudfyldes dansk fortrinsvist som et andetsprog og en faglig kvalifikation, der skal hjælpe Grønland til på kortere eller længere sigt at blive en kulturelt homogen nation - og de steder, hvor nationen omtales som kulturelt heterogen, fremhæves det grønlandske sprog som hovedsproget. Der er dog nogle debattører, der fremhæver dansk som et modersmål og en kulturel identitetsmarkør og som tilsvarende definerer Grønland som en heterogen nation, også på længere sigt.

I den anden legitimeringsstrategi bliver det danske sprogs tilstedeværelse i Grønland legitimeret ved at opstille nationen som nødvendigt tosproget. Grønland mangler kvalificeret grønlandsksproget arbejdskraft og den dansksprogede arbejdskraft opstilles som et nødvendigt værktøj, for at videreudvikle samfundet og opnå selvstændighed. Det danske sprog indholdsudfyldes primært som et nødvendigt kommunikationsmiddel. Men nogle debattører indholdsudfylder det dog som et modersmål, en identitetsmarkør og en kulturel rettighed og definerer tilsvarende Grønland som en heterogen nation.

Tendensen til at indholdsudfylde det danske sprog som et praktisk værktøj - hvori koblingen mellem sprog og etnokulturel identitet nedtones - kan ses som et forsøg på at integrere det danske sprog i det grønlandske samfund, så det ikke skriver sig ind i en kulturel konflikt - med rødder tilbage til kolonitiden - imellem Danmark og Grønland. Det kan samtidigt ses som et forsøg på at integrere det danske sprog på en måde, så det ikke strider imod ideen om den kulturelt homogene nation. Det principielle problem med denne definition er imidlertid, at det danske sprog og den dansksprogede arbejdskraft konstrueres som rene værktøj og redskaber for den grønlandske befolkning. Spørgsmålet om den dansksprogede befolknings tilknytning til landet og dens kulturelle rettigheder bliver let overset.

I den tredje legitimeringsstrategi indholdsudfyldes det danske sprog som en etnokulturel identitetsmarkør, der dels er en praksis og dels en rettighed for det dansksprogede mindretal. Grønland konstrueres som et heterogent og multikulturelt samfund, der består af et grønlandsksproget flertal og et dansksproget mindretal, der begge har fuld tilknytning til landet. Der ligger på samfundsplan et potentiale for en inkluderende politik i denne definition, idet dansksprogede og grønlandsksprogede tildeles de samme rettigheder. Men konstruktionen af det danske sprog som en rettighed har imidlertid den effekt, at grænserne mellem de to sprogfællesskaber trækkes op og forskelle fremfor ligheder bliver det grundlag, som henholdsvis dansk og grønlandsk identitet baserer sig på. Dette kan medvirke til at øge kløften imellem den dansksprogede og den grønlandsksprogede del af befolkningen.

Det er imidlertid netop dette, som den fjerde legitimeringsstrategi søger at modgå. I denne konstrueres dansk som en integreret del af den grønlandske kultur og grundet i den fælles fortid, indtager det danske sprog en plads på lige fod med det grønlandske sprog. Denne definition prøver at ophæve grænserne mellem den dansksprogede og den grønlandsksprogede del af befolkningen og at vægte det fælles. Den virker således åbnende på det nationale begreb - måske mere specifikt for den dansksprogede del af befolkning, end principielt.

I debatten kombinerer aktørerne diskurser på kryds og tværs og trækker på modsaterettede definitioner af det danske sprog og nationen Grønland. Kampfeltet opleves derfor som yderst nuanceret.

Hvad fortæller dette så om sprogdebatten i Grønland?

Sprogdebatten, som den ser ud i vores materiale handler i høj grad om identitetspolitik. Den handler om, hvordan man på den ene side lever i et tosproget samfund og på den anden side bevarer sin nationale identitet. I denne sammenhæng fremstår den politisk definerede nation og den multikulturalistiske ideologi som en mulig fremtidig løsning, der kan lede til større accept af et pluralt og sammensat Grønland.

Litteraturliste

Anderson, Benedict 1983 Imagined Communities: Reflections on the Origin and Spread of Nationalism. Verso: London.

Billig, Michael 1995 Banal Nationalism. Sage: London

Bryld, Tine 1999 I den Bedste Mening. Gyldendal: København

Burr, Vivien 1995 An Introduction to Social Constructionism. Sage: London

Eriksen, Thomas Hylland 1993 Fleretniske paradokser. En kritisk analyse av"multikulturalismen". I Grus nr. 41: Aalborg.

Fairclough, Norman 1992 Discourse and Social Change. Polity Press: Cambridge.

Grønlands Statistik 1996 Rapport om den Sproglige Udvikling i Grønland 1984-1994. Grønlands Statistik: Nuuk.

Gynter, Bent og Møller, Aqigssiaq (red) 1999 Kalaallit nunaat - Gyldendals bog om Grønland. Gyldendal: København.

Hastrup, Kirsten 1989 Kultur som analytisk begreb i Hastrup, Kirsten og Ramløv, Kirsten Kulturanalyse - fortolkningens forløb i antropologien. Akademisk Forlag: København.

Jørgensen, Marianne Winther og Phillips, Louise 1999 Diskuranalyse som teori og metode. Roskilde Universitetsforlag: Roskilde.

Landstingsdebat 1990 Stk. 45- Forslag om obligatorisk brug af det grønlandske sprog i alle offentlige anliggender. Grønlandsk Landstings forhandlinger efteråret 1990. GSK: Nuuk

Laclau, Ernesto og Mouffe, Chantal 1985 Beyond the Positivity of the Social: Antagonism and Hegemony. I: Hegemony and Socialist Strategy. Towards a Radical Democratic Politic s. Verso: London

Langgård, Per 1992 Grønlandsksproget - tosproget - grønlandsksproget: nogle tendenser i det dansk-grønlandske sprogmøde blandt Nuuks skolebørn. I: Grønlandsk Kultur- og Samfundsforkning 92. Ilisimatusarfik/Atuakkiorfik: Nuuk.

Langgård, Per Om dansksprogethed vs. sprogethed. Debatindlæg på www.atagu.gl />
Lynge, Finn 1998 Selvstændighed for Grønland?. Arctic Information: København.

Parbst, Karin (en folder om filmen) 1997 Inuttut qaatsikka - Mit sprog som menneske - En grønlandsk film om sprog, magt og identitet; Statens film central: København.

Potter, Jonathan & Wetherel, Margaret 1987 Discourse and Social Psykology - Beyond Atitudes and Behavior. Sage: London.

Sermitsiaq 1999 SIK vil genindføre fødestedskriteriet. Sermitsiaq den 7. maj 1999.

Skydsbjerg, Henrik 1999 Grønland - 20 år med hjemmestyre - en samtidshistorie om Grønlands udvikling under hjemmestyret. Forlaget Atuagkat: Nuuk.

Sørensen, Bo Wagner 1997 Når Kulturen går i kroppen - 'Halve grønlændere' som begreb og fænomen. I: Felter ; Tidsskriftet Antropologi nr. 35-36. Foreningen Stofskifte: København.

Universal Declaration of Linguistic Rights, artikel 4 pkt. 2.

Østergård, Uffe 1996 Stat, nation og national identitet. I: Andersen, Heine og Kaspersen, Lars Bo (red) Klassisk og Moderne Samfundslitteratur. Hans Reitzels forlag: København.

Noter:

(1) Vi har valgt at fokusere på medietekster, da offentligheden i Grønland er meget lille og ofte foregår via aviserne.
Mange forskere, eksempelvis Inge Kleivan, Lise Lyck m.fl., har baseret store dele af deres samfundsforskning på aviser (Kleivan 1969/70; Lyck 1998).

(2) De 'tilkaldte' refererer til de danskere, der for en kort periode tager til Grønland for at arbejde. Før indførelsen af hjemmestyreordningen blev de danskere, der tog til Grønland benævnt 'udsendte', men som et led i selvstyrepolitikken valgte man i stedet at kalde dem 'tilkaldte'.

(3) Vi har via internettet løbende kommunikeret med Krarup, både angående konkrete oplysninger om avisen og om hans subjektive holdninger til sprogdebatten.

(4) Vi har under sidste del af skrivefasen, over e-mail, haft personlig korrespondance med Poul Krarup.

(5) Vi har under sidste del af skrivefasen, over e-mail, haft personlig korrespondance med redaktøren for Atagu, Anders Nilsson.

(6) Dette kapitel bygger primært på Gynter (1999), Skydbjerg (1999), Grønlands Statistik (1996) samt Parbst (1997)

(7) Før indførelsen af hjemmestyreordningen blev de danskere, der tog til Grønland benævnt 'udsendte'. Men som et led i selvstyrepolitikken valgte man i stedet at kalde dem 'tilkaldte'.

(8) Hegemonibegrebet blev oprindeligt udviklet af Gramsci og er et magtbegreb, der til forskel fra eksempelvis økonomiske og juridiske magtbegreber, betoner magtens ideologiske karakter. Hegemoni drejer sig om magten til at stadfæste, hvad der i et samfund opleves som 'common sense' og derfor ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved. Det er imidlertid ikke muligt at tale om, at en given virkelighedsopfattelse har total hegemoni, idet hegemoni kun opnås delvist og midlertidigt og altid er til forhandling (Jørgensen og Phillips 1999, p. 60).

(9) Her trækker Fairclough på blandt andre Kristeva og Bakhtin (Fairclough 1992 p. 102).

(10) I udformningen af sit tekst-orienterede metodeapparat trækker Fairclough på blandt andet kritisk lingvistik og Michael Hallidays funktionelle grammatik (Fairclough 1992 p. 25-7).

(11) Man tager afstand fra at operere med universelle kategorier som klasse og køn.

(12) Her trækker Hastrup på et begreb som er udviklet af antropologen Edwin Ardener.

(13) Vi er opmærksomme på, at konstruktionen af nationen sker såvel gennem sproglige som ikke-sproglige praksisser, men da vi i dette projekt har begrænset os til udelukkende at behandle tekst i form af tale, vil vi i det følgende kun se på den sproglige konstruktion af det nationale.

(14) Disse citater er præcise gengivelser fra Christiansens artikel. Enkelte steder i de forskellige artikler rummer udsagnene grammatisk set 'ukorrekte' elementer.

(15) Vi har ihærdigt forsøgt at forstå hans introduktionsreplik "på den anden side", men har måttet give op. Vi antager derfor, at det er en fejl fra forfatterens side.

(16) Endvidere vidner sætningen "ikke kun fordi det danske sprog i disse år bliver endog meget stærkt præget af engelsk " om, at der i Petersen udsagn er endnu et tilfælde af interdiskursivitet. I Danmark, hvor Aqqaluk Petersen skriver fra, diskuterer man i disse år den engelske påvirkning af det danske sprog.

(17) Selvom ønsket om selvstændighed i høj grad har hegemoni i debatten, er det ikke alle der er enige. Den tidligere grønlandske repræsentant ved den danske ambassade, Finn Lynge, har i 1998 udgivet et hæfte, hvor han advarer mod løsrivelse fra Danmark, ud fra den overbevisning at det ikke ville føre til selvstændighed, men blot nye suverænitets udøvelser fra amerikansk hold (Lynge 1998).

(18) Forslaget om at give grønlandsksprogede kvalifikationstillæg, har fået en meget blandet modtagelse. Da fagforeningsmanden Jess G. Berthelsen 10 måneder senere kom med samme forslag, var Sermitsiaq hurtigt ude med kritik af forslaget, og beskrev det som indførelsen af et nyt fødestedskriterie i artiklen SIK vil genindføre fødestedskriteriet (Sermitsiaq den 7. maj 1999 ).

(19) Dette fremgår senere i artiklen, hvor han kommer ind på, at enhver familie med dansk som hjemmesprog har ret til modersmålsundervisning. Han siger: "Det står således enhver familie i Grønland, med dansk som hjemmesprog og skolesøgende børn, frit for at køre denne sag helt til domstolen i Strasburg om nødvendigt".

(20) Ifølge Knud Hertling var de danskere, der kom til Grønland før dette tidspunkt stort set alle folk fra det danske borgerskab: læger, sygeplejersker, præster, handelsfolk og lærere. Men i 60erne kom der en ny type danskere - håndværkere og arbejdsmænd - til Grønland for at udbygge infrastrukturen."Dette møde - socialt og kulturelt - med en ny type danskere, har skabt mange lykkelige relationer mellem de to befolkningsgrupper, familiemæssigt og arbejdsmæssig. Mange danske arbejdsmænd og håndværkere, som blev i Grønland og stiftede familie, har betydet meget for Grønlands videre uvikling" ( (Gynter 1999 pp. 263.-264)

(21) Det er interessant, hvordan han i ganske få ord skitserer relationen mellem alder og sprog og dermed implicit referer til den betydning, som henholdsvis grønlandiceringen og daniceringen har haft for de forskellige generationer med hensyn til sprogfærdigheder.

(22) Begrebet 'hybrid' og ordet 'oprindelig' er begge indikationer på, at selvom Petersen vægter det kulturelle som en historisk og social konstruktion, opererer han alligevel med en forestilling om, at grønlandsk og europæisk/dansk kultur hver især har en eller anden form for indre essens. Det er tilsyneladende blot det nutidige Grønland, som ikke er oprindeligt længere, hvad der så end skal til for at definere kultur som oprindelig? Det tyder på, at selvom han fremhæver kultur som en konstruktion, trækker han på en diskurs, hvori kultur ses som noget traditonelt og uomskifteligt i modsætning til en forståelse af kultur, som en dynamisk proces (som det blandt andet hævdes i socialkonstruktionismen). Dette kan have noget at gøre med at han trækker på nationale diskurser, der tager udgangspunkt i, at kultur er geografisk forankret og dermed mere et tingsliggjort objekt, end en praksis.

Bilag 1

Liste over analyserede tekster

Aqqaluk Petersen i København: Menneskesprog. indlæg på Atagu 8. oktober 1997.

Lars Mosgaard chefdistriktslæge i Qasigiannguit er oprindeligt tilflyttet dansker: Grønlandsk og Dansk. AtuagalliutitlGrønlandsposten den 17. februar 1998.

Poul Krarup dansksproget og -født redaktør på Serrnitsiaq: Pas nu på Jess G. Leder i Serrnitsiaq 12. juni 1998.

Anders Nilsson danskfødt og -sproget landstingsmedlem for Atasutt: På sit bedste aftenskoleengelsk. indlæg på Atagu 14. februar 1999.

Thue Christiansen fra Nuuk: Smid de danske redaktører ud. AtuagalliutitlGrønlandsposten den 20. maj 1999.

Jens Brønden danskfødt og -sproget redaktør af AtuagalliutitlGrønlandsposten: Kære Thue Christiansen. AtuagalliutitlGrønlandsposten den 20. maj 1999.

Poul Krarup dansksproget og -født redaktør på Serrnitsiaq: Den ødelæggende sprogdebat. Leder i Serrnitsiaq den 22. oktober 1999.

Grace J. Nielsen dansksproget borger opvokset i Grønland: Grønlandsk kontra dansk. Indlæg i AtuagalliutitlGrønlandsposten den 28. oktober 1999.

Alle teksterne findes på Kamikposten.dk (tidligere Atagu.gl)

Bilag 2

De analyserede tekster

Menneskesprog

Citat: "Vi må ikke lade "dinosaurerne" .. , en gruppe af hovedsageligt grønlandske mænd i 40 og 50 års alderen på ledende poster i det grønlandske samfund og med bygderomantikken frisk i hovedet og tilmed et traumatisk forhold til det danske sprog og Danmark, udelukke de kommende grønlandske generationer fra verdenssamfundet."

Onsdag d. 8. oktober 1997
Aqqaluk Petersen
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sprog, Uddannelse.

Grønlandsk og dansk

Citat. "De drøftelser om grønlandsk kontra danske firmaer, som vi på de seneste har været vidne til især i Qanorooq, nærmer sig i betænkelig grad en etnisk skelnen mellem dansk og grønlandsk. Tilsvarende stammer det følelsesregister, som aktiveres i forbindelse med de samme drøftelser, også fra det etnisk- nationalistiske felt, ikke langt fra diskriminationens og racismens fæle ansigt."

Torsdag d. 26. februar 1998
Lars Mosgaard
Emnekreds: Erhverv, Politik, Sociale spørgsmål, Sprog.

Pas nu på Jess G.

Citat: "Danskerne skal ud af Grønland. Det er konklusionen på den artikelserie, som Berlingske Tidende har startet i denne uge. En artikelserie, som er meget unuanceret og enøjet i sine konklusioner, og hvor man har på fornemmelsen af, at journalisterne går efter en bestemt opfattelse af Grønland. Og SIKs formand Jess G. Berthelsen bærer ved til bålet."

Fredag d. 12. juni 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Sprog.

På sit bedste aftenskoleengelsk

Citat: "Det er pinligt for Grønland, at vi med vores lovgivning på skole og sprogområdet holdningsmæssigt har placeret os i selskab med danske højreekstremister og serbiske herrefolk."

Søndag d. 14. februar 1999
Anders Nilsson, Redaktør
Emnekreds: Love og konventioner, Politik, Sprog.

Smid danske redaktører ud

Citat: "Jeg svarede hende forstående og fortalte hende, at vore »egne« aviser tit omtaler herboende som drukkenbolte, selvmordere, mordere med folkevalgte med trang til misbrug af offentlige midler og for fuldstændighedens skyld fortalte jeg hende at begge avisers redaktører ikke er grønlændere uden kendskab til det grønlandske sprog."

Torsdag d. 20. maj 1999
Thue Christiansen
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Kultur og samfund, Sprog.

Kære Thue Christiansen

Citat: "Dit eksempel med TV-programmerne har intet at gøre med, at vi ikke ville bringe de grønlandske programmer. Men der havde tidligere været store problemer med at få hele den grønlandske version fra KNR inden avisens deadline. Undertegnede var desværre ikke klar over, at det forhold var ændret, og at vi igennem længere tid havde haft mulighed for at bringe det grønlandske program."

Torsdag d. 20. maj 1999
Jens Brønden
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Kultur og samfund, Sprog.

Den ødelæggende sprogdebat

Citat: "Det minder i allerhøjeste grad om nazisternes syn på jøderne i Tyskland før anden verdenskrig. Vi har tværtimod brug for at bruge alle gode ressourcer i samfundet for landets udvikling."

Fredag d. 22. oktober 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Etik, Kultur og samfund, Politik, Sprog.

Grønlandsk kontra dansk

Citat: "På grund af den førte sprogpolitik står samfundet nu med to store grupper, som nærmest er ensprogede tabere i et tosproget samfund."

Torsdag d. 28. oktober 1999
Grace J. Nielsen
Emnekreds: Sprog, Uddannelse.